I de forenede sager 4/74 og 30/74

GIUSEPPE SCUPPA, forhenværende tjenestemand ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, boende i Tervueren (Belgien), repræsenteret af Arnaud Lyon-Caen, advokat ved Frankrigs Conseil d'Etat og Cour de Cassation, og med valgt adresse i Luxembourg på advokat Tony Bievers kontor, 83, boulevard Grande-Duchesse-Charlotte,

sagsøger,

mod

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sin juridiske rådgiver, Marc Sohier, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos sin juridiske rådgiver, Pierre Lamoureux, 4, boulevard Royal,

sagsøgte,

som i det væsentlige angår erstatning af det tab, der hævdes at være forvoldt sagsøgeren ved Kommissionens afgørelse af 16. maj 1973 om at forflytte ham (sag 4/74) og anfægtelse af Kommissionens afgørelse af 27. juni 1973 om sagsøgerens udtræden af tjenesten (sag 30/74),

afsiger

DOMSTOLEN (anden afdeling)

sammensat af: afdelingsformanden A. J. Mackenzie Stuart, dommerne P. Pescatore (refererende) og H. Kutscher,

generaladvokat: A. Trabucchi

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og øvrige anbringender kan sammenfattes således:

I — Faktiske omstændigheder

Giuseppe Scuppa, der er italiensk statsborger, tiltrådte sin tjeneste ved EØF-Kommissionen (det udøvende sekretariat) den 21. maj 1959.

Ved afgørelse af 18. december 1968 blev han forflyttet og forfremmet fra en stilling som ekspeditionssekretær med landbrugsspørgsmål som arbejdsområde i Kommissionens generalsekretariat til tjeneste som chef for afdeling VI/E/3 (landbrugets sociale strukturer, spørgsmålet om ejendomsforhold) i generaldirektoratet for landbrug, direktoratet for struktur og miljøbeskyttelse i landbruget.

Scuppa tiltrådte faktisk tjenesten i sin nye stilling den 2. marts 1969. Forinden, den 10. februar 1969, havde Kommissionen udfærdiget en »arbejdsplan« for direktorat VI/E vedrørende det socio-strukturelle memorandum, den såkaldte »Mansholt-plan«; denne »arbejdsplan« placerede chefen for afdeling VI/E/3 under chefen for afdeling VI/E/1.

I de følgende måneder fandt Scuppa ved adskillige lejligheder grund til at beklage sig over sin underordnede stilling i forhold til en kollega, som var indplaceret i samme lønklasse og ansat i en tilsvarende stilling som han selv, samt over nogle forhold og begivenheder, som han i deres almindelige sammenhæng og på grund af deres gentagelse betragtede som chikanerier, trusler eller forfølgelse af en sådan art, at de krænkede hans faglige omdømme og autoritet inden for den administrative enhed, som han ledede og havde ansvaret for.

Den 9. marts 1973 meddelte Kommissionen Scuppa, at den i forbindelse med den omstrukturering af tjenesten, som var en følge af Fællesskabernes udvidelse, på sit møde den 13. februar havde besluttet, at han fortsat skulle gøre tjeneste som afdelingschef i generaldirektoratet for landbrug.

Ved afgørelse af 16. maj 1973 blev Scuppa som afdelingschef forflyttet fra afdeling VI/E/3 til afdeling VI/D/4 (tobak, humle, kartofler og øvrige særkulturer); denne afgørelse blev ikke meddelt ham men munddigt bragt tíl hans kundskab den 17. maj af den assisterende generaldirektør for generaldirektorat VI.

Den 15. juni 1973 indgav Scuppa i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90 ad tjenestevejen en klage til Kommissionen over den afgørelse om forflyttelse, som var truffet vedrørende ham den 16. maj; denne klage, som blev registreret i Kommissionens generalsekretariat den 18. juni 1973, er forblevet ubesvaret.

Den 20. juni 1973 anmodede Scuppa i henhold til artikel 2, stk. 3 i Rådets forordning nr. 2530/72 af 4. december 1972 om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger vedrørende ansættelse af tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse samt tjenestemænds udtræden af tjenesten i disse Fællesskaber (EFT-specialudgave 1972 (1.-8. december), s. 11; org. ref. JO L 272/1) om anvendelse af en foranstaltning til udtræden af tjenesten. I denne anmodning anførte Scuppa især følgende:

»Denne anmodning fremsættes af de grunde og under de omstændigheder, som jeg har redegjort for i min klage (vedtægtens artikel 90), der blev registreret i generalsekretariatet den 18. juni 1973. Hvis Kommissionen derfor, som det er ønskeligt, på en for mig tilfredsstillende måde tager stilling til denne klage, før den træffer afgørelse om nærværende anmodning (dvs. før den 30. juni 1973), skal samme anmodning betragtes som trukket tilbage.

Tilsvarende vil jeg ved en for mig ugunstig afgørelse af klager være af den opfattelse, at en beslutning fra ansættelsesmyndigheden om min udtræden af tjenesten ikke mere kan anses for grundet på nærværende anmodning og derfor skal annulleres eller tilbagekaldes efter en begæring, som vil blive fremsat som følge af nævnte klages udfald«.

Kommissionen besluttede på mødet den 27. juni 1973 at imødekomme Scuppa's anmodning og fastsatte datoen for virkningen af hans udtræden af tjenesten til den 1. juli 1973. Denne afgørelse blev meddelt Scuppa ved skrivelse af 9. juli.

Den 19. juli bad Scuppa Kommissionen om, under hensyn til afgørelsen af 27. juni og forbindelsen mellem hans anmodning af 20. juni om udtræden af tjenesten og hans klage af 15. juni, at oplyse ham om resultatet af hans klage.

Den 8. oktober 1973 indbragte Scuppa en klage for Kommissionen over afgørelsen af 27. juni 1973 om hans udtræden af tjenesten. Denne klage forblev ubesvaret.

II — Skriftvekslingen og parternes påstande

Den 15. januar 1974 indbragte Scuppa en klage, indført under 4/74, i hvilken han i det væsentlige nedlægger følgende påstand:

—	Kommissionens afgørelse at 16. maj 1973, som fritager ham fra tjenesten som chef for afdeling VI/E/3 og knytter ham til tjenesten som chef for afdeling VI/D/4, annulleres;

—	den stiltiende beslutning om afvisning af hans klage af 5. juni 1973 annulleres;

—	udnævnelsen af John Scully til chef for afdeling VI/E/3 annulleres som følge heraf;

—	Kommissionen dømmes til betaling af 1 belgisk franc som skadeserstatning, idet der tages forbehold om forhøjelse under sagen;

—	Kommissionen dømmes til at bære alle sagens omkostninger.

Den 19. februar 1974 anmodede Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 91 Domstolen om at afvise klagen uden at indlede behandlingen af realiteten og at pålægge sagsøgeren sagsomkostningerne.

Den 8. maj 1974 indbragte Scuppa endnu en klage, indført under nr. 30/74, i hvilken han i det væsentlige nedlægger følgende påstande:

—	Kommissionens stiltiende beslutning om afvisning af hans klage af 8. oktober 1973 annulleres;

—	det fastslås, at hans »frivillige« anmodning af 20. juni 1973 blev fremsat af de grunde, han har redegjort for i anmodningen af 20. juni 1973, klagen af 8. oktober 1973 og søgsmålet af 15. januar 1974;

—	det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 27. juni 1973 om hans udtræden af tjenesten var forårsaget af den ulovlige afgørelse af 16. maj 1973 og af Kommissionens forkerte optræden.

—	Kommissionen pålægges at betale ham en erstatning svarende til forskellen mellem de økonomiske ydelser, han ville have modtaget, hvis han var forblevet i Kommissionens tjeneste, og dem, han vil modtage som følge af hans »frivillige« udtræden af tjenesten;

—

subsidiært: — afgørelsen af 27. juni 1973 annulleres; — sagsøgeren genindsættes i den situation, hvori han befandt sig umiddelbart før den ulovlige forflyttelsesafgørelse af 16. maj 1973, idet han på ny indplaceres i stillingen som chef for afdeling VI/E/3, og således at han genindtræder i sin karriere;

—	Kommissionen dømmes til at bære sagsomkostningerne.

Sagsøgeren fremsatte ved indlæg indgivet den 24. maj 1974 sine bemærkninger til den afvisningsindsigelse, som Kommissionen har rejst i sag 4/74.

I sin klage 30/74 og sit indlæg af 24. maj 1974 har sagsøgeren erklæret at ville ændre påstandene i sin klage nr. 4/74 derhen, at han ikke mere principalt påstår annullation af forflyttelsesafgørelsen af 16. maj 1973 men erstatning for følgerne af dens ulovlighed.

Ved kendelse af 28. maj 1974 besluttede Domstolen (anden afdeling) af forene sagerne 4/74 og 30/74 med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling.

I sit svarskrift i sag 30/74, indleveret den 10. juni 1974, nedlagde Kommissionen påstand om, at Domstolen:

—	delvist afviser sagen fra realitetsbehandling, i hvert fald erklærer, at den savner fornødent grundlag, og i det hele frifinder sagsøgte;

—	dømmer sagsøgte til at bære sagsomkostningerne.

Ved kendelse af 9. juli 1974 besluttede Domstolen (anden afdeling) at henskyde den afvisningsindsigelse, som Kommissionen har rejst i sag 4/74, til afgørelse ved den endelige dom.

I sin replik i sag 4/74,. indleveret den 30. juli 1974, nedlagde Kommissionen påstand om, at Domstolen

—	delvist afviser sagen fra realitetsbehandling, i hvert fald erklærer, at den savner fornødent grundlag, og i det hele frifinder sagsøgte;

—	dømmer sagsøgte til at bære sagsomkostningerne.

Den efterfølgende skriftsveksling er forløbet forskriftsmæssigt.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (anden afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Ved skrivelse af 22. januar 1975 har den dog over for parterne antydet den rækkefølge, hvori den ønsker de forskellige spørgsmål, som er rejst ved sagerne, behandlet under den mundtlige forhandling.

III — Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender under skriftsvekslingen

A — Sag 4/74

Vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling

Efter Kommissionens opfattelse må sagen af to grunde afvises fra realitetsbehandling.

1.

Hvad angår annullationssøgsmålet svigter en væsentlig betingelse for, at et annullationssøgsmål mod en forvaltningsakt kan antages til realitetsbehandling: sagsøgerens søgsmålsinteresse. At et søgsmål anlagt af en person, som på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for Fællesskabets Domstol, ikke mere har status som ansat ved en af Fællesskabets institutioner, skal afvises, fremgår, hvis man sammenholder to almindeligt anerkendte principper: sagsøgerens interesse skal vurderes på tidspunktet for sagens anlæg, og personer, som ikke har status som ansatte ved en institution eller et offentligt organ, har ingen interesse i at påklage en retsakt, som angår en tjenestemand. En person har kun søgsmålsinteresse, såfremt et gunstigt udfald af sagen, hvorved retten tager hans påstand til følge, sikrer ham en aktuel eller fremtidig beskyttelse; men i det foreliggende tilfælde kan opfyldelsen af en dom om annullation af den omtvistede forflyttelsesafgørelse ikke ændre sagsøgerens retsstilling, da han, idet han har mistet sin status som tjenestemand og helt er ophørt med at gøre tjeneste ved Fællesskabets institutioner, ikke mere kan hævde at være beskæftiget her, særlig ikke i sin tidligere stilling.

2.

Hvad angår erstatningssøgsmålet, skal det først fastslås, at sagsøgeren end ikke tilnærmelsesvist anslår det tab, han hævder at have lidt; dette viser, at selve eksistensen af et tab er af stærkt tvivlsom karakter. Vedrørende de anførte faktiske omstændigheder havde de begivenheder, som indtraf i perioden før forflyttelsesafgørelsen — med ethvert forbehold med hensyn til deres rigtighed og til den fortolkning, som sagsøgeren giver dem — aldrig været genstand for en administrativ klage før klagen af 15. juni 1973; sagsøgeren havde derfor ved indgivelsen af denne sidste, som ikke gyldigt kunne angå nogen af de påklagede handlinger, mistet retten til at påberåbe sig dem. Sagsøgeren har således ikke opfyldt betingelsen i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 2, dvs. forpligtelsen til forud for indgivelsen af et søgsmål at indbringe en klage for ansættelsesmyndigheden i de former og inden for de frister, der er fastsat i artikel 90; derfor må hans erstatningssøgsmål klart afvises på dette punkt. Hvad angår det tab, han hævder at have lidt som følge af omstændighederne omkring selve forflyttelsesafgørelsen, er der grund til at fastslå, at denne ikke blev gennemført i praksis, da sagsøgeren ikke overtog det nye arbejde, som svarede til den stilling, han netop var blevet tilknyttet. Erstatningssøgsmålet må endvidere afvises fra realitetsbehandling, fordi det er yderst snævert forbundet med annullationssøgsmålet. Sagsøgeren har endelig ikke kunnet påvise eksistensen af en rettighed, som er blevet krænket ved Kommissionens forkerte handlemåde. Vedtægten giver ikke en tjenestemand krav på at blive hørt, før han ved forflyttelse tilknyttes en stilling inden for hans kategori, som svarer til hans lønklasse.

Sagsøgeren anser den af Kommissionen rejste afvisningsindsigelse for at savne fornødent grundlag.

1.

Den domspraksis, der er påberåbt mod annullationssøgsmålets antagelse til realitetsbehandling, kan ikke finde anvendelse på det foreliggende tilfælde. Det er åbenbart, at forflyttelsesafgørelsen af 16. maj 1973 krænker sagsøgerens interesser og særlig — når henses til de omstændigheder, der omgiver den — hans ideelle interesser; han har derfor den største interesse i, at Domstolen fastslår ulovligheden af den påklagede beslutning. Den omstændighed, at sagsøgeren faktisk ikke har udført sit nye arbejde, kan ikke fratage ham søgsmålsinteresse. Kommissionen er selv i vidt omfang ansvarlig herfor; ansøgningen om hans udtræden af tjenesten blev i øvrigt indgivet med det forbehold, at forflyttelsen ikke blev kendt ulovlig, og sagsøgeren har på ingen måde udelukket genansættelse. For så vidt sagsøgeren påstår erstatning af det tab, som den ulovlige forflyttelsesafgørelse har forvoldt ham, er det vel endelig nødvendigt, at retten først fastslår dennes retsstridighed.

2.

Hvad angår søgsmålet om skadeserstatning må det med henblik på dets snævre forbindelse med annullationssøgsmålet fastslås, at dette sidste ikke kan afvises fra realitetsbehandling, at erstatningssøgsmålet har en selvstændig karakter og er underkastet særlige betingelser, og at sagsøgeren hele tiden behørigt har adskilt sine påstande om henholdsvis annullation og erstatning. Indsigelsen om det manglende tab eller dets utvivlsomme karakter angår sagens realitet og ikke spørgsmålet om dens antagelse til realitetsbehandling. Klagen af 15. juni 1973 henviste udtrykkeligt til omstændighederne før forflyttelsen; der kan i øvrigt ikke tages hensyn til præklusionsindsigelsen, alene fordi fristen i vedtægtens artikel 91 ikke gælder for erstatningssøgsmål. Kommissionens indsigelse, hvorefter det anbringende, der bygger på ulovligheden af omstændighederne omkring forflyttelsen, ikke kan tages til følge, er hverken berettiget eller relevant Kommissionen bemærker med henblik på den ændring af påstandene i sag 4/74, som sagsøgeren under sagen har erklæret at ville foretage, og ifølge hvilken han herefter principalt anmoder om genoprettelse i form af skadeserstatning, at denne påstand om erstatning ikke kan tages til følge, da den manglende identitet mellem genstanden henholdsvis for den administrative klage og for påstandene i den senere sag bevirker, at kravet om en administrativ klage forud for søgsmålets indbringelse ikke er opfyldt. Det kan nemlig ikke bestrides, at klagen af 15. juni 1973 udelukkende har til formål at retfærdiggøre en annullation af forflyttelsesafgørelsen af 16. maj 1973. Denne ændring, som sagsøgeren har erklæret at foretage i påstandene i sag 4/74, bekræfter i øvrigt da disse påstande sammenblandes med påstandene i sag 30/74, at sag 4/74 må afvises på grund af åbenbart manglende interesse, både hvad angår annullationssøgsmålet og erstatningssøgsmålet, uafhængigt af de andre grunde til afvisning anmoder om genindtræden i Kommissionens tjeneste, har han ingen interesse i annullation af den forflyttelsesafgørelse, som han påklager ved sit søgsmål 4/74; dette er derfor nødvendigvis blevet uden genstand. Anerkendelsen af den omstridte forflyttelsesafgørelses mangelfulde karakter er uvedkommende for den interesse, der knytter sig til det ved sag 4/74 forfulgte annullationskrav som sådant Sammenblandingen af påstandene i sag 4/74 og sag 30/74 har nødvendigvis til følge, at det erstatningskrav, der forfølges ved den første sag, ligeledes skal afvises på grund af manglende interesse, i det omrang dette krav er sammenblandet med det, der forfølges ved den senere sag.

Sagsøgeren betragter Kommissionens indsigelse som blottet for enhver relevans, da den omtvistede ændring i påstandene i sag 4/74 er foretaget inden for dette søgsmåls rammer og er fuldstændigt lovlig. Det er ligeledes forkert, når Kommissionen erklærer, at det således ændrede søgsmål er blevet uden genstand: sagsøgeren har hele tiden sigtet mod et præcist og selvstændigt udfald inden for rammerne af sag 4/74, da den eneste forskel fra de oprindelige påstande består i den rækkefølge, hvori de fremsættes.

Vedrørende realiteten

1. annullationsgrund

Sagsøgeren gør gældende, at den påklagede forflyttelsesafgørelse strider mod tjenestemandsvedtægtens artikel 28, særlig dens stk. 2 og 3, og lider af væsentlige formelle mangler.

Til trods for, at der er tale om en afgørelse angående en bestemt person, er den hverken blevet meddelt sagsøgeren skriftligt eller straks blevet opslået i institutionens bygninger; i øvrigt er den ikke, eller i det mindste ikke i forhold til sagsøgeren, formelt begrundet, idet der ikke foreligger nogen form for skriftlig meddelelse i den henseende.

Forordning nr. 2530/72 har dog på ingen måde fraveget tjenestemandsvedtægten eller bemyndiget Kommissionen til at sætte sig ud over vedtægtens regler ved reorganiseringen af tjenesten som følge af de nye medlemsstaters tiltræden. Det kan ikke anerkendes, at Kommissionen har mulighed for på eget initiativ at fravige retstilstanden under påståede særlige omstændigheder, da der netop er mest brug for at anvende vedtægten i et sådant tilfælde.

Kommissionen gør i al almindelighed gældende, at der, både fordi de foranstaltninger, som skal foretages inden for rammerne af tjenestens reorganisering som følge af de nye medlemsstaters tiltræden, har et særligt formål og en særlig rækkevidde og karakter, og fordi disse foranstaltninger, som er indbyrdes betinget af hinanden, skulle overvejes og vedtages samtidig i deres helhed inden for en temmelig kort frist, ikke kunne være tale om at følge den normale fremgangsmåde, især ikke med hensyn til de ledige stillingers offentliggørelse, ansøgernes indkaldelse og de (forudgående kontakter med alle interesserede. Det er i dette særlige perspektiv, man skal vurdere lovligheden af de trufne afgørelser, dvs. såvel i lyset af deres berettigelse og de grunde, der ligger bag, som af den fulgte fremgangsmåde. Hvad angår generaldirektoratet for landbrug er alle de individuelle afgørelser vedrørende afdelingschefstillingerne vedtaget i form af en godkendelse af den nye navneorganisationsplan indeholdende alle de forskellige foranstaltninger vedrørende udtræden af tjenesten, forflyttelse og ansættelse, som blev vedtaget samtidig.

Klagens første søgsmålsgrund giver særlig anledning til følgende bemærkninger:

a)	Den manglende skriftlige meddelelse til sagsøgeren om den omtvistede forflyttelsesafgørelse er ikke en annullationsgrund; den kan kun bevirke, at der over for sagsøgeren ikke kan rejses indsigelse om fristerne for indbringelse af en klage over denne afgørelse.

b)	Det manglende opslag af den påklagede afgørelse kan ikke påberåbes af sagsøgeren, da det kun kan medføre virkninger for tredjemand.

c)

Den manglende formelle begrundelse er ikke afgørende: ved bedømmelsen af, om kravene i vedtægtens artikel 25 er opfyldt, skal der lægges vægt på de omstændigheder, hvorunder den omtvistede afgørelse blev truffet. Da den er vedtaget sammen med andre særforanstaltninger som en helhed, må dens begrundelse vurderes i et helhedsperspektiv og under hensyntagen til den samlede begrundelse for reorganiseringsprocessen.

2. annullationsgrund

Sagsøgeren hævder, at den påklagede afgørelse strider mod vedtægtens artikel 4 og er udtryk for myndighedsmisbrug.

Stillingen som chef for afdeling VI/D/4, hvortil sagsøgeren blev forflyttet ved den omtvistede afgørelse, har i strid med vedtægtens artikel 4 ikke været genstand for en forudgående meddelelse om stillingsledighed og har i virkeligheden aldrig været ledig.

Kommissionen bemærker, at de trufne foranstaltninger inden for de midlertidigere og særlige rammer af forordning nr. 2530/72 pr. definition angik alle stillin-

gerne i lønklasserne A 1 til A5; derfor lev der ikke givet nogen meddelelse om disse ledige stillinger.

Sagsøgeren har i hvert fald intet grundlag for at påberåbe sig en manglende offentliggørelse, der kun har kunnet krænke rettighederne for de tredjemænd, som var interesserede i den pågældende stilling.

3. annullationsgrund

Sagsøgeren finder, at den påklagede afgørelse er truffet i strid med princippet om, at udøvelsen af en skønsbeføjelse forudsætter en fuldstændig og altomfattende undersøgelse af alle sagens momenter.

Udarbejdelsen af den omtvistede afgørelse blev forsætligt holdt strengt skjult for sagsøgeren; denne forsætlige hemmeligholdelse havde til formål og til følge at unddrage Kommissionen enhver oplysning fra sagsøgeren, som kunne indvirke på dens afgørelse. Kommissionen udarbejdede og traf i øvrigt den påklagede afgørelse under omstændigheder, som hindrede den i at komme i besiddelse af alle nyttige oplysninger.

Kommissionen er af den opfattelse, at denne søgsmålsgrund udelukkende hviler på påstande, som er baseret på en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, og som er blottet for ethvert bevis. Kommissionen var, da den vedtog alle disse afgørelser om fritagelse, forflyttelse og ansættelse, heriblandt den omtvistede afgørelse, i besiddelse af alle de skønsmomenter, som forekom den ønskelige med henblik på at gennemføre denne usædvanligt omfattende proces.

Tjenestemændene har i øvrigt intet krav på at blive rådspurgt eller hørt før en afgørelse om forflyttelse til en stilling i samme lønklasse. I et sådant tilfælde kan det ikke være en mangel ved en sådan beslutnings lovlighed, at der ikke er foretaget en forudgående høring.

4. annullationsgrund

Sagsøgeren påstår, at den påklagede afgørelse strider mod vedtægtens artikel 7, 25 og 27 og mod princippet om, at enhver afgørelse fra forvaltningen skal have en nøjagtig faktisk begrundelse, som er i overensstemmelse med de gældende lovregler, og at den er behæftet med myndighedsmisbrug og magtfordrejning.

En afgørelse fra forvaltningen skal, om end ikke udtrykkeligt, være begrundet, og denne begrundelse kan lovligt kun angå tjenestens interesse og skal være frigjort fra enhver hensyntagen til nationalitet; i øvrigt kan en skønsbeføjelse kun udøves med henblik på det formål, den er bestemt til.

Men i det foreliggende tilfælde er det åbenbart, at den påklagede forflyttelsesafgørelse ikke udelukkende er begrundet i hensynet til tjenestens interesse og ikke er frigjort fra nationalitetshensyn; tværtimod er den behæftet med magtfordrejning: den udgør i virkeligheden en skjult disciplinærsanktion. Begrundelsen, som Kommissionen foregiver at støtte på reorganiseringen af tjenesterne, gælder kun som påskud; sagsøgeren har individuelt og personligt været offer for en skjult disciplinærforanstaltning, efter at Kommissionen har indset, at en afskedigelsesbeslutning var umulig. Hensynet til tjenestens interesse kunne ikke begrunde hans forflyttelse fra en stilling, som han bestred fuldt ud tilfredsstillende, til en stilling, hvor hans kvalifikationer var mindre åbenbare.

Kommissionen gør gældende, at begrundelserne for at ansætte Scully som leder af afdeling E/3 og forflytte sagsøgeren til ledelsen af afdeling D/4 er fuldt ud lovlige, og at det ikke kan bestrides, at de udelukkende er baseret på hensynet til tjenesten. De faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har fremført, dels vedrørende de meningsforskelle, som skulle have stillet ham i modsætningsforhold til hans overordnede eller kolleger i årene før den omtvistede afgørelse, og dels vedrørende de vilkår, hvorunder denne blev udarbejdet, er på ingen måde nøjagtige og overensstemmende angivelser, som kan føre til en erkendelse af, at hans forflyttelse er en skjult sanktion. Tværtimod beviser netop selve den omstændighed, at sagsøgeren blev forflyttet til en stilling i samme lønklasse og med lignende ansvar, at man ikke har tilsigtet nogen sanktion; hvis man havde villet foretage en sanktion over for sagsøgeren, kunne man have gjort dette ved at fritage ham fra stillingen uden ansøgning i henhold til forordning nr. 2530/72.

Vedrørende erstatningspåstanden

Sagsøgeren finder, at Kommissionen har begået tjenstlige fejl, som har forvoldt ham tab.

Disse tjensdige fejl består især i placeringen af sagsøgeren under en tjenestemand i samme lønklasse og stilling, de chikanerier og trusler, han har været udsat for, vilkårene, hvorunder den påklagede afgørelse blev udarbejdet, hemmeligheden, som angav den, dens ulovlighed, dens følger og eftervirkninger, især den fuldstændig afgørende indflydelse den havde på ansøgningen om hans udtræden af tjenesten, og Kommissionens almindelige holdning senere hen.

Disse tjensdige fejl har forvoldt sagsøgeren et både ideelt og økonomisk tab, som bør erstattes.

Kommissionen mener ikke at have krænket sagsøgerens rettigheder ifølge vedtægten eller begået nogen tjenstlig fejl i forhold til ham.

Den af sagsøgeren påståede »underordning« beror pa en fejlagtig bedømmelse af en opgavefordeling, som er begrundet i nødvendigheden af en rationel tilrettelæggelse af arbejdet. »Chikanerierne og truslerne« bestod i virkeligheden i konflikter og spændinger, der skyldtes sagsøgerens egen holdning. Disse omstændigheder kan lige så lidt som den »hemmelighed«, der skulle have omgivet udarbejdelsen af den påklagede afgørelse, eller de andre påberåbte momenter udgøre en tjensdig fejl.

Under alle omstændigheder godtgør sagsøgeren ikke behørigt noget tab, for hvilket han kan forlange erstatning.

B — Sag 30/74

Vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling

Kommissionen mener, at søgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling, i det omfang dets genstand rækker videre end i klagen af 8. oktober 1973; især er påstandene om en økonomisk godtgørelse og genskabelse af situationen før forflyttelsesafgørelsen af 16. maj 1973 denne klage uvedkommende.

Søgsmålet skal endvidere afvises fra realitetsbehandling, i det omfang det går ud på en ændring af påstandene i sag nr. 4/74.

Sagsøgeren hævder vedrørende det første punkt, dels at han i sin administrative klage af 8. oktober 1973 udtrykkeligt kom ind på erstatningsspørgsmålet, og dels at Domstolen inden for rammerne af en sag, hvori den har fuld prøvelsesret, selv hvor der ikke er nedlagt regulære påstande herom, har kompetence ikke blot til at annullere men også til ex officio at dømme til betaling af erstatning.

Den anden indsigelse er både faktisk og retligt ugrundet; faktisk, fordi sag 30/74 ikke ændrer sag 4/74 og ikke griber ind i dennes påstande, retligt, fordi det er Domstolen selv, som har forenet de to sager.

Vedrørende realiteten

Sagsøgeren erklærer, at hans egen »frivillige« ansøgning og afgørelsen af 27. juni 1973 om hans udtræden af tjenesten, var fremkaldt af forflyttelsesafgørelsen af 16. maj 1973. At der er årsagssammenhæng mellem de to afgørelser fra Kommissionen, fremgår af de faktiske omstændigheders kronologiske orden, selve ordlyden af sagsøgerens »frivillige« ansøgning, og formalet med denne. Da forflyttelsesafgørelsen er ulovlig, og afgørelsen om hans udtræden af tjenesten kun er en følge heraf, må Kommissionen nødvendigvis drage alle redige konsekvenser heraf, især hvad angår erstatning af det af sagsøgeren lidte tab, og subsidiært, som en følge af annullationen, bestemme, at sagsøgeren genansættes, og at han genindtræder i sin karriere.

I øvrigt er det en mangel ved afgørelsen om hans udtræden af tjenesten, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den betingede karakter af sagsøgerens ansøgning; endvidere er den ulovlig, fordi den, ganske som den forflyttelsesafgørelse, som den knytter sig til, udgør en skjult disciplinær sanktion og i hvert fald en foranstaltning, der er truffet af grunde, som er tjenestens interesse fuldstændigt uvedkommende.

Kommissionen anser de søgsmålsgrunde, som sagsøgeren anfører til støtte for sin erstatningspåstand, for ugrundede. Hvis nemlig afgørelsen om sagsøgerens udtræden af tjenesten findes lovlig, kan den hverken udgøre en fejl eller begrunde erstatning; hvis Domstolen derimod finder, at den påklagede afgørelse er ulovlig, skal den annulleres, og påstanden om erstatning bliver da uden genstand. Under alle omstændigheder er det af sagsøgeren påståede erstatningsbeløb uden fornuftig mening.

Hvad angår annullationssøgsmålet giver påstanden om, at den påklagede afgørelse ikke har taget hensyn til den betingede karakter af sagsøgerens ansøgning, anledning til følgende bemærkninger: forordning nr. 2530/72 kræver på ingen måde en »frivillig ansøgning«, og lovligheden af en foranstaltning vedrørende udtræden af tjenesten afhænger ikke af, om der foreligger en sådan ansøgning, eller af de betingelser, hvorunder den er fremsat. Det er i hvert fald ikke meningen med forordningen, at ansøgningerne om udtræden af tjenesten skal kunne gøres betingede, og selve karakteren af arbejdet med omstruktureringen af tjenesten taler imod muligheden for at indgive ansøgninger af denne type.

Der er ingen objektiv sammenhæng mellem afgørelsen om sagsøgerens forflyttelse og hans »frivillige« ansøgning; denne er en selvstændig tilkendegivelse af hans frie vilje. Sagsøgeren har ikke ført noget bevis for den påklagede afgørelses ulovlighed.

IV — Mundtlige forhandlinger

Parterne har i henhold til beslutning fra Domstolen (anden afdeling) afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 6. februar 1975, først i sag 30/74, derefter i sag 4/74.

Hvad. angår sag 30/74 har parterne i første række udtalt sig om antagelsen til realitetsbehandling af de forskellige punkter i de påstande, som er formuleret i stævningen, navnlig hvad angår påstandenes subsidiære punkt, dels om begæringen om annullation af beslutningen af 27. juni 1973 og dels om begæringen om, at sagsøgeren genindsættes i den situation, hvori han befandt sig umiddelbart før forflyttelsesafgørelsen af 16. maj 1973; hvad angår sagens realitet har de navnlig behandlet spørgsmålet om den redige værdi og rækkevidde af de betingelser, som sagsøgeren knyttede til sin anmodning af 20. juni 1973 om udtræden af tjenesten, og især spørgsmålene om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at knytte sådanne betingelser til anmodningen, og om Kommissionen var berettiget til at tage en således formuleret anmodning i betragtning.

Hvad angår sag 4/74 indskrænkede parternes forklaringer sig til en undersøgelse af sagens antagelse til realitetsbehandling.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. marts 1975.

Ved skrivelser af 20. marts 1975 fik parterne meddelelse om, at Domstolen (anden afdeling) havde besluttet at behandle realiteten i sag 4/74, og de blev opfordret til at give meddelelse om, hvorvidt de ønskede at afgive mundtlige indlæg herom.

Da sagsøgeren meddelte Domstolen, at han ønskede at fremkomme med mundtlige bemærkninger vedrørende realiteten i sag 4/74 og vedrørende de aspekter heri, som efter Domstolens anmodning ikke var blevet omtalt under det foregående retsmøde, fastsattes retsmødet for de mundtlige forhandlinger vedrørende realiteten i sag 4/74 til den 15. maj 1975. Under dette retsmøde udviklede sagsøgeren sine søgsmålsgrunde og anbringender; Kommissionen henviste til sine skriftlige indlæg.

Generaladvokaten har på ny fremsat forslag dl afgørelse i retsmødet den 26. juni 1975.

V — Forening af sagerne

Ved kendelse af 27. juni 1975 har Domstolen (anden afdeling) besluttet at forene sagerne 4/74 og 30/74 med henblik på den endelige dom.

Præmisser

1

Klagerne angår i det væsentlige a) i sag 4/74: ydelse af erstatning som følge af Kommissionens afgørelse af 16. maj 1973, som fritager sagsøgeren fra tjenesten som chef for afdeling VI/E/3 i generaldirektoratet for landbrug og knytter ham til tjenesten som chef for afdeling VI/D/4 i samme generaldirektorat, subsidiært annullation af samme afgørelse; b) i sag 30/74: en række konstateringer angående Kommissionens afgørelse af 27. juni 1973 om sagsøgerens udtræden af tjenesten, med annullation af samme afgørelse og ydelse af skadeserstatning.

2	På grund af den sammenhæng, som sagsøgeren har tilvejebragt mellem sag 4/74 vedrørende forflyttelsesafgørelsen og sag 30/74 vedrørende afgørelsen om hans udtræden af tjenesten, bør det i første række præciseres, hvilken genstand hver af de to sager har.

3	Den 18. december 1969 blev sagsøgeren forfremmet til stillingen som chef for afdeling VI/E/3 i generaldirektoratet for landbrug;

4

den 10. februar 1969 udfærdigede Kommissionen en »arbejdsplan« for iværksættelsen af memorandummet om EØF's landbrugsreform, som indebar, at afdeling VI/E/3, som sagsøgeren netop var blevet leder af, i funktionel henseende i et vist omfang blev placeret under afdeling VI/E/1 i samme generaldirektorat;

5	iværksættelsen af denne administrative plan medførte i forholdet mellem sagsøgeren og Kommissionens administration adskillige vanskeligheder, som parterne i øvrigt har fremstillet modstridende;

6	ved afgørelse af 16. maj 1973, som er genstand for sag 4/74, forflyttede Kommissionen endeligt sagsøgeren til stillingen som chef for afdeling VI/D/4 i generaldirektoratet for landbrug;

7	den 18. juni 1973 indgav sagsøgeren en klage over denne afgørelse i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2;

8	Kommissionen reagerede ikke på denne klage;

9

den 20. juni 1973 indgav sagsøgeren en anmodning til Kommissionen om udtræden af tjenesten i henhold til artikel 2 i Rådets forordning nr. 2530/72 af 4. december 1972 om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger vedrørende ansættelse af tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse samt tjenestemænds udtræden af tjenesten i disse Fællesskaber (EFT-specialudgave 1972 (1.-8. december) s. 11; org. ref. JO L 272/1);

10

til denne anmodning havde sagsøgeren føjet en yderligere erklæring med følgende ordlyd: »Denne anmodning fremsættes af de grunde og under de omstændigheder, som jeg har redegjort for i min klage (vedtægtens artikel 90), der blev registreret i generalsekretariatet den 18. juni 1973. Hvis Kommissionen derfor, som det er ønskeligt, på en for mig tilfredsstillende måde tager stilling til denne klage, før den træffer afgørelse om nærværende anmodning (dvs. før den 30. juni 1973), skal samme anmodning betragtes som tilbagekaldt. Tilsvarende vil jeg ved en for mig ugunstig afgørelse af klagen være af den opfattelse, at ansættelsesmyndighedens beslutning om min udtræden af tjenesten ikke mere kan anses for grundet på nærværende anmodning og derfor skal annulleres eller tilbagekaldes efter en begæring, som jeg vil fremsætte som følge af nævnte klages udfald.«

11	Den 27. juni 1973 besluttede Kommissionen at bringe sagsøgerens tjeneste til ophør med virkning fra den 1. juli samme år;

12	denne afgørelse blev bragt til den pågældendendes kundskab ved skrivelse af 9. juli 1973, hvori Kommissionen efter at have taget den indgivne anmodning til efterretning meddelte sagsøgeren, at den havde besluttet at tage den i betragtning og imødekomme den;

13	den 8. oktober 1973 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2 en klage over den trufne afgørelse;

14	denne klage forblev ligeledes ubesvaret;

15	i forlængelse af sin resultatløse klage af 18. juni 1973 indbragte sagsøgeren ved stævning af 15. januar 1974 sag 4/74;

16	i forlængelse af sin klage af 8. oktober 1973, som ligeledes var resultatløs, indbragte han ved stævning af 8. maj 1974 sag 30/74.

Vedrørende klage 4/74 (forflyttelsesafgørelsen)

17	Ved en begæring, som er indgivet under sagen i henhold til procesreglementets artikel 91, har Kommissionen anmodet Domstolen om at træffe afgørelse om, hvorvidt klagen 4/74 kan antages til realitetsbehandling;

18	ved kendelse af 9. juli 1974 besluttede Domstolen at henskyde indsigelsen til afgørelse ved den endelige dom;

19

til støtte for indsigelsen har Kommissionen især gjort gældende, at sagsøgeren i kraft af afgørelsen af 27. juni 1973 og hans udtræden af tjenesten på tidspunktet for sagens anlæg — 15. januar 1974 — ikke mere havde status som tjenestemand ved Fællesskabet, og at han derfor ikke mere havde nogen interesse i at forlange en ændring af en administrativ situation, som var endeligt forældet.

20	Sagsøgeren har gennem de forklaringer, som er afgivet under sagen, kunnet godtgøre en berettiget interesse i på trods af afgørelsen om hans udtræden af tjenesten at få undersøgt, om forflyttelsesafgørelsen er grundet, så meget desto mere, som han bestrider førstnævnte afgørelse;

21	den af Kommissionen rejste afvisningsindsigelse kan derfor ikke tages til følge, og klagen bør behandles i realiteten.

22

I kraft af »arbejdsplanen« for iværksættelsen af den landbrugsreform, som pålagde fællesskabsadministrationen særligt tunge arbejdsbyrder, havde Kommissionen iværksat en særlig ordning for og fordeling på personer af de opgaver, som påhvilede hver af de pågældende tjenestegrene og tjenestemænd i generaldirektoratet for landbrug;

23

ifølge denne plan tildeltes inden for direktoratet E, som er kompetent vedrørende spørgsmål om struktur og miljø-beskyttelse i landbruget, chefen for afdeling VI/E/1 en særlig rolle med henblik på fastlæggelse af den generelle kurs for visse arbejdsopgaver i andre afdelinger tilhørende det samme direktorat;

24	lige fra sagsøgeren i marts 1969 faktisk tiltrådte tjenesten som chef for afdeling VI/E/3, nægtede han at acceptere, hvad han betragtede som en »underordnet« status i forhold til chefen for første afdeling, og han fastholdt denne indstilling;

25	i de fire år, sagsøgeren var chef for afdeling VI/E/3, blev det faglige forhold mellem sagsøgeren og chefen for afdeling VI/E/1 mere og mere anspændt og prægedes af stadigt stærkere og mere personlige protester fra sagsøgerens side.

26	De bestemmelser i »arbejdsplanen«, som sagsøgeren har modsat sig, hører til de foranstaltninger, som en fællesskabsmyndighed lovligt kan træffe med henblik på tilrettelæggelsen af sine tjenestegrene;

27	navnlig er ingen bestemmelse i vedtægten til hinder for, at en afdelingschef efter den umiddelbart overordnedes bestemmelse i tjenestens interesse placeres under chefen for en anden afdeling med henblik på koordination af visse arbejdsopgaver;

28

forflyttelsesafgørelsen, som er truffet under nøje hensyntagen til sagsøgerens rang og økonomiske rettigheder, og som langtfra udgør et tegn på uvilje mod denne, var for Kommissionen et lovligt middel til at bringe en situation til ophør, som var skadelig både for den gnidningsløse funktion i dens tjenestegrene og for alle de pågældendes personlige interesser;

29	denne afgørelse, som støttes på retmæssige grunde, har derfor ikke tilføjet sagsøgeren noget tab, som kan give anledning til erstatning fra Kommissionens side;

30	det følger heraf, at klage 4/74 ikke kan tages til følge.

Vedrørende klage 30/74 (udtræden af tjenesten)

31	Kommissionen har rejst afvisningsindsigelser over for visse punkter i stævningens påstande i klage 30/74, fordi disse i virkeligheden skulle henhøre under klage 4/74.

32	Disse indsigelser er grundede, og alle de momenter, der vedrører sagen om forflyttelsesafgørelsen, som Domstolen har afgjort ovenfor, skal derfor lades ude af betragtning i klage 30/74;

33	det fremgår efter udskillelsen af disse momenter, at den væsentlige genstand for klage 30/74 består i sagsøgerens anfægtelse af lovligheden af afgørelsen af 27. juni 1973 om hans udtræden af tjenesten og i et hertil knyttet krav om ydelse af erstatning for ideelt og økonomisk tab.

34	Ifølge sagsøgeren er afgørelsen om hans udtræden af tjenesten ulovlig, fordi Kommissionen ikke tog hensyn til den betingede karakter af den anmodning, som han havde fremsat;

35	sagsøgeren mener endvidere, at denne afgørelse kun er en følge af de vanskeligheder, som han tidligere havde været udsat for i forholdet til Kommissionens tjenestegrene, og at den derfor er en »skjult sanktion« for hans tidligere adfærd.

36	Lovligheden af afgørelsen om sagsøgerens udtræden af tjenesten skal bedømmes på grundlag af forordning nr. 2530/72, med hjemmel i hvilken den er truffet;

37	i henhold til artikel 2, stk. 1 var Fællesskabernes institutioner bemyndiget til indtil den 30. juni 1973»af tjenstlige grunde« at træffe foranstaltninger vedrørende udtræden af tjenesten for tjenestemænd i visse lønklasser;

38	i henhold til samme artikels stk. 2 udfærdigede de pågældende institutioner en liste over de tjenestemænd, som berørtes af denne foranstaltning, ud fra en række hensyn angående alder, kvalifikationer, indsats, tjenstlig adfærd, familieforhold og anciennitet;

39	i samme artikels stk. 3 tilføjes det: »Institutionen skal i første række tage ansøgninger fra de tjenestemænd i betragtning, der anmoder om anvendelse af en foranstaltning til udtræden af tjenesten i henhold til stk. 1, hvis dette af tjenstlige grunde er muligt«;

40

det fremgår af alle disse bestemmelser, at fritagelsen af det i forordning nr. 2530/72 nævnte overordnede personale har fundet sted ex officio, på de pågældendes institutioners initiativ og ud fra en række kriterier, som de skulle lægge til grund, mens de pågældendes anmodninger kun havde til følge at sikre dem en fortrinsret, dog med forbehold af tjenestens interesse;

41	da sagsøgeren havde fremsat en sådan anmodning, var Kommissionen berettiget til at tage dette ønske til efterretning, uden at det var nødvendigt at tage hensyn til de betingelser, som var formuleret uklart, og som desuden var irrelevante for de kriterier, der var opstillet i forordning nr. 2530/72;

42	hensigten med disse betingelser har nemlig kun kunnet være, at Kommissionen skulle nå frem til et for sagsøgeren gunstigt udfald i en gammel sag;

43	den trufne afgørelse udgør langtfra en skjult sanktion men skal tværtimod forstås som et udtryk for Kommissionens ønske om at nå til en ærefuld løsning på en tjenestemands situation, hvis arbejde og selvopofrelse den gentagne gange og lige indtil afskedigelsesbrevet har anerkendt;

44	denne bedømmelse af situationen er i øvrigt i overensstemmelse med artikel 2, stk. 4 i forordning nr. 2530/72, hvori det bestemmes, at de fastsatte fritagelsesforanstaltninger »ikke har disciplinær karakter«;

45	man kan derfor ikke rette bebrejdelse mod Kommissionen, som efter at have udskilt alle de irrelevante momenter og konstateret det af sagsøgeren udtrykte ønske, over for denne har truffet en afgørelse om udtræden af tjenesten;

46	da de økonomiske konsekvenser af en udtræden af tjenesten på tilfredsstillende og endelig måde er reguleret i forordning nr. 2530/72, har den subsidiære påstand om skadeserstatning ikke fornødent grundlag;

47	af disse grande kan klage 30/74 ikke tages til følge.

Vedrørende sagsomkostningerne

48	I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2 skal den part, der taber sagen, dømmes til at afholde sagsomkostningerne;

49	sagsøgeren har ikke fået medhold i sine anbringender i nogen af de to klager;

50	i henhold til procesreglementets artikel 70 bærer institutionerne dog selv de af dem afholdte udgifter ved klager indgivet af Fællesskabernes ansatte.

På grundlag af disse præmisser, udtaler og bestemmer DOMSTOLEN (anden afdeling)

1. Sagsøgte i sag 4/74 og 30/74 frifindes.

2. Hver af parterne bærer sine egne omkostninger.

Mackenzie Stuart Pescatore Kutscher Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. juli 1975. A. Van Houtte Justitssekretær A. J. Mackenzie Stuart Formand for anden afdeling