Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52019PC0036

    UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN om anmodningen om ændringer af protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank forelagt af Den Europæiske Investeringsbank den 11. oktober 2018

    COM/2019/36 final

    Bruxelles, den 31.1.2019

    COM(2019) 36 final

    UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN

    om anmodningen om ændringer af protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank forelagt af Den Europæiske Investeringsbank den 11. oktober 2018


    UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN

    om anmodningen om ændringer af protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank forelagt af Den Europæiske Investeringsbank den 11. oktober 2018

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 308.

    1.Den 11. oktober 2018 forelagde Den Europæiske Investeringsbank i henhold til artikel 308 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") en anmodning til Rådet om ændring af sine vedtægter. For det første foreslår Den Europæiske Investeringsbank at ændre vedtægterne for at afspejle Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, der vil bringe landets medlemskab af Den Europæiske Investeringsbank til ophør. For det andet foreslår Den Europæiske Investeringsbank at styrke sin bestyrelse ved at tillade, at der udnævnes et større antal suppleanter. For det tredje foreslår Den Europæiske Investeringsbank at udvide brugen af afstemning med kvalificeret flertal til at omfatte beslutninger om forretningsplanen, udnævnelse af direktionens medlemmer og godkendelse af forretningsordenen.

    2.Det er hensigten, at alle de af Den Europæiske Investeringsbank foreslåede ændringer til bankens vedtægter får virkning straks ved Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union. I anmodningen henvises der ligeledes i en betragtning til en planlagt forhøjelse af den kapital, der er tegnet af de resterende medlemsstater, som bør ske parallelt med en yderligere styrkelse af forvaltningen af Den Europæiske Investeringsbank.

    I.    Om forholdet mellem anmodningen og Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

    3.Kommissionen rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at knytte hele afgørelsens ikrafttræden til Det Forenede Kongeriges udtræden af EU. Det er under alle omstændigheder ikke et retligt krav, at de planlagte ændringer af protokol nr. 5 skal træde i kraft på den dato, hvor Det Forenede Kongerige ikke længere er en medlemsstat.

    4.I realiteten indeholder anmodningen fra Den Europæiske Investeringsbank to forskellige kategorier af ændringer. Den første kategori er blot en konsekvens af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, hvor henvisningen til Det Forenede Kongeriges kapitalandel i artikel 4, stk. 1, udgår, antallet af medlemmer af bestyrelsen i artikel 9, stk. 2, første punktum, reduceres, og henvisningen til Det Forenede Kongeriges udnævnelse af suppleanter i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, udgår. Kommissionen kan støtte disse ændringer, men ønsker at understrege, at deres virkning blot vil være af konstaterende karakter. Det Forenede Kongeriges udtræden af EU kræver ikke en forudgående ændring af traktaterne og protokollerne for at fjerne alle henvisninger til Det Forenede Kongerige. Disse henvisninger bliver automatisk forældet på udtrædelsesdatoen. De øvrige ændringer, som Den Europæiske Investeringsbank har anmodet om, og som indeholder forvaltningsændringer, er derimod af retsstiftende karakter. Rådet kan være af den opfattelse, at disse ændringer er hensigtsmæssige uafhængigt af udtrædelsen.

    5.Kommissionen rejser derfor spørgsmålet om, hvorvidt Rådets afgørelse bør træde i kraft på et bestemt tidspunkt, der ikke er knyttet til Det Forenede Kongeriges udtræden, f.eks. i forbindelse med offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. I så fald er det kun ikrafttrædelsen af de konstaterende ændringer i den første kategori, der vil være knyttet til Det Forenede Kongeriges udtræden. Denne alternative tilgang vil kræve en vis teknisk omformulering af afgørelsen.

    II.    Om anmodningen om at lade henvisninger til Det Forenede Kongeriges kapitalandel udgå

    6.Den Europæiske Investeringsbank foreslår at lade henvisningen til Det Forenede Kongeriges kapitalandel på 39 195 022 000 EUR i vedtægternes artikel 4, stk. 1, udgå.

    7.Som anført ovenfor vil alle henvisninger til Det Forenede Kongerige i traktaterne og protokollerne rent juridisk automatisk blive forældet, og det er derfor ikke nødvendigt at foretage en udtrykkelig ændring af vedtægterne i denne henseende. Teksten til traktaterne og protokollerne vil under alle omstændigheder blive bragt i overensstemmelse med den nye situation ved en formel ændring i overensstemmelse med artikel 48 i TEU med henblik på at ophæve forældede bestemmelser og foretage konsekvensændringer. Det synes dog acceptabelt at gå videre med de foreslåede ændringer i forbindelse med ændringerne af forvaltningen af Den Europæiske Investeringsbank (i det følgende afsnit III og IV). Dette ændringsforslag kan derfor af klarhedshensyn støttes.

    8.Den Europæiske Investeringsbank foreslår også, at beløbet for den samlede tegnede kapital, der er nævnt i samme artikel, reduceres tilsvarende, medmindre "de resterende medlemsstater" træffer beslutning om en forhøjelse af den tegnede kapital inden udtrædelsesdatoen. Kommissionen henviser til, at denne beslutning skal vedtages af styrelsesrådet for Den Europæiske Investeringsbank på grundlag af vedtægternes artikel 4, stk. 3.

    9.Kommissionen kan støtte forslagets formål, men ønsker at henlede opmærksomheden på følgende juridiske aspekter. Den Europæiske Investeringsbanks kapital som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i protokol nr. 5 er det samlede beløb for medlemsstaternes kapitalandele som opstillet i denne bestemmelse. Hvis Rådet kun lader henvisningen til Det Forenede Kongerige udgå, skal Rådet reducere den samlede kapital tilsvarende. Rådet kan ikke i sin afgørelse tage hensyn til Den Europæiske Investeringsbanks eventuelle beslutning om at forhøje kapitalen og den deraf følgende nye fordeling mellem medlemsstaterne. I Rådets afgørelse skal der således henvises til den (reducerede) samlede kapital som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden. Ved en parallel beslutning truffet af Den Europæiske Investeringsbanks styrelsesråd kan kapitalen forhøjes (og pro rata-fordelingen mellem medlemsstaterne fastlægges), men det er en særskilt beslutning.

    III.    Om udnævnelse af yderligere suppleanter til bestyrelsen

    10.Den Europæiske Investeringsbank foreslår at øge antallet af suppleanter til bestyrelsen fra 18 til 31. Tyskland, Frankrig og Italien, som allerede har to suppleanter hver, bevarer dette antal. De grupper af medlemsstater, der tidligere havde færre suppleanter end aktionærer, vil efter ændringen have samme antal suppleanter og aktionærer. Kommissionen har fortsat én suppleant.

    11.Da et større antal suppleanter vil give Den Europæiske Investeringsbank mulighed for at drage fordel af en bredere erfaring på bestyrelsesniveau, navnlig i betragtning af hensigten om at inddrage suppleanterne mere effektivt i bestyrelsens beslutningsproces, især i analysen af finansieringsforslag, kan Kommissionen støtte dette forslag.

    IV.    Om udvidelse af brugen af afstemning med kvalificeret flertal i stedet for afstemning med simpelt flertal

    12.Den Europæiske Investeringsbank foreslår endvidere at udvide anvendelsesområdet for afstemning med kvalificeret flertal på tre vigtige områder, hvor der på nuværende tidspunkt kræves simpelt flertal. Der er tale om:

    I)beslutninger om forretningsplanen (vedtægternes artikel 9, stk. 1)

    II)Styrelsesrådets beslutninger om udnævnelse af direktionens medlemmer og tilsvarende forslag fra bestyrelsen (vedtægternes artikel 11, stk. 1, første afsnit)

    III)beslutninger om Den Europæiske Investeringsbanks forretningsorden (vedtægternes artikel 7, stk. 3, litra h)).

    13.Kommissionen støtter de mål, som dette forslag til ændring af vedtægterne har til formål at nå.

    V. Om betragtningerne

    14.Den 8., 9. og 10. betragtning – i det omfang de skal indgå i Rådets afgørelse – forklarer eller begrunder ikke afgørelsens dispositive del, men vedrører spørgsmål, der ikke kræver ændringer af vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank. Efter Kommissionens opfattelse bør disse betragtninger omformuleres lidt for at gøre det klart, at de ikke vedrører særlige dispositive bestemmelser.

    VI. Konklusion

    På baggrund af ovenstående afgiver Kommissionen hermed en positiv udtalelse om de foreslåede ændringer af vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, dog med forbehold af de overvejelser, der gives udtryk for i denne udtalelse.

    Top