EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52020PC0483

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) 2018/848 om økologisk produktion for såvidt angår anvendelsesdatoen og visse andre datoer som henvist til i denne forordning

COM/2020/483 final

Bruxelles, den 4.9.2020

COM(2020) 483 final

2020/0231(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2018/848 om økologisk produktion for såvidt angår anvendelsesdatoen og visse andre datoer som henvist til i denne forordning

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848, der blev vedtaget den 30. maj 2018, blev der indført en ny lovgivningsmæssig ramme med henblik på at sikre et velfungerende indre marked for så vidt angår økologisk produktion med det formål yderligere at udvikle et samlet system for landbrugsdrift og fødevareproduktion, der kombinerer bedste praksis på miljø- og klimaområdet, en høj grad af biodiversitet, bevarelse af naturressourcer og anvendelse af høje dyrevelfærdsstandarder og høje produktionsstandarder i overensstemmelse med stadig flere forbrugeres efterspørgsel efter produkter, der produceres ved anvendelse af naturlige stoffer og processer. Økologisk produktion spiller således en dobbelt rolle i samfundet, hvor den på den ene side forsyner et specifikt marked, der imødekommer forbrugernes efterspørgsel efter økologiske produkter, og på den anden side leverer offentligt tilgængelige goder, der bidrager til beskyttelsen af miljøet og dyrs velfærd samt landdistriktsudvikling.

I den nylige vedtagelse af "fra jord til bord"-strategien 1 udpeges økologisk produktion som en af de måder, hvorpå kravene om at oprette et bæredygtigt fødevaresystem kan opfyldes. I biodiversitetsstrategien anerkendes den økologiske produktion med hensyn til at bevare biodiversitet på europæisk territorium. En solid lovgivningsmæssig ramme på grundlag af konsensus for de næste 10 år er derfor vigtig for at nå målet om anvendelse af 25 % af landbrugsjorden til økologisk landbrug og en betydelig stigning i økologisk akvakultur senest i 2030, som er fastsatte mål i "fra jord til bord"-strategien og biodiversitetsstrategien.

https://ec.europa.eu/food/sites/food/files/safety/docs/f2f_action-plan_2020_strategy-info_en.pdf

Udbruddet af covid-19-pandemien og den dermed forbundne folkesundhedskrise udgør en hidtil uset udfordring for medlemsstaterne og udgør en stor byrde for de nationale myndigheder og de økologiske producenter. Udbruddet af covid-19-pandemien har også skabt ekstraordinære omstændigheder, som kræver en betydelig tilpasning af den økologiske sektor med hensyn til produktion, markedsføring, kontrol og international handel, som ikke med rimelighed kunne have været forudset på tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EU) 2018/848.

Disse ekstraordinære omstændigheder har betydelige konsekvenser for forskellige områder, der er omfattet af forordning (EU) 2018/848, og det er derfor meget sandsynligt, at medlemsstaterne og de økologiske producenter ikke vil være i stand til at sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af forordningen fra den 1. januar 2021.

For at sikre et velfungerende indre marked, sikre retssikkerhed for alle økologiske producenter og undgå potentielle markedsforstyrrelser er det nødvendigt at udskyde anvendelsesdatoen for visse bestemmelser i forordning (EU) 2018/848 med et år.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Forslaget har hjemmel i artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Nærhedsprincippet

I overensstemmelse med nærhedsprincippet må der kun handles på EU-plan, hvis de forventede mål ikke kan opfyldes af medlemsstaterne alene. Der er behov for en EU-indsats for at sikre et velfungerende indre marked for såvidt angår økologisk produktion og for at undgå potentielle markedsforstyrrelser. I denne henseende er den lovgivning, der ændres, vedtaget i fuld overensstemmelse med nærhedsprincippet, og eventuelle ændringer heraf skal ske via et forslag fra Kommissionen.

Proportionalitetsprincippet

Denne EU-foranstaltning er nødvendig for at nå målet om en korrekt gennemførelse og anvendelse af forordning (EU) 2018/848 og den relevante afledte ret blandt alle involverede parter under hensyntagen til omfanget af covid-19-pandemien og konsekvenserne for den økologiske sektor af folkesundhedskrisen med hensyn til produktion, kontrol og handel. De foreslåede ændringer tager sigte på at sikre, at målet med forordning (EU) 2018/848, dvs. at indføre en ny lovgivningsmæssig ramme for økologisk produktion med henblik på yderligere at udvikle et samlet system for landbrugsdrift og fødevareproduktion, der kombinerer bedste praksis på miljø- og klimaområdet, en høj grad af biodiversitet, bevarelse af naturressourcer og anvendelse af høje dyrevelfærdsstandarder og høje produktionsstandarder i overensstemmelse med stadig flere forbrugeres efterspørgsel efter produkter, der produceres ved anvendelse af naturlige stoffer og processer, nås.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Dette forslag ledsages ikke af en særskilt konsekvensanalyse, idet dette forslag ikke indebærer en indholdsmæssig ændring af forordning (EU) 2018/848 og ikke pålægger de berørte parter nye forpligtelser. Hensigten er under de særlige omstændigheder i forbindelse med covid-19-pandemien at fastsætte en etårig udskydelse af forordningens anvendelsesdato og visse andre datoer, der henvises til i forordningen, og som er afledt af denne dato.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen budgetmæssige virkninger for EU-institutionerne.

2020/0231 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2018/848 om økologisk produktion for såvidt angår anvendelsesdatoen og visse andre datoer som henvist til i denne forordning

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 2 ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget 3 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 4 , der trådte i kraft den 17. juni 2018, blev der indført en ny lovgivningsmæssig ramme for økologisk produktion. For at sikre en gnidningsløs overgang fra den gamle til den nye lovgivningsramme fastsætter nærværende forordning anvendelsesdatoen til den 1. januar 2021.

(2)Udbruddet af covid-19-pandemien har ført til ekstraordinære omstændigheder, som kræver en betydelig indsats i den økologiske sektor, som ikke med rimelighed kunne have været forudset på tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EU) 2018/848.

(3)Udbruddet af covid-19-pandemien og den dermed forbundne folkesundhedskrise udgør en hidtil uset udfordring for medlemsstaterne og udgør en stor byrde for de økologiske producenter. Producenterne koncentrerer deres bestræbelser om at opretholde den økologisk produktion og handelsstrømmene og kan ikke samtidig forberede sig på, at de nye retlige bestemmelser i henhold til forordning (EU) 2018/848 træder i kraft. Det er således meget sandsynligt, at medlemsstaterne og de økologiske producenter ikke vil være i stand til at sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af forordningen fra den 1. januar 2021.

(4)For at sikre en velfungerende økologisk sektor, sikre retssikkerhed og undgå potentielle markedsforstyrrelser er det derfor nødvendigt at udskyde anvendelsesdatoen for forordning (EU) 2018/848 og visse andre datoer, der henvises til i denne forordning, og som er afledt af denne dato. Under hensyntagen til covid-19-pandemiens omfang og den dermed forbundne folkesundhedskrise, sygdommens epidemiologiske udvikling samt de ekstra ressourcer, som medlemsstaterne og de økologiske producenter har behov for, bør anvendelsen af forordning (EU) 2018/848 udskydes med et år.

(5)Især er adskillige datoer knyttet til undtagelser, rapporter eller beføjelser, som Kommissionen tillægges med henblik på at ophæve eller udvide undtagelser, direkte afledt af anvendelsesdatoen for forordning (EU) 2018/848. Derfor bør anvendelsen af sådanne datoer udskydes med et år. De respektive datoer blev fastsat under hensyntagen til den tid, der er nødvendig, for at de økologiske producenter kan tilpasse sig ophævelsen af undtagelserne, eller for at medlemsstaterne og Kommissionen kan indsamle tilstrækkelige oplysninger om tilgængeligheden af visse data, på grundlag af hvilke undtagelserne blev indrømmet, eller således at Kommissionen kan forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet og forberede et lovforslag eller delegerede retsakter.

(6)Udbruddet af covid-19-pandemien og den dermed forbundne folkesundhedskrise udgør også en hidtil uset udfordring for tredjelande og for tredjelandenes producenter. Følgelig er det hensigtsmæssigt for tredjelande, der er godkendt som tilsvarende i henhold til artikel 33, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 5 , at forlænge udløbsdatoen for deres godkendelse med et år til den 31. december 2026, således at tredjelande har tilstrækkelig tid til at ændre deres status enten ved at indgå en handelsaftale med Den Europæiske Union, eller ved at deres erhvervsdrivende fuldt ud overholder bestemmelserne i forordning (EU) 2018/848 uden nogen unødvendige handelsafbrydelser for økologiske produkter.

(7)Udløbsdatoen for godkendelsen af kontrolmyndighederne og -organerne i tredjelande som indrømmet i henhold til artikel 33, stk. 3, i forordning (EF) nr. 834/2007 bør tilsvarende forlænges med et år til den 31. december 2024 for at give disse kontrolmyndigheder og -organer samt deres certificerede erhvervsdrivende i tredjelande tid til at overvinde virkningerne af covid-19- pandemien og forberede sig på de nye bestemmelser.

(8)I lyset af det tvingende behov for straks at sikre retssikkerhed for den økologiske sektor under de nuværende omstændigheder bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) 2018/848 foretages følgende ændringer:

(1)I artikel 29, stk. 4, første punktum, ændres "31. december 2024" til "31. december 2025".

(2)I artikel 48, stk. 1, andet afsnit, ændres "31. december 2025" til "31. december 2026".

(3)I artikel 49 ændres "31. december 2021" til "31. december 2022".

(4)I artikel 53 foretages følgende ændringer:

(a)I stk. 1 ændres "31. december 2035" til "31. december 2036".

(b)Stk. 2 ændres således:

i)I indledningen ændres "1. januar 2028" til "1. januar 2029".

ii)I litra a) ændres "31. december 2035" til "31. december 2036".

(c)I stk. 3 ændres "1. januar 2026" til "1. januar 2027".

(d)I stk. 4 ændres "1. januar 2025" til "1. januar 2026" og "31. december 2025" til "31. december 2026".

(e)I stk. 7 ændres "31. december 2025" til "31. december 2026".

(5)I artikel 57, stk. 1, ændres "31. december 2023" til "31. december 2024".

(6)I artikel 60 ændres "1. januar 2021" til "1. januar 2022".

(7)I artikel 61, andet afsnit, ændres "1. januar 2021" til "1. januar 2022".

(8)Bilag II ændres således:

(a)Del I, punkt 1.5, ændres således:

(i)I andet afsnit ændres "31. december 2030" til "31. december 2031".

(ff)I tredje afsnit ændres "31. december 2025" til "31. december 2026".

(b)I afsnit II foretages følgende ændringer:

(i)I punkt 1.9.1.1, litra a), andet punktum, ændres "1. januar 2023" til "1. januar 2024".

(ff)I punkt 1.9.2.1, litra a), andet punktum, ændres "1. januar 2023" til "1. januar 2024".

(ccc)I punkt 1.9.3.1, litra c), indledningen, ændres "31. december 2025" til "31. december 2026".

iv)I punkt 1.9.4.2, litra c), indledningen, ændres "31. december 2025" til "31. december 2026".

(c)I del III, punkt 3.1.2.1, andet afsnit, ændres "1. januar 2021" til "1. januar 2022".

(d)I del VII, punkt 1.1, andet punktum, ændres "31. december 2023" til "31. december 2024".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    https://ec.europa.eu/food/sites/food/files/safety/docs/f2f_action-plan_2020_strategy-info_en.pdf
(2)    EUT C […, , s. .
(3)    EUT C […, , s. .
(4)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (EUT L 150 af 14.6.2018, s. 1).
(5)    Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2092/91 (EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1).
Top