Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 52017IP0322

    Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2017 om franchiseaftaler i detailsektoren (2016/2244(INI))

    EUT C 337 af 20.9.2018, p. 6–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Date of document:
    12/09/2017; afstemningsdato
    Date of vote:
    12/09/2017
    Author:
    Europa-Parlamentet, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Økonomi- og Valutaudvalget
    Form:
    Initiativbeslutning
    Parliamentary term:
    ottende valgperiode
    Internal reference:
    2016/2244(INI)
    Session:
    2017-2018

    20.9.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 337/6

    P8_TA(2017)0322

    Franchiseaftaler i detailsektoren

    Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2017 om franchiseaftaler i detailsektoren (2016/2244(INI))

    (2018/C 337/02)

    Europa-Parlamentet,

    —

    der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om En europæisk handlingsplan for detailhandelen til gavn for alle aktører (1), og især dens punkt 29,

    —

    der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i fødevarekæden (2),

    —

    der henviser til den undersøgelse fra april 2016, der blev bestilt af IMCO-Udvalget om franchising (3),

    —

    der henviser til den undersøgelse fra september 2016, der blev bestilt af IMCO-Udvalget med titlen »Legal Perspective of the Regulatory Framework and Challenges for Franchising in the EU« (det juridiske perspektiv for regelsættet og udfordringerne i forbindelse med franchising i EU) (4),

    —

    der henviser til briefingen »Future Policy Options in Franchising in the EU: Confronting Unfair Trading Practices« (fremtidige politiske muligheder i forbindelse med franchising i EU: et opgør med illoyal handelspraksis) (5),

    —

    der henviser til workshoppen med titlen »Relations between franchisors and franchisees: regulatory framework and current challenges« (forholdet mellem franchisegivere og franchisetagere: lovgivningsmæssig ramme og nuværende udfordringer), som blev organiseret for IMCO-Udvalget den 12. juli 2016,

    —

    der henviser til forretningsordenens artikel 52,

    —

    der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0199/2017),

    A.

    der henviser til, at der ikke findes nogen fælles europæisk definition af franchising, og at franchiseaftaler adskiller sig fra den ene virksomhed til en anden, men at en vigtig del af sådanne forbindelser er et kontraktligt partnerskab, der indgås på frivillig basis mellem iværksættere eller fysiske eller juridiske personer, som er juridisk og økonomisk uafhængige af hinanden, hvor den ene kontrahent (franchisegiveren) indrømmer den anden part (franchisetageren) ret til at anvende sin franchisingmodel, sit navn og sine varemærker og deler knowhow på basis af franchisegiverens tekniske og organisatoriske ekspertise og bistand i hele aftalens løbetid, hvor kunderne er afhængige af franchisesystemets enhed, og hvor formålet for både franchisegiveren og franchisetageren er at muliggøre hurtig tilegnelse af nye markeder med begrænsede investeringer og en større chance for succes;

    B.

    der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 11. december 2013 udtrykte sin tilslutning til franchising som en forretningsmodel, der støtter nye virksomheder og små virksomheder, men noterede sig, at der i visse tilfælde forekom urimelige kontraktvilkår, og opfordrede til gennemsigtige og retfærdige kontraktvilkår; der henviser til, at Parlamentet derudover henledte Kommissionens og navnlig medlemsstaternes opmærksomhed på de problemer, som franchisetagere, der ønsker at sælge deres virksomhed eller ændre deres virksomhedskoncept, står med, hvis de forbliver aktive i den samme branche, og anmodede Kommissionen om at undersøge forbuddet mod prisdannelsesmekanismer i forbindelse med franchisesystemer og virkningerne af langvarige konkurrenceklausuler, købsoptioner og forbuddet mod at være franchisetager af flere mærker;

    C.

    der henviser til, at franchising har det fulde potentiale til at blive en forretningsmodel, der kan bidrage til at gennemføre det indre marked i detailsektoren, da det kan være en hensigtsmæssig måde at drive forretning gennem en fælles investering foretaget af franchisegiver og franchisetager; er derfor skuffet over, at modellen i øjeblikket er underpræsteret i EU, idet den kun tegner sig for 1,89 % af BNP sammenlignet med 5,95 % i USA og 10,83 % i Australien, og at 83,5 % af omsætningen fra franchising er koncentreret i kun syv medlemsstater (6), hvorfor det er vigtigt at fremme en yderligere udbredelse af denne forretningsmodel i hele EU;

    D.

    der henviser til, at franchising har en betydelig grænseoverskridende dimension, er af betydning for det indre markeds funktion og således kan føre til jobskabelse, udvikling af SMV'er og iværksætteri samt erhvervelse af nye kapaciteter og færdigheder;

    E.

    der henviser til, at eksisterende lovgivning, der dækker franchising som forretningsmodel, varierer betydeligt medlemsstaterne imellem, hvilket skaber tekniske hindringer og kan afholde både franchisegivere og franchisetagere fra at udvide deres aktiviteter på tværs af grænserne; der henviser til, at dette kan have konsekvenser for slutforbrugerne i form af begrænsning af deres valgmuligheder;

    F.

    der henviser til, at der er forskelle mellem »hård« og »blød« franchising, afhængigt af betingelserne i franchiseaftalen, og at alternative forretningsmodeller såsom »grupper af uafhængige detailhandlere« endvidere har særlige karakteristika og kun bør være omfattet af regler vedrørende franchising, såfremt de svarer til definitionen på en franchisevirksomhed;

    G.

    der henviser til, at der mangler oplysninger om, hvordan franchising fungerer på tværs af sektorer, fordi relevante oplysninger ikke er nedskrevet eller tit kun findes i følgeskrivelserne, der ledsager en franchiseaftale, som er fortrolige og derfor ikke offentlige, og at der på EU-plan ikke er nogen mekanisme til indsamling af oplysninger om potentielt urimelige kontraktvilkår eller urimelig gennemførelse af kontrakter, og at der derfor er behov for en platform med disse vigtige oplysninger for at give både franchisegivere og franchisetagere et bedre kendskab til deres forpligtelser og rettigheder;

    H.

    der henviser til, at e-handelen er i vækst og benyttes mere og mere af forbrugerne og derfor bør indarbejdes bedre i franchiseaftaler; der henviser til, at der inden for rammerne af virkeliggørelsen af det digitale indre marked derfor bør lægges særlig vægt på eventuelle spændinger, der måtte opstå mellem franchisegivere og franchisetagere vedrørende e-handel, f.eks. i forbindelse med franchisetagerens eneret for et specifikt geografisk område og den stigende vigtighed af at råde over forbrugerdata for at udvikle vellykkede franchisemodeller, navnlig fordi franchiseaftaler aktuelt ikke indeholder bestemmelser om disse emner, hvorfor der kan opstå unødig usikkerhed og konflikter;

    I.

    der henviser til, at Kommissionen generelt har defineret illoyal handelspraksis som »en praksis, der klart afviger fra god praksis på handelsområdet og er i strid med god tro og redelig handlemåde og er en praksis, som en handelspartner ensidigt påtvinger en anden« (7);

    1.

    		 mener, at franchising kan spille en vigtig rolle for fuldførelsen af det indre marked i detailsektoren på grund af den aktuelle underudnyttelse i EU sammenlignet med andre udviklede økonomier;

    2.

    		 finder det vigtigt, at medlemsstaterne anvender effektive foranstaltninger mod enhver illoyal handelspraksis inden for franchising, men bemærker, at der stadig er en høj grad af uoverensstemmelse og differentiering mellem medlemsstaterne på dette område; mener derfor, at det er vigtigt, at der indføres ensartede ikke-lovgivningsmæssige retningslinjer, der afspejler bedste praksis for franchiseaftaler i detailsektoren;

    3.

    		 opfordrer Kommissionen til at indføre retningslinjer for franchisingkontrakter med henblik på en bedre tilpasning af de normative rammer for franchisingkontrakter og sikre overholdelse af arbejdsmarkedsstandarder og af standarder for ordentlige kvalitetstjenesteydelser;

    4.

    		 har den holdning, at det i lyset af det stærke grænseoverskridende element inden for franchising er tilrådeligt at have en ensartet tilgang til bekæmpelse af illoyal handelspraksis på EU-plan;

    5.

    		 erkender, at lovgivningen på nationalt plan er blevet udformet for at beskytte franchisetagere, men at der har været fokus på fasen forud for aftaleindgåelsen med henblik på at pålægge franchisegiveren oplysningspligt; beklager, at der ikke findes nogen håndhævelsesmekanismer i de nationale systemer, som effektivt kan sikre fortsættelsen af franchiseforholdet;

    6.

    		 bemærker, at franchisetagere ofte udgør den svageste kontraktpart, især når de er SMV'er, idet franchisekonceptet normalt er blevet udviklet af franchisegiveren, og at franchisetagere normalt er økonomisk svagere og derfor kan være mindre velinformerede end franchisegiveren og derfor afhængige af franchisegiverens ekspertise; understreger, at franchiseordninger er stærkt afhængige af et velfungerende samarbejde mellem franchisegiver og franchisetager i betragtning af, at franchisesystemet afhænger af en god gennemførelse fra alle parters side;

    7.

    		 minder om, at franchising udgør et kontraktforhold mellem to i juridisk forstand selvstændige virksomheder;

    8.

    		 understreger, at forordningen bør fastholde og øge markedets tillid til franchising som en forretningsmetode, eftersom franchising fremmer iværksætterkultur, ikke bare i mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, der bliver franchisegivere, men også blandt enkeltpersoner, som bliver franchisetagere;

    9.

    		 anfører, at franchisegivere har organiseret sig på både nationalt og europæisk plan for repræsentation af deres interesser, mens franchisetagere ofte mangler sådanne repræsentative organisationer, der forsvarer deres kollektive interesser, og fortsætter med at drive forretning primært på individuel basis;

    10.

    		 opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme dialog mellem franchisegivere, franchisetagere og beslutningstagere for at lette oprettelsen af sammenslutninger, der repræsenterer franchisetagere, og sikre, at deres stemmer bliver hørt, når der udarbejdes politikker eller lovgivning, som kan påvirke dem, med henblik på at sikre mere ligelig repræsentation af parterne, men understreger samtidig, at medlemsskab af disse organisationer fortsat skal være frivilligt;

    11.

    		 understreger, at der er vedvarende mangel på oplysninger om, hvordan franchising fungerer i detailsektoren, og opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at udpege kontaktpunkter for information om de problemer, som franchisegivere og franchisetagere støder på, hvor disse foreligger, og opfordrer Kommissionen til at forbedre indsamlingen af oplysninger på EU-niveau, bl.a. på grundlag af oplysninger fra disse kontaktpunkter med garanti for fortroligheden af de oplysninger, der således erhverves;

    12.

    		 opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan franchising fungerer i detailsektoren, herunder eksistensen af urimelige kontraktvilkår eller anden urimelig handelspraksis, og til at anmode Eurostat om at lægge særlig vægt på denne model ved indsamlingen af statistiske oplysninger om sektoren, uden at pålægge iværksætterne yderligere administrative eller andre byrder;

    13.

    		 noterer sig den europæiske etiske kodeks for franchising, der er udviklet af European Franchise Federation (EFF), som et potentielt effektivt redskab til at fremme bedste praksis inden for franchisesektoren ud fra et princip om selvregulering, men bemærker også, at denne kodeks har mødt grundlæggende kritik fra franchisetagere, der bl.a. peger på, at kodeksen forud for revisionen i 2016 var formuleret skrappere for så vidt angår franchisegiverens forpligtelser; opfordrer franchisegiverne og franchisetagerne til at sikre en afbalanceret og rimelig repræsentation af begge sider med henblik på at finde en passende løsning;

    14.

    		 beklager imidlertid, at denne kodeks kun dækker et lille mindretal af franchiseaftalerne i EU, da flertallet af franchiseaftaler hverken hører under EFF eller de nationale foreninger, der har vedtaget den, og flere medlemsstater ikke har nationale franchiseforeninger;

    15.

    		 bemærker, at der er bekymring over manglen på en uafhængig håndhævelsesmekanisme i tilknytning til den europæiske etiske kodeks og bemærker, at denne mangel på uafhængig håndhævelse i visse medlemsstater har givet anledning til indførelse af lovgivning om forebyggelse og bekæmpelse af illoyal handelspraksis inden for franchising;

    16.

    		 minder om, at den etiske kodeks er et regelsæt, der er accepteret af franchisegiverne i tillæg til de lovgivningsmæssige regler; mener, at den etiske kodeks altid skal bibringe merværdi for enhver, der er villig til at efterleve reglerne;

    17.

    		 mener, at det er nødvendigt at vurdere effektiviteten af den selvregulerende ramme og EU's forsyningskædeinitiativ, eftersom medlemskab af de nationale franchiseorganisationer er en forudsætning for at deltage i dette initiativ;

    18.

    		 fastslår, at franchiseaftaler fuldt ud bør respektere principperne om ligeværdigt partnerskab, hvorunder franchisegiver og franchisetager skal være rimelige og retfærdige over for hinanden og løse klager, reklamationer og tvister via åben, gennemsigtig, rimelig og direkte kommunikation;

    19.

    		 opfordrer medlemsstaterne til at videreformidle de klager, de modtager via et kontaktpunkt eller på anden vis, til Kommissionen; opfordrer Kommissionen til på grundlag af disse oplysninger at udarbejde en ikke-udtømmende liste over illoyal handelspraksis, som bør offentliggøres og gøres tilgængelig for alle interesserede parter; opfordrer endvidere Kommissionen til, om nødvendigt, at oprette en ekspertplatform for at få yderligere oplysninger om praksis inden for franchising i detailhandlen, særligt om typerne af illoyal handelspraksis;

    20.

    		 påpeger navnlig behovet for særlige principper for at sikre ligebyrdige kontraktlige rettigheder og forpligtelser for parterne, f.eks. klare, korrekte og fyldestgørende oplysninger forud for aftaleindgåelsen, herunder oplysninger om franchisekonceptets resultater, både generelt og specifikt for franchisetagerens påtænkte placering, og klare grænser vedrørende fortrolighedskrav, som skal foreligge skriftligt og med tilstrækkelig frist forud for undertegnelsen af aftalen, og behovet for, at der skal indføres en afkølingsperiode efter gennemførelsen af aftalen, hvor dette er hensigtsmæssigt; påpeger også behovet for løbende kommerciel og teknisk assistance fra franchisegiver til franchisetager i kontraktens løbetid, hvor dette er nødvendigt;

    21.

    		 understreger, at der er behov for specialiseret grunduddannelse efter behov og passende vejledning og information af franchisetagerne fra franchisegiverens side i løbet af aftaleperioden;

    22.

    		 erindrer om franchisetageres forpligtelse til efter bedste evne at bidrage til francisevirksomhedens vækst og til opretholdelse af francisevirksomhedens fælles identitet og omdømme og med henblik herpå at samarbejde loyalt med alle partnere i netværket og respektere de industrielle og intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af franchisekonceptet, samt konkurrencereglerne;

    23.

    		 tilføjer imidlertid, at franchisegivere sommetider kræver, at franchisetagere skal købe produkter og tjenesteydelser, som ikke har relation til franchisekonceptet; påpeger, at et sådant krav ikke bør ses som en del af franchisetagerens forpligtelser vedrørende franchisenetværkets opretholdelse og fælles identitet og omdømme, men at det let kan udgøre en illoyal handelspraksis;

    24.

    		 understreger, at konkurrenceklausuler bør være klart formuleret, rimelige og forholdsmæssige og ikke bør gælde for en længere periode, end hvad der er strengt nødvendigt med særlig hensyntagen til franchisetageres potentielle behov for at ændre franchisekonceptet, hvis deres nabolag og dermed efterspørgslen efter produkter eller tjenesteydelser ændrer sig;

    25.

    		 bemærker de tvister, der opstår om internetsalg, da sidstnævnte repræsenterer en stadig vigtigere andel af franchiseforretningsmodellen, men ikke er omhandlet i traditionelle franchiseaftaler, der ikke tager hensyn til de virkninger, internetsalg kan have på aftalernes bestemmelser; foreslår derfor, at der medtages bestemmelser vedrørende onlinesalg i franchiseaftaler, hvor dette er hensigtsmæssigt, især i de tilfælde, hvor balancen mellem den pågældende franchisegiver og franchisetager er skæv, navnlig når franchisetager er en SMV;

    26.

    		 anmoder Kommissionen om at indlede en offentlig høring for at indhente uvildige oplysninger om den reelle situation inden for franchising og udarbejde ikke-lovgivningsmæssige retningslinjer, der afspejler bedste praksis, om franchiseaftaler i detailsektoren, navnlig med hensyn til den seneste teknologiske udvikling og markedsudviklingen, som f.eks. salg via internettet, og at forelægge disse for Parlamentet senest i januar 2018; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at gennemføre en analyse af de eksisterende selvregulerende instrumenter såvel som af lovgivningspraksis i medlemsstaterne inden for franchising i detailhandelssektoren og forelægge sine resultater for Parlamentet, herunder anbefalinger til, hvordan franchisesektoren kan udvikles yderlige i EU;

    27.

    		 understreger, at Europa-Parlamentet bør være aktivt involveret i alt arbejde vedrørende franchising i detailsektoren, herunder når forordninger og direktiver om franchising tilpasses, for at sikre en mere konsekvent og sammenhængende lovgivningsmæssig ramme;

    Konkurrenceret

    28.

    		 understreger, at Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (8) skal anvendes ensartet i medlemsstaterne, og beklager manglen på information om dens anvendelse;

    29.

    		 mener, at Kommissionen bør undersøge, om ikke effektiviteten af nævnte forordning undergraves af den manglende ensartethed i anvendelsen i medlemsstaterne, og om den er i overensstemmelse med den seneste udvikling på markedet, i særdeleshed de fritagne klausuler og købsvilkår;

    30.

    		 mener, at Kommissionen bør undersøge, hvorvidt anvendelsen af forordningen kan forbedres gennem en evalueringsmekanisme inden for det europæiske netværk af konkurrencemyndigheder; understreger, at den inkonsekvente opfølgning fra Kommissionen forhindrer grænseoverskridende detailaktiviteter og forsømmer at skabe lige vilkår inden for det indre marked;

    31.

    		 mener, at en bedre gennemførelse af forordningen på nationalt plan vil forbedre distributionen, øge markedsadgangen for andre medlemsstaters virksomheder og i sidste ende sikre bedre vilkår for forbrugerne;

    32.

    		 mener, at Kommissionen også bør analysere de utilsigtede virkninger af konkurrenceretten i hver enkelt medlemsstat;

    33.

    		 opfordrer Kommissionen til at indlede offentlige høringer og informere Parlamentet om egnetheden af den model, som den fremtidige gruppefritagelsesforordning vil blive baseret på;

    34.

    		 opfordrer Kommissionen til ligeledes at sikre tilbageførsel af eventuel ulovlig statsstøtte i form af skattefordele i forbindelse med franchising og til at udvise beslutsomhed i forbindelse med gennemførelsen af igangværende undersøgelser; understreger endvidere, at EU er nødt til at have en klarere lovgivning om skatteafgørelser; opfordrer Kommissionen til at rette op på enhver overtrædelse inden for franchising med henblik på at sikre fair konkurrence på det indre marked;

    35.

    		 opfordrer Kommissionen til at korrigere markedssvigt og sikre en effektiv bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse inden for franchising;

    36.

    		 opfordrer Kommissionen til at kontrollere, om det er nødvendigt at revidere forordningen, og i denne forbindelse undersøge og underrette Parlamentet om 1) virkningen af den horisontale tilgang til driften af en franchisevirksomhed, 2) hvorvidt modellen for franchising som vedtaget i forordningen afspejler markedsrealiteterne, 3) hvorvidt de såkaldte tilladte vertikale begrænsninger, dvs. betingelserne for franchisetageres køb, salg eller gensalg af visse varer og tjenesteydelser, er forholdsmæssige og har negative konsekvenser for markedet og forbrugerne, 4) hvilke nye udfordringer som franchisegivere og -tagere står over for i forbindelse med e-handel og digitalisering generelt, og 5) til at stå for indsamling af markedsoplysninger for så vidt angår nye tendenser, markedsudviklingen vedrørende netværksorganisation og teknologiske fremskridt;

    37.

    		 opfordrer Kommissionen til at revidere reglerne om håndhævelse af forordningen i medlemsstaterne, idet dens anvendelse bør være forholdsmæssigt tilpasset til at opfylde sine mål;

    o

    o o

    38.

    		 pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

    (1)  EUT C 468 af 15.12.2016, s. 140.

    (2)  Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0250.

    (3)  IP/A/IMCO/2015-05, PE 578.978.

    (4)  IP/A/IMCO/2016-08, PE 587.317.

    (5)  PE 587.325.

    (6)  »Legal perspective of the regulatory framework and challenges for franchising in the EU«, undersøgelse bestilt af IMCO-Udvalget, september 2016, s. 12.

    (7)  »Bekæmpelse af illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden«, COM(2014)0472.

    (8)  EUT L 102 af 23.4.2010, s. 1.

    Top