This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52019DC0653
PROPOSAL FOR A JOINT EMPLOYMENT REPORT FROM THE COMMISSION AND THE COUNCIL accompanying the Communication from the Commission on the Annual Sustainable Growth Strategy 2020
FORSLAG TIL KOMMISSIONENS OG RÅDETS FÆLLES RAPPORT OM BESKÆFTIGELSEN Ledsagedokument til meddelelse fra Kommissionen om den årlige strategi for bæredygtig vækst 2020
FORSLAG TIL KOMMISSIONENS OG RÅDETS FÆLLES RAPPORT OM BESKÆFTIGELSEN Ledsagedokument til meddelelse fra Kommissionen om den årlige strategi for bæredygtig vækst 2020
COM/2019/653 final
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.12.2019
COM(2019) 653 final
BILAG
til
FORSLAG TIL KOMMISSIONENS OG RÅDETS FÆLLES RAPPORT OM BESKÆFTIGELSEN
Ledsagedokument til meddelelse fra Kommissionen om den årlige strategi for bæredygtig vækst 2020
BILAG
Bilag 1. Nøgleindikatorer på den sociale resultattavle, niveauer
|
|
Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet |
||||||||||||||
|
Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt
|
Kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvens (procentpoint) |
Kvintilsatsen for indkomster (S80/S20) |
I risiko for fattigdom eller social udstødelse (i %) |
Unge NEET'er (i % af den samlede befolkning i alderen 15-24 år) |
|||||||||||
|
År |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
|
EU-28 |
10,7 |
10,6 |
10,6 |
11,6 |
11,5 |
11,6 |
5,2 |
5,1 |
5,2 |
23,5 |
22,4 |
21,9 |
11,6 |
10,9 |
10,5 |
|
EA-19 |
11,1 |
11,0 |
11,0 |
11,2 |
11,2 |
11,2 |
5,2 |
5,0 |
5,1 |
23,1 |
22,1 |
21,5 |
11,7 |
11,2 |
10,6 |
|
EUnw |
9,5 |
9,4 |
9,3 |
10,6 |
10,5 |
10,6 |
5,0 |
5,0 |
4,9 |
23,8 |
22,8 |
21,9 |
11,0 |
10,4 |
9,6 |
|
EAnw |
9,5 |
9,4 |
9,1 |
10,3 |
10,1 |
10,2 |
5,0 |
4,9 |
4,8 |
23,2 |
22,3 |
21,7 |
10,8 |
10,2 |
9,4 |
|
BE |
8,8 |
8,9 b |
8,6 |
9,3 |
9,8 b |
8,4 |
3,8 |
3,8 |
3,8 |
20,7 |
20,3 |
19,8 |
9,9 |
9,3 b |
9,2 |
|
BG |
13,8 |
12,7 |
12,7 |
7,3 |
8,0 |
8,2 |
7,7 b |
8,2 |
7,7 |
40,4 b |
38,9 |
32,8 |
18,2 |
15,3 |
15,0 |
|
CZ |
6,6 |
6,7 |
6,2 |
16,0 |
15,8 |
15,2 |
3,5 |
3,4 |
3,3 |
13,3 |
12,2 |
12,2 |
7,0 |
6,3 |
5,6 |
|
DK |
7,2 b |
8,8 b |
10,2 |
6,7 b |
6,5 b |
6,7 |
4,1 |
4,1 |
4,1 |
16,8 |
17,2 |
17,4 |
5,8 b |
7,0 b |
6,8 |
|
DE |
10,3 |
10,1 |
10,3 |
8,2 |
7,9 |
8,1 |
4,6 |
4,5 |
5,1 |
19,7 |
19,0 |
18,7 |
6,7 |
6,3 |
5,9 |
|
EE |
10,9 |
10,8 |
11,3 |
8,2 |
7,3 |
7,8 |
5,6 |
5,4 |
5,1 |
24,4 |
23,4 |
24,4 |
9,1 |
9,4 |
9,8 |
|
IE |
6,0 |
5,0 b |
5,0 |
12,1 |
12,1 |
12,2 |
4,4 |
4,6 |
4,2 p |
24,4 |
22,7 |
21,1 p |
12,6 |
10,9 b |
10,1 |
|
EL |
6,2 |
6,0 |
4,7 |
19,0 |
19,7 |
21,0 |
6,6 |
6,1 |
5,5 |
35,6 |
34,8 |
31,8 |
15,8 |
15,3 |
14,1 |
|
ES |
19,0 |
18,3 |
17,9 |
11,5 |
11,9 |
12,1 |
6,6 |
6,6 |
6,0 |
27,9 |
26,6 |
26,1 |
14,6 |
13,3 |
12,4 |
|
FR |
8,8 |
8,9 |
8,9 |
7,5 |
7,9 |
7,6 |
4,3 |
4,3 |
4,2 |
18,2 |
17,0 |
17,4 |
11,9 |
11,5 |
11,1 |
|
HR |
2,8 u |
3,1 |
3,3 |
9,6 |
10,6 |
10,2 |
5,0 |
5,0 |
5,0 p |
27,9 |
26,4 |
24,8 |
16,9 |
15,4 |
13,6 |
|
IT |
13,8 |
14,0 |
14,5 |
20,1 |
19,8 |
19,8 |
6,3 |
5,9 |
6,1 |
30,0 |
28,9 |
27,3 |
19,9 |
20,1 |
19,2 |
|
CY |
7,6 |
8,5 |
7,8 |
9,7 |
9,5 |
10,4 |
4,9 |
4,6 |
4,3 |
27,7 |
25,2 |
23,9 |
16,0 |
16,1 |
13,2 |
|
LV |
10,0 |
8,6 |
8,3 |
2,9 |
4,3 |
4,2 |
6,2 |
6,3 |
6,8 |
28,5 |
28,2 |
28,4 |
11,2 |
10,3 |
7,8 |
|
LT |
4,8 |
5,4 |
4,6 |
1,9 |
1,0 |
2,3 |
7,1 |
7,3 |
7,1 |
30,1 |
29,6 |
28,3 |
9,4 |
9,1 |
8,0 |
|
LU |
5,5 |
7,3 |
6,3 |
11,0 |
7,9 |
8,0 |
5,0 b |
5,0 |
5,7 |
19,8 b |
21,5 |
21,9 |
5,4 |
5,9 |
5,3 |
|
HU |
12,4 |
12,5 |
12,5 |
14,0 |
15,3 |
15,3 |
4,3 |
4,3 |
4,4 |
26,3 |
25,6 |
19,6 |
11,0 |
11,0 |
10,7 |
|
MT |
19,2 |
17,7 b |
17,4 |
25,5 |
24,1 |
21,9 |
4,2 |
4,2 |
4,3 |
20,3 |
19,3 |
19,0 |
8,8 |
8,6 b |
7,3 |
|
NL |
8,0 |
7,1 |
7,3 |
11,0 |
10,5 |
10,1 |
3,9 b |
4,0 |
4,1 |
16,7 b |
17,0 |
16,7 |
4,6 |
4,0 |
4,2 |
|
AT |
6,9 |
7,4 |
7,3 |
7,8 |
8,0 |
9,0 |
4,1 |
4,3 |
4,0 |
18,0 |
18,1 |
17,5 |
7,7 |
6,5 |
6,8 |
|
PL |
5,2 |
5,0 |
4,8 b |
14,2 |
14,6 |
14,4 |
4,8 |
4,6 |
4,3 |
21,9 |
19,5 |
18,9 |
10,5 |
9,5 |
8,7 b |
|
PT |
14,0 |
12,6 |
11,8 |
6,8 |
7,5 |
6,8 |
5,9 |
5,7 |
5,2 |
25,1 |
23,3 |
21,6 |
10,6 |
9,3 |
8,4 |
|
RO |
18,5 |
18,1 |
16,4 |
17,6 |
17,1 |
18,3 |
7,2 |
6,5 |
7,2 |
38,8 |
35,7 |
32,5 |
17,4 |
15,2 |
14,5 |
|
SI |
4,9 |
4,3 |
4,2 |
6,6 |
7,2 |
7,3 |
3,6 |
3,4 |
3,4 |
18,4 |
17,1 |
16,2 |
8,0 |
6,5 |
6,6 |
|
SK |
7,4 |
9,3 |
8,6 |
14,2 |
12,8 |
13,7 |
3,6 |
3,5 |
3,0 |
18,1 |
16,3 |
16,3 |
12,3 |
12,1 |
10,2 |
|
FI |
7,9 |
8,2 |
8,3 |
3,3 |
3,5 |
3,7 |
3,6 |
3,5 |
3,6 |
16,6 |
15,7 |
16,5 |
9,9 |
9,4 |
8,5 |
|
SE |
7,4 |
7,7 |
9,3 p |
3,8 |
4,0 |
4,3 p |
4,3 |
4,3 |
4,1 |
18,3 |
17,7 |
18,0 |
6,5 |
6,2 |
6,1 p |
|
UK |
11,2 |
10,6 |
10,7 |
11,0 |
10,2 |
9,9 |
5,1 |
5,4 b |
6,0 p |
22,2 |
22,0 b |
23,6 p |
10,9 |
10,3 |
10,4 |
Kilde: Eurostat.
Bemærk: EUnw og EAnw henviser til ikke-vægtede gennemsnit for EU og euroområdet.
Markeret – b: brud i tidsserier; e: estimeret; p: midlertidig; u: lav pålidelighed (lille antal observationer).
Bilag 1 (fortsat). Nøgleindikatorer på den sociale resultattavle, niveauer
|
|
Dynamiske arbejdsmarkeder og rimelige arbejdsvilkår |
||||||||||||||
|
Beskæftigelsesfrekvens
20-64 år) |
Arbejdsløshedsprocent
|
Langtidsledighed (i % af den erhvervsaktive befolkning i alderen 15-74 år) |
Disponibel realbruttohusstandsindkomst pr. indbygger
|
Nettolønindkomst
|
|||||||||||
|
År |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2015 |
2016 |
2017 |
2016 |
2017 |
2018 |
|
EU-28 |
71,1 |
72,2 |
73,2 |
8,6 |
7,6 |
6,8 |
4,0 |
3,4 |
2,9 |
101,0 |
102,9 |
104,3 |
: |
: |
: |
|
EA-19 |
70,0 |
71,0 |
72,0 |
10,0 |
9,1 |
8,2 |
5,0 |
4,4 |
3,8 |
98,1 |
99,8 |
101,0 |
: |
: |
: |
|
EUnw |
71,1 |
72,5 |
73,9 |
8,7 |
7,6 |
6,6 |
4,1 |
3,4 |
2,7 |
100,6 |
103,9 |
106,7 |
19868 |
20265 |
20600 |
|
EAnw |
70,6 |
72,0 |
73,4 |
9,6 |
8,5 |
7,4 |
4,7 |
4,0 |
3,2 |
96,7 |
99,4 |
101,5 |
21267 |
21628 |
21947 |
|
BE |
67,7 |
68,5 b |
69,7 |
7,8 |
7,1 b |
6,0 |
4,0 |
3,5 b |
2,9 |
98,0 |
99,1 |
100,4 |
25086 |
25339 |
25593 |
|
BG |
67,7 |
71,3 |
72,4 |
7,6 |
6,2 |
5,2 |
4,5 |
3,4 |
3,0 |
116,5 |
122,1 |
127,8 |
9348 |
9883 |
10388 |
|
CZ |
76,7 |
78,5 |
79,9 |
4,0 |
2,9 |
2,2 |
1,7 |
1,0 |
0,7 |
104,9 |
108,2 |
109,9 |
14185 |
14635 |
15282 |
|
DK |
77,4 b |
76,9 b |
78,2 |
6,0 |
5,8 |
5,1 |
1,4 b |
1,3 b |
1,1 |
107,4 |
111,7 |
113,3 |
26497 |
26864 |
27055 |
|
DE |
78,6 |
79,2 |
79,9 |
4,1 |
3,8 |
3,4 |
1,7 |
1,6 |
1,4 |
105,9 |
107,7 |
109,1 |
27203 |
27549 |
27870 |
|
EE |
76,6 |
78,7 |
79,5 |
6,8 |
5,8 |
5,4 |
2,1 |
1,9 |
1,3 |
107,4 |
111,4 |
115,8 |
14500 |
15234 |
16160 |
|
IE |
71,4 |
73,0 |
74,1 |
8,4 |
6,7 |
5,8 |
4,2 |
3,0 |
2,1 |
93,5 |
97,3 |
101,3 |
29744 |
30940 |
32061 |
|
EL |
56,2 |
57,8 |
59,5 |
23,6 |
21,5 |
19,3 |
17,0 |
15,6 |
13,6 |
69,6 |
68,8 |
69,3 |
19074 |
18848 |
18745 |
|
ES |
63,9 |
65,5 |
67,0 |
19,6 |
17,2 |
15,3 |
9,5 |
7,7 |
6,4 |
91,7 |
93,9 |
95,0 |
23063 |
23270 |
23140 |
|
FR |
70,0 |
70,6 |
71,3 |
10,1 |
9,4 |
9,1 |
4,6 |
4,2 |
3,8 |
100,8 |
102,0 |
103,0 |
24594 |
24784 |
25009 |
|
HR |
61,4 |
63,6 |
65,2 |
13,4 |
11,0 |
8,4 |
6,6 |
4,6 |
3,4 |
: |
: |
: |
13118 |
13577 |
13796 |
|
IT |
61,6 |
62,3 |
63,0 |
11,7 |
11,2 |
10,6 |
6,7 |
6,5 |
6,2 |
89,8 |
91,0 |
91,9 |
21287 |
21547 |
21730 |
|
CY |
68,7 |
70,8 |
73,9 |
13,0 |
11,1 |
8,4 |
5,8 |
4,5 |
2,7 |
79,8 |
85,2 |
88,9 |
: |
: |
: |
|
LV |
73,2 |
74,8 |
76,8 |
9,6 |
8,7 |
7,4 |
4,0 |
3,3 |
3,1 |
98,6 |
104,0 |
108,0 |
10062 |
10696 |
11269 |
|
LT |
75,2 |
76,0 |
77,8 |
7,9 |
7,1 |
6,2 |
3,0 |
2,7 |
2,0 |
107,8 |
116,2 |
118,7 |
11141 |
11797 |
12528 |
|
LU |
70,7 |
71,5 |
72,1 |
6,3 |
5,6 |
5,5 |
2,2 |
2,1 |
1,4 |
102,3 |
101,7 |
104,4 |
32538 |
33149 |
33492 |
|
HU |
71,5 |
73,3 |
74,4 |
5,1 |
4,2 |
3,7 |
2,4 |
1,7 |
1,4 |
103,8 |
108,7 |
113,5 |
11730 |
12224 |
12924 |
|
MT |
71,1 |
73,0 |
75,5 |
4,7 |
4,0 |
3,7 |
1,9 |
1,6 |
1,1 |
: |
: |
: |
21197 |
21503 |
21747 |
|
NL |
77,1 |
78,0 |
79,2 |
6,0 |
4,9 |
3,8 |
2,5 |
1,9 |
1,4 |
100,1 |
101,9 |
102,4 |
28329 |
28514 |
28493 |
|
AT |
74,8 |
75,4 |
76,2 |
6,0 |
5,5 |
4,9 |
1,9 |
1,8 |
1,4 |
95,3 |
96,4 |
96,9 |
26949 |
27722 |
28284 |
|
PL |
69,3 |
70,9 |
72,2 |
6,2 |
4,9 |
3,9 |
2,2 |
1,5 |
1,0 |
117,7 |
124,7 |
128,0 |
13770 |
14193 |
14638 |
|
PT |
70,6 |
73,4 |
75,4 |
11,2 |
9,0 |
7,0 |
6,2 |
4,5 |
3,1 |
96,3 |
99,2 |
101,0 |
16039 |
15971 |
15985 |
|
RO |
66,3 |
68,8 |
69,9 |
5,9 |
4,9 |
4,2 |
3,0 |
2,0 |
1,8 |
106,0 |
116,4 |
131,0 |
9671 |
10570 |
10816 |
|
SI |
70,1 |
73,4 |
75,4 |
8,0 |
6,6 |
5,1 |
4,3 |
3,1 |
2,2 |
95,0 |
99,7 |
102,7 |
15080 |
15207 |
15391 |
|
SK |
69,8 |
71,1 |
72,4 |
9,7 |
8,1 |
6,5 |
5,8 |
5,1 |
4,0 |
105,8 |
109,6 |
113,5 |
12465 |
12663 |
12950 |
|
FI |
73,4 |
74,2 |
76,3 |
8,8 |
8,6 |
7,4 |
2,3 |
2,1 |
1,6 |
102,3 |
103,7 |
104,9 |
24459 |
24564 |
24594 |
|
SE |
81,2 |
81,8 |
82,6 p |
6,9 |
6,7 |
6,3 |
1,3 |
1,2 |
1,2 p |
113,0 |
115,6 |
116,6 |
26050 |
26045 |
26189 |
|
UK |
77,5 |
78,2 |
78,7 |
4,8 |
4,3 |
4,0 |
1,3 |
1,1 |
1,1 |
106,8 |
106,3 |
107,0 |
29265 |
29874 |
30065 |
Kilde: Eurostat, OECD.
Bemærk: EUnw og EAnw henviser til ikke-vægtede gennemsnit for EU og euroområdet. Disponibel realbruttohusstandsindkomst måles med "ukorrigeret indkomst" (dvs. uden inddragelse af sociale overførsler i naturalier) og uden korrektion for købekraftstandarder. Indikatoren for nettoindtjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn skal læses og fortolkes i sammenhæng med andre indikatorer som f.eks. andelen af fattige i beskæftigelse, forholdet mellem den femte og første decil af lønfordelingen (D5/D1) og andre relevante EPM/SPPM- og JAF-indikatorer. For denne indikator anvendes gennemsnit for 3 år til at udjævne kortvarige udsving.
Markeret – b: brud i tidsserier; e: estimeret; p: midlertidig; u: lav pålidelighed (lille antal observationer).
Bilag 1 (fortsat). Nøgleindikatorer på den sociale resultattavle, niveauer
|
|
Offentlig støtte/social beskyttelse og inklusion |
|||||||||||
|
Sociale overførselsindkomsters virkning (bortset fra pensioner) for fattigdomsbekæmpelse (%) |
Børn under 3 år i formelle børnepasningsordninger (%) |
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling (%) |
Personer med grundlæggende eller højere end grundlæggende generelle digitale færdigheder (% af befolkningen i alderen 16-74 år) |
|||||||||
|
År |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2016 |
2017 |
2018 |
2015 |
2016 |
2017 |
|
EU-28 |
33,2 |
34,0 |
33,2 |
32,9 |
34,2 |
35,1 |
2,6 |
1,7 |
2,0 |
55,0 |
56,0 |
57,0 |
|
EA-19 |
32,3 |
32,0 |
31,7 |
38,1 |
39,2 |
39,2 |
2,3 |
1,3 |
1,4 |
: |
: |
: |
|
EUnw |
34,3 |
34,5 |
34,0 |
29,9 |
32,2 |
33,4 |
3,1 |
2,5 |
2,8 |
55,3 |
55,6 |
57,4 |
|
EAnw |
34,1 |
33,6 |
33,3 |
32,3 |
35,3 |
36,9 |
3,4 |
2,7 |
3,0 |
56,7 |
57,1 |
59,7 |
|
BE |
41,1 |
39,5 |
34,7 |
43,8 |
52,9 |
54,0 |
2,4 |
2,1 |
1,8 |
60,0 |
61,0 |
61,0 |
|
BG |
17,9 b |
19,9 |
25,4 |
12,5 |
9,4 |
16,2 |
2,8 b |
2,1 |
1,9 |
31,0 |
26,0 |
29,0 |
|
CZ |
40,5 |
42,4 |
38,5 |
4,7 |
6,5 |
9,0 |
0,7 |
0,5 |
0,3 |
57,0 |
54,0 |
60,0 |
|
DK |
52,2 |
51,0 |
47,3 |
70,0 |
71,7 |
63,2 |
1,3 |
1,0 |
1,3 |
75,0 |
78,0 |
71,0 |
|
DE |
34,8 |
33,2 |
33,3 |
32,6 |
30,3 |
29,8 |
0,3 |
0,3 |
0,2 |
67,0 |
68,0 |
68,0 |
|
EE |
24,9 |
27,3 |
26,8 |
30,2 |
27,1 |
28,3 |
15,3 |
11,8 |
16,4 |
65,0 |
60,0 |
60,0 |
|
IE |
51,5 |
52,6 |
51,8 p |
28,6 |
34,4 |
37,7 p |
2,5 |
2,8 |
2,0 p |
44,0 |
44,0 |
48,0 |
|
EL |
15,9 |
15,8 |
20,3 |
8,9 |
20,5 |
40,9 |
13,1 |
10,0 |
8,8 |
44,0 |
46,0 |
46,0 |
|
ES |
24,4 |
23,9 |
22,9 |
39,3 |
45,8 |
50,5 |
0,5 |
0,1 |
0,2 |
54,0 |
53,0 |
55,0 |
|
FR |
42,4 |
45,0 |
44,4 |
48,9 |
50,5 |
50,0 |
1,3 |
1,0 |
1,2 |
57,0 |
56,0 |
57,0 |
|
HR |
28,6 |
24,8 |
24,9 |
15,7 |
15,9 |
17,8 |
1,7 |
1,6 |
1,4 |
51,0 |
55,0 |
41,0 |
|
IT |
21,4 |
19,4 |
21,6 |
34,4 |
28,6 |
25,7 |
5,5 |
1,8 |
2,4 |
43,0 |
44,0 |
: |
|
CY |
35,6 |
35,9 |
36,4 |
24,8 |
28,1 |
31,4 |
0,6 |
1,5 |
1,4 |
43,0 |
43,0 |
50,0 |
|
LV |
21,6 |
21,9 |
19,1 |
28,3 |
28,4 |
27,4 |
8,2 |
6,2 |
6,2 |
49,0 |
50,0 |
48,0 |
|
LT |
21,5 |
23,2 |
22,9 |
15,2 |
20,3 |
20,8 |
3,1 |
1,5 |
2,2 |
51,0 |
52,0 |
55,0 |
|
LU |
39,1 b |
35,5 |
33,5 |
50,9 |
60,8 |
60,5 |
0,4 b |
0,3 |
0,3 |
86,0 |
86,0 |
85,0 |
|
HU |
43,8 |
46,4 |
48,8 |
15,6 |
13,8 |
16,5 |
1,3 |
1,0 |
0,8 |
50,0 |
51,0 |
50,0 |
|
MT |
30,7 |
30,1 |
30,6 |
31,3 |
36,6 |
32,1 |
1,0 |
0,2 |
0,2 |
53,0 |
50,0 |
57,0 |
|
NL |
42,5 b |
39,7 |
39,0 |
53,0 |
61,6 |
56,8 |
0,2 |
0,1 |
0,2 |
72,0 |
77,0 |
79,0 |
|
AT |
46,4 |
42,2 |
43,3 |
20,6 |
18,2 |
20,0 |
0,2 b |
0,2 |
0,1 |
64,0 |
65,0 |
67,0 |
|
PL |
24,5 |
37,5 |
40,3 |
7,9 |
11,6 |
10,9 |
6,6 |
3,3 b |
4,2 |
40,0 |
44,0 |
46,0 |
|
PT |
24,0 |
22,5 |
23,8 |
49,9 |
47,5 |
50,2 |
2,4 |
2,3 |
2,1 |
48,0 |
48,0 |
50,0 |
|
RO |
14,2 |
16,6 |
16,1 |
17,4 |
15,7 |
13,2 |
6,5 |
4,7 |
4,9 |
26,0 |
28,0 |
29,0 |
|
SI |
42,8 |
44,6 |
43,2 |
39,6 |
44,8 |
46,3 |
0,4 |
3,5 |
3,3 |
51,0 |
53,0 |
54,0 |
|
SK |
31,0 |
29,1 |
31,1 |
0,5 |
0,6 |
1,4 |
2,3 |
2,4 |
2,6 |
53,0 |
55,0 |
59,0 |
|
FI |
57,0 |
56,9 |
53,7 |
32,7 |
33,3 |
37,2 |
4,1 |
3,6 |
4,7 |
74,0 |
73,0 |
76,0 |
|
SE |
45,8 |
46,1 |
43,3 |
51,0 |
52,7 |
49,4 |
1,6 |
1,4 |
1,5 |
72,0 |
69,0 |
77,0 |
|
UK |
43,4 |
41,8 b |
35,9 p |
28,4 |
33,2 b |
38,7 p |
1,0 |
3,3 b |
4,5 p |
67,0 |
69,0 |
71,0 |
Kilde: Eurostat.
Bemærk: EUnw og EAnw henviser til ikke-vægtede gennemsnit for EU og euroområdet.
Markeret – b: brud i tidsserier; e: estimeret; p: midlertidig; u: lav pålidelighed (lille antal observationer).
Bilag 2. Nøgleindikatorer på den sociale resultattavle, ændringer og afstand til EU
|
|
Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet |
||||||||||||||
|
Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt
|
Kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvens
|
Kvintilsatsen for indkomster (S80/S20) |
I risiko for fattigdom eller social udstødelse (i %) |
Unge NEET'er (% af den samlede befolkning i alderen 15-24 år) |
|||||||||||
|
År |
2018 |
2018 |
2018 |
2018 |
2018 |
||||||||||
|
|
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
|
EU-28 |
0,0 |
1,3 |
0,2 |
0,1 |
1,0 |
0,0 |
0,1 |
0,3 |
0,1 |
-0,5 |
0,0 |
0,4 |
-0,4 |
0,9 |
0,3 |
|
EA-19 |
0,0 |
1,7 |
0,2 |
0,0 |
0,6 |
-0,1 |
0,0 |
0,2 |
0,1 |
-0,6 |
-0,4 |
0,3 |
-0,6 |
1,0 |
0,1 |
|
EUnw |
-0,2 |
0,0 |
0,0 |
0,1 |
0,0 |
0,0 |
0,0 |
0,0 |
0,0 |
-0,9 |
0,0 |
0,0 |
-0,7 |
0,0 |
0,0 |
|
EAnw |
-0,3 |
-0,1 |
-0,1 |
0,1 |
-0,4 |
0,0 |
-0,1 |
-0,1 |
0,0 |
-0,6 |
-0,2 |
0,4 |
-0,8 |
-0,3 |
-0,1 |
|
BE |
-0,3 |
-0,7 |
-0,1 |
-1,4 |
-2,2 |
-1,5 |
0,0 |
-1,1 |
0,0 |
-0,5 |
-2,1 |
0,4 |
-0,1 |
-0,4 |
0,6 |
|
BG |
0,0 |
3,4 |
0,2 |
0,2 |
-2,4 |
0,1 |
-0,5 |
2,8 |
-0,5 |
-6,1 |
10,9 |
-5,2 |
-0,3 |
5,4 |
0,4 |
|
CZ |
-0,5 |
-3,1 |
-0,3 |
-0,6 |
4,6 |
-0,7 |
-0,1 |
-1,6 |
-0,1 |
0,0 |
-9,7 |
0,9 |
-0,7 |
-4,0 |
0,0 |
|
DK |
1,4 |
0,9 |
1,6 |
0,2 |
-3,9 |
0,1 |
0,0 |
-0,8 |
0,1 |
0,2 |
-4,5 |
1,1 |
-0,2 |
-2,8 |
0,5 |
|
DE |
0,2 |
1,0 |
0,4 |
0,2 |
-2,5 |
0,1 |
0,6 |
0,2 |
0,6 |
-0,3 |
-3,2 |
0,6 |
-0,4 |
-3,7 |
0,3 |
|
EE |
0,5 |
2,0 |
0,7 |
0,5 |
-2,8 |
0,4 |
-0,3 |
0,2 |
-0,3 |
1,0 |
2,5 |
1,9 |
0,4 |
0,2 |
1,1 |
|
IE |
0,0 |
-4,3 |
0,2 |
0,1 |
1,6 |
0,0 |
-0,4 |
-0,7 |
-0,3 |
-1,6 p |
-0,8 |
-0,7 |
-0,8 |
0,5 |
-0,1 |
|
EL |
-1,3 |
-4,6 |
-1,1 |
1,3 |
10,4 |
1,2 |
-0,6 |
0,6 |
-0,5 |
-3,0 |
9,9 |
-2,1 |
-1,2 |
4,5 |
-0,5 |
|
ES |
-0,4 |
8,6 |
-0,2 |
0,2 |
1,5 |
0,1 |
-0,6 |
1,1 |
-0,5 |
-0,5 |
4,2 |
0,4 |
-0,9 |
2,8 |
-0,2 |
|
FR |
0,0 |
-0,4 |
0,2 |
-0,3 |
-3,0 |
-0,4 |
-0,1 |
-0,7 |
0,0 |
0,4 |
-4,5 |
1,3 |
-0,4 |
1,5 |
0,3 |
|
HR |
0,2 |
-6,0 |
0,4 |
-0,4 |
-0,4 |
-0,5 |
0,0 |
0,1 |
0,0 |
-1,6 p |
2,9 |
-0,7 |
-1,8 |
4,0 |
-1,1 |
|
IT |
0,5 |
5,2 |
0,7 |
0,0 |
9,2 |
-0,1 |
0,2 |
1,2 |
0,2 |
-1,6 |
5,4 |
-0,7 |
-0,9 |
9,6 |
-0,2 |
|
CY |
-0,7 |
-1,5 |
-0,5 |
0,9 |
-0,2 |
0,8 |
-0,3 |
-0,6 |
-0,3 |
-1,3 |
2,0 |
-0,4 |
-2,9 |
3,6 |
-2,2 |
|
LV |
-0,3 |
-1,0 |
-0,1 |
-0,1 |
-6,4 |
-0,2 |
0,5 |
1,9 |
0,5 |
0,2 |
6,5 |
1,1 |
-2,5 |
-1,8 |
-1,8 |
|
LT |
-0,8 |
-4,7 |
-0,6 |
1,3 |
-8,3 |
1,2 |
-0,2 |
2,2 |
-0,2 |
-1,3 |
6,4 |
-0,4 |
-1,1 |
-1,6 |
-0,4 |
|
LU |
-1,0 |
-3,0 |
-0,8 |
0,1 |
-2,6 |
0,0 |
0,7 |
0,8 |
0,8 |
0,4 |
0,0 |
1,3 |
-0,6 |
-4,3 |
0,1 |
|
HU |
0,0 |
3,2 |
0,2 |
0,0 |
4,7 |
-0,1 |
0,1 |
-0,5 |
0,1 |
-6,0 |
-2,3 |
-5,1 |
-0,3 |
1,1 |
0,4 |
|
MT |
-0,3 |
8,1 |
-0,1 |
-2,2 |
11,3 |
-2,3 |
0,1 |
-0,6 |
0,1 |
-0,3 |
-2,9 |
0,6 |
-1,3 |
-2,3 |
-0,6 |
|
NL |
0,2 |
-2,0 |
0,4 |
-0,4 |
-0,5 |
-0,5 |
0,1 |
-0,9 |
0,1 |
-0,3 |
-5,2 |
0,6 |
0,2 |
-5,4 |
0,9 |
|
AT |
-0,1 |
-2,0 |
0,1 |
1,0 |
-1,6 |
0,9 |
-0,3 |
-0,9 |
-0,3 |
-0,6 |
-4,4 |
0,3 |
0,3 |
-2,8 |
1,0 |
|
PL |
-0,2 |
-4,5 |
0,0 |
-0,2 b |
3,8 |
-0,3 |
-0,4 |
-0,7 |
-0,3 |
-0,6 |
-3,0 |
0,3 |
-0,8 b |
-0,9 |
-0,1 |
|
PT |
-0,8 |
2,5 |
-0,6 |
-0,7 |
-3,8 |
-0,8 |
-0,5 |
0,3 |
-0,4 |
-1,7 |
-0,3 |
-0,8 |
-0,9 |
-1,2 |
-0,2 |
|
RO |
-1,7 |
7,1 |
-1,5 |
1,2 |
7,7 |
1,1 |
0,7 |
2,3 |
0,7 |
-3,2 |
10,6 |
-2,3 |
-0,7 |
4,9 |
0,0 |
|
SI |
-0,1 |
-5,1 |
0,1 |
0,1 |
-3,3 |
0,0 |
0,0 |
-1,5 |
0,0 |
-0,9 |
-5,7 |
0,0 |
0,1 |
-3,0 |
0,8 |
|
SK |
-0,7 |
-0,7 |
-0,5 |
0,9 |
3,1 |
0,8 |
-0,5 |
-1,9 |
-0,4 |
0,0 |
-5,6 |
0,9 |
-1,9 |
0,6 |
-1,2 |
|
FI |
0,1 |
-1,0 |
0,3 |
0,2 |
-6,9 |
0,1 |
0,1 |
-1,3 |
0,1 |
0,8 |
-5,4 |
1,7 |
-0,9 |
-1,1 |
-0,2 |
|
SE |
1,6 |
0,0 |
1,8 |
0,3 p |
-6,3 |
0,2 |
-0,2 p |
-0,8 |
-0,1 |
0,3 |
-3,9 |
1,2 |
-0,1 p |
-3,5 |
0,6 |
|
UK |
0,1 |
1,4 |
0,3 |
-0,3 |
-0,7 |
-0,4 |
0,6 |
1,0 |
0,6 |
1,6 p |
1,7 |
2,5 |
0,1 |
0,8 |
0,8 |
Kilde: Eurostat.
* indikerer statistisk signifikante ændringer.
Bemærk: EUnw og EAnw henviser til ikke-vægtede gennemsnit for EU og euroområdet. Statistisk signifikante estimater for ændringer og forskelle i forhold til arbejdsstyrkeundersøgelsen og SILC-baserede indikatorer var endnu ikke tilgængelige pr. 2. december 2019.
Markeret – b: brud i tidsserier; e: estimeret; p: midlertidig; u: lav pålidelighed (lille antal observationer).
Bilag 2 (fortsat). Nøgleindikatorer på den sociale resultattavle, ændringer og afstand til EU
|
Dynamiske arbejdsmarkeder og rimelige arbejdsvilkår |
|||||||||||||||
|
Beskæftigelsesprocent
|
Arbejdsløshedsprocent
|
Langtidsledighed (% af den erhvervsaktive befolkning i alderen 15-74 år) |
Disponibel realbruttohusstandsindkomst pr. indbygger
|
Nettolønindkomst
|
|||||||||||
|
År |
2018 |
2018 |
2018 |
2017 |
2018 |
||||||||||
|
|
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
|
EU-28 |
1,1 |
-0,3 |
-0,4 |
-0,8 |
0,2 |
0,2 |
-0,5 |
0,2 |
0,1 |
1,4 |
-2,4 |
-1,1 |
: |
: |
: |
|
EA-19 |
1,0 |
-1,5 |
-0,5 |
-0,9 |
1,6 |
0,1 |
-0,6 |
1,1 |
0,0 |
1,1 |
-5,7 |
-1,3 |
: |
: |
: |
|
EUnw |
1,5 |
0,0 |
0,0 |
-1,0 |
0,0 |
0,0 |
-0,6 |
0,0 |
0,0 |
2,5 |
0,0 |
0,0 |
2,5 |
0,0 |
0,0 |
|
EAnw |
1,4 |
-0,6 |
-0,1 |
-1,1 |
0,8 |
-0,1 |
-0,8 |
0,5 |
-0,1 |
2,1 |
-5,2 |
-0,4 |
1,9 |
1347 |
-0,6 |
|
BE |
0,8 b |
-4,0 |
-0,7 |
-1,1 |
-0,6 |
-0,1 |
-0,6 |
0,2 |
0,0 |
1,3 |
-6,3 |
-1,2 |
0,2 |
4993 |
-2,3 |
|
BG |
3,6 |
-1,2 |
2,1 |
-1,0 |
-1,4 |
0,0 |
-0,4 |
0,3 |
0,2 |
4,7 |
21,1 |
2,2 |
7,4 |
-10211 |
4,9 |
|
CZ |
1,8 |
6,0 |
0,3 |
-0,7 |
-4,4 |
0,3 |
-0,3 |
-2,0 |
0,3 |
1,6 |
3,2 |
-0,9 |
3,8 |
-5318 |
1,3 |
|
DK |
-0,5 b |
4,4 |
-2,0 |
-0,7 |
-1,5 |
0,3 |
-0,2 |
-1,6 |
0,4 |
1,4 |
6,6 |
-1,1 |
0,5 |
6455 |
-2,0 |
|
DE |
0,6 |
6,7 |
-0,9 |
-0,4 |
-3,2 |
0,6 |
-0,2 |
-1,3 |
0,4 |
1,3 |
2,4 |
-1,2 |
1,0 |
7270 |
-1,5 |
|
EE |
2,1 |
6,2 |
0,6 |
-0,4 |
-1,2 |
0,6 |
-0,6 |
-1,4 |
0,0 |
3,9 |
9,1 |
1,5 |
6,0 |
-4440 |
3,5 |
|
IE |
1,6 |
0,5 |
0,1 |
-0,9 |
-0,8 |
0,1 |
-0,9 |
-0,6 |
-0,3 |
4,1 |
-5,4 |
1,6 |
5,2 |
11461 |
2,7 |
|
EL |
1,6 |
-14,7 |
0,1 |
-2,2 |
12,7 |
-1,2 |
-2,0 |
10,9 |
-1,4 |
0,8 |
-37,4 |
-1,7 |
-0,7 |
-1855 |
-3,2 |
|
ES |
1,6 |
-7,0 |
0,1 |
-1,9 |
8,7 |
-0,9 |
-1,3 |
3,7 |
-0,7 |
1,1 |
-11,7 |
-1,3 |
-0,6 |
2540 |
-3,1 |
|
FR |
0,6 |
-1,9 |
-0,9 |
-0,3 |
2,5 |
0,7 |
-0,4 |
1,1 |
0,2 |
1,0 |
-3,7 |
-1,4 |
0,3 |
4409 |
-2,2 |
|
HR |
2,2 |
-8,9 |
0,7 |
-2,6 |
1,8 |
-1,6 |
-1,2 |
0,7 |
-0,6 |
: |
: |
: |
1,7 |
-6803 |
-0,8 |
|
IT |
0,7 |
-10,2 |
-0,8 |
-0,6 |
4,0 |
0,4 |
-0,3 |
3,5 |
0,3 |
0,9 |
-14,8 |
-1,5 |
0,1 |
1131 |
-2,4 |
|
CY |
2,1 |
-1,7 |
0,6 |
-2,7 |
1,8 |
-1,7 |
-1,8 |
0,0 |
-1,2 |
4,4 |
-17,8 |
1,9 |
: |
: |
: |
|
LV |
1,6 |
2,3 |
0,1 |
-1,3 |
0,8 |
-0,3 |
-0,2 |
0,4 |
0,4 |
3,8 |
1,3 |
1,3 |
5,6 |
-9331 |
3,1 |
|
LT |
0,8 |
3,5 |
-0,7 |
-0,9 |
-0,4 |
0,1 |
-0,7 |
-0,7 |
-0,1 |
2,2 |
12,0 |
-0,3 |
6,7 |
-8072 |
4,2 |
|
LU |
0,8 |
-1,0 |
-0,7 |
-0,1 |
-1,1 |
0,9 |
-0,7 |
-1,3 |
-0,1 |
2,7 |
-2,3 |
0,2 |
1,3 |
12893 |
-1,2 |
|
HU |
1,8 |
0,8 |
0,3 |
-0,5 |
-2,9 |
0,5 |
-0,3 |
-1,3 |
0,3 |
4,4 |
6,8 |
2,0 |
7,8 |
-7676 |
5,3 |
|
MT |
1,9 |
0,5 |
0,4 |
-0,3 |
-2,9 |
0,7 |
-0,5 |
-1,6 |
0,1 |
: |
: |
: |
1,8 |
1147 |
-0,7 |
|
NL |
0,9 |
5,5 |
-0,6 |
-1,1 |
-2,8 |
-0,1 |
-0,5 |
-1,3 |
0,1 |
0,5 |
-4,3 |
-2,0 |
0,4 |
7893 |
-2,1 |
|
AT |
0,6 |
2,9 |
-0,9 |
-0,6 |
-1,7 |
0,4 |
-0,4 |
-1,3 |
0,2 |
0,4 |
-9,8 |
-2,0 |
1,8 |
7685 |
-0,7 |
|
PL |
1,6 |
-1,6 |
0,1 |
-1,0 |
-2,7 |
0,0 |
-0,5 |
-1,7 |
0,1 |
2,7 |
21,3 |
0,2 |
4,5 |
-5961 |
2,0 |
|
PT |
2,8 |
0,9 |
1,3 |
-2,0 |
0,4 |
-1,0 |
-1,4 |
0,4 |
-0,8 |
1,8 |
-5,7 |
-0,7 |
1,4 |
-4615 |
-1,1 |
|
RO |
2,5 |
-3,7 |
1,0 |
-0,7 |
-2,4 |
0,3 |
-0,2 |
-0,9 |
0,4 |
12,6 |
24,3 |
10,1 |
4,8 |
-9784 |
2,3 |
|
SI |
3,3 |
0,9 |
1,8 |
-1,5 |
-1,5 |
-0,5 |
-0,9 |
-0,5 |
-0,3 |
3,0 |
-4,0 |
0,6 |
1,3 |
-5208 |
-1,2 |
|
SK |
1,3 |
-1,4 |
-0,2 |
-1,6 |
-0,1 |
-0,6 |
-1,1 |
1,3 |
-0,5 |
3,6 |
6,8 |
1,1 |
2,9 |
-7650 |
0,4 |
|
FI |
0,8 |
1,7 |
-0,7 |
-1,2 |
0,8 |
-0,2 |
-0,5 |
-1,1 |
0,1 |
1,1 |
-1,8 |
-1,4 |
0,2 |
3994 |
-2,3 |
|
SE |
0,6 p |
9,3 |
-0,9 |
-0,4 |
-0,3 |
0,6 |
0,0 p |
-1,5 |
0,6 |
0,8 |
9,9 |
-1,6 |
1,1 |
5589 |
-1,4 |
|
UK |
0,7 |
5,7 |
-0,8 |
-0,3 |
-2,6 |
0,7 |
0,0 |
-1,6 |
0,6 |
0,7 |
0,3 |
-1,8 |
1,1 |
9465 |
-1,4 |
Kilde: Eurostat, OECD.
Bemærk: EUnw og EAnw henviser til ikke-vægtede gennemsnit for EU og euroområdet. Disponibel realbruttohusstandsindkomst måles med "ukorrigeret indkomst" (dvs. uden inddragelse af sociale overførsler i naturalier) og uden korrektion for købekraftstandarder. Indikatoren for nettoindtjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn skal læses og fortolkes i sammenhæng med andre indikatorer som f.eks. andelen af fattige i beskæftigelse, forholdet mellem den femte og første decil af lønfordelingen (D5/D1) og andre relevante EPM/SPPM- og JAF-indikatorer. For denne indikator udtrykkes afstanden til EU-gennemsnittet i købekraftstandarder, mens ændringerne udtrykkes i faste priser i national valuta. Der anvendes gennemsnit over 3 år for både niveauer og ændringer for at udjævne kortvarige udsving. Statistiske betydningsestimater for ændringer og forskelle i forhold til arbejdsstyrkeundersøgelsen og SILC-baserede indikatorer var endnu ikke tilgængelige pr. 2. december 2019.
Markeret – b: brud i tidsserier; e: estimeret; p: midlertidig; u: lav pålidelighed (lille antal observationer).
Bilag 2 (fortsat). Nøgleindikatorer på den sociale resultattavle, ændringer og afstand til EU
|
|
Offentlig støtte/social beskyttelse og inklusion |
|||||||||||
|
Sociale overførselsindkomsters virkning (bortset fra pensioner) for fattigdomsbekæmpelse (%) |
Børn under 3 år i formelle børnepasningsordninger (%) |
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling (%) |
Personer med grundlæggende eller højere end grundlæggende generelle digitale færdigheder (% af befolkningen i alderen 16-74 år) |
|||||||||
|
År |
2017 |
2016 |
2017 |
2017 |
||||||||
|
|
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
Ændring, år-til-år |
Afstand til EU-gennemsnit |
Medlemsstater i forhold til EU, år-til-år |
|
EU-28 |
-0,8 |
-0,8 |
-0,3 |
0,9 |
1,7 |
-0,4 |
0,3 |
-0,8 |
0,1 |
1,0 |
-0,4 |
-0,3 |
|
EA-19 |
-0,3 |
-2,3 |
0,2 |
0,0 |
5,8 |
-1,3 |
0,1 |
-1,4 |
-0,1 |
: |
: |
: |
|
EUnw |
-0,4 |
0,0 |
0,0 |
1,3 |
0,0 |
0,0 |
0,2 |
0,0 |
0,0 |
1,3 |
0,0 |
0,0 |
|
EAnw |
-0,3 |
-0,8 |
0,1 |
1,6 |
3,5 |
0,4 |
0,2 |
0,2 |
0,0 |
1,9 |
2,4 |
0,6 |
|
BE |
-4,9 |
0,6 |
-4,4 |
1,1 |
20,6 |
-0,2 |
-0,3 |
-1,0 |
-0,5 |
0,0 |
3,6 |
-1,3 |
|
BG |
5,6 |
-8,6 |
6,0 |
6,8 |
-17,2 |
5,5 |
-0,2 |
-0,9 |
-0,4 |
3,0 |
-28,4 |
1,7 |
|
CZ |
-4,0 |
4,4 |
-3,5 |
2,5 |
-24,4 |
1,2 |
-0,2 |
-2,5 |
-0,4 |
6,0 |
2,6 |
4,7 |
|
DK |
-3,7 |
13,3 |
-3,2 |
-8,5 |
29,8 |
-9,8 |
0,3 |
-1,5 |
0,1 |
-7,0 |
13,6 |
-8,3 |
|
DE |
0,1 |
-0,7 |
0,6 |
-0,5 |
-3,6 |
-1,8 |
-0,1 |
-2,6 |
-0,3 |
0,0 |
10,6 |
-1,3 |
|
EE |
-0,6 |
-7,3 |
-0,1 |
1,2 |
-5,1 |
-0,1 |
4,6 |
13,6 |
4,4 |
0,0 |
2,6 |
-1,3 |
|
IE |
-0,8 p |
17,8 |
-0,4 |
3,3 p |
4,3 |
2,0 |
-0,8 p |
-0,8 |
-1,0 |
4,0 |
-9,4 |
2,7 |
|
EL |
4,4 |
-13,8 |
4,9 |
20,4 |
7,5 |
19,1 |
-1,2 |
6,0 |
-1,4 |
0,0 |
-11,4 |
-1,3 |
|
ES |
-1,0 |
-11,1 |
-0,6 |
4,7 |
17,1 |
3,4 |
0,1 |
-2,6 |
-0,1 |
2,0 |
-2,4 |
0,7 |
|
FR |
-0,6 |
10,4 |
-0,2 |
-0,5 |
16,6 |
-1,8 |
0,2 |
-1,6 |
0,0 |
1,0 |
-0,4 |
-0,3 |
|
HR |
0,1 |
-9,1 |
0,5 |
1,9 |
-15,6 |
0,6 |
-0,2 |
-1,4 |
-0,4 |
-14,0 |
-16,4 |
-15,3 |
|
IT |
2,2 |
-12,4 |
2,6 |
-2,9 |
-7,7 |
-4,2 |
0,6 |
-0,4 |
0,4 |
: |
: |
: |
|
CY |
0,4 |
2,3 |
0,9 |
3,3 |
-2,0 |
2,0 |
-0,1 |
-1,4 |
-0,3 |
7,0 |
-7,4 |
5,7 |
|
LV |
-2,8 |
-14,9 |
-2,4 |
-1,0 |
-6,0 |
-2,3 |
0,0 |
3,4 |
-0,2 |
-2,0 |
-9,4 |
-3,3 |
|
LT |
-0,3 |
-11,1 |
0,2 |
0,5 |
-12,6 |
-0,8 |
0,7 |
-0,6 |
0,5 |
3,0 |
-2,4 |
1,7 |
|
LU |
-2,1 |
-0,6 |
-1,6 |
-0,3 |
27,1 |
-1,6 |
0,0 |
-2,5 |
-0,2 |
-1,0 |
27,6 |
-2,3 |
|
HU |
2,4 |
14,8 |
2,8 |
2,7 |
-16,9 |
1,4 |
-0,2 |
-2,0 |
-0,4 |
-1,0 |
-7,4 |
-2,3 |
|
MT |
0,5 |
-3,4 |
0,9 |
-4,5 |
-1,3 |
-5,8 |
0,0 |
-2,6 |
-0,2 |
7,0 |
-0,4 |
5,7 |
|
NL |
-0,7 |
5,0 |
-0,3 |
-4,8 |
23,4 |
-6,1 |
0,1 |
-2,6 |
-0,1 |
2,0 |
21,6 |
0,7 |
|
AT |
1,1 |
9,2 |
1,5 |
1,8 |
-13,4 |
0,5 |
-0,1 |
-2,7 |
-0,3 |
2,0 |
9,6 |
0,7 |
|
PL |
2,8 |
6,3 |
3,3 |
-0,7 |
-22,5 |
-2,0 |
0,9 |
1,4 |
0,7 |
2,0 |
-11,4 |
0,7 |
|
PT |
1,3 |
-10,2 |
1,8 |
2,7 |
16,8 |
1,4 |
-0,2 |
-0,7 |
-0,4 |
2,0 |
-7,4 |
0,7 |
|
RO |
-0,5 |
-17,9 |
-0,1 |
-2,5 |
-20,2 |
-3,8 |
0,2 |
2,1 |
0,0 |
1,0 |
-28,4 |
-0,3 |
|
SI |
-1,4 |
9,1 |
-1,0 |
1,5 |
12,9 |
0,2 |
-0,2 |
0,5 |
-0,4 |
1,0 |
-3,4 |
-0,3 |
|
SK |
1,9 |
-2,9 |
2,4 |
0,8 |
-32,0 |
-0,5 |
0,2 |
-0,2 |
0,0 |
4,0 |
1,6 |
2,7 |
|
FI |
-3,3 |
19,7 |
-2,8 |
3,9 |
3,8 |
2,6 |
1,1 |
1,9 |
0,9 |
3,0 |
18,6 |
1,7 |
|
SE |
-2,8 |
9,2 |
-2,4 |
-3,3 |
16,0 |
-4,6 |
0,1 |
-1,3 |
-0,1 |
8,0 |
19,6 |
6,7 |
|
UK |
-5,9 p |
1,9 |
-5,4 |
5,5 p |
5,3 |
4,2 |
1,2 p |
1,7 |
1,0 |
2,0 |
13,6 |
0,7 |
Kilde: Eurostat.
* indikerer statistisk signifikante ændringer.
Bemærk: EUnw og EAnw henviser til ikke-vægtede gennemsnit for EU og euroområdet. Statistiske betydningsestimater for ændringer og forskelle i forhold til arbejdsstyrkeundersøgelsen og SILC-baserede indikatorer var endnu ikke tilgængelige pr. 2. december 2019.
Markeret – b: brud i tidsserier; e: estimeret; p: midlertidig; u: lav pålidelighed (lille antal observationer).
Bilag 3. Regional opdeling af udvalgte nøgleindikatorer i den sociale resultattavle
Figur 1. Beskæftigelsesfrekvens, 2018
(%, andel af befolkningen i alderen 20-64 år efter NUTS 2-regioner)
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: lfst_r_lfe2emprtn)
Figur 2. Kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvens, 2018
(forskel i procentpoint, mænds beskæftigelsesfrekvens minus kvinders beskæftigelsesfrekvens baseret på personer i alderen 20-64 år efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: Den kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvensen defineres som forskellen mellem mænds beskæftigelsesfrekvens og kvinders beskæftigelsesfrekvens blandt de 20-64-årige. Mændenes beskæftigelsesfrekvens var konsekvent højere end beskæftigelsesfrekvensen for kvinder i alle regioner.
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: lfst_r_lfe2emprtn)
Figur 3. Arbejdsløshedsprocent, 2018
(%, andel af arbejdsstyrken i alderen 15-74 år efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: Korsika (FRM0), Burgenland (AT11), Lubuskie (PL43), Opolskie (PL52), Cumbria (UKD1), Cornwall og Scillyøerne (UKK3), North Eastern Scotland (UKM5) og Highlands and Islands (UKM6), lav pålidelighed.
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: lfst_r_lfu3rt)
Figur 4. Langtidsledighed (12 måneder eller derover), 2018
(%, andel af den erhvervsaktive befolkning efter NUTS 2-regioner)
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: tgs00053)
Figur 5. Unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET), 2018
(%, andel af befolkningen i alderen 15-24 år efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: omfatter data af lav pålidelighed for nogle regioner (for mange til at dokumentere). Brud i serie for alle regioner i Polen.
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: edat_lfse_22)
Figur 6. Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, 2018
(%, andel af befolkningen i alderen 18-24 år efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: omfatter data af lav pålidelighed for nogle regioner (for mange til at dokumentere). Østrig, makroregionen Poludniowo-Zachodni (PL5), makroregionen Centralny (PL7), makroregionen Wschodni (PL8), London (UKI), South West (England) (UKK): NUTS 1-niveau. Dresden (DED2), Voreio Aigaio (EL41), Notio Aigaio (EL42), Peloponnes (EL65), Małopolskie (PL21), North Yorkshire (UKE2), North Eastern Scotland (UKM5): 2017. Trier (DEB2), Thessalien (EL61), Região Autónoma de Madeira (PT30): 2016. Prov. Luxembourg (BE34), Dytiki Makedonia (EL53), Warszawski stołeczny (PL91) og Highlands and Islands (UKM6): 2015.
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: edat_lfse_16)
Figur 7. Personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse, 2018
(%, efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: Belgien, Frankrig, Litauen, Polen, Portugal, Finland og Det Forenede Kongerige: nationale data. Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Østrig, Slovakiet og Det Forenede Kongerige: 2017.
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: ilc_peps11 og ilc_peps01)
Figur 8. Sociale overførselsindkomsters virkning (eksklusive pensioner) for fattigdomsbekæmpelse, 2018
(%, efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig, Litauen, Ungarn, Polen, Portugal og Sverige: nationale data. Danmark, Slovenien og Finland: 2017. Østrig: 2017, estimater; Burgenland (AT11): lav pålidelighed. Irland: midlertidig.
Kilde: Eurostat (onlinedatakode: tespm050_r)
Figur 9. Selvrapporterede uopfyldte behov for lægeundersøgelse, 2018
(%, selvrapporterede uopfyldte behov som følge af "økonomiske grunde", "venteliste" eller "for langt at rejse", NUTS 2-regioner)
Bemærk: Nederlandene og Polen: NUTS 1-niveau. Belgien, Tyskland, Frankrig, Litauen, Østrig og Portugal: nationale data. Det Forenede Kongerige: nationale data, midlertidig.
Kilde: Eurostat (onlinedatakoder: hlth_silc_08_r og tespm110)
Figur 10. Kvintilsatsen for indkomster, 2017
(indeks, efter NUTS 2-regioner)
Bemærk: Grækenland: NUTS 1-niveau. Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Frankrig, Litauen, Ungarn, Østrig, Polen, Portugal, Slovenien, Sverige og Det Forenede Kongerige: nationale data. Irland: 2018, midlertidig. Nederlandene: 2018.
Kilde: Eurostat (onlinedatakoder: ilc_di11_r og ilc_di11)
Bilag 4. Metode til identifikation af tendenser og niveauer i resultattavlen
I midten af 2015 blev Europa-Kommissionen, Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse enige om en metode til vurdering af medlemsstaternes resultater på resultattavlen for de beskæftigelsesmæssige og sociale nøgleindikatorer. Der blev opnået enighed om, at den metode, der skal anvendes, skal være i stand til, for hver indikator, at give et mål for, hvordan hver enkelt medlemsstat ud fra sin indikatorværdi (score) er placeret i forhold til EU's indikatorværdier. Metoden skal anvendes både på år-niveauer (niveauer) og på år-til-år-ændringer (ændringer), hvilket giver mulighed for en samlet vurdering af medlemsstaternes præstationer 1 .
I 2017 vedtog Kommissionen efter aftale med Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse at anvende metoden for den sociale resultattavle, som ledsager den europæiske søjle for sociale rettigheder.
For hver enkelt indikator konverteres niveauer og ændringer til en standardscore (også kendt som z-score) for at anvende den samme parameter for alle indikatorerne. Dette opnås for hver enkelt indikator gennem standardisering af de rå værdier for både niveauer og ændringer efter følgende formel:
Derefter foretages en fordeling og analyse af scorerne (separat for niveauer og ændringer). Denne tilgang giver mulighed for, at der for hver medlemsstat kan udtrykkes en rå indikatorværdi i betydningen, hvor mange standardafvigelser, som den afviger fra det (uvægtede) gennemsnit. Resultaterne vurderes for hver medlemsstat og klassificeres på baggrund af de resulterende z-scorer holdt op mod et sæt af foruddefinerede tærskler, der er fastsat som multiplikatorer for standardafvigelsen.
Det vigtigste i denne tilgang er at fastsætte afskæringspunkter. Da der ikke kan gøres nogen parametriske antagelser om fordelingen af de observerede rå værdier 2 , er det almindeligt at anvende en "tommelfingerregel" med henblik på at udvælge tærsklerne. I henhold til den analyse af nøgleindikatorerne, der er anvendt i resultattavlen, blev det besluttet at betragte:
1.en score på under -1 som en virkelig god præstation
2.en score på mellem -1 og -0,5 som en god præstation
3.en score på mellem -0,5 og 0,5 som en neutral præstation
4.en score på mellem 0,5 og 1 som en dårlig præstation
5.en score på over 1 som en virkelig dårlig præstation 3
Table 1: Tærskelværdier for z-scorer
|
|
tærskelværdier for z-scorer |
||||
|
-1,0 |
- 0,5 |
0 |
0,5 |
1,0 |
|
|
(lavere end) |
(lavere end) |
(mellem) |
(højere end) |
(højere end) |
|
|
Vurdering |
|||||
|
Niveauer |
Meget lav |
Lav |
Gennemsnitlig |
Høj |
Meget høj |
|
|
|
||||
|
Ændringer |
Meget lavere end gennemsnit |
Lavere end gennemsnit |
Gennemsnitlig |
Højere end gennemsnit |
Meget højere end gennemsnit |
Ved at kombinere evalueringen af niveauer og ændringer er det derefter muligt at placere et lands overordnede præstation i henhold til hver enkelt indikator i en af følgende syv kategorier. Farvekoden er afspejlet i de respektive figurer i selve rapporten.
Tabellerne herunder angiver klassificeringen, som er baseret på z-scorer for de indikatorer, for hvilke en lav værdi er knyttet til et godt resultat (f.eks. arbejdsløshed, AROPE osv.).
|
De, der præsterer bedst |
score på under -1,0, for så vidt angår niveauer, og under 1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er langt bedre end EU-gennemsnittet, og hvor situationen bedres eller ikke forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Bedre end gennemsnittet |
score på mellem -1,0 og -0,5, for så vidt angår niveauer, og på under 1, for så vidt angår ændringer, eller score på mellem -0,5 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på under -1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er bedre end EU-gennemsnittet, og hvor situationen bedres eller ikke forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
God, men bør overvåges |
score på under -0,5, for så vidt angår niveauer, og på over 1,0, for så vidt angår ændringer, og med en ændring på over nul 4 |
Medlemsstater, hvor niveauerne er bedre eller langt bedre end EU-gennemsnittet, men hvor situationen forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Gennemsnitlig/neutral |
score på mellem -0,5 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på mellem -1,0 og 1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er gennemsnitlige, og hvor situationen hverken forbedres eller forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Svag, men i bedring |
score på over 0,5, for så vidt angår niveauer, og på under -1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er dårligere eller langt dårligere end EU-gennemsnittet, men hvor situationen bedres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Bør holdes øje med |
score på mellem 0,5 og 1,0, for så vidt angår niveauer, og på over -1,0, for så vidt angår ændringer, eller score på mellem -0,5 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på over 1,0, for så vidt angår ændringer (og med en ændring på over nul 5 ) |
I denne kategori finder man to forskellige tilfælde: i) medlemsstater, hvor niveauerne er dårligere end EU-gennemsnittet, og hvor situationen forværres eller ikke bedres tilstrækkeligt hurtigt, ii) medlemsstater, hvor niveauerne er på linje med EU-gennemsnittet, men hvor situationen forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Situationen er kritisk |
score på over 1,0 for så vidt angår niveauer, og på over -1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er langt dårligere end EU-gennemsnittet, og hvor situationen forværres eller ikke bedres tilstrækkelig hurtigt |
Tabellerne herunder angiver klassificeringen, som er baseret på z-scorer for de indikatorer, for hvilke en høj værdi er knyttet til et godt resultat (f.eks. beskæftigelsesfrekvens, deltagelse i børnepasning osv.).
|
De, der præsterer bedst |
score på over 1,0 for så vidt angår niveauer, og på over -1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er langt bedre end EU-gennemsnittet, og hvor situationen bedres eller ikke forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Bedre end gennemsnittet |
score på mellem 1,0 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på over -1,0, for så vidt angår ændringer, eller score på mellem -0,5 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på over 1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er bedre end EU-gennemsnittet, og hvor situationen bedres eller ikke forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
God, men bør overvåges |
score på over 0,5, for så vidt angår niveauer, og på under -1,0, for så vidt angår ændringer, og med en ændring på under nul 6 |
Medlemsstater, hvor niveauerne er bedre eller langt bedre end EU-gennemsnittet, men hvor situationen forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Gennemsnitlig/neutral |
score på mellem -0,5 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på mellem -1,0 og 1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er gennemsnitlige, og hvor situationen hverken forbedres eller forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Svag, men i bedring |
score på under -0,5, for så vidt angår niveauer, og på over 1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er dårligere eller langt dårligere end EU-gennemsnittet, men hvor situationen bedres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Bør holdes øje med |
score på mellem -0,5 og -1,0, for så vidt angår niveauer, og på under 1,0, for så vidt angår ændringer, eller score på mellem -0,5 og 0,5, for så vidt angår niveauer, og på under -1,0, for så vidt angår ændringer, (og med en ændring på under nul 7 ) |
I denne kategori finder man to forskellige tilfælde: i) medlemsstater, hvor niveauerne er dårligere end EU-gennemsnittet, og hvor situationen forværres eller ikke bedres tilstrækkeligt hurtigt, ii) medlemsstater, hvor niveauerne er på linje med EU-gennemsnittet, men hvor situationen forværres langt hurtigere end EU-gennemsnittet |
|
Situationen er kritisk |
score på under 1,0, for så vidt angår niveauer, og under 1,0, for så vidt angår ændringer |
Medlemsstater, hvor niveauerne er langt dårligere end EU-gennemsnittet, og hvor situationen forværres eller ikke bedres tilstrækkelig hurtigt |
Sammenfattende tabel over afskæringspunkter
|
Meget lav |
Lav |
Gennemsnitlig |
Høj |
Meget høj |
||
|
Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt (% af befolkningen i alderen 18-24 år) |
Niveauer |
under 5,3 % |
under 7,3 % |
mellem 7,3 % og 11,2 % |
over 11,2 % |
over 13,2 % |
|
Ændringer |
under -0,9 procentpoint |
under -0,5 procentpoint |
mellem -0,5 og 0,2 procentpoint |
over 0,2 procentpoint |
over 0,8 procentpoint |
|
|
Kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvens (procentpoint) |
Niveauer |
under 5,4 % |
under 8,0 % |
mellem 8,0 % og 13,2 % |
over 13,2 % |
over 15,8 % |
|
Ændringer |
under -0,7 procentpoint |
under -0,3 procentpoint |
mellem -0,3 og 0,5 procentpoint |
over 0,5 procentpoint |
over 0,8 procentpoint |
|
|
Kvintilsatsen for indkomster (S80/S20) |
Niveauer |
under 3,7 |
under 4,3 |
mellem 4,3 og 5,5 |
over 5,5 |
over 6,2 |
|
Ændringer |
under -0,4 |
under -0,2 |
mellem -0,2 og 0,1 |
over 0,1 |
over 0,3 |
|
|
I risiko for fattigdom eller social udstødelse (%) |
Niveauer |
under 16,4 % |
under 19,1 % |
mellem 19,1 % og 24,6 % |
over 24,6 % |
over 27,4 % |
|
Ændringer |
under -2,8 procentpoint |
under -1,9 procentpoint |
mellem -1,9 og 0,0 procentpoint |
over 0,0 procentpoint |
over 0,9 procentpoint |
|
|
Unge NEET'er (% af den samlede befolkning i alderen 15-24 år) |
Niveauer |
under 6,1 % |
under 7,9 % |
mellem 7,9 % og 11,4 % |
over 11,4 % |
over 13,2 % |
|
Ændringer |
under -1,5 procentpoint |
under -1,1 procentpoint |
mellem -1,1 og -0,3 procentpoint |
over -0,3 procentpoint |
over 0,1 procentpoint |
|
|
Beskæftigelsesfrekvens (% af befolkningen i alderen 20-64 år) |
Niveauer |
under 68,5 % |
under 71,2 % |
mellem 71,2 % og 76,6 % |
over 76,6 % |
over 79,3 % |
|
Ændringer |
under 0,7 procentpoint |
under 1,0 procentpoint |
mellem 1,0 og 1,7 procentpoint |
over 1,7 procentpoint |
over 2,0 procentpoint |
|
|
Arbejdsløshed (% af den erhvervsaktive befolkning i alderen 15-74 år) |
Niveauer |
under 2,9 % |
under 4,8 % |
mellem 4,8 % og 8,4 % |
over 8,4 % |
over 10,2 % |
|
Ændringer |
under -1,7 procentpoint |
under -1,4 procentpoint |
mellem -1,4 procentpoint og -0,7 procentpoint |
over -0,7 procentpoint |
over -0,7 procentpoint |
|
|
Langtidsledighed (% af den erhvervsaktive befolkning i alderen 15-74 år) |
Niveauer |
under 0,2 % |
under 1,4 % |
mellem 1,4 % og 4,0 % |
over 4,0 % |
over 5,3 % |
|
Ændringer |
under -1,2 procentpoint |
under -0,9 procentpoint |
mellem -0,9 procentpoint og -0,4 procentpoint |
over -0,4 procentpoint |
over -0,1 procentpoint |
|
|
Disponibel realbruttohusstandsindkomst pr. indbygger (2008 = 100) |
Niveauer |
under 93,6 |
under 100,1 |
mellem 100,1 og 113,2 |
over 113,2 |
over 119,8 |
|
Ændringer |
under 0,0 procentpoint |
under 1,2 procentpoint |
mellem 1,2 og 3,7 procentpoint |
over 3,7 procentpoint |
over 4,9 procentpoint |
|
|
Nettoindtjening for en fuldtidsansat enlig arbejdstager, der tjener en gennemsnitsløn (niveauer i procentpoint, ændringer i national valuta i faste priser) |
Niveauer |
under 13 381 |
under 16 990 |
mellem 16 990 og 24 209 |
over 24 209 |
over 27 819 |
|
Ændringer |
under -0,1 % |
under 1,2 % |
mellem 1,2 % og 3,8 % |
over 3,8 % |
over 5,1 % |
|
|
Sociale overførselsindkomsters virkning (bortset fra pensioner) for fattigdomsbekæmpelse (%) |
Niveauer |
under 23,4 % |
under 28,7 % |
mellem 28,7 % og 39,3 % |
over 39,3 % |
over 44,6 % |
|
Ændringer |
under -3,1 procentpoint |
under -1,8 procentpoint |
mellem -1,8 og 0,9 procentpoint |
over 0,9 procentpoint |
over 2,2 procentpoint |
|
|
Børn under 3 år i formelle børnepasningsordninger (%) |
Niveauer |
under 16,4 % |
under 24,9 % |
mellem 24,9 % og 41,9 % |
over 41,9 % |
over 50,4 % |
|
Ændringer |
under -3,8 procentpoint |
under -1,3 procentpoint |
mellem -1,3 og 3,8 procentpoint |
over 3,8 procentpoint |
over 6,3 procentpoint |
|
|
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling (%) |
Niveauer |
under -0,6 % |
under 1,1 % |
mellem 1,1 % og 4,4 % |
over 4,4 % |
over 6,1 % |
|
Ændringer |
under -0,8 procentpoint |
under -0,3 procentpoint |
mellem -0,3 og 0,7 procentpoint |
over 0,7 procentpoint |
over 1,2 procentpoint |
|
|
Personer med grundlæggende eller højere end grundlæggende generelle digitale færdigheder (% af befolkningen i alderen 16-74 år) |
Niveauer |
under 43,4 % |
under 50,4 % |
mellem 50,4 % og 64,3 % |
over 64,3 % |
over 71,3 % |
|
Ændringer |
under -3,0 procentpoint |
under -0,9 procentpoint |
mellem -0,9 og 3,5 procentpoint |
over 3,5 procentpoint |
over 5,6 procentpoint |
Bilag 5: Oversigt over "beskæftigelsestendenser, der bør holdes øje med" og antal medlemsstater med forværringer og forbedringer, jf. overvågningen af beskæftigelsesresultater 2019 (EPM)
Bemærk: Ændringer i 2017-2018, dog 2016-2017 for ledige i risiko for fattigdom, ledighedsfælde og kønsbetinget lønforskel.
Bilag 6: Oversigt over "sociale tendenser, der bør holdes øje med", og antal medlemsstater med forværringer og forbedringer over 2016-2017 som udpeget i opdateringen af overvågningen af socialbeskyttelsesresultater fra 2019.
Bemærk: For EU-SILC-baserede indikatorer henviser ændringerne faktisk til 2015-2016 hvad angår indkomst- og arbejdsintensitetsindikatorerne for husstande. For LFS-baserede indikatorer (langtidsledig, unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, ungdomsarbejdsløshed, NEET'er (15-24 år), efterløn (55-64 år)) henviser ændringerne til perioden 2017-2018.
Med undtagelse af den nye indikator "nettoindtjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn", for hvilken der anvendes 3 års gennemsnit for både niveauer og ændringer for at udjævne kortvarige udsving.
Der blev foretaget både normalitets- og t-fordelingstest, på grundlag af hvilke fordelingsantagelsen blev forkastet.
I tilfælde af normalitet svarer de valgte afskæringspunkter stort set til 15 %, 30 %, 50 %, 70 % og 85 % af den kumulative fordeling.
Sidstnævnte betingelse forhindrer en medlemsstat, som har "lavt" eller "meget lavt" niveau i at blive markeret som "i forværring", når der fremstår en ændring, som er "meget højere end gennemsnittet", men stadig i bedring.
Sidstnævnte betingelse forhindrer en medlemsstat, som har "gennemsnitligt" niveau, i at blive markeret som "bør holdes øje med", når der fremstår en ændring, som er "meget højere end gennemsnittet", men stadig i bedring.
Sidstnævnte betingelse forhindrer en medlemsstat, som har "højt" eller "meget højt" niveau, i at blive markeret som "i forværring", når der fremstår en ændring, som er "meget lavere end gennemsnittet", men stadig i bedring.
Sidstnævnte betingelse forhindrer en medlemsstat, som har "gennemsnitligt" niveau, i at blive markeret som "bør holdes øje med", når der fremstår en ændring, som er "meget lavere end gennemsnittet", men stadig i bedring.
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.12.2019
COM(2019) 653 final
FORSLAG TIL KOMMISSIONENS OG RÅDETS FÆLLES RAPPORT OM BESKÆFTIGELSEN
Ledsagedokument til meddelelse fra Kommissionen om den årlige strategi for bæredygtig vækst 2020
INDHOLDSFORTEGNELSE
FORORD
NØGLEBUDSKABER
1. OVERSIGT OVER ARBEJDSMARKEDET OG SOCIALE TENDENSER OG UDFORDRINGER I DEN EUROPÆISKE UNION
1.1 Tendenser på arbejdsmarkedet
1.2 Sociale tendenser
2. ØJEBLIKSBILLEDER FRA DEN SOCIALE RESULTATTAVLE
2.1. En forklaring af resultattavlen
2.2. Data fra den sociale resultattavle
3. BESKÆFTIGELSESMÆSSIGE OG SOCIALPOLITISKE REFORMER – MEDLEMSSTATERNES RESULTATER OG INDSATS
3.1. Retningslinje 5: Skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft
3.1.1 Nøgleindikatorer
3.1.2 Politiktiltag
3.2. Retningslinje 6: Styrke udbuddet af arbejdskraft og forbedre adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kompetencer
3.2.1 Nøgleindikatorer
3.2.2 Politiktiltag
3.3. Retningslinje 7: Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog
3.3.1 Nøgleindikatorer
3.3.2 Politiktiltag
3.4. Retningslinje 8: Fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom
3.4.1 Nøgleindikatorer
3.4.2 Politiktiltag
FORORD
Den fælles beskæftigelsesrapport fra Europa-Kommissionen og Rådet udarbejdes i henhold til artikel 148 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Europa-Kommissionens oprindelige forslag til denne rapport udgør en del af efterårspakken, der omfatter den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst som indledning til det europæiske semester. Den fælles beskæftigelsesrapport giver et årligt overblik over de vigtigste beskæftigelsesmæssige og sociale tendenser i Europa samt medlemsstaternes reformtiltag i overensstemmelse med retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker 1 . Rapporteringen om disse reformer følger strukturen i retningslinjerne: skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft (retningslinje 5), styrke udbuddet af arbejdskraft og forbedre adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kompetencer (retningslinje 6), forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog (retningslinje 7) og fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom (retningslinje 8).
Derudover overvåger den fælles beskæftigelsesrapport medlemsstaternes resultater i forhold til den sociale resultattavle, som blev indført inden for rammerne af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Søjlen blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fællesskab den 17. november 2017. Den fastlægger principper og rettigheder på tre områder: i) lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, ii) rimelige arbejdsvilkår og iii) social beskyttelse og inklusion. Overvågningen af fremskridtene på disse områder understøttes af en detaljeret analyse af den sociale resultattavle, som ledsager søjlen.
Den fælles beskæftigelsesrapport er struktureret som følger: Et indledende kapitel (kapitel 1) sætter rammerne ved at rapportere om de vigtigste arbejdsmarkedsmæssige og sociale tendenser i Den Europæiske Union. Kapitel 2 præsenterer de vigtigste resultater fra analysen af den sociale resultattavle, som er knyttet til den europæiske søjle for sociale rettigheder. Kapitel 3 indeholder en detaljeret tværnational redegørelse for nøgleindikatorerne (inklusive dem fra den sociale resultattavle) og de politikker, som medlemsstaterne har gennemført for at forholde sig til retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken.
NØGLEBUDSKABER
Europa gør fremskridt, når det gælder gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Ifølge den sociale resultattavle, der ledsager søjlen, er de arbejdsmarkedsmæssige og sociale tendenser i EU fortsat positive for 9 ud af de 14 nøgleindikatorer. De øvrige 5 var enten stabile eller registrerede i gennemsnit en lidt negativ udvikling i forhold til det foregående år (dvs. unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, forskel i mænds og kvinders beskæftigelse, sociale overførselsindkomsters indvirkning på fattigdomsbekæmpelse, indkomstkvintilsatsen og selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling). Der blev konstateret konvergens mellem medlemsstaterne, dog i forskelligt omfang, for over halvdelen af nøgleindikatorerne. Alle medlemsstater med undtagelse af Nederlandene har mindst én indikator, som ligger betydeligt under gennemsnittet (eller som har en væsentlig negativ tendens).
|
Den sociale resultattavle peger på positive arbejdsmarkedsmæssige og sociale tendenser i EU, men der er fortsat udfordringer |
||
|
9 ud af 14 nøgleindikatorer forbedredes i gennemsnit i det seneste år
14 medlemsstater
Nettoindjening for en enlig arbejdstager, der tjener en gennemsnitsløn
|
Vurdering af nøgleindikatorerne på den sociale resultattavle, november 2019
|
Kilde: Kommissionens tjenestegrene, Eurostat og data fra OECD |
Beskæftigelsen stiger fortsat, om end i et langsommere tempo end i de seneste år. I tredje kvartal af 2019 var 241,5 millioner mennesker i beskæftigelse i EU, hvilket er det højeste niveau nogensinde. Ældre og højtuddannede arbejdstagere er fortsat de vigtigste drivkræfter bag væksten i beskæftigelsen. På grund af den økonomiske afmatning forventes væksten i beskæftigelsen at blive mere afdæmpet i det resterende kvartal af 2019 og i 2020. Derfor forventes beskæftigelsesfrekvensen for personer i alderen 20-64 år i øjeblikket at nærme sig Europa 2020-målet på 75 % i 2020, men ligger fortsat lidt under målet.
|
Arbejdsmarkedets resultater er de bedste resultater nogensinde |
||
|
241,5 millioner
+ 17 millioner
73,9 %
|
Beskæftigelse og arbejdsløshed i EU og euroområdet
* gennemsnit af første og andet kvartal, korrigeret for sæsonudsving. Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). |
Kilde: Eurostat, arbejdsstyrkeundersøgelsen |
Arbejdsløsheden nåede et rekordlavt niveau på 6,3 % i tredje kvartal 2019. Konvergensen mellem medlemsstaterne fortsætter i retning af lavere niveauer. Ungdomsarbejdsløsheden og langtidsledigheden er også faldende, selv om de stadig er høje i nogle medlemsstater. Manglen på arbejdskraft er mest synlig i de medlemsstater, hvor arbejdsløsheden er lav, selv om andelen af virksomheder, der oplever mangel på arbejdskraft, begynder at falde som følge af den økonomiske afmatning.
|
Der forekommer mangel på arbejdskraft i lande med lav arbejdsløshed |
||
|
15,6 millioner arbejdsløse i 3. kvartal 2019 (et fald på 11 millioner siden det højeste niveau i 2013) 6,3 % arbejdsløshed i 3. kvartal af 2019 2,5 % langtidsledighed ( > 12 måneder) 14,4 % ungdomsarbejdsløshed i 3. kvartal af 2019 |
Indikator for mangel på arbejdskraft (til venstre) og arbejdsløshedsprocent (til højre) - 2018
|
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen) og erhvervs- og forbrugerundersøgelsen. Den sammensatte indikator omfatter alle sektorer (jf. LMWD 2019). |
Antallet af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, fortsatte med at falde støt for sjette år i træk i 2018. Alene i 2018 alene var ca. 2,7 millioner færre mennesker i risiko for fattigdom eller social udstødelse end i det foregående år. Navnlig var der fortsat et kraftigt fald i alvorlige materielle afsavn, og det samme gælder andelen af personer, der lever i husstande med meget lav arbejdsintensitet, dog i mindre grad, som følge af de solide arbejdsmarkedresultater. Andelen af personer, der er i risiko for fattigdom (en relativ fattigdomsindikator), er dog i store træk uændret i forhold til 2017. Hvis den overordnede tendens fortsætter i det nuværende tempo, vil EU senest i 2020 kunne notere en tilbagegang på ca. 13 millioner færre mennesker, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, siden 2008 (sammenlignet med et Europa 2020-mål på 20 millioner). Nogle grupper, navnlig børn og personer med handicap, står over for en væsentligt højere risiko for fattigdom eller social udstødelse.
|
AROPE-tallet falder, takket være en nedgang i alvorlige materielle afsavn og bedre vilkår på arbejdsmarkedet |
||
|
110 millioner mennesker i risiko for fattigdom eller social udstødelse, 7 millioner færre end i 2008 24,3 % af alle børn er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, højere end gennemsnittet 21 % er procentdelen af den samlede indkomst indtjent af de 40 % af befolkningen med den laveste indkomst |
Andelen af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse
|
Kilde: Eurostat, SILC |
Indkomstuligheden steg en anelse samlet set og er fortsat høj i forhold til perioden før krisen, selv om den er relativt gunstig i international sammenligning. I gennemsnit har de rigeste 20 % af husstandene i EU en indkomst, der er ca. fem gange større end indkomsten for de fattigste 20 % af husstandene. Dette tal steg marginalt i 2018, efter at der var sket et mindre fald i det foregående år. Med nogle få undtagelser har medlemsstaterne med de højeste niveauer af indkomstulighed oplevet en yderligere stigning i 2018. Indkomstandelen for de 40 % af befolkningen med den laveste indkomst forblev stort set uændret i 2018 efter en genrejsning i 2017. Bekæmpelse af indkomstuligheder kræver handling fra medlemsstaternes side på forskellige områder, herunder udformning af skatte- og socialsikringssystemerne, fastsættelse af (mindste)løn, fremme af lige muligheder på uddannelsesområdet fra en tidlig alder, sikring af adgang til tjenester af høj kvalitet og til en overkommelig pris, fremme af ligestilling mellem kønnene og afhjælpning af regionale forskelle.
Ligestilling mellem kønnene er fortsat en udfordring. Den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvens (11,6 procentpoint i 2018) og i lønninger (16,2 % i 2017) er markante og forblev næsten uændrede siden 2013. Der er fortsat store forskelle mellem medlemsstaterne. Forældreskab og omsorgsansvar er sammen med begrænset adgang til børnepasning og andre (pleje)muligheder og negative incitamenter for deltagelse på arbejdsmarkedet de vigtigste drivkræfter bag lavere beskæftigelsesfrekvenser for kvinder. I de fleste medlemsstater har forældreskab en negativ indvirkning på kvinders beskæftigelsesfrekvens, mens dette ikke er tilfældet for mænd. Der ses forskelle i lønningerne til trods for, at kvinder i gennemsnit har højere uddannelsesniveauer end mænd. Disse forskelle udmønter sig ofte i forskelle i pensionsudbetalinger senere i livet. Flere medlemsstater tager skridt til at forbedre adgangen til økonomisk overkommelige pasningsordninger af høj kvalitet, men der er stadig udfordringer. Kun et begrænset antal lande har truffet konkrete foranstaltninger til at afhjælpe den kønsbetingede lønsforskel, især vedrørende løngennemsigtighed.
|
Der er fortsat markant ulighed mellem mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og løn |
|||||||||||
|
11,6 procentpoint
9,2 procentpoint
16,2 %
(lavere løn for kvinder end for mænd) i 2017
35,2 %
|
Forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens i 2003-2018, på EU-niveau
|
Kilde: Eurostat, arbejdsstyrkeundersøgelsen |
|||||||||
Lønvæksten tog fart i 2018, men er fortsat generelt moderat. I 2018 (og 2019) indhentede reallønnen udviklingen i arbejdsproduktiviteten. I de foregående fire år steg reallønnen lidt mindre end produktivitetsvæksten i de fleste medlemsstater i euroområdet. Lønvæksten har generelt været hurtigere (og over produktivitetsvæksten) i de central- og østeuropæiske lande, hvilket har bidraget til opadgående konvergens i EU. I de fleste central- og østeuropæiske medlemsstater ligger nettoindtægtsniveauet for en arbejdstager, der tjener en gennemsnitsløn (korrigeret for forskelle i købekraft) i øjeblikket dog stadig langt under EU-gennemsnittet i henhold til den sociale resultattavle. En afbalanceret og bæredygtig lønvækst bør tage hensyn til vilkårene på arbejdsmarkedet og udviklingen i arbejdsproduktiviteten på mellemlang sigt, samtidig med at der tages hensyn til de mulige konsekvenser for omkostningskonkurrenceevnen, og samtidig med at arbejdsmarkedsparternes uafhængighed respekteres.
|
I nogle medlemsstater er der stadig plads til reallønsvækst |
||
|
+ 1,1 % reallønsvækst i 2018 i EU (+0,7 % i euroområdet) 9,5 % arbejdstagere i risiko for fattigdom i EU 16,2 % fattigdom blandt personer i arbejde med en tidsbegrænset kontrakt |
Forskel mellem reallønsvækst og produktivitetsvækst
* Landene er opstillet efter forskellen mellem væksten i reallønnen og væksten i den reale produktivitet. Data for Irland vedrører perioden 2015-2018. |
Kilde: Eurostat, Europa-Kommissionens AMECO-database (realløn pr. ansat, BNP-deflator; real arbejdsproduktivitet pr. person). |
Fattigdommen blandt personer i arbejde er stadig høj generelt og i mange medlemsstater. Den er væsentligt højere for husstande med personer, der arbejder på deltid eller midlertidige kontrakter. Passende mindstelønninger, hvad enten de er lovbestemte eller overenskomstmæssigt fastsatte, kan bidrage til at forebygge fattigdom blandt personer i arbejde og samtidig mindske lønuligheden og støtte den samlede efterspørgsel. I 2019 blev mindstelønnen forhøjet i næsten alle 22 medlemsstater, hvor der findes en lovbestemt mindsteløn.
Uddannelse og færdigheder påvirker i væsentlig grad folks jobmuligheder. I gennemsnit er beskæftigelsesfrekvensen i EU på 56,1 % for personer, der ikke har afsluttet en sekundæruddannelse på andet trin, 73,4 % for personer med uddannelser på mellemniveau og 84,5 % for personer med en tertiæruddannelse. Tilpasning til forandringerne i økonomien og på arbejdsmarkedet samt den miljømæssige omstilling kræver fortsat opkvalificering og omskoling. På trods af den voksende erkendelse af udfordringen og selv om der er blevet iværksat en række initiativer i medlemsstaterne, er voksnes deltagelse i læringsaktiviteter kun steget i begrænset omfang i det seneste årti, og kun få medlemsstater har formået at opnå en større forbedring. Deltagelsen er fortsat særlig lav (under 5 %) for lavtuddannede voksne.
|
Selv om færdigheder er afgørende for beskæftigelsesegnetheden i alle EU's medlemsstater, er deltagelsen i voksenuddannelse fortsat lav
(i procentpoint, personer i alderen 20-64 år) |
||||
|
28,4 procentpoint
forskel mellem beskæftigelsesfrekvensen for lavtuddannede og højtuddannede arbejdstagere
af befolkningen i alderen 30-34 år har gennemført en tertiæruddannelse (bedre end Europa 2020-målet)
11,1 %
af de 25-64-årige deltog i voksenuddannelse i 2018
kun 4,3 % af de lavtuddannede voksne deltog i voksenuddannelse i EU i 2018 |
|
Kilde: Eurostat. |
||
Omfanget af midlertidig ansættelse varierer betydeligt medlemsstaterne imellem, selv om den i de senere år i gennemsnit har været relativt stabil på omkring 14 %. Der er fortsat udfordringer med hensyn til at sikre, at brugen af ufrivillige tidsbegrænsede kontrakter bliver et "springbræt" til tidsubegrænset ansættelse, så man undgår "svingdørssituationer" med arbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold. Der gennemføres reformer i nogle medlemsstater for at sikre en balance mellem fleksibilitet og sikkerhed. Disse reformer omfatter i nogle tilfælde strengere betingelser for at anvende tidsbegrænsede kontrakter og større klarhed om arbejdsvilkår.
|
Tidsbegrænsede kontrakter er ofte ikke et "springbræt" |
||
|
14,2 % andelen af ansatte på tidsbegrænsede kontrakter i 2018 53 % af alle midlertidigt ansatte er ufrivillige 25,6 % af alle midlertidigt ansatte flytter til et fast job inden for et år |
Ufrivillige midlertidigt ansatte som andel af det samlede antal ansatte (til venstre) og overgangen til tidsubegrænset arbejde (til højre)
|
Kilde: Eurostat, LFS. |
Platformsarbejde er en beskæftigelsesform, der er på vej frem på de europæiske arbejdsmarkeder. En analyse fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenters analyse baseret på COLLEEM II-undersøgelsen, der omfatter mere end halvdelen af medlemsstaterne, viser, at 1,4 % af arbejdstagerne i disse lande leverede arbejdsydelser via platforme som deres hovederhverv i 2018. En tredjedel af platformsarbejdet i EU skønnes at være grænseoverskridende. Arbejdsvilkårene for platformsarbejdere varierer betydeligt afhængigt af f.eks. deres retlige status (arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende), den type opgaver, de udfører, og moderselskabets forretningsmodel. Samtidig med at der skabes nye jobmuligheder og udvikles innovative forretningsmodeller, udfordrer stigningen i platformsarbejde eksisterende arbejdsmarkedspraksisser og retlige rammer (f.eks. med hensyn til beskyttelse af arbejdsvilkår, adgang til kollektive forhandlinger og sociale beskyttelsessystemer), som ofte ikke er fuldt ud tilpasset den nye udvikling. Det rejser desuden nye spørgsmål vedrørende brugen af personoplysninger og algoritmisk styring.
De offentlige arbejdsformidlinger spiller en central rolle med hensyn til at gennemføre beskæftigelsespolitikker og fremme matchning på arbejdsmarkedet gennem vejledning og aktiv støtte. Medlemsstaterne har taget skridt til at styrke udbuddet af individualiserede tjenester og gør en indsats for at forenkle og styrke koordineringen af tjenester. De offentlige arbejdsformidlingers rolle som formidlere er dog stadig ulige fordelt mellem medlemsstaterne. Der er stadig udfordringer med hensyn til at nå ud til dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Samtidig gøres der fortsat en indsats for at styrke samarbejdet og udvekslingen af oplysninger og bedste praksis inden for rammerne af det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger.
|
I flere medlemsstater kan matchningen forbedres via de offentlige arbejdsformidlinger |
||
|
44,3 % af de arbejdsløse bruger offentlige arbejdsformidlinger til jobsøgning 21,6 % af de arbejdsløse bruger private arbejdsformidlinger |
Andel af arbejdsløse, der bruger offentlige arbejdsformidlinger med henblik på jobsøgning
|
Kilde: Eurostat, arbejdsstyrkeundersøgelsen |
Boligudgifterne er uforholdsmæssigt store for en stor (om end faldende) andel af husstandene. En ud af ti europæere er tynget af høje boligudgifter. Ikke overraskende er det lavindkomsthusstande og personer, der bor i byer, der er mest udsatte. Andelen af personer uden basal boligstandard er uændret - og faldende i nogle af de central- og østeuropæiske medlemsstater, hvor problemer med boligkvaliteten har været mere markante. På trods af disse forbedringer lider en betydelig del af husstandene i disse lande under dårlige boligforhold. Hjemløsheden, som er den mest ekstreme form for udelukkelse fra boligmarkedet, er i de sidste ti år steget i de fleste medlemsstater. For at tackle denne udfordring har mange medlemsstater vedtaget strategier for at levere integrerede løsninger på hjemløshed og udelukkelse fra boligmarkedet. Betydningen af forebyggende tjenester og øget samarbejde anerkendes i stigende grad både på det politiske plan og i forbindelse med leveringen af tjenesterne.
|
Overdrevent høje boligudgifter er en udfordring i flere medlemsstater |
||
|
1 ud af 10 europæerne er tynget af høje boligudgifter 3,9 % af befolkningen er uden basal boligstandard 1,9 % har hverken badekar eller brusekabine i boligen |
Andel af befolkningen, der lever i en husstand, hvor boligudgifterne udgør mere end 40 % af den disponible husstandsindkomst, 2018
|
Kilde: Eurostat, SILC. |
De sociale beskyttelsessystemer er ved at blive moderniseret, og en række medlemsstater er ved at udvide dækningen og forbedre tilstrækkeligheden. Flere grupper oplever dog stadig vanskeligheder (navnlig selvstændige og atypiske arbejdstagere), som er udsat for større økonomisk usikkerhed med begrænset adgang til social beskyttelse. I gennemsnit faldt overførselsindkomsternes indvirkning (med undtagelse af pensioner) på fattigdomsbekæmpelse i 2018. Risikoen for og omfanget af fattigdom for personer, der lever i (delvis) arbejdsløse husstande, er desuden fortsat med at stige. I gennemsnit er kun cirka en tredjedel af de korttidsarbejdsløse i EU omfattet af arbejdsløshedsydelser. Selv om der i øjeblikket findes minimumsindkomstordninger i alle medlemsstater, varierer deres tilstrækkelighed stadig betydeligt.
|
Bedre dækning og tilstrækkelighed er afgørende for at modernisere de sociale beskyttelsessystemer |
||
|
I gennemsnit mindsker sociale overførselsindkomster (ekskl. pensioner) fattigdommen med 33,2 % 32,9 % af de korttidsarbejdsløse (< 12 måneder) er omfattet af arbejdsløshedsunderstøttelse I 8 medlemsstater har selvstændige har ikke adgang til arbejdsløshedsunderstøttelse I 2 medlemsstater er nettoindkomsten for minimumsindkomstmodtagere højere end den nationale fattigdomstærskel |
Arbejdsløshedsunderstøttelsens dækning for korttidsarbejdsløse (< 12 måneder)
Nettoindkomst for minimumsindkomstmodtagere (indkomstår: 2017)
Bemærk: Der er siden 2018 også indført en minimumsindkomstordning i Italien. Den lavtlønsmodtager, der tages i betragtning, tjener 50 % af gennemsnitslønnen og arbejder på fuld tid. |
Kilde: Europa-Kommissionens analyse baseret på data fra Eurostat |
Demografiske ændringer betyder, at der er et klart behov for at tilpasse pensions-, sundheds- og langtidsplejesystemerne. Befolkningen i den erhvervsaktive alder er allerede i generel tilbagegang i EU og forventes at falde yderligere. I 11 medlemsstater vil den falde med mere end 3 % i løbet af de næste 5 år. Samtidig forventes ældrekvoten at stige kraftigt, og medlemsstaterne er derfor nødt til at træffe foranstaltninger for at modernisere deres pensions-, sundheds- og langtidsplejesystemer og sikre deres tilstrækkelighed og bæredygtighed, samtidig med at der sikres adgang til tjenester af god kvalitet. Selv om pensionsordningernes kapacitet til at tilvejebringe indkomstkompensation og forebygge fattigdom varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, får spørgsmålet om at sikre tilstrækkelige pensioner stadig større betydning i den politiske debat. Samtidig er det en stor udfordring at fremme adgangen til og bæredygtigheden af langtidsplejesystemerne, da mange medlemsstater i øjeblikket er stærkt afhængige af uformel pleje. Derfor har nogle lande iværksat reformer med henblik på at øge antallet af plejere og forbedre situationen for uformelle plejere (hvoraf de fleste er kvinder).
|
Befolkningens aldring kræver en modernisering af
|
||
|
1,7 % af befolkningen rapporterede om uopfyldte behov for lægebehandling 10,2 sunde leveår ved 65 år for kvinder og 9,8 år for mænd Fra 3 i 2018 til 2 i 2050 erhvervsaktive voksne, der støtter én pensionist |
Ældrekvote (forhold mellem antallet af personer på 65 år og derover og personer mellem 15 og 64 år) i EU
Bemærk: udtrykt pr. 100 personer i den erhvervsaktive alder (15-64 år). Det lyseblå område fremhæver de minimale og maksimale værdier pr. år. |
Kilde: Eurostat, basisfremskrivninger |
En styrkelse af den sociale markedsøkonomi går hånd i hånd med en styrkelse af kvaliteten af den sociale dialog. I beskæftigelsesretningslinjerne anerkendes det, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages i udformningen og gennemførelsen af politikker og reformer på det beskæftigelsesmæssige og sociale område. Overordnet set har kvaliteten af inddragelsen på nationalt og regionalt plan været stabil i de fleste medlemsstater, selv om der fortsat ses forskelle på tværs af landene. Hertil kommer, at da den overordnede inddragelse af arbejdsmarkedets parter i det europæiske semester er skredet langsomt frem, er der plads til yderligere fremskridt. Dette vil navnlig kræve, at der i nogle medlemsstater sker en mere forudsigelig og meningsfuld udveksling i forbindelse med udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer, herunder med hensyn til den tid, der er afsat.
1.OVERSIGT OVER ARBEJDSMARKEDET OG SOCIALE TENDENSER OG UDFORDRINGER I DEN EUROPÆISKE UNION
Dette afsnit indeholder en oversigt over arbejdsmarkedet og de sociale tendenser og udfordringer i Den Europæiske Union, ligesom det indeholder en detaljeret analytisk redegørelse for større beskæftigelsesmæssige og socialpolitiske områder. Tendenserne for hver medlemsstat fremgår af rapportens følgende afsnit.
1.1Tendenser på arbejdsmarkedet
Antallet af beskæftigede steg for femte år i træk i 2018, dog i et langsommere tempo end i 2017 (dvs. med 1,3 % sammenlignet med 1,6 %). Den samlede beskæftigelse fortsatte også med at stige i et moderat tempo i de første tre kvartaler af 2019 og nåede op på 241,5 millioner 2 i tredje kvartal 2019 – hvilket er 2,1 millioner arbejdspladser mere end for et år siden og det højeste niveau nogensinde i EU. På årsbasis forventes den samlede beskæftigelse at stige med 1 % i 2019 og 0,5 % i 2020 3 . Sammenlignet med det laveste niveau, der blev registreret i første kvartal af 2013, har mere end 17 mio. flere mennesker fundet et job i EU, heraf 11 mio. i euroområdet.
Beskæftigelsesfrekvensen for personer i alderen 20-64 år steg fortsat henimod Europa 2020-målet. I 2018 steg den med et procentpoint til 73,2 % i årsgennemsnit og nåede yderligere op på 73,9 % i andet kvartal af 2019, hvilket er 0,8 procentpoint mere end i samme kvartal i det foregående år. Beskæftigelsesfrekvensen steg i samme tempo i euroområdet, nemlig med 0,8 procentpoint til 72,7 % i andet kvartal af 2019. Både i EU og i euroområdet har man nået de højeste niveauer nogensinde. Hvis den positive tendens fortsætter i det nuværende tempo, vil EU være godt rustet til at nå sit mål om en beskæftigelsesfrekvens på 75 %. Alligevel tyder den nuværende afmatning i den økonomiske aktivitet sammen med en stramning af arbejdsmarkederne i nogle medlemsstater på, at beskæftigelsesfrekvensen vil stige langsommere i de næste kvartaler af 2019 og i 2020, således at den i sidste ende kun kommer tæt på 2020-målet uden dog at nå det 4 .
En stigning i arbejdsmarkedsdeltagelsen ledsagede den positive udvikling i beskæftigelsesfrekvensen. Erhvervsfrekvensen for aldersgruppen 20-64 år nåede op på 78,7 % i EU og 78,5 % i euroområdet i andet kvartal af 2019 (en stigning fra henholdsvis 78,4 % og 78,3 % året før). Som i de foregående år var stigningen i arbejdsmarkedsdeltagelsen hovedsagelig baseret på ældre arbejdstagere (55-64 år) og i mindre grad kvinder.
Figur 1: Beskæftigelsen og arbejdsløsheden nåede de bedste resultater nogensinde i EU
Beskæftigelse og arbejdsløshed i EU og euroområdet
* gennemsnit af første og andet kvartal, korrigeret for sæsonudsving.
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Det samlede antal arbejdstimer stiger langsommere, men støt og er nu endelig højere end toppunktet i 2008. Siden opsvinget begyndte i 2013, er antallet af beskæftigede steget betydeligt hurtigere end antallet af arbejdstimer (mellem 2. kvartal 2013 og 2. kvartal 2019 steg antallet af beskæftigede med 7,7 % sammenlignet med 7,1 % for antallet af arbejdstimer). Dette afspejler til dels en langvarig strukturel nedgang, som er blevet forværret af en stigning i (ufrivilligt) deltidsarbejde i kølvandet på krisen og et skift i beskæftigelsen til sektorer med lavere arbejdsintensitet. Ikke desto mindre er antallet af arbejdstimer steget i 2018 og var for første gang højere end toppunktet for 2008 med 0,3 %.
Arbejdsløsheden faldt fortsat i 2018 og i de tre første kvartaler af 2019. Der skabes stadig flere arbejdspladser, i en situation med moderat stigende arbejdsmarkedsdeltagelse, hvilket har givet sig udslag i et yderligere fald i arbejdsløsheden. I tredje kvartal af 2019 faldt arbejdsløsheden (15-74-årige) til 6,3 % i EU og 7,5 % i euroområdet fra henholdsvis 6,7 % og 8 % året før. I absolutte tal svarer dette til 15,6 mio. arbejdsløse i EU, ca. 1 mio. færre end i samme kvartal året før og næsten 11 mio. færre, siden arbejdsløsheden toppede i andet kvartal af 2013. Til trods for et fald i arbejdsløsheden i det seneste år i samtlige medlemsstater er der stadig en betydelig grad af uensartethed (jf. afsnit 3.1.1), hvor nogle lande har meget lav arbejdsløshed (og med meget lidt plads til yderligere forbedringer), og andre stadig ligger langt fra de lave tal, der gjorde sig gældende før krisen.
Figur 2: Selv om virksomhederne oplyser, at der er stor mangel på arbejdskraft, er der tegn på bedre matchning på arbejdsmarkedet.
Beveridgekurve i EU
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen) og erhvervs- og forbrugerundersøgelsen. Bemærk: sæsonkorrigerede tal.
Manglen på arbejdskraft er faldet i forhold til for et år siden, men ligger dog stadig på et højt niveau. Siden opsvinget begyndte, er andelen af virksomheder, der angiver udbuddet af arbejdskraft som en produktionsbegrænsende faktor 5 , steget støt i EU fra omkring 5 % ved udgangen af 2012 til omkring 20 % i 2018. Beveridgekurven 6 (figur 2) viser, at denne stigning gik hånd i hånd med et fortsat fald i arbejdsløsheden, selv om den forskydning udadtil i kurven, der fandt sted mellem 2010 og 2013, tyder på en lavere effektivitet i matchningen i perioden efter krisen i forhold til perioden før krisen 7 . Med den seneste økonomiske afmatning er antallet af virksomheder, der rapporterer om mangel på arbejdskraft faldet en smule i 2019, og arbejdsløsheden er fortsat faldende som nævnt ovenfor. Selv om det er for tidligt at vurdere, om Beveridgekurven viser en ændret tendens, tyder de seneste kvartalers adfærd på, at der sker en forskydning indadtil i kurven, hvilket er i overensstemmelse med en generel forbedring af matchingprocessen (selv om situationen varierer betydeligt medlemsstaterne imellem).
Langtidsledigheden og ungdomsarbejdsløsheden falder fortsat også. Den fortsatte forbedring af vilkårene på arbejdsmarkedet førte til et fald i antallet af langtidsledige (dvs. arbejdsløse i over et år). Antallet af langtidsledige var på 6,2 mio. i andet kvartal af 2019, dvs. 1,1 mio. (eller 15 %) færre end i samme kvartal af 2018. Langtidsledigheden er på 2,5 % af den erhvervsaktive befolkning og har således nået det lave førkriseniveau fra tredje kvartal 2008 (mens den i euroområdet stadig er højere, nemlig 3,3 % mod 2,8 %). Der ses også en synlig forbedring af de unge jobsøgendes situation. Der sås et fald i ungdomsarbejdsløsheden på 1 procentpoint for EU til 14,4 % i tredje kvartal af 2019 og et mere robust fald på 0,9 procentpoint i euroområdet til 15,8 % (men der registreres stadig ungdomsarbejdsløshedstal på over 30 % i Spanien, Italien og Grækenland). I alt er 3,2 millioner mennesker mellem 15 og 24 år arbejdsløse i EU, og dette tal stiger til 5,5 mio., når man medregner alle personer, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET). Andelen af NEET'er blev dog forbedret i det seneste år og faldt til 10,2 % i EU og 10,3 % i euroområdet i første kvartal af 2019 (fra henholdsvis 10,6 % og 10,8 % året før). Disse tal er de laveste nogensinde.
Trods et fald i andelen af NEET'er er andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, blevet stabiliseret. Efter et støt fald i de seneste ti år har antallet af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, (blandt unge i alderen 18-24 år) stabiliseret sig på 10,6 % i 2017 og 2018. Selv om dette ligger meget tæt på Europa 2020-målet på 10 %, er der således plads til yderligere reduktion 8 . Europa 2020-målet om gennemførelse af tertiære uddannelser (40 % i aldersgruppen 30-34 år) blev derimod nået i 2018 med en procentsats på 40,7 % (0,8 procentpoint mere end i 2017).
Figur 3: Ældre og højtuddannede arbejdstagere er de vigtigste drivkræfter bag væksten i beskæftigelsen.
Beskæftigelsesfrekvens og vækst i beskæftigelsen i forskellige grupper i EU
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Ældre arbejdstagere er fortsat den vigtigste drivkraft for væksten i beskæftigelsen. Som i tidligere år blev den største stigning i beskæftigelsen i 2018 registreret blandt ældre arbejdstagere (55-64 år) i forhold til andre aldersklasser (figur 3): antallet af beskæftigede i denne aldersklasse steg med 4,1 % i 2018 (en stigning svarende til 2017, hvor det nåede op på 4,3 %). Beskæftigelsesfrekvensen for ældre arbejdstagere steg således med 1,6 procentpoint til 58,7 % i 2018, hvilket er det højeste niveau nogensinde (over 13 procentpoint højere end i 2008). Beskæftigelsen steg også blandt andre aldersgrupper, dog i et langsommere tempo. Navnlig steg antallet af unge (15-24 år) i beskæftigelse med en procentsats svarende til 2017 (1,5 % mod 1,6 %), hvilket førte til en stigning i beskæftigelsesfrekvensen for unge på 0,8 procentpoint til 35,4 % (dette tal ligger dog stadig 1,9 procentpoint under 2008-niveauet). Beskæftigelsen for voksne i den erhvervsdygtige alder (25-54 år) steg med 0,4 %, hvilket resulterede i en beskæftigelsesfrekvens på 80,4 % i 2018.
Beskæftigelsesfrekvensen for personer, der er født uden for EU, fortsatte med at stige. I aldersgruppen 20-64 år steg den til 64,5 % i 2018 (1,5 procentpoint mere end i 2017), svarende til en stigning i absolutte tal fra 17,4 millioner til 18,3 millioner. Beskæftigelsesfrekvensen for denne gruppe er på 73,9 % sammenlignet med gennemsnittet for personer, der er født i det pågældende land 9 (0,9 procentpoint mere end i 2017). Selv om forskellen er blevet lidt mindre, er den således fortsat betydelig, efter at den blev større under krisen (over 9 procentpoint i 2018 sammenlignet med under 5 procentpoint i 2008).
Beskæftigelsen stiger stadig lidt hurtigere for kvinder end for mænd, men forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens er fortsat stor. I 2018 var væksten i beskæftigelsen 0,2 procentpoint hurtigere for kvinder end for mænd (samme niveau som i 2017). En så lille forskel var imidlertid ikke tilstrækkelig til at nedbringe den kønsbestemte forskel i beskæftigelsesfrekvensen (dvs. forskellen i mænd og kvinders beskæftigelsesfrekvens), som forblev stabil på 11,5 procentpoint. Efter et betydeligt fald under krisen (på 15 procentpoint i 2008), som afspejlede en større indvirkning på tilbagegangen i mænds beskæftigelse, har denne indikator været næsten uændret siden 2014. Denne forskel er særlig stor for kvinder i alderen 30-34 år, nemlig 14,5 procentpoint (skyldes især graviditeter), for kvinder i alderen 55-64 år, nemlig 13,7 procentpoint, og for lavtuddannede, nemlig 21,1 procentpoint (sammenlignet med henholdsvis 10,9 procentpoint og 6,8 procentpoint for de mellem- og højtuddannede).
Højtuddannede tegner sig for en stigende del af arbejdsstyrken. Dette er en del af en langsigtet tendens, idet opgaver med høje færdigheder er stigende, mens arbejdsstyrken i medlemsstaterne får højere uddannelser 10 , hvilket afspejler den stigende efterspørgsel efter og udbuddet af højtuddannede arbejdstagere i økonomien. Antallet af beskæftigede (aldersgruppen 25-64 år) med en videregående uddannelse steg med 3,1 % i 2018, hvilket førte til en beskæftigelsesfrekvens på 85,8 % i denne gruppe. Der blev kun registreret en lille stigning på 0,2 % blandt mellemuddannede arbejdstagere (dvs. arbejdstagere med en sekundæruddannelse på andet trin), som viste en beskæftigelsesfrekvens på 76,4 %. Til gengæld faldt antallet af lavtuddannede arbejdstagere (dvs. med sekundæruddannelse på første trin eller derunder) stadig, nemlig med 0,8 % (efter et fald på 0,3 % i 2017). Da den samlede gruppe af lavtuddannede arbejdstagere i alderen 25-64 år imidlertid fortsat er i tilbagegang (i 2018 alene med 1,7 millioner, eller 2,7 %) – som en del af en tendens, der afspejler befolkningens aldring og et højere uddannelsesniveau blandt de yngre generationer – er denne gruppes beskæftigelsesfrekvens faktisk steget fra 55,6 % i 2017 til 56,8 % i 2018. Forskellen mellem beskæftigelsesfrekvensen for lavt- og højtuddannede arbejdstagere falder fortsat (fra det højeste niveau på 31,4 procentpoint i 2013), men er stadig meget høj (29 procentpoint) og tyder på, at der er behov for foranstaltninger til at øge beskæftigelsesegnetheden for personer med lavt uddannelsesniveau, navnlig gennem opkvalificering og omskoling.
Hovedparten af de nye arbejdspladser, der blev skabt i 2018, er tidsubegrænsede kontrakter og fuldtidsansættelser, men andelen af midlertidigt ansatte er fortsat betydelig. Af de 2,7 mio. yderligere ansatte (15-64 år), der blev registreret i 2018, var næsten alle tidsubegrænsede kontrakter; antallet af midlertidigt ansatte steg med kun 55 000 i samme periode (sammenlignet med 0,8 millioner året før). Stigningen i antallet af tidubegrænsede kontrakter var alligevel ikke tilstrækkelig til at nedbringe den samlede andel af midlertidigt ansatte i forhold til det samlede antal ansatte, da den kun faldt med 0,1 procentpoint til 14,2 % i 2018. Selvstændig beskæftigelse (15-64-årige) faldt med 160 000 og fortsatte den langsomme nedgang fra de foregående år og resulterede i en andel på 13,5 % i forhold til den samlede beskæftigelse (nedgang fra 13,7 % i 2017 og 14,4 % i 2013). Endelig var de fleste nye job fuldtidsansættelser (+2,4 millioner), mens antallet af deltidsansatte forblev nogenlunde konstant. Følgelig faldt andelen af deltidsansatte (15-64 år) en smule for tredje år i træk (med 0,2 procentpoint til 19,2 % i 2018), men var dog stadig næsten 2 procentpoint over niveauet i 2008. På den positive side fortsatte andelen af ufrivillige deltidsansatte i forhold til det samlede antal deltidsbeskæftigede med at falde (fra et højdepunkt på 29,6 % i 2014 til 24,6 % i 2018), selv om den fortsat var betydelig.
Med hensyn til sektorudviklingen retter beskæftigelsen sig fortsat mod tjenesteydelser. På linje med tendensen i de seneste år blev det største antal arbejdspladser i 2018 skabt i servicesektoren 11 (2,6 millioner flere beskæftigede i 2018 eller +1,5 % i forhold til 2017; baseret på nationalregnskaber). En sådan stigning førte til en stigning for servicesektoren i forhold til den samlede beskæftigelse, som i det seneste årti er steget konstant fra 70,1 % i 2008 til 74 % i 2018. I absolutte tal oplevede industrien den næststørste stigning i 2018 (med 470 000 ansatte), hvilket svarer til en stigning på 1,3 % i forhold til det foregående år (på linje med de resultater, der blev konstateret i 2017 og 2016). For andet år i træk steg antallet af beskæftigede i bygge- og anlægssektoren med mere end 2 % (eller 337 000 personer), hvilket konsoliderer det opsving, der startede i 2015. Antallet af beskæftigede i denne sektor er dog stadig næsten 13 % lavere end i 2008. Endelig begyndte beskæftigelsen i landbruget, efter at den var stabiliseret i 2017, at falde igen i 2018 (med 2,5 %) i tråd med den langsigtede tendens for denne sektor. Landbrugets andel af den samlede beskæftigelse faldt faktisk fra 5,4 % i 2008 til 4,3 % i 2018.
1.2Sociale tendenser
Antallet af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, 12 13 fortsatte med at falde støt. Denne faldende tendens fortsatte for sjette år i træk i 2018 (figur 4), og antallet af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, faldt til 110 millioner mennesker (eller 21,9 % af den samlede befolkning), hvilket er næsten 2,7 millioner færre end i 2017 (ca. 2 procentpoint mindre end i 2008). Den generelle tendens afspejlede et fald i omfanget af alvorlige materielle afsavn og i mindre grad i andelen af husstande med meget lav arbejdsintensitet, mens risikoen for fattigdom i store træk var uændret. Dette er generelt i tråd med opsvinget i beskæftigelsen og stigningerne i den disponible indkomst. Hvis den positive tendens fortsætter i det nuværende tempo, vil EU være godt rustet til senest i 2020 at notere en tilbagegang på ca. 13 millioner mennesker, der er i risiko for fattigdom eller udstødelse siden 2008 (sammenlignet med et Europa 2020-mål på 20 millioner). Alligevel tyder den nuværende afmatning i den økonomiske aktivitet på, at den faktiske nedgang kan blive mindre udtalt.
Det kraftige fald i antallet af personer, der lider alvorlige materielle afsavn, fortsætter. Over 3 millioner mennesker undgik alvorlige materielle afsavn i året frem til 2018, hvilket bragte det samlede antal berørte personer ned på 29,7 millioner eller 5,9 % af EU's befolkning. Dette fald udgør en betydelig forbedring for sjette år i træk, hvilket afspejler en forbedring af husholdningernes materielle situation. Da tilbagegangen i denne indikator skyldes gode resultater blandt de medlemsstater, hvor andelen af personer, der lider alvorlige materielle afsavn, er højest (se afsnit 3.4), peger de overordnede forbedringer i retning af fortsat opadgående social konvergens.
Et stærkt arbejdsmarked har bidraget til en yderligere reduktion af antallet af personer, der lever i delvis arbejdsløse husstande. Antallet af personer, der bor i husstande med meget lav arbejdsintensitet, faldt yderligere med ca. 3 millioner mennesker. Disse personer udgør 8,8 % af befolkningen, hvilket er langt under situationen før krisen.
Figur 4: Andelen af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, er faldende, men andelen af personer, der er i risiko for fattigdom, er næsten uændret.
Procentdel af befolkningen, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse (AROPE) og underkomponenter (2005-2017).
Kilde: Eurostat, SILC.
Den andel af befolkningen, der er i risiko for fattigdom, er fortsat høj til trods for opsvingets styrke. Den relative fattigdomsindikator er stort set stabil, idet den steg marginalt til 17,1 % fra 16,9 % året før. Antallet af personer, der lever i husstande med en ækvivaleret disponibel indkomst på under 60 % af den nationale median, er på lidt over 86 millioner, en million flere mennesker end året før. Selv om de seneste data fra Eurostats foreløbige skøn 14 tyder på, at fattigdomstallet vil falde, er dette fald dog gået i stå efter en kraftig forbedring i 2017.
Risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde har generelt været stabil på et højt niveau i 2018. I 2018 steg procentdelen af personer i arbejde, der er i risiko for fattigdom, med yderligere 0,1 procentpoint fra 2017 og ligger stadig tæt på det højeste niveau i 2016. 9,5 % af de beskæftigede lever i en husstand, hvis indkomst er på under 60 % af medianen (1,2 procentpoint flere end det minimum, der blev opnået i 2010). Folk, der arbejder på deltid og på tidsbegrænsede kontrakter, udsættes i højere grad for en sådan risiko, men i nogle medlemsstater er denne risiko også relativt høj for fuldtidsansatte ansatte med en tidsubegrænset kontrakt (se også afsnit 3.1.1 og 3.4.1).
Tendenser i fattigdomsniveauet tyder på, at den økonomiske vækst i nogle lande ikke er til gavn for alle. Den relative medianindkomstfattigdomskløft, som måler, hvor langt de fattigdomstruede personer befinder sig fra fattigdomsgrænsen (dvs. hvor fattige de fattige er), steg med et halvt point til 24,6 i 2018. Dette afspejler forskelligartede tendenser i medlemsstaterne, som generelt tyder på, at de positive virkninger af den økonomiske vækst ikke altid når ud til de fattigste.
Risikoen og omfanget af fattigdom for personer, der lever i (delvis) arbejdsløse husstande, er fortsat med at stige. Fattigdomsrisikoen for personer, der lever i husstande med meget lav arbejdsintensitet (under 20 % af deres kapacitet), er høj (62,1 % i 2018) og er steget støt for femte år i træk. Udvalget for Social Beskyttelse har udpeget dette som en tendens, der bør holdes øje med 15 . Der forekommer også stigende forskelle mellem deres medianindkomst og fattigdomsrisikotærsklen (se afsnit 3.4.1), hvilket peger i retning af mulige mangler med hensyn til ydelsernes tilstrækkelighed og dækning.
På trods af fortsatte forbedringer står børn fortsat over for en stor risiko for fattigdom eller social udstødelse. I 2018 faldt procentdelen af børn, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse i EU-28 med 0,6 procentpoint til 24,3 %. Dette er dog fortsat højere end tallet for den brede befolkning. I alle medlemsstater har børn af lavtuddannede forældre en betydeligt større risiko for fattigdom eller social udstødelse, hvilket antyder, at der er tale om vedvarende ulige muligheder.
De samlede husstandsindkomster stiger fortsat. Den disponible bruttohusstandsindkomst steg for femte år i træk i 2018. Den årlige stigning var i overensstemmelse med forbedringerne i det samlede reale BNP pr. indbygger (som steg med ca. 1,8 %), hvilket tyder på, at den seneste vækst gavner husstandene.
Indkomstuligheden er fortsat høj. I gennemsnit har de rigeste 20 % af husstandene i medlemsstaterne en indkomst, der er ca. fem gange større end indkomsten for de fattigste 20 % af husstandene. I 2018 steg denne andel efter, at den var faldet for første gang sidste år, men den er stadig høj i mange medlemsstater (se afsnit 3.4). De seneste foreløbige skøn fra Eurostat tyder dog på, at der vil indtræffe et fald 16 .
Indkomstandelen for de 40 % af befolkningen med de laveste indkomster (S40) var uændret efter en stigning i 2017. I mange lande har denne gruppe, som består af lavindkomstmodtagere og modtagere af sociale ydelser, oplevet, at deres andel af indkomsten forværres eller stagnerer, også før den økonomiske krise. Der er imidlertid behov for yderligere forbedringer i S40 for at vende den hidtidige udvikling i det seneste tiår.
2.ØJEBLIKSBILLEDER FRA DEN SOCIALE RESULTATTAVLE
Den europæiske søjle for sociale rettigheder blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fællesskab den 17. november 2017. Den bygger på en række centrale principper og rettigheder, som skal støtte fair og velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. Den er udformet som et kompas for en fornyet konvergensproces medlemsstaterne imellem hen imod bedre socioøkonomiske forhold. Rådets nye strategiske dagsorden for EU 2019-2024 fremhæver, at den europæiske søjle for sociale rettigheder skal gennemføres på EU- og medlemsstatsniveau under behørig hensyntagen til deres respektive kompetencer. Kommissionen vil i begyndelsen af 2020 fremlægge en meddelelse, der skal være startskuddet for udarbejdelsen af en handlingsplan om gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder.
Den europæiske søjle for sociale rettigheder ledsages af en social resultattavle med henblik på at overvåge resultater og spore tendenser i medlemsstaterne 17 . Resultattavlen indeholder en række indikatorer (nøgleindikatorer og underordnede indikatorer), som screener medlemsstaternes resultater inden for det beskæftigelsesmæssige og sociale område for udvalgte indikatorer sammen med tre overordnede dimensioner, der er identificeret i forbindelse med søjlen: i) lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, ii) dynamiske arbejdsmarkeder og rimelige arbejdsvilkår og iii) offentlig støtte/social beskyttelse og inklusion. Siden den fælles rapport fra 2018 omfatter den fælles beskæftigelsesrapport den sociale resultattavle, og resultaterne heraf er sammenfattet i dette kapitel for så vidt angår nøgleindikatorer. Denne analyse er placeret i en bredere reformsammenhæng, som beskrevet i kapitel 3.
2.1.En forklaring af resultattavlen
Den sociale resultattavle er et centralt værktøj til overvågning af resultater på beskæftigelsesområdet og det sociale område og af konvergens i retning af bedre leve- og arbejdsvilkår. Den hjælper navnlig med at overvåge medlemsstaternes situation i forhold til målbare dimensioner af søjlen og supplere de eksisterende overvågningsværktøjer, navnlig overvågningen af beskæftigelsesresultater og overvågningen af socialbeskyttelsesresultater 18 . Den omfatter navnlig 14 nøgleindikatorer, der vurderer beskæftigelsen og de sociale tendenser generelt:
-Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet:
§Andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, i alderen 18-24 år
§Kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvens, i alderen 20-64 år
§Indkomstulighed målt som kvintilsats - S80/S20
§Andelen af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse (AROPE)
§Unge i alderen 15-24 år (NEET-andelen), som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse
-Dynamiske arbejdsmarkeder og rimelige arbejdsvilkår:
§Beskæftigelsesfrekvens, i alderen 20-64 år
§Arbejdsløshed, i alderen 15-74 år
§Langtidsledighed, i alderen 15-74 år
§Den disponible bruttohusstandsindkomst i faste priser pr. indbygger 19
§Nettoindtjening for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn 20
-Offentlig støtte/social beskyttelse og inklusion:
§Sociale overførselsindkomsters virkning (bortset fra pensioner) for fattigdomsbekæmpelse 21
§Børn under 3 år i formelle børnepasningsordninger
§Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling 22
§Andel af befolkningen med grundlæggende generelle eller mere end grundlæggende generelle digitale færdigheder.
Nøgleindikatorer analyseres ved hjælp af en fælles metode vedtaget af Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse (yderligere oplysninger findes i bilag 3). Denne metode evaluerer situationen og udviklingen i medlemsstaterne ved at se på niveauer og årlige ændringer 23 for hver af de nøgleindikatorer, der indgår på den sociale resultattavle. Niveauer og ændringer klassificeres efter forskellen i forhold til de respektive (uvægtede) gennemsnit i EU. Medlemsstaternes resultater med hensyn til niveauer og ændringer kombineres efterfølgende (ved hjælp af en foruddefineret matrix), således at hver medlemsstat placeres i en ud af syv kategorier ("de, der præsterer bedst", "bedre end gennemsnittet", "god, men bør overvåges", "gennemsnitlig/neutral", "svag, men i bedring", "bør holdes øje med" og "situationen er kritisk"). På dette grundlag giver tabel 1 en oversigt over aflæsningerne af resultattavlen ifølge de seneste tal, som er tilgængelige for hver indikator.
En forsigtig og ikke-mekanisk læsning af tabellen er berettiget. Til dette formål indeholder kapitel 3 en detaljeret analyse af de 14 indikatorer, herunder langsigtede tendenser og yderligere indikatorer, når det er relevant. Desuden vil de kommende landerapporter give yderligere dybtgående analyse af alle "kritiske situationer" og yderligere socioøkonomisk og politisk kontekst, for bedre at kvalificere landespecifikke udfordringer i forbindelse med det europæiske semester. Sammen med en yderligere analyse, der indgår i overvågningen af beskæftigelsesresultater og overvågningen af socialbeskyttelsesresultater, vil dette danne et analysegrundlag for Kommissionens efterfølgende forslag til landespecifikke henstillinger, hvor det er relevant.
For første gang integreres der i den fælles beskæftigelsesrapport 2020 en regional dimension i den sociale resultattavle. I de seneste år er den sociale resultattavle blevet anvendt til at analysere landenes resultater på nationalt plan. Udviklingen i indikatorerne på nationalt plan kan dog skjule store forskelle på regionalt plan (idet der i mange medlemsstater ofte træffes afgørelse om en række politikker og finansiering på dette niveau). Derfor får den regionale dimension af den sociale situation og konvergens stadig større betydning, navnlig inden for rammerne af det europæiske semester. Derfor indeholder denne udgave af rapporten dokumentation for den regionale situation på grundlag af den sociale resultattavle. Bilag 3 indeholder navnlig en række kort, der viser regionale forskelle pr. medlemsstat, for visse nøgleindikatorer på den sociale resultattavle 24 . Endvidere indeholder analysen i kapitel 3, hvor det er relevant, rapporter på regionalt plan for medlemsstater, hvor der er store forskelle 25 mellem NUTS 2-regionerne. Dataene og resultaterne gør det muligt bedre at forstå, hvordan forskellige regioner i et land klarer sig med hensyn til nogle af søjlens centrale dimensioner og bidrager til at overvåge konvergensen i landene, evaluere regionalpolitikkernes virkninger og udforme regional politikudvikling.
2.2.Data fra den sociale resultattavle
Analysen af resultattavlen tyder på fortsat positive arbejdsmarkedsmæssige og sociale tendenser i EU, selv om ikke alle indikatorer er i bedring 26 . Når man ser på gennemsnitsværdierne for EU 27 , blev der i 9 ud af 14 nøgleindikatorer registreret en forbedring i løbet af det seneste tilgængelige år (dvs. 2018 eller 2017 afhængigt af datatilgængeligheden). En sammenligning (samlet og på lang sigt) viser, at arbejdsløsheden registrerede de største fremskridt, hvilket afspejler den positive udvikling på arbejdsmarkedet. Som det allerede var tilfældet i 2017, er arbejdsløsheden faldet i samtlige medlemsstater i 2018. Alligevel var visse andre indikatorer uændrede i forhold til det foregående år eller endda lidt forværrede (dvs. unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens, indkomstkvintilsatsen, sociale overførselsindkomsters indvirkning på fattigdomsbekæmpelse og selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling). Som fremhævet af det pågældende spredningsdiagram i kapitel 3 viste mere end halvdelen af nøgleindikatorerne, i forskellig grad, konvergens mellem medlemsstaterne i den seneste overvågningsperiode (bemærkelsesværdige undtagelser er indkomstkvintilsatsen, selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling og andelen af befolkningen, der som minimum har grundlæggende generelle digitale færdigheder).
Næsten alle medlemsstater står over for udfordringer med mindst én nøgleindikator. For så vidt angår de tre mest problematiske klassificeringer, dvs. "kritisk situation", "bør holdes øje med" og "svag, men i bedring", er samtlige medlemsstater blevet fremhævet mindst én gang – med undtagelse af Nederlandene. Hvis man ser på "kritiske situationer" alene (dvs. indikatorer, hvis niveau er meget ringere end gennemsnittet, og som enten ikke forbedres tilstrækkeligt hurtigt eller forværres yderligere), blev 14 medlemsstater fremhævet, hvilket er det samme antal som i den fælles beskæftigelsesrapport 2019. Estland og Malta sluttede sig til denne gruppe af lande (eller "sluttede sig til den igen" efter at have forladt den i det foregående år), mens Ungarn og Portugal forlod den. Antallet af udfordringer peger i retning af en vis forværring generelt. På de 14 områder, der er vurderet, er der i alt fundet 121 tilfælde af "kritiske situationer", "bør holdes øje med" eller "svag, men i bedring", dvs. ca. 31 % af det samlede antal vurderinger (samme antal som i den fælles beskæftigelsesrapport 2019). Heraf er 40 "kritiske situationer" (svarende til 10,3 % af alle vurderinger) sammenlignet med 41 i den fælles beskæftigelsesrapport 2019 (svarende til 10,6 % af alle vurderinger).
Hvis man ser på de tre overordnede dimensioner, som er omfattet af resultattavlen, ses de fleste udfordringer, ligesom i de tidligere år, inden for området "offentlig støtte/social beskyttelse og inklusion" med et gennemsnit på 9,8 tilfælde (hvoraf 3,5 er "kritiske situationer") pr. indikator. Børn under 3 år i formelle børnepasningsordninger er den indikator, der har flest markeringer, nemlig for 13 medlemsstater (hvoraf 5 i bundkategorien).
Dimensionerne for "lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet" og "dynamiske arbejdsmarkeder og rimelige arbejdsvilkår" følger lige efter med et gennemsnit på henholdsvis 9,6 og 6,8 markerede tilfælde pr. indikator (3 og 2,2 "kritiske situationer" for hver). På det første område er de mest markerede indikatorer "unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt", "forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens"ogrisikoen for fattigdom eller social udstødelse (10 gange). I sidstnævnte tilfælde har indikatoren "nettoindtjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn", flest udfordringer (14 markeringer).
Som i de tidligere år er der stor forskel på medlemsstaternes situation og alvoren af deres udfordringer. Grækenland, Italien, Rumænien og Spanien har vurderinger med "kritisk", "bør holdes øje med" eller "svag, men i bedring" for ti eller flere indikatorer (se tabel 1). Af disse lande har Italien det største antal "kritiske situationer" (otte) efterfulgt af Rumænien (seks), Grækenland (fire) og Spanien (to). Alligevel kan Grækenland, Rumænien og Spanien også rapportere om en række positive vurderinger: Grækenland er et af landene i kategorien "de, der præsterer bedst", når det gælder andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, og "bedre end gennemsnittet", når det gælder indkomstulighed og deltagelse i børnepasningsordninger. Rumænien er et af landene i kategorien "de, der præsterer bedst" med hensyn til væksten i den disponible husstandsindkomst pr. indbygger og "bedre end gennemsnittet" for så vidt angår arbejdsløsheden. Spanien er i kategorien "de, der præsterer bedst" for deltagelse i børnepasningsordninger og "bedre end gennemsnittet" for selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling. Med hensyn til det samlede antal udfordringer følger Bulgarien og Kroatien (otte udfordringer), Estland og Letland (seks udfordringer) lige efter. I modsætning hertil er Sverige i kategorien "de, der præsterer bedst" eller "bedre end gennemsnittet" for elleve nøgleindikatorer, efterfulgt af Tjekkiet (ni indikatorer), Tyskland, Danmark, Malta og Nederlandene (hver med otte nøgleindikatorer).
Hvad angår lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, blev de største forbedringer generelt registreret med hensyn til NEET-andelen og andelen af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse. Den langsigtede faldende tendens i andelen af unge, der forlader skolen tidligt, standsede imidlertid og forblev kun stabil sammenlignet med det foregående år, mens forskellen mellem mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens og indkomstkvintilsatsen steg marginalt. Et blik pr. indikator:
·Spanien, Italien og Malta står over for en "kritisk situation" med hensyn til unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, sammenlignet med Grækenland, Kroatien, Irland, Litauen, Polen og Slovenien, som er i kategorien "de, der præsterer bedst".
·Grækenland, Italien og Rumænien har kritiske resultater med hensyn til forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens, sammenlignet med Finland, Letland og Sverige, som er "de, der præsterer bedst".
·Litauen, Letland og Rumænien står over for en "kritisk situation" med hensyn til indkomstulighed, sammenlignet med de bedste præstationer i Tjekkiet, Finland, Slovenien og Slovakiet.
·Situationen for så vidt angår risikoen for fattigdom eller social udstødelse er kritisk i Litauen og Letland, sammenlignet med Tjekkiet, Slovenien og Slovakiet, som er i kategorien "de, der præsterer bedst".
·Bulgarien, Grækenland, Italien og Rumænien står over for en "kritisk situation", når man ser på NEET'er, mens Tjekkiet, Tyskland og Luxembourg har de bedste resultater.
Med hensyn til dynamiske arbejdsmarkeder og rimelige arbejdsvilkår i EU blev situationen i gennemsnit forbedret i løbet af det seneste år på tværs af alle indikatorer, navnlig beskæftigelses- og arbejdsløshedstallene (både på overordnet og lang sigt), den disponible bruttohusstandsindkomst pr. indbygger og nettoindtjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemtsløn. Et blik pr. indikator:
·Kroatien, Grækenland, Italien og Spanien er i en "kritisk situation", når det gælder deres beskæftigelsesfrekvens, i forhold til Tjekkiet, Estland, Tyskland og Sverige, som er i kategorien "de, der præsterer bedst".
·Italien har en kritisk situation vedrørende arbejdsløsheden, mens Tjekkiet er i kategorien "de, der præsterer bedst".
·Italien er i en kritisk situation for så vidt angår langtidsledighed (ingen lande placeret som "de, der præsterer bedst" ved hjælp af metoden, mens 15 lande er "bedre end gennemsnittet").
·Væksten i den disponible bruttohusstandsindkomst pr. indbygger betragtes som en "kritisk situation" i Grækenland, Cypern og Italien sammenlignet med Bulgarien, Polen og Rumænien, som er i kategorien "de, der præsterer bedst".
·Situationen med hensyn til nettoindtægten for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemttsløn, vurderes som kritisk for Rumænien og Slovakiet, mens Østrig, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene og Det Forenede Kongerige er i kategorien "de, der præsterer bedst".
Hvad angår offentlig støtte og social beskyttelse og inklusion, er situationen blevet forbedret i løbet af det seneste år, der er til rådighed, hvad angår adgang til børnepasning og digitale færdigheder. Den er imidlertid forværret en anelse, hvad angår de sociale overførselsindkomsters indvirkning på fattigdomsbekæmpelsen og selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling. Et blik pr. indikator:
·Spanien, Italien, Litauen, Letland og Rumænien befinder sig i en "kritisk situation", hvad angår deres overførselsindkomsters evne til at mindske fattigdommen. Dette skal sammenlignes med Ungarn og Irland, der er i kategorien "de, der præsterer bedst".
·Tjekkiet, Polen, Rumænien og Slovakiet er i en kritisk situation, når det gælder deltagelse af børn under 3 år i formelle børnepasningsordninger, sammenlignet med Belgien, Spanien og Luxembourg, som er "de, der præsterer bedst".
·Estland og Letland er i en "kritisk situation" med hensyn til selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling (ingen placeret som "de, der præsterer bedst" ved hjælp af metoden, mens ni lande er "bedre end gennemsnittet").
·Bulgarien, Kroatien og Rumænien befinder sig i en "kritisk situation", når man ser på niveauer for digitale færdigheder, mens Finland, Luxembourg, Nederlandene og Sverige har de bedste resultater.
Tabel 1. Resumé af nøgleindikatorer på den sociale resultattavle
Bemærk: Ajourført den 2. december 2019. Væksten i den disponible bruttohusstandsindkomst pr. indbygger er ikke tilgængelig for HR og MT. Nettoindtjening for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn, ikke tilgængelig for CY. Niveauet for borgernes digitale færdigheder foreligger ikke for IT. Brud i serier og andre statistiske markeringer fremgår af bilag 1 og 2.
|
Tekstboks 1. Benchmarking – den aktuelle situation I meddelelsen af 26. april 2017 om oprettelse af en europæisk søjle for sociale rettigheder 28 blev benchmarking identificeret som et centralt redskab til støtte for gennemførelsen af strukturreformer og for at skabe opadgående konvergens på beskæftigelsesområdet og det sociale område som led i det europæiske semester. Siden da er benchmarkingrammerne blevet udviklet og drøftet med medlemsstaterne på flere områder i henhold til den fælles tilgang, der er opnået enighed om i Beskæftigelsesudvalget (EMCO) og Udvalget for Social Beskyttelse (SPC), med fokus på identifikation af politiske løftestænger, der ledsages af generelle principper for politisk vejledning og, hvor det er muligt, specifikke indikatorer. På nuværende tidspunkt ledsages de politiske løftestænger ikke af referenceværdier, da formålet er at give mulighed for sammenligning mellem medlemsstaterne og gensidig læring for at tilskynde til de nødvendige reformer. Benchmarkingrammen for arbejdsløshedsunderstøttelse og aktive arbejdsmarkedspolitikker blev første gang anvendt i det europæiske semester 2018, herunder indikatorer for arbejdsløshedsunderstøttelsens omfang og dækning og de tilknyttede aktiveringspolitikker. Der arbejdes løbende på at udvikle indikatorer til at færdiggøre rammerne for kvaliteten af tjenester i forbindelse med tidlig støtte til jobsøgende. Benchmarkingrammen for minimumsindkomst, der omfatter komponenter vedrørende tilstrækkelighed, dækning og aktivering i minimumsindkomstordningerne, blev fuldt integreret i det europæiske semester 2019 sammen med benchmarkingrammen for voksnes færdigheder og læring, som blev udformet i samarbejde med Beskæftigelsesudvalget i oktober 2018. Der arbejdes i øjeblikket på yderligere benchmarkingrammer, som muligvis skal bruges i fremtidige semesterforløb, navnlig i Beskæftigelsesudvalget vedrørende mindstelønninger og kortlægning af kollektive forhandlinger, og i Udvalget for Social Beskyttelse vedrørende pensioners tilstrækkelighed og om børnepasning og støtte til børn. |
3. BESKÆFTIGELSESMÆSSIGE OG SOCIALPOLITISKE REFORMER – MEDLEMSSTATERNES RESULTATER OG INDSATS
Dette afsnit indeholder en oversigt over de seneste centrale beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer og de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet på de områder, der er prioriteret i EU's retningslinjer for beskæftigelsen 29 , som vedtaget af Rådet i 2019. For hver retningslinje præsenteres den seneste udvikling i en række nøgleindikatorer samt medlemsstaternes politikforanstaltninger. Med hensyn til sidstnævnte er afsnittet baseret på medlemsstaternes nationale reformprogrammer for 2019 og Europa-Kommissionens kilder 30 . Hvis andet ikke er anført, omfatter rapporten kun politikforanstaltninger, der er gennemført efter juni 2018. En tilbundsgående analyse af den seneste udvikling på arbejdsmarkedet kan findes i rapporten Labour Market and Wage Developments 2019 31 og i undersøgelsen Employment and Social Developments in Europe 2019 32 .
3.1.Retningslinje 5: Skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft
I dette afsnit gennemgås gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinje nr. 5, som anbefaler medlemsstaterne at skabe gunstige betingelser for at fremme efterspørgslen efter arbejdskraft og jobskabelsen. Indledningsvis præsenteres en oversigt over arbejdsløsheds- og beskæftigelsesfrekvenser pr. medlemsstat som supplement til analysen på EU-plan i kapitel 1 for at fremhæve relevansen af udfordringerne med jobskabelse i landene. Derefter ses der på dynamikken i selvstændig virksomhed og den ændrede karakter af selvstændig virksomhed samt manglen på kvalificeret arbejdskraft. Endelig undersøges løn, mindsteløn og udviklingen i skattekilen og deres indvirkning på indkomst og levestandard, på jobskabelse og konkurrenceevne. Afsnit 3.1.2 redegør for medlemsstaternes politiktiltag inden for disse områder.
3.1.1 Nøgleindikatorer
Selv om den økonomiske vækst aftog, fortsatte arbejdsløsheden med at falde i alle medlemsstater i 2018 for andet år i træk. Som følge heraf lå arbejdsløsheden i 2018 på 5 % i 10 medlemsstater. I de fleste lande med høj arbejdsløshed var faldet hurtigere end gennemsnittet, hvilket bekræfter den konvergens 33 i retning af lavere arbejdsløshed, der er konstateret i de seneste år. Navnlig oplevede Spanien, Grækenland, Portugal, Kroatien og Cypern et fald på mindst 2 procentpoint. Frankrig og Italien var delvise undtagelser for denne tendens, idet faldet skete i et langsommere, men dog støt, tempo. På trods af den generelle forbedring er der fortsat betydelige forskelle i arbejdsløsheden, idet tallene varierer fra 2,1 % i Tjekkiet (kategorien "de, der præsterer bedst") til 19,2 % i Grækenland (jf. figur 5, hvor der både ses på niveauer og ændringer i henhold til den fastsatte metode til vurdering af nøgleindikatorerne på den sociale resultattavle 34 ). Der er også fortsat store forskelle på regionalt plan (se bilag 3), hvor nogle regioner i Grækenland, Italien og Spanien stadig har en arbejdsløshed på over 20 %. I 2018 lå arbejdsløsheden under førkriseniveauet i de fleste medlemsstater (se figur 6). Blandt undtagelserne kan nævnes Frankrig, Italien og Spanien. I 2018 var mere end halvdelen af de arbejdsløse i EU koncentreret i disse tre lande.
Figur 5: Arbejdsløsheden nærmer sig et lavere niveau
Arbejdsløshedsprocent (15-74 år) og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Figur 6: I de sidste fem år er arbejdsløsheden faldet i samtlige medlemsstater.
Arbejdsløshedsprocent (15-74 år), flerårig sammenligning
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Beskæftigelsesfrekvensen steg fortsat og nåede et nyt toppunkt i de fleste medlemsstater i 2018. Samtlige medlemsstater registrerede en stigning på mindst 0,5 procentpoint i forhold til 2017. Fra 2018 havde halvdelen af medlemsstaterne allerede nået Europa 2020-målet på 75 % (og tretten havde nået deres nationale beskæftigelsesmål). Som det fremgår af figur 7, er konvergensen imidlertid stadig meget begrænset. Væksten i beskæftigelsen er langsommere end gennemsnittet i flere lande med lave udgangsniveauer, herunder Italien og Frankrig. Samtidig blev de største stigninger registreret i lande med relativt høje startniveauer (Cypern, Slovenien, Malta, Finland, Letland). Der sås også en vedvarende jobskabelse i mange lande, der allerede havde nået målet på 75 % (Litauen, Danmark, Nederlandene, Tjekkiet). Der er således fortsat betydelige forskelle i beskæftigelsesfrekvensen (aldersgruppen 20-64 år), og niveauerne varierer fra 80 % eller derover i Sverige, Tyskland, Tjekkiet og Estland ("de, der præsterer bedst") til ca. 60 % i Grækenland (se figur 7 og 8). I en række medlemsstater er der betydelige regionale forskelle i beskæftigelsesfrekvensen (jf. bilag 3).
Figur 7: Beskæftigelsen steg i samtlige medlemsstater, men konvergensen er fortsat begrænset
Beskæftigelsesfrekvens (20-64 år) og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Figur 8: Beskæftigelsesfrekvensen er historisk høj i næsten alle medlemsstater
Beskæftigelsesfrekvens (20-64 år), flerårig sammenligning
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Antallet af selvstændige var stort set uændret i 2018, men fortsatte med at falde på mellemlang sigt som en andel af den samlede beskæftigelse. På lang sigt har det samlede antal selvstændige været stort set uændret siden 2008, selv om andelen af selvstændige i forhold til den samlede beskæftigelse har været langsomt faldende, fra 14,3 % i 2008 til 13,5 % i 2018 35 . Til trods for denne relative stabilitet har sammensætningen af selvstændig virksomhed imidlertid været præget af et støt skift fra traditionelle aktiviteter til sektorer med større værditilvækst. Denne ændring er især markant for selvstændige uden ansatte, som tegner sig for mere end 70 % af de selvstændige erhvervsdrivende. Siden 2008 er antallet af selvstændige uden ansatte faldet med 25 % i landbruget, 14 % i handelssektoren og 5 % i transportsektoren. I samme periode steg den med mere end 30 % inden for information og kommunikation, professionelle, videnskabelige og tekniske aktiviteter og med 40 % inden for sundhed og sociale aktiviteter. Ikke-traditionelle sektorers andel af beskæftigelsen blandt selvstændige uden ansatte er steget fra 36 % i 2008 til 45 % i 2018, og der er store forskelle mellem medlemsstaterne. Stigningen var hurtigere i hurtigt voksende økonomier som Estland, Letland og Litauen, mens den var langsommere i lande, hvor selvstændig beskæftigelse i ikke-traditionelle sektorer allerede var udbredt (f.eks. Danmark, Tyskland og Italien). Ændringen i den sektorspecifikke sammensætning af selvstændig beskæftigelse på EU-plan kan ses i figur 9.
Overgangen til sektorer med højere værditilvækst afspejles også i de selvstændiges gennemsnitlige uddannelsesniveau. Andelen af højtuddannede (med en tertiæruddannelse) blandt selvstændige steg til 36,1 % i 2018 (en stigning fra 35,2 % i 2017 og 26,6 % i 2008). Denne stigning var hurtigere end blandt arbejdstagerne, hvor andelen af højtuddannede var på 35,3 % i 2018, en stigning fra 27,2 % i 2008. Denne tendens var særlig imponerende blandt kvinder i selvstændige erhverv, hvor andelen med en tertiæruddannelse nåede op på 44,5 % i 2018, en stigning fra 30,8 % i 2008. Dette tyder på, at investeringer i færdigheder og menneskelig kapital vil få stadig større betydning i en situation med hurtig teknologisk udvikling og et arbejdsmarked i forandring. Nærmere oplysninger om de udfordringer og muligheder, der er forbundet med disse tendenser, findes i afsnit 3.3.
Figur 9: Sammensætningen af selvstændig beskæftigelse skifter i retning af tjenesteydelser og ikke-traditionelle sektorer.
Andel selvstændige uden ansatte pr. sektor
Kilde: Eurostat. AGRI: Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri (NACE A). MANUF: Fremstillingsvirksomhed (NACE C). CONST: Bygge- og anlægsvirksomhed (NACE F). HANDEL Engroshandel og detailhandel; reparation af motorkøretøjer og motorcykler (NACE G). TRACC: Transport og oplagringsvirksomhed; overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed (NACE H & I). Ikke-traditionelle sektorer: alle andre aktiviteter i NACE, hovedsagelig tjenesteydelser.
Efterhånden som arbejdsmarkederne bliver strammere, opstår der mangel på arbejdskraft i de fleste medlemsstater. I de senere år referer en stigende del af arbejdsgiverne til arbejdskraft som en produktionsbegrænsende faktor. I EU er denne andel i gennemsnit steget fra 7,5 % i 2013 til 21,8 % i 2018 (se også kapitel 1). Denne begrænsning er generelt mere udtalt i medlemsstater, hvor arbejdsløsheden er på et historisk lavt niveau, f.eks. Ungarn, Malta og Polen (se figur 10). Derimod betragtes manglen på arbejdskraft mindre som en hindring for produktionen i de lande, hvor arbejdsløsheden er højest (Grækenland, Spanien og Italien). Tilsvarende synes en stor andel af arbejdstagerne at være overkvalificerede til deres arbejde i lande med et uudnyttet arbejdskraftpotentiale (f.eks. Grækenland, Spanien og Cypern), mens dette generelt ikke så hyppigt er tilfældet i lande med lav arbejdsløshed (se figur 11). Dette tyder på, at opkvalificering og investering i færdigheder ud over at være en drivkraft for langsigtet vækst kan være et effektivt redskab til at fremme beskæftigelsen på kort sigt, navnlig i de lande, hvor forholdene på arbejdsmarkedet allerede er stramme.
Figur 10: Manglen på arbejdskraft er mere udtalt, når arbejdsløsheden er lavere
Sammensat indikator for mangel på arbejdskraft (til venstre) og arbejdsløshedsprocenten (til højre) - 2018
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen) og erhvervs- og forbrugerundersøgelsen. Den sammensatte indikator omfatter alle sektorer (jf. LMWD 2019).
Figur 11: Overkvalificering er mest udtalt i lande med høj arbejdsløshed
Overkvalificering (til venstre) og arbejdsløshedsprocent (til højre) - 2018
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). Overkvalificering defineres som andelen af 20-64-årige med en tertiæruddannelse, som har job på ISCO-niveau 4-9.
Den nominelle lønvækst steg svagt i flere medlemsstater, men er fortsat generelt moderat. For første gang siden 2008 steg den nominelle løn pr. ansat i alle medlemsstater i 2018. Stigningerne i 2018 varierede fra 0,5 % i Cypern til 16,3 % i Rumænien 36 (figur 12). I 2018 var væksten i den nominelle løn forholdsvis hurtigere i de fleste central- og østeuropæiske medlemsstater. Medlemsstater med en hurtig nominel lønvækst (over 7 %) omfatter Rumænien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen og Polen. I modsætning hertil var den nominelle lønvækst lavere - dvs. under 2 % - i de sydeuropæiske medlemsstater, hvor arbejdsløsheden ofte er relativt højere.
I 2018 var reallønsvæksten positiv i de fleste medlemsstater. Den gennemsnitlige vækst var moderat, nemlig 1,1 % i EU og 0,7 % i euroområdet. Reallønsvæksten var særlig hurtig i Rumænien, efterfulgt af Bulgarien, Polen, Estland, Letland og Tjekkiet (alle på over 5 %) og bidrog dermed til at øge arbejdstagernes købekraft og fremme en opadgående konvergens i levevilkårene. I den anden ende af skalaen oplevede Cypern, Spanien, Finland og Nederlandene et fald i reallønnen. Udviklingen i reallønnen var også tæt på nul i Belgien, Frankrig, Irland og Det Forenede Kongerige. Gruppen af lande med lav reallønsvækst er uensartet og omfatter lande med høj eller relativt høj arbejdsløshed (såsom Spanien, Frankrig og Cypern) og lande med lav arbejdsløshed (såsom Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Østrig).
Figur 12: Lønvæksten er fortsat moderat med undtagelse af Central- og Østeuropa
Udvikling i nominel løn og realløn — 2018 (årlig ændring i %)
Kilde: Europa-Kommissionen, AMECO-databasen.
I 2018 steg reallønnen hurtigere end arbejdsproduktiviteten i de fleste medlemsstater, navnlig i Central- og Østeuropa. En lignende tendens forventes i 2019. På mellemlang sigt (2013-2018) er den reale produktivitet og reallønnen begge steget i et langsomt tempo, og reallønsvæksten haltede bagefter, især i de første år af opsvinget. Som vist i figur 13 er den reale arbejdsproduktivitet pr. ansat steget med 4,4 % i denne periode i EU, hvilket er en smule hurtigere end væksten i reallønnen (+ 3,1 %). Som følge af en langvarig løntilbageholdenhed var lønningerne i 2018 stadig lavere end i 2013 i 8 medlemsstater (Italien, Spanien, Cypern, Grækenland, Finland, Kroatien, Portugal, Belgien). I nogle lande, nemlig de baltiske lande, Rumænien, Bulgarien og Slovakiet, er lønvæksten i høj grad større end væksten i arbejdsproduktiviteten. Dette er i tråd med lave arbejdsløshedstal og tiltagende mangel på arbejdskraft og færdigheder og bidrager til processen med indhentning af efterslæb. Samtidig kan det få negative konsekvenser for omkostningskonkurrenceevnen, hvis den manglende overensstemmelse med produktivitetsudviklingen er langvarig.
Figur 13: I de sidste fem år er reallønnen steget lidt mindre end arbejdsproduktiviteten
Udviklingen i reallønnen og den reale arbejdsproduktivitet (procentmæssig ændring mellem 2013 og 2018)
Kilde: Eurostat, Europa-Kommissionens AMECO-database (realløn pr. ansat, BNP-deflator; real arbejdsproduktivitet pr. person). Landene er opstillet efter forskellen mellem væksten i reallønnen og væksten i den reale arbejdsproduktivitet (dvs. i venstre side af grafen har væksten i den reale arbejdsproduktivitet overhalet væksten i reallønnen). Data for Irland vedrører perioden 2015-2018.
Selv om lønkvoten i de sidste fem år er faldet en smule i EU, kan der konstateres en generel tendens til konvergens. I forhold til 2013 faldt lønkvoten med 0,4 procentpoint i EU og med 0,7 procentpoint i euroområdet. Den er imidlertid steget i de fleste central- og østeuropæiske medlemsstater, hvor niveauet var forholdsvis lavt (herunder Letland, Litauen, Rumænien og Slovakiet). Samtidig er udviklingen i lønkvoten aftaget i lande som Belgien og Slovenien, hvor niveauet var forholdsvis højt. Blandt de største EU-lande faldt lønkvoten lidt i Frankrig, Spanien, Italien, Det Forenede Kongerige og steg en smule i Tyskland og Polen (se figur 14).
Figur 14: Over de sidste fem år kan der konstateres en vis konvergens i lønkvoten.
Ændring i lønkvoten 2013-2018
Kilde: Europa-Kommissionens AMECO-database; tilpasset lønkvote; den samlede økonomi; i procent af BNP i løbende priser. I Irland faldt lønkvoten med 9,4 procentpoint i 2015 i forhold til 2014 som følge af statistiske revisioner.
Nettoindtægten fortsætter med at stige hurtigere i Central- og Østeuropa og bidrager til konvergens i arbejdsindkomstniveauet. Denne tendens stemmer overens med principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder, som fastsætter en opadgående konvergens i levestandarden som et af de vigtigste mål. De lande, der oplever en nettoindkomstvækst, der er højere end gennemsnit, oplever samtidig også en hurtig stigning i enhedslønomkostningerne, hvis indvirkning på konkurrenceevnen bør overvåges 37 . Der kan konstateres en divergerende tendens mellem Syd- og Vesteuropa: arbejdsindkomsten stagnerede eller faldt i Spanien, Grækenland og Italien på trods af relativt lavere niveau i absolutte tal (men som svarer overens med højere arbejdsløshed), mens udviklingen var mere dynamisk i lande med et højere udgangsniveau. Denne tendens fremgår klart af den u-formede fordeling af landene i figur 15, hvor referencen er en enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn, i en treårig periode (2015-2018) 38 . I den nedre ende af skalaen klassificeres Bulgarien, Litauen og Ungarn som "svag, men i bedring", mens Letland, Rumænien og Slovakiet, hvor nettoindtægten er steget mindre hurtigt, klassificeres som "kritiske situationer". Blandt "de, der præsterer bedst" er nettoindtægten i købekraftstandarder på over 30 000 EUR i Luxembourg, Irland og Det Forenede Kongerige. I disse medlemsstater er nettoindtægten steget hurtigere end i sammenlignelige lande.
Figur 15: Nettoindtægten har været hastigt stigende i Central- og Østeuropa og støtter således en opadgående konvergens
Nettoindtægt og årlig ændring – gennemsnit over tre år (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Skatte- og socialsikringsdatabasen (egne beregninger). Periode: 2018-niveauer (3-årigt gennemsnit) og gennemsnitlige årlige ændringer i perioden 2015-2018. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget. Medlemsstater, der er markeret med en asterisk, er medlemsstater, hvor de nominelle enhedslønomkostninger oversteg den tærskel, der er fastsat i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer. Indikatoren i resultattavlen for proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer er den procentvise ændring over tre år af de nominelle enhedslønomkostninger. Tærsklen er 9 % for landene i euroområdet og 12 % for landene uden for euroområdet. Der foreligger ingen data for Cypern.
På mellemlang sigt er lønuligheden er stort set uændret. Lønvæksten, især i bunden af lønskalaen, spiller en vigtig rolle med hensyn til at opretholde efterspørgslen og mindske indkomstuligheder og risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde. Spredningen i bruttoindtægt, der blev målt som forholdet mellem den femte og første decil (D5/D1), varierede i 2017 fra 1,33 i Sverige til 2,02 i Irland (baseret på OECD-data). Lønfastsættelsesinstitutionerne kan have en indvirkning på lønspredningen. Der er navnlig tendens til, at stærkere overenskomstforhandlinger er forbundet med lavere indkomstulighed (Europa-Kommissionen, 2018 39 ). Der er stor forskel på anvendelsen af kollektive overenskomstforhandlinger i Europa, hvilket afspejler forskellige nationale traditioner og institutioner. I 2016 varierede andelen af lønmodtagere, der er omfattet af kollektive lønoverenskomster, beregnet af OECD, fra 98 % i Østrig til 7,1 % i Litauen.
Lønudviklingen har også en indvirkning på risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde, som fortsat er på et historisk højt niveau i de fleste medlemsstater. Andelen af personer, der er i beskæftigelse, men som har en ækvivaleret disponibel husstandsindkomst under fattigdomstærsklen, er steget i EU fra 8,3 % i 2010 til 9,6 % i 2016. Siden da har den været stort set stabil og lå på 9,5 % i gennemsnit i 2018. Det højeste niveau blev registreret i Rumænien (15,3 %) efterfulgt af Luxembourg, Spanien, Italien, Det Forenede Kongerige og Grækenland – alle over 11 %. I den anden ende af skalaen var andelen af beskæftigede i risiko for fattigdom på under 4 % i Finland og Tjekkiet. Det hurtigste fald i forhold til 2017 blev registreret i Rumænien, Grækenland og Ungarn (ca. 2 procentpoint). Risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde er i høj grad knyttet til kontrakttypen: i 2018 var 16,2 % af de arbejdstagere, der havde en tidsbegrænset kontrakt, i risiko for at blive ramt af fattigdom, mod 6,1 % af dem, der havde en tidsubegrænset kontrakt.
Figur 16: Fattigdom blandt personer i arbejde ligger fortsat over 2010-niveauet i de fleste medlemsstater.
Risiko for fattigdom blandt personer i arbejde, flerårig sammenligning
Kilde: Eurostat, SILC.
I de fleste medlemsstater udgør de lovbestemte mindstelønninger bunden af lønfordelingen. Dette fastsættes normalt ved en national lovbestemt mindsteløn (med undtagelse af Østrig, Cypern, Danmark, Finland, Italien og Sverige). Tilstrækkelige mindstelønninger, hvad enten de er lovpligtige eller kollektivt forhandlede på sektorniveau, tjener flere formål: de mindsker lønuligheden, de er et incitament til at arbejde, de kan være med til at mindske fattigdom blandt personer i arbejde og støtter den samlede efterspørgsel ved at øge indkomsten for lavindkomstfamilier, som er mere tilbøjelige til at forbruge. Gennemsigtige og forudsigelige mindstelønninger bidrager også til et erhvervsklima, der støtter investeringer og jobskabelse, samtidig med at man undgår illoyal konkurrence. Samtidig øger mindstelønnen omkostningerne ved ansættelse af lavtlønnede arbejdstagere, som afhængigt af økonomiens struktur og den makroøkonomiske situation kan påvirke visse gruppers beskæftigelsesmuligheder. For at tage hensyn til alle disse faktorer er arbejdsmarkedets parter i de fleste medlemsstater involveret i fastsættelsen af mindstelønnen. I visse lande inddrages eksperter også i processen. Dette sker for eksempel i alle de lande, der har indført en lovbestemt mindsteløn (Tyskland, Irland og Det Forenede Kongerige) i den seneste tid. Figur 17 viser mindstelønnen som en procentdel af median- og gennemsnitslønnen 40 i hele EU i 2018. De højeste mindstelønninger, målt i forhold til medianen, registreres i Frankrig, Portugal, Slovenien og Rumænien, mens de laveste observeres i Spanien, Tjekkiet og Estland. Da mindstelønnens potentielle indvirkning på både beskæftigelses- og levevilkårene er højere, når en stor del af arbejdsstyrken er omfattet, bør denne indikator også tages i betragtning. I 2016 lå andelen af personer, der tjener den lovbestemte mindsteløn eller mindre, på 7,2 % som medianen for EU's medlemsstater (se figur 18), med store forskelle mellem landene (fra omkring 2 % i Tjekkiet og Malta til mere end 12 % i Polen og Det Forenede Kongerige).
Figur 17: Mindstelønnen i Europa varierer mellem en tredjedel og halvdelen af gennemsnitslønnen.
Mindstelønninger i forhold til median- og gennemsnitsindkomsten for fuldtidsansatte (2018)
Kilde: OECD. Bemærkninger: AT, CY, DK, FI, IT og SE har ikke nogen lovbestemt national mindsteløn. For BG, HR og MT er der ikke fremlagt oplysninger fra OECD.
Figur 18: Andelen af arbejdstagere, der tjener mindstelønnen, varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat.
Andel af arbejdstagere, der tjener en bestemt andel af de nationale mindstelønninger
Kilde: Eurofound, Minimum wages in 2019: Annual review.
I Central- og Østeuropa har det stigende pres på lønningerne påvirket lønfastsættelsen på alle niveauer, herunder mindstelønnen 41 42 . Mindstelønsmodtagerne fik en lønstigning i næsten alle EU-landene i 2019. I gennemsnit blev der registreret højere stigninger i Central- og Østeuropa, hvor der er opstået mangel på arbejdskraft i de senere år. De største stigninger i nominelle tal blev imidlertid registreret i Spanien (22,3 %) og Grækenland (10,9 %), selv om mindstelønnen i Grækenland stadig ligger et godt stykke under niveauet før krisen. Kvinder er fortsat markant overrepræsenteret blandt mindstelønsmodtagerne i næsten alle EU-lande — med undtagelse af Estland og Bulgarien, hvor der er en relativ ligelig kønsfordeling. I 2017 blev der i Malta, Nederlandene, Tjekkiet, Slovakiet, Kroatien og Belgien 43 konstateret den største andel af kvinder blandt mindstelønsmodtagerne.
Figur 19: Skattekilen har generelt været faldende, især for lavtlønnede.
Skattekile på arbejde, niveau i 2018 og ændring 2013/2018
Kilde: Skatte- og socialsikringsdatabasen, Europa-Kommissionen/OECD. Bemærk: Oplysningerne er for enlige forsørgere uden børn. Data opdateret den 17. juni 2019. EU-28 er et ikke-vægtet gennemsnit.
Skattebyrden på arbejde fortsætter generelt en gradvis faldende tendens. I 2018 var nedsættelsen af skattekilen for enlige arbejdstagere, der tjener en gennemsnitsløn, mest markant i Rumænien (-4,7 procentpoint), Estland (-2,5 procentpoint) og Ungarn (-1,1 procentpoint). Skattekilen steg i mere end halvdelen af EU-medlemsstaterne, men generelt i meget begrænset omfang — de største stigninger blev registreret i Bulgarien (0,6 procentpoint) og Malta (0,4 procentpoint). Generelt er der fortsat store forskelle landene imellem (se figur 19). Skattekilen varierer fra under 30 % i Cypern og Malta til ca. 50 % i Belgien, Tyskland, Italien, Frankrig og Østrig. Der kan konstateres en lignende fordeling for lavtlønnede (defineret som arbejdstagere, der tjener 67 % af gennemsnitslønnen), selv om der ses forskellige landemønstre med hensyn til progressive skattesatser. Den langsigtede reduktion af skattekilen er særlig markant for lavtlønnede. Mellem 2013 og 2018 faldt den uvægtede gennemsnitlige skattekile i EU i gennemsnit med 1,7 procentpoint (og med 2,0 procentpoint for lavtlønnede) med store fald for begge indkomstgrupper i Rumænien, Ungarn, Estland og Belgien. Der blev registreret betydelige fald for lavtlønnede i Italien og Frankrig samt i Litauen og Letland. For de to sidstnævnte lande afspejler dette indførelsen af progressive personskatteordninger. På lang sigt kan der observeres en vis konvergens i skattesatserne, selv om skattekilen steg i visse lande, hvor den var forholdsvis høj (f.eks. Tyskland, Slovenien, Tjekkiet), mens den blev reduceret i andre lande, hvor den var forholdsvis lav (f.eks. Irland og Det Forenede Kongerige) 44 . I september 2015 nåede Eurogruppen til enighed om en benchmarking af skattebyrden på arbejdskraft i euroområdet i forhold til det BNP-vægtede gennemsnit. Målet er yderligere at danne grundlag for og støtte reformer inden for beskatning af arbejde. Som led i dette arbejde ser Eurogruppen på skattekilen på arbejde for en enlig arbejdstager med en gennemsnitsløn og en enlig lavtlønnet arbejdstager 45 .
3.1.2 Politiktiltag
Efterhånden som arbejdsmarkedsforholdene forbedres, er der en tendens til, at beskæftigelsesstøtten nedtrappes. Ikke desto mindre findes der i mange medlemsstater stadig finansielle incitamenter til at fremme integrationen af specifikke grupper på arbejdsmarkedet. F.eks. kan arbejdsgivere for unge arbejdstagere (under 21 år) i Belgien under visse omstændigheder reducere deres bruttoløn, idet forskellen udlignes med en præmie, som udbetales af regeringen til arbejdstageren. I Flandern (Belgien) styrkede regeringen målrettede foranstaltninger for ældre arbejdstagere, lavtuddannede unge og personer med handicap. I Frankrig forlænges de midlertidige subsidier på forsøgsbasis til virksomheder, der ansætter personer fra de socialt dårligst stillede byområder, gradvist til også at omfatte regionerne i den yderste periferi. I henhold til ordningen under Teilhabechancengesetz i Tyskland udbetaler staten ved ansættelse af langtidsledige 75 % af deres løn i det første år og 50 % i det andet år. I henhold til lærlingeprogrammet i Cypern for nyuddannede akademikere modtager advokater, arkitekter eller ingeniører under oplæring en månedlig uddannelsesydelse på 650 EUR. Der ydes desuden incitamenter i forbindelse med ansættelse af personer med handicap. I Portugal ydes der som led i "handlingsprogrammet for bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold og fremme af kollektive forhandlinger" støtte til virksomheder, der samtidig ansætter unge arbejdsløse (eller personer, der søger deres første job) og langtidsledige ældre på en tidsubegrænset kontrakt. Støtten omfatter delvis eller fuldstændig fritagelse for socialsikringsbidrag. Der ydes også tilskud, hvis praktikophold omdannes til tidsubegrænsede kontrakter for unge og langtidsledige (der blev indført ændringer i 2019 for at strømline ansøgningsprocessen). I Rumænien modtager arbejdsgivere, der ansætter nyuddannede på en tidsubegrænset kontrakt, et månedligt beløb for hver medarbejder på 2 250 RON lei (ca. 475 EUR) i en periode på 12 måneder (18 måneder for nyuddannede med handicap). Det samme beløb ydes også til ansættelse af arbejdsløse over 45 år, arbejdsløse enlige forsørgere, langtidsledige eller unge NEET'er. Endelig kan det samme beløb udbetales over arbejdsløshedsforsikringsbudgettet til arbejdsgivere, der har indgået en lærlingekontrakt eller en praktikaftale. I Sverige drøftes en ny foranstaltning rettet mod nyligt ankomne og langtidsledige, hvor staten vil yde et tilskud på lidt mere end halvdelen af lønomkostningerne. Nærmere oplysninger om foranstaltninger rettet mod bestemte grupper findes i afsnit 3.2.
Nogle medlemsstater støttede beskæftigelsen og arbejdsindkomsterne ved at reducere skattekilen. I nogle tilfælde kan politiktiltag også omfatte ændringer i socialsikringsbidragene. I Spanien blev der i 2018 vedtaget en række skattelettelser, herunder en fuldstændig skattefritagelse for barsels- og fædreorlovsydelser, et fradrag af udgifter til førskoleuddannelse og børnepasning og fradrag for skatteydere, der lever sammen med en afhængig partner. I Frankrig blev den tidligere CICE (skattekredit for beskæftigelse og konkurrenceevne) ændret til en direkte reduktion af socialsikringsbidragene på 6 procentpoint på lønninger op til 2,5 gange mindstelønnen. Desuden anvendes der en reduktion på 3,9 procentpoint af arbejdsgivernes socialsikringsbidrag for lave lønninger. I Italien blev der indført en fast skattesats på 15 % for små virksomheder, fagfolk og håndværkere, der anmelder indtægter på op til 65 000 EUR. I Litauen vil skattekilen på lav- og mellemindkomstgrupperne blive reduceret inden for en tidshorisont på 3 år som led i en større reform, der indfører en progressiv personlig indkomstskat. Der sker også en forenkling af skatten på arbejde, med en fritagelse for sociale sikringsbidrag for lavtlønnede, herunder for hovedpensionen, kombineret med en forhøjelse af det generelle socialsikringsbidrag (CSG). I Ungarn blev arbejdsgivernes socialsikringsbidrag skåret ned i 2019 fra 19,5 % til 17,5 %. Desuden skal der ikke betales bidrag af pensionisters arbejdsindkomst med henblik på at fremme deres deltagelse på arbejdsmarkedet. Polen vedtog en skattelettelse for unge under 26 år. I Malta blev det som led i initiativet om, at arbejde skal kunne betale sig, bekræftet via budgettet for 2019, at checken på 40-68 EUR gælder for alle personer i beskæftigelse, som tjener mindre end 60 000 EUR. Det minimale bidrag for selvstændige blev forhøjet med 1,9 % i 2019 for at finansiere en øget beskyttelse både med hensyn til dækning og varighed. I Slovenien blev feriepengene fritaget for indkomstskat og socialsikringsbidrag op til et beløb svarende til gennemsnitslønnen.
Flere medlemsstater tager skridt til at skabe stærkere og mere gennemsigtige rammer for lønfastsættelse og kollektive forhandlinger. I Grækenland blev principperne om udvidelse af kollektive overenskomster og begunstigelse (dvs. muligheden for udelukkende at fravige aftaler til fordel for arbejdstageren) genindført. Dette har hidtil ført til en udvidelse af femten kollektive aftaler, der omfatter mere end 220 000 arbejdstagere. I Kroatien drøftes der lovgivning med henblik på en bedre harmonisering af lønfastsættelsen i statsforvaltningen gennem indførelsen af fælles lønskalaer og koefficienter for jobkompleksitet. Den nye lovgivning vil også omfatte områder af de offentligt ansattes ansættelsesforhold, der på nuværende tidspunkt forhandles gennem kollektive forhandlinger, på betingelse af, at der indføres et nyt evalueringssystem. Letland ændrede arbejdsmarkedslovgivningen for at fremme sektorspecifikke topartsaftaler ved at give mulighed for på visse betingelser at afvige fra overarbejdstillægget på 100 %. I Litauen har et lovforslag til formål at præcisere de retlige rammer for social dialog og kollektive forhandlinger på nationalt og administrativt niveau samt på sektorniveau. For at styrke arbejdsmarkedets parters finansielle kapacitet vil skatteyderne desuden få mulighed for at afsætte 1 % af deres personlige indkomstskat til fagforeninger. Efter en ændring af arbejdsmarkedsloven i Slovakiet har de ansatte nu lov til offentliggøre deres lønniveauer, som ikke kan hemmeligholdes i kontrakten.
I 2019 steg mindstelønnen i næsten alle medlemsstater, der har nationale lovbestemte mindstelønsniveauer. Tabel 2 indeholder en oversigt over ajourføringerne i 2019. F.eks. blev bruttomindstelønnen i Estland forhøjet til 540 EUR i januar 2019 fra 500 EUR i 2018. Arbejdsmarkedets parter var enige om, at stigninger i mindstelønnen indtil 2022 skal beregnes årligt på grundlag af arbejdsproduktivitet og økonomisk vækst. I Grækenland øgede regeringen den lovbestemte mindsteløn med 10,9 %, og lønninger under mindstelønnen for personer under 25 år blev afskaffet. Dette er den første stigning siden 2012. I Spanien blev den lovbestemte mindsteløn forhøjet til 12 600 EUR om året som følge af en politisk aftale (uden arbejdsmarkedets parter). Parallelt hermed bekendtgjorde regeringen en stigning i de offentlige lønninger i 2019 på mindst 2,25 %, som yderligere skulle øges med højst 0,5 procentpoint afhængigt af væksten i BNP. I Kroatien steg den laveste bruttoløn fra 3440 KN til 3750 KN (ca. 460 EUR til 505 EUR), hvilket er den største stigning siden 2008. I Litauen blev mindstelønnen forhøjet fra 400 EUR til 430 EUR om måneden, men efter reformen af den personlige indkomstskat beløber dette sig til 555 EUR. I Slovakiet steg mindstelønnen fra 480 EUR til 520 EUR. I Letland blev den nationale mindsteløn ikke forhøjet, men mindstelønnen blev dog opjusteret i byggesektoren og i undervisningssektoren. I Polen har regeringen bebudet store stigninger i mindstelønnen, som næsten ville fordobles i nominelle tal over de næste fem år (fra 2250 PLN i 2019 til 4000 i 2024, dvs. fra omkring 525 EUR til 930 EUR). Endelig drøfter man i Italien og Cypern forslag om indførelse af en obligatorisk lovbestemt mindsteløn. I Italien foreslås det med et lovforslag, at der indføres en bruttomindsteløn pr. time på 9 EUR. I Cypern har regeringen meddelt, at den agter at indføre en fast mindsteløn, når økonomien når op på et niveau med fuld beskæftigelse med en arbejdsløshedsprocent på 5 %. Ifølge prognoserne forventes dette at ske i 2020-2021.
Tabel 2: Månedlige mindstelønsjusteringer i 2019 (i EUR)
|
Land |
2018 |
2019 |
Nominel stigning |
Real stigning |
|
Belgien |
1 562,59 |
1 593,76 |
2,0 % |
0,2 % |
|
Bulgarien |
260,76 |
286,33 |
9,8 % |
7,4 % |
|
Kroatien |
462,10 |
505,90 |
9,5 % |
8,4 % |
|
Tjekkiet |
477,78 |
518,97 |
8,6 % |
7,2 % |
|
Estland |
500,00 |
540,00 |
8,0 % |
5,0 % |
|
Frankrig |
1 498,47 |
1 521,22 |
1,5 % |
0,1 % |
|
Tyskland |
1 497,79 |
1 557,09 |
4,0 % |
2,2 % |
|
Grækenland |
683,76 |
758,33 |
10,9 % |
10,4 % |
|
Ungarn |
444,69 |
464,20 |
4,4 % |
5,0 % |
|
Irland |
1 613,95 |
1 656,20 |
2,6 % |
1,8 % |
|
Letland |
430,00 |
430,00 |
0,0 % |
-2,9 % |
|
Litauen |
400,00 |
555,00 (430,00) |
7,5 % |
5,0 % |
|
Luxembourg |
1 998,59 |
2 071,10 |
3,6 % |
2,0 % |
|
Malta |
747,54 |
761,97 |
1,9 % |
0,9 % |
|
Nederlandene |
1 578,00 |
1 615,80 |
2,4 % |
0,4 % |
|
Polen |
502,75 |
523,09 |
4,1 % |
6,4 % |
|
Portugal |
676,67 |
700,00 |
3,5 % |
2,8 % |
|
Rumænien |
407,86 |
446,02 |
9,4 % |
6,0 % |
|
Slovakiet |
480,00 |
520,00 |
8,3 % |
6,0 % |
|
Slovenien |
842,79 |
886,63 |
5,2 % |
3,9 % |
|
Spanien |
858,55 |
1 050,00 |
22,3 % |
21,1 % |
|
Det Forenede Kongerige |
1 638,36 |
1 746,73 |
4,9 % |
2,4 % |
Kilde: Eurofounds beregninger. Harmoniserede tal for bruttomånedslønninger i euro for fuldtidsansatte lønmodtagere, der tjener den fulde sats for voksne. Ved omregning til euro er de reale ændringer i mindstelønnen i HU og PL højere end de nominelle ændringer som følge af devalueringer af den ungarske forint og den polske złoty.
3.2.Retningslinje 6: Styrke udbuddet af arbejdskraft og forbedre adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kompetencer
I dette afsnit gennemgås gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinje nr. 6, som anbefaler medlemsstaterne at skabe betingelser for at fremme udbuddet af arbejdskraft, færdigheder og kompetencer. Der præsenteres indikatorer for uddannelsesniveau, resultater og indvirkning på udviklingen af færdigheder og arbejdsstyrkens beskæftigelsesegnethed. Herefter gennemgås arbejdsmarkedsresultater for forskellige grupper, der er underrepræsenteret på arbejdsmarkedet (f.eks. unge, ældre arbejdstagere, kvinder, personer med migrantbaggrund og personer med handicap). I afsnit 3.2.2 beskrives medlemsstaternes politiktiltag inden for disse områder og foranstaltninger, som er rettet mod disse grupper.
3.2.1 Nøgleindikatorer
Efter en lang periode med uafbrudte fremskridt er andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt 46 , stagneret i de seneste to år. En reduktion af andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, er et af de overordnede mål i Europa 2020-strategien. Medlemsstaterne enedes om at reducere den gennemsnitlige andel af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, til under 10 % i 2020 fra 14,7 % i 2008. Denne andel faldt konstant indtil 2016, hvor det var på 10,7 %. Siden da er der ikke registreret nogen større forbedringer, idet denne indikator var uændret på 10,6 % i både 2017 og 2018. Som det fremgår af figur 20, er situationen næsten uændret i ca. halvdelen af medlemsstaterne med årlige udsving mellem +0,2 og -0,2 procentpoint. Der er ikke desto mindre blevet registreret store forbedringer i Rumænien (-1,7 procentpoint), Grækenland (-1,3 procentpoint) og Luxembourg (-1 procentpoint), mens Sverige og Danmark har oplevet, at andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, her er steget med henholdsvis 1,6 og 1,4 procentpoint. Ser man på udviklingen i de medlemsstater, der er markeret som "kritiske" (i henhold til klassificeringen af den sociale resultattavle), nemlig Malta, Spanien og Italien, viser der sig to forskellige billeder. Mens de to første lande udviser en positiv tendens mellem 2017 og 2018 med en reduktion af andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, på henholdsvis -0,3 og -0,4 procentpoint, er andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, steget yderligere i Italien og nåede op på 14,5 % (+ 0,5 procentpoint). I 2018 var andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, på under 10 % i 17 medlemsstater. Tallet var stadig meget højere end EU-målet (og over de respektive nationale mål) i Spanien (17,9 %), Malta (17,4 %) og Rumænien (16,4 %), mens det var på 5 % eller derunder i Irland, Polen, Grækenland, Litauen, Slovenien og Kroatien. I løbet af et årti (figur 21) faldt andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, mest i Portugal, Spanien, Grækenland, Irland og Malta, mens den steg betydeligt i Slovakiet og Sverige, selv om den fortsat ligger under Europa 2020-benchmarket i disse to lande. I en række medlemsstater er der store regionale forskelle i andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, (jf. bilag 3).
Figur 20: Andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat
Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt (% af befolkningen i alderen 18-24 år) og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat. Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget. Brud i serier for BE, DK, IE og MT.
Andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, varierer betydeligt mellem forskellige befolkningsgrupper. I gennemsnit er der færre kvinder end mænd, der forlader uddannelsessystemet tidligt (8,9 % mod 12,2 %). Denne kønsbetingede forskel på 3,3 procentpoint har været stort set konstant i de sidste ti år (kun en tilnærmelse på 0,7 procentpoint siden 2008). Fødeland påvirker i væsentlig grad udviklingen i andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt: andelen af personer, der forlader uddannelsessystemet tidligt, er lavere blandt personer, der er født i det pågældende land, end for personer født i andre EU-lande (9,5 % sammenlignet med 19,2 %). Forskellen er endnu større for personer, der er født uden for EU; andelen af personer, der forlader uddannelsessystemet tidligt, er her på 20,7 %. For sidstnævnte gruppe er forskellen imidlertid faldet med 8,9 procentpoint siden 2008.
Andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, er en hindring for økonomisk vækst og beskæftigelse. Unge, der forlader uddannelsessystemet for tidligt, mangler nødvendigvis viden, kompetencer og kvalifikationer og står over for alvorlige vedvarende problemer på arbejdsmarkedet. I 2018 var 53,8 % af de unge, der havde forladt uddannelsessystemet tidligt, enten arbejdsløse eller inaktive. De har derfor også en højere risiko for fattigdom eller social udstødelse.
Figur 21: Til trods for væsentlige fremskridt er Europa 2020-målet om andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, endnu ikke nået
Unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, 2009-2018 og Europa 2020-målet (%)
Kilde: Eurostat, Arbejdsstyrkeundersøgelsen, onlinedatakode: [edat_lfse_14].
Bemærk: Alle lande: brud i tidsserier i 2014 (skifte fra ISCED 1997 til ISCED 2011); ændringen i ISCED-koden har ingen indflydelse på sammenligneligheden over tid af denne indikator for alle medlemsstater undtagen Estland.
Mere end en ud af fem elever har ikke de grundlæggende færdigheder, der kræves for deres alder, hvilket understreger det pressende behov for at forbedre uddannelsessystemerne. OECD's program for international elevevaluering (PISA) fra 2018 viser, at der i gennemsnit er sket et fald i EU's resultater på alle områder siden 2015 47 . I 2018 var 21,7 % af de europæiske studerende svagt præsterende 48 i læsning, 22,4 % i matematik og 21,6 % i naturvidenskab. Der er imidlertid slående forskelle medlemsstaterne imellem. Estland, Finland, Irland, Finland og Polen tegnede sig for under 15 % svagt præsterende elever i læsning, mens over 30 % af eleverne i Bulgarien, Cypern, Rumænien, Malta, Slovakiet og Grækenland ikke havde opnået grundlæggende færdighedsniveauer i læsning. Uddannelsesresultaterne er fortsat stærkt påvirket af elevernes socioøkonomiske status og migrantbaggrund, hvilket viser, at uddannelse ikke i tilstrækkelig grad fungerer som en drivkraft for social mobilitet. Elever med en lavere socioøkonomisk status eller med migrantbaggrund er overrepræsenteret i gruppen af lavt præsterende elever og kæmper for at opnå grundlæggende færdigheder inden for alle tre områder. I alle medlemsstater har studerende, der befinder sig i den nederste socioøkonomiske fjerdedel, mindre sandsynlighed for at opnå et minimumsniveau af læsefærdigheder end deres jævnaldrende, der befinder sig i den øverste socioøkonomiske fjerdedel. Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Slovakiet og Luxembourg har de største forskelle mellem disse to grupper, mens elevernes socioøkonomiske baggrund påvirker elevernes resultater mindre i Estland, Finland og Irland.
Inklusion af romaerne i uddannelsessystemerne er fortsat en udfordring, som skyldes mange faktorer, herunder segregation i skolerne, ikkeinklusiv undervisning og hindringer som følge af alvorlig fattigdom eller boligsegregation. På trods af bestræbelserne på at øge andelen af skolesøgende unge og begrænse skolefrafaldet fortsætter mindre end ét romabarn ud af fem til de videregående uddannelser. Blandt romaer er fravær og andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, på 70 % væsentligt højere end for andre kategorier af elever og Europa 2020-målet for andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, på 10 % 49 .
Figur 22: Lærerstaben i medlemsstaterne bliver ældre
Lærere i sekundærundervisningen efter aldersgruppe (ISCED 2-3), 2017
Kilde: Eurostat, UOE, onlinedatakode: [educ_uoe_perp01]. Opdelt fra den laveste til den højeste andel af lærere på 50 år eller derover. IE omfatter kun data om lærere i sekundæruddannelsen på andet trin. DK omfatter kun data om lærere i sekundæruddannelsen på første trin.
Flere medlemsstater mangler et tilstrækkeligt antal højt kvalificerede lærere, og gruppen af lærere bliver ældre. I 2017 var der omkring 8,8 millioner lærere og akademisk personale på alle uddannelsesniveauer i EU. Ifølge OECD's 2018-undersøgelse om undervisning og læring (TALIS) 50 arbejder 34 % af lærerne i sekundæruddannelsens første trin på skoler, hvor mindst 10 % af de studerende har særlige behov, 19 % i skoler, hvor mere end 30 % af eleverne kommer fra socioøkonomisk dårligt stillede hjem, og 32 % på skoler, hvor mindst 1 % af eleverne er flygtninge. Ikke desto mindre rapporterer 23,5 % af skolelederne, at der er en mangel på lærere med kompetencer inden for undervisning i en multikulturel eller flersproget kontekst, og 37,8 % melder om en mangel på lærere med kompetencer til at undervise elever med særlige behov. Udbuddet af højtkvalificerede lærere på de forskellige fagområder og i stigende grad en aldrende lærergruppe udgør desuden store udfordringer i mange medlemsstater. I gennemsnit var 32,8 % af lærerne i primæruddannelsen og 39 % af lærerne i sekundæruddannelsen mindst 50 år. Når man ser specifikt på sekundæruddannelsen, er Italien, Grækenland, Estland, Litauen og Letland de lande, der er mest berørt af aldringstendensen, og de vil skulle udskifte omkring halvdelen af deres lærerpersonale i løbet af det næste årti (figur 22).
Figur 23: Lærere tjener ofte betydeligt mindre end gennemsnittet for arbejdstagere med en tertiæruddannelse
Lærerlønninger i forhold til gennemsnitsindkomsten for arbejdstagere med en tertiæruddannelse, 2016*
Kilde: OECD (2018), Education at a Glance 2018. * Referenceår 2015 for Tjekkiet og Finland; 2014 for Frankrig, Italien, Litauen, Nederlandene. Data foreligger ikke for BE, BG, CY, IE, ES, MT, HR og RO.
Lærerfaget er ofte ikke særlig attraktivt. Lærere tjener ofte betydeligt mindre end gennemsnittet for arbejdstagere med en tertiæruddannelse (figur 23). Navnlig i Tjekkiet, Slovakiet, Italien og Ungarn tjener lærere på alle uddannelsesniveauer i gennemsnit mindre end 80 % af, hvad andre arbejdstagere med tertiæruddannelser tjener. Kun i Luxembourg, Portugal og Grækenland er lærerlønningerne på alle uddannelsesniveauer højere end for andre arbejdstagere med tertiæruddannelser, mens dette udelukkende forekommer på sekundæruddannelser på andet trin i Letland, Finland og Tyskland. Et betragteligt antal ansatte på uddannelsesområdet oplever også udfordrende arbejdsvilkår. Ifølge en klassifikation baseret på den sjette europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene 51 52 falder en ud af fem ansatte på uddannelsesområdet (19 %) under jobkvalitetsprofilen "under pres" og 4 % i kategorien "dårlig jobkvalitet". Desuden synes lærergerningen ikke at være attraktiv for mænd. Lærere i Europa er overvejende kvinder: de udgør 95,7 % af lærerne i førskoleuddannelse, 85,5 % i primæruddannelsen og 64,7 % i sekundæruddannelsen. Endelig kan introduktionsprogrammer og mentorordninger i starten af lærernes karriere samt løbende faglige udviklingsmuligheder forbedres yderligere for at gøre lærerfaget mere attraktivt. Selv om mere end 92 % af lærerne i hele EU i henhold til OECD's TALIS-undersøgelse 2018 regelmæssigt deltager i løbende faglig udvikling, oplyser de også, at konflikt med arbejdsplanerne, mangel på incitamenter, udgifter til uddannelse eller misforhold mellem udbud og reelle behov udgør vigtige hindringer for deres aktive deltagelse i denne form for aktiviteter.
EU som helhed nåede sit overordnede mål om en gennemførelsesprocent for tertiæruddannelser på 40 % to år før planen. I 2018 var andelen af befolkningen i alderen 30-34 år, der gennemførte en tertiæruddannelse eller tilsvarende, på 40,7 % (figur 24). Selv om alle medlemsstater har forbedret deres resultater i løbet af de sidste ti år, havde ti af dem i 2018 stadig en gennemførelsesprocent for tertiæruddannelser, der lå under Europa 2020-målet. Rumænien og Italien, som er de to medlemsstater med de laveste gennemførelsesprocenter for tertiæruddannelser (henholdsvis 24,6 % og 27,8 %), har oplevet en fremgang på hhv. 53 % og 45 % siden 2008 sammenlignet med en samlet fremgang på 31 % på EU-plan i samme periode. I Slovakiet og Tjekkiet er gennemførelsesprocenten for tertiæruddannelser mere end fordoblet siden 2008. Desuden har mere end 50 % af befolkningen i alderen 30-34 år en tertiæruddannelse i lande som Sverige, Luxembourg, Irland, Cypern og Litauen. Dette er opmuntrende, da unge nyuddannede med en tertiæruddannelse har tendens til at have en betydeligt højere beskæftigelsesfrekvens end deres jævnaldrende med lavere uddannelsesniveauer. Ikke desto mindre er der fortsat betydelige forskelle i den gennemsnitlige gennemførelsesprocent i EU mellem mænd og kvinder (35,7 % mod 45,8 % i 2018), og forskellen er steget støt i løbet af det seneste årti. Trods forbedringer i 2018 påvirker den studerendes fødeland stadig gennemførelsesprocenten for tertiæruddannelsen, og andelen af personer født uden for EU, der gennemfører en tertiæruddannelse, er ca. 5 procentpoint lavere (35,8 %) end gennemsnittet for personer født i EU.
Figur 24: Målet for videregående uddannelse i Europa 2020-strategien blev nået, selv om der fortsat er forskelle mellem medlemsstaterne
Gennemførelsesprocent for tertiæruddannelser, 2008, 2018 og Europa 2020-målet (%)
Kilde: Eurostat, LFS, onlinedatakode: [edat_lfse_03]. Indikatorerne dækker andelen af den samlede befolkning i alderen 30-34 år, der har gennemført en tertiæruddannelse (ISCED 5-8). Brud i serien i 2014 som følge af indførelsen af den nye ISCED-klassifikation; 2017-data for LU er upålidelige på grund af den lille stikprøvestørrelse.
Der er et markant behov for investeringer i uddannelse, men udgifterne til uddannelse har været stabile i de senere år. Sikring af adgang til førskoleuddannelse og børnepasning af høj kvalitet for alle børn, renovering af skoler for at tilpasse dem til ny pædagogik og digitale teknologier eller tiltrækning af de bedste lærere med tilstrækkelige lønninger og faglige udviklingsmuligheder kræver passende investeringer i uddannelsessystemer. På trods af stigende investeringsbehov er udgifterne til uddannelse ikke desto mindre stagneret eller endog faldet i det seneste årti. I 2017 blev der i gennemsnit afsat 4,6 % af BNP til uddannelse i EU. Dette tal har været faldende siden 2009, hvor det var på 5,2 %. Desuden er der betydelige forskelle mellem medlemsstaterne. Sverige, Danmark og Belgien bruger over 6 % af deres BNP på uddannelse, mens Rumænien ikke når op på 3 % af BNP. Hertil kommer, at Irland, Bulgarien, Slovakiet, Grækenland, Italien og Spanien bruger mellem 3 % og 4 % af BNP. Målt som andel af de samlede offentlige udgifter udgjorde udgifterne til uddannelse i EU i 2017 10,2 %, et tal, der har været stabilt siden 2012, efter at være faldet med næsten et halvt procentpoint siden højdepunktet før krisen (10,6 % i 2008). Kun når man ser på reelle ændringer år-til-år i uddannelsesudgifterne, registreres der en let positiv tendens på EU-plan (+ 0,5 % mellem 2016 og 2017). I betragtning af at investeringsunderskuddet med hensyn til uddannelsesinfrastruktur forventes at ligge på omkring 500 mia. EUR i 2040 53 , udgør denne stilstand i uddannelsesudgifterne et vigtigt spørgsmål. En kortlægning af investeringsbehovene på medlemsstatsniveau for så vidt angår uddannelsesinfrastruktur og -tjenester under hensyntagen til særlige nationale forhold kan bidrage til at udforme intelligente og fremadskuende investeringsstrategier.
Mens mellemkvalificerede arbejdstagere stadig tegner sig for den største andel af den samlede beskæftigelse, bliver der stadig færre arbejdspladser på mellemniveau. De mellemkvalificerede voksne besatte de fleste job i alle erhvervsgrupper bortset fra ledere, fagfolk og job inden for manuelt arbejde (figur 25). Andelen af beskæftigede på mellemniveau er imidlertid faldende som en del af en længerevarende udvikling i sammensætningen af arbejdsmarkedet. Navnlig faldt andelen af arbejdspladser på mellemniveau mellem 2002 og 2018 i gennemsnit med ca. 13 procentpoint i EU, mens andelen af job med lave og høje kvalifikationer steg med henholdsvis 5 og 7 procentpoint (Europa-Kommissionen, LMD, 2019). Ud over ændringer i efterspørgslen efter færdigheder ændrer en proces med opkvalificeringsforløb også udbuddet af færdigheder. Der sås navnlig en betydelig stigning i antallet af gennemførte tertiæruddannelser blandt beskæftigede voksne, hvilket øgede antallet af voksne med et sådant uddannelsesniveau med næsten 23 millioner (en stigning på næsten 41 %). Som følge heraf er der en klar tendens til højt kvalificeret arbejdskraft på alle jobniveau, mens arbejdstagere, der kun har et lavt uddannelsesniveau, får færre af de tilgængelige job, ikke kun job på højt niveau, men også på mellemniveau og (især) lavt niveau (Europa-Kommissionen, ESDE, 2018). Den hurtigt skiftende efterspørgsel efter arbejdskraft med mere komplekse færdigheder bidrager til et større misforhold mellem udbud og efterspørgsel af kvalifikationer i mange medlemsstater (Europa-Kommissionen, LMWD, 2019).
Figur 25: De fleste job er besat af mellemkvalificerede voksne.
Sammensætning af udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft og færdigheder, EU-28, 2007 og 2018
Kilde: Eurostat, EU LFS, onlinedatakode [ lfsa_egised ].
Videregående uddannelser og erhvervsrettede uddannelser på mellemniveau hænger sammen med højere beskæftigelsesfrekvenser. Lavtuddannede voksne er også ofte ringere stillet på arbejdsmarkedet i forhold til andre voksne med et længere uddannelsesforløb. I EU er forholdet mellem lavtuddannede voksne og antallet af job, der kræver et lavt uddannelsesniveau, i gennemsnit tre til én (den fælles beskæftigelsesrapport 2019). Med andre ord er der tre gange flere lavtuddannede voksne i forhold til de job, der kun kræver et lavt uddannelsesniveau. For lavtuddannede kan dette i sidste ende føre til en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, en højere forekomst af usikre ansættelsesforhold og risiko for at glide helt ud af arbejdsmarkedet. I gennemsnit var kun 57 % af de unge voksne i alderen 20-34 år, som havde et lavt uddannelsesniveau (og ikke længere var under uddannelse), beskæftiget i 2018. Samtidig var beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede med en almen uddannelse på mellemniveau på 66,3 %, for personer med en erhvervsrettet uddannelse på mellemhøjt niveau på 79,5 % og for personer med en tertiæruddannelse på 85,5 %. De uddannelsesmæssige forskelle i beskæftigelsesfrekvensen varierer betydeligt medlemsstaterne imellem, og disse forskelle er generelt større, når man sammenligner personer med et lavt og mellemhøjt uddannelsesniveau (se figur 26). I omkring halvdelen af medlemsstaterne er beskæftigelsesfrekvensen for personer med et lavt uddannelsesniveau mere end 20 procentpoint lavere end for personer med et mellemhøjt uddannelsesniveau.
Figur 26: Unge nyuddannede med en videregående uddannelse eller erhvervsrettede uddannelser på mellemniveau har bedre muligheder på arbejdsmarkedet
Beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede i alderen 20-34 år, efter uddannelsesniveau, 2018 (i %)
Kilde: Eurostat (EU-LFS, 2018, onlinedatakode [ edat_lfse_24 ]). Læseforklaring: Data om beskæftigelsesfrekvensen for lavtuddannede omfatter alle unge voksne mellem 20 og 34 år, der ikke er tilmeldt en uddannelse, uanset hvornår de afsluttede deres uddannelse. Data for personer, der er højtuddannede eller har en mellemlang uddannelse, omfatter kun personer, der har afsluttet deres uddannelse 1-3 år inden undersøgelsen. Disse data udelukker personer, der stadig er under uddannelse.
Mere end en fjerdedel af de unge voksne har ikke et relevant uddannelsesniveau. Som vist i det foregående afsnit er gennemførelsen af en tertiæruddannelse eller en erhvervsrettet uddannelse på mellemniveau forbundet med en bedre beskæftigelsesfrekvens. Ikke desto mindre har 10,3 % af befolkningen i aldersgruppen 30-34 år (hvor de fleste unge har afsluttet deres grundlæggende uddannelse) opnået en generel uddannelse på mellemniveau, og 16,4 % har opnået en kvalifikation på et niveau under sekundærniveauet på andet trin (dvs. de er lavtuddannede). Disse tal viser, at mere end en fjerdedel af de unge voksne i EU ikke gennemfører en uddannelse med en direkte arbejdsmarkedsrelevans. Der er dog betydelige forskelle mellem landene — f.eks. er denne andel på mindre end 10 % i Tjekkiet eller Kroatien, mens den i Malta og Portugal er på over 50 % (figur 27).
Figur 27: Mere end en fjerdedel af de unge voksne gennemfører ikke et arbejdsmarkedsrelevant uddannelsesniveau
Gennemførelsesprocent og studieretning for unge voksne i alderen 30-34 år, 2018
Kilde: Eurostat, LFS, onlinedatakilde [ edat_lfs_9914 ].
Erhvervsrettede uddannelser på mellemniveau har et stort potentiale til at tilpasse udbuddet af færdigheder til forandringerne på arbejdsmarkedet, men andelen af unge voksne med denne type uddannelser er faldende. Et erhvervsrettet uddannelsesforløb baner vejen for god beskæftigelsesegnethed på arbejdsmarkedet: 80 % af de studerende, der gennemfører en erhvervsrettet uddannelse, får deres første længerevarende job senest seks måneder efter afslutningen af deres studier 54 . Andelen af unge voksne med en erhvervsrettet uddannelse på mellemniveau i aldersgruppen 30-34 år i EU har dog været faldende fra 35 % i 2009 til 32,4 % i 2018. Dette skyldtes en række faktorer — herunder både et fald i antallet af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, og en stigning i gennemførelsesprocenten for tertiæruddannelser. I mange EU-medlemsstater opleves der en vedvarende mangel på attraktive erhvervsrettede job og karrierer — til dels på grund af udbredte misforståelser vedrørende erhvervsrettede uddannelser, men til dels også på grund af reelle mangler i de erhvervsrettede uddannelsesprogrammers kvalitet og arbejdsmarkedsrelevans.
Figur 28: Andelen af unge voksne med en erhvervsrettet uddannelse på mellemniveau er faldende
Antal unge voksne i alderen 30-34 år med en erhvervsrettet uddannelse og deres andel af den samlede gruppe af 30-34-årige i perioden 2009-2018
Kilde: Eurostat, LFS, onlinedatakode [ edat_lfs_9914 ]. Læseforklaring: Data for 2009 er baseret på ad hoc-modulet i arbejdsstyrkeundersøgelsen om unge på arbejdsmarkedet. Definitionen af erhvervsrettede uddannelser i 2009 og 2018 kan muligvis ikke fuldt ud sammenlignes, men begge kilder dækker kun erhvervsrettede uddannelser på mellemniveau (dvs. en sekundæruddannelse på andet trin eller postsekundær ikke-tertiæruddannelse). Data for 2009 blev fremlagt af Eurostat som et særlig udtræk til GD EMPL.
Lærlingeuddannelser og andre former for arbejdsbaseret læring letter i høj grad unges overgang til arbejdsmarkedet. I 2016 var kun 63,2 % af de unge voksne, som ikke havde deltaget arbejdsbaseret læring, beskæftiget, sammenlignet med 69,1 % for personer med obligatorisk praktikophold og 83,7 % for personer med en læreplads. Imidlertid anførte kun lidt over halvdelen (56,7 % i 2016) af unge voksne, der har gennemført en erhvervsrettet uddannelse, at de havde deltaget i arbejdsbaseret læring, hvor 27,8 % deltog i lærlingelignende programmer, og 28,9 % havde deltaget i andre former for arbejdsbaseret læring. Disse oplysninger tyder på, man for at styrke den arbejdsbaserede læring og dermed de erhvervsrettede uddannelsers kvalitet og arbejdsmarkedsrelevans kunne indarbejde stabile kernemoduler og fleksible moduler i de erhvervsrettede uddannelser med henblik på at give de lærende de jobspecifikke færdigheder og nøglekompetencer, der er behov for på arbejdsmarkedet. Dette kunne opnås gennem en tilgang baseret på læringsresultater, praktisk uddannelse og oplæring på arbejdspladsen 55 .
Figur 29: Kun omkring halvdelen af de studerende på erhvervsrettede uddannelser har deltaget i arbejdsbaseret læring
Deltagelse i arbejdsbaseret læring blandt unge voksne (i alderen 15-34 år) med en erhvervsrettet uddannelse på mellemniveau, 2016
Kilde: Eurostat, ad hoc-modulet i arbejdsstyrkeundersøgelsen om unge på arbejdsmarkedet, 2016, onlinedatakode [ lfso_16feduc ]. Læseforklaring: Erhvervsrettet uddannelse på mellemniveau omfatter sekundæruddannelse på andet trin eller almen og erhvervsrettet postsekundær ikke-tertiæruddannelse.
Der er plads til væsentlige forbedringer, hvad angår øget adgang og tilskyndelse til læring blandt den voksne befolkning 56 . Rådet fastsatte et benchmark som en del af uddannelsesstrategien for 2020, der har til formål at sikre, at mindst 15 % af den voksne befolkning (i alderen 25-64 år) har gennemført en uddannelse i de seneste fire uger før undersøgelsen. Der er kun gjort begrænset fremskridt med denne indikator i EU mellem 2008 og 2018: Deltagelsen i voksenuddannelse steg kun med 1,7 procentpoint fra 9,4 % til 11,1 %, hvilket er under ET 2020-målet (figur 30). Disse tal kan udgøre en markant hindring for effektive aktive arbejdsmarkedspolitikker (se også afsnit 3.3.). De laveste tal for deltagelse i voksenuddannelser observeres i Rumænien, Bulgarien, Kroatien, Slovakiet, Grækenland og Polen (under 5 % af den voksne befolkning), mens de højeste tal observeres i Sverige, Finland og Danmark (over 20 %). Ni medlemsstater (herunder Det Forenede Kongerige og i mindre grad Slovenien og Danmark) oplevede en forringelse på dette område i det seneste årti, mens lande med de mest bemærkelsesværdige forbedringer omfattede Frankrig, Sverige, Estland, Luxembourg, Irland og Portugal (med en stigning på over 5 procentpoint). En nyere undersøgelse fra Det Fælles Forskningscenter viser, at nye former for onlineundervisning, såsom masselæringskurser online (MOOC), i stigende grad anvendes som et redskab til livslang læring med henblik på omskoling og opkvalificering af enkeltpersoner 57 . Data fra globale udbydere af MOOC over hele verden viser, at 20 millioner nye lærende i 2018 tilmeldte sig mindst ét onlinekursus, og det samlede antal lærende oversteg 100 millioner. Arbejdstagere ser MOOC som et nyttigt redskab til at erhverve nye færdigheder, der er nødvendige på arbejdsmarkedet, og til at holde dem ajour på deres område. Det er dog ikke alle, der har de nødvendige digitale færdigheder til at kunne deltage i masselæringskurser online. MOOC-studerende er således typisk veluddannede og har allerede opnået et godt niveau af digitale færdigheder 58 .
Figur 30: Voksnes deltagelse i læring er begrænset og varierer betydeligt medlemsstaterne imellem
Andel af voksne (i alderen 25-64 år), der deltager i uddannelse, 2008 og 2018
Kilde: Eurostat, LFS, 2018, onlinedatakode [trng_lfs_01].
Niveauet af digitale færdigheder forbedres langsomt, og der er stadig markante forskelle mellem landene. I EU havde gennemsnitligt 57 % af befolkningen i aldersgruppen 16-74 år som minimum grundlæggende digitale færdigheder i 2017 (et procentpoint mere end i 2016). Ringe digitale færdigheder kan have en indvirkning på arbejdsproduktivitet og vækstpotentiale, men også på social udstødelse for en betydelig del af befolkningen, i betragtning af de ændrede vilkår for udførelsen af tjenesteydelser og teknologiens virkninger for arbejdsverdenen. Niveauet er særligt lavt i Bulgarien, Rumænien og Kroatien ("kritiske situationer"). I seks andre lande (Grækenland, Polen, Portugal, Letland, Irland og Ungarn, der alle er markeret "bør holdes øje med") er niveauet forholdsvis højere (ca. 50 %), men stadig lavt i forhold til gennemsnittet. De bedste resultater findes i Luxembourg, Nederlandene, Sverige og Finland, hvor tallet ligger over 75 %. Ud over ringe grundlæggende digitale færdigheder har omkring halvdelen af EU's befolkning ikke et tilstrækkeligt niveau af færdigheder som internetbrugere, og kun ca. en ud af fem personer har færdigheder på et fremskredent niveau 59 . Mere end 70 % af befolkningen i tre lande (Finland, Sverige og Luxembourg) er internetbrugere. I én ud af fire medlemsstater (Polen, Portugal, Cypern, Grækenland, Italien, Rumænien og Bulgarien) ligger andelen af befolkningen med internetfærdigheder fortsat under 40 %. En ud af tre personer, der er i stand til at bruge internettet, foretager ikke nogen form for aktiv ændring af indhold, som f.eks. grundlæggende tekstbehandling.
Figur 31: Der ses betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til grundlæggende digitale færdigheder
Andel af befolkningen, der som minimum har grundlæggende digitale færdigheder, og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat. Periode: Niveauer for 2017 og årlige ændringer i forhold til 2016. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget. Data for IT foreligger ikke.
En stor andel af arbejdstagerne synes ikke at være klar til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter digitale færdigheder 60 . Ifølge en nyere undersøgelse fra Det Fælles Forskningscenter mener omkring en ud af syv arbejdsgivere i EU (15 %), at nogle af deres medarbejdere ikke er fuldt ud kvalificerede til at udføre opgaver ved hjælp af digitale teknologier på arbejdspladsen, og rapporterer derfor om manglende digitale færdigheder blandt deres medarbejdere. Dette er problematisk i betragtning af den stigende digitalisering af forskellige livs- og arbejdsområder og den forventede automatisering af en række arbejdsrelaterede opgaver. Faktisk forudsætter ca. 90 % af alle erhverv nu digitale færdigheder. Digitale færdigheder kan kompensere for manglende formelle videregående uddannelser, mens det modsatte ikke er tilfældet, og manglen på digitale færdigheder kan i alvorlig grad forringe lønudsigterne. Som det ses i figur 32, er større arbejdsgivere mere tilbøjelige end mindre arbejdsgivere til at indberette forskelle i digitale færdigheder. Samtidig har store arbejdsgivere også større sandsynlighed for at have de finansielle midler til at investere i nye digitale teknologier end små arbejdsgivere, hvilket direkte udmønter sig i en større efterspørgsel efter ansatte med digitale færdigheder.
Figur 32: Stigende efterspørgsel efter digitale færdigheder svarer ikke overens med arbejdstagernes udbud af færdigheder
Arbejdspladser, der rapporterer om forskelle i digitale færdigheder, pr. sektor og størrelse, EU-28 (i % af arbejdspladser)
Kilde: Europa-Kommissionen, JRC, 2019.
Læseforklaring: Fra svar på følgende spørgsmål: "Angiv det bedste skøn over antallet eller andelen af medarbejdere, der udfører sådanne opgaver, og angiv, hvor mange af dem der er fuldt kvalificerede til udførelsen af opgaverne. Bemærk, at en fuldt kvalificeret medarbejder er en person, som er i stand til at udføre arbejdet/opgaven på det fornødne niveau." Antal brugbare svar: 4 569; N = 5 634 045.
Kilde: European Digital Skills Survey (weighted values), extracted from Curtarelli et al. (2017)
Figur 33: Deltagelse i uddannelse er mindre udbredt blandt arbejdsløse voksne, og der er fortsat store forskelle mellem medlemsstaterne
Andel af arbejdsløse voksne (i alderen 25-64 år), der deltager i læring (som procentdel af samtlige voksne arbejdsløse), 2018
Kilde: Eurostat, LFS, 2018, onlinedatakode [ trng_lfse_02 ]. Læseforklaring: Ingen data for HR og RO. Data for BG er for 2017.
Uddannelsesforanstaltninger, som skal integrere dårligt stillede i samfundet, er især relevante. De kan antage forskellige former, bl.a. formel eller ikkeformel erhvervsuddannelse eller programmer for udvikling af grundlæggende færdigheder 61 . Lavtuddannede og arbejdsløse voksne står over for særlige udfordringer, når det gælder adgang til læring. I henhold til LFS-data varierer andelen af arbejdsløse voksne, der deltog i en uddannelsesaktivitet i løbet af de sidste fire uger inden undersøgelsen (som procentdel af samtlige arbejdsløse voksne) i 2018, fra næsten 1,5 % i Slovakiet til mere end 45 % i Sverige (EU-gennemsnit:. 10,7 % (figur 33). Bortset fra Slovakiet deltager mindre end 10 % af de arbejdsløse voksne i læring i lande som Bulgarien, Ungarn, Litauen, Grækenland, Polen, Italien, Tjekkiet, Cypern, Malta, Letland og Tyskland. Derimod overstiger andelen af deltagere i Luxembourg, Danmark, Finland og Estland 20 %. Ser man på andelen af lavtuddannede voksne 62 , som deltog i en uddannelsesaktivitet i de sidste fire uger inden undersøgelsen (som procentdel af samtlige lavtuddannede voksne), opstår der også betydelige forskelle mellem medlemsstaterne (figur 34). Mindre end 1 % af de lavtuddannede voksne deltager i læring i Cypern, Grækenland og Kroatien, mens mere end 10 % gør det i Sverige, Danmark og Finland (EU-gennemsnit: 4,3 %). For så vidt angår personer, der er født uden for EU (i alderen 25-64 år), var de ifølge EU-gennemsnittet lidt mere tilbøjelige til at deltage i uddannelse (i de seneste 4 uger) (12,0 %) i 2018 end personer, der er født i det pågældende land (11,1 %). Situationen varierer dog fra land til land. I eksempelvis Frankrig, Italien, Grækenland og Østrig er personer, der er født i det pågældende land, væsentligt mere tilbøjelige til at have adgang til voksenuddannelse end personer, der er født uden for EU 63 . Desuden viste den mere specifikke voksenuddannelsesundersøgelse (2016) en anderledes tendens: Voksne med migrantbaggrund var lidt mindre tilbøjelige til at deltage i formel og ikke-formel uddannelse end deres jævnaldrende, der er født i det pågældende land (42 % på EU-plan mod 45 %) 64 . Migranter forbindes under alle omstændigheder oftere med manglende vejledning og rådgivning om læringsmuligheder, da det i hele EU kun er ca. en fjerdedel af den udenlandsk fødte befolkning, der nyder godt af denne form for støtte, sammenlignet med en tredjedel af dem, der er født i det pågældende land.
Figur 34: På trods af betydelige forskelle mellem medlemsstaterne står voksne med lave kvalifikationer over for en række udfordringer med hensyn til deltagelse i læringsaktiviteter
Andel af lavtuddannede voksne (i alderen 25-64 år) , der deltager i læring (som procentdel af samtlige lavtuddannede voksne), 2018
Kilde: Eurostat, LFS, 2018, onlinedatakode [ trng_lfse_03 ]. Læseforklaring: Data for RO foreligger ikke.
Figur 35: Der er etableret offentlige vejledningstjenester i de fleste medlemsstater, men deres udbredelse varierer betydeligt.
Andel af voksne, der modtager vejledning om voksenuddannelsesmuligheder, 2016
Kilde: Eurostat, Voksenuddannelsesundersøgelsen, 2016, særlig dataudtræk til GD EMPL. Læseforklaring: Data for IE foreligger ikke.
Vejledning om læringsmuligheder kan effektivt stimulere den enkeltes ønske om og deltagelse i uddannelse. Inden for benchmarkingrammen for voksnes læring og færdigheder er der peget på, at vejledning om læringsmuligheder er en vigtig politisk løftestang, som skal tilskynde voksne til at deltage i læring. Ifølge de seneste data (2016) om adgang til vejledningstjenester inden for læring er der, som dokumenteret i voksenuddannelsesundersøgelsen 65 , et stærkt positivt forhold mellem andelen af voksne (i alderen 25-64 år), der modtager vejledning, og andelen af personer, der i sidste ende deltager i læring 66 . Mens offentlige vejledningstjenester udgør et fælles politisk redskab i de fleste medlemsstater, varierer dækningen med hensyn til opsøgende arbejde betydeligt fra land til land. Som vist i figur 35 varierede andelen af voksne, der i 2016 havde modtaget gratis information eller rådgivning inden for de seneste 12 måneder om læringsmuligheder fra institutioner eller organisationer, fra 1,5 % i Rumænien til næsten 56 % i Sverige (EU-gennemsnit: 24,3 %). Endelig modtager kun et meget lille mindretal af virksomhederne i de fleste lande (og i den forbindelse — overvejende store virksomheder) offentlige incitamenter til at uddanne deres ansatte (se figur 36). De eneste undtagelser er Spanien, Frankrig og Belgien, hvor mindst en tredjedel af alle virksomheder modtager sådanne incitamenter (se også den fælles beskæftigelsesrapport 2019).
Figur 36: I de fleste lande modtager kun et lille mindretal af virksomhederne offentlige incitamenter til at uddanne deres ansatte
Finansiel uddannelsesstøtte til virksomheder, 2015 (i %)
Kilde: Eurostat, Efter- og videreuddannelsesundersøgelsen, 2015, særlig dataudtræk til GD EMPL. Læseforklaring: Dataene viser, hvor stor en andel af virksomhederne med 10 eller flere ansatte der har modtaget finansiel støtte fra det offentlige til uddannelse i referenceåret (2015). Data for IE foreligger ikke.
Arbejdsmarkedssituationen forbedres fortsat for de unge, samtidig med at de makroøkonomiske forhold styrkes. I EU faldt ungdomsarbejdsløsheden fra toppunktet på 23,8 % i 2013 til 15,2 % i 2018. Dette er 0,7 procentpoint lavere end niveauet før krisen i 2008, men dog stadig dobbelt så høj som den samlede arbejdsløshed (6,8 % i 2018). Spredningen i ungdomsarbejdsløsheden er fortsat høj — selv om den falder med tiden — (se figur 37), og ungdomsarbejdsløsheden er stadig på over 30 % i nogle medlemsstater (Italien, Spanien og Grækenland). I den anden ende af skalaen er ungdomsarbejdsløsheden faldet betydeligt i Bulgarien, Letland, Polen, Østrig, Malta og Tjekkiet, som lå et godt stykke under EU-gennemsnittet i 2018. Unge mænd og kvinder oplever næsten de samme niveauer og tendenser i arbejdsløsheden (14,5 % for kvinder og 15,7 % for mænd i 2018) med en lille forskel i kvindernes favør, som har været stort set konstant i de seneste otte år (den kønsbetingede forskel er omvendt i de højere aldersgrupper). Opsvinget i beskæftigelsen fører ikke altid til skabelse af kvalitetsjob for unge, idet 12,8 % af de ansatte i aldersgruppen 15-24 var ufrivilligt ansat på tidsbegrænsede kontrakter i 2018 (sammenlignet med 6,8 % af arbejdstagerne i alderen 25-64 år). Denne andel var på over 1 ud af 3 i Spanien, Portugal, Kroatien og Italien.
Figur 37: Spredningen i ungdomsarbejdsløsheden er fortsat høj, selv om den dog har været faldende over tid.
Ungdomsarbejdsløshed (15-24 år), flerårig sammenligning
Kilde: Eurostat, Arbejdsstyrkeundersøgelsen, onlinedatakode: [une_rt_a].
Ud over de beskæftigede eller jobsøgende er en betydelig del af de unge i alderen 15-24 år økonomisk inaktive. I EU var i alt 5,5 mio. mennesker i alderen 15-24 år hverken i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET) i 2018. Dette svarede til 10,4 % af befolkningen i denne aldersgruppe, et fald fra toppunktet på 13,2 % i 2012 og til under niveauet i 2008 (10,9 %), men der er stadig tale om en betydelig gruppe. Faldet skyldtes hovedsageligt arbejdsløse NEET'ers overgang til beskæftigelse. Som det fremgår af figur 38, forekommer der stadig en NEET-andel på over 14 % i flere lande (Italien, Bulgarien, Rumænien og Grækenland, alle "kritiske situationer"). NEET-andelen er steget, selv om den stadig er meget lav i Østrig, Nederlandene og Slovenien. Det er mere bekymrende, at andelen er steget i Estland og Det Forenede Kongerige ("bør holdes øje med"). Mere positivt er det, at der observeres markante reduktioner i Cypern og Kroatien ("svag, men i bedring"), der lå på et højt udgangsniveau. Der er en begrænset konvergens, hvilket også antydes af den let negative hældning på regressionslinjen.
Figur 38: Der ses stadig høje NEET-andele i flere lande
NEET-andelen (15-24 år) og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat. Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Efter nedbringelsen af ungdomsarbejdsløsheden er størsteparten af NEET'erne fortsat inaktive, men med betydelige forskelle mellem medlemsstaterne og befolkningsgrupperne. I 2018 var 6,1 % af de unge mellem 15 og 24 år i EU i denne situation. Inaktiviteten blandt NEET'er er særlig høj i Italien, Bulgarien og Rumænien, mens arbejdsløsheden er udtalt i Spanien, Kroatien og Grækenland (se figur 39). Et lavt uddannelsesniveau er blevet identificeret som den vigtigste risikofaktor for at blive NEET 67 . Unge kvinder, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, er oftere inaktive end arbejdsløse, mens de to tal er på næsten samme niveau for mænd.
Unge med migrantbaggrund havde større sandsynlighed for at være "hverken i beskæftigelse eller under uddannelse". NEET-andelen blandt unge født uden for EU (i alderen 18-24 år) var på 20,6 % i 2018 sammenlignet med 13,1 % blandt unge, der er født i det pågældende land 68 . Forskellen var højere end 10 procentpoint i en række medlemsstater som f.eks. Grækenland, Malta, Slovenien, Tyskland, Italien og Spanien. Desuden var situationen generelt værre for unge migrantkvinder (NEET-andel på 23,8 %, 10,3 procentpoint højere end blandt kvinder, der er født i medlemsstaten). Ud over personer, der ikke er født i EU, er det også sandsynligt, at personer født i EU, som har en migrantbaggrund, vil blive berørt: i de fleste EU-medlemsstater var de mere tilbøjelige til at være "hverken i beskæftigelse eller under uddannelse" end personer, hvis forældre er født i det pågældende land. Forskellen var særlig stor (over 8 procentpoint højere) i Slovenien, Frankrig, Belgien, Luxembourg, Tjekkiet og Luxembourg 69 . Unge, der både har en migrantbaggrund og et lavt uddannelsesniveau, var særligt udsatte.
Figur 39: Størsteparten af NEET'erne er inaktive, men med betydelige forskelle medlemsstaterne imellem.
NEET-profil (15-24 år i EU's medlemsstater i 2018 (%))
Kilde: Eurostat, LFS, onlinedatakode: [edat_lfse_20].
Ældre arbejdstagere (55-64-årige) tegnede sig for en betydelig del af den samlede stigning i beskæftigelsen mellem 2008 og 2018. Antallet af beskæftigede i denne aldersgruppe steg med 12,3 millioner. Denne stigning skyldes delvis en stigning i den ældre befolkning på 7,4 millioner, men skyldes primært en stigning i arbejdsmarkedsdeltagelsen, da beskæftigelsesfrekvensen for 55-64-årige steg med 13,3 procentpoint til 58,7 % i 2018. I det seneste årti er de største stigninger i antallet af ældre arbejdstagere sket i Tyskland (+3,3 millioner eller +63 %) efterfulgt af Italien, Frankrig, Polen og Det Forenede Kongerige. Beskæftigelsesfrekvensen steg særligt hurtigt i Ungarn (+23,3 procentpoint), efterfulgt af Italien, Malta, Nederlandene, Tyskland, Tjekkiet og Polen, som alle havde stigninger på over 17 procentpoint. Der blev også registreret en øget deltagelse blandt de "ældste arbejdstagere": andelen af arbejdstagere i alderen 65-74 år er steget med næsten 1,5 millioner siden 2008. Selv om både befolkningstallet og beskæftigelsesfrekvensen bidrog til denne stigning, havde sidstnævnte en større indvirkning.
|
Figur 40: Ældre arbejdstagere tegnede sig for en betydelig del af den samlede stigning i beskæftigelsen mellem 2008 og 2018 Beskæftigelsesfrekvens (55-64 år), flerårig sammenligning
|
Kilde: Eurostat, 2018, 2013, 2008, onlinedatakode: [lfsa_pganws].
I 2018 fortsatte kvinders beskæftigelsesfrekvens en støt stigning, selv om fremskridtene med hensyn til at mindske den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvens er aftaget. I forhold til 2017 steg beskæftigelsesfrekvensen for kvinder (i alderen 20-64 år) med 0,9 procentpoint til 67,4 % og steg i alle medlemsstater. Der er registreret betydelige stigninger på over 2 procentpoint i Cypern, Portugal, Finland og Slovenien (i faldende orden). Italien (53,1 %), Grækenland (49 %), Kroatien (60,1 %) og Rumænien (60,6 %) oplevede også forbedringer, men beskæftigelsesfrekvensen for kvinder er fortsat lav i disse lande. Derimod er Sverige, Litauen, Tyskland og Estland fortsat de lande, der klarer sig bedst, med en beskæftigelsesfrekvens for kvinder på over 75 %. I alle medlemsstater er der flere mænd end kvinder på arbejdsmarkedet. I 2018 lå EU-gennemsnittet for forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens på 11,6 procentpoint og har været næsten uændret siden 2013 (11,7 procentpoint). Forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens målt i fuldtidsækvivalenter (FTÆ) er betydeligt højere (18 procentpoint), hvilket afspejler en højere forekomst af deltidsarbejde blandt kvinder (se nedenfor). De laveste forskelle i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens findes i Litauen (2,3 procentpoint), Finland (3,7 procentpoint), Letland (4,2 procentpoint) og Sverige (4,3 procentpoint). På den anden side af spektret er Malta (21,9 procentpoint), Grækenland (21 procentpoint), Italien (19 procentpoint) og Rumænien (18,3 procentpoint). Samtlige sidstnævnte lande vurderes som "kritiske situationer" med undtagelse af Malta, som er "svag, men i bedring", takket være et brat fald på 2,2 procentpoint i det seneste år. Det fremgår af figur 41, at der ikke er tale om konvergens med hensyn til denne indikator, da flere medlemsstater med høje kønsbetingde forskelle i beskæftigelsesfrekvens - eller tæt på gennemsnittet - oplevede en forværring i 2018.
Figur 41: Den kønsbetingde forskel i beskæftigelsesfrekvens er fortsat stor med betydelige forskelle mellem medlemsstaterne
Kønsbetinget forskel i beskæftigelsesfrekvens og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Mindre end halvdelen (46,6 %) af kvinderne (20-64 år) i EU arbejdede på fuld tid i 2018 sammenlignet med 71,5 % af mændene. Denne store forskel mellem kønnene er også tydelig i andelen af deltidsansatte Blandt de beskæftigede kvinder arbejdede 30,8 % på deltid sammenlignet med 8 % af mændene i 2018. Ufrivilligt deltidsarbejde var imidlertid på 22,1 % i EU for kvinder med sammenlignet med 33,4 % for mænd. I de fleste af de østeuropæiske medlemsstater ligger andelen af kvinder, der arbejder på deltid, traditionelt under 10 % (Bulgarien, Kroatien, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet). I modsætning hertil var andelen på 73,8 % i Nederlandene (selv om den faldt for tredje år i træk), 47,6 % i Østrig og 46,7 % i Tyskland. I medlemsstater med særligt store andele af kvinder, der arbejder på deltid (f.eks. Nederlandene, Østrig og Tyskland), registrerer man højere beskæftigelsesfrekvenser end gennemsnittet for kvinder, hvilket fremhæver den positive effekt af fleksible politikker til at forene arbejds- og familieliv for forældre og omsorgspersoner. Der findes imidlertid også mindre kønsbetingede forskelle og højere beskæftigelsesfrekvenser i de medlemsstater, hvor kvinder er mindre tilbøjelige til at arbejde på deltid (Litauen, Letland, Estland og Finland). Dette tyder på, at yderligere underliggende barrierer, såsom utilstrækkelige børnepasningsmuligheder, kulturelle forventninger samt mangel på incitamenter, såsom fleksibel arbejdstid, beliggenhed og arbejdstid eller løn- og skattestrukturer, kan spille ind. Der er desuden ulemper forbundet med deltidsarbejde: som det f.eks. fremgår af Eurofound 70 , er forskellen mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte blevet væsentligt større mellem 2005 og 2015 for så vidt angår uddannelse betalt af arbejdsgiveren. Deltidsansatte oplyser også, at de oplever dårligere socialt miljø på arbejdspladsen (Eurofound 2018).
Den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvens stiger blandt ældre arbejdstagere og er på 13 procentpoint blandt de 55-64-årige. Dette skyldes, at kvinder bærer den største byrde med hensyn til omsorgsforpligtelser, førtidspensionering og til dels deres lave uddannelsesniveau i denne aldersgruppe. Andelen af kvinder (55-64 år), som var inaktive på grund af familie- eller omsorgsforpligtelser, var på 7,5 % på EU-plan i 2018 mod kun 1 % for mænd i denne aldersgruppe. Beskæftigelsesfrekvensen for lavtuddannede (ISCED 0-2) ældre kvinder er på 36,5 % mod 53 % for mænd (og 69,3 % for ældre kvinder med tertiæruddannelser). Generelt har kvinder (20-64 år) i højere grad end mænd gennemført tertiæruddannelser, og færre kvinder er lavtuddannede i forhold til mænd, hvorimod det modsatte gør sig gældende for denne ældre aldersgruppe. Desuden er 31,3 % af de ældre kvinder lavtuddannede sammenlignet med 27,5 % af de ældre mænd. Dette bidrager til at reducere timelønnen for dem, der er beskæftigede, og til at reducere socialsikringsbidragene generelt.
Forskellen i beskæftigelsen er større for kvinder med omsorgsforpligtelser. Forældreskab er en væsentlig hindring for kvinders fulde deltagelse på arbejdsmarkedet. I alle medlemsstater øges den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvens betydeligt, når der tages hensyn til forældreskab. I 2018 var beskæftigelsesfrekvensen for kvinder (i alderen 20-49 år) med et barn under 6 år 9 procentpoint lavere end for kvinder uden børn. I Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet er de negative konsekvenser af forældreskab særlig høje (over 13 procentpoint). Omvendt har forældreskab en positiv (11,3 procentpoint på EU-plan) indvirkning på beskæftigelsesfrekvensen for mænd.
Figur 42: Forskelle i de beskæftigelsesmæssige virkninger for mænd og kvinder med et barn under 6 år
Beskæftigelsesmæssige virkninger af forældreskab for mænd og kvinder (i alderen 20-49 år) i 2018, forskel i erhvervsfrekvens (i procentpoint)
Kilde: Eurostat. Bemærk: De beskæftigelsesmæssige virkninger af forældreskab er forskellen i procentpoint i beskæftigelsesfrekvensen for mødre og fædre med mindst ét barn under seks år.
Ud over den lavere beskæftigelsesfrekvens er der stadig en betydelig kønsbetinget lønforskel. I ukorrigerede tal var den stabil på 16 % 71 i 2017 med kun et lille fald i forhold til 2013 (16,8 %). Dette er til trods for, at der er en stigende forskel i gennemførelsen af uddannelser i EU i kvindernes favør, da andelen af kvinder (30-34 år) med en tertiæruddannelse (45,8 %) var 10 procentpoint højere end for mænd (35,7 %) i 2017. En af hovedårsagerne til den fortsatte kønsbetinget lønforskel er, at der ofte er flere kvinder blandt mindstelønsmodtagere 72 og i lavtlønssektorer og -erhverv generelt. Desuden vil de oftere end mænd blive konfronteret med begrænsninger i deres karrierevalg (i forbindelse med plejeforpligtelser). Der ses dog stadig en lønforskel, selv efter udligning af faktorer som f.eks. forskelle i erfaring, uddannelsesniveau og kontrakttype.
Den ujusterede kønsbetingede lønforskel varierer fortsat betydeligt landene imellem. Den er fortsat på over 20 % i Estland, Tjekkiet, Tyskland og Det Forenede Kongerige, mens de mindste forskelle (ca. 5 %) registreres i Rumænien, Italien og Luxembourg. Siden 2013 er situationen forbedret betydeligt i Estland, Ungarn og Spanien, mens den kønsbetingede lønforskel er steget med over 2 procentpoint i Portugal, Litauen og Kroatien. Den kønsbetingede lønforskel resulterer ofte i en pensionsforskel i mændenes favør, som i gennemsnit lå på 35,7 % i 2017 for pensionister mellem 65 og 79 år (et fald på 1 procentpoint i forhold til 2016). Den kønsbetingede pensionsforskel var højest i Malta, Nederlandene, Luxembourg, Østrig og Cypern (over 40 %), mens de mindste forskelle (under 10 %) blev registreret i Estland, Danmark og Slovakiet (se flere oplysninger i kapitel 3.4).
Figur 43: Der er stadig en markant kønsbetinget lønforskel
Ukorrigerede kønsbetingede lønforskelle i 2013 og 2017
Kilde: Eurostats onlinedatakode: [SDG_05_20]. Bemærk: Den ukorrigerede kønsbetingede lønforskel måles som forskellen mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mandlige og kvindelige ansatte som en procentdel af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mandlige lønmodtagere.
Manglende adgang til økonomisk overkommelig børnepasning og langtidspleje af høj kvalitet udgør ofte en hindring for kvinders beskæftigelse. Nøgleindikatoren på den sociale resultattavle vedrørende børnepasning viser, at 35,1 % af børn under 3 år var i formelle pasningsordninger på EU-plan i 2018, hvilket overskrider Barcelonamålet på 33 % om deltagelse i børnepasning for denne aldersgruppe. Der er dog stadig forskelle mellem landene, og omkring halvdelen af medlemsstaterne har endnu ikke nået Barcelonamålet. Mens deltagelsen i formel børnepasning for børn under 3 år er på over 60 % i Danmark og Luxembourg, ligger den omkring eller under 10 % i Polen og Tjekkiet, og den er ekstremt lav i Slovakiet, nemlig 1,4 % (figur 44). I disse medlemsstater er manglen på formelle børnepasningsordninger forbundet med lavere arbejdsmarkedsresultater for kvinder og i de fleste tilfælde med en negativ konsekvens af forældreskab, der ligger over EU-gennemsnittet.
Figur 44: Der er fortsat store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til deltagelse i børnepasningsordninger
Børn under 3 år i formelle børnepasningsordningen og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, EU-SILC. Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2016. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Der er stadig betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til tilgængelige og økonomisk overkommelige førskoleuddannelses- og børnepasningsordninger af kvalitet. I mange EU-lande er der, navnlig for børn under 3 år, endnu ikke adgang til førskoleuddannelse og børnepasning af høj kvalitet og med et klart uddannelsesindhold, der leveres af kvalificeret personale. I de første år af et barns liv er adgangen til gratis førskoleuddannelse og børnepasningsordninger desuden ret begrænset. I EU er Danmark, Tyskland, Estland, Slovenien, Finland og Sverige de eneste lande, der sikrer adgang til offentligt finansieret førskoleuddannelse og børnepasning for alle børn i alderen 6-18 måneder. Adgangen forbedres, jo ældre børnene er, og næsten halvdelen af medlemsstaterne er i stand til at tilbyde en plads i førskoleuddannelse og børnepasning fra 3 år og opefter. Endelig har børn, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, meget lavere deltagelsesfrekvenser end jævnaldrende fra bedre stillede familier. I 2016 var der en forskel på 11 procentpoint for gruppen på 3 år og derover og næsten 15 procentpoint for børn i alderen 0-2 år. Desuden varierer udbredelsen af børnepasning på tværs af befolkningsgrupper. På EU-plan deltager 77 % af alle børn (i alderen 2-5 år) i migranthusstande i en eller anden form for førskoleuddannelse og pasningsordning sammenlignet med 81 % blandt børn i husstande, hvor familien er født i det pågældende land 73 . Forskellen er meget større i Kroatien, Frankrig, Slovenien og Det Forenede Kongerige, hvor børn af indvandrere er mindre tilbøjelige til at deltage i førskoleuddannelse, og forskellen er på mindst 10 procentpoint. Dette er problematisk, da børn af indvandrere er en gruppe, der i højere grad end gennemsnittet drager fordel af at deltage i den formelle børnepasning og førskoleuddannelse (ifølge en analyse baseret på PISA-scoren for 15-årige elever med indvandrerforældre).
Manglende økonomiske incitamenter forhindrer i udpræget grad kvinder i at arbejde eller arbejde mere. Det skyldes en række forhold. F.eks. er partnere uden beskæftigelse og sekundære forsørgere ofte kvinder, som står over for manglende finansielle incitamenter på arbejdsmarkedet, navnlig når der også er tale om omsorgsforpligtelser for børn 74 eller andre familiemedlemmer. Hertil kommer, at hvis indkomstskatten opkræves af husstandsindkomsten frem for en individuel indkomst, kan det virke demotiverende for den sekundære forsørger. Omkostningstunge plejefaciliteter skaber også flere inaktivitetsfælder, navnlig for sekundære forsørgere og lavindkomstfamilier. Andre aspekter af skatte- og socialsikringssystemet kan også lægge hindringer i vejen for udbuddet af arbejdskraft, herunder familiebaserede fradrag, fradrag for ægtefælle, der forsørges, og overførbare fradrag. I 2017 oplevede Danmark, Tyskland, Belgien og Frankrig den højeste inaktivitetsfælde for sekundære forsørgere. Lavtlønsfælden var høj i Belgien, Tyskland, Italien og Nederlandene 75 .
Trods visse forbedringer støder personer, der er født uden for EU, fortsat på udfordringer på arbejdsmarkedet. Dette skal ses i sammenhæng med, at deres andel af den samlede befolkning i den erhvervsaktive alder (20-64 år) er steget fra 6,6 % i 2014 til 9,4 % i 2018. I 2018 var 64,5 % af personer, som ikke er født i EU, i den arbejdsdygtige alder (20-64 år) i beskæftigelse, hvilket er 3,2 procentpoint højere end to år tidligere (2016). Det er dog 9,4 procentpoint lavere end beskæftigelsesfrekvensen blandt personer, der er født i det pågældende land (73,8 %). I nogle medlemsstater (Sverige, Nederlandene, Belgien, Finland, Danmark, Tyskland og Frankrig) var forskellen højere end 15 procentpoint i 2018. Desuden er situationen stadig mere ufordelagtig for kvinder, der er født uden for EU, med en beskæftigelsesprocent på omkring 55,3 % i 2018, 13,3 procentpoint under niveauet blandt kvinder, der er født i det pågældende land (68,6 %). Forskellen mellem mænd (dvs. mellem mænd, der født uden for EU, og mænd, der er født i det pågældende land) var lavere (4,8 procentpoint i 2018) og mindskedes hurtigere gennem de seneste år. Den lille forbedring i de seneste år skyldes navnlig højere beskæftigelsesfrekvenser i undergruppen af "nytilkomne" (personer, der er født uden for EU, og har haft bopæl i EU i mindre end 5 år). Selv om beskæftigelsesprocenten for denne gruppe fortsat er lavere end blandt dem, der har haft bopæl i EU i lang tid, er den steget med 3,1 procentpoint på et år (fra 46,4 % i 2017 til 49,5 % i 2018), hvilket navnlig skyldes hurtige forbedringer (på over 5 procentpoint) i Belgien, Østrig, Tyskland og Frankrig 76 . Selv om forskellen i beskæftigelsesfrekvensen mellem personer, der er født i og uden for EU, er steget i perioden 2008-2018 i de fleste medlemsstater (20 ud af 28) — navnlig på grund af virkningerne af den økonomiske recession og dens indvirkning på arbejdsmarkedet — er den for nylig blevet reduceret (fra 2016 og frem) i 17 medlemsstater. Dette var især tilfældet for de lande, der modtager flest indvandrere fra tredjelande (se figur 45 nedenfor).
Figur 45: Personer, der ikke er født i EU, støder fortsat på udfordringer med hensyn til beskæftigelsesegnethed
Beskæftigelsesfrekvens efter fødeland, 20-64-årige, 2018 og udviklingen siden 2008 og 2016
Kilde: Eurostat [lfsa_ergacob]. Bemærk: Ingen værdi for ændring i forskellen for DE på grund af manglende data om beskæftigelsesfrekvensen for personer, der er født uden for EU, for referenceårene før 2017.
Den samlede beskæftigelsesfrekvens for personer, der er født uden for EU, afspejler en række forskellige faktorer. Navnlig forklarer den større andel af lavtuddannede personer, der er født uden for EU, i forhold til personer, der er født i det pågældende land (henholdsvis 35,7 % og 20,3 % i aldersgruppen 25-64 år 77 ), til dels den lavere beskæftigelsesfrekvens blandt indvandrere. Selv indvandrere med et højt uddannelsesniveau når imidlertid ikke op på samme niveau som dem, der er født i det pågældende land (hvilket fremgår af den store forskel i beskæftigelsesfrekvens og den højere grad af overkvalificering), og der er fortsat en betydelig underudnyttelse af migranternes færdigheder og kvalifikationer. Dette bekræftes af data fra den europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene (EWCS), som viser, at der er større sandsynlighed for, at vandrende arbejdstagere i første generation kommer til at befinde sig i mindre kvalificerede job, selv når de har en tertiæruddannelse. Sprogbarrierer og manglende anerkendelse af færdigheder og certificeringer er nogle af de sandsynlige årsager til den ringe afstemning mellem menneskelige ressourcer og job 78 .
Ud over personer, der ikke er født i EU, er det også sandsynligt, at personer, der er født i det pågældende land af forældre, der ikke er født i EU, vil støde på beskæftigelsesmæssige udfordringer. I 2017 (seneste år, der er til rådighed) var beskæftigelsesfrekvensen for 15-34-årige 68,5 % i EU, 5,7 procentpoint under niveauet for personer, der er født i det pågældende land. Desuden lå forskellen på ca. 15 procentpoint eller derover i Østrig, Grækenland, Frankrig, Spanien, Finland, Danmark, Belgien, Nederlandene og Italien 79 . I de sidste ti år blev den største forringelse for børn med migrantbaggrund konstateret i de lande, der blev hårdest ramt af den økonomiske nedgang, såsom Grækenland og Italien, samt i Frankrig og Nederlandene. Derimod har Sverige, Tjekkiet og Belgien oplevet en betydelig stigning i beskæftigelsesfrekvensen for unge (15-34 år) med migrantbaggrund.
Lav beskæftigelses- og erhvervsfrekvens blandt personer med handicap viser, at der er et uudnyttet potentiale for udnyttelse af deres talenter. I EU i 2017 var beskæftigelsesfrekvensen for handicappede 50,6 % mod 74,8 % for personer uden handicap 80 . Den er ikke desto mindre steget en smule i forhold til 2016 (48,1 %). Forskellen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat 81 , nemlig fra 13,7 procentpoint i Italien til 42,1 procentpoint i Irland. Desuden var kun 61 % af personer med handicap i EU økonomisk aktive sammenlignet med 82,3 % af personerne uden handicap, hvilket tyder på, at der findes væsentlige hindringer for, at personer med handicap kan få adgang til arbejdsmarkedet 82 . Lande med omtrent den samme erhvervsfrekvens for personer uden handicap kan have en meget forskellig erhvervsfrekvens for personer med handicap. I forhold til ligestilling var beskæftigelsesfrekvensen for kvinder med handicap (48,3 %) kun en smule lavere end for mænd med handicap (53,3 %). Kvaliteten af arbejdet er også et vigtigt spørgsmål: i 2018 var der større sandsynlighed for, at personer med handicap risikerede fattigdom i arbejde end personer uden handicap (11 % sammenlignet med 9,1 % i gennemsnit i EU) 83 . En Eurofound-undersøgelse 84 bekræfter, at beskæftigelsen er en afgørende faktor for inklusion. Det viser, at der er stor forskel på, i hvilket omfang personer med handicap føler sig holdt uden for samfundet, alt efter om de har arbejde eller ej. Personer med handicap, der har et arbejde, anfører i mindre grad, at de føler sig holdt uden for samfundet end f.eks. langtidsledige eller personer, som er ude af stand til at arbejde på grund af deres handicap.
En stor andel af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, og en lav gennemførelsesprocent af tertiæruddannelser blandt personer med handicap har en negativ indvirkning på deres beskæftigelse. I EU i 2017 85 var andelen af unge handicappede, der forlader uddannelsessystemet tidligt, (aldersgruppen 18-24 år) på 19,6 % sammenlignet med 9,5 % for unge uden handicap (dvs. en forskel på omkring 10,1 procentpoint). Denne forskel var mindst i Slovenien (1,8 procentpoint) og relativt høj i Tjekkiet (25,5 procentpoint), Rumænien (23,5 procentpoint), Bulgarien (21,9 procentpoint) og Tyskland (21,1 procentpoint). For så vidt angår tertiæruddannelser har 32,4 % af personer med handicap gennemført en tertiæruddannelse eller en tilsvarende uddannelse i forhold til 42,5 % for personer uden handicap (dvs. en forskel på omkring 10,2 procentpoint).
3.2.2 Politiktiltag
Integrerede tilgange, der tilpasses de studerendes behov, er mest effektive med hensyn til at reducere antallet af personer, der forlader uddannelsessystemet tidligt. Siden september 2018 har mange medlemsstater indført foranstaltninger på dette område. I Luxembourg har regeringen f.eks. oprettet en "Skolevejledningstjeneste", som skal hjælpe med bedre at bekæmpe skolefrafald ved at yde målrettet støtte til elever, der har en særlig risiko for at droppe ud. I Spanien får de spanske regioner hjælp fra "Vejlednings- og støtteprogrammet for fremgang og støtte i uddannelse" til at reducere antallet af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, især ved at støtte uddannelsescentre i sårbare områder og studerende med en dårligt stillet socioøkonomisk baggrund og ved at styrke undervisningspersonalets kompetencer til at håndtere elevernes mangfoldighed i undervisningen. I Bulgarien er projektet "Støtte til succes", som medfinansieres af Den Europæiske Strukturfond (ESF), rettet mod 1 500 skoler og 120 000 elever med indlæringsvanskeligheder eller i risiko for at droppe ud, og giver eleverne karrierevejledning fra femte til syvende år i sekundæruddannelsen på andet trin.
Det er afgørende at tiltrække gode lærere ved at yde passende løn og støtte deres fortsatte faglige udvikling, hvis man vil opnå resultater og inklusiv uddannelse af høj kvalitet. Flere medlemsstater har for nylig indført politikker, der skal gøre lærergerningen mere attraktiv og forbedre lærernes arbejdsvilkår. F.eks. har Bulgariens "nationale programmer for modernisering af uddannelsessystemet" til formål at motivere lærere, indføre innovative undervisningsmetoder og tilrettelægge læringsprocessen, karrierevejledningen og åbne skolerne over for andre institutioner. Slovakiet øger gradvist lærernes lønninger, og den "nye lov om uddannelsespersonale og administrations- og ledelsespersonale" skaber større sammenhæng mellem løn og undervisningspræstation ved at ændre attestationsproceduren og forløbet med faglig udvikling. Sverige har for nylig bevilget yderligere midler til at ansætte flere undervisningsassistenter for at mindske lærernes administrative arbejdsbyrde og give dem mere tid til at undervise. Endelig udviklede Litauen i 2018 et pilotværktøj, der giver kortsigtede og midtvejsprognoser over efterspørgslen efter lærere for at sikre, at der fortsat kommer nye talenter til lærerfaget, samtidig med at man bevarer kontrollen med det samlede antal lærere. Desuden er der i "bekendtgørelsen om læreruddannelse" fastsat kvalitetskrav for grundlæggende uddannelsesprogrammer og for det nye introduktionsprogram, der dækker det første undervisningsår. Den indeholder også en række muligheder for uddannelse og faglig efter- og videreuddannelse af lærere og fastlægger kriterier for de tre nyetablerede nationale læreruddannelsescentre.
En forbedring af kvaliteten og relevansen af tertiæruddannelserne er afgørende for at kunne tackle den manglende matchning mellem udbudte og efterspurgte færdigheder i fremtiden, fremme ekspertisen inden for udvikling af færdigheder og sikre en vellykket overgang til arbejdsmarkedet. I Kommissionens meddelelse fra 2017 om en ny EU-dagsorden for videregående uddannelse 86 understreges betydningen af foranstaltninger, der har til formål at øge deltagelsen i videregående uddannelser, øge gennemførelsesprocenten, udstyre de studerende med færdigheder og kompetencer, der er relevante for arbejdsmarkedet, eller forbedre effektiviteten af finansieringsordningen for videregående uddannelser. Mange medlemsstater overvejer dette aspekt i forbindelse med deres politiktiltag. F.eks. tilbyder Irlands Springboard +, et opkvalificeringsinitiativ inden for videregående uddannelse, gratis kurser på kvalifikationsbevis-, bachelor- og masterniveau, der fører til kvalifikationer på områder, hvor der er beskæftigelsesmuligheder i økonomien. I Danmark forsøger man at gøre videregående uddannelser mere fleksible og knytte dem tættere til arbejdsmarkedet. På 25 studieområder er der blevet indført etårige erhvervsrettede masterstudier på heltidsbasis; der er nu bedre muligheder for at kombinere studier og arbejde gennem toårige masteruddannelser; og støtteberettigelsesperioden for studiestøtte på masterniveau kan forlænges i tre år efter endt uddannelse for at give mulighed for erhvervserfaring. I Italien har en ny type ikke-akademisk tertiæruddannelse (lauree professionalizzanti) til formål at uddanne højtuddannede akademikere inden for ingeniørvæsen, bygge- og anlægsarbejde og miljø samt energi og transport i tæt samarbejde med de relevante faglige sammenslutninger.
Bekæmpelse af uddannelsesmæssige uligheder er afgørende for at give alle studerende mulighed for at deltage aktivt i økonomien og samfundet og for bedre at integrere elever med migrantbaggrund eller særlige behov i det almindelige uddannelsessystem. I mange EU-lande har skolerne tendens til at genskabe eksisterende socioøkonomiske fordele/ulemper i stedet for at bidrage til en mere retfærdig fordeling af læringsmuligheder og -resultater. Uden en større ændring af de pædagogiske metoder vil uddannelsessystemerne ikke kunne blive et egentligt redskab til social integration og vil fortsat genskabe udelukkelsen. Nogle medlemsstater forsøger at bryde denne onde cirkel. Tjekkiet vedtog en "handlingsplan for inklusiv uddannelse II for 2019-2020", der har til formål at gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af segregation på skoler med mere end 50 % romaelever, og indfører foranstaltninger til bekæmpelse af mobning. I Sverige skal "læse-skrive-tælle-garantien" sikre, at alle elever, der har behov for støtte i førskoleuddannelsen og primæruddannelsen, modtager tidlig støtte i svensk, svensk som andet sprog og matematik. "Den nationale plan for styrkelse af den sociale dimension af videregående uddannelse 2019-2021", der blev vedtaget i Kroatien i januar 2019, er rettet mod studerende, der står over for udfordringer med hensyn til at få adgang til videregående uddannelse, eller som er i fare for at droppe ud, og den har til formål at forbedre adgangen til og øge fortsættelses-, gennemførelses- og beskæftigelsesprocenten.
Det er fortsat vigtigt at sikre en effektiv håndhævelse af lovændringer vedrørende romaernes integration på uddannelsesområdet. Uddannelse er det område, hvor der sker flest politiske indgreb. Selv om positiv særbehandling har bidraget til at forbedre romaernes deltagelse i uddannelse, er det vigtigt at undgå, at der afsættes særlige pladser til romaer, der kan komme ind på uddannelsen ad den normale vej. Der er behov for aktive foranstaltninger til bekæmpelse af segregation i skoler og undervisningen, og de bør ledsages af supplerende finansiel og faglig støtte for at fremme integrationen af romabørn i almindelige skoler. I Bulgarien omfatter de gældende foranstaltninger til fordel for romaelever uddannelsesvejledere, stipendier og fritidsaktiviteter, yderligere undervisning i bulgarsk sprog og gratis transport i nogle byer. Siden 2018 er det bulgarske undervisningsministerium begyndt at afsætte yderligere midler til skoler 87 , der arbejder med udsatte børn, og/eller skoler i landdistrikter. Der blev indført en interinstitutionel ordning til indskrivning af børn i den skolepligtige alder. Efter ændringen i 2017 af den ungarske lov om ligebehandling og offentlig uddannelse blev der i 2018 oprettet tjenester og arbejdsgrupper med ansvar for bekæmpelse af segregation i uddannelsesområder. Der er dog stadig store forskelle i sammensætningen af de studerende mellem statslige og kirkelige skoler.
Forskellige regler, friheder, autonomi, størrelse af skoledistrikter kombineret med det frie skolevalg begrænser de potentielle virkninger af foranstaltninger til effektiv bekæmpelse af segregation på uddannelsesområdet. Selv om der er gennemført flere programmer, projekter og foranstaltninger med henblik på at forbedre uddannelsessystemet i Rumænien, oplever romastuderende stadig en lang række problemer, og der er store forskelle mellem landdistrikter og byområder. I 2016 udstedte det nationale uddannelsesministerium en rammebekendtgørelse, der forbyder segregation på forberedelseskurser til universitetet, men i 2019 er planen endnu ikke blevet gennemført. I Slovakiet, hvor en uforholdsmæssig stor andel af romabørn stadig anbringes i specialskoler eller -klasser for børn med mentale handicap, er den reviderede handlingsplan for integration af romaer, der blev godkendt i februar 2017, ved at blive gennemført, men resultaterne lader endnu vente på sig. Slovakiet har vedtaget en 10-årig national udviklingsplan for uddannelsesområdet, som også vil tage fat på aspekter som inklusion og kvalitet i uddannelsen, også for romabørn. Den planlagte indførelse af en obligatorisk børnehave fra en alder af 5 år, ledsaget af afskaffelsen af 0. klasse, som overvejende havde deltagelse af romabørn, kan have en vis positiv effekt i denne henseende, men der mangler fortsat aktive foranstaltninger til at bekæmpe segregation.
Medlemsstaterne skal fokusere på udvikling af færdigheder for at gøre uddannelser mere relevante for det skiftende samfund og arbejdsmarked. Udformningen af kvalifikationer og fastlæggelsen af deres niveau med hensyn til læringsresultater er blevet standard i hele Unionen. Alle medlemsstater har en national referenceramme, og næsten alle (27) har fastlagt deres niveauer i forhold til den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF). 20 medlemsstater angiver desuden EQF-niveauet på deres kvalifikationer, hvilket gør dem klarere og lettere at sammenligne (Belgien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Grækenland, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Portugal, Slovenien og Det Forenede Kongerige). Desuden og helt afgørende gør fokus på læringsresultater det lettere at forbinde formelle kvalifikationer med validering af færdigheder, der er erhvervet uden for de formelle programmer, samt nye innovative former for anerkendelse af færdigheder, som f.eks. mikroeksamensbeviser, der kan have en betydelig indvirkning på indehavernes beskæftigelsesegnethed.
I overensstemmelse med Rådets henstilling fra 2012 88 giver medlemsstaterne i stigende grad folk mulighed for at validere færdigheder, der er erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem. Den europæiske fortegnelse over validering fra 2018 viser, at næsten alle medlemsstater har indført valideringsordninger, men med forskellige grader af dækning. Med validering er det muligt at opnå kvalifikationer, der indgår i de nationale referencerammer i 12 lande (Finland, Frankrig, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Polen, Rumænien, Sverige og Det Forenede Kongerige) eller i en betydelig del af hele rammen (Østrig, Belgien, Bulgarien, Danmark, Tyskland, Malta, Portugal, Slovenien, Spanien). I de fleste medlemsstater kan validering give adgang til formelle uddannelsesprogrammer og fritagelse fra dele af dem. Kroatien har dog endnu ikke indført sådanne ordninger, og en national valideringsramme er stadig i støbeskeen i samordning med den nationale referenceramme for kvalifikationer, og i Slovakiet findes der kun en form for validering af meget specifikke arbejdsmarkedshensyn. Forbindelsen mellem de nationale referencerammer for kvalifikationer og institutionel uddannelse er et standardelement i alle lande, men der gennemføres også valideringsmuligheder i forbindelse med arbejdsmarkedsindgreb, der ofte gennemføres af de offentlige arbejdsformidlinger. Sidstnævnte er tilfældet i 13 lande (Belgien, Kroatien, Cypern, Danmark, Irland, Italien, Malta, Nederlandene, Polen, Slovakiet, Sverige og Det Forenede Kongerige). Der stilles krav om, at alle arbejdsløse skal have mulighed for at få kortlagt en færdighedsprofil eller en kortlægning af færdigheder i 13 medlemsstater (Østrig, Belgien, Finland og Italien inden for de første tre måneder af arbejdsløshedsperioden, Kroatien og Tjekkiet inden for de første seks måneder, Grækenland, Irland, Letland, Luxembourg, Malta, Nederlandene og Polen har andre tidsrammer).
Medlemsstaterne bestræber sig på at indføre effektive vejledningstjenester for livslang læring. Der er en voksende bevidsthed om, at det er nødvendigt at hjælpe arbejdstagerne, så de fortsætter med at lære gennem hele deres karriere, langt ud over den grundlæggende uddannelse og læringen under det første job. Der anvendes en række innovative praksisser, og de offentlige arbejdsformidlinger og arbejdsmarkedets parter spiller en stadig større rolle i den forbindelse. I Det Forenede Kongerige og Danmark er fagforeningsrepræsentanter engageret i vejledningsaktiviteter på arbejdspladsen. Erhvervslivet spiller en vigtig rolle i forbindelse med kortlægning af færdigheder midtvejs i karrieren. Dette er allerede almindelig praksis i Frankrig og afprøves i øjeblikket også i andre lande. De italienske regioner forvalter netværket for aktiv beskæftigelse, et partnerskab mellem offentlige arbejdsformidlinger og private aktører, som ledsager arbejdsløse og lavtuddannede med henblik på genansættelse på arbejdsmarkedet. De nederlandske lærings- og arbejdskontorer samler aktører på lokalt og regionalt plan for at give personlig vejledning til lavtuddannede voksne, unge NEET'er og beskæftigede og vejleder dem om valideringsprocesser og leverer opfølgende tjenester.
Stadig flere medlemsstater er klar over, at udfordringerne med hensyn til færdigheder kræver en strategi, der inddrager hele den offentlige sektor for at fremme voksenuddannelse. I 2016 vedtog Rådet som en del af pakken om dagsordenen for færdigheder en henstilling om opkvalificeringsforløb, der skal bidrage til at afhjælpe manglen på færdigheder, bekæmpe uligheder og imødekomme nye behov på arbejdsmarkedet hos den voksne befolkning. Gennem opkvalificeringsforløb vil de politiske beslutningstagere udforme og gennemføre politikker, der er skræddersyet til behovene hos lavtuddannede voksne. Flere medlemsstater har arbejdet hen imod nationale færdighedsstrategier med støtte fra Kommissionen i samarbejde med OECD (Spanien, Italien, Portugal, Slovenien, Belgien/Flandern og senest Letland og Polen). Flere medlemsstater såsom Østrig, Nederlandene og i øjeblikket Slovakiet har desuden finansieret deres færdighedsstrategier med egne midler. I Frankrig blev der i forbindelse med reformen af den erhvervsrettede uddannelse i 2018 oprettet et nyt organ ("France Competences") for at sikre en samlet tilgang til færdighedsbehov, uddannelsens kvalitet og omkostningerne hertil.
Arbejdsbaserede lærings- og lærlingeordninger sikrer de tætteste forbindelser mellem uddannelse og arbejdslivet: på medlemsstatsniveau er der siden midten af 2018 blevet vedtaget en række reformer af erhvervsrettet uddannelse. Kommissionen samarbejder fortsat med medlemsstaterne om modernisering af erhvervsrettet uddannelse i overensstemmelse med de politiske prioriteter, der er fastlagt i Rigakonklusionerne fra 2015 89 . Endvidere har Kommissionen gennem ungdomsbeskæftigelsesinitiativet 90 og den europæiske alliance for lærlingeuddannelser 91 tilskyndet og støttet medlemsstaterne i deres bestræbelser på at øge kvaliteten, udbuddet og tiltrækningskraften af arbejdsbaseret læring og derved forbedre arbejdsmarkedsrelevansen af de erhvervsrettede uddannelser i medlemsstaterne. F.eks. sigter Bulgarien med et pilotprojekt, der blev iværksat i maj 2019, mod at udvide anvendelsesområdet for vekseluddannelse med henblik på at forbedre kvaliteten af erhvervsrettede uddannelser i Bulgarien og styrke forbindelsen til arbejdsmarkedets behov. I december 2018 vedtog Estland en ændring af loven om erhvervsrettede uddannelser, der har til formål at gøre studierne mere fleksible, afprøve innovative studieformater i samarbejde med de lokale myndigheder og indføre resultatbaseret finansiering. I Frankrig gennemføres der i løbet af 2019 og parallelt med den arbejdsbaserede reform af lærlingeuddannelserne en gradvis reform af skolebaseret erhvervsrettet uddannelse med åbning af nye sektorspecifikke Campus des Metiers et Qualifications, og en gradvis specialisering af tilmeldte elever samt erhvervsvejledning. I Kroatien blev der i 2018 oprettet et nationalt netværk af regionale ekspertisecentre for kompetencer inden for erhvervsrettet uddannelse med det formål at udpege ekspertisecentre, der tilbyder regelmæssige erhvervsrettede uddannelsesprogrammer og andre former for formel og ikke-formel uddannelse. Malta planlægger at lancere en kvalitetssikringsramme for arbejdsbaseret læring på grundlag af 20 vejledende principper for lærlingeuddannelser af høj kvalitet. I Polen er formålet med ændringer af uddannelseslovgivningen at forbedre samarbejdet mellem erhvervsrettede uddannelser og arbejdsgivere, skabe ændringer i systemet for faglige eksamener og etablere et analytisk redskab til forudsigelse af arbejdsmarkedets behov på nationalt og regionalt plan.
Medlemsstaterne gennemførte også en række initiativer i løbet af andet halvår af 2018 og i 2019 i erkendelse af de udfordringer, som deres voksenuddannelsessystemer står over for. De hastige ændringer på arbejdsmarkedet, efterspørgslen efter højere færdigheder og udbredelsen af digitale teknologier i alle aspekter af dagligdagen gør behovet for at opkvalificere folk for at sikre deres beskæftigelsesegnethed endnu mere presserende. Den europæiske søjle for sociale rettigheder anerkender borgernes ret til livslang læring som et middel til at opnå de færdigheder, der er nødvendige for at deltage fuldt ud i samfundet og forvalte arbejdsomstilinger. I denne forbindelse forbedrede Flandern (Belgien) de ansattes incitamenter til at deltage i livslang læring: Siden september 2019 har alle ansatte i den private sektor haft ret til 125 timers betalt læringsorlov om året. I Vallonien (Belgien) gives der et nyt økonomisk incitament på 350 EUR til uddannelse i erhverv med mangel på arbejdskraft (Incentive+) til jobsøgende, der består en uddannelse i et erhverv med mangel på arbejdskraft. Siden september 2019 skal den nyligt vedtagne lov om voksenuddannelse i Kroatien tage fat på ulemperne ved det eksisterende voksenuddannelsessystem og bringe det i overensstemmelse med den kroatiske referenceramme for kvalifikationer (CROQF). Letland har øget støtten til læring til personer, der er beskæftiget i virksomheder, med en bevilling på 18 mio. EUR fra EFRU til dette formål. Portugal vedtog i februar 2019 en foranstaltning til at imødekomme specifikke behov vedrørende menneskelige ressourcer i den offentlige forvaltning med det formål at skabe en model for livslang læring, der giver offentlige ansatte adgang til uddannelse og faglig certificering. Det nye program "Skills to Advance", der er vedtaget i Irland, har til formål at støtte sårbare grupper, herunder lavtuddannede. Denne nye foranstaltning vil skabe målrettet støtte til sårbare grupper i den irske arbejdsstyrke, navnlig lavtuddannede, og som har brug for flere muligheder for opadgående karriereudvikling, for at støtte folk i at blive i arbejde og undgå afskedigelser eller til at gribe nye jobmuligheder.
Det er fortsat en vigtig prioritet at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden og støtte unges overgang mellem uddannelse og arbejdsmarked. Hvert år siden 2014 har mere end 5 millioner unge tilmeldt sig ungdomsgarantien, og 3,5 millioner har deltaget i et tilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, praktikophold eller læreplads. I mange medlemsstater er den anslåede andel af unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse ("NEET"), der er registreret under ordningen i løbet af året, dog stadig under 50 %. Selv om begrænset udbredelse i mange lande sandsynligvis vil være forbundet med den skiftende sammensætning af NEET-gruppen (lavere andel af arbejdsløse NEET'er i alt) og nedbringelse af det samlede antal NEET'er (se nærmere oplysninger i kapitel 3.2.1). I en situation, hvor arbejdsmarkedsforholdene for unge er blevet væsentligt forbedret, bliver de politiske foranstaltninger, der ligger til grund for ungdomsgarantien, mere målrettede.
Medlemsstaterne optrapper deres opsøgende arbejde, gør tjenesterne mere tilgængelige for unge og sikrer en bedre identifikation af dem, der har behov for hjælp. I Spanien vil handlingsplanen for ungdomsbeskæftigelse 2019-2021 øge antallet af vejledere for unge jobsøgende og langtidsledige med 3 000 nye medarbejdere. I Cypern har et opsøgende projekt til formål at nå ud til 4 000 inaktive NEET'er og yde aktiveringsstøtte gennem rådgivning og skræddersyet uddannelse afhængigt af deres behov. Samtidig skal en kommunikationskampagne i Cypern også tiltrække unge til den offentlige arbejdsformidling, så de kan blive registreret i ungdomsgarantien. Kampagnen har til formål at inddrage ungdomsaktører, der kan nå ud til NEET'er med forskellig baggrund (fattigdom, handicap, lavt uddannelsesniveau eller etnisk mindretal og migranter).
Der blev også indført nye foranstaltninger for bedre at støtte unge, der står over for flere forskellige ulemper. I Irland tilbyder "Youth Employment Support Scheme" (YESS) praktikophold til unge jobsøgende, som er langtidsledige, eller som står over for betydelige hindringer for at finde arbejde. Deltagerne lærer grundlæggende arbejdsmæssige færdigheder og sociale færdigheder i et understøttende miljø, mens de er på et praktikophold. I Frankrig er målet med en frivillig ordning for virksomheder vedrørende uddannelse og ansættelse af unge at forpligte mindst 10 000 virksomheder til at tilbyde et praktikophold, en læreplads eller et job. Målet er at udvikle et offentligt/privat samarbejde for at tackle den høje ungdomsarbejdsløshed i dårligt stillede områder. Portugal har vedtaget nye kurser i form af praktikophold, som i sidste ende kan omdannes til permanent ansættelse via direkte ansættelsestilskud rettet mod unge og langtidsledige. Efterfølgende blev der i 2019 indført ændringer med henblik på at forbedre effektiviteten og virkningsfuldheden af disse foranstaltninger, strømline analyseprocessen vedrørende ansøgningerne og sikre passende svartider ved de offentlige arbejdsformidlinger.
Tekstboks 2. Gøre fuld brug af Den Europæiske Socialfond (ESF)
Den Europæiske Socialfond (ESF) er et af EU's centrale instrumenter til at imødegå de udfordringer, der er udpeget i de landespecifikke henstillinger. Det bidrager til at fremme bæredygtig beskæftigelse af høj kvalitet, fremme social inklusion, investere i uddannelse og styrke institutionel kapacitetsopbygning. Sammen med ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som støtter unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, investeres der tæt på 93 mia. EUR i menneskelig kapital og i at hjælpe borgere i Europa med at udvikle deres færdigheder og sikre deres fremtid.
Over 26 mio. deltagere har modtaget støtte fra ESF og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet mellem 2014 og 2018, herunder næsten 4 millioner langtidsledige (15 %). Unge under 25 år (43 % af det samlede antal deltagere) og lavtuddannede med en primæruddannelse eller sekundæruddannelse på første trin (48 % af det samlede antal deltagere) er de vigtigste målgrupper for disse indgreb. Gennemførelsen viste en stærk acceleration i 2017-2018 og forventes at fortsætte støt indtil slutningen af programmeringsperioden. Ud af de 26 mio. deltagere indtil udgangen af 2018
→har 2,7 mio. deltagere fået job
→har 3,6 mio. deltagere opnået formelle kvalifikationer
→var 1,4 mio. deltagere under uddannelse og fulgte EU-støttede aktiviteter
Desuden har 2,7 mio. unge ved udgangen af 2018 nydt godt af foranstaltninger, der støttes af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, hvoraf over en million blev tilbudt et job, gennemførte en uddannelse eller deltog i videreuddannelse ved hjælp af denne støtte.
Forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Kommissionens forslag til Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) 2021-2027 er endnu ikke afsluttet. På grundlag af forslaget vil ESF+ inden for de bredere rammer af de europæiske struktur- og investeringsfonde gøre det muligt at fokusere på de udfordringer, der er identificeret i det europæiske semester. Med henblik herpå blev der i landerapporterne for 2019 (navnlig de nye bilag D) udpeget prioriterede områder for offentlige og private investeringer i medlemsstaterne som grundlag for programmeringen af de fremtidige strukturfonde.
Desuden har medlemsstaterne taget skridt til at øge de målrettede incitamenter til at ansætte og blive ansat for grupper, der står over for ulemper på arbejdsmarkedet. Rumænien har givet arbejdsgiverne yderligere incitamenter til at ansætte personer i udsatte situationer. Ændringerne indebærer, at de arbejdsgivere, der ansætter personer over 45 år, arbejdsløse enlige forældre, langtidsledige eller unge NEET'er, modtager et månedligt beløb på 2 250 RON (ca. 475 EUR) for hver person, der ansættes fra disse grupper, i en periode på 12 måneder. De er forpligtet til at opretholde beskæftigelsen i mindst 18 måneder. Sverige har også vedtaget foranstaltninger, der tager sigte på at integrere nye aktører på arbejdsmarkedet. I 2020 vil der blive indført fradrag, hvilket betyder, at arbejdsgiverbidragene vil blive ophævet i de første to år, når der ansættes personer i deres første job. For unge under 18 år blev arbejdsgiverbidragene nedsat i august 2019, og de fjernes helt i 2020. Slovenien har ophævet "aktivitetstillægget" i lovgivningen om kontanthjælp. Målet er at fremskynde aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere og sikre større social sikkerhed for de enkelte personer. Målet er samtidig at yde omfattende bistand til enkeltpersoner og hjælpe dem med at komme ud af social sårbarhed.
Flere medlemsstater fortsætter deres bestræbelser på at fremme ældres deltagelse på arbejdsmarkedet og sikrer samtidig passende pensioner til dem, der ikke længere kan arbejde. I en situation med et aldrende samfund er det afgørende at arbejde længere for at bevare og forbedre pensionernes tilstrækkelighed. Politikker vedrørende pensioner (og skat) kan give folk de rette incitamenter til at forlænge deres arbejdsliv. Sådanne incitamenter kan omfatte afvejning af implicitte skatter/fordele ved pensionering, bonusser og sanktioner for at gå på pension efter eller før pensionsalderen og mulighed for at kombinere pension og arbejde. I rapporten om pensioners tilstrækkelighed 2018 (Europa-Kommissionen, 2019) anføres det, at sådanne politikker er en vigtigere faktor end politikker for den tidlige del af karrieren i forbindelse med højere pensionsalder. I denne henseende har Flandern (Belgien) truffet målrettede foranstaltninger for at forbedre ældre arbejdstageres beskæftigelsesegnethed. Dette blev navnlig gjort ved at øge den maksimale støtte til ansættelse af en ældre arbejdstager, fuld fritagelse for arbejdsgiverbidrag i to år ved ansættelse af en arbejdsløs ældre arbejdstagere (55+) og ved at øge det lønloft, for hvilket de målrettede foranstaltninger finder anvendelse.
Tyskland har taget skridt til at aktivere ældre langtidsledige med et femårigt ansættelsestilskud med reduktion af arbejdskraftomkostningerne. Betingelsen er, at de langtidsledige har modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse "Hartz IV" i mindst seks ud af de seneste syv år. Som led i handlingsprogrammet for bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold og fremme af kollektive forhandlinger, der indgår i Resolução do Conselho de Ministros n.º 72/2018, de 6 de Junho, har Portugal vedtaget foranstaltninger, der giver støtte til virksomheder, der samtidig ansætter en ung arbejdsløs (eller en ung person, der søger første job) og en ældre arbejdsløs (over 45 år). Der ydes generelt kun støtte til tidsubegrænsede kontrakter. Støtten omfatter også delvis eller fuldstændig fritagelse for arbejdsgiverens socialsikringsbidrag. Politikker ved karrierens afslutning, der har til formål at fremme et længere arbejdsliv, bør imidlertid ledsages af foranstaltninger, der sikrer passende pensioner til dem, der ikke kan arbejde længere. Østrig har derfor ændret sin eksisterende deltidsordning for ældre arbejdstagere (Altersteilzeit). For at holde de ansatte længere på arbejdsmarkedet, har Østrig øget startalderen for denne ordning i to trin. For mænd blev startalderen hævet fra 58 til 59 (i 2019) og til 60 (2020). For kvinder blev den hævet fra 53 til 54 (i 2019) og til 55 (2020). Den italienske regering har sænket pensionsalderen for visse kategorier af ældre arbejdstagere med i alt 100 års sammenlagt alder og bidragsår (minimumskrav: være fyldt 62 år og have mindst 38 års bidragsperioder). Endelig er ydelsen i forbindelse med langtidsledighed for ældre arbejdstagere blevet tilpasset i Spanien. Sammenlignet med den tidligere ordning er i) langtidsledige støtteberettigede fra 52 år i stedet for 55 år; ii) den maksimale varighed af ydelsen forlænges, indtil arbejdstageren når den lovbestemte pensionsalder (65); iii) grundlaget for beregning af statens bidrag til pensionsordningen stiger med 53 % (fra 859 EUR pr. måned i 2018 til 1 313 EUR pr. måned i 2019), og iv) indtægtstesten beregnes individuelt i stedet for på husstandsniveau.
Deltagelse i førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet er grundlaget for vellykket livslang læring, personlig udvikling og øget beskæftigelsesegnethed senere i livet. Rådets henstilling af 22. maj 2019 om førskoleundervisning og børnepasningsordninger af høj kvalitet opfordrer til tilgængelig, økonomisk overkommelig og inklusiv førskoleundervisning og børnepasning og til fremme af udvikling af læseplaner i de første år med henblik på at imødekomme børns trivsel og uddannelsesmæssige behov. I det seneste år har Frankrig besluttet gradvist at garantere universel adgang til børnepasning, lige fra nyfødte til 3-årige, og leverer sociale ydelser i naturalier og en garanti for betaling af understøttelsesbidrag til enlige forældre. I Sverige er førskoleklassen en obligatorisk del af skoleforløbet fra efteråret 2018, og de svenske myndigheder har vedtaget en ny læseplan, der omfatter et styrket fokus på læring, navnlig læsning og digitale færdigheder. Den slovakiske regering har udvidet de gratis børnehavepladser til alle børn fra socioøkonomisk dårligt stillede familier (uanset alder) siden september 2018, og den har sænket den skolepligtige alder til fem år (gælder fra september 2020).
Medlemsstaterne fortsætter deres bestræbelser på børnepasningsområdet for at fjerne kvinders beskæftigelsesmæssige hindringer. Irlands førskoleuddannelsesordning blev vedtaget i september 2018, og alle børn fra 2 år og 8 måneder og op til den skolepligtige alder har ret til 2 års subventioneret førskoleuddannelse på tre timer om dagen. Childcare Support Act 2018 er et væsentligt element i udviklingen af ordningen for økonomisk overkommelig børnepasning med en ny tilgang med støtte til økonomisk overkommelig adgang til børnepasningspladser af høj kvalitet. Den giver endvidere Affordable Childcare Scheme (ordningen for økonomisk overkommelig børnepasning) status af lovgivning, som erstatter fire eksisterende, ikke-lovbestemte, målrettede børnepasningstilbud. I januar 2019 forhøjede Italien den årlige støtte til studieafgiften fra 1 000 EUR til 1 500 EUR ved deltagelse i vuggestuer og hjemmestøtten til børn under tre år, der lider af alvorlige kroniske sygdomme. Rumænien investerer ESF-midler til støtte for konsolideringen af netværket af plejeforældre. Derudover trådte Finlands reform af førskoleuddannelse og børnepasning i kraft i september 2018. Denne reform bringer Finlands førskoleuddannelse og børnepasningsordning på højde med udviklingen i samfundet og på arbejdsmarkedet gennem opkvalificering af personale, nye incitamenter for personer med en videregående uddannelse til at arbejde inden for førskoleuddannelse og børnepasning og gennem fokus på tværfaglige grupper af medarbejdere. Der sættes øget fokus på og gives prioritet til børns trivsel og interesser.
En afbalanceret fordeling af betalt orlov mellem kvinder og mænd kan være særdeles effektiv til at fremme kvinders beskæftigelse, efter at de har fået børn. I de seneste år har mange medlemsstater forbedret deres rettigheder med hensyn til familieorlov og har især fremmet udnyttelsen af fædres rettigheder 92 . I begyndelsen af 2018 foretog Tjekkiet ændringer af loven om social støtte for at gøre forældreydelsen mere fleksibel, og forældrene kan nu vælge det månedlige beløb og hvornår de vil udnytte det (op til fire år). Det samlede maksimale beløb er på 220 000 CZK (ca. 8 617 EUR). Ydelsen vil desuden ikke være afhængig af deltagelse i formelle børnepasningsordninger. Tjekkiet ændrede også loven om sygeforsikring, der indførte en forældreorlov på én uge og en fædreorlovsydelse. Selv om dette er et skridt i den rigtige retning, lever det dog ikke op til direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv, der tilbyder fædreorlov på to uger og to måneders forældreorlov for fædre, der ikke kan overføres. Desuden blev der i Spanien i marts 2019 vedtaget en lovændring, som omfattede en erstatning for barselsorlov/fædreorlov med en forældreorlov på 16 uger for hver forælder. Loven indeholder bestemmelser om en gradvis anvendelse. Den forælder, der ikke er den biologiske mor, er berettiget til orlov på 8 uger i 2019 (5 i 2018), 12 uger i 2020 og endelig 16 uger i 2021. Andre foranstaltninger i denne samme lov har også til formål at styrke ligestillingen mellem kønnene, f.eks.: i) forpligtelsen til at forhandle ligestillingsplaner er udvidet til at omfatte virksomheder med mere end 50 ansatte (250 ansatte før) og ii) bekendtgørelsen om ligeløn er blevet ændret for at definere, hvornår et job har samme værdi, og for at pålægge arbejdsgiveren en forpligtelse til at registrere mænds og kvinders gennemsnitslønninger. Hvis forskellen i gennemsnitslønnen overstiger 25 % mellem de to køn, skal dette begrundes, og iii) ingen sociale socialsikringsbidrag for uformelle plejere.
I Irland har forældrene siden den 1. september 2019 haft mulighed for 22 ugers ubetalt forældreorlov for hvert nyfødt barn. Orloven skal tages, inden barnet fylder 12 år. Inden den 1. september 2019 var forældreorloven på 18 uger, og forældrene kunne kun tage forældreorlov, inden barnet fyldte 8 år. En yderligere udvikling på dette område er en ny betalt forældreorlov, som giver forældre mulighed for at tage to ugers betalt orlov i løbet af deres barns første år. Denne nye ordning har været gældende siden november 2019. I 2019 indførte Nederlandene en lov om øget fædreorlov fra 2 til 5 dage og en yderligere forældreorlov på 5 uger fra juli 2020, som skal tages inden for de første 6 måneder efter fødslen. Desuden blev adoptions- og plejeorloven forlænget fra 4 til 6 uger. I december 2018 indførte Portugal fire akser, der skal fremme en bedre balance mellem arbejdsliv, privatliv og familieliv som en forudsætning for reel ligestilling mellem mænd og kvinder og fuldt statsborgerskab, så der kan træffes frie valg inden for alle livets aspekter baseret på den europæiske søjle for sociale rettigheder. Den første er en forligsaftale med foranstaltninger, der skal mobilisere forskellige arbejdsgivere til at udvikle metoder, der fremmer forlig og formidling. Den anden, "Pagten for bedre balance mellem arbejds- og privatliv i den offentlige forvaltning", repræsenterer forpligtelsen for den centrale og lokale offentlige forvaltning til at fremme mægling. Den tredje vedrører udstyr, tjenester og incitamenter til mægling med instrumenter til fremme af mægling inden for pleje, uddannelse, transport og sundhed. Med den fjerde "Sådan skabes der balance" tilføjes foranstaltninger, der fører til frembringelse af viden og formidling heraf, som kan støtte udviklingen af nye foranstaltninger. Arbejdsmarkedets parter i Østrig nåede til enighed om 24 måneders forældreorlov, der medregnes i beregningen af rettigheder baseret på anciennitet, såsom automatiske lønforhøjelser, årlig ferie, opsigelsesperioder eller fortsatte sygedagpenge i sektorer som detailhandel, der har en høj andel af kvindelige arbejdstagere.
Der blev i nogle få medlemsstater indført andre foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling for at fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet. I Frankrig blev en lov om foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold på arbejdspladsen, som omfatter 5 områder: 1) fremme den sociale dialog; 2) uddannelse af inspektører; 3) oplysningskampagner; 4) støtte til voldsofre i virksomheder og 5) redskaber til sanktioner mod diskriminerende praksis, såsom antidiskriminationsbrigaden (BADI), vedtaget i august 2018. Portugal tilstræbte også gennem den nationale strategi for ligestilling og ikke-forskelsbehandling 2018-2030 at fastlægge strategiske retningslinjer for så vidt angår ikke-forskelsbehandling på grund af køn og ligestilling mellem mænd og kvinder. Disse skal integreres i den nationale handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd; den nationale handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, og den nationale handlingsplan til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika. Med hensyn til dagsordenen for ligestilling på arbejdsmarkedet og i virksomheder styrker strategien bekæmpelsen af kønsopdelingen inden for erhverv, fremme af ligeløn og forening af arbejds-, familie- og privatliv, fremme af dialog med arbejdsmarkedets parter. Der skitseres for første gang en specifik plan for bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika, idet der fastlægges prioriterede indsatsområder som f.eks. oplysning og uddannelse og sektorpolitikker.
Et begrænset antal medlemsstater har taget skridt til at afhjælpe den kønsbetingede lønforskel. De fleste nye initiativer vedrørte i hvert fald delvis løngennemsigtighedstiltag som anbefalet af Kommissionen i 2014 (2014/124/EU). Tyskland og Det Forenede Kongerige påbegyndte deres første rapportering af mænds og kvinders løn i 2018, og en parlamentarisk rapport fra Det Forenede Kongerige anbefalede en udvidelse af kravene til indberetning af lønforskelle 93 94 . Irland har offentliggjort et lovforslag om kønsbetingede lønforskelle i 2019, som forpligter virksomhederne til at offentliggøre oplysninger om lønforskelle mellem mænd og kvinder 95 . I september 2018 indførte Frankrig et "ligelønsindeks" baseret på 5 forskellige ligestillingsindikatorer. Virksomhederne skal gøre ligelønsresultaterne gennemsigtige, arbejdstilsynets kontroller blev intensiveret, og der gennemføres en oplysningskampagne for at bekæmpe kønsstereotyper i forbindelse med ansættelse. Ligelønsindekset er obligatorisk for virksomheder med mere end 50 ansatte. Virksomheder, der når op på grænsen på 50 arbejdstagere, vil have en overgangsperiode på 3 år, inden de skal leve op til disse forpligtelser. Virksomheder med 1 000 ansatte eller flere havde indtil den 1. marts 2019 til at offentliggøre deres ligestillingsresultater, virksomheder med 251-999 ansatte indtil den 1. september, og virksomheder med 50-250 ansatte indtil den 1. marts 2020.
Portugal indførte også lovgivning for at gøre noget ved den kønsbetingede lønforskel. Foranstaltningerne omfatter en årlig rapport om lønforskelle mellem kvinder og mænd og en vurdering pr. virksomhed, profession og uddannelsesniveau (for virksomheder med 250+ ansatte i de første 2 år, udvides derefter til også at omfatte virksomheder med 50+). Der er også planer om særlige foranstaltninger fra arbejdstilsynet og sanktioner over for arbejdsgivere i forbindelse med forskelsbehandling. For at bekæmpe vertikal opdeling sigter planen om Lige arbejdsvilkår: Lige løn; Beskyttelse af forældre; bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og privatliv mod at fremme en ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningsprocessen. Den fastsætter minimumsgrænser for kønsfordeling i offentlige virksomhedsbestyrelser fra og med 2018 (33,3 %) og børsnoterede selskaber (20 % og fra og med 2020, 33,3 %). Den har endvidere til formål at fremme en ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningstagningen i den offentlige forvaltning; udpegede ledere og offentlige organer på grundlag af kompetencer, færdigheder, erfaring og uddannelse, der kræves i henhold til lovgivningen, og følge et minimumsniveau for kønsfordeling, nemlig 40 % af alle stillinger i offentlige organer bør øremærkes til hvert køn.
Støtte til integration af tredjelandsstatsborgere på arbejdsmarkedet har været et indsatsområde i en række medlemsstater, ofte kombineret med sprogundervisning. En række medlemsstater (navnlig Grækenland, Frankrig, Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Luxembourg) foretog overordnede ændringer i form af nye eller reviderede handlingsplaner/strategier som reaktion på behovet for at intensivere bestræbelserne på langsigtet integration og konsolidere alle involverede parters bestræbelser. Desuden udvidede en række medlemsstater deres tilbud om integrationsforanstaltninger, mens et par medlemsstater samtidig øgede den obligatoriske deltagelse i forskellige sprogkurser og integrationskurser. F.eks. blev tilbuddet om sprogundervisning til tredjelandsstatsborgere forbedret, navnlig i Belgien (Vallonien, Flandern og det tysktalende samfund), Finland, Frankrig, Malta og Tyskland (jobrelateret sprogundervisning). I Sverige har en ny lovgivningsmæssig ramme for den offentlige arbejdsformidling medvirket til at styrke beskæftigelsesmulighederne for nyankomne migranter. Sverige reformerede også sit system med beskæftigelsesstøtte og indførte i juli 2019 en ny støtteforanstaltning, såkaldte "introduktionsjob", og ydede mere støtte til "lokale jobspor" (som har været på plads siden 2017), der normalt består af arbejdsmarkedsuddannelse, svensk (sprog) for indvandrere og praktikophold. I december 2018 finansierede Finland i fem byer et såkaldt kompetencecenter for indvandrere, hvor kommunerne, arbejdsmarkedsparterne og uddannelsesinstitutionerne vejleder dem i retning af uddannelse og arbejdsmarkedet på en fleksibel måde. Nederlandene reviderede deres tilgang til integration, herunder et stærkere fokus på arbejdsmarkedsintegration. I 2019 iværksatte den nederlandske regering otte forsøgsforanstaltninger for at forbedre effektiviteten af instrumenter til fremme af arbejdsmarkedsdeltagelsen og situationen på arbejdsmarkedet for nederlandske statsborgere med migrantbaggrund. De omfatter navnlig: kombineret læring og arbejde, intensiv coaching af sårbare grupper, støtte til erhvervsvejledning for studerende på erhvervsrettede uddannelser og måling af kulturel mangfoldighed i virksomheder. I Spanien blev størstedelen af foranstaltningerne til forbedring af beskæftigelsesegnetheden gennemført som en del af den spanske aktiveringsstrategi for beskæftigelse for 2017-2020, og ministeren for migration ydede også økonomisk støtte til social og arbejdsmæssig integration af indvandrere. I Frankrig indeholder reformen af integrationspolitikken, der blev vedtaget i juni 2018 og som gennemføres siden 2019, et nyt afsnit om faglig integration og færdighedsprofiler som en del af den republikanske integrationskontrakt (CIR), eventuelt yderligere sprogundervisning som følge af færdighedsprofilen, og en mere systematisk anvendelse af offentlige arbejdsformidlinger.
Ud over tiltag rettet specifikt mod tredjelandsstatsborgere har medlemsstaterne også truffet foranstaltninger, der giver offentlige arbejdsformidlinger, lokale myndigheder eller arbejdsgivere ressourcer og redskaber til at fremme integrationen. Frankrig iværksatte et struktureret samarbejde mellem migrations-, uddannelses- og beskæftigelsesmyndighederne. I Det Forenede Kongerige blev "Jobcentre Plus" tilført yderligere finansieret med henblik på at støtte flere mennesker fra segregerede samfund i at finde beskæftigelse. I Letland blev der udarbejdet en håndbog om integration på arbejdspladsen med henblik på indsamling af god praksis vedrørende integration af nye medarbejdere på arbejdspladsen og forvaltning af mangfoldighed. Estland ydede støtte til højtuddannede gennem "International House of Estonia", som tilbyder tjenester til lokale arbejdsgivere i forbindelse med ansættelse af udenlandske eksperter og til nytilkomne udlændinge og deres ægtefæller (om livet i Estland, sprogprogrammer og karriererådgivning).
Medlemsstaterne vedtog foranstaltninger for at forbedre uddannelsesniveauet for tredjelandsstatsborgere og børn med migrantbaggrund. Finland, Estland og Belgien havde specifikt til formål at øge deltagelsen i førskoleuddannelse og børnepasning blandt børn af tredjelandsstatsborgere og vedtog politiske ændringer i denne henseende. Derfor iværksatte den finske regering i efteråret 2018 et pilotprojekt, der tilbød gratis førskoleuddannelse og børnepasning for femårige børn. Flandern (Belgien) vedtog en strategi for at øge deltagelsen i førskoleuddannelse (2,5-5 år) med særlig vægt på børn med migrantbaggrund, mens Belgien (forbundsniveau) har nedsat den skolepligtige alder fra 6 til 5 år. Frankrig har fordoblet antallet af workshopper for forældre til udenlandske elever for at styrke deres integration og programmer i fransk som fremmedsprog for studerende, der ønsker at studere i Frankrig. Litauen indførte en ny politik om ansættelse af en undervisningsassistent i alle skoler, der har børn med indvandrerbaggrund blandt deres elever. I Spanien blev der vedtaget et nyt program for at støtte regionernes bestræbelser på at mindske andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt. Det har til hensigt at støtte uddannelsescentre og studerende fra sårbare socioøkonomiske miljøer og baggrunde (migranter, romaer, særlige uddannelsesbehov) og at styrke undervisningspersonalets kompetencer til at tackle de studerendes mangfoldighed i undervisningen. I Luxembourg blev der oprettet en mæglingstjeneste, der omfattede en mægler, som er ansvarlig for spørgsmål vedrørende skolegang for børn med indvandrerbaggrund, i forbindelse med specifikke behov vedrørende skolegangen og skolefrafald.
Medlemsstaterne har også gennemført reformer med henblik på anerkendelse og/eller validering af tredjelandsstatsborgeres kvalifikationer. Inden for rammerne af den nye lov om kvalificeret indvandring (Fachkräftezuwanderungsgesetz), der blev vedtaget i juni 2019, har Tyskland eksempelvis gjort anerkendelsen af erhvervsmæssige og faglige eksamensbeviser, der er udstedt i tredjelande, lettere. Fra juni 2018 og i en treårig periode derefter støtter Grækenland det europæiske kvalifikationspas for flygtninge (Europarådet), der har til formål at tilvejebringe en gyldig metode til vurdering af kvalifikationer for flygtninge, der har afsluttet eller delvis afsluttet studier på sekundæruddannelsens andet trin og derover (herunder kvalifikationer, for hvilke der var utilstrækkelig eller manglende dokumentation). Finland har offentliggjort en vejledning for at lette anerkendelsen af udenlandske læreres kvalifikationer. Den flamske regering (Belgien) godkendte et dekret om anerkendelse af erhvervede kompetencer for at give personer mulighed for at opnå et bevis på deres erhvervede kompetencer, dvs. arbejdserfaring, frivilligt arbejde og uddannelse.
En række medlemsstater traf foranstaltninger for at lette adgangen til arbejdsmarkedet for arbejdskraft fra tredjelande, navnlig højtuddannede arbejdstagere og arbejdstagere, der er beskæftiget på området med mangel på arbejdskraft. Belgien strømlinede proceduren ved at kombinere arbejds- og opholdstilladelser. I Flandern blev listen over erhverv med mangel på arbejdskraft udvidet, og løntærsklen blev sænket for højuddannede personer under 30 år og for sygeplejersker. Malta, Østrig, Portugal, Slovakiet og Litauen har indført forenklinger for udenlandske arbejdstageres muligheder for at ansøge om arbejds- eller opholdstilladelse, mens Tyskland har vedtaget en bredere reform, der letter indvandring af kvalificeret arbejdskraft fra tredjelande, herunder ændringer i visumprocedurer, anerkendelse af udenlandske kvalifikationer og øget sprogstøtte. Frankrig tilskyndede højtuddannede udenlandske statsborgere til indrejse via forenklede procedurer og særlige ankomstfaciliteter og udvidede sin flerårige opholdstilladelse med betegnelsen "Talentpas". Udenlandske iværksættere og investorer var også omfattet af lovgivningsmæssige og politiske ændringer i medlemsstaterne, der åbnede nye muligheder for at tiltrække dem eller forbedre overvågningen af deres indrejse og ophold. For eksempel indførte Finland og Portugal et ny Start-Up-Visa-program for iværksættere.
En række nyere tiltag i medlemsstaterne var specifikt rettet mod flygtninge og/eller asylansøgere. I Tyskland blev der f.eks. vedtaget en ny lov (loven om beskæftigelse af udenlandske statsborgere,) i juni 2019, som giver bedre adgang til integrationskurser, erhvervsspecifikke kurser i tysk og uddannelsesbistand til forskellige grupper af asylansøgere. Loven har også reformeret adgangen til ydelser med henblik på at motivere asylansøgere til at tage en uddannelse og give flygtninge mulighed for at deltage i frivilligt arbejde 96 . I Danmark har regeringen og arbejdsmarkedets parter besluttet at forlænge integrationsgrunduddannelsen (IGU) (kombinerer sprogundervisning, lærlingeuddannelse og erhvervsuddannelse for nyligt ankomne migranter og flygtninge mellem 18-39 år) indtil den 30. juni 2022 . I Frankrig offentliggjorde den offentlige arbejdsformidling (Pôle-Emploi) i september 2018 som led i den nationale strategi for modtagelse og integration af flygtninge med særligt fokus på at støtte flygtninges adgang til uddannelse og beskæftigelse en brochure med nyttig rådgivning om jobjagt, oversat til forskellige sprog. Desuden fokuserede flere medlemsstater de seneste bestræbelser på integration af nyligt ankomne migrantkvinder. Irlands Department of Justice and Equality finansierede 7 nye projekter i 2019 for at støtte integrationen af kvindelige flygtninge på arbejdsmarkedet, mens Sverige også ydede yderligere offentlige støtte til relevante projekter, f.eks. for et initiativ om vejledning om det svenske arbejdsmarked for kvindelige asylansøgere.
Flere medlemsstater fremmer beskæftigelsen af personer med handicap. I Flandern (Belgien) indførtes der med en reform af de individuelle erhvervsuddannelsesprogrammer et nyt program rettet mod arbejdsløse med handicap og langtidsledige. Det kan vare 52 uger og er omkostningsfrit for arbejdsgiverne. Desuden er faguddannelserne gratis for deltagerne, og udgifter til transport og børnepasning vil blive godtgjort. Bulgarien indførte obligatoriske kvoter, der kræver, at arbejdsgivere ansætter personer med handicap (1 ansat med handicap for arbejdsgivere med 50 til 99 ansatte, 2 % af det gennemsnitlige personale for arbejdsgivere med 100 eller flere ansatte), og særlig støtte til arbejdsgivere, særlige arbejdsformidlingstjenester og pilotcentre for beskyttet beskæftigelse. Tjekkiet indførte en ydelse ved behov for langtidsleje for at give folk med sygesikring passende kompensation for tab af indkomst fra beskæftigelse, der blev afbrudt på grund af langvarig pleje af et familiemedlem. Kroatien har fastsat kvoter for beskæftigelse af handicappede, dvs. arbejdsgivere, som beskæftiger mindst 20 ansatte, skal beskæftige et antal arbejdstagere med handicap svarende til 3 % af det samlede antal ansatte. Arbejdsgivere, der ikke opfylder denne forpligtelse, bliver pålagt bøder. Derudover udbetaler instituttet for uddannelse, professionel omskoling og beskæftigelse af personer med handicap løntilskud.
I Danmark har regeringen afsat 128,4 mio. DKK (ca. 17 mio. EUR) til perioden 2019-2022 som led i Satspuljeaftalen fra 2019 for at styrke handicappedes beskæftigelse og uddannelsesmuligheder. Finland er ved at gennemføre et program om arbejdsevne med det formål at forbedre den individuelle vurdering af servicebehovet for langtidsledige og delvis praktisk arbejdsevne. Omskolingsgodtgørelserne blev forhøjet for at fremme beskæftigelse af personer med delvis arbejdsevne og tildeling af løntilskud. Frankrig har vedtaget en række foranstaltninger vedrørende anvendelsesområdet for loven "Liberté de choisr son Avenir Professionnel". De havde fokus på følgende: 1) forenkling af arbejdsgivernes indberetningsforpligtelser; 2) udbredelse af ledsageordninger; 3) ændring af anvendelsesområdet for forpligtelsen til at have 6 % af personalet, som har handicap; 4) obligatorisk anmeldelse af foranstaltninger truffet af virksomheder til fremme af handicappedes beskæftigelse; 5) de kollektive overenskomster om handicap skal fornys hvert 3. år. Tyskland yder tilskud til 5 års beskæftigelse for langtidsledige over 25 år, herunder personer med et alvorligt handicap. I Rumænien får arbejdsgiverne tilskud til ansættelse af kandidater fra uddannelsesinstitutioner med en fast ansættelseskontrakt for en periode på 12 måneder og 18 måneder for kandidater med handicap.
3.3.Retningslinje 7: Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog
I dette afsnit gennemgås gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinje nr. 7, hvori det anbefales, at medlemsstaterne forbedrer arbejdsmarkedets funktion og effektiviteten af den sociale dialog. Dette omfatter en afbalancering af fleksibilitet og sikkerhed i arbejdsmarkedspolitikker, forebyggelse af segmenteringen af arbejdsmarkedet, bekæmpelse af sort arbejde og fremme af overgangen til tidsubegrænsede ansættelsesforhold, sikring af effektive aktive arbejdsmarkedspolitikker og offentlige arbejdsformidlinger, tilvejebringelse af passende arbejdsløshedsunderstøttelse, som tilskynder til en hurtig tilbagevenden til beskæftigelse, og fremme af mobiliteten for arbejdstagere og lærende. Det anbefales det i retningslinjen, at medlemsstaterne sikrer rettidig og meningsfuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af politikker og reformer, herunder gennem støtte til kapacitetsudvikling. Den lægger også op til, at medlemsstaterne tager hensyn til de erfaringer, der er gjort af relevante civilsamfundsorganisationer, og bygger videre på eksisterende national praksis. Kapitlet indledes med en præsentation af nøgleindikatorer, der peger på centrale udfordringer på disse områder, og samtidig understreges de fordele, der er forbundet med at gøre jobbeskyttelsen mindre streng og fremme effektive og velkoordinerede arbejdsmarkedsinstitutioner, sociale institutioner og politikker. Endelig præsenterer afsnit 3.3.2 medlemsstaternes politiske foranstaltninger inden for disse områder.
3.3.1 Nøgleindikatorer
Beskæftigelsesretningslinjerne fremmer forebyggelsen af segmenteringen af arbejdsmarkedet, som fortsat er et problem i flere medlemsstater. I nogle medlemsstater er der fortsat store forskelle i arbejdsvilkårene mellem enkeltpersoner. Nogle har en stabil karriere med gode udsigter, mens andre er fanget i job af dårlig kvalitet med mindre adgang til uddannelse, social beskyttelse og generelt dårligere arbejdsvilkår og trivsel. Disse forskelle kan ikke udelukkende tilskrives forskelle i produktivitetsniveauer ( 97 ). Når segmenteringen af arbejdsmarkedet bider sig fast, kan den resultere i større ulighed, lavere social samhørighed og lavere økonomisk vækst, da den er forbundet med en svagere samlet efterspørgsel, lavere produktivitet, udvikling af menneskelig kapital og social mobilitet. To principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder støtter bestræbelserne på at håndtere denne udfordring. Navnlig princip 5 ("Sikker og fleksibel beskæftigelse") og princip 7 ("Oplysninger om ansættelsesvilkår og beskyttelse i tilfælde af opsigelser") har til formål at sikre ligebehandling mellem arbejdstagere, uanset ansættelsesforholdets art, og samtidig lægge vægt på støtte i overgangen til tidsubegrænsede ansættelsesformer.
Segmenteringen af arbejdsmarkedet målt ud fra andelen af midlertidigt ansatte berører flere medlemsstater. På EU-plan (figur 46) har de tidsbegrænsede kontrakters andel af de samlede lønmodtagere ligget på omkring 14 % i gennemsnit i de sidste ti år (se også kapitel 1), dog med betydelige forskelle medlemsstaterne imellem. Forskellen mellem de medlemsstater, der har henholdsvis den højeste og den laveste andel af tidsbegrænsede kontrakter i forhold til det samlede antal ansatte, har stort set ligget stabilt på omkring 26 procentpoint siden 2014. Selv om Spanien, Polen, Portugal og Nederlandene lå stabilt eller oplevede små fald fra 2017, tegner de sig fortsat for de højeste niveauer i 2018 med en andel på over 20 %, efterfulgt af fem andre medlemsstater (Kroatien, Italien, Frankrig, Finland og Slovenien) i intervallet 15 % til 20 %. De laveste andele er registreret i Rumænien, Litauen, Letland, Estland, Bulgarien og Det Forenede Kongerige med tal på under 5 % i 2018. Den økonomiske genopretning, der startede i 2013, medførte en ujævn udvikling i andelen af midlertidig beskæftigelse i medlemsstaterne. Nogle lande har oplevet en støt stigning mellem 2013 og 2018, navnlig Italien (med 3,5 procentpoint), Kroatien (med 3 procentpoint), Spanien (med 2,9 procentpoint) og Danmark (med 2,5 procentpoint). I andre medlemsstater blev den solide forøgelse af beskæftigelsen kombineret med et vedvarende fald i andelen af tidsbegrænsede kontrakter. Dette gælder for Cypern (-5,2 procentpoint), Polen (med -4 procentpoint) og Ungarn (-3,5 procentpoint).
Andelen af arbejdstagere i midlertidig beskæftigelse har tendens til at være højere blandt kvinder og yngre arbejdstagere. Andelen af kvindelige arbejdstagere i alderen 15 til 64 år i midlertidig beskæftigelse i EU i 2018 var 14,7 %, i forhold til 13,6 % for mænd. De største andele af kvinder med midlertidig beskæftigelse findes i Spanien (27,8 %), Polen (25,1 %), Nederlandene (22,7 %), Portugal (22 %) og Kroatien (20,5 %). I alle disse medlemsstater er andelen for kvinder større end for mænd. For aldersgruppen 15-24 år var andelen 43,3 % i 2018, i forhold til 12,1 % for aldersgruppen 25-54 år og 6,6 % for aldersgruppen 55-64 år.
Figur 46: Midlertidig beskæftigelse er fortsat en udfordring i flere medlemsstater
Andel af midlertidigt ansatte i forhold til det samlede antal ansatte (15-64 år).
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Der er fortsat udfordringer med hensyn til at sikre, at tidsbegrænsede kontrakter er et "springbræt" til fastansættelse, så man undgår "svingdørssituationer" med arbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold. En veludformet jobbeskyttelseslovgivning bør beskytte arbejdstagerne uden at hindre jobskifte og give økonomien mulighed for gnidningsløst at reagere på chok, der kræver omfordeling af arbejdskraft mellem sektorer eller erhverv. En stor andel af midlertidigt ansatte kombineret med en lav overgang fra midlertidig til fast ansættelse kan være et tegn på en dårligt udformet jobbeskyttelseslovgivning og hindre, at der opnås gode arbejdsmarkedsresultater. Figur 47 viser overgangsfrekvensen fra tidsbegrænsede til tidsubegrænsede kontrakter (som gennemsnit for perioden 2016-2018 for at minimere virkningen af kortvarige udsving) sammenlignet med andelen af midlertidigt ansatte blandt det samlede antal ansatte i alderen 15-64 år. Fire lande (Frankrig, Italien, Polen og Spanien) har høje rater for midlertidige ansættelser (over EU-gennemsnittet på 14,2 % i 2018) kombineret med en lav overgang fra tidsbegrænsede til tidsubegrænsede kontrakter (under 10 %). Andre lande som f.eks. Nederlandene og Portugal har en betydelig midlertidig beskæftigelse, dog med en højere overgangsrate (over 15 %).
Figur 47: Midlertidige kontrakter er ofte ikke et "springbræt" til permanente kontrakter
Andelen af midlertidigt ansatte i forhold til det samlede antal ansatte mellem 15 og 64 år (2018) og overgangen fra midlertidig til fast beskæftigelse, 3-års gennemsnit (2017).
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen), SILC.
En omfattende anvendelse af kortfristede kontrakter i EU begrænser kapaciteten til at tackle disse udfordringer og fremme en bæredygtig integration på arbejdsmarkedet. I 2018 var 27,2 millioner mennesker under midlertidige arbejdsordninger, hvilket udgjorde ca. 20 % af den samlede afhængige beskæftigelse i EU. Mere end 8 millioner af dem havde en arbejdskontrakt, der varede mindre end 6 måneder, og ca. 1,1 millioner af disse kontrakter var kortere end en måned. Selv om andelen af kortfristede kontrakter på et år eller derunder stiger (en stigning på ca. 10 % mellem 2008 og 2018), er kontrakter med en længere varighed (2 år eller mere) — som er mere tilbøjelige til at udgøre et springbræt til stabile arbejdsliv — faldet med næsten 23 % i samme periode (se afsnit 3.3.2 for nærmere oplysninger om de politiske tiltag, som medlemsstaterne har truffet. For en mere detaljeret analyse se Europa-Kommissionen, 2019 98 ).
Figur 48: Genopretningen har vist sig at være kendetegnet ved en generelt kortere varighed af ansættelsesforholdet
Antal arbejdstagere i alderen 20-64 år efter varigheden af den tidsbegrænsede kontrakt i EU-28 (2018)
Kilde: Eurostat, AKU (arbejdsstyrkeundersøgelsen), SILC.
En høj forekomst af tidsbegrænsede kontrakter inden for alle dele af arbejdsstyrken har store konsekvenser for jobkvalitet og jobsikkerhed. I en rapport fra Eurofound bidrages der til analysen af segmenteringen af arbejdsmarkedet, der blev præsenteret i den fælles beskæftigelsesrapport 2019, ved hjælp af en overvågning af enkeltpersoners karrierer og en undersøgelse af, i hvilket omfang deres tilknyttede arbejdsvilkår ændrer sig over tid 99 . Analysen tager højde for de opadgående og nedadgående overgangsrater, som enkeltpersoner oplever på tværs af forskellige arbejdsmarkedstilstande. Disse arbejdsmarkedstilstande rangerer i forskellige kategorier (fra bedre stillet til dårligere stillet, dvs. fra A til F) afhængigt af deres tilknyttede arbejdsvilkår. Tilstrækkelig dokumentation er kun tilgængelig for få medlemsstater. Selv om dette har sine begrænsninger, giver en sammenligning mellem to af disse (Tyskland og Spanien) nyttige oplysninger til at forstå, hvordan de respektive arbejdsmarkeder tilpassede sig krisen, som det fremgår af figur 49. I denne forbindelse er der i Tyskland forholdsvis høj opadgående og lav nedadgående mobilitet, mens der i Spanien er lavere opadgående mobilitet og forholdsvis høj risiko for nedadgående mobilitet. Det spanske tilfælde afspejler, hvordan de arbejdstagere, der befinder sig i den øverste del af arbejdsmarkedet, er bedre beskyttet mod overgange i nedadgående retning, mens de arbejdstagere, der har ringere arbejdsvilkår (mange af dem på tidsbegrænsede kontrakter), har begrænsede muligheder for opadgående mobilitet i deres arbejdsmarkedskarrierer, men ofte påvirkes mere af en forringelse af deres arbejdsvilkår og overgange til arbejdsløshed. Det er vigtigt at huske de problemer, der er forbundet med dækningen af den lovbestemte sociale beskyttelse af midlertidigt ansatte (se afsnit 3.4), da mange arbejdstagere på tidsbegrænsede kontrakter i Europa ofte har svært ved at få adgang til og optjene rettigheder, fordi de ikke lever op til minimumsbidragsperioder eller indtjeningsgrænser. ( 100 )
Figur 49: Forskelle i arbejdsmarkedsovergange afhænger i høj grad af arbejdsmarkedstilstande og de tilknyttede arbejdsvilkår
Gennemsnit fra år til år for opadgående (til venstre) og nedadgående (til højre) overgangsrater
Bemærk: Overgangsraterne er blevet lagt sammen. Hver overgang kan nå en maksimal værdi på 1 (svarende til 100 %). Arbejdsmarkedstilstande rangordnes efter deres tilknyttede arbejdsvilkår (baseret på kontraktlige ordninger, arbejdstid, løn og erhvervskategori) og går fra bedre (tilstand A repræsenterer primært en fast ansat i fuldtidsbeskæftigelse, der er forholdsvis vellønnet og er i en højt kvalificeret arbejdsstilling) til ringere stillet (tilstand E repræsenterer en arbejdstager med de værste arbejdsvilkår, mens tilstand F repræsenterer en arbejdsløs).
Kilde: MCVL (Spanien 2009-2016), GSOEP (Tyskland 2009-2016).
På EU-plan er en stor del af de midlertidigt ansatte på tidsbegrænsede kontrakter, fordi de ikke kan finde et fast job. I flere medlemsstater er grunden til, at en arbejdstager har en tidsbegrænset kontrakt, at vedkommende ikke kunne finde et fast job. En sådan situation (dvs. "ufrivillig" tidsbegrænset ansættelse) er blandt de vigtigste indikatorer for segmentering på arbejdsmarkedet. Figur 50 analyserer både andelen af midlertidigt ansatte og procentdelen af ufrivilligt midlertidigt ansatte. I lande som Kroatien, Portugal, Spanien og Italien beretter mere end 80 % af de midlertidigt ansatte (i alderen 15-64 år), at de er i denne situation, fordi de ikke kunne finde et fast job. Situationen i Cypern kræver en vis overvågning: Selv om andelen af midlertidigt ansatte ligger tæt på EU-gennemsnittet, betragtes 92,8 % af dem som ufrivillige, mod 53 % i gennemsnit i EU-28. De laveste andele af ufrivilligt midlertidigt ansatte er registreret i Østrig, Tyskland og Estland med tal på under 15 %.
Figur 50: Andelen af personer, der anses for at være ufrivilligt midlertidigt ansat, er fortsat stor i nogle medlemsstater
Ufrivilligt midlertidigt ansatte som en andel af det samlede antal midlertidigt ansatte og andelen af midlertidigt ansatte ud af det samlede antal ansatte, 2018.
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Ufrivillig deltidsbeskæftigelse er stadig et problem for et betydeligt antal arbejdstagere, som har svært ved at få et fuldtidsjob. Andelen af ufrivillige deltidsansatte (15-64 år) viser, at mange arbejdstagere har svært ved at arbejde på fuld tid, selv om de ønsker det. En høj andel af deltidsbeskæftigede samt betydelige andele af ufrivillige arbejdstagere kunne være et tegn på en potentiel underudnyttelse af arbejdsstyrken, navnlig det uudnyttede arbejdskraftpotentiale i økonomien. Andelen af ufrivillig deltidsbeskæftigelse i den samlede deltidsbeskæftigelse er faldet med 4,5 procentpoint siden 2013, fra 29,3 % i 2013 til 24,8 % af alle deltidsansatte (se også kapitel 1). Selv om det samlede antal ligger under niveauet fra før krisen, er der store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til andelen af arbejdstagere i alderen 15-64 år i denne situation. Andelen er på under 10 % i seks medlemsstater, mens den ligger på over 60 % i tre andre medlemsstater. Medlemsstater som Grækenland, Italien, Cypern, Bulgarien og Spanien har høje andele af både ufrivillig deltidsbeskæftigelse og tidsbegrænset beskæftigelse, hvilket skaber udfordringer med hensyn til stabilitet i beskæftigelse og jobkvalitet (se figur 50 og figur 51).
Figur 51: En høj andel af ufrivilligt deltidsarbejde er også et tegn på underudnyttede arbejdskraftressourcer
Ufrivillig deltidsbeskæftigelse som en andel af den samlede deltidsbeskæftigelse og andelen af deltidsansatte ud af det samlede antal ansatte, 2018.
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Den udbredte anvendelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i nogle medlemsstater kan bidrage til segmentering af arbejdsmarkedet. Andelen af selvstændige erhvervsdrivende i alderen 20-64 år i den samlede beskæftigelse har været forholdsvis stabil i de sidste ti år i EU-28 med en let faldende tendens og stadig betydelige forskelle mellem medlemsstater og sektorer (se afsnit 3.1). Mens selvstændig erhvervsvirksomhed normalt er frivillig og et positivt tegn på iværksætterånd, kan den også skjule afhængige ansættelsesforhold. I denne situation kan arbejdstagere, der bør have ret til arbejdstagernes rettigheder og beskyttelse, fejlagtigt være defineret som selvstændige erhvervsdrivende i et forsøg fra deres arbejdsgivers side på at omgå overenskomster, arbejdsmarkedslovgivningen (f.eks. mindsteløn, arbejdstidslovgivning), beskatning af arbejde eller kontrol med arbejdstiden (såkaldt "proformaselvstændighed"). Selvstændiges grad af økonomisk og organisatorisk afhængighed kan ikke måles ud fra sammenlignelige Eurostat-statistikker på tværs af medlemsstaterne 101 . I 2018 tegnede antallet af selvstændige erhvervsdrivende uden ansatte arbejdstagere (selvstændige uden ansatte) sig for 9,8 % af den samlede beskæftigelse i EU. Grækenland (21,6 %), Italien (14,9 %) og Rumænien (14,5 %) tegner sig for de højeste niveauer i 2018 efterfulgt af Polen, Tjekkiet, Det Forenede Kongerige, Slovakiet og Nederlandene med procentsatser på mellem 13,5 % og 11 % (se figur 52). I den lave ende har Danmark, Luxembourg, Tyskland, Sverige og Kroatien procentsatser under eller tæt på 5 %. Siden 2008 har andelen af selvstændige uden ansatte ligget stabilt i gennemsnit i EU, men der er registreret betydelige stigninger i nogle lande mellem 2008 og 2018. Dette er navnlig tilfældet i Nederlandene, Finland og Det Forenede Kongerige med en stigning ca. 2 procentpoint. På den anden side faldt den markant i Kroatien (med 6,3 procentpoint), Portugal (med 4,9 procentpoint) og Rumænien (2,4 procentpoint). Andelen af selvstændige uden ansatte varierer også meget på tværs af aldersgrupper. Mens den kun udgør 6,5 % af den samlede beskæftigelse i EU blandt de 25-29-årige, stiger andelen til 12,2 % for de 50-64-årige og til 32,3 % for de 65-74-årige 102 . Udviklingen af "atypiske kontraktordninger" (såsom kontrakter uden fast timetal, minijob osv.) og stigningen i platformsøkonomien kan øge andelen af unge blandt det samlede antal selvstændige, idet de sociale sikringsordninger ofte ikke er fuldt ud tilpasset til at omfatte den nye udvikling (ILO, 2017).
Figur 52: Antallet af selvstændige uden ansatte er højt i nogle medlemsstater, og der er behov for yderligere overvågning for at forhindre situationer med "proformaselvstændighed"
Selvstændige uden ansatte i procent af den samlede beskæftigelse
Kilde: Eurostat, LFS (egne beregninger).
Selv om platformsøkonomiens virkning stadig er begrænset, varierer den betragteligt fra land til land, herunder med hensyn til job og indkomstafhængighed. Europa-Kommissionens COLLEEM II-onlineundersøgelse undersøger brugen af onlineplatforme blandt hyppige internetbrugere i alderen 16-74 år i 16 medlemsstater 103 . I 2018 havde omkring 11 % af befolkningen i den erhvervsaktive alder i de undersøgte lande leveret tjenester via onlineplatforme mindst én gang, hvilket svarer til en stigning på 1,5 procentpoint siden 2017. Mens de fleste platformsarbejdere leverede tjenester på et sporadisk (2,4 %) eller marginalt (3,1 %) grundlag, leverede yderligere 4,1 % af befolkningen i den erhvervsaktive alder arbejdsydelser via platforme som et sekundært job. Andelen af arbejdstagere, der udfører platformsarbejde som deres primære erhvervsaktivitet, er fortsat lille (1,4 % af befolkningen i den erhvervsaktive alder). Blandt de adspurgte medlemsstater findes den største andel af arbejdstagere, der på et eller andet tidspunkt har leveret tjenester via platforme, som en procentdel af det samlede antal arbejdstagere, i Spanien (18 %), Nederlandene (14 %) og Portugal (13 %). Andre lande med andele af platformsarbejde, der ligger over gennemsnittet, er Irland, Det Forenede Kongerige og Tyskland. På den anden side fremviser Tjekkiet (5,9 %), Slovakiet (6,1 %), Ungarn (6,5 %) og Finland (6,7 %) de laveste andele. ( 104 ) Andelen af arbejdstagere, der har platformsarbejde som deres primære beskæftigelse, er kun over 2 % i Spanien og Nederlandene.
Figur 53: Platformsarbejde er på vej frem i nogle medlemsstater
Andelen af platformsarbejdere i 16 EU-medlemsstater, både samlet og efter platformens arbejdsintensitet.
Kilde: Det Fælles Forskningscenters COLLEEM II-undersøgelse. Brancati et al. (endnu ikke udgivet).
(*) Hovedsageligt platformsarbejdere: har platformsarbejde som hovedbeskæftigelse eller som meget vigtigt job. Alle platformsarbejdere: har udført platformsarbejde mindst én gang inden for det seneste år.
Platformsøkonomien omfatter en bred vifte af aktiviteter og forskellige former for arbejdsrelationer, hvilket gør det svært at opnå gode resultater på arbejdsmarkedet. En nylig rapport fra Eurofound 105 supplerer den analyse, der er foretaget i Det Fælles Forskningscenters COLLEEM II-undersøgelse, og i rapporten præsenteres en klassificering af platformsarbejde. Klassificeringen er baseret på fem elementer: niveauet af de færdigheder, der kræves for at udføre opgaven, typen af levering af tjenesteydelser (online kontra på stedet), omfanget af opgaver, vælger (som træffer beslutning om opgavefordeling, platform, kunde eller arbejdstager) og matchningens form (opgaveudbud kontra konkurrence). Tabel 3 viser de mest almindelige typer platformsarbejde (som andel af platforme ud af den samlede mængde), der finder anvendelse i Europa fra 2017, og som derefter er klassificeret efter ovennævnte kriterier. Den analyse, der blev foretaget af Eurofound, viser interessante resultater med hensyn til nødvendige færdigheder. For eksempel er "platformsbaseret rutinemæssigt arbejde på stedet" udbredt (31,5 % af platformene og 31,2 % af arbejdstagerne), men kræver hovedsagelig et lavt færdighedsniveau (selv om der er en tendens til, at arbejdstagerne er højtuddannede). Andre typer platforme kræver færdigheder på mellemniveau eller højt niveau, og "online konkurrencebaseret eller kundedikteret specialistarbejde" er primært baseret på et system af freelancearbejde.
Tabel 3: Arbejdets karakter ændrer sig, og der er forskellige kategorier af platformsarbejde
De mest almindelige typer platformsarbejde i EU (2017)
|
MÆRKNING |
KLASSIFICERING AF TJENESTEYDELSE |
KLASSIFICERING AF PLATFORM |
ANDEL AF PLATFORME UD AF DET SAMLEDE ANTAL PLATFORME |
ANDEL AF ARBEJDSTAGERE UD AF DET SAMLEDE ANTAL ARBEJDSTAGERE |
EKSEMPLER |
|||
|
Færdighedsniveau |
Tjenesteydelsens form |
Opgaveomfang |
Vælger |
Matchningens form |
||||
|
Kundedikteret rutinemæssigt arbejde på stedet |
Lav |
På stedet |
Større |
Kunde |
Tilbud |
13,7 % |
1,3 % |
GoMore (transport) |
|
Platformsbaseret rutinemæssigt arbejde på stedet |
Lav |
På stedet |
Større |
Platform |
Tilbud |
31,5 % |
31,2 % |
Uber (transport) |
|
Kundedikteret arbejde på stedet med moderate færdigheder |
Lav til middel |
På stedet |
Større |
Kunde |
Tilbud |
11,3 % |
10,9 % |
Oferia (husholdningsopgaver) |
|
Arbejde på stedet med moderate færdigheder på arbejdstagers initiativ |
Lav til middel |
På stedet |
Større |
Arbejdstager |
Tilbud |
4,2 % |
5,5 % |
ListMinut (husholdningsopgaver) |
|
Onlinebaseret klikarbejde, der forudsætter et moderat færdighedsniveau |
Lav til middel |
Online |
Mikro |
Platform |
Tilbud |
0,6 % |
5,3 % |
CrowdFlower (professionelle tjenesteydelser) |
|
Kundedikteret arbejde på stedet , der forudsætter et højt færdighedsniveau |
Middel |
På stedet |
Større |
Kunde |
Tilbud |
2,4 % |
3,3 % |
appJobber (husholdningsopgaver) |
|
Platformsbaseret arbejde på stedet, der forudsætter et højt færdighedsniveau |
Middel |
På stedet |
Større |
Platform |
Tilbud |
1,2 % |
4,2 % |
Be My Eyes (professionelle tjenesteydelser) |
|
Online platformsbaseret arbejde , der forudsætter et højt færdighedsniveau |
Middel |
Online |
Større |
Platform |
Tilbud |
0,6 % |
1,9 % |
Clickworker (professionelle tjenesteydelser) |
|
Online kundedikteret specialistarbejde |
Middel til høj |
Online |
Større |
Kunde |
Tilbud |
5,4 % |
30,3 % |
Freelancer (professionelle tjenesteydelser) |
|
Online konkurrencebaseret specialistarbejde |
Høj |
Online |
Større |
Kunde |
Konkurrence |
5,4 % |
4,6 % |
99designs (professionelle tjenesteydelser) |
Kilde: Eurofound (2018)
Bemærk: Der er fem elementer, der definerer typologien for platformsarbejde: 1) det færdighedsniveau, der kræves for at udføre opgaven (lavt, middel eller højt), 2) tjenesteydelsens form (på stedet (leveret personligt) eller online), 3) omfanget af opgaverne (mikroopgaver kontra større projekter), 4) vælgeren (opgaver, der er tildelt på grundlag af en beslutning fra platformen, kunden eller arbejdstageren), 5) den måde, hvorpå arbejdstager og kunde matches (et opgaveudbud kontra en konkurrence).
Aspekter vedrørende jobkvalitet, såsom beskæftigelsesstatus, arbejdsvilkår og indtægt, fremgår hovedsagelig af kravene om en vellykket organisering af platformsøkonomien. I praksis fastlægges arbejdstagernes ansættelsesforhold og status i platformens vilkår og betingelser. Aflønning for platformsarbejde er ofte baseret på den udførte opgave. Arbejdsvilkårene for platformsarbejdere varierer også i samme grad som den type opgaver, de kan udføre, forretningsmodellen og de mekanismer, der anvendes af platformen. Opgaver, der kræver et lavt færdighedsniveau, og som tildeles gennem platforme og apps med en høj grad af algoritmisk kontrol, giver mulighed for adgang til arbejdsmarkedet, hvilket kan bidrage til at forebygge sort arbejde, men de giver også anledning til bekymring for så vidt angår arbejdstageres beskæftigelsesstatus og dermed forbunden social beskyttelse 106 . Opgaver, der kræver et højt færdighedsniveau, og mere markedsbaserede forretningsmodeller kan derimod stimulere iværksætterånd og udvikle tværgående færdigheder. De er også ofte kendetegnet ved mere fleksible arbejdstider, hvilket resulterer i bedre muligheder for at opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv. Eurofound 107 sammenfatter nogle af de vigtigste arbejdsmarkedsvirkninger af forskellige typer platformsarbejde (se tabel 4).
Tabel 4: De nye arbejdsformer skaber nye muligheder og udfordringer
Oversigt over arbejdsmarkedsvirkninger forårsaget af forskellige typer platformsarbejde
Kilde: Eurofound (2019).
Figur 54: Sammenhæng mellem fleksibel arbejdstid og telearbejde/IKT-baseret mobilt arbejde på medlemsstatsniveau (EU-28), 2015
Fleksibel arbejdstid og telearbejde — IKT-baseret mobilt arbejde (TICTM)
Kilde: Sjette europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene (2015)
Digitaliseringen har fremmet nye måder at tilrettelægge arbejdet på ved at give større fleksibilitet med hensyn til, hvor og hvornår arbejdsopgaverne udføres. I forbindelse med disse former for arbejde afhænger tilrettelæggelsen i mindre grad af regelmæssige rytmer, og opgaver fordeles i stedet mere fleksibelt. Dette er i overensstemmelse med en mere overordnet observerbar tendens til projektbaseret arbejde og opsplitning af arbejdet, on demand-job og akkordarbejde, som ikke nødvendigvis afhænger af et system med normale arbejdstider, men af tilkaldearbejde, frister eller opfyldelse af mål, der er fastsat af arbejdsgivere eller kunder. 108 .På landeniveau viser den statistiske dokumentation en stærk positiv sammenhæng mellem IKT-anvendelse, telearbejde – IKT-baseret mobilt arbejde (TICTM) og fleksible former for tilrettelæggelse af arbejdstiden (f.eks. forekomst af fleksibel arbejdstid). Dette kan bekræfte, at tendensen i retning af mere fleksible arbejdsformer er velfunderet, selv om den stadig er begrænset i nogle medlemsstater. Som det ses af figur 54, er både flekstid og TICTM mere udbredt i de skandinaviske lande, Benelux, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Estland. I andre lande som Bulgarien, Cypern, Grækenland, Italien, Litauen, Portugal, Rumænien og Slovakiet er adgangen til IKT-baserede mobile arbejdsformer og fleksible arbejdsordninger mere begrænset. Udbredelsen af TICTM er imidlertid ikke udelukkende en følge af den øgede brug af IKT, men også af samspillet mellem teknologisk forandring, den institutionelle og lovgivningsmæssige kontekst samt den økonomiske, arbejdsmarkedsmæssige og samfundsmæssige udvikling, såsom kvindernes øgede deltagelse på arbejdsmarkedet (Eurofound og ILO, 2017), og ledelsespraksis.
Aktive arbejdsmarkedspolitikker kan øge jobsøgendes beskæftigelsesmuligheder og forbedre matchningen på arbejdsmarkedet. Ved at gøre dette kan aktive arbejdsmarkedspolitikker bidrage til bedre beskæftigelsesresultater og arbejdsmarkedsfunktion, samtidig med at de bidrager til at nedbringe arbejdsløsheden og afhængigheden af ydelser (se afsnit 3.4). Udfordringen er at sikre, at de aktive arbejdsmarkedspolitikker når ud til de mest trængende, således at de vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og i det bedst mulige jobmatch. Der er dokumentation for, at jo længere arbejdsløsheden varer, desto ringere bliver den jobsøgendes forbindelse til arbejdsmarkedet. Det mindsker sandsynligheden for, at den jobsøgende kommer ind på arbejdsmarkedet igen, og øger risikoen for inaktivitet. Derfor betragtes langtidsledighed (f.eks. når arbejdstagere er ledige i mere end et år) som en god indikator for, hvor effektive de aktive arbejdsmarkedspolitikker er, og som en måling af den udfordring, som et land står over for med hensyn til aktivering af arbejdsstyrken 109 . Figur 55 viser tallene for langtidsledigheden (dvs. forholdet mellem antallet af arbejdsløse i mere end et år og den erhvervsaktive befolkning) i 2018 og ændringen i forhold til 2017.
Figur 55: Langtidsledigheden er faldende i hele EU
Langtidsledighed (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Langtidsledigheden er faldet i næsten alle medlemsstater som følge af opsvinget på arbejdsmarkedet. Langtidsledigheden fortsatte med at falde i alle medlemsstater i 2018, hvilket bekræfter den positive tendens, der blev indledt i 2014. På trods af denne stort set konvergerende tendens (som fremhævet af regressionslinjens negative hældning) er der dog fortsat betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, idet tallene varierede fra 0,7 % i Tjekkiet til 13,6 % i Grækenland i 2018. Sammen med Spanien (som har en langtidsledighed på 6,6 % i 2018) er Grækenland markeret som "svag, men i bedring", da landet kombinerer et niveau, der er højere end gennemsnittet, med et hurtigt fald i løbet af det seneste år. Italien registrerede en forholdsvis lavere langtidsledighed (6,2 %), men får betegnelsen "situationen er kritisk" i betragtning af den begrænsede forbedring i 2018 i forhold til det foregående år. Cypern, Portugal og Kroatien er blandt de lande, der er markeret som "bedre end gennemsnittet". De indgår i denne gruppe på grund af deres resultater i forbindelse med den årlige ændring og fortsætter den betydelige forbedring i 2017. I Sverige og Det Forenede Kongerige forblev langtidsledigheden lav og stabil i 2018. Som det fremgår af bilag 3, er der store regionale forskelle på langtidsledigheden. I ca. en fjerdedel af medlemsstaterne er der mindst én region med en langtidsledighed på over 5 %.
Figur 56: Selv om langtidsledigheden er faldende, er den fortsat høj i nogle lande i Syd- og Østeuropa.
Langtidsledighed i procent af den erhvervsaktive befolkning
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Ikke desto mindre er langtidsledigheden i halvdelen af medlemsstaterne fortsat høj og ligger over niveauet før krisen. Forbedringen i forhold til det højeste niveau i 2013 har været særlig relevant (med mere end 3 procentpoint) i Bulgarien, Cypern, Grækenland, Irland, Kroatien, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Ungarn. Kun i Østrig steg langtidsledigheden i 2018 i forhold til 2013, men den er stadig forholdsvis lav. I omkring halvdelen af medlemsstaterne er langtidsledigheden imidlertid stadig højere end i 2008, og de største forskelle registreres for Grækenland (+9,9 procentpoint), Spanien (+4,4 procentpoint) og Italien (+3,2 procentpoint). I andre medlemsstater lå langtidsledigheden i 2018 et godt stykke under niveauet før krisen, navnlig i Tyskland, Ungarn, Tjekkiet, Polen og Malta, hvor den var under halvdelen af 2008-værdien.
Sort arbejde udsætter arbejdstagerne for en lang række risici, herunder utilstrækkelige eller usikre arbejdsvilkår og manglende adgang til social beskyttelse og sikkerhed. Det hæmmer også den fair konkurrence, svækker investeringsmulighederne og den menneskelige udvikling og underminerer de offentlige finanser, velfærdsstaten og den bredere sociale samhørighed. Desuden udfordrer den manglende overholdelse af arbejdstagerrettigheder og økonomiske rettigheder medlemsstaternes kapacitet til at sikre håndhævelse af arbejdsret, beskæftigelses- og pensionslovgivning. Disse udfordringer forværres i forbindelse med arbejdskraftens mobilitet på det indre marked og på et arbejdsmarked i hastig forandring. Selv om det i sagens natur er vanskeligt at gennemskue sort arbejde, tyder en undersøgelse bestilt af Europa-Kommissionen på, at sort arbejde udgjorde omkring 9,3 % af det samlede forbrug af arbejdskraft i den private sektor i EU i 2013 med store forskelle fra land til land 110 . Omdannelsen af sort arbejde til formelt angivet arbejde er et vigtigt politisk mål, der bidrager til at nå målene i beskæftigelsesretningslinje 7 og den europæiske søjle for sociale rettigheder og til et mere retfærdigt europæisk arbejdsmarked. På denne baggrund gennemfører Cypern en handlingsplan efter et projekt om gensidig læring, der fandt sted i april 2019.
Der er fortsat stor variation i deltagelsen i aktive arbejdsmarkedspolitikker fra medlemsstat til medlemsstat. Aktive arbejdsmarkedspolitikker er af central betydning for at øge beskæftigelsesmulighederne og karriereudviklingen for jobsøgende i en situation med arbejdsmarkeder i forandring og nye krav om færdigheder (se afsnit 3.2). Figur 57 viser, at der fortsat er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til deltagelse i aktiveringsforanstaltninger 111 . Der er en forholdsvis stor gruppe medlemsstater (Bulgarien, Rumænien, Letland, Estland, Kroatien, Slovenien og Cypern), hvor både investeringer og deltagelse i aktive arbejdsmarkedspolitikker fortsat ligger væsentligt under EU-gennemsnittet, og der er et stigende efterslæb i de seneste år. En anden gruppe lande registrerede en deltagelsesfrekvens på over 40 % (Frankrig, Ungarn, Sverige, Belgien og Danmark), om end de alle registrerede positive tendenser i de senere år. Disse forskelle tyder på, at der ikke er tale om konvergens med hensyn til dækning og udvidelse af de aktive arbejdsmarkedspolitikker. I de fleste lande er deltagelsesprocenten faldet efter krisen (med bemærkelsesværdige undtagelser i Belgien, Ungarn, Sverige, Tjekkiet og Estland), hvilket viser, at stigningen i antallet af personer, der søger arbejde, ikke er blevet fulgt af en forholdsmæssig stigning i deltagelsen i aktive arbejdsmarkedspolitikker. Der er en række faktorer, der påvirker effektiviteten af aktive arbejdsmarkedspolitikker, men der er dokumentation for, at der er plads til mere målrettede aktive arbejdsmarkedspolitikker med henblik på at afhjælpe hindringer for at finde et job for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet (se afsnit 3.2).
Figur 57: Der er store forskelle med hensyn til deltagelse i aktive arbejdsmarkedspolitikker
Deltagere i aktive arbejdsmarkedspolitikker (pr. 100 personer, der ønsker at komme i beskæftigelse)
Kilde: Eurostat, LMP-database og LFS.
Figur 58: Udgifterne til arbejdsmarkedstjenester og -foranstaltninger varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, uden at der er nogen direkte forbindelse til arbejdsløshedsniveauet
Udgifter til arbejdsmarkedstjenester og -foranstaltninger (2018) og andel af langtidsledige (2018)
Kilde: Eurostat, LMP-databasen og LFS. Bemærk: Data om udgifter for Italien og Det Forenede Kongerige mangler.
Der er dokumentation for, at investeringer i aktive arbejdsmarkedspolitikker har indvirkning på arbejdsmarkedsresultaterne. Andelen af langtidsledige er et løst overslag over de aktive arbejdsmarkedspolitikkers effektivitet. Langtidsledigheden er også knyttet til den generelle situation for arbejdsløsheden og konkurrenceevnen i en given medlemsstat. Udgifterne til arbejdsmarkedstjenester og -foranstaltninger varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og de, der har de laveste investeringer, er generelt også medlemsstater med en høj andel af langtidsledige. Ofte er de medlemsstater, der investerer mindst i aktive arbejdsmarkedspolitikker, også dem, hvor en betydelig del af den aktive arbejdsmarkedspolitik er medfinansieret af ESF, og hvor der derfor er tvivl om systemets langsigtede bæredygtighed.
De offentlige arbejdsformidlinger følger deres reformdagsorden, der har til formål at øge kapaciteten og modernisere og styrke leveringen af tjenesteydelser på centrale områder. Antallet af registrerede jobsøgende er faldet i de seneste år, men langtidsledige, unge, lavtuddannede og ældre jobsøgende er stadig overrepræsenterede blandt dem, der søger bistand hos de offentlige arbejdsformidlinger. Fuld inddragelse af kronisk underbeskæftigede eller inaktive på arbejdsmarkedet er ved at blive en prioritet for nogle offentlige arbejdsformidlinger, hvilket også skal ses i lyset af befolkningens aldring. Det er således nødvendigt at omfordele ressourcer og målrette tjenester og foranstaltninger til særlige grupper for at opfylde de jobsøgendes behov og maksimere arbejdsmarkedsresultaterne.
De offentlige arbejdsformidlingers rolle som formidlere på arbejdsmarkedet varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, bl.a. afhængigt af deres kapacitet, type og kvaliteten af den bistand, der ydes til jobsøgende og personer, der skifter job. De offentlige arbejdsformidlinger er fuldt ansvarlige for gennemførelsen af aktive arbejdsmarkedspolitikker eller deler dette ansvar med andre institutioner. Figur 59 viser andelen af ledige, der benytter offentlige arbejdsformidlinger til jobsøgning. Der er store forskelle medlemsstaterne imellem. På den ene side fremviser Italien, Spanien, Rumænien og Nederlandene de laveste andele i 2018 (under 30 %) efterfulgt af Det Forenede Kongerige, Portugal og Malta (med en andel på mellem 30 % og 40 %). På den anden side anvendes de offentlige arbejdsformidlinger i medlemsstater som Litauen, Tjekkiet, Grækenland, Østrig, Slovakiet, Tyskland og Slovenien i vid udstrækning i jobsøgningen med tal på over 70 %. I EU er de arbejdsløses gennemsnitlige brug af offentlige arbejdsformidlinger faldet konstant siden krisens begyndelse, og den faldt med omkring 14 procentpoint mellem 2008 og 2018. Ikke desto mindre registrerer få medlemsstater bemærkelsesværdige stigninger, såsom Cypern og Litauen (med mere end 30 procentpoint), Estland (med 22 procentpoint), Grækenland (med 16 procentpoint) eller Danmark, Rumænien og Slovenien (med stigninger på mellem 4,5 og 7,5 procentpoint), hvilket ofte skyldes obligatorisk registrering for at få adgang til ydelser eller uddannelse (se afsnit 3.3.2 for nærmere oplysninger om de reformer, som medlemsstaterne har indført på dette område). Der er også forskelle mellem kønnene med hensyn til anvendelsen af de offentlige arbejdsformidlingers tjenester. Seks medlemsstater (Bulgarien, Estland, Cypern, Slovakiet, Litauen og Kroatien) har større andele af kvindelige jobsøgende, der henvender sig til de offentlige arbejdsformidlinger med henblik på at søge job (9 procentpoint og derover sammenlignet med de mandlige jobsøgende). På den anden side er andelen af mandlige jobsøgende i Irland og Det Forenede Kongerige højere end andelen af kvinder (ca. 10 procentpoint og derover), og Malta er et bemærkelsesværdigt tilfælde med en forskel mellem mænd og kvinder, der henvender sig til de offentlige arbejdsformidlinger, på 23 procentpoint.
Figur 59: Anvendelsen af offentlige arbejdsformidlinger til hjælp til jobsøgning varierer fra medlemsstat til medlemsstat
Andelen af arbejdsløse, der benytter offentlige arbejdsformidlinger til jobsøgning
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
De jobsøgendes adfærd varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Figur 60 sammenligner forskellige metoder, som jobsøgende anvender til at komme ud af arbejdsløshed, herunder private arbejdsformidlinger, direkte ansøgninger til arbejdsgivere og uformelle metoder, såsom at spørge venner, slægtninge og fagforeninger. Selv om der ikke fremgår noget klart mønster med hensyn til substitution mellem jobsøgningsmetoder, bør det generelt bemærkes, at medlemsstater, hvor der er ringe brug af offentlige arbejdsformidlinger, gør mere brug af uformelle metoder, såsom sociale forbindelser eller direkte ansøgninger til arbejdsgivere. I gennemsnit kontakter 21,6 % af de jobsøgende private arbejdsformidlinger for at finde et job, og forskellene på tværs af medlemsstaterne spænder fra 2 % til 43 %.
Figur 60: De sociale forbindelser er afgørende for at finde arbejde i de fleste medlemsstater med vejledning fra de offentlige arbejdsformidlinger og direkte ansøgninger som supplement hertil
Andel af arbejdsløse, der anvender udvalgte jobsøgningsmetoder (2018)
Kilde: Eurostat, LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen).
Tilvejebringelsen af passende arbejdsløshedsunderstøttelse af en rimelig varighed, som er tilgængelig for alle arbejdstagere og ledsages af effektive aktive arbejdsmarkedspolitikker, er afgørende for at støtte jobsøgende i forbindelse med omstilling på arbejdsmarkedet. Den fælles beskæftigelsesrapport 2018 indeholdt en omfattende sammenlignende analyse af de vigtigste træk ved arbejdsløshedsunderstøttelsessystemerne i EU baseret på resultaterne af Beskæftigelsesudvalgets (EMCO) benchmarking af arbejdsløshedsunderstøttelse og aktive arbejdsmarkedspolitikker. Analysen er overordnet set stadig gyldig og henviser til resultater og indikatorer for den politiske løftestang for 2016 eller 2017 afhængigt af datatilgængeligheden. De politiske ændringer, der fandt sted i referenceperioden for denne rapport, har også været temmelig begrænsede (se afsnit 3.3.2 om medlemsstaternes reformer på dette område; en langsigtet oversigt over reformer i medlemsstaterne findes i Europa-Kommissionens udgivelse fra 2019 112 ). Dette afsnit giver en opdatering af proceduren, navnlig indikatorerne for den politiske løftestang, som Beskæftigelsesudvalget har godkendt i 2019.
I gennemsnit er omkring en tredjedel af de korttidsarbejdsløse i EU omfattet af arbejdsløshedsunderstøttelse 113 . Denne andel faldt en anelse i kølvandet på krisen (fra 34,4 % i 2008 til 32,9 % i 2018) og har været stabil i de seneste år. Forskellene mellem landene (figur 61) afhænger af den politiske udformning af arbejdsløshedsunderstøttelsesordningerne (navnlig vedrørende betingelserne for at opnå understøttelse, maksimal varighed, omfanget af kravene til jobsøgning, overlapning med andre sociale beskyttelsesordninger) samt af forskellige landes konjunkturbestemte situation. De højeste dækningsgrader (over 50 %) forekommer i Tyskland og Finland tæt fulgt af Østrig, Belgien og Frankrig. I den modsatte ende kan de laveste dækningsgrader ses i Polen og Kroatien.
Figur 61: Andelen af korttidsledige, der er dækket af arbejdsløshedsunderstøttelse, er faldet en anelse i EU, og der er store forskelle mellem landene
Arbejdsløshedsunderstøttelsens dækning for kortidsledige
Kilde: Eurostat, data fra LFS (arbejdsstyrkeundersøgelsen). Bemærk: Der foreligger ikke data for IE og NL. Data for IT og MT henviser til 2017.
Siden 2008 har flere lande haft til hensigt at forbedre dækningen af arbejdsløshedsunderstøttelse. Betingelserne for at opnå understøttelse er blevet lempet, og det er hovedsagelig sket ved at nedsætte det mindste antal års erfaring eller bidragsperioder, der er nødvendige for at få ret til arbejdsløshedsunderstøttelse. Desuden blev dækningen af arbejdsløshed udvidet til at omfatte tidligere udelukkede grupper som f.eks. selvstændige, freelancere, ikke-fastansatte arbejdstagere og vikaransatte. I flere medlemsstater blev der iværksat aktiveringsstrategier for at forbedre arbejdsløshedsunderstøttelsessystemernes omkostningseffektivitet. Siden 2008 har der vist sig et reformmønster med hensyn til arbejdsløshedsunderstøttelsens maksimale varighed, som er blevet nedbragt i flere medlemsstater og kun er steget i få. I flere lande blev nettokompensationsgraden reduceret, og betingelserne for at opnå støtte blev skærpet gennem strengere krav til jobsøgning og tilgængelighed for arbejdsmarkedet. Figur 62-64 viser den seneste opdatering af benchmarkingindikatorerne med hensyn til optjeningsperiodens længde, ydelsernes varighed og nettokompensationsgraden.
Figur 62: I de fleste medlemsstater er optjeningsperioden omkring 50 uger
Varigheden af den fornødne optjeningsperiode, 2016 og 2018 (i uger)
Kilde: MISSOC-databasen (gensidigt informationssystem om social beskyttelse) og national lovgivning. Bemærk: I Malta (2018) er minimumskriterierne for optjening 50 uger med indbetalt bidrag, hvoraf mindst 20 er indbetalt eller krediteret i de foregående 2 kalenderår. I Irland (2016 og 2018) skal mindst 104 ugentlige bidrag være indbetalt, siden personen først kom i beskæftigelse.
Figur 63: Arbejdsløshedsunderstøttelsens varighed varierer betydeligt medlemsstaterne imellem
Understøttelsens maksimale varighed med et beskæftigelsesforløb på 1 år, 2017 og 2018
Kilde: MISSOC-databasen (gensidigt informationssystem om social beskyttelse) og national lovgivning (januar 2017 og januar 2018). Bemærk: I Belgien er ydelsesperioden ubegrænset. I Cypern beregnes uger på grundlag af 6 arbejdsdage om ugen. I Irland udbetales understøttelse i 39 uger (234 dage) kun til personer med mindst 260 ugentligt indbetalte PRSI-bidrag (sociale bidrag). I Slovakiet er en person med ét års beskæftigelse ikke berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse (der kræves mindst 2 års bidrag til arbejdsløshedsforsikring i de seneste 4 år). I Polen afhænger varigheden af arbejdsløshedsprocenten i regionen i forhold til det nationale gennemsnit.
Figur 64: Store forskelle med hensyn til ydelsernes størrelse viser sig i hele EU
Nettokompensationsgrad for arbejdsløshedsunderstøttelse ved 67 % af den gennemsnitlige løn i den 2. og 12. måned af ledighedsperioden (2019)
Kilde: Europa-Kommissionen baseret på OECD's modeller for skatte-og understøttelsessystemer. Bemærk: Indikatoren beregnes for en 20-årig enlig uden børn med en kort arbejdshistorie (1 år). Yderligere metodologiske oplysninger i fodnote.
Udformningen af integrerede planer og strategier til aktivering af modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse er afgørende for at støtte de jobsøgende i forbindelse med overgangen til arbejdsmarkedet. Den fælles beskæftigelsesrapport 2019 indeholdt en omfattende analyse af de vedtagne politiske instrumenter, der er rettet mod modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse. Analysen fokuserede på de eksisterende ordninger for offentlige arbejdsformidlinger, som hjælper jobsøgende med at komme tilbage i beskæftigelse (f.eks. profilering, udarbejdelse af individuelle handlingsplaner, personlig rådgivning), herunder afhjælpning af hindringer, der kan komme i vejen for, at det lykkes dem. Analysen af omfanget af indikatorer for kravene til jobsøgning er i det store hele fortsat gyldig set i lyset af de begrænsede politiske ændringer, der fandt sted i referenceperioden for denne rapport. Nærmere oplysninger om de reformer, som medlemsstaterne har gennemført på dette område, findes i afsnit 3.3.2.
Ved at fjerne hindringer for arbejdstageres og lærendes mobilitet kan man forbedre beskæftigelsesegnetheden og udviklingen af færdigheder og dermed bidrage til at udnytte det europæiske arbejdsmarkeds fulde potentiale. I 2018 var der omkring 12,9 millioner EU-borgere i den arbejdsdygtige alder (20-64 år), som boede i et andet land end deres statsborgerskabsland, hvilket udgjorde 4,3 % af den samlede befolkning i den arbejdsdygtige alder i EU 114 . Dette tal steg med 3,4 % i forhold til 2017 efter en stigning på ca. 5 % om året siden 2014. I 2018 var tre fjerdedele af alle tilflyttere fra EU-28 bosat i fem store værtslande (Tyskland, Det Forenede Kongerige, Spanien, Italien og Frankrig), og der boede omkring eller over 1 million tilflyttere fra EU-28 i hvert af disse fem lande, hvilket også var tilfældet i 2017. Lige under halvdelen af alle tilflyttere fra EU-28 boede i Tyskland eller i Det Forenede Kongerige. Et flertal af alle tilflyttere fra EU i 2018 var borgere fra Rumænien, Polen, Italien eller Portugal. Tilsammen tegnede de sig for 6,1 millioner mennesker, hvilket var omkring halvdelen af alle tilflyttere fra EU. Udstrømningen af egne statsborgere giver et billede af udstrømningen af egne statsborgere som en andel af et lands befolkning. Den samlede udstrømning i EU er 0,36 %, men i nogle medlemsstater er udstrømningen større. Ud af de ti lande, der har den største udstrømning, er otte af dem EU-13-lande. Irland (1 %) og Luxembourg (0,9 %) er de to undtagelser. Litauen har den højeste udstrømning (2,2 %), som er vokset støt siden 2014, efterfulgt af Rumænien (1,5 %), som også er det land, der har de højeste absolutte tal for udstrømning. Kroatien (1,4 %), Letland (1,2 %) og Estland (1 %) har også en høj udstrømning. De største oprindelses- og værtslande er fortsat de samme, når der fokuseres på erhvervsaktive borgere (dvs. arbejdstagere og jobsøgende).
Fremme af tværnational læringsmobilitet bidrager til et avanceret vidensamfund, økonomisk udvikling og større social samhørighed. Mobile studerende tjener som regel mere og står normalt over for en lavere risiko for arbejdsløshed senere i livet. De udvikler også centrale karrierekompetencer og tværgående færdigheder, såsom gensidig forståelse, samarbejde eller globalt medborgerskab. Der tages hensyn til to dimensioner ved analysen af den globale udadgående mobilitet, dvs. mobilitet fra EU-lande til lande både i og uden for EU: meritmobilitet og uddannelsesmobilitet. Den første henviser til studerende, der har haft et mobilitetsophold med meritoverførsel, og som har tilbragt en midlertidig studieperiode eller et praktikophold i udlandet. Den anden henviser til studerende, der er indskrevet på et universitet uden for deres bopælsland med henblik på at fuldføre en uddannelse eller anden kvalifikation. Gennemsnitligt i EU var 11,6 % af de nyuddannede fra videregående uddannelser på studieophold i udlandet i 2017 (8 % på meritmobilitet og 3,6 % på uddannelsesmobilitet). Luxembourg (80,5 %), Cypern (36,9 %) og Nederlandene (24,9 %) registrerede de højeste andele af mobile nyuddannede i 2017. På den anden side fremviste Det Forenede Kongerige (4,1 %), Slovenien (6,5 %), Rumænien (7,6 %), Kroatien (7,7 %) og Ungarn (7,7 %) den laveste tværnationale læringsmobilitet. Hvad angår den indadgående mobilitet for studerende, har Det Forenede Kongerige (34,2 %), Luxembourg (26,1 %) og Nederlandene (17,9 %) de højeste andele af mobile nyuddannede. I Grækenland og Polen udgør den indadgående uddannelsesmobilitet mindre end 2 % af den samlede gruppe af nyuddannede.
Social dialog er den afgørende faktor for arbejdsmarkedsrelationer i Europa og er et centralt element i den europæiske sociale model. Social dialog omfatter alle former for forhandlinger, konsultationer eller blot udveksling af oplysninger mellem eller blandt repræsentanter for regeringer, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer om spørgsmål af fælles interesse vedrørende økonomisk politik og social- og arbejdsmarkedspolitik. Social dialog kan bidrage til at skabe job af høj kvalitet, bedre arbejdsvilkår, afhjælpe manglen på færdigheder og skabe et arbejdsmiljø, der er mere befordrende for investeringer, bæredygtig vækst og social retfærdighed. I beskæftigelsesretningslinje 7 og den europæiske søjle for sociale rettigheder opfordres medlemsstaterne til at sikre inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af relevante reformer og politikker i overensstemmelse med national praksis, herunder gennem støtte til øget kapacitet hos arbejdsmarkedets parter. I Europa er forskellene i de nationale systemer for social dialog hovedsagelig knyttet til deres respektive institutionelle rammer og arbejdsmarkedsparternes operationelle kapacitet. Eurofounds forskning viser, at beskæftigelsesrelaterede emner, i særdeleshed dem, der er forbundet med at afhjælpe manglen på arbejdskraft, dominerede den sociale dialog og debatter om arbejdslivet i løbet af 2018 115 .
Social dialog er fortsat yderst relevant på det omskiftelige arbejdsmarked og i forvaltningen af overgangen til den digitale tidsalder og en klimaneutral økonomi. Omstillingen til en klimaneutral økonomi forventes at ændre produktionsprocesserne. Meget tyder på, at der skal skabes flere job i sektorer inden for både industri og tjenesteydelser, herunder bygge- og anlægssektoren, affaldshåndtering og bæredygtig finansiering, der er i vækst og er (på vej til at blive) grønne. En sådan omstilling kan også forhindre stigende jobpolarisering som følge af automatisering, ved at skabe arbejdspladser, som overvejende befinder sig i mellemområdet med hensyn til løn og færdigheder, særlig inden for bygge- og anlægssektoren og fremstillingssektoren. Det kan dog også påvirke arbejdsmarkedsstrukturen, jobfordeling og færdighedsbehov, navnlig i de regioner, der er afhængige af energiintensive sektorer. Arbejdsmarkedets parter har været aktive med hensyn til at forudsige færdighedsbehovet og til i fællesskab at forvalte uddannelsesprogrammer til opkvalificering af arbejdsstyrken i nogle lande. Fremskridt med hensyn til at fremme overenskomstforhandlinger og styrke en struktureret social dialog kan støtte en gnidningsfri og inklusiv overgang til en grøn økonomi og dermed lette indgåelsen af kompromiser mellem arbejdstagere, arbejdsgivere og regeringen. De offentlige myndigheder kan også følge processen ved at udstikke rammerne for disse forhandlinger, ved at udstikke retningslinjer for de mål, der skal nås, og ved at fremme en rettidig og meningsfuld inddragelse af relevante aktører. Den digitale tidsalder giver nye og ofte atypiske beskæftigelsesformer, såsom platformsarbejde, der ofte ikke er repræsenteret. I de senere år har arbejdsmarkedets parter taget initiativer til også at nå ud til disse arbejdstagere og sikre deres sociale beskyttelse. Arbejdsmarkedets parter er fortsat en vigtig platform for drøftelse af de teknologiske og økologiske udviklinger og af, hvordan man bedst tackler dem 116 .
En velfungerende social dialog kræver, at arbejdsmarkedets parter er stærke, repræsentative, uafhængige og udstyret med den nødvendige kapacitet. Arbejdsmarkedsparternes kapacitet henviser til deres evne til at forhandle og udvise den nødvendige økonomiske og juridiske ekspertise til at drøfte de økonomiske og sociale konsekvenser af forskellige politiske modeller, til på passende vis at repræsentere deres interesser, til at mobilisere mennesker og ressourcer, til at handle selvstændigt og til at indgå varige forpligtelser. Eftersom bidrag fra deres medlemmer er den vigtigste indtægtskilde, afgør medlemsskab også arbejdsmarkedsparternes kapacitet. I de senere år har medlemstallene i gennemsnit været faldende i hele Europa (OECD, 2017). Som det fremgår af figur 65, varierer organisationsprocenten kraftigt i de 28 EU-medlemsstater fra ca. 70 % i Danmark, Sverige og Finland til under 10 % i Frankrig, Litauen og Estland. Organisationsprocenten er imidlertid ikke den eneste indikator for fagforeningers evne til at mobilisere arbejdstagere. Faktorer som arbejdsmarkedsparternes autonomi og graden af samarbejde i fagforeningslandskabet kan også spille en rolle. På trods af dette har arbejdsmarkedets parter også brug for formelle rammer, der muliggør en effektiv dialog.
Figur 65: Organisationsprocenten varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat
Organisationsprocent (det mest ajourførte år, der er tilgængeligt)
Kilde: OECD og ICTWSS-databasen (kilde med nyere data pr. medlemsstat blev anvendt). Bemærk: beregnet som andel af de ansatte, der er fagforeningsmedlemmer. Dataår: 2017 for SE, 2016 for AT, CZ, DK, FI, DE, HU, IE, IT, LT, NL, UK; 2015 for BE, EE, FR, LV, LU, PT, SK, SI, ES; 2014 for PL; 2013 for CY, EL; 2012 for HR, MT, BG og RO. I en række medlemsstater er oplysningerne om organisationsprocenten blandt arbejdsgivere blevet sjældnere opdateret i de senere år. De præsenteres derfor ikke i et diagram.
På trods af de fremskridt, der er gjort, er der behov for at videreudvikle den overordnede inddragelse af arbejdsmarkedets parter i processen med det europæiske semester på nationalt plan. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af politikker og reformer er blevet anerkendt og videreudviklet i beskæftigelsesretningslinjerne. Europæiske, nationale og regionale politikkers succes og virkning afhænger af engagement og ejerskab hos regeringerne og arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne. Overordnet set har kvaliteten af inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af beskæftigelses- og socialpolitikker og -reformer været stabil i de seneste år i de fleste medlemsstater, men der er stadig store forskelle landene imellem 117 . Som det er tilfældet med inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i politikker og reformer på nationalt plan, og navnlig i udformningen af de nationale reformprogrammer, varierer graden af tilfredshed alt efter forudsigeligheden, kvaliteten af de gennemførte udvekslinger, den afsatte tid og forventningerne til resultaterne. Fremskridtene og de eksisterende udfordringer blev analyseret og vurderet af Beskæftigelsesudvalget i Rådet for Den Europæiske Union i efteråret 2018. Navnlig anerkendte arbejdsmarkedets parter i Estland, Letland, Portugal, Slovenien og Spanien visse forbedringer med hensyn til deres deltagelse i politikudformningen i de seneste år. På den anden side afspejlede konklusionerne, at der er plads til en bedre fungerende social dialog og en større inddragelse af arbejdsmarkedets parter i Grækenland, Ungarn, Polen og Rumænien. I andre lande vedrører bekymringerne meget forskellige problemer og situationer. Nogle af dem er mere strukturelle, mens andre i højere grad er baseret på effektiviteten af de procedurer og den praksis, der anvendes. I andre tilfælde kan inddragelsen af arbejdsmarkedets parter påvirkes af ændringer i den politiske cyklus (f.eks. Italien og Spanien). De fleste af disse udfordringer er fremhævet i betragtningerne til de landespecifikke henstillinger for 2019.
I forbindelse med EU's økonomiske styring kan høringen af civilsamfundsorganisationer give værdifuld indsigt og støtte til gennemførelse af politikker. Civilsamfundet kan spille en central rolle i udformningen og gennemførelsen af politiske reformer ved at støtte relevant lovgivning og offentlige foranstaltninger. Det fremhæves i de reviderede beskæftigelsesretningslinjer, der blev vedtaget i juli 2019, at: hvor det er relevant, bør medlemsstaterne med udgangspunkt i deres eksisterende nationale praksis tage hensyn til erfaringerne med beskæftigelse og sociale spørgsmål hos de relevante civilsamfundsorganisationer. I lyset af ovenstående har Kommissionens repræsentationer i medlemsstaterne afholdt en række møder med civilsamfundsorganisationer i forbindelse med det europæiske semester. I mange medlemsstater er høringerne med Europa-Kommissionen ofte mere aktive og engagerende end høringerne mellem de nationale myndigheder og civilsamfundsorganisationerne, navnlig med henblik på forberedelsen af det nationale reformprogram. De ansvarlige for det europæiske semester i Kommissionen er blevet bedt om at vurdere, i hvor høj grad civilsamfundet er involveret i udformningen af politikker. Resultaterne af denne foreløbige undersøgelse viser en uensartet situation, som kunne gøres til genstand for en mere detaljeret analyse.
3.3.2 Politiktiltag
Medlemsstaterne gennemfører reformer inden for lovgivning om jobbeskyttelse for at sikre passende "flexicurity" og mindske forskellene i arbejdsmarkedsregler og -procedurer. I maj 2019 vedtog Frankrig en foranstaltning, der har til formål at skabe større fleksibilitet i anvendelsen af størrelsesrelateret lovgivning om jobbeskyttelse og arbejdspladsregler for virksomheder med ansættelsesniveauer, der ligger over de tre tærskler (10/50/250 ansatte). Finland ændrede den eksisterende bekendtgørelse, så den kom til at omfatte nye specifikationer vedrørende betingelser for opsigelse af kontrakter for arbejdsgivere. Formålet med denne ændring er at sikre, at der tages hensyn til særlige omstændigheder (f.eks. arbejdsgiverens samlede antal ansatte og arbejdsgiverens og arbejdstagerens generelle omstændigheder) ved vurdering af en personbaseret afskedigelse. I nogle tilfælde kan dette føre til undtagelser fra reglerne om afskedigelse. Som led i en bred reform vedtog Irland en beskæftigelseslov, hvori arbejdsgivere anmodes om at fastsætte arbejdsvilkår inden for en bestemt periode, herunder indførelse af kontrakter med intervaltimer (som giver arbejdstagere, hvis ansættelseskontrakt ikke nøjagtigt afspejler, hvor mange timer de reelt arbejder, mulighed for at blive placeret i et interval af timer, der bedre afspejler dette), særlige forhold angående mindsteløn og forbud mod ansættelseskontrakter uden et fast timetal. Der vil blive pålagt sanktioner, hvis beskæftigelsesloven ikke overholdes.
Nogle medlemsstater træffer foranstaltninger, der skal mindske segmenteringen på arbejdsmarkedet, herunder begrænsninger for tidsbegrænsede kontrakter. Som led i en bredere reform er Nederlandene i færd med at revidere sine arbejdsmarkedsbestemmelser for at fremme tidsubegrænset ansættelse og er samtidig ved at gøre fleksible kontrakter dyrere for arbejdsgiverne. Dette vil bl.a. ske gennem differentierede arbejdsløshedsbidrag pr. kontrakttype og med grænser for anvendelse af ansættelseskontrakter uden et fast timetal (foranstaltningerne forventes at træde i kraft i 2020). I Portugal blev der vedtaget en række foranstaltninger i juli 2019 som led i handlingsprogrammet, der tager sigte på at begrænse betingelserne for anvendelse af tidsbegrænsede kontrakter med henblik på at mindske segmenteringen af arbejdsmarkedet. Denne pakke reducerede navnlig de tidsbegrænsede kontrakters maksimale varighed fra tre til to år, inklusive forlængelser. Den fastsatte også en grænse for den samlede varighed af forlængelser og af ikke-tidsubestemte kontrakter (fra seks til fire år) og en styrkelse og midlertidig udvidelse af støtten til at ændre tidsbegrænsede kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter. Disse foranstaltninger blev drøftet med arbejdsmarkedets parter, som underskrev en trepartsaftale i juni 2018 om revision af arbejdsmarkedsloven. I 2018 vedtog Italien en specifik foranstaltning til fremme af anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter (Decreto dignità), som fastsatte strammere regler for anvendelsen og varigheden af tidsbegrænsede kontrakter (den maksimale varighed af tidsbegrænsede kontrakter ændres fra 36 måneder til 24 måneder) og krævede, at arbejdsgiverne skulle begrunde deres forlængelse, hvis den var længere end 12 måneder. Den øger også både minimumsgodtgørelsen og den maksimale godtgørelse i tilfælde af uberettiget afskedigelse. Det Forenede Kongerige indførte i marts 2019 en række ændringer for at sætte en stopper for anvendelsen af kontrakter med betaling for hver færdigudført opgave (pay-between-assignment), som træder i kraft i april 2020. Ændringerne vil gøre det muligt for virksomheder at fravælge ordninger om ligeløn for vikaransatte. Reformerne vil dog muligvis ikke styrke rettighederne for arbejdstagere med ansættelseskontrakter uden fast timetal, hvilket gør, at magtbalancen i gig-økonomien muligvis ikke skifter.
Nogle medlemsstater overvejer yderligere foranstaltninger med hensyn til arbejdstid og organisering, som forventes at skabe yderligere klarhed om arbejdsvilkår. Som led i en omfattende reformpakke (Jobsdeal) forlængede Belgien i april 2019 den maksimale varighed af en karriereafbrydelse (fra 36 til 48 måneder) for arbejdstagere, der følger en uddannelse i job med en identificeret mangel på kvalificeret arbejdskraft. Foranstaltningen blev godkendt sammen med en lempelse af uddannelsesklausulerne for at tilskynde arbejdsgiverne til at fremme arbejdstagernes deltagelse i arbejdsbaseret uddannelse. Danmark godkendte i april 2019 en ny foranstaltning, som skal fremme en bedre kontrol med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Når den træder i kraft, forventes den at fokusere primært på faglært arbejdskraft, som er ansat af udenlandske virksomheder. Arbejdstilsynet vil få ansvaret for dens gennemførelse med et samlet budget på 460 mio. DKK (61 mio. EUR) frem til 2022. Spanien vedtog en ny ændring, der indfører obligatorisk registrering af daglig arbejdstid for alle arbejdstagere. Generelt kan vilkårene for overholdelse af bestemmelser om overarbejde fastsættes i overenskomstforhandlinger, men visse sektorer er underlagt særlige regler fra regeringens side. Foranstaltningen er ramt af forsinkelser som følge af en revision af relevante overenskomster. I 2018 vedtog Kroatien en lov om studenterarbejde, som skulle have et udvidet anvendelsesområde. Ud over fuldtidsstuderende dækker den nu også deltidsstuderende, der ikke er i et ansættelsesforhold. Den østrigske regering tager skridt til at forbedre den interne fleksibilitet i arbejdstiden i tæt dialog med arbejdsmarkedets parter. Den nye østrigske lov om arbejdstid fra 2018 har til formål at skabe fleksibilitet med hensyn til loftet for antallet af overarbejdstimer i særlige situationer. Den forlænger den maksimale arbejdstid fra 10 til 12 timer om dagen og fra 50 til 60 timer om ugen. Den omfatter også arbejdstagernes ret til at nægte at arbejde i mere end 12 timer. Tjekkiet planlægger at ændre den eksisterende lov fra 2006 for at gøre arbejdsformerne mere fleksible. Den har til formål at give mulighed for, at to eller flere arbejdstagere kan dele fuldtidsstillinger. Den forventes at træde i kraft i januar 2020. I marts 2019 vedtog Finland en ny foranstaltning for at øge fleksibiliteten i arbejdstidsordninger, såsom brug af tidsbanker osv., herunder i virksomheder, der ikke er med i en faglig sammenslutning, og som derfor ikke kan anvende fleksibilitetsklausuler, som kommer fra overenskomster. Foranstaltningen forventes at træde i kraft i januar 2020.
Øget bevidsthed om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen får flere medlemsstater til at ajourføre og styrke deres lovgivning. For eksempel offentliggjorde Letland i marts 2019 en udviklingsplan for 2019-2020 om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Foranstaltningen har til formål at fremme en effektiv gennemførelse af kravene til arbejdsbeskyttelse, samtidig med at der skabes sikre arbejdsforhold og standarder for sundhedsbeskyttelse for arbejdstagerne. Planen sætter særlig fokus på selvstændige og andre arbejdstagere i atypiske ansættelsesforhold. Derudover planlægger Letland en række ændringer, som skal forbedre arbejdssikkerheden og den miljømæssige beskyttelse af selvstændige og arbejdstagere, der benytter sig af distancearbejde. Disse ændringer vil også definere mere præcise og klare krav til, hvordan virksomhederne kan tilrettelægge arbejdsbeskyttelsen. Lovforslaget drøftes i det ansvarlige udvalg i parlamentet, og det forventes at blive vedtaget inden udgangen af 2019. Tjekkiet ændrede betingelserne for sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen, nærmere bestemt grænserne for eksponering for kemikalier på arbejdspladsen i overensstemmelse med Kommissionens direktiv (EU) 2017/164. I Grækenland udvidede en ny lov (4554/2018) den eksisterende lovgivning om arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, herunder med bestemmelser om fastsættelse af detaljerede metoder til identificering og vurdering af varmebelastning for arbejdstagere i måneder med høje temperaturer. Kroatien har godkendt foranstaltninger til regulering af de betingelser, hvorunder en arbejdsgiver og en fysisk eller juridisk person har tilladelse til at gennemføre foranstaltninger vedrørende sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, herunder deres udstedelse, annullering og inddragelse. De omfatter også løbende faglig uddannelse af eksperter inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og pligt til og procedure for registrering af tilladelser.
Medlemsstaterne har vedtaget nye foranstaltninger til at bekæmpe sort arbejde, styrke arbejdstilsyn og øge virkningen af afskrækkelsesforanstaltninger. Efter færdiggørelsen planlægger Grækenland også at foretage en fuldstændig vurdering af den treårige handlingsplan for bekæmpelse af sort arbejde. I Letland vedtog de statslige arbejdstilsyn en strategi for 2018-2019 med øget vægt på forebyggende foranstaltninger, som understøttes af nye centrale resultatindikatorer. Cypern har foreslået en række ændringer af loven om social forsikring med henblik på yderligere bekæmpelse af sort arbejde. Ændringerne omfatter forhøjede bødebeløb og indførelse af en elektronisk angivelse for arbejdstagere, der påbegynder et arbejde. I Portugal omfatter handlingsprogrammet for bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold og fremme af overenskomstforhandlinger, der blev vedtaget i 2019, de allerede igangværende udvælgelsesprøver med henblik på ansættelse af nye tilsynsførende (iværksat i 2015 og 2016). Portugal har også taget skridt i retning af at etablere et system til udveksling af oplysninger mellem arbejdstilsynet, socialsikringen og told- og skatteforvaltningen. I Spanien har planen for anstændigt arbejde for 2018-2020 til formål at styrke den retlige ramme for og kapaciteten af arbejdstilsynene med henblik på at fremme jobkvaliteten og bekæmpe sort arbejde. Hensigten er at ansætte 833 nye tilsynsførende, hvilket vil øge det nuværende personaletal med 23 %. I løbet af 2018 førte arbejdstilsyn til, at 194 000 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter blev lavet om til tidsubegrænsede kontrakter (dobbelt så mange som de 92 900 i 2017). Samtidig blev 31 500 deltidskontrakter lavet om til fuldtidskontrakter (48 % flere end i 2017).
Et stigende fokus på forebyggende foranstaltninger, dataudveksling og risikovurderingsprocedurer kan ses i mange af foranstaltningerne til bekæmpelse af sort arbejde. I Bulgarien underskrev det nationale kontor for offentlige indtægter og arbejdstilsynet en samarbejdsaftale inden for rammerne af handlingsplanen for 2018 om at forbedre skatteopkrævningen, bekæmpe den grå økonomi og nedbringe efterlevelsesomkostningerne. De områder, som aftalen primært fokuserer på, er lønninger og arbejdstid, og den er baseret på øget samarbejde gennem udveksling af oplysninger, øget anvendelse af e-tjenester, interinstitutionelle arbejdsgrupper og fælles kontrolaktiviteter, herunder risikovurdering og overvågningsværktøjer. Samarbejdsrammen omfatter forebyggelses- og uddannelsesforanstaltninger og tiltag, som skal øge brugen af e-tjenester. I forlængelse af ændringerne i lovgivningen om social forsikring er Cypern i færd med at gennemføre en reform af arbejdstilsynene, som forventes at gøre tilsynene mere effektive. Regeringen har også godkendt en ny lov om etablering af et centralt arbejdstilsyn, og den bestræber sig på at forbedre risikovurderingen af denne udfordring, bl.a. gennem tildeling af flere ressourcer og mere adgang til uddannelse for personalet. I juli 2019 vedtog Frankrig en ny national plan for bekæmpelse af ulovligt arbejde ("Plan National de lutte contre le travail illégal"). Planen, der løber frem til 2021, indeholder forslag til 34 foranstaltninger, der har til formål at prioritere og styrke virkningen af tilsyn og forebygge sort arbejde, herunder på tværs af grænserne.
Nogle medlemsstater har truffet foranstaltninger til at styrke deres systemer for aktive arbejdsmarkedspolitikker gennem forenkling og modernisering baseret på løbende overvågning og øget bevidsthed om omkostningseffektivitet. Sverige er ved at reformere sine offentlige arbejdsformidlinger med henblik på at opnå større effektivitet. Omkring 130 ud af 242 kontorer vil blive nedlagt, og 4 500 medarbejdere ud af i alt ca. 13 400 vil blive afskediget. Reformen forventes afsluttet i 2021. De offentlige arbejdsformidlinger vil fokusere mere på digitale tjenester, automatisering og kunstig intelligens, der yder telefon- og videotjenester. Private aktører vil forvalte jobmatchningen. Som del af en bred reform har Danmark også taget vigtige skridt til at forenkle beskæftigelsesstrategien og mindske bureaukratiet for at lette overgangen fra arbejdsløshed til beskæftigelse. Formålet med reformen er at give kommunerne en større grad af selvstændighed i forbindelse med at målrette foranstaltninger mod de personer, der bliver arbejdsløse, samtidig med at en forenklet administrativ tilgang for virksomheder kan gøre det lettere at få arbejdsløse tilbage i arbejde. Den arbejdsløse bør være underlagt mere retfærdige og mindre strenge krav, og bestemmelserne bør være lettere at fortolke.
Andre medlemsstater prioriterer levering af individualiserede tjenester og fastsætter specifikke mål for antallet af beskæftigede. I Bulgarien forventes en ny handlingsplan for beskæftigelsen at få over 16 500 arbejdsløse tilbage i arbejde i forbindelse med forskellige arbejdsprogrammer, mens mere end 11 400 personer vil blive tilbudt uddannelse for at forbedre deres færdigheder og forblive konkurrencedygtige og produktive (se afsnit 3.2.2). I Sverige blev der indført foranstaltninger, der har til formål at forbedre adgangen til beskæftigelse for nytilkomne og langtidsledige. Ordningen omfatter inddragelse af arbejdsmarkedets parter og der ydes tilskud til over halvdelen af lønomkostningerne i to år. Arbejdstageren vil arbejde på fuld tid og vil have adgang til uddannelse, herunder svenske sprogkurser for personer, der ikke er født i Sverige. Tjekkiet planlægger at indføre ændringer i den nuværende udformning af aktive arbejdsmarkedspolitikker for at sikre, at de mere effektivt støtter de mest sårbare grupper. Selv om ændringerne stadig er under udarbejdelse, mindsker deres forventede begrænsede omfang sandsynligheden for, at de får en væsentlig indvirkning på disse specifikke grupper.
De offentlige arbejdsformidlinger reformeres med henblik på at øge kapaciteten og effektiviteten. Grækenland har taget skridt i retning af at øge de offentlige arbejdsformidlingers kapacitet. Rekrutteringen af yderligere beskæftigelsesrådgivere blev afsluttet med 335 nye rådgivere i april 2019. Målet er at fortsætte med at nedbringe det stadig høje gennemsnitlige antal arbejdsløse pr. rådgiver (anslået til ca. 2 700 i 2018), og samtidig er der planer om regelmæssige forudfastsatte udnævnelser til udvalgte prioriterede grupper af arbejdsløse. Der er indført en ny metode til profilering af arbejdsløse, og der findes en pilotmodel for levering af aktive arbejdsmarkedspolitikker med vejledning og støtte fra de offentlige arbejdsformidlingers rådgivere. Spanien har også taget skridt i retning af at styrke de offentlige arbejdsformidlingers kapacitet. Der ansættes ca. 3 000 nye sagsbehandlere for at opfylde målene for de nye planer om at tage hånd om de langtidsledige ("ReincorporaT") og ungdomsarbejdsløsheden ("Handlingsplan for ungdomsbeskæftigelse 2019-2021"). De kvantitative mål, som myndighederne har fastsat, havde til formål at styrke resultatorienteringen og havde større fokus på overvågning og evaluering. I tråd med tidligere planer er den også baseret på ansættelsestilskud, selv om der er begrænset dokumentation for, at de er effektive. Den har et anslået budget på 40 mia. EUR fordelt over tre år, herunder tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse for personer over 52 år. Indsatsen for at styrke de offentlige arbejdsformidlinger fortsatte også i Cypern med henblik på at imødekomme det nuværende krav om en mere effektiv gennemførelse af ungdomsgarantien (se også afsnit 3.2.2). Yderligere gældende foranstaltninger omfatter uddannelse af beskæftigelsesrådgivere og uddannelse af personale fra de offentlige arbejdsformidlinger. Østrig har ajourført sit profileringssystem ved at indføre computerbaseret vurdering af jobmulighederne for hver registreret arbejdsløs. Foranstaltningen har til formål at gøre arbejdsmarkedsprogrammerne mere effektive og forbedre servicekvaliteten, samtidig med at de tildelte ressourcer reduceres. Jobsøgende inddeles i grupper med et højt, gennemsnitligt eller lavt antal beskæftigelsesmuligheder afhængigt af deres forventede sandsynlighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Konsulenter fra de offentlige arbejdsformidlinger kan tilføje en personlig vurdering for at forbedre inddelingen under hensyntagen til aspekter som f.eks. motivation. Litauen har omfordelt menneskelige ressourcer fra ledelsesniveauet til ansatte, der arbejder direkte med jobsøgende, da antallet heraf steg med 9 %. Dette har bidraget til at reducere sagsbehandlernes gennemsnitlige månedlige arbejdsbyrde med op til 30 % og til at yde mere individuel bistand. Sociale partnerskaber er blevet styrket for at bidrage til udviklingen af menneskelige ressourcer, navnlig gennem uddannelse og udveksling af bedste praksis.
Der er truffet foranstaltninger til at styrke effektiviteten i jobmatchingen og forbindelserne til arbejdsgivere og lokale myndigheder i en situation, hvor arbejdsmarkederne i nogle medlemsstater bliver strammere. Medlemsstaterne fortsætter moderniseringen af de offentlige arbejdsformidlinger, herunder gennem flere partnerskaber med arbejdsgivere og fælles strategier med erhvervssammenslutninger. 19 ud af de 30 responderende offentlige arbejdsformidlinger rapporterede, at der blev indført nye aktive arbejdsmarkedspolitikker, og 20 offentlige arbejdsformidlinger rapporterede om ændring af de eksisterende aktive arbejdsmarkedspolitikker for bedre at kunne reagere på de aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet i 2019. I Finland har en ny foranstaltning til hensigt at forbedre den digitale tilgængelighed i de offentlige arbejdsformidlinger for beskæftigelsestjenesternes brugere og tjenesteudbydere. Når den træder i kraft i 2020, vil den nye "markedsplads for job" (Työmarkkatori) blive et universelt tilgængeligt digitalt marked, hvor kunder kan finde et bredt udvalg af offentlige og private tjenester. Som led i en bred reform, der blev vedtaget i juli 2018, har Cypern styrket de offentlige arbejdsformidlingers formidlingssystem (CPS) gennem oprettelsen af en IT-platform, der støtter tilvejebringelsen af mere individualiserede tjenester for både jobsøgende og arbejdsgivere.
Evalueringen af Rådets henstilling om integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet har vist, at medlemsstaterne har gjort betydelige fremskridt på området. Generelt fandt de største ændringer sted i medlemsstater med mindre udviklet støtte til langtidsledige. Henstillingen har øget bevidstheden om de udfordringer, som medlemsstaterne står over for, og den har styret gennemførelsen af den vedtagne politiske dagsorden for at tackle dem. Den har også ført til bedre jobmuligheder for langtidsledige, konvergens i de politiske tilgange og øget udveksling af oplysninger og bedste praksis i hele EU.
Rådets henstilling er stadig relevant med hensyn til fortsat at skabe bedre beskæftigelsesmuligheder for langtidsledige. Kvaliteten af støtten til langtidsledige varierer stadig fra medlemsstat til medlemsstat. Der kan stadig gøres mere for at øge indsatsen med det målrettede opsøgende arbejde over for erhvervsinaktive, for at forbedre kvaliteten af vurderingerne og styrke inddragelsen af arbejdsgiverne. Koordinering af tjenester er fortsat en overordnet udfordring på grund af den stadig begrænsede kapacitet og strategiske tilgang til partnerskaber i nogle medlemsstater.
Nogle medlemsstater har for nylig taget yderligere skridt til at yde mere individualiseret støtte til langtidsledige og bedre integrerede tjenester. Cypern har indført en ordning for uddannelse af langtidsledige i virksomheder med henblik på at støtte deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet sideløbende med, at de tilegner sig de nødvendige færdigheder. I løbet af 2018 nød ca. 130 langtidsledige godt af ordningen med samlede udgifter på ca. 487 000 EUR. Målet for 2019 er at hjælpe 250 langtidsledige med et budget på 750 000 EUR. I Bulgarien forventes en ny handlingsplan for beskæftigelsen at få over 16 500 arbejdsløse tilbage i arbejde i forbindelse med forskellige arbejdsprogrammer, mens mere end 11 400 personer vil blive tilbudt uddannelse for at forbedre deres færdigheder og forblive konkurrencedygtige og produktive. Antallet af personer, der deltager i uddannelse i 2019, forventes at stige med 7,7 % i forhold til 2018. Grækenland har ud over at ansætte flere beskæftigelsesrådgivere indført en ny profileringsmetode. Kapaciteten til at håndtere langtidsledige styrkes også i Cypern, Litauen og Spanien med yderligere rekruttering af rådgivere. Den igangværende reform af de offentlige arbejdsformidlinger i Finland er et skridt i retning af tværfaglige og integrerede tjenester. Den omfatter foranstaltninger til at levere mere effektive tjenester, navnlig i starten af arbejdsløshedsperioden, og en større tilpasning til arbejdsløses forskellige individuelle behov. Andre offentlige arbejdsformidlinger gennemfører også pilotprojekter, ofte med støtte fra Den Europæiske Socialfond. I Østrig afprøves personlig coaching ved hjælp af computerbaserede vurderinger, mens der i øjeblikket afprøves fælles aktiviteter med centre for socialt arbejde i Slovenien.
De seneste foranstaltninger rettet mod langtidsledige fokuserer fortsat på tilskud og økonomiske incitamenter. I 2018 vedtog Flandern (Belgien) to nye statsstøttede ordninger, der støttede adgangen til varig beskæftigelse for langtidsledige gennem uddannelse (den såkaldte "K-IBO"-ordning). Programmet kan vare op til 52 uger, er gratis for arbejdsgiveren og giver mulighed for godtgørelse af udgifter til transport og børnepasning. Cypern har også fokuseret sin indsats på at skabe incitamenter til at tilrettelægge uddannelsesprogrammer og programmer for udvikling af færdigheder. I Slovakiet gennemføres den vedtagne handlingsplan for integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet fortsat ved at tilbyde finansielle tilskud og incitamenter til både arbejdsgivere og jobsøgende. Endelig er ansættelsesincitamenter i Belgien, Portugal, Rumænien og Spanien blevet ændret for yderligere at stimulere beskæftigelsen af langtidsledige.
De seneste reformer på området for arbejdsløshedsunderstøttelse har hovedsagelig fokuseret på ordningernes dækning og effektivitet med betydelige ændringer i nogle medlemsstater. I oktober 2018 udvidede Danmark dækningen af den frivillige arbejdsløshedsforsikringsordning, der oprindeligt var beregnet til selvstændige, til at omfatte alle arbejdstagere, der ikke er ansat på standardkontrakter. Ændringen giver dem samme status som personer i traditionel beskæftigelse, og i metoden til beregning af en persons arbejdsløshedsydelser skelnes der ikke længere mellem indkomstkilder. I april 2019 vedtog Belgien en lovbestemmelse for at sikre, at personer, der følger en uddannelse inden for et fagligt område med identificeret mangel på arbejdskraft, ikke kommer til at opleve et fald (degressiv tendens) i arbejdsløshedsydelserne over tid. Foranstaltningen er en del af Jobsdeal-pakken. I marts 2019 ajourførte Spanien den ordningen for langtidsledige, således at dækningen nu udvides fra 52 år til den lovbestemte pensionsalder, og samtidig øges grundlaget for beregningen af pensionsrettighederne (fra 859 EUR/måned i 2018 til 1 313 EUR/måned i 2019). Siden sammenlægningen af PREPARA- og PAE-ordningerne i december 2018 er regeringen ikke gået videre med planerne om at strømline det nuværende system for arbejdsløshedsunderstøttelse. Desuden er det fortsat en udfordring at få ældre arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet. Budgettet for 2019 i Malta omfattede en udvidelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen til jobsøgende, som tidligere havde været selvstændige erhvervsdrivende. I modsat retning findes Frankrig, som i 2018 og 2019 indførte visse ændringer i rettigheder og forpligtelser vedrørende arbejdsløshedsydelser. Som led i en bredere reform er betingelserne for støtteberettigelse for arbejdsløshedsydelser blevet strengere med tættere forbindelser til den arbejdsløses jobsøgningsindsats, hvilket fjerner incitamenterne for arbejdsgivere og arbejdstagere med hensyn til at veksle meget mellem arbejdsløshed og beskæftigelse. Som led i en omfattende reform indførte Finland flere ændringer i 2018 og 2019 i loven om arbejdsløshedssikring med henblik på at øge incitamenterne til at arbejde på deltid for modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse, som også bliver tilskyndet til at deltage i uddannelse. Der er også indført ændringer for at udvide rettighederne til indtægtsbestemt arbejdsløshedsunderstøttelse, så de også omfatter selvstændige erhvervsdrivendes familiemedlemmer, og reducere ventetiden for at modtage arbejdsløshedsydelser fra 90 dage til 60 dage i tilfælde, hvor ophævelsen af kontrakten blev forårsaget af arbejdstageren.
I de fleste medlemsstater deltager arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af politikker og reformer både på social- og beskæftigelsesområdet 118 . Kvaliteten af deres engagement varierer meget fra land til land og afhænger af de institutionelle rammer og effektiviteten af den anvendte praksis. For eksempel har arbejdsmarkedets parter i Belgien, Estland, Irland, Kroatien, Nederlandene, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Sverige og Tyskland siden begyndelsen af 2018 drøftet eller været direkte involveret i udformningen eller gennemførelsen af reformer med henblik på at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen. I 2018 undertegnede de portugisiske arbejdsmarkedspartnere en trepartsaftale, som omfattede foranstaltninger til bekæmpelse af segmentering af arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedets parter har drøftet og forhandlet om reformer af mekanismer til fastsættelse af mindstelønnen i eksempelvis Portugal og Malta. I lande som Letland, Slovenien og Estland undertegnede arbejdsmarkedets parter topartsaftaler om løn og arbejdskraftomkostninger. I Bulgarien, Cypern, Finland, Kroatien, Letland, Slovakiet og Slovenien var arbejdsmarkedets parter involveret i reformer af sundhedssystemerne. I Letland og Polen blev arbejdsmarkedets parter hørt om reformer inden for videregående uddannelse og videnskab. I februar 2019 forlængede arbejdsmarkedets parter i Danmark sammen med regeringen den toårige fast track-integrationsgrunduddannelse (IGU-forløbet) for nyligt ankomne migranter og flygtninge, som blev indført i 2016 som led i en trepartsaftale.
De europæiske struktur- og investeringsfonde yder finansiel støtte til styrkelse af arbejdsmarkedsparternes institutionelle kapacitet. Støtte til kapacitetsopbygning hos arbejdsmarkedets parter kan føre til en institutionel ramme for stabile og bæredygtige arbejdsmarkedsrelationer på forskellige niveauer (nationalt niveau, sektorspecifikt niveau, regionalt niveau og virksomhedsniveau). Under den nuværende Europæiske Socialfond (ESF) er der afsat 189 mio. EUR til bl.a. kapacitetsopbygning i Cypern, Estland, Frankrig, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Malta, Portugal, Slovenien og Tjekkiet. I Portugal støtter ESF den institutionelle kapacitetsopbygning hos arbejdsmarkedets parter med en plads i det stående udvalg for socialt samråd (CPCS) under hensyntagen til deres centrale rolle i den sociale dialog i Portugal. Foranstaltninger, der kan støttes, omfatter uddannelse, netværkssamarbejde og støtte til fælles aktioner og tættere samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter. Det nye element i den foreslåede ESF + er en udvidelse af forpligtelsen til at støtte kapacitetsopbygning hos arbejdsmarkedets parter i alle medlemsstater. I henhold til den nuværende ESF-forordning er denne forpligtelse kun relevant for forvaltningsmyndigheder i mindre udviklede regioner, i overgangsregioner eller i medlemsstater, der er berettiget til støtte fra Samhørighedsfonden.
3.4.Retningslinje 8: Fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom
I dette afsnit gennemgås gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinje nr. 8, som anbefaler medlemsstaterne at modernisere deres socialsikringssystemer for at fremme lige muligheder og bekæmpe fattigdom og social udstødelse. Det giver indledningsvis et overblik over den sociale situation i medlemsstaterne ved hjælp af nøgleindikatorer, herunder disponibel indkomst, ulighed, indkomstfattigdom og social udstødelse, pensionernes tilstrækkelighed, adgang til boliger, sundhedsydelser og langtidspleje. I afsnit 3.4.2 berettes om medlemsstaternes politikforanstaltninger inden for socialsikringssystemerne, herunder mindsteindkomstordninger, familieydelser, boligpolitikker, pensioner, langtidspleje, sundhedsydelser og integrering af personer med handicap.
3.4.1 Nøgleindikatorer
De samlede husstandsindkomster steg i alle medlemsstater i 2017 119 . I gennemsnit var stigningen i den reelle disponible bruttoindkomst i EU en smule højere end stigningen i BNP pr. indbygger. Situationen varierer meget, og i de fleste central- og østeuropæiske lande fortsættes konvergensprocessen, samtidig med at der ses stigninger i den disponible bruttohusstandsindkomst, der er højere end stigningerne i BNP pr. indbygger. Andre lande registrerer mere beskedne forbedringer. Navnlig Grækenland, Cypern, Italien, Spanien og Østrig har en disponibel bruttoindkomst pr. indbygger, som fortsat ligger under deres niveau før krisen. Data for 2018 (fortsat ikke tilgængelige for alle medlemsstater) peger på, at disse tendenser vil fortsætte.
Figur 66: De reale husstandsindkomster i EU stiger fortsat.
Disponibel bruttohusstandsindkomst pr. indbygger, indeks 2008 = 100 og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, nationalregnskaber [nasq_10_nf_tr og namq_10_gdp], egne beregninger. Periode: Niveauer for 2017 og årlige ændringer i forhold til 2016. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget. Data for HR og MT er ikke tilgængelige den 2. december 2019.
Andelen af personer, der er i risiko for fattigdom og social udstødelse (AROPE) i 2018, er faldet yderligere. De fleste lande oplevede en yderligere forbedring af andelen af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse (AROPE) i 2018, og andelen er faldet med yderligere 0,5 procentpoint, hvilket er omkring 2 procentpoint under niveauet før krisen 120 . De største fald fandt sted i lande, der startede fra et meget højt niveau, såsom Bulgarien (6,1 procentpoint), Ungarn (6 procentpoint), Rumænien (3,2 procentpoint) og Grækenland (3 procentpoint), samt Portugal (1,7 procentpoint), Kroatien, Irland og Italien (1,6 procentpoint). Nogle andre medlemsstater oplevede stigninger, som enten vendte en tidligere positiv udvikling (Det Forenede Kongerige +1,6 procentpoint, Finland +0,8 procentpoint, Estland +1 procentpoint) eller bekræftede små tilbagegange, der allerede kunne ses sidste år (Luxembourg +0,4 procentpoint). Situationen i Letland og Litauen er stadig kritisk set i lyset af deres høje niveauer og fortsat begrænsede eller manglende fremgang i forhold til det foregående år. Figur 67 viser, at der for denne indikator er konvergens i hele EU, som det fremgår af regressionslinjens nedadgående hældning.
Figur 67: Andelen af personer i risiko for fattigdom og social udstødelse er faldet i de fleste medlemsstater.
Procentdel af befolkningen, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, 2018 og ændring i forhold til det foregående år (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, SILC. Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Børn (i alderen 0-17 år) og unge (i alderen 18-24 år) er fortsat mest udsat for risiko for fattigdom eller social udstødelse i forhold til andre aldersgrupper. Den gennemsnitlige AROPE-andel for børn (i alderen 0-17 år) i 2018 faldt svagt til 24,3 % fra 24,9 %. Selv om der er mærkbare fald, registrerer nogle medlemsstater alligevel stadig høje tal for børnefattigdom, navnlig Rumænien (38,1 %), Bulgarien (33,7 %) og Grækenland (33,3 %). De få medlemsstater, hvor AROPE-andelen for børn forværredes, var Det Forenede Kongerige (+2,5 procentpoint), Belgien og Sverige (+1,2 procentpoint), Finland (+0,9 procentpoint), Frankrig (+0,8 procentpoint) og Danmark (+0,7 procentpoint). Den aldersgruppe, der står over for flere udfordringer, er aldersgruppen 18-24 år, hvor EU-gennemsnittet er faldet med 0,5 procentpoint til 28,5 % i 2018, hvilket stadig ligger over niveauet før krisen, men der er faldende tendenser i de fleste lande. Der kan stadig observeres særligt høje niveauer i Grækenland, Rumænien, Spanien, Bulgarien og Italien, hvor ungdomsarbejdsløsheden fortsat er meget høj. Der observeres dog høje og stigende procentsatser i Det Forenede Kongerige, Danmark, Spanien, Sverige og Finland. AROPE-andelen for aldersgruppen 25-54 år faldt med 0,8 procentpoint til 20,7 %, hvilket er under niveauet før krisen. Personer på 55 år og derover er fortsat den gruppe, der har den laveste risiko for at blive ramt af fattigdom eller udstødelse med en procentsats på 20,3 %.
Personer, der er født uden for EU, har en højere risiko for fattigdom eller social udstødelse. I 2018 var AROPE-andelen for personer født uden for EU på 37,3 % i forhold til et EU-gennemsnit på 20,1 % for personer, der er født i det pågældende land. Denne forskel er generelt stabil (17,2 procentpoint i forhold til 17,6 procentpoint i 2017) på EU-plan, men er faldende i nogle af de hårdest ramte lande (Belgien -5,1 procentpoint, Grækenland -4,2 procentpoint, Danmark -3,1 procentpoint, Østrig -3,2 procentpoint, Luxembourg -2,3 procentpoint og Sverige -1,4 procentpoint). Den er dog stadig høj og stigende i Det Forenede Kongerige (29,2 %, +1,2 procentpoint i forhold til 2017), Spanien (28,4 %, +1,8 procentpoint), Frankrig (24,8 %, +5,2 procentpoint) og Nederlandene (22,1 %, +1,5 procentpoint).
Figur 68: Situationen bliver stadig bedre, især med hensyn til alvorlige materielle afsavn og folk, der lever i delvis arbejdsløse husstande.
Underindikatorer for fattigdomsrisiko eller social udstødelse
Kilde: Eurostat, SILC. Bemærk: Indikatorerne er rangordnet af AROPE i 2018. EU-27-værdier anvendt for 2008 (data for HR ikke tilgængelige).
Andelen af befolkningen, der er i risiko for fattigdom, forbliver i store træk stabil. Overordnet set steg den en smule til trods for løbende fald i nogle lande med høje andele, mens den i gennemsnit forblev under det højeste niveau i 2016. I gennemsnit steg indkomstfattigdommen i EU i 2018 med 0,2 procentpoint til 17,1 %. De største fald blev registreret i Grækenland (-1,7 procentpoint), Bulgarien (-1,4 procentpoint), Portugal (-1 procentpoint) og Ungarn (-0,6 procentpoint). På den anden side steg indikatoren i Det Forenede Kongerige (+2,0 procentpoint), Letland (+1,2 procentpoint), Sverige (+0,6 procentpoint), Belgien, Finland og Tjekkiet (+0,5 procentpoint). Eurostats foreløbige skøn 121 viser et fald med hensyn til indkomst i 2018 i Grækenland, Portugal og Slovakiet, mens en yderligere stigning anslås i Det Forenede Kongerige.
Andelen af folk med alvorlige materielle afsavn fortsætter i nedadgående retning, og denne udvikling er drevet af løbende fremskridt i lande, hvor der er store materielle afsavn. Alle de medlemsstater, hvor andelen af befolkningen, der er berørt af alvorlige materielle afsavn, lå over EU-gennemsnittet, oplevede faldende tal i 2018. De medlemsstater, der havde de højeste tal (Bulgarien, Grækenland og Rumænien), var også blandt dem, der oplevede de største fald (henholdsvis 9,1, 4,4 og 2,9 procentpoint). I nogle medlemsstater, hvor andelen af folk med afsavn er lav, er der indberettet små stigninger for 2018 (Frankrig +0,6 procentpoint, med en stigning til 4,7 %; Det Forenede Kongerige +0,5 procentpoint, med en stigning til 4,6 %; Finland +0,7 procentpoint, med en stigning til 2,8 %).
Materielle og sociale afsavn, som tager højde for en lang række afsavnsrelaterede aspekter, viser også løbende forbedringer. EU's gennemsnitlige andel af personer med materielle og sociale afsavn fortsatte med at falde i 2018 (med 1 procentpoint til 12,8 %). Der var fald i nogle medlemsstater i 2018 i forhold til 2017, og de største fald blev observeret i Bulgarien (-10,1 procentpoint) og Rumænien (-5,1 procentpoint), som var de to medlemsstater, der havde de højeste andele af personer med materielle og sociale afsavn i 2017. I nogle af disse medlemsstater har der været en faldende tendens i hvert fald siden 2016. Andelen af personer med materielle og sociale afsavn faldt i 2018 (i forhold til 2017) i de fleste af de medlemsstater, der lå over EU-gennemsnittet i 2017. I den modsatte ende steg andelen af personer med materielle og sociale afsavn i 2018 (i forhold til 2017) i Malta, Danmark, Luxembourg, Sverige, Spanien og Frankrig.
Andelen af personer, som lever i delvis arbejdsløse husstande, er faldet yderligere. I tråd med forbedringerne på arbejdsmarkedet fortsætter husstandenes jobintensitet også med at blive bedre. Andelen af personer, der lever i husstande med meget lav arbejdsintensitet, faldt i forhold til det foregående år (nu 8,8 %) og ligger nu under niveauet før krisen for hele EU og for 10 medlemsstater. Irland (-2,9 procentpoint), Spanien og Bulgarien (-2,1 procentpoint) oplevede de største fald, mens Luxembourg (+1,4 procentpoint), Danmark (+1,1 procentpoint) og Rumænien (+0,5 procentpoint) derimod oplevede stigninger.
Risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde er generelt fortsat høj til trods for fald i de fleste medlemsstater. Risikoen for at have en husstandsindkomst, der ligger under fattigdomsgrænsen, mens man er i arbejde, steg svagt med 0,1 procentpoint i 2018 (efter at være faldet med 0,2 procentpoint i 2017) og er især i nogle medlemsstater fortsat høj (se også afsnit 3.1.1). Der er fortsat niveauer et godt stykke over EU-gennemsnittet (9,5 % i 2018) i Rumænien (15,3 %), Luxembourg (13,5 %), Spanien (12,9 %), Italien (12,2 %), Det Forenede Kongerige (11,3 %, med en stigning på 2,4 procentpoint i de seneste år) og Grækenland (11 %). Denne risiko er større for husstande med personer, der arbejder på deltid (i gennemsnit 15,7 % for hele EU), og der er registreret meget høje niveauer i lande som Rumænien (62,7 %), Bulgarien (34,4 %), Portugal (29,2 %), Litauen (25,3 %) og Grækenland (24,6 %). Risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde er fortsat høj for fuldtidsansatte i nogle medlemsstater, især i Luxembourg (11,8 %), Rumænien (11,2 %), Italien og Spanien (10,9 %), hvilket betyder, at det faktum, at man arbejder, i nogle lande ikke altid er en garanti for at undgå fattigdom.
Overordnet set er indkomstfattigdommens omfang fortsat en stor udfordring. Stigningen i fattigdomskløften i 2018 (24,6 % mod 24,1 % i 2017) afspejler en forværring af situationen på trods af den positive udvikling i nogle medlemsstater. Der blev registreret stigninger i Ungarn (+7,4 procentpoint), Det Forenede Kongerige (+4,8 procentpoint), Cypern (+3,5 procentpoint), Kroatien (+2,9 procentpoint), Luxembourg (+2,6 procentpoint), Belgien (+1,5 procentpoint), Estland (+1,2 procentpoint) og Tyskland (+1,1 procentpoint). Det tyder på, at fattige mennesker kommer længere væk fra fattigdomsgrænsen i disse lande. På den anden side kan der konstateres en positiv udvikling i Spanien (-3,9 procentpoint), Bulgarien (-3,6 procentpoint), Irland (-3,0 procentpoint), Portugal (-2,5 procentpoint) og Slovenien (-2,1 procentpoint).
Personer med handicap har væsentligt større sandsynlighed for at leve i risiko for fattigdom eller social udstødelse end personer uden handicap. I 2018 var 29,3 % af de handicappede i EU i risiko for fattigdom eller social udstødelse (dvs. den samme andel som i 2017), sammenlignet med 19 % af personer uden handicap 122 , hvilket viser, at forskellen er steget til 10,3 procentpoint. Graden af handicap er en meget vigtig forklarende faktor, idet 36,2 % af de personer i EU i 2017 på 16 år eller derover, som havde et alvorligt handicap, var i risiko for fattigdom eller social udstødelse, sammenlignet med 26,3 % for personer med et moderat handicap og 19 % for personer uden handicap.
Indkomstuligheden er fortsat høj. Indkomstandelen hos de 40 % lavestlønnede forblev omkring 21 % i 2018, hvilket afspejler en vækst i indkomsten, som svarer til væksten for hele befolkningen. Stigninger i indkomstandelen hos de øverste 20 % af husstandene opvejer dog denne positive virkning, idet indkomstuligheden generelt ligger på et niveau, der stadig er højere end i perioden før krisen, med S80/S20, der steg til 5,17 i 2018 fra 5,08 i 2017. Nogle medlemsstater udviser tegn på konvergens, selv om de stadig ligger over EU-gennemsnittet (Grækenland, Spanien, Bulgarien, Litauen og Portugal). Nogle andre medlemsstater (Luxembourg, Tyskland, Det Forenede Kongerige, Italien) oplever stigninger, og blandt disse ligger nogle betydeligt over gennemsnittet (Rumænien, Letland).
Figur 69: Indkomstuligheden i EU er generelt stabil, selv om den er vokset i nogle medlemsstater.
Kvintilsatsen for indkomster og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle).
Kilde: Eurostat, SILC. Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Udgifterne til social beskyttelse 123 steg i faste priser mindre end BNP i 2016 i de fleste medlemsstater, men der er stadig store forskelle 124 . I faste priser steg udgifterne til social beskyttelse i 23 medlemsstater fra 2015 til 2016, og de faldt i 5 125 . Den strukturelle ændring i udgifterne (til alderspension og sundhedspleje) bekræftes i 2016 (delvis som følge af demografiske ændringer) 126 . Alt i alt fortsatte udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse med at falde i 2016 i takt med forbedringerne i det økonomiske miljø. Som en andel af BNP steg udgifterne til social beskyttelse faktisk kun i ni medlemsstater, mens de faldt i 17 og var stabile i to. Der er fortsat store forskelle i udgifterne til social beskyttelse mellem medlemsstaterne i 2016, både hvad angår udgifterne pr. indbygger og i procent af BNP. Udgifter til social beskyttelse i procent af BNP var højest i Frankrig (32,1 %), Finland (31,3 %) og Danmark (29,8 %), mens de var lavest i Rumænien (14,4 %), Litauen (14,6 %) og Letland (14,9 %).
Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til udviklingen i sociale overførselsindkomster (ekskl. pensioner) virkning på fattigdom. Virkningen af sociale overførselsindkomster er faldet i nogle medlemsstater (f.eks. Belgien, Tjekkiet, Danmark, Finland, Sverige, Letland, Luxembourg og Det Forenede Kongerige). På den anden side blev der registreret betydelige stigninger i 2018 for Bulgarien (+5,6 procentpoint), Grækenland (+4,4 procentpoint), Ungarn (+2,4 procentpoint) og Italien (+2,2 procentpoint). Figur 70 viser, at der i et vist omfang forekommer konvergens, idet medlemsstater med lavere niveauer har set overførslernes virkning for fattigdomsbekæmpelsen stige i et højere tempo. Det samlede resultat afhænger af de forbedrede arbejdsmarkedsvilkår (og hermed forbundne ændringer i karakteristikaene for de fattigdomstruede) samt ændringer i ydelsernes tilstrækkelighed og dækning, herunder det faktum, at ydelserne til tider ikke kan følge med de generelt stigende indkomster 127 .
Figur 70: De sociale ydelsers virkning med hensyn til at nedbringe fattigdommen svækkes i nogle medlemsstater.
De sociale overførselsindkomsters virkning (med undtagelse af pensioner) på fattigdomsnedbringelsen og årlig ændring (nøgleindikator på den sociale resultattavle).
Kilde: Eurostat, SILC. Periode: Niveauer for 2017 og årlige ændringer i forhold til 2016. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Forklaringen findes i bilaget.
Selvstændige og atypiske arbejdstagere er udsat for større økonomisk usikkerhed med begrænset adgang til social beskyttelse 128 . I 2019 havde selvstændige erhvervsdrivende ikke adgang til arbejdsløshedsunderstøttelse i ti lande, ingen obligatorisk sygdomsbeskyttelse i tre lande og ingen beskyttelse mod arbejdsulykker og arbejdsskader i ti lande. 129 Atypiske arbejdstagere har normalt samme formelle dækning i de fleste sociale ydelsesordninger som arbejdstagere på standardkontrakter, selv om dette ofte ikke gælder for visse kategorier af arbejdstagere (f.eks. lejlighedsvise arbejdstagere eller sæsonarbejdere, arbejdstagere med tilkaldekontrakter og arbejdstagere med vikarkontrakter, kontrakter på civilretligt grundlag og kontrakter uden fast timetal er ofte udelukket fra deltagelse i de relevante ordninger). Generelt oplever atypiske arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende mere eller mindre byrdefulde hindringer i forbindelse med effektiv dækning, nemlig evnen til at optjene og gøre brug af passende rettigheder i tilfælde af behov, i næsten alle medlemsstater (i forbindelse med minimumsoptjeningsperioder, ventetider, manglende mulighed for at overføre socialsikringsrettigheder).
Det er fortsat vanskeligt at bevare og overføre optjente rettigheder til en anden ordning efter erhvervsskift. I takt med at arbejdslivet ændrer sig, får denne fleksibilitet stadig større betydning, og en manglende mulighed for overførsel kan hindre dynamikken på arbejdsmarkedet og matchningen af udbud og efterspørgsel. For arbejdstagere, der flytter mellem sektorer eller arbejdsformer, gør manglende regulering arbejdsskift vanskelige i mindst fire medlemsstater, mens ekstremt høje omkostninger og forskellige regler for de forskellige ordninger også er blevet udpeget som en hindring for disse overgange i flere medlemsstater. Endelig forhindrer manglen på gennemsigtige oplysninger om socialsikringsrettigheder borgerne i at træffe informerede beslutninger i mange lande. Selv om der findes generelle oplysninger om socialsikringsordninger i alle medlemsstater på nær fem, findes der kun personlige oplysninger i ca. halvdelen af dem (f.eks. findes der en simulering af pensioner i Belgien, Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien, Det Forenede Kongerige og Polen).
Der er indført mindsteindkomstordninger i alle medlemsstater, men deres tilstrækkelighed er meget forskellig, og den er generelt faldende. Mindsteindkomstordninger bør kombinere en passende indkomststøtte med adgang til varer og tjenester, der kan understøtte dette, og incitamenter til at (gen)integrere sig på arbejdsmarkedet for dem, der kan arbejde, som det også understreges i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Den fælles beskæftigelsesrapport 2018 indeholdt en omfattende sammenlignende analyse af de vigtigste træk ved mindsteindkomstordninger i EU baseret på resultaterne af den tilhørende benchmarking, som er udført af Udvalget for Social Beskyttelse (SPC) 130 . Selv om analysen overordnet set fortsat er gyldig, giver dette afsnit en opdatering af benchmarket. Mindsteindkomstydelsernes tilstrækkelighed kan måles ved at sammenligne modtagernes indkomst med den nationale fattigdomsgrænse (som et tegn på, om ordningerne afhjælper indkomstfattigdom) og ved at sammenligne modtagernes indkomst med lavtlønnede arbejdstageres indkomst 131 (som også giver en indikation af ordningernes aktiveringsdimension og eventuelle afskrækkende virkninger). Begge indikatorer giver næsten de samme resultater for så vidt angår mindsteindkomstens tilstrækkelighed i medlemsstaterne i indkomståret 2017 132 (figur 71). Tilstrækkeligheden var størst i Nederlandene og Irland, hvor ydelserne for husstande med én person i 2017 oversteg den nationale indkomstfattigdomstærskel med mere end 100 % (fastsat til 60 % af den nationale median for ækvivaleret disponibel indkomst). I den lave ende er mindsteindkomstens tilstrækkelighed i Bulgarien og Rumænien på under 20 % af fattigdomsgrænsen eller en smule over 20 % af indkomsten for en lavtlønnet arbejdstager i 2017. Mellem 2016 og 2017 forblev mindsteindkomstens tilstrækkelighed stabil eller let udhulet i gennemsnit i sammenligning med den nationale fattigdomsgrænse i alle medlemsstater, undtagen i Grækenland (hvor den steg betydeligt), Malta, Belgien og Irland. Ændringer i tilstrækkelighed målt i forhold til en lavtlønsmodtagers nettoindkomst er kun positive i Grækenland, Malta, Belgien, Frankrig og Nederlandene.
Figur 71: Der er stor forskel på mindsteindkomststøttens tilstrækkelighed i de forskellige medlemsstater.
Modtagere af nettomindsteindkomst i % af fattigdomsrisikotærsklen (udjævnet over tre år) og i % af en lavtlønsmodtagerindkomst (indkomståret 2017).
Kilde: Eurostat, OECD.
Bemærkninger: Diagrammerne vedrører enlige uden børn. Nettoindkomst for en mindsteindkomstmodtager kan også omfatte andre typer ydelser (f.eks. boligstøtte) end mindsteindkomsten. Oplysninger om IT omfatter ikke den nyligt indførte mindsteindkomstordning, da den endnu ikke var indført i 2017. De senest tilgængelige oplysninger om indkomstfattigdomsgrænser i IE, SK og UK er for indkomståret 2016. Den lavtlønsmodtager, der tages i betragtning, tjener 50 % af gennemsnitslønnen og arbejder fuld tid.
Dækningen af sociale ydelser påvirker også deres resultater. Der kan iagttages en stor variation i andelen af personer, der modtager ydelser. Andelen af ydelsesmodtagere, der måler andelen af personer i den erhvervsaktive alder (18-59 år), der modtager en eller anden form for ydelse (bortset fra ydelser ved alderdom) blandt den fattigdomstruede del af befolkningen, varierer mellem 44,2 % i Italien og 97,8 % i Danmark med 65,9 % i gennemsnit for EU-28.
Mindsteindkomstydelser er mindre tilstrækkelige over for indkomstfattigdommens dybde i husstande med lav arbejdsintensitet. Den relative medianfattigdomsrisikokløft for den erhvervsaktive befolkning (18-64 år) er steget i 2018 (fra 26,9 % i 2017 til 27,5 %) og i endnu højere grad for personer, der lever i (delvis) arbejdsløse husstande, hvor den er steget til 36,8 % (mod 35,5 % i 2017 og 37,8 % i 2016). De største forskelle mellem disse menneskers medianindkomst og fattigdomsrisikotærsklen er registreret i Letland, Litauen, Italien og Rumænien (hvor stigningerne blev registreret i 2018) og i Bulgarien (hvor den omvendt er faldet med 9 procentpoint).
Figur 72: Den relative medianfattigdomsrisikokløft for delvis arbejdsløse husstande stiger igen.
Relativ medianfattigdomsrisikokløft for delvis arbejdsløse husstande, 2016-2018
Kilde: Egen beregning på grundlag af data fra Eurostat og SILC. Der foreligger ikke data for IE, SK og UK den 2. december 2019.
I 2018 har andelen af husholdninger, der er overbebyrdede af boligudgifter, nået sit laveste niveau siden 2010. En ud af ti europæere bor stadig i en husstand, hvor boligudgifterne udgør en stor byrde (mere end tærsklen på 40 % af den disponible indkomst). Boligrelaterede udgifter er fortsat meget høje i Grækenland (næsten 40 % af husstandene er overbebyrdede af boligudgifter). Andelene i Bulgarien, Det Forenede Kongerige, Danmark, Tyskland og Rumænien ligger over EU-gennemsnittet, mens mindre end 5 % af husstandene i Estland, Frankrig, Finland, Cypern, Malta og Slovakiet beretter, at de er overbebyrdede af boligudgifter. Fattige husstande er mere udsatte for problemer med prisoverkommelighed, og lejere er også i højere grad berørt af dette problem. Faktisk er 36,7 % af de fattige husstande overbebyrdede af boligudgifter og 26 % af lejerne.
Figur 73: Høje boligudgifter rammer en betydelig del af befolkningen, navnlig blandt dem, der er i risiko for fattigdom.
Procentdel af befolkningen, der bor i en husstand, hvor de samlede boligudgifter udgør mere end 40 % af den samlede disponible husstandsindkomst, 2018
Kilde: Eurostat, SILC.
Den alvorlige boligmangel er overordnet set stabil i 2018. Den er dog faldende i de central- og østeuropæiske medlemsstater, hvor problemer med boligkvaliteten har været mere markante. Til trods for denne forbedring bor ca. en ud af syv europæere stadig i en bolig, der har et utæt tag, fugtige vægge, gulve eller fundamenter eller råd i vinduesrammer eller gulve. Disse problemer berører først og fremmest lejere, herunder dem, der bor i socialt boligbyggeri. Selv om den overordnet set er lav (1,9 % i 2018), når andelen af befolkningen, der ikke har et bad eller en bruser i deres bolig, op på 25,6 % i Rumænien og ligger på over 8 % i Bulgarien, Letland og Litauen. Andelen af børn under 18 år uden basal boligstandard er stadig højere end for hele befolkningen, idet 6,1 % af alle børn bor i utilstrækkelige boliger, sammenlignet med 4 % for den samlede befolkning.
Hjemløsheden, som er den mest ekstreme form for udelukkelse fra boligmarkedet, er steget i de sidste ti år i en række medlemsstater. Kun i Finland er hjemløsheden faldet betydeligt, mens tre lande enten viser blandede mønstre (Kroatien og Polen) eller en stabilisering af hjemløsheden i de seneste år (Portugal) 133 . Hjemløshed er stadig først og fremmest et byfænomen, og presset på boligmarkedet er blevet identificeret som en afgørende årsag til stigende hjemløshed i de seneste år i de fleste EU-medlemsstater. Dette omfatter en række negative udviklingstendenser, f.eks.: stigende ejendoms- og lejepriser, mangel på boliger til overkommelige priser, ændringer i lejelovgivningen, begrænsede eller reducerede offentlige investeringer i offentlige og/eller sociale boligbyggerier, nedskæringer i boligtilskud. Men andre negative faktorer er også medvirkende til stigninger i antallet af hjemløse, herunder fattigdom, stigende arbejdsløshed, utilstrækkelig og/eller vanskelig adgang til støttesystemer og -tjenester og øget indvandring. På det individuelle plan påvirker visse faktorer sårbarheden over for hjemløshed, såsom psykisk sygdom eller stofmisbrug eller en ugunstig familiedynamik (familieopdeling eller vold, en ægtefælles død).
Figur 74: Risikoen for fattigdom og social udstødelse blandt ældre har været støt faldende i mange medlemsstater.
Procentdel af befolkningen på 65 år og derover, som er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, i forhold til EU-gennemsnittet, 2018
Kilde: Eurostat, EU-SILC.
Pensionsindkomst giver ældre mennesker en relativ beskyttelse mod risikoen for fattigdom. På EU-plan er andelen af ældre, der er udsat for fattigdomsrisiko (AROP), lavere end for personer i den erhvervsaktive alder (15,9 % sammenlignet med 16,5 % i 2018). I løbet af de sidste ti år er dette forhold blevet ændret sammenlignet med perioden før krisen, hvilket delvis skyldes, at krisen reducerede husstandenes gennemsnitlige disponible realindkomst, især blandt befolkningen i den erhvervsaktive alder i næsten alle europæiske lande, mens pensionerne fortsat er mere modstandsdygtige. Alvorlige materielle afsavn faldt imidlertid også blandt ældre (fra 7,5 % i 2008 til 4,7 % i 2018), hvilket tyder på, at det generelle fald i fattigdom og social udstødelse ikke blot var en relativ effekt. Risikoen for fattigdom og social udstødelse blandt ældre har været støt faldende i de fleste medlemsstater. Overordnet set var omkring 1,3 millioner færre personer i alderen 65 år og derover i risiko for fattigdom eller social udstødelse i 2018 i forhold til niveauet før krisen (2008). Den samlede forbedring camouflerer markante forskelle mellem medlemsstaterne, idet der er betydelige fald i risikoen for fattigdom eller social udstødelse blandt ældre i Cypern (-25,8 procentpoint siden 2008), Bulgarien (-20,4 procentpoint), Rumænien (-16,6 procentpoint) og Det Forenede Kongerige (-8,3 procentpoint), mens der var betydelige stigninger i Estland (+6,5 procentpoint) og Luxembourg (+6,7 procentpoint).
Der er dog særlig bekymring for ældre kvinders situation, idet en ud af fem kvinder på 65 år eller derover er i risiko for fattigdom eller social udstødelse i EU. I 2018 varierede AROPE-andelen for kvinder fra omkring 10 % i Danmark, Frankrig og Nederlandene til omkring 50 % i Bulgarien og i de baltiske lande. De største kønsbetingede forskelle i AROPE-andelen findes i Litauen (19,4 procentpoint), Estland (17,2 procentpoint) og Bulgarien (15,8 procentpoint). Ældre kvinder har lavere indkomster end ældre mænd: I 2017 var medianindkomsten for ældre kvinder 6 procentpoint lavere end for mænd i EU i forhold til yngre mennesker af samme køn (89 % for kvinder og 95 % for mænd). Kvinder har således ikke blot lavere indkomster i deres arbejdsliv, men de har også en lavere indkomst som pensionister, hvilket bidrager til kønsbetingede uligheder i ældreindkomsten.
I gennemsnit har personer på 65 år og derover i EU en lidt lavere indkomst end yngre aldersgrupper. Den disponible medianindkomst for personer på 65 år og derover var 91 % af den yngre befolknings indkomst i 2018. Den samlede relative medianindkomst var under 75 % i fem lande (Tjekkiet, Malta, Litauen, Letland og Estland) og under 80 % i yderligere fem lande (Belgien, Bulgarien, Danmark, Cypern og Kroatien). I modsætning hertil havde ældre mænd i seks medlemsstater (Luxembourg, Grækenland, Frankrig, Spanien, Ungarn, Italien) og ældre kvinder i to medlemsstater (Luxembourg og Frankrig) en højere medianindkomst end personer under 65 år i 2018.
Selv om pensionerne gennemsnitligt beløber sig til over halvdelen af arbejdsindkomsten i slutningen af karrieren, varierer pensionernes kompensationskapacitet betydeligt blandt medlemsstaterne. I 2018 var den samlede kompensationsgrad i gennemsnit på 58 % i EU med betydelige forskelle landene imellem. Andelen varierede fra 33 % i Irland, næsten 40 % i Letland og Litauen og 41 % i Bulgarien og Estland til 86 % i Luxembourg.
I lyset af udfordringen med den stigende forventede levealder og den senere start på arbejdslivet er det nødvendigt at tilpasse pensionerne. Ud over bekæmpelse af indkomstfattigdom og indkomstkompensation er den tredje relevante dimension af pensionernes tilstrækkelighed pensionsperioden. Udfordringen består i at sikre opretholdelse af indkomst og beskyttelse mod fattigdom over en pensionsperiode, der forlænges i takt med den øgede forventede levetid. Folk skal, mens de er i arbejde, have tilstrækkelig tid til at spare op og forberede sig på en udvidet pensionsperiode. Ældrekvoten forventes at stige fra 1 ud af 3 (30,5 %) i 2018 til 1 ud af 2 (49,9 %) i 2050 og yderligere til 51,6 % i 2070. I 2024 forventes 11 medlemsstater at stå over for et fald på mere end 3 % i deres befolkning i den erhvervsaktive alder sammenlignet med 2016 134 . I fremtiden forventes middellevetiden ved den faktiske alder for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som en andel af voksenlivet at stige i de fleste medlemsstater. På nuværende tidspunkt varierer den fra ca. en fjerdedel i Litauen til over en tredjedel i Luxembourg. I 2070 forventes den at stige, med andele fra omkring 30 % i Nederlandene til et godt stykke over 40 % i Luxembourg, og de fleste lande forventes at ligge på omkring 35 %. Lande med forventede små ændringer er dem, der har vedtaget regler, der forbinder den lovbestemte pensionsalder med den forventede levetid.
Figur 75: De fleste ældre europæere forventes at være pensionerede i længere tid.
Procentdel af voksenlivet, der tilbringes på pension, 2017 og forventet ændring i 2070
Kilde: Rapport om befolkningsaldringen 2018
I en situation med stigende lovbestemt pensionsalder er et længere arbejdsliv afgørende for at fastholde og forbedre pensionens tilstrækkelighed. Pensions- (og skatte)politikker kan give folk de rette incitamenter til at forlænge deres arbejdsliv. Et sådant incitament kan bl.a. bestå i at afbalancere indirekte skatter/ydelser i forbindelse med pension, bonusser og bøder for at gå på pension efter eller før pensionsalderen og give lov til at kombinere pensioner og arbejde. I rapporten om pensioners tilstrækkelighed fra 2018 blev det anført, at sådanne politikker er en vigtigere faktor end politikker vedrørende den tidligere del af karrieren, når det drejer sig om at skubbe i retning af højere pensionsalder. Desuden bør politikker vedrørende den sidste del af karrieren, der har til formål at fremme et længere arbejdsliv, ledsages af foranstaltninger, der sikrer tilstrækkelige pensioner for dem, der ikke kan arbejde længere. Målet bør være at beskytte ældre mod risiko for fattigdom og samtidig sigte mod en mere aktiv ældre befolkning med henblik på at opnå en passende og bæredygtig fremtid.
Selv om identiske karrierer for mænd og kvinder ville medføre ensartede pensioner, er kønsforskellen i pensioner forholdsvis stor. Den kønsbetingede forskel i pension i EU er i gennemsnit 35,7 % og har været faldende i de seneste år. Den kan analyseres i forbindelse med spørgsmål som "hvem får en pension?" (forskelle i pensionsdækningen) og "hvor stor er forskellen mellem mænd og kvinder?" (pensionisternes pensionsforskel). I de fleste medlemsstater er adgangen til offentlige pensionsordninger lige for både mænd og kvinder, og forskelle i pensionsdækningen er ubetydelige: Kun 5 % færre kvinder end mænd havde adgang til en pension. I lande, der forlader sig på socialforsikring (dvs. med bidrag baseret på indkomst fra formelt arbejde) og med minimumstærskler for bidrag, kan forskellene i pensionsdækningen dog være større. Pensionisters pensionsforskel viser forskellen mellem de gennemsnitlige pensioner for mænd og kvinder og ligger på mellem 1,1 % og 41,8 % i 2017 i de forskellige medlemsstater. Luxembourg, Nederlandene og Malta har de største forskelle (over 40 %), mens de mindste kønsbetingede pensionsforskelle (under 10 %) findes i Estland, Danmark og Slovenien. Selv om forskellen er mindre for nye pensionister, er den forblevet høj i mange lande siden 2010 (fra ca. 41 % i 2010 til 35,2 % i 2017). Lige muligheder for kvinder og mænd med hensyn til at erhverve pensionsrettigheder afhænger af arbejdsmarkeds- og pensionspolitikker, som understøtter lige karrierer og optjeninger. Færre kvinder end mænd er i beskæftigelse, og når de er i beskæftigelse, har de tendens til at arbejde i lavtlønssektorer, de tjener mindre, arbejder mere på deltid og arbejder derfor færre timer og har kortere karrierer i gennemsnit. Alle disse faktorer tilsammen fører til lavere sociale bidrag til pensionssystemet og, når de senere hen går på pension, til færre pensionsrettigheder.
Figur 76: Der er stadig stor forskel på mænds og kvinders pensioner i mange medlemsstater.
Kønsbetingede pensionsforskelle (%), pensionister i alderen 65-79 år, 2010 og 2017
Kilde: Eurostat. EU-statistikken om indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC). Data sorteret efter data for 2017.
I gennemsnit står ældre kvinder over for en større risiko for fattigdom eller social udstødelse end mænd. Kvinder har tendens til at gå på pension en smule tidligere og til at leve 3-5 år længere end mænd. Selv om kvinder i gennemsnit modtager lavere pensionsydelser, modtager de dem over længere tid. Som følge heraf er ældre kvinder i højere risiko for fattigdom end mænd: Mere end 20 % af kvinder over 64 år er truet af fattigdom og social udstødelse, sammenlignet med 15 % af mændene i 2017 i EU.
Pensionssystemerne formår at mindske uligheden mellem kønnene, men kun i begrænset omfang. Den kønsbetingede forskel i pension i EU er næsten dobbelt så stor som den kønsbetingede lønforskel (som udgjorde 16,2 % i 2017). Omfordelingselementerne i pension- og skattesystemer og pensionstilgodehavender for perioder med arbejdsløshed i forbindelse med plejeaktiviteter afbøder i nogen grad den kønsbetingede forskel i arbejdsmarkedsindkomsten. For eksempel får kvinder i næsten alle medlemsstater tildelt pensionsrettigheder for børnepasning på visse betingelser. Længstlevende ægtefæller kan desuden tildeles efterladtepension.
Figur 77: Den kønsbetingede pensionsforskel har været støt faldende i de seneste år.
Kønsbetingede pensionsforskelle, pensionister i alderen 65-79 år, 2010-2017, EU-28
Kilde: Eurostat. EU-statistikken om indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) Indikatorens begrænsninger bør tages i betragtning.
Der er gjort fremskridt med hensyn til at mindske pensionsforskellene i de seneste år, og der er positive tendenser, som vil bære frugt for fremtidige pensionister. Der er flere kvinder på arbejdsmarkedet end nogensinde før. Hertil kommer, at de nye kohorter af kvinder, der er pensionister, i gennemsnit er højere uddannet end de nuværende kohorter af pensionister. Et højt uddannelsesniveau går normalt hånd i hånd med en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet, flere år i beskæftigelse, højere lønninger og i sidste ende større pensionsbidrag.
Figur 78: De selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling forbliver overordnet set stabile i EU.
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling (nøgleindikator på den sociale resultattavle)
Kilde: Eurostat, SILC. Periode: Niveauer for 2018 og årlige ændringer i forhold til 2017. Bemærk: Akserne er centreret omkring det uvægtede gennemsnit for EU. Data for EE er reskaleret, så de passer til grafen (det faktiske niveau er 16,4 %, ændring +4,6 %). Forklaringen findes i bilaget.
Andelen af befolkningen, der beretter om uopfyldte behov for lægebehandling, varierer stadig meget medlemsstaterne imellem 135 . I modsætning til tidligere år er der en positiv sammenhæng mellem niveauet for og ændringer i uopfyldte behov for lægebehandling, hvilket vil sige, at de lande, hvor der er den største opfattelse af uopfyldte behov, har oplevet en forholdsvis højere stigning i den seneste periode (figur 78). I nogle medlemsstater er udgifter og ventetid fortsat vigtige hindringer for adgangen til sundhedspleje. Ikke desto mindre forblev den andel af EU's befolkning, som selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling på grund af for høje omkostninger, for lange ventetider eller transportafstande, i gennemsnit stort set stabil i 2018 på 2 %. Andelen af personer, der beretter om vanskeligheder i forbindelse med adgang til lægebehandling, lå stadig over 5 % i Grækenland, Letland og Estland med Rumænien og Finland liggende tæt på denne tærskel. De mest synlige stigninger i 2018 blev registreret i Estland, Finland og Det Forenede Kongerige.
Beskæftigelsesstatus kan også spille en vigtig rolle med hensyn til at forklare problematisk adgang til lægebehandling i visse lande. Selv om de fleste lande ikke udviser betydelige forskelle i forhold til aktivitetsstatus, kan det i nogle af landene være vanskeligere for arbejdsløse at få adgang til sundhedspleje (se figur 79). I fire lande beretter pensionister om de største uopfyldte behov for lægebehandling (Estland, Letland, Grækenland og Rumænien).
Figur 79: Arbejdsløse og pensionister har en tendens til oftere at berette om problematisk adgang til lægebehandling end deres beskæftigede modparter.
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling i henhold til beskæftigelsesstatus (2018)
Kilde: Eurostat [hlth_silc_13].
Det gennemsnitlige antal sunde leveår, som kan forventes ved det fyldte 65. år, steg yderligere i EU. Det er nu 9,8 år for mænd og 10,2 år for kvinder. Mens det højeste antal sunde leveår ved det fyldte 65. år kan forventes i Sverige, Malta, Irland og Spanien (over 12 år for begge køn), er antallet af sunde leveår særligt lavt i Letland, Slovakiet og Kroatien (ca. 5 år).
Sundhedsydelser finansieres gennem forskellige ordninger, mens den enkelte ordnings relative betydning varierer blandt medlemsstaterne. I 2017 lå egenbetalingerne 136 , dvs. husstandens udgifter til sundhed (herunder lægemidler), der ikke blev refunderet under nogen ordning eller betalt som udgiftsdeling inden for en fastsat ordning, målt som en andel af de nuværende sundhedsudgifter på over 30 % i Bulgarien, Grækenland, Cypern, Letland og Litauen (figur 80).
Figur 80: Der er stor forskel på betalingen af sundhedsudgifter i forskellige EU-lande.
Udgifter til sundhedspleje pr. finansieringskilde, 2017
Kilde: Eurostat [hlth_sha11_hf]. Bemærkninger: Data indsamles i henhold til Kommissionens forordning (EU) 2015/359 for så vidt angår statistikker om udgifter til og finansiering af sundhedspleje (2011-manualen "System of Health Accounts").
Behovet for langtidspleje er stigende, efterhånden som befolkningen i EU bliver ældre, og der forventes en yderligere betydelig stigning i dette behov. Inden 2070 forventes antallet af europæere på 80 år og derover at blive fordoblet, og ældrekvoten (personer i alderen 65 år og derover i forhold til de 15-64-årige) forventes at stige betydeligt (se ovenfor). Omkostninger til langtidspleje stiger hurtigere sammenlignet med udgifter til sundhed og pension. De offentlige udgifter i EU til langtidspleje forventes at stige til 2,7 % af BNP i 2070 med markante forskelle medlemsstaterne imellem (se Figure 81 ).
Figur 81: I takt med at befolkningen bliver ældre, forventes udgifterne til langtidspleje at stige betragteligt i de fleste medlemsstater.
Fremskrevne offentlige udgifter til langtidspleje i % af BNP i 2016 og 2070
Kilde: Baseret på data fra rapporten om befolkningsaldringen 2018. Bemærk: Grundscenarie fra Gruppen vedrørende Befolkningens Aldring.
Medlemsstater, som i øjeblikket er stærkt afhængige af uformel pleje, har en særlig stor udfordring i forbindelse med langtidspleje. Puljen af potentielle uformelle omsorgspersoner er ved at blive mindre, efterhånden som beskæftigelsesfrekvensen hos kvinder stiger, folk får færre børn, og familiemedlemmer bor længere fra hinanden. Der er også udfordringer med hensyn til rekruttering og fastholdelse af plejere i den formelle sektor. Beskæftigelsen i sektoren for langtidspleje er kendetegnet ved en stor andel af deltidsarbejde og tidsbegrænsede kontrakter, hvilket gør den mindre attraktivt for personer, der er på vej ind på arbejdsmarkedet eller befinder sig i en overgangsfase mellem job.
3.4.2 Politiktiltag
For at tage fat om fattigdom og social udstødelse gennemføres der i flere medlemsstater reformer, som har til formål at styrke den aktive integration. Medlemsstaterne anerkender effektiviteten af integrerede tilgange, der forbinder tilstrækkelig indkomst, aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger samt levering af sociale tjenester. To mekanismer, der i stigende grad oprettes i medlemsstaterne, er centrale kontaktpunkter og one-stop-shops. Førstnævnte sigter mod at øge anvendelsen af tjenester, mens sidstnævnte også sigter mod at forbedre effektiviteten af tjenester og interventioner. Kommunerne kan også spille en vigtig rolle i denne proces. I forbindelse med projektet "Koordineret tilgang til socialt udstødte områder” udvikler kommuner i Tjekkiet for eksempel tværsektorielle strategier, der indebærer vertikal og horisontal koordinering af tjenester. På nuværende tidspunkt deltager 48 kommuner, og dette tal forventes at nå op på 70 i 2020. De lokale centre, der er etableret i Grækenland, har planer om at anvende en lignende tilgang ved at udvide omfanget af tjenesteydelser til familier og ældre. Takket være Den Europæiske Socialfond udvikles og afprøves behovsbaserede sociale tjenester i Rumænien i 139 udvalgte marginaliserede lokalsamfund. Integreret levering af tjenesteydelser omfatter typisk individualiserede foranstaltninger, der fokuserer på modtagernes behov. En sådan personlig tilgang er gennemført i 83 % af de nederlandske kommuner, hvor der foretages en behovsvurdering gennem såkaldte: "køkkenbordsamtaler", som sædvanligvis foregår i modtagernes hjem. Overordnet set gennemføres der i de fleste medlemsstater integrerede tilgange enten for arbejdsløse, mindsteindkomstmodtagere eller andre grupper, såsom unge, handicappede, ældre, hjemløse, børn eller ofre for vold i hjemmet. Nok så vigtigt er det, at stadig flere medlemsstater udvider viften af sociale tjenester med rådgivning om gæld.
I flere medlemsstater sigter man med ændringer i ydelser for den erhvervsaktive befolkning mod at mindske fattigdom og indkomstulighed. Italien har indført en mindsteindkomstordning bestående af to elementer: indkomststøtte til både de inaktive (personer, der ikke har ret til arbejdsløshedsunderstøttelse) og lavtlønnede og aktiveringsforanstaltninger, der dækker både beskæftigelse og sociale tjenester. I finansloven for 2019 tildeles der 23,5 mia. EUR (0,45 % af BNP) til finansiering af ordningen i perioden 2019-2021. I betragtning af foranstaltningens omfang og ambitionsniveau er et tæt samarbejde mellem sociale tjenester og offentlige arbejdsformidlinger af afgørende betydning for en vellykket gennemførelse af reformen. Andre medlemsstater, såsom Spanien og Letland, planlægger nye foranstaltninger, som skal strømline de eksisterende systemer og forbedre deres tilstrækkelighed. I Frankrig kan udvidelsen af eksisterende støtte til lavtlønnede forventes at have en positiv indvirkning på indkomstuligheden. I Rumænien er ikrafttrædelsen af loven om minimumsinklusionsindkomst, der blev vedtaget i 2016, derimod på ny blevet udsat og er nu planlagt til at finde sted i 2021 (tilbagegang i reformen af minimumsinklusionsindkomsten, der tidligere har været genstand for en landespecifik henstilling fra Rådet).
Nye foranstaltninger rettet mod børnefattigdom er mere vidtgående end indkomststøtte i nogle medlemsstater. Irland har bebudet en ny flerårig strategi for børns trivsel, som dækker balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre, børns sundhed og en pakke af foranstaltninger til bekæmpelse af fattigdom i den tidlige barndom. I Spanien er beløbet for indtægtsbestemt børnetilskud blevet forhøjet sideløbende med udvidelsen af de eksisterende støtteprogrammer for børnevelfærd, som dog fortsat er begrænsede i omfang. På grundlag af Litauens nyligt indførte system for universel børneydelse forventes ydelsesniveauet (både de universelle og indtægtsbestemte dele) at stige yderligere i 2020. I Rumænien forventes en væsentlig stigning i det universelle børnetilskud (fra 84 til 150 RON, dvs. ca. 18 til 31 EUR; med højere beløb for børn med handicap og børn under 2 år) på tilsvarende vis at få en positiv indvirkning på børnefattigdom, som imidlertid fortsat ligger på et meget højt niveau.
Der er truffet foranstaltninger til social inklusion af personer med handicap med henblik på at supplere beskæftigelsespolitikken og forebygge fattigdom. I Bulgarien trådte loven om handicappede med henblik på målrettet støtte baseret på en individuel behovsvurdering af personer med handicap i kraft 1/1/2019. Der blev indført en ny form for månedlig støtte, som afhænger af graden af handicap og er bundet til fattigdomsgrænsen. Estland har øget arbejdsevneydelsen og ydelser for børn med handicap. Landet gjorde også en indsats for at forenkle leveringen af tjenester til personer med særlige mentale behov. Ungarn forhøjede plejeydelsen for hjemmepleje. Letland har øget ydelsen til særlig pleje til børn med alvorligt handicap og voksne med et alvorligt handicap siden barndommen. I Malta forhøjede regeringen bistanden til alvorligt handicap og tilskuddet til handicappede børn. Polen oprettede solidaritetsfonden til støtte for handicappede personer i langtidspleje. Portugal forhøjede omsorgstillægget og indførte et program til støtte for en uafhængig tilværelse. Slovakiet forhøjede sygeplejeydelsen for uformel pleje.
En række medlemsstater udvidede de sociale beskyttelsessystemers dækning. Danmark har harmoniseret den frivillige arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige og atypiske arbejdstagere. I henhold til den nye lov er selvstændige og ikkestandardmæssige arbejdstagere omfattet af arbejdsløshedsunderstøttelsessystemet efter de samme principper, som gælder for ansatte. Frankrig gav selvstændige erhvervsdrivende adgang til arbejdsløshedsordningen på visse betingelser (retslig ophør eller insolvensbehandling af deres aktiviteter). Irland har forlænget invalidepensioner og sundhedsydelser til selvstændige erhvervsdrivende og planlægger nu at medtage selvstændige i arbejdsløshedsordningen ligesom Malta. Belgien har nedsat ventetiden for selvstændige erhvervsdrivende i tilfælde af uarbejdsdygtighed (sygedagpenge) fra en måned til 14 dage. Portugal gennemførte en moderniseringsstrategi med titlen "Social sikring med dig", som omfatter innovative digitale værktøjer til at forenkle adgangen til oplysninger og tjenester vedrørende social sikring for borgerne.
Medlemsstaterne tog skridt til at forbedre adgangen til boliger og bekæmpe hjemløshed. Mange medlemsstater har vedtaget nationale, regionale eller lokale strategier med henblik på at levere integrerede løsninger på hjemløshed og udelukkelse fra boligmarkedet. Der er især øget anerkendelse af betydningen af forebyggende tjenester og øget samarbejde både hvad angår udformning af politikker og levering af tjenesteydelser. Der sker ændringer i et stigende antal medlemsstater i retning af boligbaserede strategier, hvor der leveres mere intense tjenester sammen med permanent adgang til boliger. Dette er tilfældet i Finland og Frankrig, som har vedtaget langsigtede strategier for at gennemføre et "først en bolig"-initiativ og bekæmpe hjemløshed. Nogle medlemsstater, såsom Irland og Malta, håndterer hjemløshed som en del af de bredere nationale strategier, der tager fat på manglen på økonomisk overkommelige og sociale boliger. Litauen har ajourført sin lovgivning om økonomisk overkommelige og sociale boliger i 2019. Samlet set er den fremherskende tilgang til levering af tjenesteydelser dog fortsat "klar til bolig"- eller trappemodellen, hvor støtten har til formål at hjælpe hjemløse med deres behov gennem forskellige former for midlertidig indkvartering, indtil de anses for at være i stand til at leve uafhængigt. Overvågningsmekanismerne gennemføres ikke systematisk for at evaluere de resultater, der er opnået med strategierne, og der er stadig begrænset dokumentation for, hvor effektive løsningerne er. Finansieringen er generelt heller ikke så omfangsrig og tilstrækkelig, at den kan dække behovene, og virkningen er begrænset. Der er tegn på en positiv udvikling med hensyn til finansieringens tilstrækkelighed i nogle medlemsstater (f.eks. Cypern, Luxembourg, Malta, Slovakiet og Nederlandene), herunder de seneste forhøjelser af budgetbevillingerne til finansiering af hjemløshedstjenester, øgede investeringer i faste boliger til familier og socialt boligbyggeri og tilsagn fra byer om at øge budgetterne til at udvikle leveringen af tjenesteydelser til hjemløse.
En række medlemsstater gennemfører reformer af deres pensionssystemer med fokus på bæredygtighed og tilstrækkelighed, dog primært med fokus på ét aspekt ad gangen. Bulgarien, Estland, Frankrig, Letland og Litauen har taget skridt til at øge alderspensionernes tilstrækkelighed og/eller ændre deres indeksering for bedre at afspejle den økonomiske udvikling. Estland har indført en foranstaltning til gradvis at afskaffe flere særlige pensionsordninger for bestemte grupper af pensionister. Danmark, Malta og Portugal sigter mod at forbedre deres pensionssystemers bæredygtighed ved at begrænse tidlig tilbagetrækning og fremme ældre arbejdstageres tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Belgien har taget skridt til at gøre sit system for førtidspension med virksomhedsydelser mindre tilgængeligt, og Malta har indført incitamenter, som skal holde ældre mennesker beskæftigede i efterlønsperioden.
Nogle medlemsstater iværksætter omfattende reformpakker inden for sundhedspleje. Frankrig har siden efteråret 2018 gennemført en grundlæggende reform af sundhedssystemet for at fremme bedre adgang til sundhedspleje for alle, mere effektiv uddannelse og fordeling af sundhedspersonale og mere effektiv anvendelse af hospitalsbehandling. I 2019 iværksatte Irland Sláintecare — en ambitiøs 10-årsplan med det formål at forbedre sundheds- og langtidsplejesystemerne for at imødekomme den aldrende befolknings behov. Som led i en større reform af det primære sundhedsvæsen er man ved at etablere lokale sundhedsinstitutioner i Grækenland for at forbedre adgangen til primær sundhedspleje. Andre medlemsstater er ved at forbedre deres sundhedssystemers omkostningseffektivitet. Letland er i gang med at gennemføre betingelserne for investeringer af EU-midler til forbedring af den primære sundhedsplejes kvalitet og tilgængelighed, og Cypern er ved at gennemføre den sidste fase (pleje af indlagt patient) af reformen af sundhedsvæsnet.
I en række lande træffer regeringerne også særlige foranstaltninger for at løse problemer i forbindelse med sundhedsplejens tilgængelighed og kvalitet. Cypern vedtog den lovgivning, der er nødvendig for at levere universel sygesikring, og Spanien udvidede adgangen til sundhedspleje til papirløse migranter. Letland er ved at udarbejde et lovforslag om en enkelt kurv af statsbetalte tjenester og omfattende statslig obligatorisk sygeforsikring. Litauen er i færd med at afhjælpe manglen på sundhedspersonale og deres ulige fordeling i landet ved hjælp af en forbedret planlægning og overvejer yderligere tilskyndelsesordninger. Kroatien har vedtaget en ny national plan for udvikling af hospitaler, der også har til formål at forbedre kvaliteten af og adgangen til sundhedspleje.
Medlemsstater forsøger både at styrke forebyggelse og fremme effektiv og omkostningseffektiv tilvejebringelse af pleje, uden at det går ud over kvaliteten, tilgængeligheden og betingelserne for en uafhængig tilværelse. Bulgarien har vedtaget en handlingsplan for gennemførelsen af en national strategi for langtidspleje, som omfatter en styrkelse af de institutionelle rammer for levering og udvikling af integrerede sociale tjenester. Østrig arbejder på at udvikle et omfattende koncept for sit langsigtede plejesystem på grundlag af en nyligt vedtaget masterplan for langtidspleje. Den tjekkiske regering har bebudet en ny strategi for langtidspleje, som har til formål at støtte hjemmepleje og ikke-institutionel pleje. Polen har udformet en socialplan for ældre afhængige personer baseret på støtte til uformelle plejere fra offentlige institutioner og på en ramme for lokale og institutionelle tjenester. Andre medlemsstater (f.eks. Slovenien og Belgien) afprøver nye løsninger for integreret levering af langtidspleje i hjemmet for at strømline plejen af personer med kroniske sygdomme og indfører ensartede mekanismer til vurdering af patienternes plejebehov.
Hvad angår langtidspleje, sigter nogle medlemsstater mod at øge antallet af plejere og forbedre situationen for uformelle plejere. Tjekkiet har indført en ydelse ved langtidspleje , som kompenserer for tab af indkomst som følge af afbrudt beskæftigelse for at pleje et familiemedlem. En omsorgspersons arbejdsgiver skal acceptere, at arbejdstageren er fraværende fra arbejdet i den periode, hvor der er tale om langtidspleje (højst 90 dage), og er forpligtet til at stille det samme job til rådighed, når arbejdstageren vender tilbage. Kroatien har vedtaget en lov, der fastsætter en retlig ramme for familiepleje i Kroatien, og Rumænien har vedtaget en lov, der har til formål at yde pleje i hjemmet til 1000 personer og ansætte 50 plejepersoner, der er specialiseret i denne form for tjenesteydelser. Malta har planer om at øge plejeydelsen (ICRA) for dem, der i eget hjem tager sig af et familiemedlem, og sænke tildelingsbetingelserne for dem, der tager sig af patienter over 85 år.
Rådet for Den Europæiske Union vedtog reviderede retningslinjer for beskæftigelsen i juli 2018, som tilpasser retningslinjerne til den europæiske søjle for sociale rettigheder (Rådets afgørelse (EU) 2018/1215 af 16. juli 2018 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker).
De samlede tal for beskæftigelsen stammer fra nationalregnskaber (indenlandsk begreb), andre tal fra data fra arbejdsstyrkeundersøgelsen. I hele dette afsnit er der brugt sæsonkorrigerede kvartalstal.
Ifølge Kommissionens økonomiske efterårsprognose 2019.
I rapporten om beskæftigelsesresultaterne for 2019 og i Beskæftigelsesudvalgets (EMCO's) rapport om beskæftigelsesresultaterne for 2019 anslås det, at beskæftigelsesfrekvensen vil nå op på 73,8 % i 2019 og 74,3 % i 2020 (baseret på Kommissionens økonomiske forårsprognose 2019 og Eurostats befolkningsfremskrivninger fra 2015).
Denne indikator er en del af EU's erhvervs- og forbrugerundersøgelse.
Beveridgekurven er en grafisk gengivelse af forholdet mellem arbejdsløshed og et mål for ledige stillinger (enten andelen af ledige stillinger eller, som i dette tilfælde, en indikator for mangel på arbejdskraft).
Se Labour Market and Wage Developments in the EU, 2019 for yderligere oplysninger.
I meddelelsen "Styrkelse af den europæiske identitet gennem uddannelse og kultur" af 14. november 2017 (COM (2017) 673 final) gav Kommissionen udtryk for sin ambition om at reducere benchmarket for personer, der forlader uddannelsessystemet tidligt, til 5 % senest i 2025.
Denne gruppe henviser til EU-gennemsnittet for personer, der født i medlemsstaten.
Europa-Kommissionen (2019). Arbejdsmarkedet og lønudviklingen i Europa. Årlig rapport 2019. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor. Findes på: https://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=89&furtherNews=yes&newsId=9485
Inden for servicesektoren blev den største procentuelle stigning registreret inden for "informations- og kommunikationsvirksomhed" (+3,9 %), efterfulgt af "liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser; administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester" (henholdsvis 3,4 % og 2,9 % i 2017). Til gengæld blev der inden for "finansielle tjenesteydelser og forsikringsydelser" registreret et fald på 0,7 %.
Personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse (AROPE), er personer, der er i risiko for fattigdom (AROP) og/eller lider alvorlige materielle afsavn og/eller lever i (delvis) arbejdsløse husstande, dvs. husstande med meget lav arbejdsintensitet.
Personer , der er i risiko for fattigdom, er personer, der lever i husstande, hvis disponible ækvivalensindkomst udgør mindre end 60 % af den nationale medianækvivalensindkomst (denne indikator er derfor en indikator for indkomstfattigdom).
Personer, der lever i en husstand, som ikke har råd til mindst fire af følgende punkter, lider alvorlige materielle afsavn: 1) betale husleje/boliglån eller forsyningsregninger til tiden 2) opvarme boligen tilstrækkeligt 3) afholde uventede udgifter 4) spise kød, fisk eller tilsvarende proteinkilde hver anden dag 5) holde en uges ferie om året uden for hjemmet 6) have adgang til en bil til privat brug 7) have en vaskemaskine 8) have et farve-TV og 9) have en telefon.
Personer, der lever i (delvis) arbejdsløse husstande, er personer i alderen 0-59 år, der bor i en husstand, hvor voksne i den arbejdsdygtige alder (18-59 år) i det foregående år (dvs. i indkomstreferenceåret) har udført arbejde svarende til højst 20 % af deres samlede arbejdspotentiale.
Indkomststatistikken EU-SILC vedrører det foregående indkomstår, med undtagelse af Det Forenede Kongerige (undersøgelsesåret) og Irland (12 måneder inden undersøgelsen).
Data fra EU-SILC vedrører i de fleste medlemsstater indtægter, der blev registreret det foregående år (dvs. indkomster fra 2017 for SILC 2018). Eurostat har offentliggjort foreløbige skøn over indkomsten for 2018 (dvs. de EU-SILC-indikatorer, der blev offentliggjort i 2019). Se noten om metoden og resultaterne fra Eurostat: https://ec.europa.eu/eurostat/web/experimental-statistics/income-inequality-and-poverty-indicators .
SPC's årlige rapport for 2019.
Eurostats foreløbige skøn over indkomsten for 2018 (dvs. de EU-SILC-indikatorer, der blev offentliggjort i 2019). Se noten om metoden og resultaterne fra Eurostat: https://ec.europa.eu/eurostat/web/experimental-statistics/income-inequality-and-poverty-indicators .
SWD(2017) 200 final, som ledsager meddelelsen COM(2017) 250 final af 26. april 2017.
Overvågningen af beskæftigelsesresultater (EPM) og overvågningen af socialbeskyttelsesresultater (SPPM) er årlige rapporter, som udarbejdes af henholdsvis Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse. De identificerer tendenser, der bør holdes øje med, og sociale udfordringer i medlemsstaterne og overvåger fremskridtene hen imod Europa 2020-målene for beskæftigelse og fattigdomsnedbringelse.
Som anmodet af Udvalget for Social Beskyttelse, måles denne indikator ved hjælp af den "ukorrigerede indkomst" (dvs. uden inddragelse af sociale overførselsindkomster i naturalier), hvorfor henvisning til brugen af enheder i købekraftstandarder udgår.
Niveauerne for denne indikator er udtrykt i købekraftsstandarder (KKS), mens ændringerne udtrykkes i national valuta i faste priser. For at udjævne kortvarige udsving anvendes 3-årige gennemsnit for både niveauer og ændringer. Denne indikator skal læses og fortolkes i sammenhæng med andre indikatorer som f.eks. andelen af fattige i arbejde, forholdet mellem den femte og første decil af lønfordelingen (D5/D1) og andre relevante EPM/SPPM- og JAF-indikatorer.
Dette måles som forskellen mellem andelen af borgere - i den samlede befolkning - der er i risiko for (indkomst)fattigdom henholdsvis før og efter sociale overførsler.
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling vedrører en persons egen vurdering af, om han eller hun har haft behov for lægeundersøgelse eller -behandling for en specifik type sundhedsydelser, men ikke fik den eller ikke opsøgte den af følgende tre grunde: "økonomiske grunde", "venteliste" og "for langt at rejse". Lægebehandling er individuelle sundhedsydelser (lægeundersøgelse eller -behandling, dog ikke tandlægebehandling), der leveres af eller er under direkte tilsyn af læger eller tilsvarende erhverv, i overensstemmelse med nationale sundhedssystemer (Eurostats definition). De problemer, som personerne rapporterer i forbindelse med at opnå sundhedspleje, når de bliver syge, kan afspejle betydelige hindringer for sundhedspleje.
Med undtagelse af den disponible bruttohusstandsindkomst, der måles som et indekstal (2008 = 100, hvilket således afspejler en ændring i sammenligning med førkriseniveauet), og ændringerne i det seneste år; og nettoindtjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitlig indtægt, hvor der anvendes gennemsnitssystemer dækkende tre år, efter aftale med Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse.
For hvilke, der på regionalt plan (NUTS 2), foreligger data (andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens, NEET-andelen, beskæftigelsesfrekvens, arbejdsløshed, langtidsledighed, andelen af personer, der er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, sociale overførselsindkomsters (ekskl. pensioner) indvirkning på fattigdomsbekæmpelse, selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling og indkomstkvintilsatsen).
Baseret på den populationsvægtede variationskoefficient.
Skæringsdatoen for udtræk af nøgleindikatorer på den sociale resultattavle er den xx. november 2019.
Disse resultater vedrører vægtede gennemsnit for EU, bortset fra indikatoren "Nettoindttjeningen for en fuldtidsansat enlig arbejdstager uden børn, der tjener en gennemsnitsløn", hvor der anvendes et uvægtet gennemsnit.
COM(2017) 250 final.
Rådets afgørelse (EU) 2018/1215 af 16. juli 2018 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker.
Inklusive LABREF-databasen der er tilgængelig på http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=1143&intPageId=3193.
Europa-Kommissionen (2019). Arbejdsmarkedet og lønudviklingen i Europa. Årlig rapport 2019. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor. Findes på: https://ec.europa.eu/social/BlobServlet?docId=21904&langId=en
Europa-Kommissionen (2019). Beskæftigelse og social udvikling i Europa Årlig rapport 2019. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor. Findes på: https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=738&langId=da&pubId=8219
Når man kigger på tallene på den sociale resultattavle ved hjælp af den fælles metode, anvender rapporten begrebet om konvergens i niveauer, eller "betakonvergens". Dette henviser til situationen, hvor indikatorerne i landene med de dårligste resultater forbedres hurtigere end i landene med de bedste. Dette kan vurderes ved at kigge på regressionslinjens hældning i spredningsdiagrammets niveauer i forhold til ændringer.
Se kapitel 2 og bilag 3 for flere oplysninger.
Eurostat LFS-data, aldersgruppen 15-64 år.
I Rumænien skyldes en del af denne betydelige stigning en omlægning af de sociale sikringsbidrag fra arbejdsgiverne til arbejdstagerne, hvilket til gengæld blev opvejet af en stigning i bruttolønningerne.
Som vist i figur 15 er BG, CZ, EE, HU, LT, LV, RO og SK i rapporten om varslingsmekanismen for 2019 markeret med nominelle enhedslønomkostninger over den tærskel, der er fastsat i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer.
Nettoindtægtsniveauerne måles i købekraftstandarder (KKS), der gør det muligt at foretage en retvisende sammenligning mellem medlemsstaterne. Ændringerne måles i national valuta og i faste priser. Denne indikator skal læses og fortolkes i sammenhæng med andre indikatorer som f.eks. risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde, forholdet mellem den femte og den første decil af lønfordelingen (D5/D1) og andre relevante EPM/SPPM- og JAF-indikatorer.
Europa-Kommissionen (2018). Arbejdsmarkedet og lønudviklingen i Europa. Årlig rapport 2018. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor.
Internationalt set er den absolutte mindsteløn ikke en særlig nyttig målestok, da den ikke tager højde for forskelle i arbejdskraftproduktivitet og priser på tværs af landene.
Eurofound (2019) Annual review of working life 2018, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Eurofound (2019) Minimum wages in 2019: Annual review, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Eurofounds beregninger er baseret på Eurostats SILC-data.
Nærmere oplysninger om de seneste tendenser, herunder om de forskellige indkomstgrupper, kan findes i: Tax Policies in the European Union – 2019 Survey, Europa-Kommissionen, DG TAXUD.
Den lave løn måles til 50 % af gennemsnitslønnen i Eurogruppen og 67 % af gennemsnittet i den fælles evalueringsramme, som er vedtaget af Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse. Begge indikatorer kan accepteres, men kun sidstnævnte anvendes i den fælles beskæftigelsesrapport 2020.
Andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, defineres som andelen af 18-24-årige, som højst har en sekundæruddannelse på første trin og som ikke er under videreuddannelse.
OECD's PISA-undersøgelse af grundlæggende færdigheder hos 15-årige gennemføres hvert tredje år.
PISA definerer "andelen af svagt præsterende elever" som de 15-årige elever, der i grundlæggende færdigheder ligger under det kompetenceniveau, der kræves for at kunne deltage fuldt ud i det moderne samfund (dvs. niveau 2).
FRA EU MIDIS II-undersøgelsen (2016).
OECD (2018), Teaching and Learning International Survey (TALIS) http://www.oecd.org/education/talis/ .
Eurofound (2017), Social dialogue developments in the education sector in Europe, EurWORK topical, opdateret 9. januar 2017. Baseret på data fra den 6. europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene.
Eurofound (2016), Sixth European Working Conditions Survey – Overview report, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Den Europæiske Investeringsbank (2018), EU Financing Policy in the Social Infrastructure Sectors. Implications for the EIB's sector and lending policy. Final report ( https://institute.eib.org/wp-content/uploads/2018/11/EIB_Final-report.pdf ).
CEDEFOP, 2012, From Education to working life. Labour market outcomes of vocational education and training. https://www.cedefop.europa.eu/files/3063_en.pdf
Udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsrettet Uddannelse om fremtiden for erhvervsrettede uddannelser, 2019.
GD EMPL arbejdede sammen med medlemsstaterne (i samråd med GD EAC) for at udvikle en bred ramme for benchmarking af voksnes færdigheder og voksenuddannelsessystemer i EU for så vidt angår de enkelte lande. Benchmarkingrammen blev godkendt af Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse i slutningen af 2018 og er baseret på en tretrinstilgang. I første omgang drøftes de store centrale udfordringer på området for voksnes færdigheder og læring, og der er fastlagt et sæt af resultatindikatorer på højt niveau (beskæftigelsesfrekvens, arbejdsproduktivitet og misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer). I anden omgang identificeres der et sæt resultatindikatorer, herunder andelen af voksne med færdigheder på mellemhøjt og højt niveau, voksnes deltagelse i læring, digitale færdigheder og andelen af job, der kræver færdigheder på mellemhøjt og højt niveau. I tredje omgang følges en tematisk tilgang til identificering af de vigtigste politiske løftestænger, som effektivt kan forbedre voksnes færdigheder og voksenuddannelsessystemerne: i) vejledning om læringsmuligheder ii) initiativer, der har til formål at inddrage dårligt stillede grupper i læring, f.eks. arbejdsløse og lavtuddannede, og iii) foranstaltninger til at støtte/tilskynde virksomheder til at uddanne deres personale. Indikatorerne vedrørte de forskellige områder, der er nævnt ovenfor, i dette afsnit.
Gonzalez Vazquez, I., Milasi, S., Carretero Gomez, S., Napierala, J., Robledo Bottcher, N., Jonkers, K. og Goenaga Beldarrain, X. et al. (2019). The changing nature of work and skills in the digital age. Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg
Castaño-Muñoz, J., Kreijns, K., Kalz, M., and Punie, Y., "Does digital competence and occupational setting.
influence MOOC participation?" Evidence from cross-course survey. Journal of Computing in Higher Education, 29(1), 2017, s. 28–46.
Indeks for den digitale økonomi og det digitale samfund 2019, Europa-Kommissionen.
Gonzalez Vazquez, I., Milasi, S., Carretero Gomez, S., Napierala, J., Robledo Bottcher, N., Jonkers, K. og Goenaga Beldarrain, X. et al. (2019). The changing nature of work and skills in the digital age. Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg
Se f.eks. ESRI (2012) "Literacy, Numeracy and Activation among the Unemployed"; Shaw, N., Armistead, C. (2002) "Evaluation of the Union Learning Fund Year 4", London: Ministeriet for Undervisning og Erhvervskvalifikationer Casey, H. et al (2006) "You wouldn't expect a maths teacher to teach plastering: Embedding literacy, language and numeracy in post-16 vocational programmes – the impact on learning and achievement", NRDC.
Lavtuddannede defineres her som personer, der højst har sekundæruddannelse på første trin (ISCED-niveau 0-2).
Eurostat, onlinedatakode: [ trng_lfs_13 ].
OECD-EU 2018, Settling In 2018, Indicators of immigrant integration, indikatoren " Participation in adult education and training among the foreign- and native-born ". Indikator for alle udenlandsk fødte personer (og ikke specifikt for personer født uden for EU).
Dataene dækker en række tjenester (såsom tilvejebringelse af oplysninger, vurdering, karriereplanlægningsfærdigheder, studieorientering og rådgivning) med henblik på at hjælpe lærende og/eller potentielle lærende med at træffe valg, når det gælder uddannelsesmuligheder.
Europa-Kommissionen (2015), An in-depth analysis of adult learning policies and their effectiveness in Europe.
Eurofound (2016), "Exploring the Diversity of NEETs". Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor.
Eurostat, [ edat_lfse_28 ]
OECD-EU 2018, Settling In 2018, Indicators of immigrant integration, Figur 7.19. NEET-andel
Eurofound (2019), European Working Conditions Survey 2015.
Referenceindikatoren for den sociale resultattavle er den ukorrigerede kønsbetingede lønforskel (dvs. ikke korrigeret for individuelle egenskaber, som eventuelt kan forklare en del af lønforskellen), der bør give et overordnet billede af kønsbestemte uligheder med hensyn til løn. Forskning viser, at de fleste forskelle fortsætter, selv når der tages hensyn til forskelle i uddannelsesniveau, erhvervsmæssige valg, arbejdstid og andre observerbare attributter (f.eks. http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/gender_pay_gap/2016_factors_gpg_en.pdf).
Eurofound (2019), Mindsteløn i 2019: Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, s. 32.
OECD-EU 2018, Settling In 2018, Indicators of immigrant integration, indikator " 7.3. Førskoleuddannelse og børnepasning ".
https://www.eurofound.europa.eu/publications/article/2009/impact-of-parenthood-on-careers-of-young-men-and-women
Inaktivitetsfælden for husstandens sekundære forsørger måler marginalskatten på arbejdsindtægter for den anden part i et parforhold ved overgang fra social bistand til arbejde. Lavtlønsfælden beregnes for par uden børn, hvor en sekundær forsørger øger indtjeningen fra 33 % til 67 % af gennemsnitslønnen, og hvor den primære forsørger tjener 100 % af gennemsnitslønnen (Skatte- og socialsikringsdatabasen, Europa-Kommissionen).
Eurostat, [ lfst_rimgecga ]
Eurostat, [edat_lfs_9912]
Eurofound (2019) How your birthplace affects your workplace, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
OECD-EU 2018, Settling In 2018, Indicators of immigrant integration, Figur 7.21. Beskæftigelsesfrekvenser, opdelt efter migrantbaggrund
Dataene stammer fra EU-SILC 2017, som er analyseret af det akademiske netværk af europæiske handicapeksperter (ANED).
Forekomsten af handicap varierer også betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.
Ibid.
EU-statistikker over risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde (EU-SILC) (2018) [hlth_dpe050]
Eurofound (2018), Quality of life. Social and employment situation of people with disabilities, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
https://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef18023en.pdf
Dataene stammer fra EU-SILC 2017, som er analyseret af det akademiske netværk af europæiske handicapeksperter (ANED).
COM(2017) 247 final.
Den yderligere finansiering afsættes til elever på primæruddannelsen og sekundæruddannelsens første trin.
Rådets henstilling af 22.12.2012 om validering af ikkeformel og uformel læring.
I Rigakonklusionerne fra 2015 blev der fastsat fem mål for perioden frem til 2020: 1) fremme af arbejdspladsbaseret læring, 2) videreudvikling af kvalitetssikring i erhvervsrettede uddannelser og løbende informations- og tilbagemeldingsforløb, 3) adgang til erhvervsrettede uddannelser og kvalifikationer for alle, 4) styrkelse af nøglekompetencer og 5) faglig udvikling af lærere og undervisere inden for erhvervsrettede uddannelser. Findes på https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=738&langId=en&pubId=7915&furtherPubs=yes
Se http://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=89&newsId=1829
Se http://ec.europa.eu/education/policy/vocational-policy/alliance_en.htm
Eurofound (2019), Parental and paternity leave – Uptake by fathers, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Eurofound (2019), Slow start for gender pay transparency in Germany, Eurofound blog, af 4. februar 2019.
Eurofound (2018), United Kingdom: Latest working life developments Q3 2018, Claire Evans.
Eurofound (2019), Ireland: Latest working life developments Q2 2019, Farrelly, R.
Asylum Seekers' Benefits Act blev ændret: ydelser til asylansøgere ophører ikke længere efter 15 måneder. Dette er for at modvirke problemet med flygtninge, der afbryder deres uddannelse før tid.
Analyse fra Eurofound (2019) og ILO (2016) om ikkestandardmæssig beskæftigelse.
Gonzalez Vazquez, I., Milasi, S., Carretero Gomez, S., Napierala, J., Robledo Bottcher, N., Jonkers, K. og Goenaga Beldarrain, X. et al. (2019). The changing nature of work and skills in the digital age. Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg
Eurofound (2019 ) Labour market segmentation: Piloting new empirical and policy analyses, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, endnu ikke udgivet.
OECD (2019). Employment Outlook 2019.
Et ad hoc-modul om selvstændig erhvervsvirksomhed fra Eurostat (som led i arbejdsstyrkeundersøgelsen 2017), som har til formål at måle graden af økonomisk og organisatorisk afhængighed hos selvstændige, og som er defineret på grundlag af antallet af kunder og den procentdel af indkomsten, der kommer fra en kunde, samt med hensyn til kontrollen over arbejdstider. Yderligere oplysninger kan findes på: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Self-employment_statistics
Der henvises til den fælles beskæftigelsesrapport for 2019 for en detaljeret analyse af, i hvilket omfang selvstændige erhvervsdrivende kan skjule et afhængighedspræget arbejdsforhold, baseret på Eurofound-data.
Urzi Brancati, C., Pesole, A. og Fernández-Macías, E. New evidence on platform workers in Europe. Results from the second COLLEEM survey. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor (endnu ikke udgivet). COLLEEM II fortsætter og forlænger det arbejde, der er udført i den tidligere COLLEEM-undersøgelse ("Collaborative Economy and Employment"). Den er en onlinepanelundersøgelse af digitale platforme bestilt af GD EMPL og koordineret af JRC. Den blev gennemført i 16 EU-medlemsstater: CZ, DE, ES, FI, FR, HR, HU, IE, IT, LT, NL, PT, RO, SE, SK og UK.
Andel af arbejdstagere i forhold til den samlede mængde, som beretter, at de har leveret tjenester via platforme mindst én gang i deres arbejdsliv.
Eurofound (2018), Employment and working conditions of selected types of platform work, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, findes på http://eurofound.link/ef18001
Europa-Kommissionen (2018). Beskæftigelse og social udvikling i Europa. Årlig rapport 2018. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor.
Eurofound (2019). Platform work: Maximising the potential while safeguarding standards? Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Eurofound (2019), Telework and ICT-based mobile work: Flexible working in the digital age, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, endnu ikke udgivet.
Beskæftigelsesudvalget har opnået enighed om langtidsledigheden som en nøgleindikator i den sociale resultattavle for at overvåge aktiv støtte til beskæftigelsen.
Williams, C.C., Horodnic, I.A., Bejakovic,P., Mikulic. D.,Franic, J., Kedir, A. (2017) An evaluation of the scale of undeclared work in the European Union and its structural determinants: estimates using the Labour Input Method (LIM). Forfatter: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion
Ikke desto mindre skal denne indikator fortolkes med forsigtighed, da den kun måler deltagelsen i arbejdsmarkedspolitikker (og ikke deres effektivitet), og for en række lande medfører den spørgsmål om den statistiske pålidelig i forbindelse med dataindsamlingsprocessen.
Europa-Kommissionen (2019). Arbejdsmarkedet og lønudviklingen i Europa. Årlig rapport 2019. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor.
Personer, der har været ledige i mindre end et år.
Dette antal henviser til "langsigtede" EU-28-tilflyttere i den arbejdsdygtige alder, som bor i EU-28, baseret på Eurostats demografiske statistikker. Nærmere oplysninger findes i Europa-Kommissionens kommende årsrapport for 2019 om arbejdskraftmobilitet inden for EU, Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion.
Eurofound (2019). Annual review of working life 2018, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Yderligere oplysninger i Eurofounds webregister om platformsøkonomien og i Europa-Kommissionen (2019). "Beskæftigelsesmæssig og social udvikling i Europa: Årlig rapport 2019". Se navnlig kapitel 3 og 4.
Eurofound (2019). The involvement of social partners in national policymaking, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
For en mere detaljeret og udtømmende oversigt over arbejdsmarkedsparternes inddragelse i politiske reformer henvises til Eurofound (2019): The involvement of social partners in national policymaking, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
Der er ingen tilgængelige tal for Kroatien og Malta.
Se kapitel 1.2 for definitioner af risiko for fattigdom eller social udstødelse og dens underkomponenter. Bemærk: EU-indkomststatistikken SILC gælder for det foregående indkomstår. Derfor henviser EU SILC-tal fra 2018 for AROP, S80/S20 osv. til indkomståret 2017.
Eurostats foreløbige skøn over indkomsten for 2018 (dvs. de EU-SILC-indikatorer, der blev offentliggjort i 2019). Se noten om metoden og resultaterne fra Eurostat: https://ec.europa.eu/eurostat/web/experimental-statistics/income-inequality-and-poverty-indicators .
EU-SILC (2018), personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse efter niveau for nedsat funktionsevne, køn og alder [hlth_dpe010].
I denne forbindelse tages der kun hensyn til udgifterne til social ydelser (dvs. ekskl. administrationsomkostninger og andre udgifter).
Baseret på ESSPROS-data fra 2016.
De steg i 22 medlemsstater (og faldt i 6), når de blev målt i euro pr. indbygger.
Se også Europa-Kommissionen (2019), Employment and Social Developments in Europe. Årlig rapport 2019. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor.
Se Labour Market and Wage Developments in the EU, 2019 for en detaljeret analyse.
Dette emne er til dels også behandlet i kapitel 3.3.
Dokumentation i dette og følgende afsnit er baseret på en ajourført 2019-udgave af Europa-Kommissionen, SWD (2018) 70 final - "Impact Assessment Accompanying the Proposal for a Council recommendation on access to social protection for workers and the self-employed".
Se rubrik 1. Denne benchmarkingramme fokuserer på mindsteindkomstydelser for den del af den erhvervsaktive befolkning, som er arbejdsdygtig men ikke i beskæftigelse, og som hverken er berettiget til eller har fået tildelt sociale forsikringsydelser.
En "lavtlønnet arbejdstager" defineres i benchmarkingrammen som en person, der tjener 50 % af den gennemsnitlige nationale bruttoløn.
Indikatorerne er baseret på de senest tilgængelige oplysninger i OECD's skattemodel. Der foreligger ikke oplysninger for CY. Oplysningerne om IT og EL omfatter ikke de nyligt indførte mindsteindkomstordninger, og de er ikke medtaget i denne analyse.
ESPN, 2019
Rapport om befolkningsaldringen 2018, Europa-Kommissionen.
Selvrapporterede uopfyldte behov for lægebehandling vedrører en persons egen vurdering af, om han eller hun har haft behov for lægeundersøgelse eller -behandling for en specifik type sundhedsydelse, men ikke fik den eller ikke opsøgte den af følgende tre grunde: "økonomiske grunde", "venteliste" og "for langt at rejse". Sundhedsydelser er individuelle sundhedsydelser (lægeundersøgelse eller -behandling, dog ikke tandlægebehandling), der leveres af eller er under direkte tilsyn af læger eller tilsvarende erhverv, i overensstemmelse med nationale sundhedssystemer (Eurostats definition). Problemerne, som personerne rapporterer i forbindelse med at opnå sundhedspleje, når de bliver syge, kan afspejle hindringer for sundhedspleje.
Egenbetaling henviser til direkte betaling for varer og tjenesteydelser fra husstandens primære indkomst eller opsparing, hvor betalingen foretages af brugeren på tidspunktet for købet af varerne eller brugen af tjenesteydelserne enten uden nogen form for godtgørelse eller som udgiftsdeling inden for en fastsat ordning.
