Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52022DC0504

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om aktiviteterne i IFRS Foundation, EFRAG og PIOB i 2021

    COM/2022/504 final

    Bruxelles, den 6.10.2022

    COM(2022) 504 final

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

    om aktiviteterne i IFRS Foundation, EFRAG og PIOB i 2021


    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

    om aktiviteterne i IFRS Foundation, EFRAG og PIOB i 2021

    1.Rapportens formål og omfang

    Programmet for det indre marked 1 blev vedtaget af Den Europæiske Union den 28. april 2021. Det udgør en integreret pakke, der skal støtte og styrke forvaltningen af det indre marked med 4,21 mia. EUR i perioden 2021-2027. I forordningen om programmet for det indre marked er der afsat en budgetramme på 220,5 mio. EUR til standardiseringsprocesser, hvoraf 61 mio. EUR er afsat til støtte af udviklingen af internationale standarder af høj kvalitet for finansiel og ikkefinansiel rapportering og revision og fremme af deres integration i EU-retten.

    Det følger af programmet for det indre marked, at Kommissionen fortsat 2 yder årlige driftstilskud til tre organisationer inden for regnskabsaflæggelse og revision: International Financial Reporting Standards Foundation (IFRS Foundation) med henblik på udviklingen af internationale regnskabsstandarder samt generelt European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) og Public Interest Oversight Board (PIOB). Disse tre organisationer spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre kvaliteten, pålideligheden og tilgængeligheden af offentlige oplysninger om virksomheder i form af finansielle såvel som ikkefinansielle oplysninger i virksomhedsrapporter. Disse oplysninger har til formål at fremme effektive kapitalmarkeder, beskytte medlemmernes, investorernes og andre kapitaludbyderes interesser samt fremme virksomhedernes sociale ansvar, herunder bæredygtighed.

    I henhold til forordning (EU) 2021/690 om oprettelse af programmet for det indre marked 3 skal Kommissionen en gang om året udarbejde og fremsende en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om IFRS Foundations aktiviteter med hensyn til udviklingen af internationale regnskabsstandarder samt generelt om PIOB's og EFRAG's aktiviteter. Denne rapport opfylder denne forpligtelse og giver et overblik over disse tre organisationers aktiviteter i 2021.

    2.IFRS Foundation

    2.1.Forvaltning

    IFRS Foundation er en nonprofitorganisation, der er stiftet i henhold til den generelle selskabslov i delstaten Delaware (USA), og som har sit hovedsæde i London. Formålet med organisationen er at udvikle, fremme og lette anvendelsen af et enkelt sæt regnskabsstandarder af høj kvalitet, som er forståelige, kan håndhæves og er globalt anerkendte.

    IFRS Foundation er vært for International Accounting Standards Board (IASB), som er ansvarlig for udviklingen af internationale regnskabsstandarder (International Financial Reporting Standards, IFRS). I henhold til forordning (EU) nr. 1606/2002 4 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder ("IAS-forordningen") kan Kommissionen godkende nye eller ændrede IFRS-standarder efter EFRAG's godkendelsesrådgivning.

    I november 2021 vedtog IFRS Foundation en vedtægtsændring og oprettede International Sustainability Standards Board (ISSB), som er ansvarlig for udviklingen af standarder for bæredygtighedsrapportering. Kommissionen yder finansiel støtte til IFRS Foundation med henblik på udvikling af IFRS-standarder.

    IFRS Foundation ledes af en bestyrelse på 22 medlemmer ("Trustees"), som er kollektivt ansvarlige for det generelle tilsyn med og udnævnelser til IASB og ISSB. Udpegelsen af Trustees bygger på en fordeling efter geografisk oprindelse og skal godkendes af Monitoring Board 5 , der har til formål at varetage forbindelsen til de offentlige myndigheder. Kommissionen er medlem af dette organ.

    IASB består af 14 medlemmer, der er underlagt krav om geografisk balance. Medlemmerne af IASB udpeges for en femårig periode, som kan forlænges én gang. IASB er ansvarlig for udstedelsen af standarder. I juli 2021 overtog Hans Hoogervorst posten som formand for IASB efter professor Andreas Barckow.

    ISSB vil bestå af 14 medlemmer fra hele verden med forskellige erhvervsmæssige baggrunde og vil omfatte investorer og producenter. Medlemmerne af ISSB udpeges også for en femårig periode, som kan forlænges én gang. ISSB er ansvarlig for at udvikle standarder, der kan anvendes som et omfattende globalt referencegrundlag for bæredygtighedsoplysninger af høj kvalitet til gavn for investorer og kapitalmarkeder. I december 2021 offentliggjorde IFRS Trustees, at Emmanuel Faber var blevet udpeget som formand for ISSB fra og med den 1. januar 2022.

    IFRS Trustees udpeger også de 14 medlemmer af IFRS Interpretation Committee, som har til opgave at fortolke anvendelsen af IFRS-standarder og yde vejledning i spørgsmål vedrørende regnskabsaflæggelse, samt medlemmerne af IFRS Advisory Council.

    2.2.Aktiviteter

    2.2.1.Udstedelse af standarder

    Efter udbruddet af covid-19-pandemien i marts 2020 har IASB støttet interessenter i covid-19-relaterede spørgsmål om anvendelsen af IFRS-standarder, og det har udsat mindre kritiske høringer og visse ikrafttrædelsesdatoer for nyligt vedtagne ændringer.

    I februar 2021 udstedte IASB ændringer til IAS 1 Præsentation af årsregnskaber og IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl, som tydeliggør forskellene mellem anvendt regnskabspraksis og regnskabsmæssige skøn for at sikre en mere ensartet anvendelse og sammenlignelighed.

    I marts 2021 fremsatte IASB en anmodning om oplysninger om sin tredje dagsordenshøring om standardudstedelsesprioriteter for 2022-2026. Den indledende tilbagemeldingsanalyse viste støtte til udstedelse af standarder for klimarelaterede risici og immaterielle aktiver. IASB vil tage tilbagemeldingerne i betragtning og fastlægge den fremtidige arbejdsplan i første halvdel af 2022.

    Den 28. marts 2020 offentliggjorde IASB en ændring til IFRS 16 Leasingkontrakter: Covid-19-relaterede lejenedslag. Da covid-19-situationen fortsatte, udstedte IASB den 31. marts 2021 endnu en ændring til IFRS 16 Leasingkontrakter: Covid-19-relaterede lejenedslag efter den 30. juni 2021, som forlænger den eksisterende fakultative nødhjælp for leasingtager i leasingkontrakter med betalingseftergivelse og betalinger med yderligere et år.

    I maj 2021 udstedte IASB ændringer til IAS 12 Indkomstskatter, som præciserer, hvordan virksomheder regnskabsmæssigt skal behandle udskudte skatter på transaktioner såsom leasing- og afviklingsforpligtelser, og som har til formål at mindske diversiteten i rapporteringen af udskudte skatteaktiver og -forpligtelser vedrørende leasing- og afviklingsforpligtelser.

    I juli 2021 offentliggjorde IASB høringsudkastet Subsidiaries without Public Accountability: Disclosures, som var åbent for bemærkninger indtil januar 2022. Høringsudkastet indeholder IASB's forslag til en ny IFRS-regnskabsstandard, som vil gøre det muligt for støtteberettigede datterselskaber at anvende IFRS-regnskabsstandarder med reducerede oplysningskrav i deres regnskaber.

    I december 2021 udstedte IASB en ændring af overgangskravene i IFRS 17 Forsikringskontrakter, som gør det muligt for virksomheder at løse problemer med engangsklassificeringsforskelle mellem sammenligningstal for den foregående regnskabsperiode ved første anvendelse af IFRS 17 og IFRS 9 Finansielle instrumenter.

    IASB fortsatte i 2021 med at drøfte tilbagemeldingerne på sin anmodning om oplysninger om den anden omfattende gennemgang af IFRS-standarden for SMV'er med henblik på at bringe den i overensstemmelse med det fuldstændige sæt af IFRS-standarder uden at påføre SMV'er unødige omkostninger og byrder.

    Endelig ajourførte IFRS Foundation IFRS-taksonomien, så den afspejler konsekvenserne af de nye standarder og ændringer 6 .

    En fuldstændig oversigt over standardudstedelsesaktiviteterne, herunder arbejdet i IFRS Interpretations Committee (IFRIC), findes på IFRS Foundations websted 7 .

    2.2.2.Forskningsprojekter

    I september 2021 offentliggjorde IASB en anmodning om oplysninger til gennemgangen efter gennemførelsen af IFRS 9 Finansielle instrumenter vedrørende klassificerings- og målingskravene. Den var åben for bemærkninger indtil januar 2022.

    I 2021 drøftede IASB tilbagemeldinger på debatoplægget Virksomhedssammenslutninger — Oplysninger, Goodwill og Værdiforringelse (Business Combinations — Disclosures, Goodwill and Impairment) og besluttede at prioritere yderligere arbejde for at træffe foreløbige beslutninger om pakken af oplysninger om virksomhedssammenslutninger og analysere specifikke aspekter af tilbagemeldingerne om den efterfølgende regnskabsmæssige behandling af goodwill.

    En fuldstændig oversigt over forskningsprojekterne findes på IFRS Foundations websted 8 .

    2.3.Gennemsigtighed og ansvarlighed

    2.3.1.Bestemmelser om gennemsigtighed

    Alle møder i IASB og IFRS Interpretations Committee er åbne for offentligheden. Mødedagsordenerne offentliggøres på forhånd, og selve møderne kan overværes online. Desuden offentliggør IASB kvartalsvise møder med interessenter på sit websted 9 .

    2.3.2.Interessenternes repræsentation

    I henhold til IFRS Foundations vedtægter skal der udpeges seks Trustees fra Europa samt for Amerika og Asien-Oceanien plus en Trustee fra Afrika og tre Trustees fra andre områder for at opretholde en overordnet geografisk balance. Tilsvarende følger det af kriterierne for udpegning af bestyrelsesmedlemmer i IASB, at der skal udpeges fire medlemmer fra hver region samt et medlem fra Afrika og et medlem fra et andet område.

    Den 31. december 2021 bestod IFRS Advisory Council af 51 organisationer, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA). Kommissionen deltager som observatør.

    2.3.3.Forebyggelse af interessekonflikter

    IFRS Foundations Trustees udpeges for en periode på tre år, som kan forlænges én gang, og de skal forpligte sig til at handle i offentlighedens interesse. Principielt kan en Trustee og et medlem af Monitoring Board ikke være ansat af den samme organisation.

    Med én undtagelse er alle IASB's medlemmer fuldtidsansatte. Alle medlemmerne skal afbryde ethvert ansættelsesforhold og bånd, der kan påvirke deres uafhængighed. Hverken udstationering fra en arbejdsgiver eller ret til at genindtræde i en stilling hos den tidligere arbejdsgiver er tilladt.

    2.3.4.Opdeling af finansiering

    I 2021 modtog IFRS Foundation et tilskud på 4,5 mio. EUR fra Kommissionen til udviklingen af IFRS-standarder, hvilket svarer til 22,1 % af de samlede modtagne bidrag. Kommissionen var fortsat den største bidragyder. Den relative andel af Kommissionens budget og medlemsstaternes finansiering faldt i forhold til 2020 (fra 42,8 % til 36,5 %), som følge af at Det Forenede Kongerige ikke længere er medlem af EU.

    En opdeling af finansieringen på de vigtigste geografiske områder og internationale regnskabsnetværk viser, at EU og dets medlemsstater tegnede sig for 36,5 % af de samlede bidrag, mens Asien-Oceanien tegnede sig for 32,6 %, internationale regnskabsnetværk for 12,7 %, Nord-, Syd- og Mellemamerika for 5,7 %, Afrika for 0 % og andre for 12,4 %.

    De senere års nedadgående tendens i IFRS Foundations bidrag fortsatte i 2021. De rapporterede bidrag faldt med 4,2 % (768 000 GBP) som helhed, dog med betydelige forskelle mellem bidragyderne.

    Det samlede overførte overskud pr. 31. december 2021 beløb sig til 40,7 mio. GBP.

    3.EFRAG

    3.1.Forvaltning

    EFRAG er en offentligt og privat finansieret organisation, som arbejder i den europæiske offentligheds interesse. EFRAG har retlig form som en AISBL (international nonprofitorganisation etableret i Belgien). EFRAG's medlemsorganisationer omfatter otte europæiske interesseorganisationer, hovedsagelig branche- og investorsammenslutninger, og ni nationale organisationer, der har til opgave at udstede regnskabsstandarder.

    EFRAG's opgave er at tjene den europæiske offentligheds interesse ved at formulere og fremme europæiske synspunkter inden for regnskabsaflæggelse og sikre, at der tages behørigt hensyn til disse synspunkter i IASB's standardudstedelsesproces og i hertil knyttede internationale drøftelser. EFRAG rådgiver Kommissionen om, hvorvidt nye (eller reviderede) IFRS-standarder opfylder IAS-forordningens 10 kriterier for godkendelse af EU, herunder princippet om et retvisende billede, og om de vil være i den europæiske offentligheds interesse. Sideløbende hermed udfører EFRAG også proaktivt regnskabsforskningsarbejde.

    2021 var et meget travlt år for EFRAG. Ud over at fortsætte sine aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse udviklede EFRAG søjlen for bæredygtighedsrapportering (se afsnit 3.2.2).

    3.2.Aktiviteter

    3.2.1.Godkendelses- og forskningsaktiviteter

    I 2021 var EFRAG's arbejde med regnskabsaflæggelse i vid udstrækning drevet af arbejdsprogrammet for IASB, IFRIC og IFRS Foundation. EFRAG stod for 146 møder og konferencer i 2021, herunder 16 møder i EFRAG's bestyrelse og 17 møder i EFRAG's tekniske ekspertgruppe (EFRAG TEG). Med hensyn til resultater udsendte EFRAG fem endelige rådgivende godkendelsesudtalelser (og således også fem udkast til godkendelsesrådgivning) ni endelige bemærkninger og et forskningsdokument i august 2021.

    Den 31. marts 2021 afgav EFRAG sin vigtigste godkendelsesrådgivning om den nye vigtige standard IFRS 17 Forsikringskontrakter. På baggrund af denne rådgivning foreslog Kommissionen godkendelse af IFRS 17 med mulighed for en fakultativ undtagelse baseret på oplysningskrav og en revisionsklausul. Andre meddelelser om godkendelsesrådgivning, som EFRAG fremsendte til Kommissionen i 2021, omfattede: Førstegangsanvendelse af IFRS 17 og IFRS 9 — Sammenligningstal, og oplysninger om regnskabspraksis (IAS 1 og IAS 8), og Covid-19-relaterede lejenedslag efter 30. juni 2021 for leasingkontrakter (IFRS 16) 11 .

    Inden EFRAG udsteder endelig godkendelsesrådgivning om en standard udstedt af IASB, udsteder EFRAG (udkast til) bemærkninger til IASB og udkast til godkendelsesrådgivning. En velfunderet hensigtsmæssig proces (due process) giver interessenterne mulighed for at give udtryk for deres synspunkter om EFRAG's holdninger. EFRAG udstedte ni endelige bemærkninger, herunder om Goodwill og værdiforringelse, manglende omveksling (IAS 21), Leasingansvar i forbindelse med salg og tilbageleasing (IFRS 16) og regulerede aktiver og forpligtelser. EFRAG understregede i sin bemærkning til Evalueringen efter gennemførelsen af IFRS 9 om klassifikation og måling betydningen af genanvendelsesrelaterede ændringer i dagsværdien opgjort under Anden totalindkomst for egenkapitalinstrumenter. Endelig var en anden vigtig bemærkning EFRAG's svar på IASB's Tredje dagsordenshøring med henblik på fastlæggelse af IASB's dagsorden for udstedelse af standarder for perioden 2022-2026. EFRAG udpegede følgende prioriteter for IASB: klimarisici, forpligtelser og kryptoaktiver/-forpligtelser.

    EFRAG styrkede samarbejdet med den akademiske verden gennem sit akademiske panel og netværk.

    3.2.2.Bæredygtighedsrapportering

    I 2021 arbejdede EFRAG indgående med bæredygtighedsrapportering til opfyldelse af to mandater modtaget den 25. juni 2020 fra ledende næstformand Valdis Dombrovskis. Til opfyldelse af disse to mandater offentliggjorde EFRAG den 8. marts 2021 to rapporter på sit websted 12 .

    Det første mandat var en anmodning rettet til EFRAG om at udføre det forberedende arbejde med sigte på fastsættelse af EU-standarder for bæredygtighedsrapportering i et revideret direktiv om ikkefinansiel rapportering (nu udkastet til direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering). EFRAG oprettede en projekttaskforce (PTF-NFRS) med deltagelse af flere interessenter "om forberedende arbejde med henblik på udarbejdelse af mulige EU-standarder for ikkefinansiel rapportering" (PTF-NFRS) under ledelse af Patrick de Cambourg, formand for den franske organisation Autorite des Normes Comptables. Taskforcens rapport indeholdt en køreplan og 54 anbefalinger om udarbejdelse af et omfattende sæt EU-standarder for bæredygtighedsrapportering (ESRS). 

    Det andet mandat var en personlig opfordring til formanden for EFRAG's bestyrelse, Jean-Paul Gauzès, om at komme med anbefalinger til, hvorvidt der er behov for ændringer i forvaltningen og finansieringen af EFRAG, hvis EFRAG udpeges som standardsættende organ på bæredygtighedsområdet som foreslået af Kommissionen i direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD). Jean-Paul Gauzès foreslog i sin rapport, at der blev gennemført reformer af EFRAG's forvaltnings- og finansieringsstruktur 13 .

    Den 21. april 2021 vedtog Kommissionen et lovgivningsforslag til et direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering med henblik på at revidere og styrke bestemmelserne i direktivet om ikkefinansiel rapportering 14 . Forslaget var et centralt initiativ i EU's dagsorden for bæredygtig finansiering og vigtigt for at opfylde målene i den europæiske grønne pagt. Ifølge forslaget, som Europa-Parlamentet og Rådet nåede til politisk enighed om den 21. juni 2022, skal Kommissionen vedtage europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering som delegerede retsakter. Standarderne skal udvikles af EFRAG under anvendelse af en hensigtsmæssig proces, offentligt tilsyn og gennemsigtighed og med ekspertbistand fra relevante interessenter.

    Som opfølgning på en anmodning fra kommissær McGuinness i maj 2021 15 ændrede EFRAG sin forvaltningsstruktur på grundlag af Jean-Paul Gauzès' anbefalinger og støttede projekttaskforcens arbejde (PTF-NFRS) med at udvikle standarder for bæredygtighedsrapportering (ESRS).

    EFRAG gennemførte betydelige reformer for at efterkomme EFRAG's formandsforslag om forvaltningsreformer ved at etablere en søjle for bæredygtighedsrapportering og udvide EFRAG's medlemsbase med 14 organisationer med interesse i bæredygtighedsrapportering (herunder 12 civilsamfundsorganisationer). Efter offentlige indkaldelser af kandidater og en gennemsigtig udvælgelsesproces oprettede EFRAG den 13. april 2022 bestyrelsen for bæredygtighedsrapportering (Sustainability Reporting Board, SR) og den 25. april 2022 EFRAG SR TEG.

    For at overholde tidsfristerne i forslaget til direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering begyndte projekttaskforcen at udarbejde det første sæt udkast til standarder for bæredygtighedsrapportering sideløbende med de lovgivningsmæssige forhandlinger om Kommissionens forslag til direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Den 28. april 2022 udsendte EFRAG's bestyrelse for bæredygtighedsrapportering de første 13 udkast til standarder for bæredygtighedsrapportering til offentlig høring 16 .

    3.3.Gennemsigtighed og ansvarlighed

    3.3.1.Bestemmelser om gennemsigtighed

    EFRAG har en gennemsigtig og offentlig hensigtsmæssig proces (due process). Denne proces giver alle europæiske deltagere mulighed for at fremsætte deres synspunkter til overvejelse i EFRAG. Den sikrer, at der tages hensyn til mangfoldigheden af regnskabsmodeller og økonomiske modeller samt synspunkter i Europa ved fastlæggelsen af EFRAG's holdninger, navnlig med hensyn til godkendelse af IFRS-standarder. I 2021 har EFRAG videreudviklet sine politikker for hensigtsmæssig proces for at tage højde for ESRS-standardiseringsprocessen.

    Som led i sin hensigtsmæssige proces offentliggør EFRAG udkast til holdninger med henblik på høring, udfører felttest og andre former for konsekvensanalyser, tilrettelægger opsøgende aktiviteter (hvoraf nogle er særligt rettet mod brugere) og gennemfører spørgeundersøgelser, offentliggør resultaterne heraf i tilbagemeldingsudtalelser og offentliggør sine endelige holdninger. EFRAG bidrager til evidensbaseret standardudstedelse ved at iværksætte kvantitative undersøgelser, der danner grundlag for drøftelser om EFRAG's bemærkninger og godkendelsesrådgivning, og som gradvis bliver en stadig vigtigere del af EFRAG's forskningsarbejde.

    Møderne i EFRAG's råd for regnskabsaflæggelse (Financial Reporting Board, FR), EFRAG SR's bestyrelse, EFRAG FR TEG, EFRAG SR TEG og EFRAG's rådgivende forum for standardudstedere (EFRAG CFSS) er offentlige. Dagsordenerne, bilagene til dagsordenerne og referaterne af møderne offentliggøres på EFRAG's websted. Siden marts 2018 har møderne også kunnet ses online, hvor de har været tilgængelige i flere måneder.

    EFRAG fører et offentligt åbenhedsregister, som omfatter møderne mellem formanden for EFRAG's bestyrelse, formanden for EFRAG TEG og EFRAG's administrerende direktør.

    3.3.2.Repræsentation og ansvarlighed

    EFRAG tilstræber en passende geografisk, faglig og kønsmæssig fordeling i sine bestyrelser for regnskabsaflæggelse (FR) og bæredygtighedsrapportering (SR), de tilsvarende tekniske ekspertgrupper, arbejdsgrupper og rådgivende paneler samt i European Labs styringsgruppe og dens projekttaskforcer. Der er en grænse for, hvor mange medlemmer af samme nationalitet der må være i bestyrelserne for regnskabsaflæggelse og bæredygtighedsrapportering samt i de tekniske ekspertgrupper, ligesom der er regler for erhvervsmæssig baggrund og kønsbalance.

    EFRAG's bestyrelsesmedlemmer udpeges af EFRAG's medlemsorganisationer. Kønsbalancen og den geografiske repræsentation i bestyrelserne for regnskabsaflæggelse og bæredygtighedsrapportering samt de tilsvarende tekniske ekspertgrupper blev væsentligt forbedret i løbet af 2021.

    3.3.3.FOREBYGGELSE AF INTERESSEKONFLIKTER

    EFRAG har en politik vedrørende interessekonflikter, der skal understøtte dens almennyttige mandat. Politikken offentliggøres på EFRAG's websted 17 . EFRAG's bestyrelsesmedlemmer og EFRAG's medarbejdere bekræfter hvert år deres uafhængighed i en underskrevet erklæring.

    3.2.4.Kontakter med Europa-Parlamentet og medlemsstaterne

    EFRAG deltager regelmæssigt i møder i Regnskabskontroludvalget (Accounting Regulatory Committee, ARC) for at drøfte udestående spørgsmål med medlemsstaternes eksperter, navnlig vedrørende godkendelse af IFRS-standarder.

    EFRAG har også lejlighedsvis kontakt med medlemmer af Europa-Parlamentet. Hvad angår bæredygtighedsrapportering, har Europa-Parlamentet oprettet et team for bæredygtighedsrapportering, som regelmæssigt samarbejder med EFRAG.

    3.4.Diversificering og budget

    Kommissionen finansierer højst 60 % af EFRAG's støtteberettigede omkostninger. I 2021 anmodede EFRAG Kommissionen om et tilskud på 2,9 mio. EUR. Andre kontante bidrag kom fra europæiske interesseorganisationer (625 000 EUR) og nationale interesseorganisationer (dvs. Frankrig, Tyskland, Det Forenede Kongerige, Italien, Nederlandene, Danmark, Spanien, Sverige og Luxembourg) (1,5 mio. EUR).

    I 2021 udvidede EFRAG sit medlemsgrundlag, så det kommer til at dække alle EU-medlemsstater, og glædede sig over Kommissionens, Europa-Parlamentets og medlemsstaternes støtte til at opfordre andre nationale organisationer til at tilslutte sig. I 2021 hilste EFRAG de nye bidrag fra en østrigsk organisation og lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) velkommen.

    I marts 2021 godkendte EFRAG's generalforsamling en ny finansierings- og forvaltningsstruktur for at skabe mere gennemsigtighed, logik og retfærdighed i EFRAG's system for finansielle bidrag. Finansieringen af de to afdelinger, som yder privat finansiering til EFRAG (dvs. europæiske interesseorganisationer og nationale organisationer), er blevet ændret. De nationale organisationers finansielle bidrag er baseret på et BNP-kriterie. De finansielle bidrag fra de europæiske interesseorganisationer er baseret på en sektormodel (revisionsbranchen, banksektoren, erhvervssektoren, forsikringsbranchen, SMV-sektoren og sektoren for operatører med en stærk markedsposition 18 ) med et finansielt bidrag på 150 000 EUR pr. sektor. Brugersektoren er omfattet af en undtagelse.

    Ud over finansielle bidrag modtager EFRAG bidrag i naturalier fra medlemmerne af EFRAG TEG, EFRAG's bestyrelser, arbejdsgrupper og rådgivende paneler, f.eks. i form af midlertidige udstationeringer.

    4. PIOB

    4.1.Forvaltning

    PIOB er det globale uafhængige tilsynsorgan, der fører tilsyn med standardiseringsprocessen for de internationale standarder for revision, sikkerhed og etik, der udarbejdes af de internationale standardiseringsorganer International Auditing and Assurance Standards Board (IAASB) og International Ethics Standards Board for Accountants (IESBA). Dets vigtigste opgave er at sikre, at IAASB og IESBA følger den behørige hensigtsmæssige proces for udvikling af standarder og strategier i overensstemmelse med rammen for offentlighedens interesse. PIOB har hjemsted i Madrid. Tilsynet udføres gennem løbende observationer af og opfølgning fra PIOB's bestyrelse og tilsynspersonale på de standarder, der er under udarbejdelse af de to bestyrelser. 

    Monitoring Group, som Kommissionen er medlem af, overvåger, hvordan PIOB fører tilsyn med standardudstedelsesprocessen, og udpeger de ti medlemmer af PIOB (herunder formanden).

    4.2. Aktiviteter

    Efter Monitoring Groups anbefalinger om reformen af systemet for udstedelse af standarder 19 nedsatte PIOB i november 2021 et nomineringsudvalg, som fik til opgave at udvælge fremtidige medlemmer af IAASB og IESBA, og som således erstattede IFAC's nomineringsudvalg. Udvalget har til formål at styrke bestyrelsernes uafhængighed i forhold til erhvervet og sikre, at de har de nødvendige kvalifikationer, er diversificerede og er sammensat af mange forskellige interessenter. PIOB's nye ansvarsområder vil også omfatte forvaltning af og tilsyn med en ny enhed, som huser IAASB og IESBA, og som forventes at blive registreret som en almennyttig enhed i USA i 2022. 

    I 2021 fortsatte PIOB samarbejdet med IAASB og IESBA om visse centrale projekter, f.eks. koncernrevision, revision af mindre komplekse enheder, going concern, svig, revisionsbevis og sikkerhed for bæredygtige rapporteringsstandarder og -teknologi. I lyset af tidligere virksomhedsskandaler og revisionsfejl og den yderligere risiko for svig, som enheder er udsat for som følge af covid-19, anmoder PIOB f.eks. aktivt IAASB om yderligere at styrke revisors ansvar i forbindelse med identifikation og rapportering af svig i forbindelse med revision af regnskaber samt kravene vedrørende udøvelse af professionel skepsis og faglig vurdering. Den 22. juli 2022 offentliggjorde PIOB sin 17. offentliggjorte rapport, som giver et fuldstændigt overblik over PIOB's aktiviteter 20 .

    4.3.Diversificering af finansieringen

    Finansieringen af PIOB har til formål at bevare organets uafhængighed i forhold til revisionsbranchen i teori og praksis. Siden 2010 har Kommissionen været den næststørste donor. I 2021 beløb PIOB's indtægter (monetære bidrag og bidrag i naturalier) sig til 1 937 836 EUR. EU's bidrag var på 345 000 EUR (eller 17,80 %), mens Den Internationale Revisorsammenslutning (IFAC) fortsat bidrog med 1 109 587 EUR (eller 57,26 %), hvilket er under det loft på to tredjedele, der er tilladt i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning (EU) 2021/690. Andre bidrag kom fra Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO), Den Internationale Betalingsbank (BIS), International Forum of Independent Regulators (IFIAR), Financial Reporting Council, den schweiziske føderale tilsynsmyndighed og Taiwans finanstilsynskommission, mens den spanske stat stiller kontoret i Madrid gratis til rådighed (anslået til 189 318 EUR i 2021). Der er fortsat behov for yderligere diversificering af midlerne. Som led i reformen sigter Monitoring Group mod at reducere IFAC's finansiering af PIOB til under 50 %.

    5.Konklusioner

    EU-finansieringen har været uundværlig for de tre støttemodtagere (IFRS Foundation, EFRAG og PIOB). EU-finansieringen gjorde det muligt for IASB at udvikle internationale standarder for regnskabsaflæggelse af høj kvalitet, for EFRAG at tjene den europæiske offentligheds interesse ved at formulere og fremme europæiske synspunkter inden for regnskabsaflæggelse og sikre, at IASB tager behørigt hensyn til disse synspunkter, og for PIOB at beskytte offentlighedens interesse i udstedelsen af internationale revisionsstandarder. Desuden har EFRAG i 2021 taget vigtige skridt til at tilpasse sin struktur til udvikling af europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering i overensstemmelse med forslaget til et direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering.

    (1)

    Forordning (EU) 2021/690 om oprettelse af et program for det indre marked og virksomheders konkurrenceevne, EUT L 153 af 3.5.2021, s. 1.

    (2)

     Der blev tidligere ydet tilskud i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/2014 (EUT L 105 af 8.4.2014, s. 1), som ændret ved forordning (EF) 2017/827 (EUT L 129 af 19.5.2017, s. 24).

    (3)

    Artikel 18, stk. 3.

    (4)

       EUT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

    (5)

    Monitoring Board, som Kommissionen er medlem af, består af offentlige myndigheder, der er ansvarlige for fastlæggelsen af regnskabsaflæggelsens form og indhold.

    (6)

     EU-finansieringen dækker også den rettidige opdatering af IFRS-taksonomien, der fungerer som input til European Single Electronic Format.

    (7)

    IFRS Foundations arbejdsplan: https://www.ifrs.org/projects/work-plan/ og afsluttede projekter: https://www.ifrs.org/projects/completed-projects/ .

    (8)

      https://www.ifrs.org/projects/work-plan/#research-and-standard-setting .  

    (9)

      https://www.ifrs.org/groups/international-accounting-standards-board/stakeholder-engagement-register/ .

    (10)

    Se fodnote 4.

    (11)

      https://efrag.org/Endorsement .

    (12)

      https://efrag.org/Activities/2010051123028442/Non-financial-reporting-standard .

    (13)

      https://www.efrag.org/Activities/2010051124018235/Ad-personam-governance-mandate# .

    (14)

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2013/34/EU, direktiv 2004/109/EF, direktiv 2006/43/EF og forordning (EU) nr. 537/2014 for så vidt angår virksomheders bæredygtighedsrapportering (COM(2021) 189 final).

    (15)

    https://www.efrag.org/Assets/Download?assetUrl=/sites/webpublishing/SiteAssets/210512%2520Commissioner%2520McGuinness%2520to%2520EFRAG%2520on%2520sustainability.pdf . 

    (16)

      https://efrag.org/lab3 . 

    (17)

      www.efrag.org .

    (18)

    Regnskabspraksis for små og mellemstore virksomheder.

    (19)

      https://www.iosco.org/about/monitoring_group/pdf/2020-07-MG-Paper-Strengthening-The-International-Audit-And-Ethics-Standard-Setting-System.pdf .  

    (20)

      https://ipiob.org/ . 

    Top