EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 4.5.2021

COM(2021) 222 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET EMPTY

Vurdering af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands ansøgning om at tiltræde Luganokonventionen fra 2007

1.INDLEDNING

1.1 Luganokonventionen

Konventionen fra 2007 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ("Luganokonventionen") 1 er indgået mellem Den Europæiske Union, Danmark som selvstændig part og tre af de fire medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (Schweiz, Norge og Island, benævnt "EFTA-staterne") 2 .

Inden for Unionen er området for retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område omfattet af forordning (EU) nr. 1215/2012 (den omarbejdede Bruxelles 1a-forordning). Luganokonventionen afspejler EU-retten, således som den tidligere så ud på det område (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001).

Luganokonventionen er en "dobbelt konvention", idet den regulerer både international kompetence (dvs. om en ret har kompetence til at behandle en grænseoverskridende sag) og anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Konventionen kan tiltrædes af fremtidige EFTA-medlemmer og af EU-medlemsstater for så vidt angår visse af deres ikke-europæiske territorier. I henhold til Luganokonventionens artikel 70 og 72 skal enhver anden stat, der ønsker at tiltræde konventionen, sende en ansøgning til opbevareren, der fremsender den til de kontraherende parter. De kontraherende parter skal søge at give tilsagn senest et år efter opbevarerens indbydelse til tiltrædelse 3 . Opbevareren indbyder kun den pågældende stat til at tiltræde Luganokonventionen, hvis de kontraherende parter enstemmigt har bifaldet det. Efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet har de kontraherende parter en frist, inden for hvilken de stadig kan gøre indsigelse. Konventionen træder kun i kraft mellem den tiltrædende stat og de kontraherende parter, der ikke har fremsat indsigelse inden den første dag i den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.

Den Europæiske Union har ekstern enekompetence til at indgå Luganokonventionen fra 2007 og dermed også til at godkende en ny parts tiltrædelse samt gøre indsigelse mod konventionens ikrafttræden mellem Unionen og en ny part.

1.2 Det Forenede Kongeriges ansøgning

Luganokonventionen fandt indtil den 31. januar 2020 anvendelse på Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ("Det Forenede Kongerige") gennem landets EU-medlemskab. EU havde underrettet Luganokonventionens øvrige parter om, at Det Forenede Kongerige i den overgangsperiode, som ophørte den 31. december 2020, skulle behandles som en medlemsstat for så vidt angår internationale aftaler, hvori Unionen var part, hvilket omfattede Luganokonventionen 4 .

Den 8. april 2020 ansøgte Det Forenede Kongerige om at tiltræde Luganokonventionen fra 2007 som selvstændig part. Ansøgningen blev indsendt til Luganokonventionens opbevarer 5 . Det Forenede Kongerige foreslog at udvide ansøgningen om tiltrædelse af konventionen til også at omfatte Gibraltar 6 .

Ved brev af 14. april 2020 fremsendte opbevareren officielt ansøgningen og de dertil knyttede oplysninger til de kontraherende parter i Luganokonventionen, herunder Den Europæiske Union, repræsenteret ved Europa-Kommissionen.

2.KOMMISSIONENS ANALYSE

I betragtning af Luganokonventionens karakter (se afsnit 2.1 nedenfor) og den eksisterende ramme for retligt samarbejde med tredjelande (se afsnit 2.2 nedenfor) er Kommissionen af den opfattelse, at EU ikke bør give sit samtykke til Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af Luganokonventionen.

2.1 Luganokonventionens karakter

Luganokonventionen afspejler EU's regler om international kompetence og dets næsten automatiske ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 7 i forhold til EFTA-staterne. Den sikrer dermed, at disse lande såvel som EU-medlemsstaterne i forhold til disse lande drager fordel af EU-rammen for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Som følge heraf letter den i væsentlig grad adgangen for civilretlige afgørelser i EFTA-staterne til EU's retlige område på det civil- og handelsretlige område og omvendt.

Luganokonventionen udgør en væsentlig bestanddel af et fælles retligt område og er en ledsageforanstaltning til EU's økonomiske forbindelser med EFTA/EØS-landene. Forbindelserne med Norge og Island er baseret på EØS-aftalen 8 , der samler EU-medlemsstaterne og EFTA/EØS-landene 9 i det indre marked. Schweiz' økonomiske og handelsmæssige forbindelser med EU er reguleret gennem en række bilaterale aftaler, hvor Schweiz har indvilliget i at overtage visse aspekter af EU-lovgivningen til gengæld for at få adgang til en del af EU's indre marked. Alle nuværende kontraherende parter indgår i denne kontekst. Disse lande deltager, i det mindste delvist, i EU's indre marked, som omfatter fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer.

Luganokonventionen understøtter dermed EU's forbindelser med tredjelande, hvis lovgivning er særligt tæt forbundet med EU, herunder gennem tilpasning til (dele af) EU-retten. Selv om konventionen i princippet kan tiltrædes af "enhver anden stat", der indbydes af opbevareren efter enstemmig tilslutning fra de kontraherende parter (se ovenfor), er den ikke den bedst egnede generelle ramme for retligt samarbejde med ethvert givent tredjeland. Den er ikke rettet mod alle tredjelande, hvilket underbygges af, at det eneste tredjeland, der er tiltrådt konventionen siden 1988 (hvor den første Luganokonvention blev vedtaget), er Polen, der gjorde det som led i landets tiltrædelse af EU. Ingen andre tredjelande ud over EFTA/EØS-lande er part i aftalen. Det Forenede Kongerige er siden den 1. januar 2021 et tredjeland med en "almindelig" frihandelsaftale, der letter handelen, men som ikke omfatter nogle af det indre markeds grundlæggende frihedsrettigheder og politikker. Konventionen forudsætter et højt niveau af gensidig tillid mellem de kontraherende parter og udgør en væsentlig bestanddel af et fælles retligt område, der svarer til den høje grad af økonomisk samarbejde baseret på anvendelsen af de fire friheder.

2.2 International ramme for EU's civilretlige samarbejde med tredjelande

EU's mangeårige tilgang til samarbejde med tredjelande på det civilretlige område er, at dette bedst finder sted inden for rammerne af de multilaterale Haagerkonventioner, dvs. Haagerkonventionen fra 2005 om værnetingsaftaler 10 og Haagerkonventionen fra 2019 om retsafgørelser 11 . I 2014 indgik EU konventionen fra 2005 om værnetingsaftaler 12 . Haagerkonventionen fra 2005 om værnetingsaftaler er også en "dobbelt konvention", men finder kun anvendelse, hvis parterne har indgået en kontrakt med en eksklusiv værnetingsaftale i et civil- og handelsretligt anliggende. Haagerkonventionen fra 2019 om retsafgørelser er en enkeltkonvention, der udelukkende regulerer anerkendelse og fuldbyrdelse. Den regulerer ikke retternes direkte kompetence.

I overensstemmelse med denne tilgang henvises der i den politiske erklæring om rammen for de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige af 17. oktober 2019 til rammen for Haagerkonventionerne 13 ; muligheden for, at Det Forenede Kongerige tiltræder Luganokonventionen, nævnes hverken i den politiske erklæring eller i noget andet fælles dokument mellem EU og Det Forenede Kongerige om rammen for de fremtidige forbindelser. Den nævnes heller ikke i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side, som blev indgået den 24. december 2020, og som har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. januar 2021 14 .

 
Indtil udgangen af overgangsperioden fandt Haagerkonventionen fra 2005 om værnetingsaftaler anvendelse på Det Forenede Kongerige, først på grundlag af landets EU-medlemskab og derefter på grundlag af den i udtrædelsesaftalen fastsatte overgangsperiode. Siden den 1. januar 2021 har Det Forenede Kongerige været selvstændig part 15 i denne konvention 16 . Konventionen omfatter dermed de forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige, der henhører under dens anvendelsesområde. Kommissionen agter at foreslå, at EU i nærmeste fremtid indgår Haagerkonventionen fra 2019. Hvis Det Forenede Kongerige indgår denne konvention, vil det finde anvendelse på det fremtidige retlige samarbejde med EU.

3.KONKLUSION

I lyset af ovenstående er Kommissionen af den opfattelse, at Den Europæiske Union ikke bør give sit samtykke til Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af Luganokonventionen fra 2007. For Den Europæiske Union er Luganokonventionen en ledsageforanstaltning til det indre marked, der vedrører forbindelserne mellem EU og EFTA/EØS-landene. For så vidt angår samarbejde med alle andre tredjelande er Den Europæiske Unions konsekvente politik at fremme dette inden for rammerne af de multilaterale Haagerkonventioner. Det Forenede Kongerige er et tredjeland uden særlig tilknytning til det indre marked. Derfor er der ingen grund til, at Den Europæiske Union bør fravige sin generelle tilgang for så vidt angår Det Forenede Kongerige. Som følge heraf bør Haagerkonventionerne udgøre rammen for det fremtidige samarbejde mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige på det civilretlige område.

Berørte interessenter, herunder navnlig aktører, der beskæftiger sig med grænseoverskridende kontraktforhold, hvori Den Europæiske Union er part, bør tage højde herfor ved indgåelse af internationale værnetingsaftaler 17 .

Med nærværende meddelelse underretter Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet om sin vurdering og giver dem mulighed for at give deres mening til kende, inden den på behørig vis underretter Luganokonventionens opbevarer.

(1)  Dens forgænger var Luganokonventionen fra 1988.

(2)  Liechtenstein er ikke part i Luganokonventionen. 

(3)  Dette er ikke en bindende frist.

(4)  Jf. artikel 129, stk. 1, i udtrædelsesaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige.

(5) Det Schweiziske Forbundsråd.

(6) Under Det Forenede Kongeriges EU-medlemskab fandt Luganokonventionen anvendelse på Gibraltar.

(7) Den afspejler ikke det seneste stadium af EU-retten, jf. forordning (EU) nr. 1215/2012, hvor behovet for en procedure til at erklære en udenlandsk retsafgørelse eksigibel er helt afskaffet.

(8) Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der trådte i kraft den 1. januar 1994.

(9) Island, Liechtenstein og Norge.

(10) Konvention af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler.

(11) Konvention af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Den multilaterale tilgang fremgår for eksempel også af Rådets konklusioner om fremtiden for det civilretlige samarbejde, der blev vedtaget i Rådet for Retlige og Indre Anliggender i december 2019 under det finske formandskab, 2019/C 419/02 (EUT C 419 af 12.12.2019, s. 6). Læs mere om multilateralisme i den fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om styrkelse af EU's bidrag til regelbaseret multilateralisme (JOIN(2021) 3 final af 17.2.2021).

(12) Rådets afgørelse 2014/887/EU af 4. december 2014 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (EUT L 353 af 10.12.2014, s. 5).

(13)  EUT C 34 af 31.1.2020, s. 1. 

(14) EUT L 444 af 31.12.2020, s. 14.

(15) Det Forenede Kongerige har udvidet sin tiltrædelse til også at omfatte Gibraltar.

(16) Haagerkonventionen fra 2005 om værnetingsaftaler finder kun anvendelse, hvis parterne har indgået en eksklusiv værnetingsaftale, og altså ikke, hvis der er indgået en asymmetrisk eller ikke-eksklusiv værnetingsaftale, eller hvis der ikke er indgået en værnetingsaftale.

(17) Se meddelelsen til interessenterne om Det Forenede Kongeriges udtræden og om EU-reglerne inden for civilret og international privatret, som blev offentliggjort den 18. januar 2019 og opdateret den 27. august 2020, og som findes på: https://ec.europa.eu/info/publications/civil-justice-judicial-cooperation-civil-and-commercial-matters_en.