I

— De bestemmelser, der gælder for Domstolens virke, indeholder intet, der særlig tillægger Domstolen kompetence i sager, der omhandler tvister vedrørende socio-faglige valg ved Fællesskabets institutioner.

Imidlertid synes den almindelige regel i artikel 179 at kunne danne grundlag for en domstolsafgørelse af sådanne sager: »Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten for dets tjenestemænd, eller som fremgår af de ansættelsesvilkår, der gælder for dets øvrige ansatte«.

Selv om Europa-Parlamentet ikke er direkte berørt af valget til personaleudvalget, og selv om den ikke skal medvirke ved disse handlinger, har den en klar interesse i, at dette organ konstitueres på gyldig vis.

De opgaver, der i vedtægtens artikel 9, stk. 3 tillægges personaleudvalget, skal opfattes som »en støtte i forhold til institutionens virke«; »personaleudvalget er et internt organ i den institution, hvori det er oprettet« (kendelse af 14. november 1963, Lassalle, Recueil 1964, s. 101).

Vedtægtens artikel 9, stk. 2 giver hver institution beføjelse til at fastlægge dette organs sammensætning og virke. Institutionen har altså ret og pligt til at sørge for, at personaleudvalget vælges forskriftsmæssigt. Den skal gribe ind, såfremt det viser sig, at en af de betingelser er tilsidesat, der er fastsat i artikel 1 i bilag II om sammensætning af og nærmere regler om virkemåde for de i vedtægtens artikel 9 omhandlede organer.

Det samme må gælde, hvad angår valghandlingernes afvikling og gyldigheden af valgene til personaleudvalget. Selv om det efter forretningsordenen for personalets repræsentation først og fremmest tilkommer valgbestyrelsen at træffe afgørelse i klager over valghandlingerne, er det ansættelsesmyndigheden, der har det endelige ansvar for disse handlingers korrekthed over for samtlige ansatte.

Europa-Parlamentet har ret og pligt til at kontrollere den måde, hvorpå personaleudvalget er valgt, og det har i hvert fald én gang tidligere gjort brug af denne beføjelse. I øvrigt har Europa-Parlamentets formand opfyldt det ham påhvilende ansvar ved den 7. oktober 1975 udtrykkeligt at besvare — ganske vist som et afslag — sagsøgernes klage.

Med hensyn til domstolskontrollen er det nævnte myndighed, der er den »naturlige sagsøgte« og ikke det udvalg, der er valgt ved det anfægtede valg, idet dette udvalg i øvrigt heller ikke er søgsmålskompetent efter kendelsen i Lassalle-sagen, lige så lidt som valgbestyrelsen kan komme på tale i denne forbindelse.

I så henseende gælder det samme for udvælgelseskomiteer, idet Domstolen i en sådan sag, dom af 14. juni 1972, Marcato (Recueil, s. 433) har statueret, at »det eneste retsmiddel, de pågældende har over for en sådan beslutning (fra en udvælgelseskomité, der havde truffet en beslutning, der indeholdt et klagepunkt mod dem), er et søgsmål ved Domstolen, der alene er kompetent til at annullere sådanne beslutninger«.

Jeg skal, egentligt overflødigt, tilføje, at hvis Domstolen ikke var kompetent, ses det ikke, ved hvilken anden domsmyndighed en sådan sag som den her foreliggende kan behandles. I dommen af 15. juni 1976, Mills, har Domstolen taget stilling til en sag af tilsvarende art.

Der synes endelig heller ikke at opstå nogen vanskelighed, for så vidt angår følgerne af en dom, hvor en eventuel tilsidesættelse af reglerne ved valghandlingerne statueres: sagen vil blive tilbagesendt til Europa-Parlamentet, der skal træffe de fornødne foranstaltninger til gennemførelse af dommen. Ganske vist er der fare for, at følgerne af en sådan konstatering bliver rent teoretiske, såfremt nemlig konstateringen af en mangel, der kan påvirke valgets gyldighed, først sker efter udløbet af det ikke-forskriftsmæssigt valgte personaleudvalgs mandat, og såfremt »det forhold, at valget den 18. marts 1975 bliver ugyldigt, ikke nødvendigvis medfører ugyldighed af de procedurer, i hvilke personaleudvalget skal udøve sin vedtægtsmæssige virksomhed« som antaget af formanden for anden afdeling i kendelsen af 2. juli 1975. Men dette understreger blot nødvendigheden af en hurtig afgørelse i sådanne sager for så vidt som muligheden for et erstatningssøgsmål stadig foreligger; et sådant søgsmål er allerede på vej.

II

— For så vidt angår fristerne, har de tre sagsøgere rettidigt indgivet en klage til valgbestyrelsen, som blev afvist den 22. april 1975. Den 5. maj 1975 har sagsøgerne mod dette afslag forelagt Europa-Parlamentets formand en klage i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2 anførte forstand. Den 16. juni 1975 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.

I henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 4, sidste punktum udsatte formanden for anden afdeling den 14. juli 1975 hovedsagens behandling, indtil der forelå en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af nævnte klage.

Ved beslutning af 7. oktober samme år afviste Europa-Parlamentets formand udtrykkeligt klagen, og denne afvisning blev den 10. oktober meddelt en af sagsøgerne, hvorefter sagen blev genoptaget.

Det er altså min opfattelse, at hvad angår fristerne er vedtægtens artikel 90, jf. 91 overholdt.

Således som vedtægtens artikel 90 og 91 nu er affattet, er de alene indrettet med henblik på løsningen af individuelle tvister, forelagt af tjenestemænd og øvrige ansatte. I sin yderste konsekvens har nærværende sag en kollektiv karakter, eftersom den i virkeligheden bringer fagforeningerne ind i billedet ved hjælp af mellemkommende sagsøgere og den sagsøgte. Men selv om sagsøgerne alle er medlemmer af en fagforening, er det ikke desto mindre således, at de også omfattes af vedtægten. I deres egenskab af vælgere og korrekt opstillede, valgbare eller endog valgte kandidater er de berettiget til at anfægte valgets gyldighed, hvad enten de vælges eller ej: det antal stemmer, som en kandidat opnår, har nemlig en direkte indflydelse på hans »repræsentativitet«.

Hvad angår indholdet af den anfægtede akt, fremgår det af Domstolens retspraksis, at der sondres mellem retsakter, der angår tjenestemændenes vedtægtsmæssige stilling på den ene side og de interne forhold i tjenesten på den anden side. Med hensyn til sidstnævnte forhold har Domstolen i Nemirovsky-sagen (dom af 14. juli 1976) udtalt, at »de klagepunkter, som indeholdes i klagen, ikke angår [sagsøgerens] vedtægtsmæssige stilling, men alene de interne forhold i tjenesten og navnlig spørgsmål vedrørende den administrative organisation og arbejdsdisciplin i tjenestegrenene«. Men selv om den måde, hvorpå valget til vedtægtsudvalget forløber, ikke i streng forstand angår en institutions tjenestemænds og øvrige ansattes »vedtægtsmæssige« rettigheder, har de dog på samme måde — som også institutionen — en interesse i, at de administrative organer udpeges og sammensættes på korrekt vis. Den beslutning, hvorved valgbestyrelsen afviste sagsøgernes klage, indebar et klagepunkt mod dem; de var følgelig berettigede og forpligtede (artikel 91, stk. 2) til forudgående at indgive en klage til ansættelsesmyndigheden, såfremt de ville forelægge sagen for Domstolen. Da Parlamentets formand, den myndighed der definitivt skal sørge for, at vedtægtens artikel 9, jf. dennes bilag II, stk. 1 overholdes, også afviste deres klage, indebar dette også et klagepunkt, der kan forelægges Domstolen.