9.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 185/36

1.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at handlingsplanen mod volatilitet, der blev udarbejdet på G20-topmødet i juni 2011, indtil nu kun har sikret beskedne fremskridt og opfordrer derfor til en genoptagelse af forhandlingerne om dette emne under det tyske G20-formandskab i 2017;

2.

konstaterer, at de risikostyringsredskaber, som skal beskytte landmændene mod negative virkninger af svingende høstudbytter og prisudsving samt mod sundhedsmæssige og miljømæssige skadevirkninger, stadig er utilstrækkelige trods de reformer af den fælles landbrugspolitik, der er gennemført de senere år. Redskaberne lægger beslag på under 2 % af midlerne under den fælles landbrugspolitiks anden søjle og 0,4 % af det samlede landbrugsbudget. Det er helt op til medlemsstaterne, om og i hvilken udstrækning de vil benytte disse muligheder i ELFUL-forordningen;

3.

mener, at mekanismerne til sikring af landmændenes indtjening bør styrkes betydeligt for at modvirke de negative følger af de store prisudsving på landbrugsvarer samt rå- og hjælpestoffer og for at forbedre den europæiske landbrugsfødevaresektors konkurrenceevne, understøtte landbruget i hele EU, tilskynde til modernisering og innovation og bevare en levende erhvervsstruktur i landområderne;

4.

vurderer, at dette mål kan nås under forudsætning af, at der i fællesskab iværksættes en række tiltag, som skal: i) styrke landbrugsfødevaresektorens private aktørers rolle i reguleringen af landbrugsmarkederne for dermed delvist at kompensere for dereguleringen af den fælles landbrugspolitik; ii) udvide og forenkle adgangen til viften af risikostyringsredskaber, der stilles til rådighed for landmændene, idet de eksisterende redskaber under ELFUL ikke kan anvendes på grund af manglende disponible midler under den anden søjle, og disse bør forhøjes uden at bringe de disponible midler under den første søjle i fare; iii) inden for rammerne af den kommende reform af den fælles landbrugspolitik og både på lokalt og regionalt plan opmuntre til en øget værditilvækst i de europæiske landbrug for at gøre dem mindre sårbare over for udsving i de globale landbrugsvarepriser;

5.

minder om, at det via aftaler kan sikres, at landbrugsproduktionen kan afsættes og forarbejdningsvirksomhederne indkøbe til på forhånd fastlagte priser. De bidrager således til at afbalancere udbud og efterspørgsel og muliggør en bedre styring af produktkvaliteten, hvilket kan medføre højere priser til producenterne og en mere ligelig distribution i hele forsyningskæden;

6.

foreslår at styrke kontraktindgåelse i hele fødevarekæden (og ikke kun mellem landmænd og virksomheder for forarbejdning af landbrugsfødevarer) i de medlemsstater, hvor der ikke findes veletablerede vertikale samarbejdsformer, og give medlemsstaterne mulighed for at gøre det obligatorisk, samt at fremme kontrakter mellem flere parter, f.eks. en producentorganisation, en forarbejdningsvirksomhed og en distributør;

7.

foreslår inden for rammerne af en mere lempelig og ensartet fortolkning af konkurrencereglerne i hele EU, at landbrugsvirksomheder, producentorganisationer og anerkendte brancheorganisationer samt markedsdeltagere og landbrugsfødevarecentre, der er anerkendte som kompetente strukturer til at forsvare offentlighedens interesse, får flere beføjelser til at forebygge kriser. I dette øjemed bør brancheorganisationer, der samler de forskellige led i kæden, samt de ovennævnte markedsdeltagere og landbrugsfødevarecentre kunne levere prognoser over markedsudviklingen til virksomhederne for at hjælpe dem med at træffe de rigtige beslutninger uden dermed at fastlægge referencepriser. Denne praksis findes allerede i nogle medlemsstater og derfor bør en udveksling af bedste praksis overvejes;

8.

foreslår, i tilfælde af markedsubalance eller overhængende risiko for markedsubalance ud fra fastlagte indikatorer, at landbrugsbedrifterne, herunder også producentorganisationer og deres sammenslutninger, får mulighed for at gøre brug af deres råderum og foretage en afstemt reduktion af produktionen uden forudgående godkendelse fra Kommissionen under anvendelse af artikel 222 i forordning (EU) nr. 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter. Markedsordningen bør således eksplicit give landbrugsbedrifterne, herunder producentorganisationerne og deres sammenslutninger, mulighed for forebyggende tiltag med henblik på reetablering af markedsbalancen for at undgå misbrug af dominerende markedsposition. Dette skal meddeles de ansvarlige myndigheder på forhånd;

9.

bemærker, at der er en tæt sammenhæng mellem reguleringen af volatiliteten i landbrugspriserne og indsatsen mod illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden, eftersom markedsudsving påvirker styrkeforholdet i fordelingen af værditilvæksten i kæden, og deraf følgende voldgiftsager falder ofte ikke ud til fordel for producenterne, som har en begrænset forhandlingskraft, især på grund af den stigende koncentration i fødevareindustrien, herunder især i store supermarkedskæder, og på grund af producenternes opsplitning og mangelfulde organisering;

10.

anbefaler, at der udarbejdes en EU-lovgivning, der specifikt skal modvirke illoyal handelspraksis i fødevarekæden, som det er foreslået i Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 (2015/2065 (INI)), med den begrundelse, at: aftaler sikrer en vis risikospredning, men ikke afhjælper den grundlæggende ulighed mellem parterne; kartelreglerne ikke er tilstrækkelige til at forhindre illoyal handelspraksis og det ulige styrkeforhold, der kendetegner landbrugsfødevarekæden; de selvregulerende mekanismer for fødevarekædens aktører ikke er effektive, navnlig fordi landmændene og forarbejdningsvirksomhederne undlader at indbringe klager af frygt for at blive ekskluderet fra markedet; der er behov for en rammelov på EU-plan til harmonisering af konkurrencevilkårene og til at sikre, at landmændene og forbrugerne i EU har lige salgs- og købsvilkår;

11.

anbefaler at udvide retten til kollektive aftaler for hele landbrugsproduktionssektoren for at styrke landmændenes forhandlingsposition i kæden;

12.

anerkender, at det ved at gruppere udbuddet kan forhindres, at de mindre producenter underlægges især de store virksomheders stærkere forhandlingsposition, samtidig med at man sikrer forbrugerne større prisgennemsigtighed og bedre sporbarhed af produkter;

13.

bemærker, at en styrkelse af de private aktørers rolle i reguleringen af landbrugsmarkederne kræver mere transparente markeder;

14.

foreslår i den sammenhæng, at der oprettes et europæisk markedsobservatorium for landbrugsvarer baseret på et netværk af nationale observatorier for hver enkelt produktsektor, som trækker på erfaringerne fra det europæiske markedsobservatorium for mælk og resultattavlen for forbrugermarkederne, som Kommissionen regelmæssigt offentliggør. Et sådant nyt markedsobservatorium skal på en klar og rettidig måde tilvejebringe de relevante markedsoplysninger vedrørende markedskonjunkturer (navnlig med henblik på at foregribe kriser) og strukturudvikling (med henblik på at analysere udviklingen i priser og indtjeningen hos de forskellige aktører i kæden);

15.

understreger, at gennemførelsen af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID 2), der er planlagt til 2018, bør bidrage til øget kendskab til og regelmæssig opfølgning på de forskellige operatørkategoriers position på finansmarkederne for landbrugsvarer for at mindske risikoen for overdreven spekulation og sikre, at de kommercielle aktører i kæden kan styre prisrisikoen effektivt;

16.

konstaterer, at gennemførelsen og udbygningen af de nuværende redskaber til risiko- og krisestyring under den fælles landbrugspolitik støder på en lang række forhindringer, herunder konkurrence mellem fondene i den anden søjle, hvor hovedparten af redskaberne hører under, krisereservernes utilstrækkelige ressourcer, der, med tanke på at de er nødvendige, ikke burde fastsættes ud fra årlige reduktioner i de direkte betalinger, mangel på aktuelle og prognosticerede data om landbrugsbedrifternes økonomiske resultater osv. Disse forhindringer må mindskes, før der kan iværksættes en ambitiøs og effektiv strategi for risikostyring i landbruget;

17.

mener, at den næste reform af den fælles landbrugspolitik bør tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og iværksætte en bred vifte af supplerende risikostyringsredskaber til en overkommelig pris for landmændene ved at følge en segmenteret metode, hvor risiciene klassificeres efter alvorsgrad (1): i) »normale« risici, som i væsentlig grad kan kompenseres for af landmændene selv gennem en bufferopsparing og skattemæssige tiltag; ii) »middelhøje« risici, som landmændene kan overlade til finansmarkederne (terminskontrakter, optioner, OTC-derivatkontrakter), forsikringsgivere (til risikostyring af udbytte, omsætning og bruttofortjeneste) og gensidige fonde (til styring af sundhedsmæssige og miljømæssige risici og stabilisering af bedriftens indtægter); iii) »katastrofe«-risici, som de offentlige myndigheder primært tager hånd om via prissikkerhedsnet og exceptionelle kriseforanstaltninger. Det bør dog sikres, at forvaltningsomkostningerne ikke stiger som følge af den øgede segmentering af risiciene;

18.

understreger, at udviklingen af risikostyringsredskaber ikke i væsentlig grad må påvirke stabiliteten i den fælles landbrugspolitiks budget, som i dag er sikret ved, at støtten er afkoblet fra produktion og priser. Et budget, hvor udgifterne nøje følger udsvingene i landbrugspriserne og falder konjunkturelt, når markederne fungerer godt, kan risikere at blive væsentligt nedskåret under drøftelserne om EU's flerårige finansielle ramme. Det vil resultere i en ringere beskyttelse under den fælles landbrugspolitik, hvilket vil være skadeligt for landmændene, hvis markedsudviklingen vender igen;

19.

foreslår som en mulighed for modvirkning af markedsforstyrrelser, at landmændene kan opbygge en bufferopsparing ved at sætte en del af grundbetalingen fra første søjle ind på en særlig konto. Denne opsparing af en del af grundbetalingen skal være obligatorisk, når visse markedsindikatorer, f.eks. priserne på landbrugsvarer eller prisforholdet mellem landbrugsprodukter og rå- og hjælpestoffer, er i bedring. En sådan reserveopsparing skal kunne frigives og anvendes af landmændene, når markedsindikatorerne forværres. Det bør under alle omstændigheder undgås at skabe yderligere administrative omkostninger;

20.

bemærker, at denne ordning vil have flere fordele ud over at forbedre landmændenes selvforsikringsevne: Den kan delvist erstatte den nuværende krisereserve, som helt klart fungerer dårligt, administrationsomkostningerne vil være lave, den vil ikke påvirke stabiliteten i budgettet for den fælles landbrugspolitik, og endelig vil den afkoblede støtte blive mere legitim i offentlighedens øjne, når priserne på landbrugsvarer er høje;

21.

bemærker, at der også kunne overvejes andre mekanismer for at tilskynde til oprettelse af en bufferopsparing, for eksempel inspireret af den ordning, som gælder i Canada, hvor landmænd, der sætter penge ind på en opsparingskonto, modtager et tilsvarende økonomisk bidrag fra de offentlige myndigheder;

22.

understreger vigtigheden af at fremme udvikling og indførelse af nye forsikringsprodukter, der er mere diversificerede og eventuelt billigere, til dækning af bedrifternes økonomiske risici, bl.a. inspireret af de forsikringsordninger, som findes i USA. Disse nye produkter kan for eksempel bestå af: i) en omsætningsgaranti, som sikrer de forudsete indtægter fra afgrøderne på tidspunktet for såning med udgangspunkt i bedriftens tidligere udbytte og priserne på terminsmarkederne, men hvor kun udbyttedelen subventioneres for at overholde reglerne i Verdenshandelsorganisationens (WTO) grønne boks; ii) indeksbaserede forsikringer, som bygger på gennemsnitsudbytte, -omsætning og -bruttofortjeneste i den region, hvor bedriften ligger (hvoraf dog kun udbyttedelen subventioneres), idet denne type forsikring er forbundet med lavere administrationsomkostninger end forsikringer baseret på den enkelte landmands udbytte; iii) en forsikring af bedriftens samlede indtægter, som kan forbeholdes små og mellemstore diversificerede bedrifter med flerafgrøder/dyreavl eller dyrkning af frugt og grøntsager eller specialafgrøder, som ikke eller kun i ringe grad er omfattet af støtte og for hvilke der ikke findes nogen høstudbytteforsikring; iv) specifikke forsikringer til økologiske landbrug, som tager hensyn til det generelt lavere høstudbytte, de højere produktionsomkostninger og de generelt højere markedspriser for disse produkter. Disse foranstaltninger bør underkastes en gennemførlighedsundersøgelse for at evaluere deres mulige omkostninger i forbindelse med en statslig genforsikring;

23.

opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med de nationale, regionale og lokale myndigheder og landbrugssammenslutninger for at øge kendskabet til og forståelsen af de risikostyringsredskaber, der findes under anden søjle af den fælles landbrugspolitik. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at øge de finansielle tilskud til disse redskaber, så de kommer til at udgøre mere end de nuværende 2 % af midlerne under anden søjle;

24.

anbefaler, at der udvikles gensidige fonde inspireret af det instrument til stabilisering af indtægterne, som blev oprettet ved reformen af den fælles landbrugspolitik i 2013, men som kun to medlemsstater (Ungarn og Italien) og en enkelt region (Castilla y León, Spanien) har indarbejdet i deres planer for udvikling af landdistrikterne for perioden 2014-2020. I den forbindelse bør der sikres en passende balance i omfordelingen mellem regioner og sektorer. Disse fonde skal beskytte mod kraftige fald (over 30 %) i bedriftens bruttofortjeneste i forhold til de tre eller fem forudgående år. Tab i denne størrelsesorden kan vanskeligt dækkes udelukkende gennem landmændenes bufferopsparing. De kan heller ikke dækkes af en omsætningsforsikring af den type, der findes i USA, som yder garanti mod et fald i indtægtsprognoserne mellem såning og høst og ikke i sig selv beskytter mod lave priser;

25.

anbefaler, at de indtægtsstabiliserende fonde oprettes på sektorniveau for at fremme integrationen af kæderne og på nationalt eller transnationalt plan for at øge den gensidige risikodækning og nedbringe omkostningerne. Dermed ville der i hver medlemsstat være en fond for markafgrøder, en fond for mælk, en fond for frugt og grønt osv.;

26.

anbefaler medlemsstaterne at gennemføre et pilotforsøg med fonde til stabilisering af indtægterne, før de etableres i stor målestok, for at afdække praktiske etablerings- og driftsvanskeligheder (indsamling af regnskabsoplysninger om bedrifterne, behov for genforsikring osv.);

27.

understreger, at de tre ovennævnte risikostyringsredskaber — bufferopsparing, forsikringer, indtægtsstabiliserende fonde — supplerer hinanden og om muligt skal anvendes sammen, så de udgør et robust og sammenhængende sikkerhedsnet mod prisvolatilitet og bidrager til at begrænse hyppigheden og intensiteten af de kriser, som rammer landmændene;

28.

mener, at satserne for direkte betalinger bør harmoniseres EU-medlemsstaterne imellem, så producenterne kan håndtere prisudsving på sammenlignelige vilkår;

29.

er overbevist om, at de direkte betalinger også efter 2020 bør forblive et instrument under den fælles landbrugspolitik for at støtte og stabilisere landbrugsindkomsterne samt for at udligne de omkostninger, der er forbundet med at overholde de høje EU-standarder;

30.

foreslår, såfremt det ved den næste reform af den fælles landbrugspolitik vedtages at nedsætte den direkte støtte under første søjle og øremærke de frigivne midler til risikostyring, at landmændene tildeles »kuponer« til en værdi, der svarer til en bestemt procentdel af deres grundbetaling. Landmændene skal frivilligt kunne benytte kuponerne til at tilslutte sig deres foretrukne ordning: bufferopsparing, forsikringer, gensidige fonde. Dette system vil gøre det muligt at øge finansieringen af risikostyringsredskaberne uden at påvirke stabiliteten i budgettet for den fælles landbrugspolitiks første søjle (2);

31.

opfordrer Kommissionen til at foretage en indgående undersøgelse af de forskellige alternativer for at udvide viften af risikostyringsredskaber, bl.a. bufferopsparing, forsikringer og gensidige fonde, der har til formål at stabilisere indtægterne. En sådan undersøgelse skulle afdække konsekvenser, fordele og begrænsninger ved hvert enkelt af disse redskaber på baggrund af forskellige kriterier. Den skulle også analysere forskellige finansieringsscenarier for en strategi til udvikling af risikostyring, herunder det kuponsystem, der foreslås i punkt 30;

32.

mener, at de offentlige politikker bør fremme øget værditilvækst i de europæiske landbrugsbedrifter og samtidigt forbedre den miljømæssige bæredygtighed i landbrugets driftsmetoder for at gøre dem mindre sårbare over for udsving i verdensmarkedspriserne og gøre landbruget til en del af den miljøomstilling, som er nødvendig for at afdæmpe klimaændringerne, tilpasse sig til virkningerne heraf og mindske presset på økosystemerne;

33.

understreger i denne forbindelse behovet for at lægge særlig vægt på landbruget i regionerne i den yderste periferi, som kræver særlige, tilpassede og specifikke foranstaltninger med henblik på deres unikke forhold og særlige karakteristika, der er anerkendt i TEUF;

34.

anerkender, at det europæiske landbrug er meget forskelligartet: De fleste bedrifter afsætter deres produktion på markederne i EU, mens andre direkte eller indirekte eksporterer en del af deres produktion til tredjelande;

35.

mener, at det er vigtigt at bevare denne diversitet, da afsætningen af en del af landbrugsproduktionen til tredjelande bidrager til at sikre balance mellem udbud og efterspørgsel på EU's marked, og at EU som den største eksportør af landbrugsfødevarer globalt kan udnytte de aktuelle stigende tendenser i fødevareefterspørgslen, både i kvalitet og kvantitet;

36.

vurderer, at der hovedsageligt er to veje frem, når det gælder om at øge landbrugsbedrifternes værditilvækst: i) øge produktiviteten i landbruget, som viser bekymrende tegn på nedgang i nogle sektorer, gennem en bæredygtig udvikling i landbrugsproduktionen, ved at producere mere med lavere forbrug af rå- og hjælpestoffer eller ved at reducere indkøb af rå- og hjælpestoffer for at gøre bedrifterne mere uafhængige, hvilket kan ske ved at indføre innovative og robuste produktionssystemer, anvende præcisionsjordbrug, forenkle jordforarbejdningen, sædskifte og diversifikation af afgrøder, en bedre udnyttelse af græsarealer eller andre fremgangsmåder; eller ii) fremme udviklingen af områdespecifik fødevareproduktion for at opfylde de europæiske forbrugeres stigende efterspørgsel og for delvist at blive uafhængig af prisvolatiliteten på de globale landbrugsråvaremarkeder, ved at udvikle lokale forsyningskæder (skolekantiner, restauranter, direkte salg), nichemarkeder og kvalitetsproduktionskæder, som foretrækker miljøvenlige produktionsmetoder (økologisk landbrug og andre metoder);

37.

anbefaler, at den fælles landbrugspolitik og den førte politik i de enkelte lande tilskynder landbruget til at overveje disse to løsningsmodeller med støtte fra de regionale og lokale myndigheder.