EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52019DC0079

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 af 9. juni 2015 om den fælles ordning for indførsel af tekstilvarer fra en række tredjelande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke EU-regler for indførsel

COM/2019/79 final

Bruxelles, den 13.2.2019

COM(2019) 79 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 af 9. juni 2015 om den fælles ordning for indførsel af tekstilvarer fra en række tredjelande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke EU-regler for indførsel





I.    Indledning

I 2015 vedtog Den Europæiske Union (EU) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 1 af 9. juni 2015 om den fælles ordning for indførsel af tekstilvarer fra en række tredjelande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke EU-regler for indførsel ("EU-forordningen").

EU-forordningen er en omarbejdning af Rådets forordning (EF) nr. 517/94 af 7. marts 1994 om den fælles ordning for indførsel af tekstilvarer fra en række tredjelande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke fællesskabsregler for indførsel, som er blevet ændret væsentligt adskillige gange, og fastsætter bestemmelser om tilsyns- og beskyttelsesforanstaltninger vedrørende tekstilvarer med oprindelse i et begrænset antal tredjelande og desuden fastsætter bestemmelser om de årlige kvantitative lofter for visse tekstilvarer med oprindelse i Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Ved udgangen af hvert kalenderår vedtager Kommissionen en gennemførelsesforordning om forvaltning og fordeling af tekstilkontingenter.

I forbindelse med atomprøvesprængninger i Den Demokratiske Folkerepublik Korea vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 2375 (2017) den 11. september 2017, som er blevet gennemført i EU-lovgivningen 2 . Efter vedtagelsen af disse ændringer fremgår det af artikel 16h i Rådets forordning (EU) 2017/1509 af 30. august 2017 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af forordning (EF) nr. 329/2007, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2017/1836 af 10. oktober 2017 om ændring af forordning (EU) 2017/1509 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, at "Det er forbudt direkte eller indirekte at importere, købe eller overføre tekstiler, [...], fra DPRK, uanset om de har oprindelse i DPRK eller ej". Så længe dette gør sig gældende, finder de relevante bestemmelser i EU-forordningen ikke anvendelse.

II.    Retsgrundlag

I overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 af 9. juni 2015 udarbejder Kommissionen en rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om delegationen af beføjelser.

III.    Udøvelse af de delegerede beføjelser

EU-forordningen tillægger Kommissionen beføjelser til at gennemføre nogle af bestemmelserne i nævnte forordning, navnlig:

-for så vidt angår fastsættelsen af det årlige kvantitative loft for tekstilvarer, der er omhandlet i bilag IV til EU-forordningen, og som har oprindelse i de deri angivne tredjelande

-for så vidt angår tilpasningen af bilag III og IV til EU-forordningen, hvis der opdages problemer vedrørende deres effektive funktion

-for så vidt angår ændringer af bilagene til EU-forordningen, ved at ændre indførselsreglerne ved at foreskrive, at varerne kun kan overgå til fri omsætning mod forlæggelse af en importtilladelse, som udstedes på visse betingelser

-for så vidt angår ændringer af bilagene til EU-forordningen, for at tage hensyn til indgåelse, ændring eller udløb af aftaler eller ordninger med tredjelande eller ændringer af EU's regler om statistik, toldordninger eller fælles regler for import.

Siden den 20. februar 2014 har Kommissionen kun vedtaget én delegeret retsakt: Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/173 af 29. november 2017 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 for så vidt angår ajourføring af den kombinerede nomenklaturs koder i bilag I til nævnte forordning 3 . Denne delegerede forordning blev vedtaget med henblik på en teknisk tilpasning af EU-forordningen til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 af 6. oktober 2016 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif. Denne tekniske tilpasning resulterede ikke i nogen væsentlig ændring.

IV.    Konklusioner

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning i forbindelse med Kommissionens udøvelse af de beføjelser, den er blevet tillagt ved EU-forordningen.

(1)

 EUT L 160 af 25.6.2015.

(2)

Ved vedtagelse af Rådets forordning (EU) 2017/1836 af 10. oktober 2017 om ændring af forordning (EU) 2017/1509 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som ændrede Rådets forordning (EU) 2017/1509 af 30. august 2017 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af forordning (EF) nr. 329/2007.

(3)

   EUT L 32 af 6.2.2018, s. 12.

Top