Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017JC0007

    Fælles forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet

    JOIN/2017/07 final - 2017/031 (NLE)

    Bruxelles, den 15.2.2017

    JOIN(2017) 7 final

    2017/0031(NLE)

    Fælles forslag til

    RÅDETS AFGØRELSE

    om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet


    BEGRUNDELSE

    1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

    Forslagets begrundelse og formål

    I den reviderede europæiske naboskabspolitik 1 , som blev vedtaget i november 2015, fastsættes en ny ramme for fastlæggelse af bilaterale forbindelser med partnerlande. Disse forbindelser bør præciseres i prioriteterne for partnerskabet, som udgør en afgørende referenceramme, når der skal opnås enighed med partnerlandene om et begrænset sæt målrettede prioriteter for de kommende år.

    Konsultationerne med Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet (Algeriet) blev indledt i april 2016 med overdragelsen af et udkast til teksten til de algeriske myndigheder forud for kommissær Hahns besøg den 11. maj 2016 i Algier. Denne fremgangsmåde indskriver sig i den nye globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik 2 , som den højtstående repræsentant forelagde i juni 2016, ifølge hvilken hele EU's værktøjskasse anvendes på den mest effektive måde for at øge virkningen og synligheden af Unionens støtte.

    EU og Algeriet har aftalt, at dokumentet med partnerskabsprioriteterne udgør den første referenceramme, som der skal træffes aftale om under den reviderede europæiske naboskabspolitik, hvorved vejen for et styrket samarbejde åbnes. Dette dokument udgør også en nyttig referenceramme for programmeringen af EU's bistand.

    Partnerskabsprioriteterne afspejler de fælles interesser og fokuserer på områder, hvor et samarbejde mellem EU og Algeriet er til gensidig fordel. Respekten for de demokratiske principper og overholdelsen af de grundlæggende menneskerettigheder udgør et væsentligt element i forbindelserne mellem EU og Algeriet. Unionens og Algeriets fælles mål om et fælles område med fred, velstand og stabilitet forudsætter samarbejde, navnlig gennem medejerskab og differentiering, og at der tages bestik af Algeriets vigtige rolle i regionen.

    Unionen og Algeriet vil, samtidig med at de tager fat på de mest presserende udfordringer, vedblive med at forfølge hovedmålene med deres langsigtede partnerskab, dvs. at arbejde hen mod varig stabilitet i landet og i regionen og støtte den økonomiske vækst gennem stærke statslige institutioner samt en algerisk økonomi kendetegnet ved øget diversificering og forbedret konkurrenceevne, under udnyttelse af de muligheder, som den private sektor og civilsamfundet i Algeriet giver. De vigtigste politiske prioriteter i forbindelserne mellem Unionen og Algeriet i de kommende år er:

    (1)Politisk dialog, forvaltning, retsstatsprincippet og fremme af grundlæggende rettigheder

    (2)Samarbejde, inklusiv socioøkonomisk udvikling, samhandel og adgang til EU's indre marked

    (3)Partnerskab om energi, miljø og bæredygtig udvikling

    (4)Dialog om strategi og sikkerhed (herunder regionale spørgsmål og bekæmpelse af terrorisme)

    (5)Den menneskelige dimension, migration og mobilitet.

    Sammenhæng med de gældende regler på samme område

    Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet er den første bilaterale ramme, der er vedtaget under den nye europæiske naboskabspolitik, og de stemmer overens med prioriteterne og fremgangsmåderne i denne politik, navnlig stabilisering af naboskabsområdet i politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig henseende. De stemmer også overens med associeringsaftalen mellem EU og Algeriet, som trådte i kraft i 2005 3 .

    Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

    De foreslåede prioriteter for partnerskabet mellem EU og Algeriet, som afspejler EU's mangeårige engagement over for dets middelhavspartnere, er fuldt på linje med opfordringen i Unionens globale strategi for en integreret tilgang til håndtering af kriser, som skal omfatte EU's politikker på det humanitære område og inden for udvikling, migration, handel, investering, infrastruktur, uddannelse, sundhed og forskning. Dokumentet tager bl.a. hensyn til fremme af menneskerettigheder og god regeringsførelse, den eksterne dimension af EU's migrationspolitik, øget fokus på internationalt samarbejde om bekæmpelse af terrorisme og voldelig ekstremisme og de muligheder, som handel giver for at skabe retfærdig vækst og ordentlig beskæftigelse.

    2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

    Retsgrundlag

    Dette forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions holdning i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet, har hjemmel i artikel 218, stk. 9, i TEUF.

    Anvendelsen af artikel 218, stk. 9, i TEUF vil sikre, at partnerskabsprioriteterne kan danne grundlag for den EU-bistand, der er planlagt under det europæiske naboskabsinstrument. Det forventes, at partnerskabsprioriteterne vedtages på et møde i Associeringsrådet EU-Algeriet i starten af 2017 efter Rådets vedtagelse af EU's holdning med henblik på associeringsrådet selv på grundlag af artikel 218, stk. 9, i TEUF.

    Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

    Da partnerskabsprioriteterne vedrører forbindelserne mellem EU og Algeriet, kan de ikke vedtages på nationalt plan af medlemsstaterne.

    Proportionalitetsprincippet

    Rådet skal i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF vedtage en holdning, før associeringsrådet kan vedtage partnerskabsprioriteterne.

    Valg af retsakt

    Rådets konklusioner af 14. december 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik 4 bekræfter "Rådets hensigt om at indlede en ny fase af dialog med partnerlandene i 2016, der vil kunne føre til opstilling af nye partnerskabsprioriteter, hvor det er hensigtsmæssigt, med fokus på aftalte prioriteter og interesser".

    Politiske tilsagn er det mest hensigtsmæssige instrument til at forfølge disse mål; en ny bindende international aftale med Algeriet ville have medført en uforholdsmæssig stor proceduremæssig byrde sammenlignet med den tidsramme, som partnerskabsprioriteterne skal dække. I øvrigt ville en aftaleprotokol ikke i sig selv have været på det niveau, der kræves for at kunne tjene som grundlag for den flerårige programmering af bistand, der er fastsat i "handlingsplaner og andre tilsvarende dokumenter udarbejdet i fællesskab", som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordningen om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument 5 .

    3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

    Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

    Ikke relevant.

    Høringer af interesserede parter

    Denne tekst blev udarbejdet efter tæt samråd med de relevante tjenestegrene i Kommissionen og medlemsstaternes repræsentanter i Rådets gruppe vedrørende Mashreq og Maghreb og efter drøftelser med de algeriske modparter.

    Der har siden januar 2016 været afholdt høringer af civilsamfundsaktører i Bruxelles. De vigtigste bidrag var, at det er nødvendigt at vedblive at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og af menneskerettighederne og samtidig bekæmpe voldelig ekstremisme, fastholde et engagement på et højt niveau med hensyn til fremme af kvinders rettigheder og fremme og beskytte internationale ikkestatslige organisationer (NGO'er) i landet mod uretmæssigt påvirkning. Der er taget højde for alle disse punkter i de som bilag vedlagte tekster.

    Disse høringer fandt sted efter de retningslinjer, der er fastlagt i den nye europæiske naboskabspolitik.

    Indhentning og brug af ekspertbistand

    Al den nødvendige tematiske ekspertbistand var til rådighed internt, enten i EU's hovedkvarter eller i EU-delegationen.

    Konsekvensanalyse

    Ikke relevant.

    Målrettet regulering og forenkling

    Ikke relevant.

    Grundlæggende rettigheder

    Ingen virkning for de grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

    Virkningerne for de grundlæggende rettigheder i Algeriet bør være positive, idet de forpligtelser, som den algeriske regering har påtaget sig, og som indgår blandt partnerskabsprioriteterne, bl.a. omfatter anerkendelse og respekt for de universelle værdier og de internationale forpligtelser vedrørende retsstaten og overholdelse af de grundlæggende rettigheder samt gennemførelsen af forfatningens nye bestemmelser, der blev vedtaget i februar 2016, navnlig inden for områderne forvaltning, participatorisk demokrati, fremme og beskyttelse af grundlæggende rettigheder, herunder arbejdstagernes rettigheder, styrkelse af kvindernes rolle i samfundet, decentralisering, et styrket retsvæsen, som er en del af kriminalforsorgen, samt styrkelse af civilsamfundets rolle.

    4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

    Ingen yderligere budgetmæssige virkninger ud over det, der er fastsat i tidligere internationale EU-forpligtelser. Yderligere budgetmæssige virkninger vil blive fastsat ved særskilte forslag såsom den kommende fælles støtteramme (ENI) for 2018-2020.

    5.ANDRE FORHOLD

    Planer for gennemførelsen samt foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

    Gennemførelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet vil blive underlagt en koordineringsmekanisme; der vil blive oprettet kontaktpunkter i de berørte tjenester med henblik på at undersøge og regelmæssigt overvåge gennemførelsen for at sikre medejerskab, gennemsigtighed og gennemførelse til fordel for begge parter. Møderne i forbindelse med det bilaterale samarbejde mellem EU og Algeriet inden for rammerne af den eksisterende associeringsaftale bidrager til overvågningen, navnlig på sektorniveau.

    6. HENVISNINGER

    (a)Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, Revision af den europæiske naboskabspolitik [JOIN(2015) 50 final].

    (b)Euro-Middelhavs-aftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side (EUT L 265 af 10.10.2005).

    (c)Rådets konklusioner af 14. december 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik.

    (d)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 27).

    (e)Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, Revision af den europæiske naboskabspolitik [JOIN(2015) 50 final]; fælles baggrundsnotat fra de arabiske lande i den europæiske naboskabspolitik, fremlagt under ministerkonferencen i Beirut den 24. juni 2015 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik.

    2017/0031 (NLE)

    Fælles forslag til

    RÅDETS AFGØRELSE

    om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

    under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side blev undertegnet den 22. april 2002 og trådte i kraft den 1. september 2005 6 .

    (2)I Rådets konklusioner af 14. december 2015 blev den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen af 18. november 2015 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik 7 hilst velkommen. Deri bekræftede Rådet sin hensigt om at indlede en ny fase af dialog med sine partnere i 2016, der vil kunne føre til opstilling af nye partnerskabsprioriteter, hvor det er hensigtsmæssigt, med fokus på aftalte prioriteter og interesser.

    (3)Unionens og Algeriets fælles mål om et fælles område med fred, velstand og stabilitet forudsætter samarbejde, navnlig gennem medejerskab og differentiering, og at der tages bestik af Algeriets vigtige rolle i regionen.

    (4)Unionen og Algeriet vil, samtidig med at de tager fat på de mest presserende udfordringer, vedblive med at forfølge hovedmålene med deres langsigtede partnerskab og arbejde hen mod stabilitet og modstandsdygtighed i landet og regionen og fremme bæredygtig økonomisk vækst ved hjælp af stærke statslige institutioner og diversificering og forbedret konkurrenceevne af den algeriske økonomi —

    TRUFFET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions holdning i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet, bygger på teksterne i bilaget til denne afgørelse.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den .

       På Rådets vegne

       Formand

    (1) Rådets konklusioner af 14. december 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik; Rådets pressemeddelelse nr. 926/15.
    (2) "Fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa. En global strategi for Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik".
    (3) Euro-Middelhavs-aftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side (EUT L 265 af 10.10.2005).
    (4) Rådets konklusioner af 14. december 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik; Rådets pressemeddelelse nr. 926/15.
    (5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 27).
    (6) Euro-Middelhavs-aftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side (EUT L 265 af 10.10.2005).
    (7) Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, Revision af den europæiske naboskabspolitik [JOIN(2015) 50 final].
    Top

    Bruxelles, den 15.2.2017

    JOIN(2017) 7 final

    BILAG

    til

    fælles forslag til

    RÅDETS AFGØRELSE

    om Den Europæiske Unions holdning i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet


    AFGØRELSE NR. 01/2017 TRUFFET AF DET 10. ASSOCIERINGSRÅD EU-ALGERIET den … 2017

    om fastlæggelse af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet

    ASSOCIERINGSRÅDET EU-ALGERIET HAR —

    under henvisning til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)    Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side blev undertegnet den 22. april 2002 og trådte i kraft den 1. september 2005.

    (2)    Artikel 94 i Euro-Middelhavsaftalen bemyndiger associeringsrådet til at træffe afgørelser med henblik på virkeliggørelsen af de i aftalen fastsatte mål.

    (3)    Efter artikel 104 i Euro-Middelhavsaftalen træffer parterne alle fornødne almindelige eller særlige foranstaltninger til at opfylde deres forpligtelser i henhold til aftalen, og de drager omsorg for, at de mål, der er fastsat i aftalen, opfyldes.

    (4)    I revisionen af den europæiske naboskabspolitik i 2016 blev det foreslået at indlede en ny fase med gensidigt engagement mellem partnerne for at øge ejerskabsfølelsen hos begge parter.

    (5)    EU og Algeriet har besluttet at konsolidere deres partnerskab ved at godkende en række prioriteter for perioden 2017-2020 med henblik på at støtte og styrke modstandsdygtigheden og stabiliteten i Algeriet.

    (6)    Parterne i Euro-Middelhavsaftalen har vedtaget teksten vedrørende prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Algeriet, der skal støtte gennemførelsen af aftalen, idet samarbejdet koncentreres om fælles prioriterede interesser, der er fastlagt i fællesskab —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Associeringsrådet anbefaler, at parterne iværksætter de prioriteter for partnerskabet mellem EU og Algeriet, der fremgår af bilaget.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i xx, den [dag/februar/marts 2017].

    På Associeringsrådet EU-Algeriets vegne

    Formand

    ***

    BILAG

    Prioriteter for partnerskabet mellem EU og Algeriet



    Fælles prioriteter for partnerskabet mellem

    Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet (Algeriet)

    og Den Europæiske Union (EU)

    inden for rammerne af den reviderede europæiske naboskabspolitik

    Den overordnede ramme for samarbejdet mellem EU og Algeriet er fastsat i associeringsaftalen, der blev undertegnet i 2002 og trådte i kraft i 2005, og som opstiller alle de områder, der er omfattet af samarbejdet mellem parterne. Med forbehold af disse bestemmelser indeholder dette dokument de prioriteter for partnerskabet, som er aftalt i fællesskab mellem Algeriet og EU inden for rammerne af den reviderede europæiske naboskabspolitik (ENP) for perioden 2016-2020.

    I tråd med de vejledende principper for den reviderede europæiske naboskabspolitik og i lyset af de to parters politiske prioriteter forpligter Algeriet og Den Europæiske Union sig til at sætte nyt skub i dialogen og træffe aftale om hovedindsatsområderne for deres samarbejde, præcisere de fælles målsætninger og interesser og rangordne samarbejdsområderne. Prioriteterne for partnerskabet, som er beskrevet i detaljer nedenfor, viser fokusområderne for en styrket dialog og et så konkret administrativt og institutionelt samarbejde mellem EU og Algeriet som muligt, der er baseret på deres respektive erfaringer og ekspertiser, under hensyntagen til parternes særpræg og uafhængighed.

    Algeriet og EU har en ambition om at udvikle et generelt og mangefacetteret partnerskab, der står stærkt over for de fælles udfordringer inden for udvikling og sikkerhed. Parterne udtrykker ligeledes en fælles vilje til at gennemføre disse prioriteter inden for de hovedområder, hvor forholdet mellem EU og Algeriet skal styrkes i fremtiden. Visse af disse prioriteter vil være genstand for et teknisk og finansielt samarbejde, som vil blive iværksat inden for rammerne af den finansielle programmeringsperiode 2018-2020.

    I. Politisk dialog, forvaltning, retsstatsprincippet og fremme af grundlæggende rettigheder

    EU og Algeriet er enige om at lægge særlig vægt på styrkelsen af den politiske dialog i alle dens former.

    Algeriet fortsætter via revisionen af sin forfatning den 7. februar 2016 med at konsolidere de grundlæggende friheder og rettigheder, retsstatsprincippet og institutionerne og de demokratiske principper, som har afgørende indflydelse på statens forhold til borgerne. Denne proces er i overensstemmelse med den bilaterale dialog, der de seneste 15 år er ført mellem Den Europæiske Union og Algeriet, og erindrer om, at forholdet mellem de to parter er baseret på gensidig respekt, anerkendelse og respekt for universelle værdier og internationale forpligtelser, der vedrører retsstatsprincippet og overholdelsen af de grundlæggende rettigheder. 

    Algeriet og EU er i den forbindelse enige om at lægge særlig vægt på gennemførelsen af forfatningens nye bestemmelser. EU har i den forbindelse til hensigt at støtte Algeriet, navnlig inden for områderne forvaltning, participatorisk demokrati, fremme og beskyttelse af grundlæggende rettigheder, herunder arbejdstagernes rettigheder, styrkelse af kvindernes rolle i samfundet, decentralisering, et styrket retsvæsen, herunder kriminalforsorgen, samt styrkelse af civilsamfundets rolle, herunder gennem anvendelse af programmer for teknisk bistand.

    Samarbejdet vil ligeledes omfatte støtte til modernisering og styrkelse af den offentlige administrations kapaciteter, styrkelse af de offentlige finanser og skatteforvaltningen, bekæmpelse af korruption såvel som bekæmpelse af kapitalflugt og hvidvaskning af penge samt finansiering af terrorisme i henhold til anbefalingerne fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF).

    II. Samarbejde, inklusiv socioøkonomisk udvikling, samhandel og adgang til EU's indre marked

    I den aktuelle kontekst med en stagnerende global økonomi og en drastisk faldende pris på olie og gas har Algeriet og Den Europæiske Union en fælles interesse i hurtigt at indkredse de foranstaltninger til økonomisk styring i den private såvel som den offentlige sektor, som gør det muligt at fremme det private initiativ, sætte nyt skub i investeringerne i erhvervslivet, og – hvad angår den offentlige sektor – modernisere den økonomiske forvaltning og rationalisere de offentlige udgifter.

    Associeringsaftalen mellem de to parter udgør en hensigtsmæssig ramme for øget samhandel og investeringer, som det gælder om at udnytte bedst muligt for i fællesskab at overvinde den aktuelle ugunstige konjunktur. Den Europæiske Union og Algeriet bekræfter også deres fælles vilje til at sikre en optimal anvendelse af associeringsaftalen, som trådte i kraft i 2005, i fuld respekt for aftalen og under hensyn til balancen mellem parternes interesser.  Den fælles vurdering af associeringsaftalen er en del af denne dynamik.

    På baggrund af de ustabile gas- og oliepriser har den algeriske regering gjort diversificering af økonomien til en national prioritet. De reformforanstaltninger, der er truffet i den forbindelse, muliggør et styrket samarbejde inden for områder, som under hensyn til bestemmelserne i associeringsaftalen bidrager til diversificeringen af den algeriske økonomi og til landets konkurrenceevne, med henblik på at øge dets muligheder for at eksportere varer, navnlig andre varer end gas og olie, til det europæiske indre marked.

    Idet de er bevidste om erhvervsklimaets betydning for tiltrækning af nye investorer, forpligter Algeriet og EU sig til i løbet af den næste programmeringsperiode af deres bilaterale samarbejde at fremme de private økonomiske aktiviteter, i fællesskab forbedre erhvervsklimaet og erhvervspolitikken i Algeriet med henblik på at befordre udviklingen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og industrivirksomheder og arbejde for udviklingen af et industrielt og teknologisk offentligt-privat partnerskab, der også omfatter udlandet, støtte gennemførelsen af en integreret algerisk beskæftigelsesstrategi og styrke den algeriske toparts- og trepartsdialog mellem arbejdsmarkedsparterne. Parterne er enige om vigtigheden af at støtte det algeriske program for styrkelsen af banksystemet og tilsynet hermed og af at fremme udviklingen af kapitalmarkederne med henblik på at gøre adgangen til finansiering lettere for alle virksomheder, herunder især små og mellemstore virksomheder og industrivirksomheder samt innovative virksomheder (startup-virksomheder).

    EU og Algeriet forpligter sig til at intensivere indsatsen for at støtte ungdommen og give den mulighed for dynamisk at anvende sin energi, idet de er bevidst om, at ungdommen er en stærk kraft i opbygningen af deres respektive samfund, der spiller en central rolle i håndteringen af de økonomiske, sociale og kulturelle udfordringer. Parterne er enige om – især gennem EU-programmer og -strategier for beskæftigelse, formel og ikke-formel uddannelse eller erhvervsuddannelse – at styrke deres samarbejde på området med henblik på at støtte Algeriets økonomiske udvikling, forskning og udvikling, uddannelse (fra de laveste skoletrin til de videregående uddannelser, herunder også erhvervsuddannelser), jf. målene for en bæredygtig udvikling.

    Algeriet og Den Europæiske Union forpligter sig til at støtte udviklingen af en politisk kultur i Algeriet, som kan fremme den økonomiske og industrielle udvikling og udvekslingen med forskellige europæiske kulturelle aktører (f.eks. gennem programmet Et Kreativt Europa).

    EU og Algeriet vil inden for rammerne af associeringsaftalen styrke deres dialog med hensyn til samhandel for at støtte en afbalanceret udveksling med stor merværdi og reducere og gradvist afskaffe restriktionerne vedrørende handel med varer og tjenesteydelser.

    Parterne vil i den forbindelse afholde sig fra at træffe foranstaltninger, som kan udgøre en hindring for handlen, medmindre sådanne foranstaltninger er forenelige med bestemmelserne og procedurerne i associeringsaftalen. Parterne vil konsolidere deres dialog om defensive handelsinstrumenter og industrielt samarbejde (inden for rammerne af Euro-Middelhavs-industrisamarbejdet).

    EU og Algeriet er ligeledes enige om at bruge associeringsaftalen som ramme for en dialog om investeringer med det formål at tiltrække udenlandske investeringer (især europæiske). EU bekræfter sit tilsagn om at støtte Algeriets tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen, navnlig via indgåelsen af en bilateral aftale.

    Sideløbende med de reformer, som Algeriet gradvist sætter i værk (navnlig vedrørende landets bankvæsen og administration eller tilnærmelse af landets lovgivning til EU's), erklærer parterne sig parat til at se på en udvidelse af deres handelssamarbejde via yderligere forhandlinger med hensyn til tjenesteydelser eller med henblik på at indgå en aftale om beskyttelse af investeringer, når betingelserne herfor er til stede. Parterne er enige om, at der som en del af processen kan afholdes konferencer og arrangementer støttet af EU for at mobilisere potentielle investorer i Algeriet.

    EU forpligter sig til at udvikle en styrket dialog om iværksættelsen af Algeriets nye model for økonomisk vækst, der fokuserer på at styrke virksomhederne, det private initiativ og iværksætteri, de offentligt-private partnerskaber, herunder med andre lande, og vidensøkonomien. Modellen sigter på udvikling af en økonomi, der er konkurrencedygtig, diversificeret, endogen, inklusiv og attraktiv for udenlandske investorer.

    Med henblik på at fremme en diversificeret algerisk økonomi har EU og Algeriet ligeledes indkredset andre sektorer, hvor et samarbejde vil være muligt via støtte og udveksling af god praksis, oplysninger og erfaringer inden for udvikling af landdistrikter og landbrug, fiskeri, den maritime økonomi, turisme (især bæredygtig turisme), offentlige udbud, statistikker, tilnærmelse af Algeriets tekniske forskrifter til EU's regler for akkreditering, overensstemmelsesvurdering og markedsovervågning samt vedtagelse og anvendelse af pan-Euro-Middelhavsreglerne for præferenceoprindelse.

    EU og Algeriet har til hensigt at fremskynde samarbejdet om harmonisering af de algeriske standarder med de europæiske inden for de prioriterede sektorer, som parterne har indkredset, og om opdatering af infrastrukturerne for kvalitetssikring med henblik på at få en aftale om overensstemmelsesvurdering og godkendelse af industrivarer (AOG) på plads. Dette arbejde skal muliggøre en bedre integration af den algeriske økonomi i de regionale og globale værdikæder.

    Endelig er parterne enige om at undersøge mulighederne for samarbejde med henblik på udvikling af informations- og kommunikationsteknologi i Algeriet som supplement til de foranstaltninger, der træffes inden for konkurrenceevne, erhvervsklima og investeringer, for at øge effektiviteten i og forbedre forvaltningen af offentlige virksomheder og offentligt-private partnerskaber til udvikling af små og mellemstore virksomheder og industrivirksomheder samt innovative aktiviteter.

    Parterne er enige om at etablere de mekanismer, der er nødvendige for at styrke de algeriske toldkapaciteter, især hvad angår ordningen med autoriserede økonomiske operatører, forfalskede varer og informationsudveksling, herunder om toldværdi. 

    Derudover er parterne af den opfattelse, at samarbejdet på det statistiske område fortsat er vigtigt, særligt hvad angår tilnærmelsen af de nationale regnskabssystemer.

    III. Partnerskab om energi, miljø og bæredygtig udvikling

    EU og Algeriet er opsatte på at udvikle et strategisk partnerskab, som stadfæster deres energisikkerhed til gavn for begge parter. I energispørgsmål har Algeriet og Den Europæiske Union en fælles strategisk interesse. Algeriet har længe været og er stadig en af EU's vigtigste og mest pålidelige gasleverandører, og EU er fortsat Algeriets vigtigste kunde.

    Idet de er bevidste om, at energi er en af de vigtigste drivkræfter for bæredygtig økonomisk udvikling, bekræfter EU og Algeriet deres fælles strategiske interesser og forpligter sig til at konsolidere deres partnerskab på området inden for rammerne af dialogen på højt plan, som parterne har indledt om spørgsmål vedrørende energihandel, øget brug af vedvarende energi og energieffektivitet. Med henblik herpå forpligter parterne sig til at samarbejde om udveksling af oplysninger om mellem- til langsigtede prognoser for energiudbud og -efterspørgsel, herunder for vedvarende energi. EU er i øvrigt villig til at øge sin støtte til iværksættelsen af det algeriske program for udvikling af vedvarende energi og energieffektivitet frem til 2030 med henblik på fuldt ud at udnytte Algeriets betydelige potentiale på området.

    Algeriet og EU er enige om at undersøge mulige foranstaltninger, der kan øge investeringerne i samt styrke og udvikle elektricitetssammenkoblingerne i EU og i Middelhavsområdet og gavne udviklingen og overdragelsen af teknologi og innovation, ekspertise og viden fra EU til Algeriet. 

    Idet de er deres ansvar over for fremtidige generationer bevidst, forpligter EU og Algeriet sig til at kombinere dette partnerskab om energi med et øget samarbejde om afbødning af og tilpasning til klimaforandringerne med henblik på fuld gennemførelse af Parisaftalen og de nationalt fastsatte bidrag. Parterne forpligter sig til at støtte integrationen af klimatiltagene i de nationale politikker og i opfølgningen og indberetningen af samt kontrollen med emissionerne.

    På miljøområdet forpligter parterne sig at fremme bæredygtig forvaltning af deres ressourcer (navnlig vand), god forvaltning, integration af god miljøpraksis i alle aktiviteter, konsekvensanalysesystemet og bedre adgang til oplysninger. Parterne forpligter sig til at styrke samarbejdet inden for rammerne af deres internationale forpligtelser, navnlig Barcelonakonventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder og det regionale samarbejde om forureningsbekæmpelse i Middelhavet.

    IV. Strategisk og sikkerhedsrelateret dialog

    EU og Algeriet er enige om at fremme en strategisk og sikkerhedsrelateret dialog om de fælles udfordringer inden for udvikling og sikkerhed.

    Algeriet har i flere år ydet et væsentligt bidrag til at skabe fred, stabilitet og sikkerhed i regionen, navnlig i Sahel, ved at sikre grænserne og yde engageret diplomatisk arbejde som naboland, støtte den nationale samlingsregering i Libyen og foretage international mægling i Mali, hvilket har resulteret i en aftale om fred og national forsoning, som nu skal gennemføres.

    Algeriet og EU er, på baggrund af deres rolle i den regionale kontekst, enige om at styrke dialogen om udvikling af partnerskabet for fred og sikkerhed, herunder i internationale og regionale fora såsom FN og Den Afrikanske Union eller inden for rammerne af den eksisterende dialog mellem EU og Den Arabiske Liga, EU og Afrika, 5+5-dialogen, Middelhavsunionen og Anna Lindh-fonden samt fora som eksempelvis Global Counterterrorism Forum (Det Globale Forum for Terrorbekæmpelse). De forpligter sig ligeledes til at udnytte mulighederne for trepartssamarbejde, der gør det muligt at udarbejde fælles tiltag, der skal udvikle og øge modstandsdygtigheden og modsvaret på terrortruslen og tage hånd om dens forbindelse med den grænseoverskridende kriminalitet, navnlig narkotikahandel.

    EU og Algeriet er enige om at arbejde tæt sammen om regionale og internationale spørgsmål af fælles interesse med henblik på at finde politiske løsninger på kriser og fremme fred og sikkerhed i regionen.

    I den fælles vedvarende indsats for integreret forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og alle former for radikalisering, organiseret kriminalitet og narkotikahandel samt menneskehandel forpligter parterne sig til at udvikle dialogen og styrke samarbejdet, især inden for rammerne af Det Globale Forum for Terrorbekæmpelse og bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet. Dette samarbejde omfatter også CBRN-risikostyring, kontrol med traditionel våbenhandel og bekæmpelse af illegal våbenhandel, herunder illegal handel med lette våben.

    Parterne er enige om at øge udvekslingen af erfaringer og ekspertise, især inden for cyberkriminalitet, og om at styrke Afripols kapaciteter og samarbejdet med Europol og Cepol og støtten til Det Afrikanske Center for Studier og Forskning vedrørende Terrorisme.

    EU og Algeriet er enige om fuldt ud at gennemføre den nyligt aftalte administrative ordning vedrørende forebyggelse, forberedelse og håndtering af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer og teknologiske og miljømæssige risici. Det sker især ved at styrke kapaciteterne inden for tidlig varsling, overvågning, forebyggelse, forberedelse og styring gennem samarbejde mellem myndighederne med ansvar for civilbeskyttelse. 

    Parterne er enige om at iværksætte et samarbejde for at styrke kapaciteten hos de algeriske toldmyndigheder og de tjenester, der arbejder ved grænserne.

    V. Den menneskelige dimension, migration og mobilitet

    EU og Algeriet forpligter sig til at sætte al nødvendig fokus på at styrke den humanitære dimension af de bilaterale forbindelser og er enige om, at migration og mobilitet er denne dimensions omdrejningspunkt. De er enige om at udvikle et samarbejde, der fremmer en kulturel og tværreligiøs dialog med respekt for parternes særpræg og forskelligheder, og om at bekæmpe den stigende ekstremisme.

    Med bevidstheden om, at migrationsstrømmene er en rig mulighed for menneskelig, kulturel, økonomisk, social og videnskabelig udvikling, men samtidig også en udfordring, når de ikke bliver ordentligt styret – især i den aktuelle regionale kontekst, er EU og Algeriet enige om på grundlag en af global, afbalanceret og velovervejet tilgang som aftalt på Vallettatopmødet om migration at føre en regelmæssig dialog på det mest hensigtsmæssige plan, som dækker samtlige temaer knyttet til mobilitet, migration og retten til asyl.

    I den forbindelse forpligter EU og Algeriet sig til at undersøge, hvilke foranstaltninger de kan træffe for gradvist at forbedre betingelserne for borgernes bevægelighed og tilbagetage dem, som efter de gældende procedurer befinder sig i en irregulær situation, under fuld overholdelse af menneskerettighederne.

    EU og Algeriet sætter sig også for at samarbejde om migrationsstyring og – i overensstemmelse med gældende nationale standarder – migrerende arbejdstageres rettigheder, og om udvikling af foranstaltninger til forebyggelse af irregulær migration via håndtering af de grundlæggende årsager til fænomenet i regioner med stærkt migrationspres, med fokus på sårbare personer.

    EU støtter Algeriets indsats for at styre migrationsstrømmene. Parterne forpligter sig også til at arbejde sammen med henblik på at forbedre styringen af den regulære migration og personers bevægelighed gennem styrket dialog og samarbejde på det konsulære område, en lettere visumprocedure, grænsekontrol, bekæmpelse af dokumentfalsk og smugling af migranter samt en politik for tilbagesendelse af irregulære migranter i bestræbelsen på bæredygtig reintegration, og med henblik på at forbedre det internationale beskyttelses- og asylsystem.

    De to parter er enige om på passende niveau at føre en dialog om tilbagetagelse sideløbende med en dialog om visumlempelse under hensyntagen til de bilaterale aftaler, der allerede findes med visse af EU's medlemsstater på disse områder.

    EU vil fortsat sikre fuld beskyttelse af rettighederne for algeriske statsborgere, der er bosat i EU, og vil undersøge foranstaltninger, der gør det muligt at øge deres rolle i og bidrag til Algeriets udvikling.    

    De to parter er enige om i højere grad at prioritere deres samarbejde inden for rammerne af Afrikas og EU's dialog, herunder trepartssamarbejde, om alle spørgsmål vedrørende migration og mobilitet, som EU og Algeriet er opsat på at udvikle.                

    Inden for rammerne af Vallettatopmødet om migration vil oprettelsen af Nødtrustfonden for Afrika, hvor Nordafrika er et af de særlige indsatsområder, såvel som andre initiativer som eksempelvis planen for europæiske eksterne investeringer bidrage til virkeliggørelsen af de projekter vedrørende migration og mobilitet, som parterne har aftalt.

    **

    * * *

    **

    Top