1.

Om gyldigheden af bestemmelserne i tre fællesskabsforordninger, forordningerne nr. 102/64, 120/67 og 473/67, som fastslår, at udstedelsen af import- eller eksportlicenser for de i grundforordning nr. 19 omhandlede produkter er betinget af, at der stilles sikkerhed, og at sikkerheden bortset fra force majeure-tilfælde fortabes, såfremt transaktionen ikke er blevet gennemført af licensindehaveren.

2.

I en af sagerne, 30/70, om gyldigheden i forhold til fællesskabsretten af forordning nr. 87/62 og om en medlemsstats indførelse af det nævnte sikkerhedssystem fra den 30. juli 1962. dvs. før udstedelsen i 1964 af den første fællesskabsforordning om sikkerhedssystemert for hele Fællesskabet.

—

dem. som vedrører, hvad vi kan kalde de omtvistede bestemmelsers ydre lovmæssighed, dvs. fællesskabsmyndighedernes kompetence til at udstede bestemmelserne og lovformeligheden af den procedure, ifølge hvilken de er blevet til;

—

dem. som vedrører bestemmelsernes indre lovmæssighed , idet det i det væsentlige hævdes, at bestemmelserne strider mod en såkaldt forholdsmæssighedsgrundsætning, som er bindende for fællesskabsmyndighederne;

—

endelig dem, som knytter sig til gyldigheden af forordning nr. 87/62 og til foreneligheden med fællesskabsretten af det system, som blev indført i Forbundsrepublikken Tyskland før udstedelsen af forordning nr. 120/64.

1.

Enhver fællesskabsmyndigheds inkompetence med hensyn til at udstede bestemmelserne.

2.

Den manglende lovformelighed ved fremgangsmåden for udarbejdelsen af forordningerne og især forvaltningskomiteernes indgriben.

3.

Endelig og subsidiært de særlige mangler, som i hvert fald visse af de omtvistede bestemmelsers ydre lovmæssighed er behæftet med.

1.

Det første af disse argumenter går ud på. at forskrifterne skaber en forpligtelse til at importere eller eksportere, dvs. en handlepligt, medens der ikke findes nogen bestemmelse i traktaten, der tillader fællesskabsmyndighederne at pålægge private en sådan pligt.

Vi skal ikke beskæftige os længe med dette argument.

For det første er spørgsmålet om visse af traktatens bestemmelser især vedrørende landbruget, bemyndiger fællesskabsmyndighederne til under visse omstændigheder at pålægge forretningsdrivende en handlepligt, meget usikkert, og hvis det skulle besvares, ville jeg ved første blik være tilbøjelig til at give et bekræftende svar.

Men efter min opfattelse opstår spørgsmålet slet ikke i denne sag. Faktisk skaber de omtvistede bestemmelser nemlig i realiteten ingen pligt til at importere eller eksportere.

Det eneste formål med disse bestemmelser er at foreskrive, at licensen kun kan forlanges til en virkelig gennemførelse af en import- eller eksporttransaktion og ikke blot efter forgodtbefindende. De skaber således ikke nogen forpligtelse men stiller blot en betingelse for udstedelsen af et dokument, som er nød vendigt for den transaktion, som den handlende allerede har besluttet.

Importøren eller eksportøren er frit stillet ikke blot med hensyn til ikke at anmode om licens, det er indlysende, men også med hensyn til ikke at gennemføre den import eller eksport, som han har erklæret at ville foretage. Han mister ganske vist i så fald sin sikkerhed, men han har sin fulde retlige handlefrihed, selv om denne forståeligt nok kan påvirkes af nævnte faktor.

Systement skaber således ingen handlepligt, men stiller kun en betingelse for opnåelsen af en handlefrihed.

2.

Det andet argument, som gøres gældende til støtte for fællesskabsmyndighedernes fuldstændige inkompetence med hensyn til at udstede de omtvistede bestemmelser, fortjener en grundigere undersøgelse.

Det hævdes nemlig, at dette system, som forpligter dem. der anmoder om en import- eller eksportlicens, til at stille en sikkerhed, og som foreskriver, at denne sikkerhed, bortset fra force majeure-tilfælde, er fortabt, hvis transaktionen ikke gennemføres inden for den i licensen foreskrevne frist, i realiteten indebærer fastsættelsen af en sanktionsordning.

Det bekræftes, at medlemsstaterne ikke i almindelighed har overdraget fællesskabsmyndighederne straffebeføjelser undtagen i de særlige tilfælde, som beskrives i traktaten, som f. eks. for karteller eller misbrug af en dominerende stilling i artikel 87. stk. 2. litra a). der udtrykkeligt hjemler bøder og tvangsbøder.

Det er først og fremmest særdeles omtvisteligt at tastslå, at traktaten kun tillader fællesskabsmyndighederne at fastsætte sanktioner i de tilfælde, hvor den giver udtrykkelig hjemmel herfor.

Især på landbrugsområdet foreskriver artikel 40, stk. 3. at den fælles markedsordning kan omfatte alle foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de i artikel 39 fastsatte mål.

Man kan med rette spørge sig selv, om en så bred formulering ikke indeholder mulighed for eventuelt at indføre økonomiske sanktioner til sikring af overholdelsen af fællesskabsforordningerne.

Jeg mener dog ikke. at Domstolen behøver at afgøre spørgsmålet i denne sag. da det etter min opfattelse vil være tilstrækkeligt at undersøge og retligt karakterisere den i teksten foreskrevne sikkerhedstillelse for at konstatere, at fortabelsen af den ingenlunde er en straf.

Det må først bemærkes, at udtrykkene kaution eller sikkerhedsstillelse (caution, cautionnement) i nutidig fransk er tvetydige, hvilket forfatterne længe har understreget og undertiden har foreslået at gøre en ende på.

Op til midten af det nittende århundrede havde udtrykket sikkerhedsstillelse kun én betydning: den. som gives det i artikel 2011 i Code civil français. det gamle romerretlige »fidejussio«. dvs. det løfte, hvorved en tredjemand indtræder i retsforholdet mellem kreditor og debitor for over tor kreditor at indestå for. at han vil opfylde debitors forpligtelser dersom denne ikke gør det.

Men der opstod meget hurtigt en anden mening med ordet sikkerhedsstillelse som man undertiden har kaldt »administrativ« sikkerhedsstillelse, og som betyder tvungen indbetaling af en sum penge før visse handlinger kan udføres eller visse funktioner udøves til sikring af det eventuelle ansvar der måtte opstå i forbindelse hermed især i forhold til offentlige myndigheder.

Denne sidste slags sikkerhedsstillelse, som ifølge civilretlige synspunkter er nærmere beslægtet med en håndpantsætning. adskiller sig stærkt fra den »fidejussio«. som sikkerhedsstillelsen i den første betydning udgør.

Men de to typer sikkerhedsstillelse kan indbyrdes kombineres, f. eks. som det ofte sker i praksis, når selve »håndpantsætningssikkerheden« — om jeg så må sige — garanteres af en »fidejussio«, oftest en bank.

Men hvad er i virkeligheden denne »håndpantsætningssikkerhed«? Den består efter min opfattelse blot i en slags sikkerhed for opfyldelsen af forud eller samtidigt indgåede forpligtelser. Imidlertid kan indførelsen af en sikkerhed øjensynligt kun vanskeligt betragtes som indførelsen af en sanktion. En sanktion har til formål at straffe. En sikkerhed skal forebygge og eventuelt afbøde.

Der kan således ikke. af »faktiske grunde« gives den indsigelse mod de omtvistede bestemmelser medhold, hvorefter fællesskabsmyndighederne er inkompetente til at indføre sanktioner, idet bestemmelserne ikke indfører en saktionsordning men en sikkerheds-ordning.

—

på den ene side fordi den betror forvaltningskomiteen at deltage i Kommissionens lovgivningsarbejde:

—

på den anden side fordi den giver medlemsstaterne mulighed for at opnå. at Rådet ophæver Kommissionens forordninger.

1.

Rådet besidder institutionelt ikke blot en generel og grundlæggende lovgivningsmagt men tillige beføjelsen til selv at udstede de nødvendige gennemførelsesbestemmelser for de generelle regler, den fastsætter.

2.

Rådet kan enten selv udøve denne gennemførelsesbeføjelse eller betro den til Kommissionen.

3.

Ingen bestemmelse indeholder begrænsninger af Rådets ret til at benytte eller undlade at benytte den beføjelse, som er givet det ved traktaten, eller forbud mod, at det fastsætter betingelserne for Kommissionens udøvelse af de beføjelser, den har fået tildelt.

1.

Rådet betror Kommissionen, og kun denne, at træffe gennemførelsesforanstaltninger for en grundforordning.

2.

Den sætter imidlertid en grænse for denne delegation.

1.

Rådet er, når det overlader gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen i medfør af artikel 155 til gennemførelse af de regler, det udsteder, berettiget til at underkaste afgivelsen af disse beføjelser visse betingelser med hensyn til måden for deres udøvelse.

2.

Kommissionen er ikke afhængig af komiteen, fordi Kommissionen kan fastholde sit forslag.

3.

Der er ingen overførelse af beføjelser fra Kommissionen til Rådet, idet det ifølge traktaten er sidstnævnte, som kan afgive beføjelser til Kommissionen.

—

stk. 1 foreskriver, at der for enhver import og eksport af et produkt, som er omfattet af artikel 1 i forordning nr. 19. skal udstedes en licens til den handlende,

—

stk. 2 vedrører kun import licenser for frø.

Den fastsætter gyldighedsperioden for licenserne og fremgangsmåden for ændring af perioden.

Den præciserer endelig og ikke mindst, at udstedelsen af licensen er betinget af en sikkerhedsstillelse som garanti for importforpligtelsen i licensens gyldighedsperiode, og at sikkerheden fortabes i de tilfælde, hvor importen ikke gennemføres inden for fristen.

—

stk. 3 henviser til fremgangsmåden i artikel 26, dvs. forvaltningskomitéproceduren for fastsættelsen af gennemførelses-måden for hele artiklen, især, som det hedder, for fastsættelsen af gyldighedsperioden for importlicenserne for alle de produkter, som falder inden for forordning nr. 19's anvendelsesområde.

1.

Det er alene teksten, der bør tages hensyn til ved afgørelsen af spørgsmålet, idet der ikke findes forarbejder til denne grundforordning, som kan binde Domstolen ved dens fortolkning.

2.

Artikel 16, stk. 1 fastslår utvetydigt princippet om, at den handlende er forpligtet til for enhver import eller eksport af produkter, der er omfattet af artikel 1 i forordningen, dvs. af frø, af kornprodukter eller af omdannede produkter, at skaffe sig en import- eller eksportlicens.

3.

Samme artikels stk. 3 overlader det endelig udtrykkeligt til Kommissionen at træffe gennemførelsesforanstaltninger for de almindelige regler i stk. 1 under anvendelse af proceduren i artikel 26.

1.

den fra retten i Frankfurt, som består i en påstand om. at proportionalitetsprincippet følger af den samlede virkning af artikel 2 og 12 i Forbundsrepublikken Tysklands grundlov, og at fællesskabsforanstaltningerne ikke kan tilsidesætte disse forfatningsbestemmelser, hvoraf retten har draget alle konsekvenser, idet den før forelæggelseskendelsen har erklæret de her for Domstolen omtvistede bestemmelser for ugyldige og stridende mod grundloven:

2.

den, som er fremdraget af forvaltningsdomstolen i Hessen, og som består i at søge retskilden til proportionalitetsprincippet i Fællesskabets uskrevne ret, dvs. i de almindelige principper i fællesskabsretten ;

3.

endelig den, som jeg vil foreslå Domstolen, og som i nærværende sag fører til, at det nævnte princips kilde skal søges i en udtrykkelig og særdeles klar bestemmelse i traktaten.

—

Ved fællesskabsrettens almindelige principper: dette er udtrykkeligt fastslået i to af Domstolens domme: af 29. november 1956. Federation Charbonniere de Belgique, Sml. 1954 — 1964, s. 29: org. ref. Recueil 1955 — 1956. s. 304. og af 12. juni 1958, Hauts Fourneaux de Chasse. Sml. 1954 — 1964, s. 103: org ref. Recueil IV — 1958. s. 190.

—

Ved en udtrykkelig bestemmelse i traktaten: den findes i artikel 40 i afsnit II. som omhandler landbruget, og hvoraf det følger, at den fælles ordning af markederne, som er oprettet med henblik på at nå de i artikel 39 nævnte mål. kun kan medføre sådanne foranstaltninger, som er nødvendige for at nå de i artikel 39 fastsatte mål.

1.

princippet for systemet med sikkerhedsstillelse

2.

systemet i praksis

A —

Som princip tror jeg, at det anfægtede system ikke blot er strengt nødvendigt for, at fællesskabsmarkedet for korn og kornprodukter kan fungere normalt, men tillige, at det, selv om det kan forbedres, antagelig er den mindst indgribende foranstaltning, man kan tænke sig, til sikring af markedets rigtige funktion.

Jeg vil forsøge at påvise dette ved at sætte systemet ind i den sammenhæng, hvori det bør ses for ret at kunne bedømmes. Ordningen af kornmarkedet tilsigter hovedsagelig at sikre en rimelig levestandard for de europæiske producenter under hensyntagen til de andre af traktaten fastsatte mål for den fælles politik.

Den hjemler virksomme støtte- og interventionsmidler med hensyn til de interne priser.

Hvert år fastsættes der først en indikativpris. dvs. den pris, til hvilken transaktionerne bør ske på Fællesskabets interne marked.

Ud fra denne indikativpris sættes der en lidt højere interventionspris for ikke at blokere handelen inden for Fællesskabet. Denne interventionspris udgør på en måde den garanterede mindstepris for producenten.

Dens svingninger er et af de forhold, som får interventionsmyndighederne til at gribe ind, enten i form af tvangskøb uden kvantitetsbegrænsning ved støtte til privat oplagring eller endelig ved indirekte midler såsom denaturering.

Det er klart, at et sådant system kun kan fungere, når det ledsages og støttes af en indgriben over for den eksterne handel med produkterne. Fællesskabets interne priser, der er fastsat såvel i socialt som i økonomisk øjemed, er nemlig højere end verdensmarkedspriserne, om hvilke det i øvrigt vides, at de i almindelighed dannes kunstigt, og hvor lidt de svarer til idealprisen på et perfekt marked, som attenhundredetallets liberale økonomer forestillede sig den.

Hvis der ikke foretoges nogen indgriben ved Fællesskabets grænser, ville der derfor opstå to fænomener:

Medens det således utvivlsomt er nødvendigt med en indgriben ved Fællesskabets grænser, har valget af interventionsmidler været et vanskeligt problem for dem, som skulle træffe afgørelse herom.

Den enkleste løsning havde øjensynligt været at give et fællesskabsorgan eller nogle organer, som handler for Fællesskabets regning, monopol på den eksterne handel. Sådanne organer, som til fulde er bekendt med forsyningssituationen, ville have importeret, når der var mangel, og eksporteret, når der var overskud, og søgt at kompensere finansielt for de modsatte resultater af de to transaktioner.

En anden mulig løsning havde været at fastsætte import- og eksportkvoter periodisk og under hensyntagen til den interne markedssituation, medens den eksterne handelsfrihed principielt blev bibeholdt.

Disse løsninger blev forsvaret af mange specialister og ville uden tvivl bedre have sikret den nødvendige kontrol med den eksterne handel.

De er imidlertid ikke blevet gennemført, måske fordi de ansvarlige myndigheder fandt, at de lagde for store hindringer i vejen for de handlendes frihed, hindringer som i manges øjne ikke syntes absolut nødvendige for opnåelsen af de tilsigtede mål.

Derfor gennemførtes et langt mere fleksibelt system, virkelig det mindst tvingende, man kan tænke sig. Hverken monopol på importen eller eksporten eller kvantitativ kontrol.

En hel ordning baseret fuldstændigt på overtalelses- og ikke på tvangsprincippet.

For eksporten: ikke blot frihed til at eksportere, men for at denne frihed ikke skulle blive teoretisk, en eksportstøtte: »Restitutionen«, hvis fulde virkning er at dække forskellen mellem produkternes kurser eller priser inden for Fællesskabet og på verdensmarkedet.

For importen:

Således er — bortset fra i tilspidsede krisetilfælde — de eneste midler til sikring af den stabilisering af markedet, som artikel 39 udtrykkeligt omtaler blandt det fælles landbrugsmarkeds formål, følgende:

Dersom udbudet på fællesskabsmarkedet har tendens til at overstige efterspørgslen, forhøjes godtgørelsen for at lette afsætningen af overskuddet.

Dersom efterspørgslen har tendens til at overstige udbudet, nedsættes afgiften, for at underskuddet i fællesskabsforsyningen kan blive afhjulpet. Men for at lede afgiften eller godtgørelsen 1 den såkaldte »rigtige retning« er visse oplysninger nødvendige:

Uden den sidstnævnte oplysning ville fællesskabsindgrebene vedrørende den eksterne handel udvikle sig famlende. Fællesskabsmyndigheden ville have kendskab til den interne uligevægt, men ikke til de handlendes afgørelser, som kunne forværre eller forbedre denne uligevægt, og den ville altså ikke kunne handle efter markedsbalancens behov.

Dette er grunden til, at det er ikke blot nødvendigt men påkrævet, dersom en opretholdelse af importørernes og eksportørernes økonomiske frihed ønskes, dels at betinge gennemførelsen af deres transaktioner af udstedelsen af en import- eller eksportlicens, dels at sørge for. at dette dokument ikke bliver en vag hensigtserklæring, men at betingelsen for dets udstedelse bliver en pligt til at gennemføre den planlagte transaktion, en pligt, som garanteres ved en sikkerhedsstillelse.

Således sat i sin rette sammenhæng står systemet med import- og eksportlicenser, forpligtelsen til at gennemføre den påtænkte transaktion og den ordning med sikkerhedsstillelse, som garanterer forpligtelsen, i et helt andet lys end det. hvori nogle har søgt at præsentere det.

Det er på ingen måde et system til sikring af en rent statistisk forpligtelse, som retten i Frankfurt synes at have tænkt sig.

Det er ingenlunde, som det blev foreslået forleden dag. en slags chikane udøvet mod de handlende af bureaukrater, som ønsker at se deres forudsigelser gå i opfyldelse.

Det er en fundamental faktor i ordningen af kornmarkedet, uden hvilken den frihed for de handlende, som ønskes opretholdt, risikerer enten at føre til anarki og kaos eller at gøre det nødvendigt for de ansvarlige myndigheder at gribe til tvangsforanstaltninger.

Det er også, og dette er et aspekt af spørgsmålet, som ikke må glemmes, et nødvendigt middel til at sikre, at den omkostningsforøgelse, som en forhøjelse af godtgørelsen udgør, eller den indtægtsreduktion. som en nedsættelse af afgiften udgør, kun tjener markedets interesse, således at de byrder, som staterne inden for Fællesskabet pålægger deres borgere til støtte for det fælles landbrugsmarked, virkelig tjener dette formål.

De forpligtelser, som systemet pålægger importørerne og eksportørerne, er efter min opfattelse den mindst tænkelige og uundværlige pris for den handlefrihed, der er givet dem.

Man har ganske vist forsøgt at påvise for Domstolen, at import- og eksportlicenser på den ene side og sikkerhedsstillelse på den anden side ikke var uadskilleligt forbundne, og at der kunne tænkes mindre tvingende måder, som alligevel gav samme resultater for markedsbalancen.

En af disse måder er beskrevet i kendelsen fra retten i Frankfurt og forleden forsvaret af repræsentanten for kornfirmaerne. Den består i. at der samtidig med. at forpligtelsen til at erhverve en import- eller eksportlicens bibeholdes, foretages en indskrænkning af forpligtelserne for den importør eller eksportør, som endeligt beslutter sig til ikke at gennemføre den oprindeligt påtænkte transaktion, til under bødeansvar at undertegne en erklæring om ikke at ville importere eller eksportere.

Men når den handlende sender sin erklæring til den kompetente myndighed, er skaden allerede sket: den tidligere påtænkte Og nu aflyste import er allerede indgået i betragtningerne over markedssituationen.

Det ville være, om jeg må benytte et populært fransk ordsprog, »at lukke stalddøren, efter at hesten er stukket af«.

Det er sandt, at man i retsmødet forleden længe forsøgte at påvise for Domstolen, at det omtvistede system ikke var perfekt og ikke i alle tilfælde tillod en fuldstændig opnåelse af det tilsigtede mål: med andre ord at det lykkedes nogle heste at slippe gennem den halvåbne stalddør.

Jeg vil gerne tro det, men selve de fremhævede mangler viser, at kun et mere tvingende system ville have været helt effektivt, og at det omtvistede system derfor virkelig er »det mindste minimum«, som den handlende må tåle, hvis han ønsker sin frihed til at foretage de omhandlede transaktioner.

Jeg finder derfor, at det ved de anfægtede forordninger indførte system, som består i at betinge udstedelsen af import- og eksportlicenserne af et tilsagn om at ville gennemføre den besluttede transaktion og af en sikkerhedsstillelse for opfyldelsen af denne forpligtelse, principielt er strengt nødvendigt for det fælles kornmarkeds funktion, således som det er organiseret, og at fællesskabsmyndighederne ved at indføre det ikke har krænket traktatens artikel 40.

Domstolen har allerede i sag 4/68 afsagt en lignende dom den 11. juli 1968 med hensyn til fællesskabsmarkedet for mejeriprodukter. Domstolen bør efter min opfattelse træffe samme afgørelse for fællesskabsmarkedet for korn.

B —

Tilbage står altså at undersøge, om visse gennemførelsesmåder for systemet er overdrevne og udgør foranstaltninger, som traktatens artikel 40 ikke har bemyndiget fællesskabsmyndighederne til at pålægge de handlende.

Der er stillet Domstolen to spørgsmål desangående :

Som svar på det første spørgsmål kan Domstolen efter min opfattelse kun gentage betragtningerne fra dommen 4/68 af 11. juli 1968 (Sml. 1965 — 1968. s. 527: org.ref. Recueil XIV — 1968. s. 551). som jeg netop henviste til. og som kan sammenfattes således:

Med hensyn til det andet spørgsmål, som angår gyldigheden af de bestemmelser, der kun hjemler godtgørelse af sikkerheden i tilfælde af force majeure, er det blevet hævdet for Domstolen, at de er overdrevent strenge i be tragtning af de tilsigtede mål. og at de burde erstattes af et mere fleksibelt system, som især tog hensyn til licensindehaverens adfærd og de vanskeligheder, han måtte have haft med at gennemføre den transaktion, han har begæret licensen til.

Jeg foreslår, at Domstolen afviser dette argument af to grunde:

For det første giver Domstolens definition af force majeure et stort spillerum, ja et større spillerum end mange nationale retssystemer for importørens adfærd, idet den tager vurderingen af hans planer, hans omhu og de ofre. han skulle have ydet for at gennemføre transaktionen for enhver pris. i betragtning.

Alle disse forhold giver således den nationale dommer en vid skønsmargen, og systemet er altså ikke så strengt, som visse har påstået.

For det andet og frem for alt finder jeg i det ræssonnement. som er fremsat for Domstolen med hensyn til force majeure, det samme grundlæggende princip som i den ligestilling af sikkerhedsfortabelsen med en sanktion, som jeg netop har foreslået at afvise.

Det er fordi, man i fortabelsen af sikkerheden ser en sanktion, at man foreslår Domstolen, at den ikke kan ifaldes, før der er taget hensyn til alle de viljemæssige, subjektive eller objektive elementer, som kan forklare, at den transaktion, der er udstedt licens til, ikke er blevet gennemført.

Men som sagt, ordningen med sikkerhedsstillelse forekommer mig ingenlunde at være en sanktionsordning. For mig er den et system til sikring af gennemførelsen af en forpligtelse, som blev indgået, da licensen blev udstedt, og fællesskabsmyndighederne har derfor med rette besluttet, at kun force majeure kan fritage den person, som har påtaget sig forpligtelsen, for at opfylde den.

For at afgøre de spørgsmål, som er opstået vedrørende de anfægtede bestemmelsers indre lovmæssighed, mener jeg, at det system med sikkerhedsstillelse, som bestemmelserne indfører, både i sit princip og i sin anvendelse i de enkelte tilfælde er nødvendigt og endog uundværligt for det fælles kornmarkeds ordentlige funktion, således som det er blevet organiseret, og at fællesskabsmyndighederne ved at udstede bestemmelserne fuldt ud har respekteret deres forpligtelser i henhold til traktatens artikel 40. stk. 3

—

dels er de vedtaget efter den såkaldte forvaltningskomitéprocedure.

—

dels strider de såvel mod visse almene principper i Rom-traktaten som mod bestemmelserne i artikel 16 i Rådets forordning nr. 19.

1.

Hvad angår den del af argumentationen, som vedrører den påståede ulovlighed af forordning nr. 87 på grund af dens vedtagelse i henhold til den såkaldte forvaltningskomitéprocedure, kan jeg kun henholde mig til mine foran udviklede betragtninger.

2.

Vedrørende foreneligheden af bestemmelserne i artikel 7 i forordning nr. 87 med traktatens og fællesskabsrettens generelle principper:

3.

Den udviklede argumentation rejser et vanskeligere problem med hensyn til uforeneligheden af de anfægtede bestemmelser i Kommissionens forordning nr. 87 med artikel 26 i Rådets forordning nr. 19.

Artikel 16. stk. 3 bestemmer nemlig som bekendt, at »de detaljerede regler for gennemførelsen af denne artikel, herunder importlicensens gyldighedsperiode. fastsættes efter proceduren i artikel 26«. dvs. af Kommissionen efter forvaltningskomiteens udtalelse.

—

For det første en generel bestemmelse i traktatens artikel 40. stk. 1. som foreskriver: »Medlemsstaterne udvikler den fælles landbrugspolitik gradvis i løbet af overgangsperioden« (det var i denne periode, at den anfægtede tekst blev vedtaget)

—

for det andet en endnu mere generel bestemmelse i traktatens artikel 5. stk. 1. som bestemmer, at medlemsstaterne »letter Fællesskabet gennemførelsen af dets opgaver«

—

for det tredje og sluttelig: fællesskabsforordning nr. 19. som netop fuldt ud an vender disse principper ved at foreskrive en gradvis indførelse af de ordninger. som den opretter med assistance fra medlemsstaterne, hvis beføjelser tilpasses progressivt i løbet af overgangsperioden.

1.

Proceduren efter artikel 26 i Rådets forordning nr. 19 af 4. april 1962 er i overensstemmelse med traktaten.

2.

Undersøgelsen af de spørgsmål, som forvaltningsdomstolen i Hessen og Verwaltungsgericht Frankfurt har stillet Domstolen, afslører intet forhold, som kan påvirke gyldigheden hverken af artikel 7, stk. 2 i Kommissionens forordning nr. 87 af 25. juli 1962, af artikel 1 og 7, stk. 1 og 2 i Kommissionens forordning nr. 102/64 af 28. juli 1964, af artikel 12, stk. 3 i Rådets forordning nr. 120/67 af 13. juni 1967 eller endelig af artikel 9 i Kommissionens forordning nr. 473/67 af 2. august 1967.

3.

Artikel 16, stk. 2 og 3 i Rådets forordning nr. 19 af 4. april 1962 hindrer ikke, at en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2 i forordning nr. 87 fastsætter de detaljerede bestemmelser for gennemførelsen af reglerne om sikkerhedsstillelse i forordning nr. 19 og i selve forordning nr. 87.