Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser (i det følgende: "Haagerkonventionen af 1980"), der indtil dato er ratificeret af 101 lande, herunder alle EU-medlemsstaterne, har til formål at genoprette status quo ved at sikre, at ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn hurtigt tilbagegives gennem en ordning for samarbejde mellem centrale myndigheder, der er udpeget af de kontraherende parter.

Eftersom forebyggelse af børnebortførelser er en vigtig del af EU's politik til fremme af børns rettigheder, er Den Europæiske Union aktiv på internationalt plan for at forbedre anvendelsen af Haagerkonventionen af 1980, og den opfordrer tredjelande til at tiltræde den.

Tunesien deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 10. juli 2017. Konventionen trådte i kraft i Tunesien den 1. oktober 2017.

Det fastsættes i artikel 38, stk. 4, i Haagerkonventionen af 1980, at konventionen finder anvendelse mellem det land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der erklærer, at de accepterer tiltrædelsen.

EU's enekompetence med hensyn til accept af et tredjelands tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 blev bekræftet af Den Europæiske Unions Domstol, som blev hørt på Kommissionens foranledning.

Den 14. oktober 2014 hed det i Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13, at accepten af et tredjelands tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser henhører under Den Europæiske Unions enekompetence.

Domstolen insisterede på behovet for, at der er enighed om spørgsmålet på EU-plan, og at de enkelte medlemsstater ikke handler individuelt.

Eftersom internationale børnebortførelser hører ind under Den Europæiske Unions eksterne enekompetence, er det på EU-plan Rådet, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt Tunesiens tiltrædelse skal godkendes. Den Europæiske Unions medlemsstater bør således deponere deres erklæring om, at de accepterer Tunesiens tiltrædelse i Den Europæiske Unions interesse.

Med Den Europæiske Unions medlemsstaters accept vil Haagerkonventionen af 1980 finde anvendelse mellem Tunesien og EU-medlemsstaterne med undtagelse af Danmark.

Hvad angår forældres bortførelse af børn, er Haagerkonventionen af 1980 det internationale modstykke til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (kendt som Bruxelles IIa-forordningen), der udgør hjørnestenen i EU's retlige samarbejde i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar.

Et af hovedmålene med forordningen er at forhindre bortførelser af børn til andre medlemsstater ved fastlæggelse af procedurer, der sikrer, at børnene hurtigt gives tilbage til den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted. I Bruxelles IIa-forordningen er i artikel 11 til dette formål indarbejdet den procedure, der er fastlagt i Haagerkonventionen af 1980, og som suppleres, idet visse af dens aspekter tydeliggøres, navnlig høring af barnet, fristen for at træffe en afgørelse, efter at der er indgivet en anmodning om tilbagegivelse, og grunde til ikke at tilbagegive barnet. Den indeholder også bestemmelser om modstridende afgørelser om tilbagegivelse, der er truffet i forskellige medlemsstater.

På internationalt plan støtter Den Europæiske Union tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 med henblik på at sikre sine medlemsstater et fælles regelkompleks til at håndtere internationale bortførelser af børn.

Der er allerede vedtaget 18 rådsafgørelser mellem juni 2015 og februar 2019 med henblik på at acceptere 26 tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om internationale børnebortførelser (Marokko, Singapore, Den Russiske Føderation, Albanien, Andorra, Seychellerne, Armenien, Republikken Korea, Kasakhstan, Peru, Georgien, Sydafrika, Chile, Island, Bahamas, Panama, Uruguay, Colombia, El Salvador og San Marino, Den Dominikanske Republik, Belarus, Usbekistan, Ecuador og Ukraine) 1 .

Nærværende forslag er klart knyttet til det generelle mål, der er nedfældet i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af børns rettigheder. Det system, der er indført med konventionen af 1980, har til formål at beskytte børn mod de skadelige virkninger af at blive bortført af forældre, f.eks. ved at sikre effektiv udøvelse af samværsretten.

Det er også værd at bemærke sammenhængen med indsatsen for at fremme anvendelsen af mægling i forbindelse med bilæggelse af grænseoverskridende familieretlige tvister. Direktivet om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område 2 finder bl.a. anvendelse på familieret inden for det fælles europæiske retsområde. Haagerkonventionen af 1980 tilskynder også til mindelige bilæggelser af familietvister. En af vejledningerne om god praksis under konventionen af 1980, der er offentliggjort af Haagerkonferencen om International Privatret, omhandler anvendelse af mægling med henblik på bilæggelse af internationale familietvister omfattende børn, som falder inden for konventionens anvendelsesområde. Denne vejledning er på Kommissionens foranledning oversat til alle EU-sprog, udover engelsk og fransk, og også til arabisk for at støtte dialogen med lande, der endnu ikke har ratificeret/tiltrådt konventionen, og for at bidrage til at finde konkrete måder, hvorpå der kan sættes ind over for problemerne i forbindelse med internationale børnebortførelser 3 .

EU har også fremmet samarbejdet på regionalt plan, navnlig på det familieretlige område, ved at finansiere flere aktiviteter under Euromed-programmet for retlige anliggender. Under projektdelen "løsning af grænseoverskridende familiekonflikter" er der lagt særlig vægt på blandede ægteskaber med fokus på løsning af konflikter om forældremyndighed og samværsret gennem mægling og fremme af samværsretten (f.eks. gennem forligskommissioner og kontaktcentre). Tunesien har sammen med andre Middelhavslande modtaget støtte under de forskellige udgaver af projektet.

I henhold til artikel 38 i Haagerkonventionen af 1980 får tiltrædelsen [af tiltrædende stater] "alene virkning i forholdet mellem den stat, som har tiltrådt, og de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om deres accept af tiltrædelsen". Eftersom afgørelsen vedrører medlemsstaternes udtrykkelige accept af en tiltrædende stats tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i Unionens interesse, er det gældende retsgrundlag artikel 218, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det materielle retsgrundlag er artikel 81, stk. 3, i TEUF, og Rådet træffer derfor afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

Irland er bundet af forordning (EF) 2201/2003 og deltager derfor i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

Nærværende forslag er udarbejdet i overensstemmelse med allerede vedtagne rådsafgørelser om det samme emne og er ikke mere vidtgående end nødvendigt for at sikre en sammenhængende EU-indsats over for internationale barnebortførelser ved at sikre, at Den Europæiske Unions medlemsstater godkender Tunesiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 inden for en given frist.

Langt størstedelen af Den Europæiske Unions medlemsstater, som Kommissionen hørte om deres vilje til at acceptere Tunesiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, har givet en positiv udtalelse.

Drøftelserne på et ekspertmøde afholdt den 2. juli 2019 viste, at medlemsstaterne, med én undtagelse, ikke havde noget imod at acceptere Tunesiens tiltrædelse af konventionen af 1980.

Kommissionen har tillid til, at yderligere drøftelser på teknisk plan i Rådets Gruppe vedrørende Civilretlige Spørgsmål vil føre til den nødvendige enstemmighed for vedtagelsen af Rådets afgørelse.

Som forberedelse til ekspertmødet den 2. juli 2019 og under opfølgningen heraf var Kommissionen i tæt kontakt med Haagerkonferencen om International Privatret, EU's delegation i Tunesien og generaladvokaten i justitsministeriet med ansvar for samarbejde om civilretlige spørgsmål og udpeget central myndighed.

Som det var tilfældet med de 18 rådsafgørelser, der blev vedtaget mellem 2015 og 2019 om accept af adskillige tredjelandes tiltrædelse af konventionen af 1980, er der for denne retsakt på grund af dens art heller ikke foretaget nogen specifik konsekvensanalyse. Tunesiens gennemførelse af konventionen blev imidlertid undersøgt på ekspertmødet den 2. juli 2019, hvor alle EU-medlemsstater var repræsenteret. Som opfølgning på mødet har Kommissionen nøje fulgt den videre udvikling i Tunesien.

De tunesiske myndigheder gav oprindeligt udtryk for det synspunkt, at der ikke var strengt behov for en gennemførelseslovgivning for at anvende Haagerkonventionen af 1980, da internationale konventioner finder direkte anvendelse i det tunesiske retssystem. Imidlertid viste de forskellige uddannelsestiltag og seminarer, der blev gennemført, også i forbindelse med projektet EuroMed Justice og IRZ (Deutsche Stiftung für Internationale Rechtliche Zusammenarbeit – den tyske fond for internationalt retligt samarbejde), at den gældende nationale lovgivning efter embedsmændenes og dommernes opfattelse ikke er tilstrækkelig til at opfylde kravene i Haagerkonventionen.

Navnlig bør proceduren for tilbagegivelse af barnet til dets sædvanlige opholdssted efter en forældres bortførelse klart indsættes i det tunesiske retssystem. Med henblik herpå er der nedsat en kommission i det tunesiske justitsministerium, som har til opgave at forberede den gennemførelseslov, der skal forelægges regeringen. Loven bør derefter vedtages af parlamentet. 

UNICEF (Bureau Soutien Système Justice des Enfants) vil støtte den nye enhed "Justice pour les enfants" i justitsministeriet, der har til opgave at revidere lovgivningen og foreslå politikker i overensstemmelse med de internationale konventioner om børns rettigheder og uddannelse af retsvæsenets aktører. Bureau Soutien Système Justice des Enfants vil sammen med l'Ecole Nationale de la Magistrature tilrettelægge en særlig uddannelse rettet mod de dommere, der skal anvende konventionen.

Selv om det står klart, at Tunesien stadig mangler at indføre passende gennemførelseslovgivning, er erfaringerne fra visse medlemsstater (f.eks. Frankrig) positive i det omfang, at der findes en retlig ramme. De tunesiske myndigheder anser det, under henvisning til eksisterende bilaterale aftaler (såkaldte blandede kommissioner) med Frankrig, Belgien, Sverige og Norge, for meget vigtigt at basere sig på traktatforbindelserne med EU's medlemsstater. En fælles retlig ramme med alle EU's medlemsstater, repræsenteret ved Haagerkonventionen af 1980, vil hjælpe med at håndtere og bilægge grænseoverskridende sager, selv i afventning af vedtagelsen af gennemførelseslovgivning.

Tunesien har også udtrykt ønske om, at der gennemføres yderligere uddannelsestiltag i EU's medlemsstater, eventuelt på fransk. Et sådant seminar blev allerede afholdt i november 2018 af den franske centrale myndighed.

Tunesiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 er blevet accepteret af 11 kontraherende parter, herunder Schweiz.

Forslaget til afgørelse har ingen virkninger for budgettet.

Forslaget vedrører kun bemyndigelse af Den Europæiske Unions medlemsstater til at acceptere Tunesiens tiltrædelse af konventionen af 1980, og overvågningen af dens gennemførelse er derfor begrænset til medlemsstaternes efterlevelse af erklæringens ordlyd og fristen for at deponere den og meddele deponeringen til Kommissionen som fastsat i Rådets afgørelse.