1.

om de bordvine, som omfattes af denne forordning, for at kunne benævnes således og afsættes på territorierne for Fællesskabets medlemsstater, kun skal opfylde de analysenormer, der er nævnt under punkt 10 i forordningens bilag II, eller tillige kravene ifølge nationale sædvaner og reguleringer,

2.

om forordning nr. 816/70 ikke gør den nationalretlige formodning om kunstigt forøget alkoholindhold i bordvine, støttet på en overskridelse af den grænse for forholdet mellem alkohol og tørstof, der er fastlagt ved de nationale bestemmelser, uanvendelig på samhandelen inden for Fællesskabet.

—

udelukkende stammer fra vinstoksorter som nævnt i forordningens artikel 16, dvs. vinstoksorter, der er godkendt til dyrkning inden for Fællesskabet,

—

fremstilles inden for Fællesskabet,

—

har et faktisk alkoholindhold af mindst 8,5o og et totalindhold af alkohol af højst 15o, dog forhøjes denne grænse til 17o for vine, der fremstilles af vinstoksorter fra bestemte dyrkningsarealer, der senere skal fastlægges,

—

har et totalindhold af syre af mindst 4,5 1, udtrykt i vinsyre.

1.

Kan medlemsstaterne anvende nationale bestemmelser for at kontrollere og sanktionere overholdelsen af de fællesskabsbestemmelser, som vedrører ønologiske fremgangsmåder og analysenormer? Er i så henseende en kontrolforanstaltning, der hviler på en formodning om kunstigt forøget alkoholindhold, forenelig med fællesskabsreglerne?

2.

Ved bekræftende svar herpå: er anvendelsen af 100o-metoden, som benyttes på nationalt plan for at udfinde forholdet alkohol/reduceret tørstof, da ikke forbudt ved Kommissionens forordning nr. 1539/71 om fastsættelse af fælles analysemetoder, der finder anvendelse inden for vinsektoren?

3.

Bevirker de faktiske omstændigheder, hvorunder det modbevis, der kan afkræfte lovsformodningen, skal føres — når det drejer sig om vine fremstillet i en anden medlemsstat end Frankrig — ikke, at der lægges en hindring i vejen for samhandelen inden for Fællesskabet, og medfører de ikke, at formodnings-systemet rent faktisk hindrer, at der føres modbevis, således at dets anvendelse er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion?

1.

For det første forekommer det mig helt utvivlsomt, at medlemsstaterne ikke blot har ret men også pligt til at træffe enhver kontrolforanstaltning, hvorved man kan sikre overholdelse af fællesskabslovgivningen og opdage og sanktionere bedragerier i forbindelse med forbudte ønologiske fremgangsmåder. Særlig hvad angår tilsætning til vin fremgår forpligtelsen udtrykkelig af artikel 9 i Kommissionens forordning nr. 1594/70, som lyder: »Indtil vedtagelse af fællesskabsbestemmelser på dette område træffer medlemsstaterne alle foranstaltninger for at sikre overholdelse af bestemmelserne om tilsætning, syring og afsyring. De underretter omgående Kommissionen om disse foranstaltninger«.

Forpligtelsen fastslås på et mere generelt plan i artikel 39 a i forordning nr. 816/70: »Medlemsstaterne træffer alle egnede foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i denne forordning overholdes.«

Skønt denne tekst er blevet indsat i den oprindelige tekst ved forordning nr. 2680/72 af 27. november 1972, udgør den efter min opfattelse et fortolkningsbidrag og bekræfter kun et princip, der allerede fandtes i systemet i forordning nr. 816/70. Kommissionen råder for øvrigt ikke over midler til gennemførelse, der ville gøre det muligt for den selv at varetage disse kontrolopgaver, hvorimod den kan påbyde staterne at anvende visse metoder eller foranstaltninger til udøvelse af kontrollen.

Men som det skal ses, er fællesskabslovgivningen på dette punkt langt fra udtømmende. Her som før vil jeg altså erklære mig enig i Kommissionens opfattelse, at formodningen om kunstigt forøget alkoholindhold, grundet på overskridelse af visse værdier i forholdet alkohol/ reduceret tørstof, kan anvendes som kontrolforanstaltning af en medlemsstat med henblik på at afgøre, om der er sket tilsætning til en vin under ulovlige omstændigheder.

Principielt strider et formodningssystem ikke mod fællesskabsretten.

På den anden side er det utvivlsomt, at medlemsstaterne ikke, selv ikke med henblik på kontrollen af vinene, kan anvende foranstaltninger, som i samhandelen inden for Fællesskabet udgør foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner. Imidlertid hviler den franske formodnings-regel på visse værdier i forholdet alkohol/tørstof, hvis overskridelse bevirker, at denne formodning indtræder. Fastsættelsen af disse værdier kan være et væsentligt element, som reelt kan påvirke samhandelen inden for Fællesskabet, i det omfang den rent faktisk — væsentligst under hensyn til de klimatiske forhold eller til fremstillingen af nationale vine — medfører, at vine fremstillet i andre medlemsstater stilles ugunstigt. For rødvinens vedkommende ved vi, at § 8 i Code du Vin fastsætter maksimumsgrænsen i forholdet alkohol/tørstof til 4,6. Imidlertid er det under sagens behandling her blevet nævnt, at en vin fremstillet på en bestemt breddegrad kan udvise et forhold, der ligger over denne grænse, f.eks. på grund af de klimatiske faktorer.

Ligeledes er det blevet hævdet, at de værdier, der er fastsat i den franske lovgivning, ikke længere svarer til de moderne processer for hurtig vinfremstilling, som ved at reducere bundfaldet fra visse stoffer i vinen udøver en ikke ubetydelig indflydelse på forholdet alkohol/tørstof.

Ganske vist ville det til disse to argumenter uden tvivl være muligt at svare, som den franske regerings repræsentant har gjort det, at de vedtagne værdier for formodningens anvendelse ikke er mindre egnede for de vine, der er fremstillet i Fællesskabets sydlige egne, end for dem, der stammer fra Nordafrika, og som den franske ordning med held blev anvendt på gennem meget lang tid. Man kunne også gøre gældende, at det franske system er smidigt i den forstand, at grænsen på 4,6 i henhold til et cirkulære fra 1965 fra landbrugsministeren kan ændres opad under hensyn til permanganat-indholdet for at fritage visse vinfremstillingsmetoder. Videre er det særligt blevet anført, at formodningen på ingen måde er uafkræftelig. Forvaltningen har bestræbt sig på at smidiggøre og tilpasse både metoderne til anvendelsen og de midler, hvorved der kan føres modbevis.

Her drejer det sig imidlertid om en teknisk diskussion, som Domstolen ikke kan tage stilling til. For mit eget vedkommende vil jeg indskrænke mig til at bemærke, at formodningen som sådan er et nationalt kontrolmiddel, som fællesskabslovgivningen i dens nuværende udformning ikke udelukker; imidlertid må det tilføjes, at maksimalværdien af forholdet alkohol/reduceret tørstof må fastsættes og anvendes således, at der heraf ikke følger nogen forskelsbehandling mellem nationale vine og vine fra andre medlemsstater; i modsat fald kan anvendelsen af formodningen blive en hindring i samhandelen inden for Fællesskabet.

2.

Der er et problem, som ikke udtrykkeligt er blevet rejst af Cour d'Appel i Aix-en-Provence, men som efter min mening må behandles, nemlig problemet om den metode, hvorefter man kan udfinde forholdet alkohol/reduceret tørstof i en vin med henblik på at afgøre, om formodningen skal anvendes eller ej.

Det drejer sig jo om at finde ud af, om lovens system med en formodning, der ikke i sig selv teoretisk set er uforenelig med fællesskabslovgivningen, kan få praktisk anvendelse.

Dersom det dels er sådan, at 100o-metoden, der anvendes for at opdage det bedrageri, som et kunstigt forøget alkoholindhold er, virkelig er den eneste, hvorved man kan fastsætte forholdet alkohol/reduceret tørstof, og der dels — således som parterne i hovedsagen, den franske regering og Kommissionen har hævdet det — ikke består nogen mulighed for at erstatte de resultater, der ville opnås ved den omhandlede metode, man kommer til ved vægtfylde-metoden, så er det nødvendigt at finde ud af, om fællesskabslovgivningen hjemler anvendelse af 100o-metoden. Svares der benægtende, må man antage, at det ganske enkelt er utilstrækkeligt, for ikke at sige unødvendigt, at anvende formodningen.

De fællesskabsanalysemetoder, der finder anvendelse inden for vinsektoren, er fastsat ved Kommissionens forordning nr. 1539/71. I henhold til denne retsakts grunde skal disse metoder være obligatoriske for alle handelstransaktioner og al kontrol. Det er i det mindste det erklærede mål. Men hvad er det for en kontrol? Hvorfor foretages den?

Anvendelsesområdet for Kommissionens forordning kan ganske åbenbart ikke være videre end anvendelsesområdet for forordning nr. 816/70. Men skønt denne grundforordning regulerer eller forbyder visse ønologiske fremgangsmåder på en måde, som i øvrigt ikke er udtømmende, omtaler den slet ikke problemet om opdagelse af og kontrol med bedragerier. Som omtalt hjemles der ved dens artikel 39 a, indsat i den oprindelige tekst ved forordning nr. 2680/72, medlemsstaterne kompetence til at træffe alle egnede foranstaltninger for, at bestemmelserne i forordningen overholdes. Desuden udtales det i artikel 39 a, at det er Rådet selv, som på fællesskabsplan vedtager foranstaltninger, der skal sikre en ensartet anvendelse af bestemmelserne i forordningen, særlig for så vidt angår kontrol.

Imidlertid har grundforordningen ikke selv indført noget fællesskabssystem om opdagelse af og kontrol med bedrageri. Derfor angår Kommissionens forordning nr. 1539/71 kun de analysemetoder, der er beregnet til at konstatere de væsentlige egenskaber ved og sammensætningen af vinene fra Fællesskabet; den kan ikke fortolkes således, at den fastlægger metoder med henblik på opdagelse og bekæmpelse af bedragerier i forbindelse med fremstilling af vin.

Vedrørende anvendelsen af de analysemetoder, forordningen omtaler, henvises der også udtrykkeligt til fortegnelsen over de internationale vinanalysemetoder, som er blevet opstillet inden for rammerne af den internationale konvention fra 1954 om standardisering af analyse- og vurderingsmetoder for vine.

Imidlertid tager disse internationale metoder ikke sigte på efterforskning af bedragerier og falsknerier. De er kun blevet indført for at udfinde, hvad vinene er sammensat af. Bilaget til Kommissionens forordning foreskriver, at fastsættelse af det totale tørstof skal ske ved hjælp af vægtfylde-metoden, som udelukkende gør det muligt at fastslå antallet af bestanddele i vinen, hvorimod man ikke her finder en metode, ved hvilken man kan fastslå forholdet alkohol/reduceret tørstof, som er det eneste, der kan danne grundlag for opdagelsen af bedragerier ved kunstigt forøget alkoholindhold.

For øvrigt har Kommissionen i sit svar af 29. maj 1974 på en skriftlig forespørgsel fra Parlamentet erkendt, at der eksisterer en lakune i fællesskabsretten med hensyn til kontrollen med bedragerier, eftersom den erklærer, at den har i sinde på grundlag af artikel 39 a i forordning nr. 816/70 at foreslå Rådet bestemmelser, der skal gå ud på at finde frem til fælles metoder og regler, som vil gøre det muligt at opdage overtrædelser af reglerne om vinfremstilling. Det beviser, at Kommissionen dels erkender, at den er inkompetent til at vedtage fælles kontrolmetoder, dels at de analysemetoder, som er indført ved forordning nr. 1539/71, befinder sig på et andet plan eller i det mindste ikke er tilstrækkelige med henblik på opdagelse af bedragerier.

Endvidere besvarede Kommissionen den 31. oktober 1974 et andet skriftligt spørgsmål vedrørende det tilfælde, hvor sagen — eller en lignende sag — sorterer under de nationale domstole, og udtalte her, at den angående indførelse af et effektivt beskyttelsessystem over for overtrædelser af fællesskabsretten, i øjeblikket i forbindelse med medlemsstaterne arbejder på et udkast til »fælles regler« om bekæmpelse af overtrædelser, der begås af enkeltpersoner på områder, der er genstand for Fællesskabets forordninger, direktiver og beslutninger«.

Jeg mener derfor, at Kommissionens forordning nr. 1539/71, som ikke vedrører alle de metoder, ved hvilke man kan fastslå vinens sammensætning, ikke er til hinder for, at 100o-metoden kan anvendes i henhold til en national lovgivning om bekæmpelse af bedragerier.

Jeg har herefter kun tilbage, som noget . underordnet, at behandle spørgsmålet, om den formodning, Code du Vin opstiller, kan have strengere virkninger for franske importører af vine fra Fællesskabet end for de nationale producenter.

Det er ikke umuligt retligt at afkræfte denne formodning, eftersom Code du Vin § 8 tillader de pågældende at føre modbevis, dvs. ved sammenligning af vinens forskellige væsentlige bestanddele, dens smag, de betingelser, hvorunder den er fremstillet, og dens oprindelse at bevise, at den udelukkende er fremstillet på grundlag af gæring af friske druer.

Det er for Domstolen blevet frie gældende, at den forpligtelse, som således blev pålagt de handlende, betød en begrænsning i den frie samhandel i Fællesskabet i det omfang, hvor det i praksis ville være særdeles vanskeligt for de pågældende at føre dette bevis vedrørende de importerede vine.

Også retten i Aix-en-Provence synes at nære denne opfattelse og drager den slutning heraf, at der derfor består alvorlig tvivl om, hvorvidt det franske system om formodning om kunstigt forøget alkoholindhold er foreneligt med fællesskabslovgivningen.

Det tilkommer imidlertid ikke fællesskabsdommeren — i det mindste ikke når han har fået en sag forelagt i henhold til traktatens artikel 177 — at træffe en sådan afgørelse, som indebærer stillingtagen ikke blot til fortolkningen men også rent faktisk til anvendelsen af national ret.

Således som De præjudicielt har statueret det i dom af 23. januar 1975 i Hulst-sagen (51/74, Sml. s. 92) kan Domstolen ikke udtale sig om et sådant punkt, der henhører under den nationale dommers kompetence, hvilket i øvrigt også gælder enhver bedømmelse af sagens fakta.

For mit vedkommende vil jeg begrænse mig til at anføre, at anvendelsen af en formodningsregel for at være lovlig skal opfylde følgende betingelser:

Dette ville ikke være tilfældet, dersom disse midler var vanskeligere at håndtere for dem, der handler med importeret bordvin og lovligt bringer den i omsætning i en stat, end for producenter eller handlende af indenlandsk bordvin (dom af 11. juli 1974, Dassonville, sag 8/74, Sml. s. 852).

Hvis følgelig den metode, på hvilken formodningen bygger, eller anvendelsen af det lovhjemlede formodningssystem under hensyn til den omvendte bevisbyrde kan have diskriminerende virkning eller virkninger svarende til en kvantitativ restriktion, vil det i påkommende tilfælde påhvile enten Kommissionen at indlede sag for ikke-overholdelse fra den pågældende stats side eller de nationale retter, med forbehold af søgsmålet efter artikel 177, at beskytte de pågældende erhvervsdrivendes rettigheder.

Inden for rammerne af den foreliggende sag forekommer det mig umuligt, at Domstolen kan træde i disse myndigheders sted.

1. 

For at de vine, der omfattes af Rådets forordning 816/70, kan opnå faellesskabsbenævnelsen »bordvin«, er det tilstrækkeligt, at de opfylder de analyse-normer, som er fastsat i punkt 10 i forordningens bilag II;

2. 

for at disse vine lovligt kan bringes i fri omsætning mellem medlemsstaterne, er det desuden tilstrækkeligt, at de er ledsaget af den attest, det såkaldte »ledsagedokument«, der på tidspunktet for indførslen til Frankrig af de vine fra Italien, som der er tvist om i de foreliggende sager, krævedes ifølge Kommissionens forordning nr. 1022/70;

3. 

for at en bordvin lovligt kan sælges til direkte menneskeligt forbrug på en medlemsstats område, skal den opfylde forskrifterne i denne stats lovgivning om kontrol med og bekæmpelse af bedragerier; med henblik herpå er hverken Rådets forordning nr. 816/70 eller de bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse heraf, til hinder for, at en medlemsstat til dette formål anvender en formodning om kunstigt forøget alkoholindhold, der bygger på forholdet alkohol/reduceret tørstof;

4. 

Kommissionens forordning nr. 1539/71 udelukker ikke anvendelsen af 100o-analysemetoden med henblik på at udfinde dette forhold;

5. 

anvendelsen af den nationale formodning om kunstigt forøget alkoholindhold må ikke, særlig under hensyn til de grænseværdier, der er fastsat for forholdet alkohol/reduceret tørstof, og betingelserne for førelse af modbevis, bevirke en faktisk forskelsbehandling mellem erhvervsdrivende eller udgøre en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion.