Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52022PC0539

    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 for så vidt angår udveksling af oplysninger i de elektroniske registre vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer mellem medlemsstaterne til erhvervsmæssige formål

    COM/2022/539 final

    Bruxelles, den 24.10.2022

    COM(2022) 539 final

    2022/0331(CNS)

    Forslag til

    RÅDETS FORORDNING

    om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 for så vidt angår udveksling af oplysninger i de elektroniske registre vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer mellem medlemsstaterne til erhvervsmæssige formål


    BEGRUNDELSE

    1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

    Forslagets begrundelse og formål

    Punktafgiftspligtige varers bevægelser til erhvervsmæssige formål inden for EU kan finde sted under punktafgiftssuspension (herefter "afgiftssuspension"), eller efter at de er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål (herefter "hvor afgiften er betalt"). I øjeblikket er det kun varebevægelser under afgiftssuspension, som overvåges ved hjælp af det digitaliserede system, der er omhandlet i artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2020/263 1 . For så vidt angår disse bevægelser er der i Rådets direktiv 2008/118/EF 2 indført og defineret forskellige typer erhvervsdrivende.

    I henhold til kapitel V i Rådets direktiv 2020/262 3 skal bevægelser, hvor afgiften er betalt, fra den 13. februar 2023 overvåges ved hjælp af IT-systemet. I Rådets direktiv 2020/262 blev der indført og defineret særlige typer erhvervsdrivende for bevægelser, hvor afgiften er betalt.

    Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 4 udgør det retlige grundlag for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne. Hver medlemsstat fører en elektronisk database med registre med oplysninger om de erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med bevægelser af punktafgiftspligtige varer. Inden for rammerne af det administrative samarbejde udveksler medlemsstaterne oplysningerne i disse registre med et centralt register, der føres af Kommissionen, kun for så vidt angår de erhvervsdrivende, der flytter varer under afgiftssuspension.

    På grundlag af artikel 19 i Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 vil medlemsstaterne fra den 13. februar 2023 i de samme elektroniske databaseregistre opføre oplysningerne om de erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med bevægelser, hvor afgiften er betalt. Disse erhvervsdrivende er i Rådets direktiv 2020/262 defineret som autoriserede afsendere og autoriserede modtagere.

    Med dette forslag skal medlemsstaterne tilpasse proceduren for udveksling af oplysninger om erhvervsdrivende, der flytter varer under afgiftssuspension, med proceduren for udvekslingen af oplysninger om erhvervsdrivende, der flytter varer, hvor afgiften er betalt. .

    Denne tilpasning vil yderligere fuldende digitaliseringen af overvågningen af bevægelser af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område og flyttet til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål, og forbedre bekæmpelsen af skattesvig.

    I dette forslag erstattes også henvisninger til en forordning, der ophæves. Mere specifikt henvises der i Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 til Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 5 . Nævnte forordning ophæves med virkning fra 13. februar 2023 og erstattes af Kommissionens delegerede forordning (EU).../... [Publikationskontoret: Indsæt venligst publikationsnummeret på den forordning, der er nævnt i fodnoten] 6 . Med dette forslag erstattes henvisningen til den tidligere forordning med henvisningen til den nye forordning.

    Sammenhæng med de gældende regler på samme område

    Forslaget er knyttet til Rådets direktiv (EU) 2020/262, som definerer bevægelser af punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål.

    Formålet med dette forslag er at udvide anvendelsesområdet for artikel 15, 19 og 20 i Rådets forordning (EU) nr. 389/2012, således at medlemsstaterne kan udveksle oplysninger om alle erhvervsdrivende og ikke kun dem, der beskæftiger sig med bevægelser af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordninger.

    Dette forslag er desuden knyttet til Rådets direktiv (EU) 2020/262, da delegeret forordning (EU).../... [Publikationskontoret: Indsæt venligst publikationsnummer], som erstatter Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009, vedtages i henhold til Rådets direktiv (EU) 2020/262.

    Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

    Denne ændring er meget teknisk og har derfor ingen indvirkning på Unionens andre politikker

    2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

    Retsgrundlag

    Retsgrundlaget for forslaget er artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I henhold til denne artikel vedtager Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes regler vedrørende indirekte skatter.

    Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

    Nærhedsprincippet finder anvendelse, idet forslaget ikke hører under Den Europæiske Unions enekompetence.

    Forslagets mål kan ikke opfyldes af medlemsstaterne og kan bedre nås på EU-plan. Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 indeholder harmoniserede regler for udveksling af oplysninger med henblik på en gnidningsløs afvikling af punktafgiftspligtige varers bevægelser mellem medlemsstaterne. Uden dem ville medlemsstaterne kunne fastsætte dem bilateralt med variationer fra den ene medlemsstat til den anden. Med dette forslag udvides anvendelsen af de eksisterende procedurer for udveksling af oplysninger til også at omfatte erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med bevægelser af punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål.

    Proportionalitetsprincippet

    Den foreslåede ændring går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at afhjælpe de pågældende problemer og på den måde nå traktatens mål om et effektivt og velfungerende indre marked.

    Dette forslag er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet som fastsat i artikel 5, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union.

    Forslaget har til formål at indføre forpligtelser for medlemsstaterne, således at de oplysninger om erhvervsdrivende, der flytter varer i henhold til kapitel V, afdeling 2, i Rådets direktiv (EU) 2020/262, der opbevares i de nationale registre, udveksles med det centrale register. Uden dette forslag vil det ikke være muligt at udveksle oplysninger fuldt ud, hvilket vil have en negativ indvirkning på den administrative byrde for de erhvervsdrivende, risikoen for svig og det administrative samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder.

    Valg af retsakt

    Rådets forordning

    3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

    Konsekvensanalyse

    Konsekvensanalysen blev udarbejdet for omarbejdningen af direktiv 2008/118/EF. Rådets direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer blev af klarhedshensyn ophævet ved Rådets direktiv (EU) 2020/262 efter at være blevet ændret væsentligt adskillige gange. Forslaget til omarbejdning blev ledsaget af en konsekvensanalyse af Rådets direktiv 2008/118/EF, der var centreret omkring visse områder, herunder automatiseringen af bevægelser inden for EU af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug. Rådets direktiv (EU) 2020/262 omhandler digitalisering af bevægelser af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug, hvilket ikke er omhandlet i direktiv 2008/118/EF.

    Målrettet regulering og forenkling

    Evalueringen af direktiv 2008/118/EF blev foretaget inden for rammerne af Kommissionens Refitprogram.

    Grundlæggende rettigheder

    I dette forslag overholdes de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til privatlivets fred, gennem de gældende bestemmelser om databeskyttelse i forordning (EU) nr. 389/2012.

    4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

    Der vil ikke være behov for yderligere midler fra EU's budget.

    5.ANDRE FORHOLD

    Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

    Med forslaget udvides anvendelsesområdet for artikel 15, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 389/2012 om medlemsstaternes forpligtelse til at udveksle de nødvendige oplysninger i tilfælde, hvis der er sket total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning, til også at omfatte bevægelser af punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål.

    Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 ophæves og erstattes af delegeret forordning (EU).../... [Publikationskontoret: Indsæt venligst publikationsnummer]. Med forslaget erstattes henvisningen til kodeliste 11 i bilag II til Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 i artikel 19, stk. 2, litra c), i ovennævnte forordning med henvisningen til kodeliste 10 i bilag II til delegeret forordning (EU).../... [Publikationskontoret: Indsæt venligst publikationsnummer].

    Forslaget udvider anvendelsesområdet for artikel 19, stk. 4, første afsnit, i forordning (EU) nr. 389/2012 for så vidt angår medlemsstaternes forpligtelse til via et centralt register at udveksle oplysningerne i de respektive nationale registre vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer mellem medlemsstater under en afgiftssuspensionsordning, til også at omfatte bevægelser af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål

    Artikel 20, stk. 1, første punktum, i forordning (EU) nr. 389/2012 henviser til muligheden for elektronisk bekræftelse af punktafgiftsnumrene for erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med bevægelser af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordningen. Forslaget udvider anvendelsesområdet, således at denne mulighed finder anvendelse på punktafgiftsnumre for erhvervsdrivende, der flytter punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål.

    2022/0331 (CNS)

    Forslag til

    RÅDETS FORORDNING

    om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 for så vidt angår udveksling af oplysninger i de elektroniske registre vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer mellem medlemsstaterne til erhvervsmæssige formål

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 7 ,

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 8 ,

    efter en særlig lovgivningsprocedure, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)I henhold til artikel 36 i Rådets direktiv (EU) 2020/262 9 skal bevægelser af punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål, finde sted på grundlag af et elektronisk forenklet administrativt dokument. Ved nævnte artikel udvides således anvendelsen af det digitaliserede system, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2020/263 10 , til overvågning af punktafgiftspligtige varers bevægelser, der anvendes til at overvåge bevægelser af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspension, til også at omfatte overvågning af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål. Denne udvidelse af anvendelsen af det digitaliserede system begynder at finde anvendelse fra den 13. februar 2023.

    (2)For at afspejle denne udvidelse af anvendelsen af det digitaliserede system er det nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for artikel 15, stk. 1, litra d), artikel 19, stk. 4, første afsnit, og artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) nr. 389/2012 til at omfatte alle berørte punktafgiftspligtige varer, uanset om de er under en afgiftssuspensionsordning eller ej.

    (3)I henhold til artikel 19, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 389/2012 skal medlemsstaterne i de elektroniske registre opbevare kategorien, som den punktafgiftspligtige vare tilhører (KAT), og/eller koden for den punktafgiftspligtige vare (EPC), som gælder for de varer, der er omfattet af godkendelsen omhandlet i bilag II, kodeliste 11, i Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 11 . Fra den 13. februar 2023 vil Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 dog blive erstattet af Kommissionens delegerede forordning (EU).../... [Publikationskontoret: Indsæt venligst publikationsnummeret på den forordning, der er anført i fodnoten] 12 . Af hensyn til klarheden bør denne erstatning afspejles i artikel 19, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 389/2012.

    (4)Da formålet med denne forordning er at sikre udveksling af oplysninger, som hver medlemsstat opbevarer i det elektroniske register vedrørende erhvervsdrivende, der flytter varer, der er overgået til forbrug på en medlemsstats område, og derefter flyttes til en anden medlemsstats område med henblik på levering til erhvervsmæssige formål, kan det ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang, nemlig at sikre, at det digitaliserede system fungerer ensartet på tværs af medlemsstaterne, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

    (5)I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til beskyttelse af personoplysninger. Behandlingen af sådanne oplysninger inden for rammerne af denne forordning vil ikke være mere vidtrækkende, end hvad der er nødvendigt og rimeligt for at beskytte medlemsstaternes legitime beskatningsinteresser.

    (6)Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 13 .

    (7)For at tilpasse anvendelsesdatoen for denne forordning til anvendelsesdatoen for kapitel V, afdeling 2, i direktiv (EU) 2020/262 og for at give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at forberede sig på de ændringer, der følger af denne forordning, bør den finde anvendelse fra den 13. februar 2023.

    (8)Forordning (EU) nr. 389/2012 bør derfor ændres —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ændringer af forordning (EU) nr. 389/2012

    I forordning (EU) nr. 389/2012 foretages følgende ændringer:

    (1)Artikel 15, stk. 1, litra d), affattes således:

    "d)    hvis der er sket total ødelæggelse eller uigenkaldeligt tab af punktafgiftspligtige varer".

    (2)I artikel 19 foretages følgende ændringer:

    (a)Stk. 2, litra c), affattes således:

    "c)    kategorien, som den punktafgiftspligtige vare tilhører (KAT), og/eller koden for den punktafgiftspligtige vare (EPC), som gælder for de varer, der er omfattet af godkendelsen omhandlet i kodeliste 10 i bilag II til delegeret forordning (EU).../... [Publikationskontoret: Indsæt venligst publikationsnummer]*

    ____________________________________________________________

    *    Kommissionens delegerede forordning (EU).../... af... om supplerende regler til Rådets direktiv (EU) 2020/262 vedrørende fastsættelse af strukturen og indholdet af de dokumenter, der udveksles i forbindelse med punktafgiftspligtige varers bevægelser, og om fastsættelse af tærskler for tab som følge af varernes art (EUT L...) [Publikationskontoret: indsæt venligst nummer og EUT-henvisning]."

    (b)Stk. 4, første afsnit, affattes således:

    "Oplysningerne i de respektive nationale registre, som er omhandlet i stk. 2, vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer som omhandlet i kapitel IV og kapitel V, afdeling 2, i Rådets direktiv (EU) 2020/262*, udveksles automatisk via et centralt register."

    __________________________________________________________________

    *    Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4)."

    (3)Artikel 20, stk. 1, første punktum, affattes således:

    "Kommissionen sikrer, at de personer, som deltager i bevægelser af punktafgiftspligtige varer som omhandlet i kapitel IV og kapitel V, afdeling 2, i direktiv (EU) 2020/262, kan indhente en elektronisk bekræftelse af gyldigheden af punktafgiftsnumre i det centrale register, der er omhandlet i artikel 19, stk. 4, i denne forordning.".

    Artikel 2

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 13. februar 2023.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

       På Rådets vegne

       Formand

    (1)    Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2020/263 af 15. januar 2020 om digitalisering af registrering og overvågning af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 43).
    (2)    Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 12).
    (3)    Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4).
    (4)    Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 af 2. maj 2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2073/2004 (EUT L 121 af 8.5.2012, s. 1).
    (5)    Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 af 24. juli 2009 om gennemførelse af Rådets direktiv 2008/118/EF for så vidt angår edb-procedurer for punktafgiftspligtige varers bevægelser under punktafgiftssuspension (EUT L 197 af 29.7.2009, s. 24).
    (6)    Kommissionens delegerede forordning (EU).../... af... om supplerende regler til Rådets direktiv (EU) 2020/262 vedrørende fastsættelse af strukturen og indholdet af de dokumenter, der udveksles i forbindelse med punktafgiftspligtige varers bevægelser, og om fastsættelse af tærskler for tab som følge af varernes art (EUT L...) [Publikationskontoret: indsæt venligst nummer og EUT-henvisning]."
    (7)    EUT C […] af […], s. […].    
    (8)    EUT C […] af […], s. […].
    (9)    Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4).
    (10)    Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2020/263 af 15. januar 2020 om digitalisering af registrering og overvågning af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 43).
    (11)    Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 af 24. juli 2009 om gennemførelse af Rådets direktiv 2008/118/EF for så vidt angår edb-procedurer for punktafgiftspligtige varers bevægelser under punktafgiftssuspension (EUT L 197 af 29.7.2009, s. 24).
    (12)    Kommissionens delegerede forordning (EU).../... af... om supplerende regler til Rådets direktiv (EU) 2020/262 vedrørende fastsættelse af strukturen og indholdet af de dokumenter, der udveksles i forbindelse med punktafgiftspligtige varers bevægelser, og om fastsættelse af tærskler for tab som følge af varernes art (EUT L...) [Publikationskontoret: indsæt venligst nummer og EUT-henvisning].
    (13)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
    Top