EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 26.7.2022
COM(2022) 352 final
2022/0220(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem
BEGRUNDELSE
I henhold til artikel 395, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem ("momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i nævnte direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.
Ved brev registreret i Kommissionen den 11. marts 2022 anmodede Luxembourg om tilladelse til indtil den 31. december 2024 fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger momsdirektivets artikel 285, og som giver Luxembourg mulighed for at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 35 000 EUR.
I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, andet afsnit, underrettede Kommissionen ved brev af 7. april 2022 de øvrige medlemsstater om Luxembourgs anmodning. Ved brev af 8. april 2022 meddelte Kommissionen Luxembourg, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Det følger af momsdirektivets afsnit XII, kapitel 1, at medlemsstaterne har mulighed for at anvende særordninger for små virksomheder, herunder at momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning under et vist beløb. Momsfritagelsen indebærer, at afgiftspligtige personer ikke skal opkræve moms af leveringer og følgelig heller ikke kan fradrage indgående moms.
Muligheden for at anvende særlige momsregler, herunder fritagelser eller gradvis nedsættelse af afgiften for små virksomheder, blev indført ved artikel 14 i Rådets direktiv 67/228/EØF. De medlemsstater, som ikke havde benyttet den i denne bestemmelse anførte mulighed, kunne efterfølgende, i henhold til artikel 24, stk. 2, litra b), i direktiv 77/388/EØF, som nu er indarbejdet som momsdirektivets artikel 285, stk. 1, kun momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke oversteg 5 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta. Ifølge momsdirektivets artikel 285, stk. 2, kan disse medlemsstater også indføre en gradvis momsnedsættelse for afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning overstiger det loft, de har fastsat med henblik på anvendelsen af momsfritagelse.
Indtil udgangen af 2012 indrømmede Luxembourg momsfritagelse til afgiftspligtige personer med en årlig omsætning på højst 10 000 EUR. Luxembourg gjorde samtidig brug af muligheden i momsdirektivets artikel 285, stk. 2, for at indrømme en gradvis momsnedsættelse til afgiftspligtige personer med en årlig omsætning på mellem 10 000 EUR og 25 000 EUR.
Derpå fik Luxembourg efter anmodning tilladelse til i henhold til artikel 285, stk. 1, at anvende en omsætningstærskel på 25 000 EUR i forbindelse med ordningen for små virksomheder, samtidig med at den gradvise momsnedsættelse ophævedes. Luxembourg fik ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU tilladelse til at anvende ovennævnte særlige foranstaltning indtil den 31. december 2016.
Luxembourg fik ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/319 tilladelse til at forlænge den særlige foranstaltnings udløbsdato til den 31. december 2019 og samtidig hæve tærsklen fra 25 000 EUR til 30 000 EUR. Derefter blev udløbsdatoen ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2210 forlænget yderligere til den 31. december 2022, og tærsklen blev hævet fra 30 000 EUR til 35 000 EUR.
Luxembourg anmodede om endnu en forlængelse af denne foranstaltning for en begrænset periode. Luxembourg anførte, at den særlige foranstaltning mindsker den administrative byrde for både afgiftspligtige personer og skattemyndighederne. Den bidrager derfor til en forenkling af skatteopkrævningen som fastsat i momsdirektivets artikel 395, stk. 1. Foranstaltningen er og vil fortsat være helt frivillig for afgiftspligtige personer.
Ifølge Luxembourg vil den særlige foranstaltning kun have en ubetydelig virkning på de samlede indtægter fra moms, der opkræves ved det endelige forbrug (højst 0,05 %), som krævet i momsdirektivets artikel 395, stk. 1, andet afsnit. Mere specifikt indberettede Luxembourg, at 633 afgiftspligtige personer med en omsætning på mellem 10 000 EUR og 35 000 EUR gjorde brug af fritagelsen i 2020, hvilket svarer til 0,78 % af alle afgiftspligtige personer.
Den særlige foranstaltning forenkler små erhvervsdrivendes forpligtelser og er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions målsætninger for små virksomheder.
I betragtning af foranstaltningens positive indvirkning i form af en mindskelse af administrative byrder for virksomheder og skattemyndighederne, uden at det har nogen større konsekvenser for de samlede momsindtægter, er det hensigtsmæssigt at give Luxembourg tilladelse til an anvende den særlige foranstaltning i endnu en begrænset periode indtil den 31. december 2024.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Fravigelsesforanstaltningen er i overensstemmelse med målsætningerne for direktiv (EU) 2020/285 om ændring af momsdirektivets artikel 281-294 om særordningen for små virksomheder på baggrund af handlingsplanen for moms og sigter mod at skabe en moderne, forenklet ordning for disse virksomheder. Den skal navnlig mindske omkostningerne til overholdelse af momsreglerne og forvridningen af konkurrencen både nationalt og på EU-plan, nedbringe de negative virkninger af tærsklen og lette virksomhedernes regeloverholdelse samt skatteforvaltningens kontrol.
Desuden er tærsklen på 35 000 EUR i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, idet direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte tærsklen for momsfritagelse til højst 85 000 EUR i årlig omsætning (eller et tilsvarende beløb i national valuta).
Lignende fravigelser, der indebærer momsfritagelse af afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ligger under en vis tærskel som fastsat i momsdirektivets artikel 285 og 287, er blevet godkendt for andre medlemsstater. Nederlandene og Belgien har fået tilladelse til at anvende en tærskel på 25 000 EUR, Italien en tærskel på 30 000 EUR, Polen, Letland og Estland en tærskel på 40 000 EUR, Ungarn en tærskel på 48 000 EUR, Litauen en tærskel på 55 000 EUR, Kroatien en tærskel på 45 000 EUR, Malta en tærskel på 30 000 EUR, Slovenien en tærskel på 50 000 EUR, Tjekkiet en tærskel på 85 000 EUR og Rumænien en tærskel på 88 500 EUR.
Fravigelser af momsdirektivets regler bør altid være begrænset i tid, således at deres virkninger kan bedømmes. Indføjelsen af en udløbsdato for den særlige foranstaltning til den 31. december 2024 er desuden i overensstemmelse med kravene i direktiv (EU) 2020/285. I henhold til direktivet skal medlemsstaterne fra den 1. januar 2025 anvende de nationale bestemmelser, som de skal vedtage for at efterkomme direktivet.
Den foreslåede foranstaltning er derfor i overensstemmelse med bestemmelserne i momsdirektivet.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Kommissionen har konsekvent understreget behovet for enklere regler for små virksomheder. I den forbindelse vedtog Kommissionen i marts 2020 en SMV-strategi for et bæredygtigt og digitalt Europa, hvori den forpligter sig til fortsat at arbejde på at mindske byrden for SMV'er. Målet om at mindske regelbyrden for SMV'er er en af grundpillerne i denne strategi. Denne særlige foranstaltning er i overensstemmelse med disse mål for så vidt angår finanspolitiske regler. Den er også i overensstemmelse med handlingsplanen fra 2020 for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien, hvori det anerkendes, at omkostningerne i forbindelse med overholdelse af skattereglerne fortsat er høje i EU, og at overholdelsesomkostningerne typisk er betydeligt højere for små virksomheder end for store virksomheder.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Artikel 395 i momsdirektivet.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
I betragtning af den bestemmelse i momsdirektivet, som det bygger på, hører forslaget under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.
•Proportionalitetsprincippet
Afgørelsen vedrører en tilladelse, der er indrømmet en medlemsstat på dennes egen anmodning, og udgør ikke en forpligtelse.
På grund af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål, nemlig at forenkle momsopkrævningen for små afgiftspligtige personer og skatteforvaltningen.
•Valg af retsakt
Den foreslåede retsakt er en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet.
I henhold til momsdirektivets artikel 395 er en fravigelse af de fælles momsregler kun mulig, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse til det. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er det bedst egnede reguleringsmiddel, da den kan rettes til individuelle medlemsstater.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interesserede parter
Der er ikke gennemført en høring af interesserede parter. Nærværende forslag er baseret på en anmodning fra Luxembourg og vedrører kun denne medlemsstat.
•Konsekvensanalyse
Formålet med forslaget til Rådets gennemførelsesafgørelse er i yderligere to år at anvende en forenklingsforanstaltning, som fjerner mange af momsforpligtelserne for virksomheder, hvis årlige omsætning ikke overstiger 35 000 EUR, og som derfor har en positiv indvirkning i form af en reduktion af virksomhedernes og skattemyndighedernes administrative byrde, uden at det har nogen større konsekvenser for de samlede momsindtægter. Da fravigelsen har begrænset rækkevidde og varighed, vil foranstaltningens indvirkning under alle omstændigheder være begrænset.
Fravigelsesforanstaltningen vil være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer vil kunne vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.
•Grundlæggende rettigheder
Forslaget har ingen konsekvenser for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 af 30. april 2021 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften vil Luxembourg ikke foretage nogen kompensationsberegning fra oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.
2022/0220 (NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, særlig artikel 395, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)I henhold til artikel 285 i direktiv 2006/112/EF kan de medlemsstater, som ikke har benyttet muligheden i artikel 14 i Rådets andet direktiv 67/228/EØF, indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med 5 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta, og de kan indføre en gradvis nedsættelse af afgiften for afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning overstiger det loft, de har fastsat med henblik på anvendelsen af afgiftsfritagelse.
(2)Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU fik Luxembourg tilladelse til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF ("den særlige foranstaltning"), til at indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR, indtil den 31. december 2016.
(3)Gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU blev først ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/319, hvorved Luxembourg fik tilladelse til at indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 30 000 EUR, indtil den 31. december 2019. Den blev efterfølgende ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2210, hvorved Luxembourg fik tilladelse til at hæve tærsklen til 35 000 EUR og forlænge udløbsdatoen for den særlige foranstaltning til den 31. december 2022.
(4)Ved brev af 11. marts 2022 anmodede Luxembourg Kommissionen om tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024, som er den dato, hvor medlemsstaterne skal gennemføre Rådets direktiv (EU) 2020/285, hvori der fastsættes enklere momsregler for små virksomheder. Ved nævnte direktiv gives medlemsstaterne også mulighed for at fritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger en tærskel på 85 000 EUR.
(5)Ved brev af 7. april 2022 fremsendte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF Luxembourgs anmodning til de øvrige medlemsstater. Ved brev af 8. april 2022 meddelte Kommissionen Luxembourg, at den rådede over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.
(6)Den særlige foranstaltning er i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, som har til formål at mindske små virksomheders omkostninger i forbindelse med overholdelse af momsreglerne, konkurrenceforvridningen både på nationalt plan og på EU-plan samt de negative virkninger af overgangen fra fritagelse til beskatning ("tærskeleffekten"). Direktivet har også til formål at lette små virksomheders regeloverholdelse samt skattemyndighedernes kontrol. Tærsklen på 35 000 EUR er i overensstemmelse med den nye tærskel for undtagelser som fastsat ved direktiv (EU) 2020/285.
(7)Den særlige foranstaltning vil fortsat være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.
(8)Ifølge de af Luxembourg indgivne oplysninger vil den særlige foranstaltning kun have en ubetydelig indvirkning på Luxembourgs samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug.
(9)Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 vil Luxembourg ikke foretage nogen kompensationsberegning for så vidt angår oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.
(10)I betragtning af den særlige foranstaltnings positive virkning med hensyn til at forenkle momsrelaterede forpligtelser ved at mindske den administrative byrde og overholdelsesomkostningerne for små virksomheder og skattemyndighederne, og eftersom der ikke vil være nogen indvirkning af betydning på de samlede momsindtægter, bør Luxembourg gives tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning i endnu en periode.
(11)Tilladelsen til at anvende den særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til, at tærsklens effektivitet og hensigtsmæssighed kan vurderes. Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2020/285 senest den 31. december 2024 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 1, og de skal anvende disse bestemmelser fra den 1. januar 2025. Luxembourg bør derfor gives tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024.
(12)Gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Artikel 2 i gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU affattes således:
"Artikel 2
Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2024."
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Storhertugdømmet Luxembourg.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].