1.

tyskere i grundlovens forstand;

2.

statsløse personer i den betydning, der er angivet i loven af 25. april 1951 om statsløse personers retsstilling på forbundsrepublikken Tysklands område (BGB1 I, s. 269), sidst ændret ved loven af 9. september 1965 (BGBl I, s. 1273);

3.

fremmede med sædvanligt opholdssted i Bayern, som har opnået politisk asyl i medfør af artikel 28 i loven om fremmede af 28. april 1965 (BGBl I, s. 353), sidst ændret ved loven af 23. juni 1970 (BGBl I, s. 805).

1.

Staatsanwaltschaft ved Bayerisches Verwaltungsgericht i München er af den opfattelse, at den som repræsentant for det offentliges interesser har ret til at indgive indlæg i forbindelse med Verwaltungsgerichts anmodning om præjudiciel afgørelse. I mangel af specielle fællesskabsregler herom bør spørgsmålet om den retlige handleevne og retsstillingen som part i retten løses efter nationale regler. Det er givet, at repræsentanten for det offentliges interesser i henhold til § 63, stk. 4 i Verwaltungsgerichtsordnung (loven om retsplejen ved forvaltningsretterne) skal betragtes som part i den betydning, der er angivet i artikel 20 i statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol.

Det fremgår af ordlyden af artikel 12 i forordning nr. 1612/68, at denne bestemmelse til fordel for børn af arbejdstagere fra andre medlemsstater kun hjemler en ret til adgang til undervisningsinstitutionerne på samme vilkår som for egne statsborgere men ikke en ret til individuel uddannelsesstøtte. Hjemlen til at udstede forordning nr. 1612/68 havde Rådet i EØF-traktatens artikel 48 og 49. Det følger af disse bestemmelser, at Rådet kun er beføjet til at løse problemerne i forbindelse med arbejdstageres vilkår. Det må udledes deraf, at arbejdstageren kun kan forlange ligestilling med opholdslandets statsborgere hvad angår sociale ydelser, der direkte er forbundet med selve arbejdskontrakten og familiens ophold. Da individuel uddannelsesstøtte imidlertid henhører under uddannelsespolitikken, er der ikke en tilsvarende forbindelse i den foreliggende sag. Herefter er den af Verwaltungsgericht forfægtede fortolkning af artikel 12 i forordning nr. 1612/68 ikke berettiget.

2.

Sagsøgeren bemærker, at den forskelsbehandling, han er udsat for, er uforenelig med forskrifterne i artikel 12 i forordning nr. 1612/68. Udtrykket »på samme vilkår« i den nævnte bestemmelse bekræfter, at adgangen til undervisningen ikke kan fortolkes som den teoretiske mulighed for adgang til undervisningen men først og fremmest må omfatte den faktiske mulighed for at udøve denne rettighed. Det følger heraf, at medlemsstaterne ikke kan nægte vandrende arbejdstageres børn den støtte og hjælp, som de finder passende for egne statsborgere.

3.

Den italienske Republiks regering bemærker først, at genstanden for det nærværende præjudicielle spørgsmål er fortolkningen af artikel 12 i forordning nr. 1612/68. Man må støtte Verwaltungsgerichts egen opfattelse, som der allerede er givet udtryk for i forelæggelseskendelsen, og ifølge hvilken den nævnte artikel 12 ikke alene garanterer adgang til undervisning eller lærlingeuddannelse men ligeledes gælder for de økonomiske adgangsbetingelser, der såvel omfatter fritagelse for betaling af skolepenge som ydelse af økonomisk støtte.

Denne konklusion støttes af de sociale formål med EØF-forordningen nr. 1612/68. Man må navnlig vurdere bestemmelsen i nævnte forordnings artikel 12 i lyset af princippet om ikke-forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 48. I denne sammenhæng udgør ligestillingen med hensyn til ydelse af økonomisk støtte til adgangen til undervisningen og hjælp til at følge denne et afgørende element i den førnævnte artikel.

4.

Kommissionen finder, at man skal forstå Verwaltungsgericht's præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

Det er med rette, at Verwaltungsgericht påberåber sig artikel 12 i forordning nr. 1612/68 mod de diskriminerende bestemmelser i artikel 3 i BayAföG. EØF- traktatens artikel 7 kan ikke anvendes i den foreliggende sag, fordi denne almindelige bestemmelse viger for de specielle bestemmelser i artiklerne 48 og 49 i traktaten og for afledet ret med hjemmel i traktatens artikel 49. Artikel 7 i forordning nr. 1612/68 kommer heller ikke i betragtning. Det i denne bestemmelse fastsatte forbud mod forskelsbehandling, der kun vedrører beskæftigelsen, kommer arbejdstagerne til gode, således at fordelene for deres familiemedlemmer ikke falder ind under artikel 7. I henhold til artikel 12 i forordning nr. 1612/68 har en arbejdstagers børn adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse »på samme vilkår som statsborgerne i denne stat [modtagerstaten]«, hvis disse børn er bosat på denne medlemsstats område.

Såvel ordlyden som placeringen af artikel 12 i forordning nr. 1612/68's system fører til den konklusion, at denne bestemmelse medfører et forbud mod forskelsbehandling, der har umiddelbar virkning i medlemsstaternes interne retsorden.

Vedrørende spørgsmålet, om adgangen til undervisning på samme vilkår som statens egne statsborgere udstrækker sig til støtteforanstaltninger på uddannelsesområdet, påberåber Kommissionen sig Domstolens retspraksis i dommene af 13. oktober 1964 i sag nr. 13/69 (Ugliola), Recueil 363, 13. december 1972 i sag nr. 44/72 (Marsman), Recueil 1243, og 11. april 1973 i sag nr. 76/72 (Michel S.), Samlingen 1973, s. 467. I henhold til denne retspraksis er fællesskabsordningen inden for socialområdet baseret på det princip, at hver medlemsstat skal sikre andre medlemsstaters statsborgere, der er beskæftiget på deres område, alle de fordele, som den tillægger sine egne statsborgere. I dommen af 12. april 1973 fandt Domstolen, under henvisning til den 5. betragtning i forordning nr. 1612/68, at artikel 12 kom til anvendelse på de fordele, der i modtagerlandets lovgivning er fastsat med hensyn til social revalidering af handicappede. I betragtning af den klare indstilling i Domstolens retspraksis er der ingen tvivl om, at »adgangen til almindelig undervisning« skal forstås i vid forstand og omfatte den lige behandling af vandrende arbejdstageres børn hvad angår de økonomiske betingelser, som i modtagerlandets retsorden er fastsat vedrørende deltagelsen i den almindelige undervisning.

1

Ved kendelse af 14. december 1973, indgået til Domstolens justitskontor den 11. februar 1974, har Bayerisches Verwaltungsgericht München i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet;

i henhold til kendelsen har sagsøgeren, der er italiensk statsborger og barn af en italiensk arbejdstager i forbundsrepublikken Tyskland, i skoleåret 1971/72 fulgt undervisningen i en realskole i München og anmoder nu sagsøgte, byen München, om den uddannelsesstøtte på 70 DM pr. måned, som er fastsat i § 2 i den bayriske lov om uddannelsesstøtte (Bayerisches Ausbildungsf orderungsgesetz);

da sagsøgte har afslået at yde støtten under henvisning til, at § 3 i den nævnte lov kun omhandler tyskere, statsløse og fremmede, der har opnået asyl, spørges der, om nævnte § 3 er forenelig med artikel 12, stk. 1 i forordning nr. 1612/68.

2

Selv om Domstolen ikke inden for artikel 177-proceduren kan udtale sig om fortolkningen eller gyldigheden af nationale lovbestemmelser, er den imidlertid beføjet til at fortolke artikel 12 i forordning nr. 1612/68 og til at udtale, om denne bestemmelse omfatter uddannelsesstøtte som den omtvistede.

3

I henhold til artikel 12 har børn af en statsborger fra en medlemsstat, der »er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område …, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat«, og medlemsstaterne skal fremme »bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst mulige vilkår at følge undervisningen«;

i henhold til denne forordnings femte betragtning er forordningen blandt andet udstedt af den grund, at »retten til fri bevægelighed forudsætter, for at den objektivt set kan udøves i frihed og værdighed, … at alle hindringer, der står i vejen for arbejdskraftens bevægelighed skal fjernes, især for så vidt angår arbejdstagerens ret til at samles med sin familie i modtagerlandet og betingelserne for dennes families integration i modtagerlandets miljø«;

4

en sådan integration forudsætter med henblik på en fremmed arbejdstagers barn, der ønsker at deltage i en højere undervisning, at dette barn under samme betingelser som dets ligestillede i bopælsstaten kan nyde de fordele, som er hjemlet i modtagerlandets lovgivning med henblik på at fremme uddannelsen;

det fremgår af artikel 12, stk. 2, ifølge hvilken medlemsstaterne skal fremme bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst mulige vilkår at følge undervisningen, at denne artikel tilsigter at fremme specielle bestræbelser på at sikre, at de på lige fod kan drage fordel af undervisningen og de disponible uddannelsesmidler;

det må herefter konkluderes, at bestemmelsen i artikel 12 om, at de pågældende børn har adgang til undervisning »på. samme vilkår som statsborgere i [modtagerlandet]«, ikke alene omfatter reglerne om adgang til undervisningen men også de generelle foranstaltninger, der skal lette deltagelsen i denne.

5

»Staatsanwaltschaft« ved forvaltningsdomstolen, der er intervenient i hovedsagen, har også gjort gældende, at undervisnings- og uddannelsespolitikken henhører under medlemsstaternes kompetence;

da denne politik i forbundsrepublikken Tyskland for størstedelen henhører under delstaternes kompetence, må det undersøges, om artikel 12 ikke alene gælder for betingelser, fastsat i lovgivning hidrørende fra de centrale myndigheder men også for betingelser med hjemmel i foranstaltninger truffet af myndighederne i et land, der er medlem af en forbundsstat, eller inden for andre territoriale enheder.

6

Skønt undervisnings- og uddannelsespolitikken ikke som sådan er et af de områder, som ifølge traktaten henhører under fællesskabsinstitutionernes kompetence, følger det ikke deraf, at udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt Fællesskabet, er begrænset tilsvarende, når den berører de foranstaltninger, som er truffet til gennemførelse af en politik på f.eks. undervisnings- og uddannelsesområdet;

der findes, særlig i traktatens kapitel I og II i afsnit III, flere bestemmelser, hvis anvendelse eventuelt kan have betydning for denne politik;

hvad angår artikel 12 i forordning nr. 1612/68 bør de betingelser, hvis fastsættelse altså henhører under de kompetente myndigheder i henhold til national ret, imidlertid anvendes uden forskelsbehandling over for børn af nationale arbejdstagere og børn af arbejdstagere, der er statsborgere i en anden medlemsstat, når de bor på området;

da forordninger desuden i medfør af traktatens artikel 189 er almengyldige, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, er det uden betydning, om de betingelser, det drejer sig om, er fastsat i regler udstedt af de centrale myndigheder, af myndighederne i et land, der er medlem af en forbundsstat, eller i andre territoriale enheder eller endelig af myndigheder, som i national ret ligestilles dermed.

7

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har indgivet indlæg til Domstolen, kan ikke godtgøres;

da retsforhandlingerne i forhold til parterne i hovedsagen udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser,

kender

DOMSTOLEN

med hensyn til det spørgsmål, der er forelagt den af Bayerische Verwaltungsgericht München ved kendelse af 14. december 1973, for ret:

Ved at bestemme, at børn af en statsborger i en medlemsstat, som er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har adgang til undervisning »på samme vilkår som statsborgere« i modtagerlandet, omfatter artikel 12 i forordning nr. 1612/68 ikke alene reglerne vedrørende adgangen til undervisningen men også de generelle foranstaltninger, der skal lette deltagelsen i denne.