1.

Ved kendelse af 3. juli 1971, indgået til Domstolen den 20. september 1971, har Pretura di Bari i medfør af EØF-traktatens artikel 177 anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af visse af EØF-traktatens bestemmelser, navnlig artiklerne 37 og 90, samt vedrørende fortolkningen af Rådets forordninger nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169; org. ref. JO L 148, s. 13) og nr. 2622/69 af 21. december 1969 om ændring af den ovennævnte forordning (JO L 328, s. 8);

fortolkningsanmodningen er fremsat med henblik på den italienske lovgivnings bestemmelser om konsummælk, nærmere bestemt forskrifterne vedrørende »mælkecentraler«.

2.

Både Den italienske Republiks regering og Kommissionen har rejst indsigelse under henvisning til, at Domstolen anmodes om direkte at kvalificere forskrifterne vedrørende »mælkecentralerne« i forhold til traktaten og således udtale sig om, hvorvidt den pågældende ordning er forenelig med fællesskabsretten;

det er navnlig opfattelsen hos Den italienske Republiks regering, at dette ville medføre en sammenblanding af de retsveje, som består ifølge henholdsvis artikel 177 og artikel 169, og at Domstolen derfor ikke kan besvare de stillede spørgsmål.

3.

Selv om Domstolen under anvendelsen af traktatens artikel 177 ikke er kompetent til at træffe afgørelse om, hvorvidt en national retsregel er forenelig med fællesskabsretten, kan den imidlertid af de spørgsmål, der er stillet af den nationale ret, og under hensyn til de af denne fremlagte oplysninger uddrage de elementer, som vedrører fortolkningen af fællesskabsretten, for at sætte nævnte ret i stand til at løse det retlige problem, den har fået forelagt.

4.

Videre er det opfattelsen hos Den italienske Republiks regering, at spørgsmålene ikke kan behandles, idet Domstolens eventuelle svar ville få virkning på anvendelsen af en medlemsstats strafferet.

5.

Artikel 177, der er holdt i almindelige vendinger, sondrer ikke mellem, om den nationale procedure, inden for hvilken de præjudicielle spørgsmål er stillet, har strafferetlig karakter eller ej;

fællesskabsretten kan ikke have forskellig virkning under hensyn til de områder af national ret, på hvilke den kan indvirke;

Domstolen er derfor kompetent til at besvare de stillede spørgsmål.

6.

Den nationale ret skal anvende italienske straffebestemmelser på forhold, der kvalificeres som overtrædelse af de retsforskrifter, som tillægger »mælkecentralerne« en eneret til forsyning og salg i visse områder;

med henblik på tvistens afgørelse har retten dels stillet nogle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikler 37 og 90, dels anmodet om en fortolkning af bestemmelserne i forordningerne nr. 804/68 og 2622/69.

7.

Rådet og Den italienske Republiks regering er af den opfattelse, at ordningen med »mælkecentraler« som følge af sin særlige karakter skal bedømmes ikke under hensyn til artiklerne 3 7 og 90 men ud fra rent landbrugsmæssige synspunkter, da ordningen er en national markedsordning, hvis opretholdelse er sikret, så længe den ikke er blevet erstattet af en fælles markedsordning;

det hedder nemlig i artikel 38, stk. 2, at de almindelige bestemmelser vedrørende fællesmarkedets oprettelse finder anvendelse på landbrugsvarer, medmindre andet er bestemt i traktatens afsnit om landbruget.

8.

Det vil på baggrund af denne konstatering og dens eventuelle konsekvenser for løsningen af hovedsagen være hensigtsmæssigt først at gennemgå det tredje spørgsmål om fortolkningen af forordningerne nr. 804/68 og 2622/69, som er vedtaget inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik;

dette spørgsmål er, om udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 22, stk. 2 i forordning nr. 804/68 og forlænget ved artikel 2 i forordning nr. 2622/69, indebærer en pligt til at fjerne foranstaltninger, som eventuelt er i strid med traktatens principper, og navnlig til at ophæve en salgseneret, som en medlemsstat for visse dele af sit territorium har tildelt nogle produktionsorganer, der er oprettet i henhold til lov.

9.

Betydningen af de nævnte bestemmelser kan kun fastlægges inden for rammerne af den almindelige sammenhæng i de forordninger, som de er en del af;

10.

11.

12.

13.

14.

Det fremgår af alle disse bestemmelser, at markederne for mælk og mejeriprodukter fra ikrafttrædelsen af forordning nr. 804/68 er blevet underlagt en endelig ordning, uanset at denne endnu i visse henseender er ufuldstændig;

fra dette tidspunkt tilkom det alene fællesskabsmyndigheden at træffe bestemmelse om midlertidig opretholdelse af enhver national ordning til regulering, intervention eller kontrol vedrørende de pågældende produkter;

ved at fastsætte den 31. december 1969, datoen for udløbet af overgangsperioden, som grænse for Den italienske Republiks udsættelse med hensyn til »mælkecentralerne« drog Rådet konsekvenserne af, at denne ordning var uforenelig med de principper, som var lagt til grund for den markedsordning, der skulle gælde for den pågældende sektor;

15.

med det ordvalg, hvormed Rådet ved forordning nr. 2622/69 indrømmede Den italienske Republik en forlængelse på tre måneder af den oprindelige frist, gav det i øvrigt udtryk for, at det kun anså indrømmelsen for rent midlertidig med henblik på at sikre, at ophævelsen af salgseneretten faldt sammen med afslutningen at det løbende mejeriår;

selv om det af forordning nr. 1411/71 kan udledes, at fællesskabslovgiveren havde til hensigt at give Italien en vis supplerende frist, der skulle muliggøre omformningen af »mælkecentralerne«, er det dog en kendsgerning, at på tidspunktet for de omstændigheder, hvorom den nationale ret skal træffe afgørelse, var den eneste gældende bestemmelse, som vedrørte ordningen med disse centraler, bestemmelsen i forordning nr. 2622/69, der i artikel 2 fastsatte udløbet af tillægsfristen til den 31. marts 1970;

det følger heraf, at der på tidspunktet for de omstændigheder, hvorom den nationale ret skal træffe afgørelse, fandtes en specifik bestemmelse i en forordning, der medførte, at den til »mælkecentralerne« indrømmede salgseneret skulle ophæves, og at de nationale lovbestemmelser, der hjemlede denne eneret, derfor ikke kunne finde anvendelse;

16.

under disse omstændigheder skulle der på det pågældende tidspunkt gives fuld retsvirkning til bestemmelsen i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, hvoraf det fremgår, at den fælles ordning af landbrugsmarkederne, uanset den herfor valgte form, under alle omstændigheder skal indrettes således, at »enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter eller forbrugere« udelukkes.

17.

Under hensyn til svaret på det tredje spørgsmål findes det unødvendigt at undersøge de øvrige spørgsmål fra Pretura di Bari.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Pretura di Bari ved kendelse af 3. juli 1971, for ret:

Udløbet af fristen i artikel 22, stk. 2 i Rådets forordning nr. 804/68 af 27. juni 1968, som forlænget ved artikel 2 i forordning nr. 2622/69 af 21. december 1969, indebar på tidspunktet for de omstændigheder, hvorom den nationale ret skal træffe afgørelse, at der skulle ske ophævelse af den salgseneret, der var gældende ifølge den i de nævnte bestemmelser omhandlede »ordning for indsamling og distribution af mælk i Den italienske Republik«, og medfører derfor, at alle nationale lovbestemmelser, der hjemler denne eneret, ikke kan finde anvendelse.