EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016PC0028

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ambassadørudvalget til revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen

COM/2016/028 final - 2016/012 (NLE)

Bruxelles, den 25.1.2016

COM(2016) 28 final

2016/0012(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ambassadørudvalget til revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen


BEGRUNDELSE

AVS 1 -EU-Ministerrådet besluttede på sit 39. møde den 19.-20. juni 2014 i Nairobi i en fælles erklæring at standse driften af Centret for Virksomhedsudvikling (i det følgende benævnt "CVU"), som er et blandet teknisk organ under AVS-EU-partnerskabsaftalen 2 , der blev indført ved aftalens bilag III. I nævnte fælles erklæring gav Ministerrådet AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelse til at træffe de nødvendige afgørelser, "herunder den relevante ændring af bilag III til Cotonouaftalen".

Siden juni 2014 er en række trin blevet fuldført med hensyn til likvidationen af CVU. Det sidste afgørende skridt i den velordnede afvikling af CVU er vedtagelsen af revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen.

Dette forslag fra Kommissionen har til formål at indføre de nødvendige ændringer i bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen samt at fastlægge de relevante retsregler for eksistensen af CVU udelukkende med henblik på dets likvidation og for at fastlægge retlige bestemmelser vedrørende:

i) CVU's status som juridisk person

ii) afgrænsningen af enhedens udfasningsperiode

iii) finansieringsordningerne

iv) en omlægning af CVU's forvaltningsstruktur udelukkende med henblik på dets likvidation.

Samtidig besluttede Kommissionen at trække Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om "den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ministerrådet til revisionen af bilag III til Cotonouaftalen" i COM(2014) 364 final 3 tilbage, som udgjorde forhandlingsgrundlaget under forberedelserne til AVS-EU-Ministerrådets 39. møde. Kommissionen henstillede på det tidspunkt, at alle henvisninger til CVU i bilag III skulle udelades. Forslaget fra Kommissionen, som blev vedtaget den 10. juni 2014, er blevet forældet og skal revideres med henblik på at fastlægge de nye relevante retsregler for eksistensen af CVU udelukkende med henblik på dets likvidation. Kommissionens forslag COM(2014) 364 trækkes parallelt tilbage efter den foreskrevne procedure.

Kommissionen foreslår, at Rådet for Den Europæiske Union vedtager vedlagte afgørelse.

2016/0012 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ambassadørudvalget til revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 209, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (i det følgende benævnt "AVS-EU-partnerskabsaftalen") 4 ,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ifølge artikel 100 i AVS-EU-partnerskabsaftalen kan bilag Ia, Ib, II, III, IV og VI revideres, revurderes og/eller ændres af AVS-EU-Ministerrådet på basis af en henstilling fra AVS-EU-Udvalget for Samarbejde med henblik på Udviklingsfinansiering.

(2)Ifølge artikel 15, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen kan AVS-EU-Ministerrådet uddelegere beføjelser til AVS-EU-Ambassadørudvalget.

(3)AVS-EU-Ministerrådet besluttede på mødet den 19.-20. juni 2014 i Nairobi at standse driften af Centret for Virksomhedsudvikling (i det følgende benævnt "CVU") "og ændre bilag III til Cotonouaftalen". Til dette formål gav AVS-EU-Ministerrådet AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelse til at arbejde videre med sagen med henblik på at træffe de nødvendige afgørelser, "herunder den relevante ændring af bilag III til Cotonouaftalen".

(4)Ændringen af bilag III vedrører fastlæggelsen af de nye relevante retsregler for eksistensen af CVU udelukkende med henblik på dets likvidation

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.Den holdning, som Unionen skal indtage i AVS-EU-Ambassadørudvalget vedrørende revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen, fastlægges på grundlag af det udkast til AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse, der er knyttet som bilag til denne afgørelse.

2. Unionens repræsentanter i AVS-EU-Ambassadørudvalget kan vedtage mindre ændringer i udkastet til afgørelsen, uden at udvalget træffer en ny afgørelse.

Artikel 2

AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse offentliggøres efter vedtagelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1)

   Staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet ("AVS").

(2)

   EUT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Aftale undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, som ændret ved aftale undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005 (EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27) og ved aftale undertegnet i Ouagadougou den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).

(3)

   Forslag til Rådets afgørelse om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ministerrådet til revisionen af bilag III til Cotonouaftalen, COM(2014) 364 final.

    http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52014PC0364  

(4) EUT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Aftale undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, som ændret ved aftale undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005 (EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27) og ved aftale undertegnet i Ouagadougou den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).
Top

Bruxelles, den 25.1.2016

COM(2016) 28 final

BILAG

til

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ambassadørudvalget til revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen


BILAG

til

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i AVS-EU-Ambassadørudvalget til revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen

AFGØRELSE Nr. …/2015

AVS-EU-AMBASSADØRUDVALGETS

af ../../2015

om revisionen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen

AVS-EU-AMBASSADØRUDVALGET HAR —

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater 1 (i det følgende benævnt "AVS-EU-partnerskabsaftalen"), særlig artikel 100, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ifølge AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 100 kan bilag Ia, Ib, II, III, IV og VI revideres, revurderes og/eller ændres af AVS-EU-Ministerrådet på basis af en henstilling fra AVS-EU-Udvalget for Samarbejde med henblik på Udviklingsfinansiering.

(2)Ifølge AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 15, stk. 4, kan AVS-EU-Ministerrådet uddelegere beføjelser til AVS-EU-Ambassadørudvalget.

(3)Artikel 2 i bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen vedrører Centret for Virksomhedsudvikling (i det følgende benævnt "CVU"). I bilagets artikel 2, stk. 6, litra a), udpeges AVS-EU-Ambassadørudvalget som tilsynsmyndigheden for CVU med ansvar for bl.a. at fastlægge vedtægterne og forretningsordenen for Centret for Virksomhedsudvikling, som vedtaget ved AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 8/2005 2 (i det følgende benævnt "CVU's vedtægter"). I bilagets artikel 2, stk. 7, litra a), tilskrives CVU's bestyrelse ansvaret for at fastlægge finansforordningen for Centret for Virksomhedsudvikling, som vedtaget ved AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 5/2004 3 (i det følgende benævnt "CVU's finansforordning"), og personalevedtægterne for Centret for Virksomhedsudvikling, som vedtaget ved AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 9/2005 4 (i det følgende benævnt "CVU's personalevedtægter").

(4)I artikel 1 i CVU's vedtægter fastlægges CVU's status som juridisk person.

(5)I artikel 9 og 10 i CVU's vedtægter fastlægges CVU's bestyrelses mandat og sammensætning.

(6)AVS-EU-Ministerrådet besluttede på sit 39. møde den 19.-20. juni 2014 i Nairobi i en fælles erklæring at "standse driften af Centret for Virksomhedsudvikling og ændre bilag III" til AVS-EU-partnerskabsaftalen. Til dette formål gav AVS-EU-Ministerrådet AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelse til at arbejde videre med sagen med henblik på at træffe de nødvendige afgørelser.

(7)Ved ovennævnte fælles erklæring nedsatte AVS-EU-Ministerrådet Den Fælles AVS-EU-arbejdsgruppe (i det følgende benævnt "arbejdsgruppen") for at sikre, at CVU lukkes på de bedst mulige betingelser.

(8)AVS-EU-Ambassadørudvalget gav ved sin afgørelse nr. 4/2014 af 23. oktober 2014 5 CVU's bestyrelse mandat til at træffe alle passende foranstaltninger for at forberede lukningen af CVU. CVU's bestyrelse undertegnede derefter en kontrakt med en kurator indtil den 31. december 2016.

(9)I overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i den ovennævnte afgørelse nr. 4/2014 skal nedlukningsfasen ifølge nedlukningsplanen afsluttes senest den 31. december 2016. CVU's bestyrelse godkendte den definitive nedlukningsplan den 29.-30. juni 2015, hvorefter CVU's nedlukningsfase blev påbegyndt.

(10)Nedlukningsfasen efterfølges af en "inaktiv fase", hvor CVU udelukkende eksisterer med henblik på dets likvidation.    Denne fase forvaltes af en kurator og omfatter administrative opgaver, bl.a. at forvalte CVU's arkiver, svare på administrative formaliteter og håndtere tilbageværende retstvister, som ikke blev bilagt i løbet af nedlukningsfasen. Den inaktive fase indledes på dagen efter nedlukningsfasen, dvs. den 1. januar 2017.

Den inaktive fase afsluttes efter fem år, eller når CVU har indfriet alle sine passiver og realiseret alle sine aktiver.

(11)I henhold til CVU's finansforordnings artikel 26, stk. 1, afsluttes regnskaberne ved regnskabsårets udgang for at gøre det muligt at udarbejde centrets årsregnskab. Derfor afsluttes den lovpligtige revision for 2016 i forbindelse med nedlukningsfasen senest den 30. juni 2017.

(12)Ændringen af bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen vedrører udeladelsen af henvisningerne til CVU. Denne afgørelse udgør de nye relevante retsregler for CVU fra starten af den inaktive fase, dvs. den 1. januar 2017.

(13)I henhold til AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 1, udløber aftalen i 2020. Forvaltningsstrukturerne for CVU's funktionsmåde i den inaktive fase bør derfor også fastlægges for perioden efter den 28. februar 2020

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I bilag III til AVS-EU-partnerskabsaftalen foretages følgende ændringer:

1.I bilag III affattes overskriften således:

"Institutionel støtte"

2.Artikel 1 affattes således:

"Samarbejdet skal støtte de institutionelle mekanismer, der fremmer udviklingen af landbruget og landdistrikter. I denne sammenhæng bidrager samarbejdet til at styrke og udbygge rollen for Det Tekniske Center for Samarbejde på Landbrugsområdet og i Landdistrikterne ("TCL") i udviklingen af AVS-staternes institutionelle kapacitet, navnlig vedrørende informationsstyring, for at forbedre adgangen til teknologier, der øger produktiviteten og kommercialiseringen inden for landbruget, fødevaresikkerheden og udviklingen af landdistrikterne."

3.Artikel 3 erstatter artikel 2.

Artikel 2

4.Før nedlukningsfasen afsluttes, udpeger CVU's bestyrelse en kurator, der sikrer gennemførelsen af den inaktive fase fra den 1. januar 2017 i en periode på fem år, eller til CVU har indfriet alle sine passiver og realiseret alle sine aktiver.

5.Kuratoren er ansvarlig for gennemførelsen af den inaktive fase. Kuratoren indsender årsrapporter til AVS-EU-Ambassadørudvalget om de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af den inaktive fase.

Artikel 3

6.CVU's vedtægter, CVU's finansforordning og CVU's personalevedtægter forbliver i kraft, indtil nedlukningsfasen afsluttes, dvs. den 31. december 2016.

Denne afgørelse udgør CVU's nye relevante retsregler fra den 1. januar 2017.

7.Fra 1. januar 2017 bevares CVU's status som juridisk person, som fastlagt i CVU's vedtægters artikel 1, udelukkende med henblik på dets likvidation.

8.I løbet af den inaktive fase fortsætter CVU's bestyrelse, som fastlagt i CVU's vedtægters artikel 9 og 10, med at eksistere indtil datoen for AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse om forslag til decharge i henhold til artikel 4 i afgørelse nr. 4/2014.

Fra og med den dato, hvor den inaktive fase indledes, afgrænses CVU's bestyrelses opgaver til godkendelsen af nedlukningsrapporten, godkendelsen af regnskabet vedrørende nedlukningsfasen og indsendelse af et forslag til decharge til AVS-EU-Ambassadørudvalget med henblik på en afgørelse. Fra januar 2017 afholder CVU's bestyrelse højst ét møde om året.

Medmindre andet besluttes af AVS-EU-Ambassadørudvalget, opfattes dechargen som godkendt tre måneder efter den dato, hvor forslaget er blevet indsendt.

9.Omkostningerne i forbindelse med den inaktive fase finansieres under 11. Europæiske Udviklingsfond.

10.For CVU's fordringer over for tredjemand og tredjemands fordringer over for CVU gælder en forældelsesfrist på 5 år fra den 1. januar 2017.

Artikel 4

Den Fælles AVS-EU-arbejdsgruppes opgaver i forbindelse med lukningen af CVU, som fastlagt i AVS-EU-Ministerrådets fælles erklæring af 19.-20. juni 2014, afsluttes med AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse om forslag til decharge i henhold til artikel 4 i afgørelse nr. 4/2014.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft ved vedtagelsen, bortset fra artikel 1, som træder i kraft den 1. januar 2017.

Udfærdiget i […], den […].

   På AVS-EU-Ambassadørudvalgets vegne

   Formand

(1) EUT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Aftale undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, som ændret ved aftale undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005 (EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27) og ved aftale undertegnet i Ouagadougou den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).
(2)

   EUT L 66 af 8.3.2006, s. 16.

(3) EUT L 70 af 9.3.2006, s. 52.
(4)

   EUT L 348 af 30.12.2005, s. 54.

(5) EUT L 330 af 15.11.2014, s. 61.
Top