This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52015PC0008
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on a Union Code on the rules governing the movement of persons across borders (Schengen Borders Code) (codification)
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en EU- kodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (kodifikation)
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en EU- kodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (kodifikation)
/* COM/2015/08 final - 2015/0006 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en EU- kodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (kodifikation) /* COM/2015/08 final - 2015/0006 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. I forbindelse med Borgernes Europa
lægger Kommissionen stor vægt på at forenkle EU-lovgivningen for at gøre
den klarere og lettere tilgængelig for almindelige borgere, således at de får
nye muligheder og kan udnytte de specifikke rettigheder, som EU-lovgivningen
giver dem. Dette mål kan ikke nås, så længe en lang række
bestemmelser, som er blevet ændret gentagne gange, ofte ganske væsentligt,
stadig ikke er samlet, men skal findes dels i den oprindelige retsakt,
dels i senere ændringsretsakter. Det er således nødvendigt at foretage
omfattende undersøgelser af mange forskellige dokumenter, der skal
sammenholdes, før det kan fastslås, hvilke regler der gælder. Som følge heraf er det af afgørende betydning, at
bestemmelser, der ofte er blevet ændret, kodificeres, hvis EU-lovgivningen skal
være klar og gennemsigtig. 2. Den 1. april 1987 besluttede
Kommissionen[1]
derfor at pålægge sine medarbejdere at kodificere alle retsakter senest
efter den tiende ændring af dem, idet den understregede, at dette er et
minimumskrav, og at tjenestegrenene skal bestræbe sig på at kodificere de
tekster, de var ansvarlige for, med endnu kortere mellemrum for at sikre, at
EU-reglerne er klare og lette at forstå. 3. Dette blev bekræftet i
formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Edinburgh (december
1992)[2],
hvori det understreges, at en kodifikation er vigtig, fordi den giver
sikkerhed med hensyn til, hvilke retsforskrifter der gælder vedrørende et
bestemt spørgsmål på et bestemt tidspunkt. Kodifikationen skal foretages under fuldstændig
overholdelse af den normale procedure for vedtagelse af Unionens retsakter. Eftersom der ved kodifikation ikke må
foretages nogen ændringer af indholdet i de kodificerede retsakter, har
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i en interinstitutionel aftale af 20.
december 1994 fastsat, at der kan anvendes en hasteprocedure til hurtig
vedtagelse af de kodificerede retsakter. 4. Formålet med dette forslag er at
foretage en kodifikation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers
grænsepassage (Schengen-grænsekodeks)[3].
Den nye forordning træder i stedet for de forskellige retsakter, som er
indarbejdet i den[4];
forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot
en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer,
der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen. 5. Forslaget til kodifikation er
udarbejdet på grundlag af en foreløbig konsolidering på 22 officielle
sprog af forordning (EØF) nr. 562/2006 og retsakterne om ændring heraf, som er
foretaget af Den Europæiske Unions Publikationskontor ved hjælp af et edb-system.
Hvor artiklerne har fået nye numre, vises sammenhængen mellem de gamle og de nye
numre i en tabel i bilag X til den kodificerede forordning. ê 562/2006
(tilpasset) 2015/0006 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en Ö EU- Õ kodeks for personers
grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (kodifikation) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Ö Den Europæiske
Unions funktionsmåde Õ, særlig artikel Ö 77, stk. 2,
litra b) og e) Õ, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[5], efter den almindelige lovgivningsprocedure og ud fra følgende betragtninger: ê (1) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 562/2006[6]
er blevet ændret væsentligt flere gange[7].
Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres. ê 562/2006
betragtning 1 (tilpasset) (2) Vedtagelsen af
foranstaltninger i medfør af artikel Ö 77, stk. 2,
litra b) og e), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) Õ for at sikre, at der
ikke foretages grænsekontrol af personer, der passerer de indre grænser, er en
del af EU's målsætning efter artikel Ö 26, stk. 2, i
TEUF Õ, om oprettelse af et
område uden indre grænser med fri bevægelighed for personer. ê 562/2006
betragtning 2 (tilpasset) (3) I overensstemmelse med
artikel Ö 67, stk. 2, i
TEUF skal Õ indførelsen af et
område, hvor personer kan bevæge sig frit, understøttes af andre
foranstaltninger. En fælles politik for passage af de ydre grænser, jf. artikel
Ö 77. stk. 1,
litra b), i TEUF Õ, er en sådan
foranstaltning. ê 562/2006
betragtning 3 (4) Fælles foranstaltninger for
personers passage af de indre grænser samt grænsekontrol ved de ydre grænser
bør tage højde for de Schengen-regler, der er integreret i Den Europæiske
Unions regelsæt, især de relevante bestemmelser i konventionen om gennemførelse
af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den
Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik
om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser[8] samt Den Fælles Håndbog[9]. ê 562/2006
betragtning 5 (tilpasset) (5) Fælles regler for personers
grænsepassage stiller ikke spørgsmålstegn ved og berører ikke den ret til fri
bevægelighed, som tilkommer unionsborgere og deres familiemedlemmer samt
tredjelandsstatsborgere og deres familiemedlemmer, der i henhold til aftaler
mellem Ö Unionen Õ og dens medlemsstater
på den ene side og de pågældende tredjelande på den anden side nyder godt af en
ret til fri bevægelighed svarende til unionsborgernes. ê 562/2006
betragtning 6 (6) Grænsekontrol er ikke kun i
de medlemsstaters interesse, ved hvis ydre grænse kontrollen foretages, men i
alle de medlemsstaters interesse, der har ophævet grænsekontrollen ved deres
indre grænser. Grænsekontrollen bør bidrage til at bekæmpe ulovlig indvandring
og menneskehandel og forebygge enhver trussel mod medlemsstaternes indre
sikkerhed, offentlige orden, offentlige sundhed og internationale forbindelser. ê 562/2006
betragtning 7 (7) Ind- og udrejsekontrol bør
foregå på en sådan måde, at den menneskelige værdighed respekteres fuldt ud.
Grænsekontrol bør udføres professionelt og respektfuldt og bør stå i rimeligt
forhold til de forfulgte mål. ê 562/2006
betragtning 8, 81/2009 betragtning 1 (tilpasset) (8) Grænsekontrol omfatter ikke
kun ind- og udrejsekontrol af personer ved grænseovergangsstederne og
overvågning mellem disse grænseovergangssteder, men også analyse af mulige
risici for den indre sikkerhed og af de trusler, der kan påvirke sikkerheden
ved de ydre grænser. Det er derfor nødvendigt at opstille betingelser,
kriterier og Ö detaljerede
regler Õ for ind- og
udrejsekontrollen ved grænseovergangsstederne og for overvågningen ved
grænserne, herunder kontrol i Schengeninformationssystemet Ö (SIS) Õ . ê 610/2013
betragtning 9 (tilpasset) (9) Der er behov for regler Ö om Õ beregningen af
varigheden af tilladte kortvarige ophold i Unionen. Klare, enkle og
harmoniserede regler i alle retsakter, der vedrører dette spørgsmål, vil komme
såvel rejsende som grænse- og visummyndigheder til gode. ê 81/2009
betragtning 4 (tilpasset) (10) Da kun verifikation af
fingeraftryk med sikkerhed kan bekræfte, at en person, som ønsker at indrejse i
Schengenområdet, er den person, som visummet er udstedt til, bør der fastsættes
bestemmelse om anvendelsen af Ö det visuminformationssystem
"(VIS)", som er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 767/2008[10], Õ ved de ydre grænser. ê 81/2009
betragtning 5 (tilpasset) (11) Grænsevagterne bør anvende
alle de oplysninger, der er til rådighed, herunder oplysninger, der kan søges i
VIS, med henblik på at verificere, om de indrejsebetingelser for
tredjelandsstatsborgere, som er fastsat i Ö denne Õ forordning, er
opfyldt, og for at sikre, at de kan forvalte deres opgaver effektivt. ê 81/2009
betragtning 6 (12) For at undgå omgåelse af de
grænseovergangssteder, hvor VIS kan anvendes, og for at sikre dets effektivitet
er der et særligt behov for at anvende VIS på en ensartet måde, når der
foretages indrejsekontrol ved de ydre grænser. ê 81/2009
betragtning 7 (13) Da det i tilfælde af gentagne
ansøgninger er hensigtsmæssigt at genanvende og kopiere biometriske oplysninger
fra den første ansøgning i VIS, bør anvendelsen af VIS ved indrejsekontrollen
ved de ydre grænser være obligatorisk. ê 562/2006
betragtning 8 (14) Anvendelse af VIS bør medføre
en systematisk søgning i VIS med brug af visummærkatens nummer kombineret med
verifikation af fingeraftryk. Da sådanne søgninger kan få konsekvenser for
ventetiderne ved grænseovergangsstederne, bør det imidlertid i en
overgangsperiode undtagelsesvis være muligt under nøje definerede omstændigheder
at søge i VIS uden systematisk verifikation af fingeraftryk. Medlemsstaterne
bør sikre, at denne undtagelsesbestemmelse kun anvendes, når betingelserne
herfor er opfyldt fuldt ud, og at undtagelsesbestemmelsen anvendes med en
varighed og en hyppighed, der begrænses til det strengt nødvendige ved det
enkelte grænseovergangssted. ê 562/2006
betragtning 9 (tilpasset) (15) Der bør Ö være Õ mulighed for at
lempe ind- og udrejsekontrollen ved de ydre grænser i tilfælde af særlige og
uforudselige omstændigheder for at undgå urimelig lang ventetid ved grænserne.
Tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter skal fortsat systematisk stemples i
tilfælde af en lempelse af ind- og udrejsekontrollen. Stempling gør det muligt
med sikkerhed at fastslå, hvor og hvornår grænsen blev passeret, men ikke, om
rejsedokumenterne i alle tilfælde er blevet underkastet de påkrævede
kontrolforanstaltninger. ê 562/2006
betragtning 10 (tilpasset) (16) For at mindske ventetiden for
personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til Ö EU-retten Õ, bør der, så vidt
forholdene tillader det, indrettes separate baner ved grænseovergangsstederne,
der angives med oplysninger, der skal være ens i alle medlemsstaterne. Der bør
indrettes separate baner i internationale lufthavne. Hvis det skønnes
hensigtsmæssigt, og de lokale forhold tillader det, bør medlemsstaterne
overveje at indføre separate baner ved deres sø- og landgrænseovergangssteder. ê 562/2006
betragtning 11 (tilpasset) (17) Medlemsstaterne Ö bør sikre Õ, at
kontrolprocedurerne ved de ydre grænser ikke udgør en afgørende hindring for
samhandelen og den sociale og kulturelle udveksling. Med henblik herpå bør de
indsætte det nødvendige personale og de nødvendige ressourcer. ê 562/2006
betragtning 12 (tilpasset) (18) Medlemsstaterne Ö bør udpege
Õ den eller de
nationale tjenester, som i henhold til den enkelte medlemsstats nationale ret Ö skal Õ udføre
grænsekontrolopgaver. Hvis mere end én tjeneste er ansvarlig i en og samme
medlemsstat, bør der være et tæt og løbende samarbejde mellem dem. ê 562/2006
betragtning 13 (tilpasset) (19) Ö Medlemsstaternes Õ operative samarbejde
og gensidige bistand med hensyn til grænsekontrol bør forvaltes og samordnes af
Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved
EU-medlemsstaternes Ydre Grænser Ö ("Frontex") Õ, der blev oprettet
ved Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004[11]. ê 562/2006
betragtning 14 (20) Denne forordning berører ikke
ind- og udrejsekontrol, der foretages som led i udøvelse af politiets
almindelige beføjelser, eller den sikkerhedskontrol af personer, der er
identisk med den, der foretages i forbindelse med indenrigsflyvninger; ej
heller medlemsstaternes muligheder for undtagelsesvis at foretage bagagekontrol
i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 3925/91[12], eller national ret om
pligt til at medbringe rejse- og identitetsdokumenter eller kravet om, at
personer underretter myndighederne om deres tilstedeværelse på den pågældende
medlemsstats område. ê 562/2006
betragtning 16 (21) I et område med fri
bevægelighed for personer bør der kun undtagelsesvis genindføres grænsekontrol
ved de indre grænser. Der bør ikke udføres grænsekontrol eller pålægges
formaliteter, udelukkende fordi en sådan grænse passeres. ê 1051/2013
betragtning 1 (tilpasset) (22) Skabelsen af et område, hvor
personer er sikret fri bevægelighed på tværs af de indre grænser, udgør et af
Unionens vigtigste resultater. I et område uden kontrol ved de indre grænser er
det nødvendigt at sikre en fælles reaktion på situationer, der i alvorlig grad
påvirker den offentlige orden eller den indre sikkerhed i dette område eller i
dele af dette område, eller i en eller flere medlemsstater, ved at gøre det
muligt midlertidigt at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser under
ekstraordinære omstændigheder uden derved at bringe princippet om fri
bevægelighed for personer i fare. I lyset af, hvilke virkninger denne sidste
udvej Ö kan Õ få for alle
personer, der har ret til at bevæge sig rundt inden for dette område uden
kontrol ved de indre grænser, bør der fastsættes betingelser og procedurer for
genindførelse af sådanne foranstaltninger for at sikre, at de kun anvendes i
undtagelsestilfælde, og at proportionalitetsprincippet overholdes. Omfanget og
varigheden af enhver midlertidig genindførelse af sådanne foranstaltninger bør
begrænses til det strengt nødvendige for at imødegå en alvorlig trussel mod den
offentlige orden eller den indre sikkerhed. ê 1051/2013
betragtning 2 (tilpasset) (23) Da fri bevægelighed for
personer påvirkes af en midlertidig genindførelse af kontrol ved de indre
grænser, bør alle beslutninger om at genindføre sådan kontrol træffes i
overensstemmelse med fælles aftalte kriterier og bør meddeles behørigt til
Kommissionen eller henstilles af en EU-institution. Under alle omstændigheder
bør genindførelsen af kontrol ved de indre grænser kun ske undtagelsesvis og
bør kun gennemføres som en sidste udvej i et strengt begrænset tidsrum og ske
på grundlag af specifikke objektive kriterier og en vurdering af nødvendigheden
heraf, som bør kontrolleres på EU-plan. Hvis en alvorlig trussel mod den
offentlige orden eller den indre sikkerhed kræver øjeblikkelig handling, bør en
medlemsstat kunne genindføre grænsekontrol ved sine indre grænser i et tidsrum
på højst ti dage. Det er nødvendigt, at enhver forlængelse af dette tidsrum
overvåges på EU-plan. ê 1051/2013
betragtning 3 (24) Nødvendigheden og
proportionaliteten af genindførelse af kontrol ved de indre grænser bør afvejes
imod den trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, som
udløser behovet for sådan genindførelse, ligesom alternative foranstaltninger,
der kunne træffes på nationalt plan eller EU-plan eller begge dele, samt
virkningen af sådan kontrol på den frie bevægelighed for personer inden for
området uden kontrol ved de indre grænser bør afvejes herimod. ê 1051/2013
betragtning 4 (25) Det kan undtagelsesvis være
nødvendigt at genindføre kontrol ved de indre grænser i tilfælde af en alvorlig
trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i området uden
kontrol ved de indre grænser eller på nationalt plan, navnlig som følge af
terrorhandlinger eller -trusler eller som følge af trusler vedrørende
organiseret kriminalitet. ê 1051/2013
betragtning 5 (26) Migration og det forhold, at
et stort antal tredjelandsstatsborgere passerer ydre grænser, bør ikke i sig
selv betragtes som en trussel mod den offentlige orden eller den indre
sikkerhed. ê 1051/2013
betragtning 6 (27) I overensstemmelse med Den
Europæiske Unions Domstols retspraksis skal en undtagelse fra det grundlæggende
princip om fri bevægelighed for personer fortolkes snævert, og begrebet offentlig
orden forudsætter, at der foreligger en reel, tilstedeværende og tilstrækkelig
alvorlig trussel, der påvirker en af de grundlæggende interesser i samfundet. ê 1051/2013
betragtning 7 (tilpasset) (28) Baseret på erfaringerne hidtil
med funktionen af området uden kontrol ved de indre grænser og med henblik på
at bidrage til at sikre en ensartet gennemførelse af Schengenreglerne kan
Kommissionen udarbejde retningslinjer for genindførelse af kontrol ved de indre
grænser Ö i Õ tilfælde, hvor denne
foranstaltning er nødvendig midlertidigt, og i tilfælde hvor der er behov for
øjeblikkelig indgriben. Disse retningslinjer bør indeholde klare angivelser,
der kan lette vurderingen af de omstændigheder, der kunne udgøre alvorlige
trusler mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed. ê 1051/2013
betragtning 8 (tilpasset) (29) Når der i en
evalueringsrapport udarbejdet i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013[13] konstateres alvorlige
mangler ved gennemførelsen af kontrol ved de ydre grænser, bør Kommissionen for
at sikre overensstemmelse med de henstillinger, som er vedtaget i henhold til
nævnte forordning, tillægges gennemførelsesbeføjelser til at henstille, at den
evaluerede medlemsstat træffer specifikke foranstaltninger, som f.eks.
indsættelse af europæiske grænsevagthold, fremlæggelse af strategiske planer
eller, som en sidste udvej og under hensyntagen til situationens alvor, lukning
af et specifikt grænseovergangssted. Disse beføjelser bør udøves i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
182/2011[14].
Ö I henhold Õ til artikel 2, stk.
2, litra b), nr. iii), i nævnte forordning finder undersøgelsesproceduren
anvendelse. ê 1051/2013
betragtning 9 (tilpasset) (30) Den midlertidige genindførelse
af kontrol ved visse indre grænser efter en særlig procedure på EU-niveau kan
også være berettiget i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder og som en
sidste udvej, når den overordnede funktion af området uden kontrol ved de indre
grænser er truet på grund af vedvarende alvorlige mangler i forbindelse med
kontrollen ved de ydre grænser konstateret ved en omhyggelig evalueringsproces
i overensstemmelse med artikel 14 og 15 i forordning (EU) nr. 1053/2013,
når disse omstændigheder vil udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige
orden eller den indre sikkerhed inden for dette område eller i dele heraf. En
sådan særlig procedure til midlertidig genindførelse af kontrol ved visse indre
grænser kan også udløses under samme Öbetingelser Õ som et resultat af,
at den evaluerede medlemsstat alvorligt har tilsidesat sine forpligtelser. I
lyset af den politisk følsomme karakter af genindførelse af sådanne
foranstaltninger, der berører nationale udøvende og håndhævende beføjelser
vedrørende kontrol ved de indre grænser, bør Rådet tillægges
gennemførelsesbeføjelser til at vedtage henstillinger efter denne særlige
procedure på EU-niveau Ö efter Õ forslag Ö fra Õ Kommissionen. ê 1051/2013
betragtning 10 (tilpasset) (31) Inden der vedtages
henstillinger om midlertidig genindførelse af kontrol ved visse indre grænser,
bør muligheden for at træffe foranstaltninger med henblik på at løse de bagved
liggende problemer, herunder bistand fra Unionens organer, kontorer og
agenturer, såsom Frontex eller Den Europæiske Politienhed (Europol) oprettet
ved Rådets afgørelse 2009/371/RIA[15],
og tekniske eller finansielle støtteforanstaltninger på nationalt plan, EU-plan
eller begge dele Ö undersøges fuldt
ud og rettidigt Õ. Såfremt der påvises
en alvorlig mangel, kan Kommissionen sikre finansielle støtteforanstaltninger
for at hjælpe den pågældende medlemsstat. Alle henstillinger fra Kommissionen
eller Rådet bør desuden være baseret på underbyggede oplysninger. ê 1051/2013
betragtning 11 (32) Kommissionen bør kunne vedtage
gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, når det i behørigt
begrundede tilfælde vedrørende behovet for at forlænge kontrollen ved de indre
grænser er påkrævet af særligt hastende årsager. ê 1051/2013 betragtning
12 (tilpasset) (33) De evalueringsrapporter og de
henstillinger, der er omhandlet i artikel 14 og 15 i forordning (EU) nr.
1053/2013, bør danne grundlag for iværksættelsen af særlige foranstaltninger i
tilfælde af alvorlige mangler i forbindelse med kontrollen ved de ydre grænser
og den særlige procedure i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder, som
bringer den overordnede funktion af området uden kontrol ved de indre grænser,
jf. nærværende forordning, i fare. Medlemsstaterne og Kommissionen Ö bør Õ i fællesskab Ö gennemføre Õ regelmæssige,
objektive og upartiske evalueringer med henblik på at kontrollere, om denne
forordning anvendes korrekt, og Kommissionen Ö bør Õ koordinere
evalueringerne i nært samarbejde med medlemsstaterne. Evalueringsmekanismen Ö bør Õ bestå af følgende
elementer: flerårige programmer og årlige evalueringsprogrammer, anmeldte og
uanmeldte besøg på stedet udført af små hold sammensat af Kommissionens
repræsentanter og eksperter udpeget af medlemsstaterne, rapporter om resultatet
af evalueringerne vedtaget af Kommissionen samt henstillingerne om afhjælpende
foranstaltninger vedtaget af Rådet på forslag af Kommissionen, passende
opfølgning, overvågning og rapportering. ê 610/2013 betragtning
11 (tilpasset) (34) Beføjelsen til at vedtage
retsakter, jf. artikel 290 i TEUF, Ö bør Õ delegeres til
Kommissionen, for så vidt angår vedtagelse af yderligere foranstaltninger for
overvågning samt ændring af bilagene til Ö denne Õ forordning. Det er
navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit
forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse
med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig,
rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til
Europa-Parlamentet og Rådet. ê 562/2006
betragtning 20 (35) I denne forordning overholdes
de grundlæggende rettigheder og de principper, som er anerkendt i bl.a. Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den bør anvendes under
overholdelse af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende international
beskyttelse og non-refoulement. ê 562/2006
betragtning 21 (tilpasset) (36) Uanset
artikel Ö 355 i TEUF Õ finder denne forordning ikke anvendelse på Den Franske Republiks og
Kongeriget Nederlandenes ikke-europæiske områder. Forordningen
berører ikke den særlige ordning for Ceuta og Melilla, således som fastsat i
aftalen om Kongeriget Spaniens tiltrædelse af konventionen om gennemførelsen af
Schengen-aftalen af 14. juni 1985[16]. ê 562/2006
betragtning 22 (tilpasset) (37) I medfør af artikel 1 og 2 i
protokol Ö nr. 22 Õ om Danmarks
stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union Ö (TEU) Õ og til Ö TEUF Õ, deltager Danmark
ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder
anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Ö Rådet har Õ truffet afgørelse om
denne forordning til udbygning af Schengen-reglerne, træffer Danmark afgørelse
om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning,
jf. artikel Ö 4 Õ i protokollen om
Danmarks stilling. ê 562/2006
betragtning 23 (tilpasset) (38) For Ö så vidt angår Õ Island og Norge Ö udgør Õ denne forordning Ö en Õ udvikling af de
bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den
Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne[17], der Ö henhører Õ under det område,
der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF[18]. ê 562/2006
betragtning 25 (tilpasset) (39) For Ö så vidt angår Õ Schweiz Ö udgør Õ denne forordning Ö en Õ udvikling af de
bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union Ö , Det
Europæiske Fællesskab Õ og Det Schweiziske
Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen
og udviklingen af Schengen-reglerne, der Ö henhører Õ under det område,
der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med
artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF[19]. ê 1051/2013
betragtning 19 (40) For så vidt angår
Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i
Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske
Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om
Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske
Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af
Schengenreglerne[20],
der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A), i afgørelse
1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU[21]. ê 562/2006
betragtning 27 (tilpasset) (41) Denne forordning Ö udgør en Õ udvikling af de
bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i,
jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF[22].
Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning,
som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige. ê 562/2006
betragtning 28 (tilpasset) (42) Denne forordning Ö udgør en Õ udvikling af de
bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets
afgørelse 2002/192/EF[23].
Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er
bindende for og ikke finder anvendelse i Irland. ê 562/2006
betragtning 29 (tilpasset) (43) Ö For så vidt
angår Bulgarien, Kroatien, Cypern og Rumænien Õ udgør artikel 1, stk.
1, artikel 6, stk. 5, litra a), afsnit III og de bestemmelser i afsnit II og
tilknyttede bilag, der vedrører SIS Ö og VIS Õ, bestemmelser, der
bygger på Schengen-reglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. Ö henholdsvis Õ artikel 3, stk. 2, i
tiltrædelsesakten af 2003, Ö artikel 4, stk.
2, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af
2011 Õ — ê 562/2006
(tilpasset) VEDTAGET DENNE FORORDNING: AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER Artikel 1 Ö Genstand Õ og principper Denne forordning indeholder bestemmelser med
henblik på at sikre, at personer ikke kontrolleres ved passage af de indre
grænser mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Den fastsætter regler for udøvelse af grænsekontrol
af personer, der passerer EU-medlemsstaternes ydre grænser. Artikel 2 Definitioner I denne forordning forstås ved: 1) »indre grænser«: a) medlemsstaternes fælles landgrænser,
herunder flod- og søgrænser b) medlemsstaternes lufthavne for interne
flyvninger ê 610/2013
Art. 1, nr. 1), litra a) c) medlemsstaternes søhavne og havne ved
indre vandveje (floder og søer) for så vidt angår interne færgeruter ê 562/2006 2) »ydre grænser«: medlemsstaternes
landgrænser, herunder grænser ved indre vandveje (floder og søer), søgrænser
samt lufthavne, søhavne og havne ved indre vandveje (floder og søer), for så
vidt de ikke er indre grænser 3) »intern flyvning«: en flyvning, der
udelukkende går til eller fra medlemsstaternes område uden mellemlanding på et
tredjelands område ê 610/2013
Art. 1, nr. 1), litra b) 4) »interne færgeruter«:
færgeforbindelse mellem de samme to eller flere havne på medlemsstaternes
område, der ikke anløber havne beliggende uden for medlemsstaternes område, og
som indebærer transport af passagerer og køretøjer i henhold til en
offentliggjort fartplan ê 610/2013
Art. 1, nr. 1), litra c) 5) »personer, der har ret til fri
bevægelighed i henhold til EU-retten«: ê 562/2006
(tilpasset) è1 610/2013 Art. 1, nr. 1),
litra c) è2 610/2013 Art. 1, nr. 1),
litra d) a) unionsborgere efter è1 artikel
20, stk. 1 ç, Ö i TEUF Õ samt
tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, der
udøver sin ret til fri bevægelighed, og på hvem Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF[24]
finder anvendelse b) tredjelandsstatsborgere og deres
familiemedlemmer, uanset nationalitet, som i henhold til aftaler indgået mellem
è1 Unionen
og dens medlemsstater ç på den ene side og
de pågældende tredjelande på den anden side har ret til fri bevægelighed
svarende til unionsborgeres ret til fri bevægelighed 6) »tredjelandsstatsborger«: enhver
person, der ikke er unionsborger i henhold til è2 artikel 20,
stk. 1 ç Ö i TEUF Õ, og som ikke er
omfattet af nr. 5) i nærværende artikel 7) »personer, der er indberettet som
uønskede«: tredjelandsstatsborgere, der er indberettet til
Schengen-informationssystemet (SIS) efter artikel Ö 24 og 26 Õ i Ö Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006[25] Õ og med henblik på at
opfylde målene heri 8) »grænseovergangssted«: et af de
kompetente myndigheder godkendt overgangssted for passage af de ydre grænser ê 610/2013
Art. 1, nr. 1), litra e) 9) »fælles grænseovergangssted«:
grænseovergangssted placeret på enten en medlemsstats område eller et
tredjelands område, hvor grænsevagter fra medlemsstaten og grænsevagter fra
tredjelandet efter tur udfører ud- og indrejsekontrol efter deres nationale ret
og i overensstemmelse med en bilateral aftale ê 562/2006 10) »grænsekontrol«: den aktivitet, som i
overensstemmelse med denne forordning og med henblik på at opfylde målene heri
foretages ved en grænse udelukkende på grund af den planlagte eller faktiske
grænsepassage uagtet andre hensyn, og som omfatter ind- og udrejsekontrol og
grænseovervågning 11) »ind- og udrejsekontrol«: kontrol ved
grænseovergangsstederne for at sikre, at personer, herunder deres
transportmidler og genstande i deres besiddelse, kan få lov til at rejse ind i
eller ud af medlemsstaternes område 12) »grænseovervågning«: overvågning af
grænserne på strækningerne mellem grænseovergangssteder og overvågning af
grænseovergangssteder uden for den normale åbningstid for at forhindre personer
i at omgå ind- og udrejsekontrollen 13) »efterfølgende kontrol« (second line
check): en yderligere kontrol, der kan foretages på et særligt sted, som ligger
i en vis afstand fra det sted, hvor den almindelige ind- og udrejsekontrol
finder sted (first line) 14) »grænsevagt«: embedsmand, der i
henhold til national ret er stationeret enten ved et grænseovergangssted eller
ved en grænse eller i umiddelbar nærhed heraf, og som i henhold til denne
forordning og national ret udfører grænsekontrolopgaver 15) »transportvirksomhed«: en fysisk
eller juridisk person, hvis erhverv er at udføre personbefordring ê 610/2013
Art. 1, nr. 1), litra f) 16) »opholdstilladelse«: a) alle opholdstilladelser, der udstedes af
medlemsstaterne i henhold til den ensartede udformning, som er fastsat i Rådets
forordning (EF) nr. 1030/2002[26],
og opholdskort, der udstedes i overensstemmelse med direktiv 2004/38/EF b) alle andre dokumenter, der udstedes af en
medlemsstat til tredjelandsstatsborgere, som giver opholdsret på den pågældende
medlemsstats område, og som er meddelt og offentliggjort i henhold til artikel 39,
med undtagelse af: i) midlertidige tilladelser, der udstedes,
mens en første ansøgning om opholdstilladelse, jf. litra a), eller en ansøgning
om asyl behandles, og ii) visa, der udstedes af medlemsstaterne i
den ensartede udformning, som er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1683/95[27]. ê 562/2006
(tilpasset) 17) »krydstogtskib«: et skib, der følger
en given rute efter et forudbestemt program, der omfatter et program med
turistaktiviteter i de forskellige havne, og som sædvanligvis hverken optager
eller afsætter passagerer i løbet af rejsen 18) »lystsejlads«: anvendelse af
lystfartøjer til sports- eller turistsejlads 19) »kystfiskeri«: fiskeri ved hjælp af
skibe, der hver dag eller inden for 36 timer Ö vender tilbage
til en Õ havn på en
medlemsstats område uden at anløbe en havn i et tredjeland. ê 610/2013
Art. 1, nr. 1, litra g) 20) »offshorearbejder«: en person, som
arbejder på et offshoreanlæg, der er beliggende i territorialfarvandene eller
inden for en af medlemsstaternes eksklusive økonomiske zoner som defineret i
international havret, og som regelmæssigt vender tilbage til medlemsstaternes
område ad sø- eller luftvejen. ê 562/2006
(tilpasset) 21) »trussel mod den offentlige sundhed«:
sygdomme, der er potentielt epidemiske ifølge Verdenssundhedsorganisationens
internationale sundhedsregulativ, samt andre smitsomme infektionssygdomme eller
parasitære sygdomme, for så vidt medlemsstaterne har truffet
beskyttelsesforanstaltninger mod dem for deres egne statsborgere. Artikel 3 Anvendelsesområde Denne forordning finder anvendelse på alle
personer, der passerer medlemsstaternes indre eller ydre grænser, Ö uden at dette
berører Õ: ê 610/2013 Art.
1, nr. 2 a) rettigheder, der tilkommer personer,
som har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten ê 562/2006 b) rettigheder, der tilkommer
flygtninge og personer, som ansøger om international beskyttelse, navnlig hvad
angår princippet om non-refoulement. ê 610/2013 Art.
1, nr. 3 (tilpasset) Artikel 4 Grundlæggende rettigheder Ved anvendelsen af denne forordning handler
medlemsstaterne i fuld overensstemmelse med den relevante EU-ret, herunder Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret om
grundlæggende rettigheder«), de relevante dele af folkeretten, herunder
konventionen om flygtninges retsstilling udfærdiget i Genève den 28. juli 1951
(»Genèvekonventionen«), forpligtelserne vedrørende adgang til international
beskyttelse, navnlig Ö princippet om Õ non-refoulement, og
de grundlæggende rettigheder. I overensstemmelse med de generelle principper i
EU-retten skal afgørelser, der træffes i henhold til denne forordning, vedtages
på et individuelt grundlag. ê 562/2006
(tilpasset) AFSNIT II DE YDRE GRÆNSER KAPITEL I Passage af de ydre grænser og
indrejsebetingelser Artikel 5 Passage af de ydre grænser 1. Passage af de ydre grænser kan kun ske ved
grænseovergangsstederne og inden for Ö normal Õ åbningstid.
Åbningstiderne Ö skal Õ angives klart ved
grænseovergangssteder, der ikke er åbne døgnet rundt. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen listen
over deres grænseovergangssteder, jf. artikel 39. ê 610/2013 Art.
1, nr. 4) (tilpasset) 2. Uanset stk. 1 kan der indføres undtagelser
fra forpligtelsen til kun at passere de ydre grænser ved
grænseovergangsstederne og inden for normal åbningstid: a) for personer eller grupper af
personer, hvis det af særlige grunde er nødvendigt med henblik på lejlighedsvis
passage af de ydre grænser uden for grænseovergangsstederne eller uden for
normal åbningstid, forudsat at de er i besiddelse af de tilladelser, der er
nødvendige i henhold til national ret, og det ikke forstyrrer medlemsstaternes
offentlige orden og indre sikkerhed. Medlemsstaterne kan fastsætte særlige
ordninger i bilaterale aftaler. Generelle undtagelser i henhold til national
ret og bilaterale aftaler skal meddeles Kommissionen, jf. artikel 39 b) for personer eller grupper af
personer, der befinder sig i en uforudset nødsituation c) i overensstemmelse med de Ö særlige Õ regler i artikel 19 og
20 sammenholdt med bilag VI og VII. ê 562/2006
(tilpasset) 3. Medlemsstaterne skal, uden at det berører
undtagelserne i stk. 2 eller deres forpligtelser med hensyn til international
beskyttelse, indføre sanktioner i overensstemmelse med national Ö ret Õ i tilfælde af
ulovlig passage af de ydre grænser uden for grænseovergangsstederne og normal
åbningstid. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Artikel 6 Indrejsebetingelser for
tredjelandsstatsborgere ê 610/2013
Art. 1, nr. 5), litra a) 1. For påtænkte ophold på medlemsstaternes
område i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden
på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning, skal
tredjelandsstatsborgere opfylde følgende indrejsebetingelser: ê 610/2013
Art. 1, nr. 5), litra a) a) de skal være i besiddelse af et
gyldigt rejsedokument, der giver indehaveren ret til grænsepassage, og dokumentet
skal opfylde følgende betingelser: i) det skal være gyldigt i mindst tre
måneder efter den påtænkte dato for afrejse fra medlemsstaternes område. I
begrundede hastetilfælde kan dette krav dog frafaldes ii) det skal være udstedt inden for de
seneste 10 år ê 265/2010 Art.
2, nr. 1) b) de skal være i besiddelse af gyldigt
visum, hvis dette kræves i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001[28], undtagen hvis de har
en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold ê 562/2006
(tilpasset) c) de skal dokumentere formålet med og
vilkårene for det påtænkte ophold og have de fornødne subsistensmidler, såvel i
den påtænkte opholdsperiode som til hjemrejsen til hjemlandet eller gennemrejse
til et tredjeland, hvor de er sikret indrejse, eller være i stand til at skaffe
sig disse midler på lovlig vis d) de må ikke være Ö personer, der
er Õ indberettet i SIS
som uønskede e) de må ikke Ö være Õ betragtet som en
trussel mod medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed, offentlig
sundhed eller internationale forbindelser, og må navnlig ikke på dette grundlag
være indberettet som uønskede i medlemsstaternes nationale databaser. ê 610/2013
Art. 1, nr. 5), litra b) 2. Med henblik på gennemførelse af stk. 1
anses den første opholdsdag på medlemsstaternes område som indrejsedatoen, og
den sidste opholdsdag på medlemsstaternes område anses som udrejsedatoen.
Ophold, der er givet tilladelse til i form af en opholdstilladelse eller et
visum til længerevarende ophold, indgår ikke i beregningen af varigheden af
opholdet på medlemsstaternes område. ê 562/2006 3. I bilag I findes en ikke-udtømmende liste
over den dokumentation, som grænsevagterne kan afkræve tredjelandsstatsborgeren
for at kontrollere, at betingelserne i stk. 1, litra c), er opfyldt. 4. Vurderingen af subsistensmidler foretages
på grundlag af varigheden af og formålet med opholdet og under henvisning til
de gennemsnitlige priser i den eller de pågældende medlemsstater for billig
indkvartering og forplejning, ganget med det antal dage, som opholdet varer. De vejledende beløb, som medlemsstaterne
fastsætter, meddeles Kommissionen, jf. artikel 39. Kontrollen af, om der er tale om
tilstrækkelige subsistensmidler, kan baseres f.eks. på kontanter, rejsechecks
og kreditkort i tredjelandsstatsborgerens besiddelse. Hvis medlemsstaternes
nationale ret giver mulighed for erklæringer vedrørende sponsorering, kan
sådanne erklæringer også udgøre bevis for tilstrækkelige subsistensmidler; det
samme gælder garantierklæringer fra en vært som defineret i national ret, hvis
tredjelandsstatsborgeren bor hos en sådan. 5. Uanset stk. 1, ê 610/2013
Art. 1, nr. 5), litra c) (tilpasset) a) skal en tredjelandsstatsborger, der
ikke opfylder samtlige betingelser i stk. 1, men som er i besiddelse af en
opholdstilladelse eller et visum til Ö længerevarende Õ ophold, have
tilladelse til indrejse på de øvrige medlemsstaters område med henblik på
gennemrejse, således at vedkommende kan nå frem til den medlemsstat, der har
udstedt opholdstilladelsen eller visummet til Ö længerevarende Õ ophold, medmindre
den pågældende er opført på den nationale liste over indberetninger i den
medlemsstat, hvis ydre grænser den pågældende ønsker at passere, og
indberetningen er ledsaget af en instruks om at nægte indrejse eller
gennemrejse ê 610/2013
Art. 1, nr. 5), litra c) b) kan en tredjelandsstatsborger, der
opfylder betingelserne i stk. 1, undtagen litra b), og som møder op ved
grænsen, få tilladelse til indrejse på medlemsstaternes område, hvis der
udstedes et visum ved grænsen i henhold til artikel 35 og 36 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009[29]; medlemsstaterne udarbejder statistikker over visa,
der udstedes ved grænsen, jf. artikel 46 i forordning (EF) nr. 810/2009 og
bilag XII dertil; ê 562/2006 hvis det ikke er muligt at anbringe et visum i dokumentet,
skal det undtagelsesvis påføres et separat ark, der indsættes i dokumentet. I
så fald anvendes det ensartet udformede ark til påføring af visum, jf. Rådets
forordning (EF) nr. 333/2002[30] c) kan tredjelandsstatsborgere, der
ikke opfylder en eller flere af betingelserne i stk. 1, få tilladelse af en
medlemsstat til indrejse på dens område af humanitære grunde eller af hensyn
til nationale interesser eller internationale forpligtelser; hvis en
tredjelandsstatsborger er indberettet i SIS, jf. stk. 1, litra d), underretter
den medlemsstat, der tillader vedkommende at indrejse på sit område, de øvrige
medlemsstater herom. KAPITEL II Kontrol ved de ydre grænser og nægtelse af
indrejse Artikel 7 Ind- og udrejsekontrol ê 610/2013 Art.
1, nr. 6) 1. Grænsevagterne skal under udførelsen af
deres opgaver fuldt ud respektere den menneskelige værdighed, herunder navnlig
når der er tale om sårbare personer. ê 562/2006 De foranstaltninger, der træffes under
udførelsen af opgaverne, skal stå i rimeligt forhold til foranstaltningernes
mål. 2. Grænsevagterne må ikke under udførelsen af
ind- og udrejsekontrol af personer udøve forskelsbehandling, der er baseret på
køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering. Artikel 8 Ind- og udrejsekontrol af personer 1. Grænsetrafikken ved de ydre grænser
kontrolleres af grænsevagter. Ind- og udrejsekontrollen foretages efter
bestemmelserne i dette kapitel. Kontrollen kan også omfatte transportmidler og
genstande, som de personer, der passerer grænsen, er i besiddelse af. Den
pågældende medlemsstats nationale ret finder anvendelse ved kropsvisitering og
anden gennemsøgning. 2. Alle skal underkastes en minimumsind- og
udrejsekontrol, der gør det muligt at fastslå deres identitet på grundlag af
forelagte eller foreviste rejsedokumenter. En sådan minimumskontrol består af
en enkel og hurtig kontrol, om nødvendigt ved hjælp af tekniske hjælpemidler og
ved at søge efter oplysninger, der udelukkende vedrører stjålne, ulovligt
handlede, mistede eller ugyldiggjorte dokumenter, i de relevante databaser, af
gyldigheden af de dokumenter, som giver den retmæssige indehaver ret til at
passere grænsen, og af, om der foreligger tegn på falsk eller forfalskning. ê 610/2013
Art. 1, nr. 7), litra a) Som hovedregel finder den i første afsnit
omhandlede minimumskontrol anvendelse på personer, der har ret til fri
bevægelighed i henhold til EU-retten. Grænsevagterne kan imidlertid på
ikkesystematisk grundlag i forbindelse med minimumskontrollen af personer, der
har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, søge i nationale og
europæiske databaser for at sikre sig, at personen ikke udgør en reel,
umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel for medlemsstaternes indre
sikkerhed, offentlige orden eller internationale forbindelser eller en trussel
mod den offentlige sundhed. For så vidt angår personer, der har ret til
fri bevægelighed i henhold til EU-retten, må resultatet af sådanne søgninger
ikke anfægte disses ret til indrejse på den pågældende medlemsstats område
efter direktiv 2004/38/EF. ê 562/2006
(tilpasset) 3. Tredjelandsstatsborgere skal underkastes Ö følgende Õ indgående ind- og
udrejsekontrol: a) den indgående indrejsekontrol skal
omfatte kontrol af indrejsebetingelser ifølge artikel 6, stk. 1, samt eventuelt
af opholds- og arbejdstilladelser; heri skal indgå en grundig undersøgelse af
følgende: i) om den pågældende tredjelandsstatsborger
er i besiddelse af et gyldigt dokument til grænsepassage, der ikke er udløbet,
og at dokumentet i givet fald er ledsaget af det påkrævede visum eller den
påkrævede opholdstilladelse ii) om dokumentet efter omhyggelig
undersøgelse viser tegn på falsk eller forfalskning iii) ind- og udrejsestemplerne i den
pågældende tredjelandsstatsborgers rejsedokument for ved at sammenholde ind- og
udrejsedatoerne at kontrollere, at vedkommende ikke allerede har overskredet
den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område iv) hvor den pågældende
tredjelandsstatsborger er udrejst fra, og hvor han rejser hen, samt af det
påtænkte opholds formål og, om nødvendigt, kontrol af dokumentationen herfor v) om den pågældende tredjelandsstatsborger
har tilstrækkelige subsistensmidler til det påtænkte opholds varighed og
formål, til hjemrejsen eller til gennemrejsen til et tredjeland, hvor han er
sikret indrejse, eller om vedkommende er i stand til at skaffe disse midler på
lovlig vis vi) om den pågældende tredjelandsstatsborger,
hans transportmiddel og de genstande, som han medbringer, Ö kan Õ udgøre en trussel
mod medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed, offentlige sundhed
eller internationale forbindelser. Denne kontrol Ö skal Õ bl.a. Ö omfatte Õ direkte søgning i de
indberettede oplysninger om personer og om nødvendigt genstande i SIS og i de
nationale databaser og de foranstaltninger, der eventuelt skal træffes som
resultat af en indberetning. ê 81/2009 Art. 1,
nr. 1 (tilpasset) b) hvis tredjelandsstatsborgeren er i
besiddelse af et visum, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), skal den indgående
indrejsekontrol også omfatte verifikation af visumindehaverens identitet og visummets
ægthed ved hjælp af en søgning i visuminformationssystemet (VIS) i henhold til
artikel 18 i forordning (EF) nr. 767/2008 c) Ö søgning i VIS kan
som undtagelse fra litra a) og b) i alle tilfælde udføres ved hjælp af nummeret
på visummærkaten og stikprøvevis udføres ved hjælp af nummeret på visummærkaten
kombineret med verifikation af fingeraftryk, Õ såfremt: i) der opstår en tæt rejsetrafik, der gør
ventetiderne ved grænseovergangsstedet urimeligt lange ii) alle ressourcer med hensyn til
personale, midler og organisation allerede er opbrugt, og iii) der ikke vurderes at være en risiko for
så vidt angår indre sikkerhed og ulovlig indvandring. i alle tilfælde, hvor der hersker tvivl om
visumindehaverens identitet og/eller visummets ægthed, skal søgningen i VIS dog
udføres med systematisk brug af visummærkatens nummer kombineret med
verifikation af fingeraftryk; denne undtagelsesbestemmelse kan kun anvendes på
det pågældende grænseovergangssted, så længe Ö betingelserne i
nr. i), ii) og iii) Õ er opfyldt. d) afgørelsen om at udføre søgning i
VIS i henhold til litra c) træffes af den overordnede grænsevagt på det
pågældende grænseovergangssted eller på højere niveau; den pågældende medlemsstat underretter straks de
øvrige medlemsstater og Kommissionen om en sådan afgørelse e) hver medlemsstat fremsender en gang
om året en rapport om anvendelsen af litra c) til Europa-Parlamentet og
Kommissionen med angivelse af antallet af tredjelandsstatsborgere, der er
blevet kontrolleret i VIS udelukkende med brug af visummærkatens nummer, og
oplysning om længden af de ventetider, der er omhandlet i litra c), nr. i) f) litra c) og d) finder anvendelse i
en periode på højst tre år, der begynder tre år efter, at VIS er sat i drift;
Kommissionen sender inden udgangen af det andet år, hvor litra c) og d)
finder anvendelse, en evaluering af gennemførelsen af disse bestemmelser til
Europa-Parlamentet og Rådet; Europa-Parlamentet eller Rådet kan på grundlag af
evalueringen opfordre Kommissionen til at foreslå passende ændringer af denne
forordning ê 562/2006 è1 81/2009 Art. 1, nr. 2) g) den indgående udrejsekontrol skal
omfatte: i) kontrol af, at den pågældende
tredjelandsstatsborger er i besiddelse af et gyldigt dokument til grænsepassage ii) kontrol af, om dokumentet viser tegn på
falsk eller forfalskning iii) så vidt muligt kontrol af, at den
pågældende tredjelandsstatsborger ikke betragtes som en trussel mod
medlemsstaternes offentlige orden, indre sikkerhed eller internationale
forbindelser h) ud over den i litra g) omhandlede
kontrol kan den indgående udrejsekontrol endvidere omfatte: i) kontrol af, at den pågældende er i
besiddelse af gyldigt visum, hvis dette kræves i henhold til forordning (EF)
nr. 539/2001, undtagen hvis han har en gyldig opholdstilladelse. è1 Sådan
kontrol kan omfatte søgning i VIS i henhold til artikel 18 i forordning (EF)
nr. 767/2008 ç ii) kontrol af, at den pågældende ikke har
overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes
område iii) kontrol af indberetninger af personer og
genstande i SIS og i de nationale databaser ê 81/2009 Art. 1,
nr. 3 iv) med henblik på at identificere en person,
som eventuelt ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for
indrejse til, ophold eller bopæl på medlemsstaternes område, kan der foretages
en søgning i VIS i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 767/2008. ê 562/2006 è1 610/2013 Art. 1, nr. 7),
litra b) 4. Hvis der findes faciliteter til det, og
hvis den pågældende tredjelandsstatsborger anmoder om det, skal en sådan
indgående kontrol foretages på et ikke-offentligt område. 5. è1 Uden
at det berører andet afsnit, skal tredjelandsstatsborgere, der underkastes en
indgående efterfølgende kontrol, skriftligt på et sprog, som de forstår eller
med rimelighed kan formodes at forstå, eller på en anden effektiv måde, oplyses
om formålet med og proceduren for en sådan kontrol. ç Disse oplysninger skal foreligge på alle de
officielle EU-sprog og på det eller de sprog, der tales i det eller de lande,
der grænser op til den pågældende medlemsstat, og det skal fremgå heraf, at
tredjelandsstatsborgeren kan anmode om navn og tjenesteidentifikationsnummer på
de grænsevagter, der foretager den indgående efterfølgende kontrol, samt om
navnet på grænseovergangsstedet og den dato, hvor grænsepassagen fandt sted. ê 610/2013
Art. 1, nr. 7), litra c) 6. Kontrol af en person, der har ret til fri
bevægelighed i henhold til EU-retten, foretages i henhold til direktiv
2004/38/EF. ê 562/2006 7. De nærmere bestemmelser vedrørende de
oplysninger, der skal registreres, er fastsat i bilag II. ê 610/2013
Art. 1, nr. 7, litra d) 8. Når artikel 5, stk. 2, litra a) eller b),
finder anvendelse, kan medlemsstaterne også indføre undtagelser fra reglerne i
nærværende artikel. ê 562/2006 Artikel 9 Lempelse af ind- og udrejsekontrollen 1. Ind- og udrejsekontrollen ved de ydre
grænser kan lempes under særlige og uforudsete omstændigheder. Sådanne særlige
og uforudsete omstændigheder foreligger, når uforudselige begivenheder medfører
en tæt rejsetrafik, der gør ventetiderne ved grænseovergangsstedet urimeligt
lange, samtidig med at alle ressourcer med hensyn til personale, midler og
organisation er opbrugt. 2. Når ind- og udrejsekontrollen lempes i
overensstemmelse med stk. 1, er indrejsekontrollen principielt vigtigere end
udrejsekontrollen. Afgørelser om lempelse af kontrollen træffes
af den overordnede grænsevagt på det pågældende grænseovergangssted. En lempelse af kontrollen skal være
midlertidig, være tilpasset omstændighederne og iværksættes gradvis. 3. Selv i tilfælde af lempelse af ind- og
udrejsekontrollen skal grænsevagten stemple tredjelandsstatsborgeres
rejsedokumenter både ved ind- og udrejse, jf. artikel 11. 4. Hver enkelt medlemsstat fremsender en gang
om året en rapport om anvendelsen af denne artikel til Europa-Parlamentet og
Kommissionen. Artikel 10 Separate baner samt skiltning 1. Medlemsstaterne opretter separate baner,
navnlig ved grænseovergangssteder i lufthavne, for at kunne udføre ind- og
udrejsekontrol af personer, jf. artikel 8. Disse særlige baner angives ved
hjælp af skilte med de oplysninger, der er omhandlet i bilag III. Medlemsstaterne kan indrette separate baner
ved deres sø- og landgrænseovergangssteder og ved grænserne mellem
medlemsstater, der ikke anvender artikel 22 ved deres fælles grænser. Der skal
anvendes skilte med de oplysninger, der er omhandlet i bilag III, hvis
medlemsstaterne indretter separate baner ved disse grænser. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne baner er
tydeligt skiltet, også når reglerne for benyttelsen af de forskellige baner suspenderes
i henhold til stk. 4 for at sikre, at flest mulige personer kan passere
grænsen. ê 610/2013
Art. 1, nr. 8), litra a) (tilpasset) 2. Personer, der har ret til fri bevægelighed
i henhold til EU-retten, kan benytte de baner, der er angivet med skiltet i
bilag III, del A (»EU, EØS, CH«). De kan også benytte de baner, der er angivet
med skiltet i bilag III, del B1 (»visum ikke påkrævet«) og del B2 (»alle pas«). Tredjelandsstatsborgere, der ikke er
visumpligtige ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, jf. forordning (EF)
nr. 539/2001, og tredjelandsstatsborgere, som har en gyldig opholdstilladelse
eller et visum til Ö længerevarende Õ ophold, kan benytte
de baner, der er angivet med skiltet i bilag III, del B1 (»visum ikke
påkrævet«), til denne forordning. De kan også benytte de baner, der er angivet
med skiltet i bilag III, del B2 (»alle pas«), til denne forordning. Alle andre personer skal benytte de baner, der
er angivet med skiltet i bilag III, del B2 (»alle pas«). Oplysningerne på de i første, andet og tredje
afsnit nævnte skilte kan anføres på det eller de sprog, som hver medlemsstat
finder relevant. Der er ikke pligt til at stille særskilte
baner til rådighed, som er angivet med skiltet i bilag III, del B1 (»visum ikke
påkrævet«). Medlemsstaterne beslutter under hensyn til de praktiske behov, om
de vil gøre det, og i givet fald ved hvilke grænseovergangssteder. ê 562/2006 3. Ved sø- og landgrænseovergangssteder kan
medlemsstaterne adskille biltrafikken i forskellige baner til henholdsvis lette
og tunge køretøjer og busser ved at bruge den i bilag III, del C, viste
skiltning. Medlemsstaterne kan variere oplysningerne på
disse skilte, hvor det er hensigtsmæssigt som følge af lokale forhold. 4. I tilfælde af et midlertidigt trafikpres
ved et givet grænseovergangssted kan de kompetente myndigheder suspendere
reglerne for benyttelsen af de forskellige baner, så længe det er nødvendigt
for at afvikle dette trafikpres. Artikel 11 ê 610/2013
Art. 1, nr. 9), litra a) Stempling af rejsedokumenter ê 562/2006 1. Tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter
skal systematisk stemples ved ind- og udrejse. Der anbringes især ind- eller
udrejsestempel på: a) dokumenter forsynet med et gyldigt
visum, der giver tredjelandsstatsborgere mulighed for grænsepassage b) dokumenter, der giver
tredjelandsstatsborgere, der ved grænsen har fået udstedt visum af en
medlemsstat, mulighed for grænsepassage c) dokumenter, der giver
tredjelandsstatsborgere, der ikke er visumpligtige, mulighed for grænsepassage. ê 610/2013
Art. 1, nr. 9), litra b) 2. Rejsedokumenter tilhørende
tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, som
direktiv 2004/38/EF finder anvendelse på, men som ikke foreviser opholdskort
som omhandlet i nævnte direktiv, stemples ved ind- og udrejse. Rejsedokumenter tilhørende
tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til tredjelandsstatsborgere,
der har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, men som ikke
foreviser opholdskort som omhandlet i direktiv 2004/38/EF, stemples ved ind- og
udrejse. ê 562/2006 3. Der anbringes intet ind- eller
udrejsestempel på: a) rejsedokumenter tilhørende
statschefer og højtstående personer, hvis ankomst forinden er blevet officielt
meddelt via de diplomatiske kanaler b) pilotcertifikater eller
flybesætningsbeviser c) rejsedokumenter tilhørende søfolk,
der kun opholder sig på en medlemsstats område under skibets ophold i
anløbshavnen d) rejsedokumenter tilhørende
besætningsmedlemmer og passagerer på krydstogtskibe, der ikke skal underkastes
ind- og udrejsekontrol i henhold til punkt 3.2.3 i bilag VI e) dokumenter, der giver statsborgere
fra Andorra, Monaco og San Marino mulighed for grænsepassage ê 610/2013
Art. 1, nr. 9), litra c) (tilpasset) f) rejsedokumenter tilhørende
togpersonale på internationale passager- og godstog g) rejsedokumenter tilhørende
tredjelandsstatsborgere, der fremviser et opholdskort som omhandlet i direktiv
2004/38/EF. Anmoder en tredjelandsstatsborger herom, kan
det undtagelsesvis undlades at anbringe ind- eller udrejsestempel, såfremt
anbringelsen heraf kan medføre betydelige vanskeligheder for den pågældende. I
så fald Ö skal Õ ind- eller udrejsen Ö attesteres Õ på et særskilt ark
med angivelse af den pågældendes navn og pasnummer. Dette ark Ö skal Õ udleveres til
tredjelandsstatsborgeren. Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan føre
statistik over sådanne undtagelsestilfælde og kan fremsende disse statistikker
til Kommissionen. ê 562/2006 (tilpasset) 4. De praktiske retningslinjer for stempling
findes i bilag IV. 5. Tredjelandsstatsborgere skal så vidt muligt
oplyses om, at grænsevagten er forpligtet til at stemple deres rejsedokumenter
ved ind- og udrejse, også når kontrollen lempes i henhold til artikel 9. Artikel 12 Formodning for opfyldelse af
betingelserne for opholdets varighed 1. Hvis en tredjelandsstatsborgers
rejsedokument ikke er forsynet med indrejsestempel, kan de kompetente nationale
myndigheder Ö gå ud fra Õ en formodning om, at
indehaveren ikke eller ikke længere opfylder de regler for varighed af ophold,
der gælder i den pågældende medlemsstat. 2. Formodningen i stk. 1 kan afkræftes ved, at
tredjelandsstatsborgeren fremlægger et hvilket som helst troværdigt
bevismiddel, f.eks. transportbilletter eller bevis for tilstedeværelse uden for
medlemsstaternes område, som viser, at den pågældende har overholdt reglerne
for varigheden af et kortvarigt ophold. I et sådant tilfælde: a) skal de kompetente myndigheder, hvis
tredjelandsstatsborgeren befinder sig på en medlemsstats område, der anvender
Schengen-reglerne i fuldt omfang, i overensstemmelse med national ret og
praksis i tredjelandsstatsborgerens rejsedokument angive, hvor og hvornår
vedkommende har passeret den ydre grænse i en af de medlemsstater, der anvender
Schengen-reglerne i fuldt omfang b) skal de kompetente myndigheder, hvis
tredjelandsstatsborgeren befinder sig på en medlemsstats område, med hensyn til
hvilken afgørelsen i artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 Ö , i artikel 4,
stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 og i artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten
af 2011 Õ endnu ikke er
truffet, i overensstemmelse med national ret og praksis i
tredjelandsstatsborgerens rejsedokument angive, hvor og hvornår vedkommende har
passeret denne medlemsstats ydre grænse. Der kan ud over de angivelser, der er nævnt i
litra a) og b), udleveres en formular svarende til den, der er gengivet i bilag
VIII, til tredjelandsstatsborgeren. Medlemsstaterne skal oplyse hinanden,
Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet om deres nationale praksis med
hensyn til de angivelser, der er nævnt i denne artikel. ê 610/2013
Art. 1, nr. 10, litra a) (tilpasset) 3. Hvis formodningen i stk. 1 ikke afkræftes,
kan tredjelandsstatsborgeren sendes tilbage i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF[31] og med national ret
under overholdelse af nævnte direktiv. ê 610/2013
Art. 1, nr. 10, litra b) 4. De relevante bestemmelser i stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse, hvis der ikke er påført et udrejsestempel. ê 562/2006 Artikel 13 Grænseovervågning ê 610/2013
Art. 1, nr. 11), litra a) (tilpasset) 1. Hovedformålet med grænseovervågning er at
forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og
træffe foranstaltninger mod personer, som har passeret grænsen ulovligt. En
person, som har passeret en grænse ulovligt, og som ikke har ret til at opholde
sig på den pågældende medlemsstats område, Ö skal Õ pågribes og gøres
til genstand for procedurer under overholdelse af direktiv 2008/115/EF. ê 562/2006
(tilpasset) 2. Grænsevagterne anvender stationære eller
mobile enheder til grænseovervågning. Overvågningen gennemføres på en sådan måde, at
den forhindrer og afskrækker folk fra at omgå ind- og udrejsekontrollen ved
grænseovergangsstederne. 3. Overvågningen mellem
grænseovergangsstederne Ö skal Õ foretages af
grænsevagter, hvis antal og metoder skal afpasses efter foreliggende eller
forudsete risici og trusler. Der Ö skal Õ foretages hyppige og
uventede ændringer i overvågningstidspunkterne, således at uautoriseret
grænsepassage indebærer en permanent risiko for at blive afsløret. 4. Overvågningen Ö skal Õ foretages af
stationære eller mobile enheder, der patruljerer eller posteres på strækninger,
der er kendt for eller formodes at være følsomme, idet formålet med
overvågningen er at pågribe personer, som passerer grænsen ulovligt. Overvågningen
kan ligeledes foretages ved hjælp af tekniske, herunder elektroniske, midler. ê 610/2013
Art. 1, nr. 11), litra b) 5. Kommissionen tillægges beføjelser til
at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 37 vedrørende
yderligere foranstaltninger for overvågning. ê 562/2006
(tilpasset) Artikel 14 Nægtelse af indrejse 1. En tredjelandsstatsborger, der ikke
opfylder alle indrejsebetingelserne i artikel 6, stk. 1, og som ikke tilhører
en af de personkategorier, der er nævnt i artikel 6, stk. 5, skal nægtes
indrejse på medlemsstaternes områder. Dette berører ikke anvendelsen af særlige
bestemmelser om retten til asyl, international beskyttelse eller udstedelse af
visum til længerevarende ophold. 2. Indrejse kan kun nægtes ved en begrundet
afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen. Afgørelsen træffes
af en myndighed, der er bemyndiget hertil efter national ret. Den finder
anvendelse umiddelbart. Den begrundede afgørelse med angivelse af de
præcise grunde til nægtelsen skal foreligge i form af en standardformular, jf.
bilag V, del B, udfyldt af den myndighed, der efter national ret er bemyndiget
til at nægte indrejse. Den udfyldte standardformular Ö skal Õ udleveres til den pågældende
tredjelandsstatsborger, som Ö skal Õ anerkender
modtagelsen af afgørelsen om nægtelse af indrejse ved hjælp af denne formular. 3. Personer, der er nægtet indrejse, har ret
til at påklage afgørelsen. Klageproceduren følger national ret.
Tredjelandsstatsborgeren skal ligeledes have en skriftlig oversigt over de
kontaktpunkter, der kan oplyse om repræsentanter med kompetence til at handle i
henhold til national ret på tredjelandsstatsborgerens vegne. Indgivelse af en klage medfører ikke
suspension af afgørelsen om nægtelse af indrejse. Uden at det berører spørgsmålet om tilkendelse
af Ö erstatning Õ i henhold til
national ret har den pågældende tredjelandsstatsborger ret til af den
medlemsstat, der har nægtet indrejse, at få foretaget en rettelse af det
annullerede indrejsestempel samt af enhver anden form for overstregning eller
tilføjelse, såfremt det i klageafgørelsen konkluderes, at afgørelsen om
nægtelse af indrejse ikke var tilstrækkeligt underbygget. 4. Grænsevagterne sørger for, at en
tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, ikke indrejser på den
pågældende medlemsstats område. ê 610/2013 Art.
1, nr. 12) 5. Medlemsstaterne indsamler statistisk
materiale om antallet af personer, der er nægtet indrejse, grundene hertil, og
nationaliteten på de personer, der er nægtet indrejse, samt om, ved hvilken
type grænse (land, luft, sø) de er blevet nægtet indrejse, og indsender det
statistiske materiale én gang om året til Kommissionen (Eurostat) i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 862/2007[32]. ê 562/2006
(tilpasset) 6. Detaljerede Ö bestemmelser om Õ nægtelse af indrejse
findes i bilag V, del A. ê 562/2006 KAPITEL III Personale og ressourcer til grænsekontrol
og samarbejde mellem medlemsstaterne Artikel 15 Personale og ressourcer til
grænsekontrol Medlemsstaterne indsætter kvalificeret
personale og tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre grænsekontrol ved de
ydre grænser i overensstemmelse med artikel 7-14, på en sådan måde, at der
sikres en effektiv, grundig og ensartet kontrol ved deres ydre grænser. Artikel 16 Gennemførelse af
kontrolforanstaltninger 1. Grænsekontrol i overensstemmelse med
artikel 7-14 udføres af grænsevagterne, i overensstemmelse med denne
forordnings bestemmelser og national ret. Ved varetagelsen af denne grænsekontrol
forbliver de beføjelser til at indlede strafferetlig forfølgning, som tilkommer
grænsevagterne i henhold til national ret, og som ikke er omfattet af denne
forordnings anvendelsesområde, uændrede. ê 610/2013 Art.
1, nr. 13) (tilpasset) Medlemsstaterne sikrer, at grænsevagterne er
specialiserede og passende uddannede under hensyn til det fælles grundlæggende
uddannelsesprogram for grænsevagter, der er fastsat og udformet af Det
Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved
EU-medlemsstaternes Ydre Grænser Ö ("agenturet") Õ, som er oprettet ved
forordning (EF) nr. 2007/2004. Uddannelsesprogrammet skal indeholde
specialuddannelse i at opdage og håndtere situationer vedrørende udsatte
personer som f.eks. uledsagede mindreårige og ofre for menneskehandel.
Medlemsstaterne tilskynder med støtte fra agenturet grænsevagterne til at lære
de fremmedsprog, der er nødvendige for udførelsen af deres opgaver. ê 562/2006
(tilpasset) 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen
listen over de nationale tjenester, der er ansvarlige for grænsekontrol ifølge
de enkelte medlemsstaters nationale ret, i overensstemmelse med artikel 39. 3. For at sikre en effektiv grænsekontrol skal
hver medlemsstat sørge for et tæt og løbende samarbejde mellem sine nationale
tjenester med ansvar for grænsekontrol. Artikel 17 Samarbejde mellem medlemsstaterne 1. Medlemsstaterne yder hinanden gensidig
bistand og sikrer et tæt og løbende samarbejde med henblik på en effektiv
gennemførelse af grænsekontrol i overensstemmelse med artikel 7-16. De
udveksler alle relevante oplysninger. 2. Medlemsstaternes operative samarbejde med
hensyn til forvaltning af de ydre grænser samordnes af agenturet. 3. Uden at det berører agenturets beføjelser
kan medlemsstaterne fortsætte samarbejdet ved de ydre grænser på det operative
plan med andre medlemsstater og/eller tredjelande, herunder udveksling af
forbindelsesofficerer, hvis et sådant samarbejde supplerer agenturets virke. Medlemsstaterne undlader enhver
foranstaltning, der kan skade agenturets virke eller opfyldelsen af dets mål. Medlemsstaterne underretter agenturet om det i
første afsnit omhandlede operative samarbejde. 4. Medlemsstaterne varetager uddannelse i
reglerne for grænsekontrol og i grundlæggende rettigheder. I den forbindelse
tages der hensyn til de fælles uddannelsesstandarder, der udarbejdes og
videreudvikles af agenturet. Artikel 18 Fælles kontrol 1. Medlemsstater, der ikke anvender artikel 22
ved deres fælles landgrænser, kan, indtil den pågældende artikel Ö anvendes Õ, foretage fælles
kontrol ved de fælles grænser, således at en person kun standses én gang med
henblik på gennemførelse af ind- og udrejsekontrol, uden at det berører
medlemsstaternes individuelle ansvar som følge af artikel 7-14. Medlemsstaterne kan med henblik herpå indgå
bilaterale aftaler. 2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om
aftaler, der indgås efter stk. 1. KAPITEL IV Specifikke regler for ind- og
udrejsekontrol Artikel 19 Ö Særlige Õ regler for de
forskellige typer grænser og de forskellige transportmidler, der anvendes til
at passere grænserne De Ö særlige Õ regler, der er
fastsat i bilag VI, finder anvendelse på kontrol ved de forskellige typer
grænser og af de forskellige transportmidler, der anvendes til at passere
grænseovergangene. ê 610/2013 Art.
1, nr. 14) Disse specifikke regler kan indeholde
undtagelser fra artikel 5, 6 og 8-14. ê 562/2006
(tilpasset) Artikel 20 Ö Særlige Õ regler for ind- og
udrejsekontrol af Ö visse Õ personkategorier 1. De Ö særlige Õ regler, der er
fastsat i bilag VII, finder anvendelse på kontrol af følgende kategorier af
personer: a) statsoverhoveder og medlemmerne af
deres delegationer b) flypiloter og andre
besætningsmedlemmer c) sømænd d) indehavere af diplomatpas,
officielle pas eller tjenestepas samt medlemmer af internationale
organisationer e) grænsearbejdere f) mindreårige ê 610/2013
Art. 1, nr. 15), litra a) g) redningstjenester, politi og
brandvæsen samt grænsevagter h) arbejdstagere på offshoreanlæg. ê 610/2013
Art. 1, nr. 15), litra b) Disse specifikke regler kan indeholde
undtagelser fra artikel 5, 6 og 8-14. ê 562/2006 2. Medlemsstaterne sender Kommissionen
modellerne til de kort, der udstedes af deres udenrigsministerier til
akkrediterede medlemmer af diplomatiske og konsulære repræsentationer og deres
familiemedlemmer, i overensstemmelse med artikel 39. ê 1051/2013
Art. 1, nr. 1) (tilpasset) KAPITEL V Specifikke foranstaltninger i tilfælde af
alvorlige mangler i forbindelse med kontrollen ved de ydre grænser Artikel 21 Foranstaltninger ved de ydre grænser
og støtte fra agenturet 1. Når der i en evalueringsrapport, som er
udarbejdet i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 1053/2013,
konstateres alvorlige mangler ved gennemførelsen af kontrol ved de ydre
grænser, kan Kommissionen, for at sikre overholdelse af henstillingerne som
omhandlet i nævnte forordnings artikel 15, ved gennemførelsesretsakter
henstille, at den evaluerede medlemsstat træffer specifikke foranstaltninger,
som kan omfatte en eller begge af følgende: a) indsættelse af europæiske
grænsevagthold i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2007/2004 b) forelæggelse Ö af Õ medlemsstatens
strategiske planer Ö udarbejdet Õ på grundlag af en
risikovurdering, herunder oplysninger om anvendelse af personale og udstyr, Ö for agenturet
til udtalelse Õ. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 38, stk. 2. 2. Kommissionen underretter regelmæssigt det
udvalg, der nedsættes i overensstemmelse med artikel 38, stk. 1, om gennemførelsen
af de foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, og om
indvirkningen på de konstaterede mangler. Den underretter også Europa-Parlamentet og
Rådet. 3. Når en evalueringsrapport som omhandlet i
stk. 1 konkluderer, at den evaluerede medlemsstat alvorligt har tilsidesat sine
forpligtelser og derfor skal rapportere om gennemførelsen af den relevante
handlingsplan inden tre måneder i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i
forordning (EU) nr. 1053/2013, og når Kommissionen efter den periode på tre
måneder finder, at situationen varer ved, kan den, når alle betingelser herfor
er opfyldt, iværksætte anvendelsen af proceduren i nærværende forordnings
artikel 29. ê 562/2006
(tilpasset) AFSNIT III DE INDRE GRÆNSER KAPITEL I Ö Ingen kontrol Õ ved de indre grænser Artikel 22 Passage af de indre grænser De indre grænser kan passeres overalt, uden at
der gennemføres personkontrol, uanset personernes nationalitet. Artikel 23 Kontrol inden for medlemsstaternes
område Ö Den
omstændighed, at der ikke foretages Õ grænsekontrol ved de
indre grænser, berører ikke: a) medlemsstaternes kompetente
myndigheders udøvelse af politimæssige beføjelser i henhold til national ret,
så længe udøvelsen af disse beføjelser ikke har tilsvarende virkning som
grænsekontrol; dette gælder også i grænseområder. For så vidt angår første
punktum kan udøvelsen af politimæssige beføjelser navnlig ikke ligestilles med
ind- og udrejsekontrol, når de politimæssige foranstaltninger: i) ikke har grænsekontrol som formål ii) bygger på generelle politioplysninger og
-erfaringer med hensyn til eventuelle trusler mod den offentlige sikkerhed og
navnlig tager sigte på at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet iii) er udformet og udføres på en måde, der
klart adskiller sig fra systematisk ind- og udrejsekontrol af personer ved de
ydre grænser iv) udføres som stikprøvekontrol b) sikkerhedskontrol af personer i
havne eller lufthavne, der foretages af de kompetente myndigheder i henhold til
den enkelte medlemsstats ret eller af de ansvarlige i havne og lufthavne eller
af transportvirksomheder, forudsat at denne kontrol også foretages for så vidt
angår personer, der rejser inden for en medlemsstats område c) en medlemsstats mulighed for i
lovgivningen at indføre en forpligtelse til at være i besiddelse af eller
medbringe papirer og dokumenter ê 610/2013 Art.
1, nr. 16) (tilpasset) d) en medlemsstats mulighed for i
lovgivningen at indføre en forpligtelse for tredjelandsstatsborgere til at
anmelde deres tilstedeværelse på dets område i overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 22 i Ö konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for
staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den
Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser Õ ("Schengen-konventionen"). ê 562/2006 Artikel 24 Fjernelse af hindringer for
vejtrafikken ved overgangssteder ved de indre grænser Medlemsstaterne fjerner alle hindringer for en
smidig afvikling af vejtrafikken ved overgangsstederne ved de indre grænser,
navnlig hastighedsbegrænsninger, der ikke udelukkende er fastsat af hensyn til
trafiksikkerheden. Medlemsstaterne skal samtidig være forberedt
på at skulle sørge for kontrolfaciliteter, hvis grænsekontrollen ved de indre
grænser genindføres. KAPITEL II Midlertidig genindførelse af grænsekontrol
ved de indre grænser ê 1051/2013 Art.
1, nr. 2) (tilpasset) Artikel 25 Generel ramme for midlertidig
genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser 1. Hvis der i området uden kontrol ved de
indre grænser foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den
indre sikkerhed i en medlemsstat, kan denne undtagelsesvis genindføre
grænsekontrol ved alle eller ved enkelte dele af sine indre grænser i et
begrænset tidsrum på højst 30 dage eller i det tidsrum, hvor den alvorlige
trussel forventes at bestå, hvis dette tidsrum overstiger 30 dage. Omfanget og
varigheden af den midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved de indre
grænser må ikke overstige det, som er strengt nødvendigt for at imødegå den
alvorlige trussel. 2. Der må kun genindføres grænsekontrol ved de
indre grænser som en sidste udvej og i overensstemmelse med artikel 27, 28 og 29.
Der tages hensyn til de i henholdsvis artikel 26 og 30 omhandlede kriterier i
hvert enkelt tilfælde, hvor det overvejes at træffe afgørelse om at genindføre
grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til henholdsvis artikel 27, 28
eller 29. 3. Hvis den alvorlige trussel mod den
offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende medlemsstat varer
ved længere end det i nærværende artikels stk. 1 nævnte tidsrum, kan
medlemsstaten forlænge grænsekontrollen ved sine indre grænser under
hensyntagen til de i artikel 26 omhandlede kriterier og i overensstemmelse med
artikel 27 af de samme grunde som dem, der er nævnt i nærværende artikels stk.
1, og under hensyntagen til eventuelle nye forhold, i tidsrum på højst 30 dage,
som kan forlænges. 4. Det samlede tidsrum, hvori der genindføres
grænsekontrol ved de indre grænser, omfattende forlængelser i henhold til
nærværende artikels stk. 3, må ikke overstige seks måneder. Hvis der foreligger
ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i artikel 29 kan det samlede
tidsrum forlænges til højst to år i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1. Artikel 26 Kriterier for midlertidig
genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser Når en medlemsstat som en sidste udvej træffer
afgørelse om at genindføre midlertidig grænsekontrol ved en eller flere af sine
indre grænser eller ved dele heraf eller træffer afgørelse om at forlænge en
sådan genindførelse i overensstemmelse med artikel 25 eller 28, stk. 1,
vurderer den, i hvilket omfang en sådan foranstaltning udgør en passende
reaktion på truslen mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, og om
foranstaltningen står i et rimeligt forhold til truslen. Ved en sådan vurdering
tager medlemsstaten navnlig hensyn til følgende: a) de sandsynlige virkninger af truslen
mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende
medlemsstat, bl.a. efter terrorhandlinger eller -trusler samt trusler som følge
af organiseret kriminalitet b) foranstaltningens sandsynlige
virkninger for den frie bevægelighed for personer inden for området uden
kontrol ved de indre grænser. Artikel 27 Proceduren for midlertidig
genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til artikel 25 1. Hvis en medlemsstat planlægger at
genindføre grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til artikel 25,
underretter den de øvrige medlemsstater og Kommissionen senest fire uger før
den planlagte genindførelse eller inden for et kortere tidsrum, hvis de
omstændigheder, der gør det nødvendigt at genindføre grænsekontrol ved de indre
grænser, først bliver kendt mindre end fire uger før den planlagte
genindførelse. Med henblik herpå fremlægger medlemsstaten følgende oplysninger: a) begrundelsen for den foreslåede
genindførelse, herunder alle relevante oplysninger om de begivenheder, der
udgør en alvorlig trussel mod dens offentlige orden eller indre sikkerhed b) omfanget af den foreslåede
genindførelse, idet det præciseres, ved hvilken del eller hvilke dele af de
indre grænser der genindføres grænsekontrol c) angivelse af de godkendte
grænseovergangssteder d) datoen for og varigheden af den
planlagte genindførelse e) i givet fald de foranstaltninger,
som de øvrige medlemsstater skal træffe. To eller flere medlemsstater kan også sende en
underretning efter første afsnit i fællesskab. Kommissionen kan om nødvendigt anmode den
eller de pågældende medlemsstater om yderligere oplysninger. 2. De i stk. 1 omhandlede oplysninger
forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet på samme tid, som der foretages
underretning af de andre medlemsstater og Kommissionen i henhold til nævnte
stykke. 3. Medlemsstater, der sender en underretning
efter stk. 1, kan om nødvendigt og i overensstemmelse med national lovgivning
beslutte at klassificere dele af oplysningerne. Sådan klassificering udelukker ikke, at
Kommissionen stiller oplysningerne til rådighed for Europa-Parlamentet.
Fremsendelse og håndtering af oplysninger og dokumenter fremsendt til
Europa-Parlamentet efter denne artikel behandles i overensstemmelse med regler
om fremsendelse og håndtering af klassificerede informationer, der finder
anvendelse mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen. 4. Når en medlemsstat har foretaget en
underretning efter stk. 1, kan Kommissionen eller en af de øvrige medlemsstater
med forbehold af artikel 72 i Ö TEUF Õ afgive udtalelse med
henblik på den høring, der er nævnt i stk. 5. Såfremt Kommissionen på grundlag af
oplysningerne i underretningen eller af andre yderligere oplysninger, den har
modtaget, har betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt den planlagte
genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser er nødvendig og står i et
rimeligt forhold til truslen, eller såfremt den er af den opfattelse, at en
høring om visse aspekter ved underretningen er hensigtsmæssig, afgiver den
udtalelse herom. 5. Oplysningerne omhandlet i stk. 1 samt en
udtalelse fra Kommissionen eller en medlemsstat efter stk. 4, skal gøres til
genstand for en høring, herunder i givet fald fælles møder, mellem den medlemsstat,
der planlægger at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser, de øvrige
medlemsstater, navnlig dem, der er direkte berørt af disse foranstaltninger, og
Kommissionen, med henblik på i givet fald at tilrettelægge et gensidigt
samarbejde mellem medlemsstaterne og undersøge, om foranstaltningerne står i et
rimeligt forhold til de begivenheder, der ligger til grund for genindførelsen
af grænsekontrollen, og truslen mod den offentlige orden eller den indre
sikkerhed. 6. Den i stk. 5 nævnte høring skal finde sted
mindst ti dage før den planlagte dato for genindførelse af grænsekontrollen. Artikel 28 Særlig procedure i situationer, der
kræver øjeblikkelig handling 1. Hvis en alvorlig trussel mod den offentlige
orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat kræver øjeblikkelig handling,
kan den pågældende medlemsstat undtagelsesvis øjeblikkeligt genindføre
grænsekontrol ved de indre grænser i et begrænset tidsrum på højst ti dage. 2. Genindfører en medlemsstat grænsekontrol
ved de indre grænser, underretter den pågældende medlemsstat samtidig de øvrige
medlemsstater og Kommissionen herom og giver dem de oplysninger, der er
omhandlet i artikel 27, stk. 1, herunder begrundelsen for anvendelsen af
proceduren i nærværende artikel. Kommissionen kan høre de øvrige medlemsstater
umiddelbart efter, at den har modtaget underretningen. 3. Hvis den alvorlige trussel mod den
offentlige orden eller den indre sikkerhed varer ved længere end det i stk. 1
nævnte tidsrum, kan medlemsstaten træffe afgørelse om at forlænge
grænsekontrollen ved de indre grænser i tidsrum på højst 20 dage, som kan
forlænges. I den forbindelse skal den pågældende medlemsstat tage hensyn til de
i artikel 26 omhandlede kriterier, herunder en ajourført vurdering af, hvorvidt
foranstaltningen er nødvendig og står i et rimeligt forhold til truslen, og
tage hensyn til eventuelle nye forhold. I tilfælde af at der træffes en sådan
afgørelse om forlængelse, finder bestemmelserne i artikel 27, stk. 4 og 5,
tilsvarende anvendelse, og høringen skal finde sted straks efter, at
Kommissionen og medlemsstaterne er blevet underrettet om afgørelsen om
forlængelse. 4. Med forbehold af artikel 25, stk. 4, må det
samlede tidsrum, hvori der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser på
grundlag af det oprindelige tidsrum efter Ö nærværende
artikels Õ stk. 1 og
forlængelserne efter Ö nærværende
artikels Õ stk. 3, ikke
overstige to måneder. 5. Kommissionen skal straks informere
Europa-Parlamentet om underretninger foretaget efter nærværende artikel. Artikel 29 Særlig procedure, hvor ekstraordinære
omstændigheder truer den overordnede funktion af området uden kontrol ved de
indre grænser 1. Under ekstraordinære omstændigheder, hvor
den overordnede funktion af området uden kontrol ved de indre grænser er truet
på grund af vedvarende alvorlige mangler i forbindelse med grænsekontrollen ved
de ydre grænser som omhandlet i artikel 21, og i det omfang disse
omstændigheder udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den
indre sikkerhed inden for området uden kontrol ved de indre grænser eller dele
heraf, kan grænsekontrollen ved de indre grænser genindføres i overensstemmelse
med nærværende artikels stk. 2 for en periode på højst seks måneder. Dette
tidsrum kan forlænges op til tre gange med et yderligere tidsrum på højst seks
måneder, hvis disse ekstraordinære omstændigheder varer ved. 2. Rådet kan som en sidste udvej og som en
foranstaltning til beskyttelse af de fælles interesser inden for området uden
kontrol ved de indre grænser, hvis alle øvrige foranstaltninger, navnlig de i
artikel 21, stk. 1, omhandlede, ikke effektivt kan afbøde den konstaterede
alvorlige trussel, henstille til en eller flere medlemsstater at genindføre
grænsekontrol ved alle deres indre grænser eller ved bestemte dele heraf.
Rådets henstilling skal baseres på et forslag fra Kommissionen. Medlemsstaterne
kan anmode Kommissionen om at forelægge Rådet et sådant forslag til
henstilling. Rådet angiver i sin henstilling som et minimum
de oplysninger, der er omhandlet i artikel 27, stk. 1, litra a)-e). Rådet kan henstille, at der foretages en
forlængelse i overensstemmelse med de i nærværende artikel omhandlede vilkår og
procedurer. Inden en medlemsstat genindfører grænsekontrol
ved alle sine indre grænser eller ved bestemte dele heraf, jf. nærværende
stykke, underretter den de øvrige medlemsstater, Europa-Parlamentet og
Kommissionen herom. 3. Såfremt en medlemsstat ikke følger
henstillingen i stk. 2, underretter den pågældende medlemsstat straks
Kommissionen skriftligt om grundene hertil. I sådanne tilfælde forelægger Kommissionen en
rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, som indeholder en vurdering af de
grunde, som den pågældende medlemsstat har angivet, og konsekvenserne for
beskyttelsen af de fælles interesser inden for området uden kontrol ved de
indre grænser. 4. I behørigt begrundede hastetilfælde i
forbindelse med situationer, hvor de omstændigheder, der gør det nødvendigt at
forlænge grænsekontrollen ved de indre grænser, jf. stk. 2, først bliver kendt
mindre end ti dage før afslutningen af den forudgående genindførelsesperiode,
kan Kommissionen efter proceduren i artikel 38, stk. 3, vedtage eventuelle
nødvendige henstillinger ved gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse
straks. Kommissionen forelægger senest 14 dage efter vedtagelsen af sådanne
henstillinger Rådet et forslag til henstilling, jf. Ö nærværende
artikels Õ stk. 2. 5. Nærværende artikel berører ikke
foranstaltninger, som medlemsstaterne vedtager i tilfælde af en alvorlig
trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i henhold til
artikel 25, 27 og 28. Artikel 30 Kriterier for midlertidig
genindførelse af grænsekontrollen ved de indre grænser, hvor ekstraordinære
omstændigheder truer den overordnede funktion af området uden kontrol ved de
indre grænser 1. Hvis Rådet som en sidste udvej vedtager en
henstilling om midlertidig genindførelse af grænsekontrollen ved en eller flere
af de indre grænser eller ved dele heraf, jf. artikel 29, stk. 2, vurderer
det, i hvilket omfang en sådan foranstaltning udgør en passende reaktion på
truslen mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed inden for området
uden kontrol ved de indre grænser, og om foranstaltningen står i rimeligt
forhold til truslen. Denne vurdering foretages på grundlag af detaljerede
oplysninger fremlagt af den eller de berørte medlemsstater og Kommissionen samt
alle andre relevante oplysninger, herunder oplysninger indhentet i henhold til
nærværende artikels stk. 2. Ved en sådan vurdering tages der navnlig hensyn til
følgende: a) hvorvidt der findes tekniske eller
finansielle støtteforanstaltninger, der kan anvendes eller er blevet anvendt på
nationalt plan eller EU-plan eller begge dele, herunder bistand fra Unionens organer,
kontorer eller agenturer, såsom agenturet, Det Europæiske Asylstøttekontor
oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 439/2010[33] eller Den Europæiske
Politienhed (Europol) oprettet ved afgørelse 2009/371/RIA, og i hvilket omfang
sådanne foranstaltninger udgør en passende reaktion på truslen mod den
offentlige orden eller den indre sikkerhed inden for området uden kontrol ved
de indre grænser b) de nuværende eller sandsynlige
fremtidige virkninger af alvorlige mangler i forbindelse med kontrollen ved de
ydre grænser, der er konstateret i forbindelse med de evalueringer, der er
gennemført i henhold til forordning (EU) nr. 1053/2013, og i hvilket
omfang sådanne alvorlige mangler udgør en alvorlig trussel mod den offentlige
orden eller den indre sikkerhed inden for området uden kontrol ved de indre
grænser c) de sandsynlige virkninger af
genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser for den frie bevægelighed
for personer inden for området uden kontrol ved de indre grænser. 2. Kommissionen kan, inden den vedtager et
forslag til Rådets henstilling, jf. artikel 29, stk. 2, a) anmode medlemsstaterne, agenturet,
Europol eller andre af Unionens organer, kontorer eller agenturer om yderligere
oplysninger b) med støtte fra eksperter fra medlemsstaterne,
agenturet, Europol eller et andet af Unionens relevante organer, kontorer eller
agenturer gennemføre besøg på stedet for at indhente eller kontrollere
oplysninger af relevans for den pågældende henstilling. Artikel 31 Underretning af Europa-Parlamentet og
Rådet Kommissionen og den eller de berørte
medlemsstater underretter snarest muligt Europa-Parlamentet og Rådet om
omstændigheder, der kan medføre anvendelse af artikel 21 og 25‑30. ê 562/2006 Artikel 32 Bestemmelser, der skal anvendes i
tilfælde af genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser Hvis der genindføres grænsekontrol ved de
indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II tilsvarende
anvendelse. ê 1051/2013 Art.
1, nr. 3 Artikel 33 Rapport om genindførelsen af
grænsekontrol ved de indre grænser Senest fire uger efter ophævelsen af
grænsekontrollen ved de indre grænser forelægger den medlemsstat, der har
foretaget grænsekontrol ved de indre grænser, en rapport for
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om genindførelsen af grænsekontrol
ved de indre grænser, hvori den navnlig redegør for den oprindelige vurdering
og opfyldelsen af de kriterier, der er omhandlet i artikel 26, 28 og 30,
gennemførelsen af kontrollen, det praktiske samarbejde med nabomedlemsstater,
virkningerne for den frie bevægelighed for personer, hvorvidt genindførelsen af
grænsekontrol ved de indre grænser har været effektiv, herunder en ex
post-vurdering af proportionaliteten af genindførelsen af grænsekontrol. Kommissionen kan afgive en udtalelse om ex
post-vurderingen af den midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved en
eller flere indre grænser eller ved dele heraf. Kommissionen skal mindst en gang om året
forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om funktionen af området
uden kontrol ved de indre grænser. Denne rapport skal indeholde en liste over
alle afgørelser om genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser, der er
truffet i løbet af det pågældende år. Artikel 34 Oplysninger til offentligheden Kommissionen og den berørte medlemsstat
underretter på en koordineret måde offentligheden om afgørelsen om at
genindføre grænsekontrol ved de indre grænser og anfører navnlig
foranstaltningens start- og slutdato, medmindre tungerevejende sikkerhedsmæssige
grunde taler imod dette. ê 562/2006 Artikel 35 Fortrolighed På anmodning af den berørte medlemsstat
respekterer de øvrige medlemsstater, Europa-Parlamentet og Kommissionen
fortroligheden af de oplysninger, der gives i forbindelse med genindførelsen og
forlængelsen af grænsekontrol, og den rapport, der udarbejdes i henhold til
artikel 33. AFSNIT IV AFSLUTTENDE BESTEMMELSER ê 610/2013 Art.
1, nr. 17) Artikel 36 Ændringer af bilagene Kommissionen tillægges beføjelse til at
vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 37 vedrørende
ændringer af bilag III, IV og VIII. ê 610/2013 Art.
1, nr. 18) Artikel 37 Udøvelse af de delegerede beføjelser 1. Beføjelsen til at vedtage delegerede
retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser. 2. Beføjelsen til at vedtage delegerede
retsakter, jf. artikel 13, stk. 5, og artikel 36, tillægges Kommissionen for en
ubegrænset periode. 3. Den i artikel 13, stk. 5, og artikel 36
omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af
Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer
delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til
ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i
afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede
er i kraft. 4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret
retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom. 5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til
artikel 13, stk. 5, og artikel 36 træder kun i kraft, hvis hverken
Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og
Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist
begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse.
Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. ê 1051/2013 Art.
1, nr. 4) Artikel 38 Udvalgsprocedure 1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette
udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011. 2. Når der henvises til dette stykke, anvendes
artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011. Afgiver udvalget ikke nogen
udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og
artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes. 3. Når der henvises til dette stykke, anvendes
artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt med dennes artikel 5. ê 562/2006 Artikel 39 Meddelelser 1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ê 610/2013
Art. 1, nr. 19), litra a) a) listen over opholdstilladelser med
angivelse af, hvilke der er omfattet af henholdsvis artikel 2, nr. 16), litra
a), og artikel 2, nr. 16), litra b), og medsender en model for de
opholdstilladelser, der er omfattet af artikel 2, nr. 16), litra b). Når
opholdskort er udstedt efter direktiv 2004/38/EF, skal dette specifikt angives,
og der skal udsendes en model af opholdskort, der ikke er udstedt i
overensstemmelse med den ensartede udformning, der er fastsat i forordning (EF)
nr. 1030/2002 ê 562/2006 b) listen over deres
grænseovergangssteder c) de vejledende beløb, som hvert år
fastsættes af de nationale myndigheder med hensyn til, hvor meget en udlænding
mindst skal råde over ved passage af de ydre grænser d) listen over de nationale tjenester,
som er ansvarlige for grænsekontrollen e) eksempler på modeller til kort, der
udstedes af udenrigsministerierne ê 610/2013
Art. 1, nr. 19), litra b) f) undtagelser fra bestemmelserne
vedrørende passage af de ydre grænser som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra
a) g) de i artikel 11, stk. 3, omhandlede
statistikker. ê 562/2006
(tilpasset) 2. Kommissionen stiller de oplysninger, der
meddeles i henhold til stk. 1, til rådighed for medlemsstaterne og
offentligheden gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende,
C-udgaven, og på enhver anden hensigtsmæssig måde. Artikel 40 Ö Lokal Õ grænsetrafik Denne forordning berører ikke Ö EU-bestemmelserne Õ om Ö lokal Õ grænsetrafik og
gældende bilaterale aftaler om Ö lokal Õ grænsetrafik. Artikel 41 Ceuta og Melilla Bestemmelserne i denne forordning berører ikke
den særlige ordning for byerne Ceuta og Melilla, som fastsat i erklæringen fra
Kongeriget Spanien om byerne Ceuta og Melilla i slutakten til aftalen om
Kongeriget Spaniens tiltrædelse af konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen af 14. juni 1985[34]. Artikel 42 Indberetning af oplysninger fra
medlemsstaterne ê 610/2013 Art.
1, nr. 20) Medlemsstaterne meddeler Kommissionen deres
nationale bestemmelser vedrørende artikel 23, litra c) og d), de
sanktioner, som er omhandlet i artikel 5, stk. 3, og bilaterale aftaler, som er
tilladt i medfør af denne forordning. Senere ændringer i disse bestemmelser
meddeles inden for en frist på fem arbejdsdage. ê 562/2006 De af medlemsstaterne indberettede oplysninger
offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven. ê 1051/2013
Art. 1, nr. 5) (tilpasset) Artikel 43 Evalueringsmekanisme 1. I overensstemmelse med Ö traktaterne Õ, og uden at
dette berører de heri fastsatte bestemmelser om traktatbrudsprocedurer,
evalueres den enkelte medlemsstats gennemførelse af denne forordning ved en
evalueringsmekanisme. 2. Reglerne om evalueringsmekanismen er
fastsat i forordning (EU) nr. 1053/2013. I overensstemmelse med denne
evalueringsmekanisme gennemfører medlemsstaterne og Kommissionen i fællesskab
regelmæssige, objektive og upartiske evalueringer med henblik på at
kontrollere, om nærværende forordning anvendes korrekt, og Kommissionen
koordinerer evalueringerne i nært samarbejde med medlemsstaterne. Efter denne mekanisme evalueres hver medlemsstat mindst én gang hvert
femte år af et lille hold sammensat af Kommissionens repræsentanter og af
eksperter, der udpeges af medlemsstaterne. Evalueringerne kan bestå af anmeldt eller
uanmeldt besøg på stedet ved de ydre eller de indre grænser. I overensstemmelse med denne mekanisme er
Kommissionen ansvarlig for vedtagelsen af de flerårige og årlige
evalueringsprogrammer og evalueringsrapporterne. 3. I tilfælde af eventuelle mangler kan der
fremsættes henstillinger om afhjælpende foranstaltninger til de pågældende
medlemsstater. Når der i en evalueringsrapport vedtaget af
Kommissionen i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EU) nr.
1053/2013, konstateres alvorlige mangler ved gennemførelsen af kontrol ved de
ydre grænser, finder artikel 21 og 29 i nærværende forordning anvendelse. 4. Europa-Parlamentet og Rådet underrettes i
alle faser af evalueringen, og alle relevante dokumenter fremsendes til disse
institutioner i overensstemmelse med reglerne om klassificerede dokumenter. 5. Europa-Parlamentet underrettes straks og
fuldt ud om eventuelle forslag til ændring eller til erstatning af de regler,
der er fastsat i forordning (EU) nr. 1053/2013. ê 562/2006
(tilpasset) Artikel 44 Ophævelse ê Forordning (EF) nr. 562/2006 ophæves. Henvisninger til den ophævede forordning
gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter
sammenligningstabellen i bilag X. ê 562/2006
(tilpasset) Artikel 45 Ikrafttræden Denne forordning træder i kraft Ö på tyvendedagen
efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende Õ. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med Ö traktaterne Õ. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand [1] KOM(87) 868 PV. [2] Se bilag 3 til del A i konklusionerne. [3] Opført i lovgivningsprogrammet for 2014. [4] Se bilag IX til dette forslag. [5] EUT C […] af […], s. […]. [6] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers
grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1). [7] Se bilag IX. [8] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. [9] EFT C 313 af 16.12.2002, s. 97. [10] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008
af 9. juli 2008 om visuminformations systemet (VIS) og udveksling af
oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold
(VIS-forordningen) (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60). [11] Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26. oktober 2004
om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative
samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (EUT L 349 af 25.11.2004,
s. 1). [12] Rådets forordning (EØF) nr. 3925/91 af 19. december 1991
om afskaffelse af kontrol og formaliteter gældende for håndbagage og indtjekket
bagage tilhørende personer, der foretager en flyvning inden for Fællesskabet,
samt for bagage tilhørende personer, der foretager en overfart ad søvejen inden
for Fællesskabet (EFT L 374 af 31.12.1991, s. 4). [13] Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013 af 7. oktober 2013 om
indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til kontrol af
anvendelsen af Schengenreglerne og om ophævelse af Eksekutivkomitéens afgørelse
af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og
anvendelse af Schengenreglerne (EUT L 295 af 6.11.2013, s. 27). [14] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011
af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13). [15] Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om
oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (EUT L 121 af 15.5.2009, s.
37). [16] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 69. [17] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36. [18] Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse
gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union
har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters
associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af
Schengen-reglerne (EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31). [19] Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om
indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen mellem Den
Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det
Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen
af Schengenreglerne (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1). [20] EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21. [21] Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om
indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet
Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den
Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det
Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen
af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved
de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19). [22] Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om
anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at
deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 131 af 1.6.2000,
s. 43). [23] Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om
anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT
L 64 af 7.3.2002, s. 20). [24] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.
april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og
opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr.
1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF,
73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L
158 af 30.4.2004, s. 77). [25] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1987/2006 af 20. december 2006 om oprettelse, drift og brug af anden generation
af Schengen-informationssystemet (SIS II) (EUT L 381 af 28.12.2006, s. 4). [26] Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om
ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (EFT L
157 af 15.6.2002, s. 1). [27] Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om
ensartet udformning af visa (EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1). [28] Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om
fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i
besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de
tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (EFT L 81 af
21.3.2001, s. 1). [29] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009
af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (EUT L 243 af
15.9.2009, s. 1). [30] Rådets forordning (EF) nr. 333/2002 af 18. februar 2002 om
ensartet udformning af ark til påføring af visum udstedt af medlemsstater til
personer, hvis rejsedokumenter ikke anerkendes af den medlemsstat, der
udarbejder det pågældende ark (EFT L 53 af 23.2.2002, s. 4). [31] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.
december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348
af 24.12.2008, s. 98). [32] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 862/2007
af 11. juli 2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse
og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 311/76 om udarbejdelse af
statistik vedrørende udenlandske arbejdstagere (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 23). [33] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 439/2010
af 19. maj 2010 om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (EUT L 132 af
29.5.2010, s. 11). [34] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 73. ê 562/2006
(tilpasset) BILAG I Dokumentation til kontrol af, at
indrejsebetingelserne er opfyldt Den dokumentation, der er omhandlet i artikel
6, stk. 3, kan omfatte følgende: a) for forretningsrejser: i) indbydelse fra en virksomhed eller en
myndighed til at deltage i møder, konferencer eller arrangementer af
kommerciel, industriel eller arbejdsrelateret art ii) andre dokumenter, der viser, at der er
tale om forretningsforbindelser eller arbejdsrelaterede kontakter iii) i givet fald adgangsbilletter til messer
og kongresser b) for rejser i forbindelse med studier
eller anden form for uddannelse: i) dokumentation for optagelse på en
læreanstalt med henblik på at deltage i teoretiske eller praktiske uddannelses-
og videreuddannelseskurser ii) studiekort eller beviser for fulgte
kurser c) for turistrejser eller private
rejser: i) dokumentation for indkvartering: –
i givet fald en invitation fra værten –
dokumentation Ö fra det
etablissement, der står for Õ for indkvartering,
eller anden form for dokumentation for den påtænkte indkvartering ii) dokumentation for rejseruten:
bekræftet reservation af en organiseret rejse eller anden form for
dokumentation for den påtænkte Ö rejseplan Õ iii) dokumentation for hjemrejse:
returbillet eller Ö rundrejsebillet Õ. d) for rejser af politisk,
videnskabelig, kulturel, sportslig eller religiøs art eller med anden
begrundelse: indbydelser, adgangsbilletter, tilmeldinger eller
programmer så vidt muligt med angivelse af navnet på værtsorganisationen og
opholdets varighed eller anden form for dokumentation for formålet med besøget. ____________________ BILAG II Registrering af oplysninger Alle grænseovergangssteder registrerer manuelt
eller elektronisk alle tjenesteoplysninger samt alle andre særlig vigtige
oplysninger. Navnlig følgende oplysninger skal registreres: a) navnet på den grænsevagt, der er
lokalt ansvarlig for grænsekontrollen, og Ö på Õ de øvrige personer
på hvert hold b) lempelser i personkontrollen i
overensstemmelse med artikel 9 c) udstedelse ved grænsen af
dokumenter, som træder i stedet for pas og visa d) pågribelser og klager
(strafferetlige og administrative overtrædelser) e) nægtelse af indrejse i
overensstemmelse med artikel 14 (begrundelse for nægtelse af indrejse samt
nationalitet) f) sikkerhedskoderne på indrejse- og
udrejsestempler, identiteten på grænsevagter, der er tildelt et bestemt stempel
på et givet tidspunkt eller en bestemt vagt, og oplysninger om stempler, der er
bortkommet eller stjålet g) klager fra personer, der underkastes
ind- og udrejsekontrol h) andre politimæssige eller retlige
foranstaltninger af særlig betydning i) særlige hændelser. ____________________ BILAG III Modeller til skiltning af baner ved
grænseovergangsstederne DEL A [1] ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 1), litra a) DEL B1: »visum ikke påkrævet« DEL B2: »alle pas«. ê 562/2006 DEL C [2] [3] [4] ____________________ BILAG IV Retningslinjer for stempling 1. Tredjelandsstatsborgeres
rejsedokument skal systematisk stemples ved ind- og udrejse i overensstemmelse
med artikel 11. Kravene til disse stempler er fastlagt i
Schengen-Eksekutivkomitéens afgørelse SCH/Com-ex (94) 16 rev. og SCH/Gem-Handb
(93) 15 (CONFIDENTIAL). 2. Stemplernes sikkerhedskoder skal
ændres regelmæssigt og mindst én gang om måneden. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 2) 3. Når tredjelandsstatsborgere, der er
visumpligtige, rejser ind og ud, anbringes stemplet som hovedregel på den
modstående side til den, hvorpå visummet er anbragt. ê 562/2006 Hvis denne side ikke kan bruges, anbringes
stemplet på den følgende side. Den maskinlæsbare del stemples ikke. 4. Medlemsstaterne udpeger nationale
kontaktpunkter, der er ansvarlige for udvekslingen af oplysninger om
sikkerhedskoderne på de indrejse- og udrejsestempler, der anvendes ved
grænseovergangssteder, og informerer de øvrige medlemsstater, Generalsekretariatet
for Rådet og Kommissionen herom. Disse kontaktpunkter skal hurtigst muligt have
adgang til oplysninger om de fælles indrejse- og udrejsestempler, der anvendes
ved den pågældende medlemsstats ydre grænse, navnlig oplysninger om: a) hvilket stempel der anvendes ved et givet
grænseovergangssted b) identiteten på den grænsevagt, til hvem
et givet stempel er tildelt på et givet tidspunkt c) den sikkerhedskode, som et givet stempel
har på et givent tidspunkt. Anmodninger om oplysninger om de fælles ind- og
udrejsestempler forelægges ovennævnte nationale kontaktpunkter. De nationale kontaktpunkter videresender desuden
straks oplysninger om ændringer i kontaktpunkterne og om bortkomne eller
stjålne stempler til de øvrige kontaktpunkter, Rådets Generalsekretariat og
Kommissionen. ____________________ ê 562/2006
(tilpasset) BILAG V DEL A Ö Detaljerede
bestemmelser om Õ nægtelse af indrejse
ved grænsen 1. Ved nægtelse af indrejse skal den
kompetente grænsevagt: a) udfylde den standardformular for nægtelse
af indrejse, der er vist i del B. Den pågældende tredjelandsstatsborger
underskriver formularen og modtager en kopi af den underskrevne formular. Hvis
tredjelandsstatsborgeren nægter at underskrive, anfører grænsevagten dette på
formularen i rubrikken »Bemærkninger« b) stemple passet med et indrejsestempel,
der med uudsletteligt sort blæk overstreges med et kryds, og skrive overfor,
ligeledes med uudsletteligt blæk, det eller de bogstaver, der svarer til begrundelsen
for nægtelse af indrejse; listen over disse bogstaver er anført på ovennævnte
standardformular for nægtelse af indrejse ê 810/2009 Art.
55, litra a) c) annullere eller inddrage visummet,
afhængigt af det enkelte tilfælde, i overensstemmelse med betingelserne i
artikel 34 i forordning (EF) nr. 810/2009 ê 562/2006 d) indføre enhver nægtelse af indrejse i et
register eller notere det på en liste med angivelse af den berørte
tredjelandsstatsborgers identitet og nationalitet, referencer på
grænsepassagedokumentet samt begrundelse og dato for nægtelse af indrejse. ê 562/2006
(tilpasset) è1 610/2013 Art. 1, nr. 21), og
bilag I, nr. 3) 2. Hvis en tredjelandsstatsborger, som
er blevet nægtet indrejse, er blevet befordret til grænsen af en
transportvirksomhed, skal den lokalt ansvarlige myndighed: a) pålægge transportvirksomheden at tage
ansvaret for den pågældende tredjelandsstatsborger og straks befordre ham/hende
enten til det tredjeland, vedkommende er ankommet fra, eller til det
tredjeland, som har udstedt grænsepassagedokumentet, eller til et andet
tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse, eller foranstalte
viderebefordring i overensstemmelse med artikel 26 i Schengen-konventionen og
Rådets direktiv 2001/51/EF[5] b) indtil tilbagesendelse kan finde sted,
træffe passende foranstaltninger under iagttagelse af national ret og under
hensyn til de lokale forhold for at forhindre, at tredjelandsstatsborgere, der
er blevet nægtet indrejse, indrejser ulovligt. 3. Ö Hvis der
foreligger grunde både til at nægte en tredjelandsstatsborger indrejse og til
at anholde den pågældende Õ , tager grænsevagten
kontakt med de kompetente myndigheder for at beslutte, hvilken foranstaltning
der skal iværksættes efter national ret. DEL B Standardformular for nægtelse af indrejse ved grænsen è1 ç ____________________ ê 562/2006
(tilpasset) BILAG VI Ö Særlige
regler Õ for de
forskellige typer grænser og de forskellige transportmidler, der anvendes til
at passere de ydre grænser 1. Landgrænser 1.1. Ind- og udrejsekontrol i forbindelse med vejtrafik 1.1.1. For at sikre en effektiv personkontrol
samtidig med en sikker og smidig afvikling af vejtrafikken skal trafikken
reguleres ved grænseovergangsstederne på hensigtsmæssig vis. Om nødvendigt kan
medlemsstaterne indgå bilaterale aftaler om at foretage omlægning og afspærring
af trafikken. De underretter Kommissionen herom i henhold til artikel 42. 1.1.2. Ved landgrænserne kan medlemsstaterne,
hvis de finder det hensigtsmæssigt, og hvis forholdene tillader det, i
overensstemmelse med artikel 10 indrette separate baner ved bestemte
grænseovergangssteder. Under særlige forhold, eller når trafiksituationen
og infrastrukturens tilstand nødvendiggør det, kan de kompetente myndigheder i
medlemsstaterne på et hvilket som helst tidspunkt suspendere anvendelsen af
separate baner. Medlemsstaterne kan samarbejde med nabolandene om
indretningen af separate baner ved overgangsstederne ved de ydre grænser. 1.1.3. Personer, der kommer kørende, kan som
hovedregel blive i køretøjet, medens kontrollen foretages. Hvis
omstændighederne kræver det, kan de imidlertid anmodes om at stige ud. Den
indgående kontrol finder sted på dertil indrettede steder, hvis de lokale
forhold tillader det. Af hensyn til personalets sikkerhed skal kontrollen om
muligt foretages af mindst to grænsevagter. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 4), litra a) (tilpasset) 1.1.4. Fælles grænseovergangssteder 1.1.4.1. Medlemsstaterne kan indgå eller
opretholde bilaterale aftaler med tilgrænsende tredjelande vedrørende
etableringen af fælles grænseovergangssteder, hvor grænsevagter fra
medlemsstaten og grænsevagter fra tredjelandet efter tur udfører ind- og/eller
udrejsekontrol efter deres nationale ret på den anden parts område. Fælles
grænseovergangssteder kan være placeret på enten en medlemsstats område eller
tredjelandets område. 1.1.4.2. Fælles grænseovergangssteder placeret
på en medlemsstats område: Bilaterale aftaler om etablering af fælles
grænseovergangssteder på en medlemsstats område skal indeholde en tilladelse
til, at grænsevagter fra et tredjeland kan udføre deres opgaver i den
pågældende medlemsstat under overholdelse af følgende principper: a) International beskyttelse: en
tredjelandsstatsborger, der anmoder om international beskyttelse på en
medlemsstats område, har adgang til de relevante procedurer i medlemsstaten i
overensstemmelse med gældende EU-ret på asylområdet. b) Arrestation af en person eller
beslaglæggelse af ejendom: hvis tredjelandets grænsevagter bliver opmærksomme
på forhold, der giver anledning til arrestation Ö eller
anbringelse i varetægt Õ af en person eller
beslaglæggelse af ejendom, underretter de medlemsstatens myndigheder om disse
forhold, og medlemsstatens myndigheder sikrer en passende opfølgning heraf i
overensstemmelse med national ret, EU-retten og folkeretten uanset den
pågældende persons nationalitet. c) Personer, som har ret til fri
bevægelighed i henhold til EU-retten, og som indrejser på Unionens område: tredjelandets
grænsevagter må ikke forhindre personer, som har ret til fri bevægelighed i
henhold til EU-retten, i at indrejse på Unionens område. Hvis der er forhold,
der begrunder, at en person nægtes udrejse fra det pågældende tredjeland,
underretter tredjelandets grænsevagter medlemsstatens myndigheder om disse
forhold, og medlemsstatens myndigheder sikrer en passende opfølgning heraf i
overensstemmelse med national ret, EU-retten og folkeretten. 1.1.4.3. Fælles grænseovergangssteder placeret
på et tredjelands område: bilaterale aftaler om etablering af fælles
grænseovergangssteder på et tredjelands område skal indeholde en tilladelse
til, at grænsevagter fra en medlemsstat kan udføre deres opgaver i det
pågældende tredjeland. Ved anvendelsen af denne forordning anses al kontrol,
der udføres af medlemsstaternes grænsevagter ved et fælles grænseovergangssted
på et tredjelands område, for at være udført på den pågældende medlemsstats
område. Medlemsstaternes grænsevagter udfører deres opgaver i henhold til Ö denne Õ forordning og under
overholdelse af følgende principper: a) International beskyttelse: en tredjelandsstatsborger,
der er kommet igennem tredjelandets grænsevagters udrejsekontrol og derefter
anmoder medlemsstatens grænsevagter i tredjelandet om international
beskyttelse, har adgang til den relevante medlemsstats procedurer i
overensstemmelse med gældende EU-ret på asylområdet. Tredjelandets myndigheder
skal acceptere den pågældende persons overførsel til medlemsstatens område. b) Arrestation af en person eller
beslaglæggelse af ejendom: hvis medlemsstatens grænsevagter bliver opmærksomme
på forhold, der giver anledning til at arrestere en person eller anbringe den
pågældende i varetægt eller til at beslaglægge ejendom, handler de i
overensstemmelse med national ret, EU-retten og folkeretten. Tredjelandets
myndigheder skal acceptere den pågældende persons eller genstands overførsel
til medlemsstatens område. c) Adgang til it-systemer: medlemsstaternes
grænsevagter skal kunne anvende informationssystemer, der behandler
personoplysninger, jf. artikel 8. Medlemsstaterne skal have mulighed for at
iværksætte de i henhold til EU-retten fornødne tekniske og organisatoriske
sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte personoplysninger mod hændelig eller
ulovlig tilintetgørelse, hændeligt tab, forringelse, ubeføjet udbredelse eller
ikkeautoriseret adgang, herunder adgang for tredjelandes myndigheder. 1.1.4.4. Før en medlemsstat indgår eller ændrer
en bilateral aftale med et tilgrænsende tredjeland om fælles
grænseovergangssteder, rådfører den sig med Kommissionen om foreneligheden af
aftalen med EU-retten. Allerede eksisterende bilaterale aftaler meddeles
Kommissionen senest den 20. januar 2014. Hvis Kommissionen finder aftalen uforenelig med
EU-retten, underretter Kommissionen den pågældende medlemsstat. Medlemsstaten
træffer alle passende foranstaltninger til, at aftalen inden for en rimelig
frist ændres på en sådan måde, at de dele, som er konstateret uforenelige,
fjernes. ê 562/2006 1.2. Ind- og udrejsekontrol i forbindelse med jernbanetrafik ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 4), litra a) (tilpasset) 1.2.1. Både togpassagerer og togpersonale i
tog, der passerer de ydre grænser, herunder godstog og tomme tog, Ö skal Õ kontrolleres.
Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler om, hvordan
denne kontrol skal foretages, under overholdelse af principperne i punkt 1.1.4.
Denne kontrol skal udføres på en af følgende måder: –
på den første ankomstbanegård eller den sidste
afgangsbanegård på medlemsstatens område –
på toget på strækningen mellem den sidste
afgangsbanegård i tredjelandet og den første ankomstbanegård i medlemsstaten
eller omvendt –
på den sidste afgangsbanegård eller den første
ankomstbanegård på tredjelandets område. 1.2.2. For at lette trafikken med
højhastighedspassagertog kan de medlemsstater, som toget kører igennem fra
tredjelande, efter fælles overenskomst med de pågældende tredjelande under
overholdelse af principperne i punkt 1.1.4, også beslutte, at
indrejsekontrollen af personer i tog fra tredjelande udføres på en af følgende
måder: –
på de banegårde i et tredjeland, hvor passagererne
stiger på toget –
på de banegårde på medlemsstaternes område, hvor
passagererne stiger af toget –
i toget på strækningen mellem banegårdene på et
tredjelands område og banegårdene på medlemsstatens område, såfremt
passagererne bliver i toget. ê 562/2006 1.2.3. Hvis jernbaneselskabet for så vidt
angår højhastighedstog fra tredjelande, som stopper flere gange på
medlemsstaternes område, kan optage passagerer udelukkende for den resterende
strækning på medlemsstaternes område, underkastes disse passagerer
indrejsekontrol enten i toget eller på bestemmelsesbanegården, medmindre der er
udført kontrol i henhold til punkt 1.2.1 eller 1.2.2, første led. Personer, der udelukkende ønsker at rejse med
toget på den resterende strækning på medlemsstaternes område, skal inden
afrejsen klart informeres om, at de bliver underkastet indrejsekontrol under
rejsen eller på bestemmelsesbanegården. 1.2.4. I modsat retning underkastes
passagererne udrejsekontrol på lignende vilkår. 1.2.5. Grænsevagten kan kræve, at togvognenes
hulrum inspiceres, om nødvendigt med bistand fra togføreren, for at
kontrollere, at der ikke er skjult personer eller genstande, som er underkastet
grænsekontrol. 1.2.6. Hvis der er grund til at formode, at
der i toget skjuler sig efterlyste personer, personer, som mistænkes for at
have begået en lovovertrædelse, eller tredjelandsstatsborgere, som har til
hensigt at indrejse ulovligt, underretter grænsevagten, hvis han ikke kan gribe
ind efter de nationale bestemmelser, de medlemsstater, i retning af eller
gennem hvis område toget kører. ê 562/2006
(tilpasset) 2. Luftgrænser 2.1. Ö Særlige regler Õ for ind- og
udrejsekontrol i internationale lufthavne 2.1.1. Medlemsstaternes kompetente
myndigheder sikrer, at Ö lufthavnsvirksomheden Õ træffer de
nødvendige foranstaltninger for at sikre en fysisk adskillelse af
passagerstrømmen i forbindelse med interne flyvninger og passagerstrømmen i
forbindelse med andre flyvninger. Med henblik herpå skal der i alle
internationale lufthavne etableres hensigtsmæssige infrastrukturer. 2.1.2. Det sted, hvor ind- og
udrejsekontrollen finder sted, bestemmes efter følgende procedure: a) Passagerer, der ankommer med fly fra et
tredjeland, underkastes indrejsekontrol i den lufthavn, hvortil flyet ankommer
fra det pågældende tredjeland, inden de påbegynder en intern flyvning.
Passagerer fra interne flyvninger, der flyver videre til et tredjeland
(transferpassagerer), underkastes udrejsekontrol i den lufthavn, hvorfra flyet
afgår til det pågældende tredjeland. b) For flyvninger til eller fra tredjelande
uden transferpassagerer og flyvninger med flere mellemlandinger i
medlemsstaternes lufthavne uden flyskift, gælder følgende: i) Passagerer på flyvninger til eller fra
tredjelande uden forudgående eller efterfølgende transfer på medlemsstaternes
område skal underkastes indrejsekontrol i ankomstlufthavnen og udrejsekontrol i
afgangslufthavnen. ii) Passagerer på flyvninger til eller fra
tredjelande med mere end én mellemlanding på medlemsstaternes område uden
flyskift (transitpassagerer) og uden, at passagererne kan stige om bord på den
strækning, der ligger på medlemsstaternes område, underkastes indrejsekontrol i
ankomstlufthavnen og udrejsekontrol i afgangslufthavnen. iii) Hvis luftfartsselskabet for så vidt
angår flyvninger fra tredjelande med mere end én mellemlanding på
medlemsstaternes område kan optage passagerer, der udelukkende rejser på den resterende
strækning på dette område, underkastes disse passagerer udrejsekontrol i
afgangslufthavnen og indrejsekontrol i ankomstlufthavnen. Kontrol af passagerer, der under disse
mellemlandinger allerede befinder sig om bord på flyet og ikke er gået om bord
på medlemsstaternes område, gennemføres i overensstemmelse med nr. ii). Den
omvendte procedure finder anvendelse på flyvninger af denne kategori, når
bestemmelseslandet er et tredjeland. 2.1.3. Ind- og udrejsekontrol gennemføres
normalt ikke i flyet eller ved gaten, medmindre det er berettiget på grundlag
af en risikovurdering, for så vidt angår indre sikkerhed og ulovlig
indvandring. For at sikre, at personer kontrolleres efter bestemmelserne i
artikel 7-14 i de lufthavne, der er udpeget som grænseovergangssteder, sikrer
medlemsstaterne, at lufthavnsmyndighederne træffer de nødvendige
foranstaltninger for at føre passagererne til områder, der er indrettet til
kontrol. Medlemsstaterne sikrer, at l Ö lufthavnsvirksomheden Õ træffer de
nødvendige foranstaltninger for at hindre personer, der ikke har adgang til de
forbeholdte områder, f.eks. transitområdet, i at komme ind på eller forlade
disse. Der foretages normalt ikke kontrol i transitområdet, medmindre det er
berettiget på grundlag af en risikovurdering, for så vidt angår indre sikkerhed
og ulovlig indvandring; der kan navnlig foretages kontrol af personer, for hvem
der kræves lufthavnstransitvisum, for at fastslå, om de er i besiddelse af et
sådant visum. 2.1.4. Hvis et fly under flyvning fra et
tredjeland på grund af force majeure eller overhængende fare eller efter
instrukser fra myndighederne skal lande på et område, der ikke er
grænseovergangssted, må flyet kun fortsætte flyvningen efter tilladelse fra
grænsevagterne og toldvæsenet. Det samme gælder, når et fly under flyvning fra
et tredjeland lander uden tilladelse. Under alle omstændigheder finder artikel
7-14 anvendelse på ud- og indrejsekontrollen af personer om bord på disse fly. 2.2. Ö Procedurer Õ for ind- og
udrejsekontrol på flyvepladser 2.2.1. Det sikres, at passagerer også
kontrolleres i overensstemmelse med artikel 7-14 på flyvepladser, der ikke har
status af international lufthavn i henhold til den pågældende nationale ret
(flyvepladser), men hvor flyvninger fra eller til tredjelande er tilladt. 2.2.2. Uanset punkt 2.1.1 kan man på
flyvepladser undlade at installere anlæg til fysisk adskillelse af
passagerstrømmen fra henholdsvis interne flyvninger og andre flyvninger, med
forbehold af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 300/2008[6].
Når trafikmængden er beskeden, er det desuden ikke nødvendigt, at der permanent
er grænsevagter til stede, hvis der er garanti for, at det nødvendige personale
kan være til rådighed på stedet rettidigt. 2.2.3. Når det ikke er sikret, at der
permanent er grænsevagter til stede på en flyveplads, underretter lederen af
flyvepladsen i tilstrækkelig god tid grænsevagterne, når fly under flyvning fra
eller til tredjelande lander eller letter. 2.3. Retningslinjer for ind- og udrejsekontrol af personer Ö ved private
flyvninger Õ 2.3.1. Ved private flyvninger fra eller til
et tredjeland sender fartøjschefen før afgang grænsevagterne i
bestemmelsesmedlemsstaten og eventuelt i den medlemsstat, hvor flyet først
lander, en generel erklæring indeholdende bl.a. flyveplanen i overensstemmelse
med bilag 2 til konventionen angående international civil luftfart og
oplysninger om passagerernes identitet. 2.3.2. Hvis et privat fly fra et tredjeland
på vej til en medlemsstat mellemlander på andre medlemsstaters område,
foretager de kompetente myndigheder i indrejsemedlemsstaten indrejsekontrol og
påfører et indrejsestempel på den generelle erklæring, der er omhandlet i punkt
2.3.1. 2.3.3. Hvis det ikke med sikkerhed kan
afgøres, om et fly kommer fra eller udelukkende er på vej til medlemsstaternes
område uden mellemlanding på et tredjelands område, foretager de kompetente
myndigheder i lufthavne og på flyvepladser personkontrol i overensstemmelse med
punkt 2.1 og 2.2. 2.3.4. Ind- og udrejsereglerne for svævefly,
ultralette fly, helikoptere og hjemmelavede fly til korte afstande samt
luftballoner fastsættes i national ret og eventuelt i bilaterale aftaler. 3. Søgrænser ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 4), litra b) (tilpasset) 3.1. Generelle Ö procedurer Õ for ind- og
udrejsekontrol i forbindelse med skibstrafik 3.1.1. Kontrol med skibe gennemføres i
anløbs- eller afsejlingshavnen eller på et dertil indrettet område i umiddelbar
nærhed af fartøjet eller om bord på skibet i territorialfarvandene som
defineret i De Forenede Nationers havretskonvention. Medlemsstaterne kan indgå
aftaler, i henhold til hvilke kontrollen også kan udføres under rejsen eller
ved skibets ankomst eller afrejse på tredjelandets område under overholdelse af
principperne i punkt 1.1.4. 3.1.2. Skibsføreren, skibsagenten eller en
hvilken som helst anden person, der har fået tilladelse hertil af skibsføreren
eller er godkendt på en måde, der er acceptabel for den berørte offentlige
myndighed (i begge tilfælde herefter benævnt »skibsføreren«), opstiller en
liste over besætningen og eventuelle passagerer, som skal indeholde de
oplysninger, der kræves i formular 5 (besætningsliste) og 6 (passagerliste) i
konvention om lettelse af international samfærdsel ad søvejen
(FAL-konventionen) samt om nødvendigt visumnummeret eller opholdstilladelsens
nummer: –
senest 24 timer før ankomsten i havn, eller –
senest på det tidspunkt, hvor skibet afgår fra den
foregående havn, hvis rejsen varer mindre end 24 timer, eller –
hvis anløbshavnen er ukendt eller ændres under
rejsen, da så snart denne oplysning foreligger. Skibsføreren sender listen/listerne til
grænsevagterne eller, hvis det er fastsat i national ret, til andre relevante
myndigheder, som straks fremsender listen eller listerne til grænsevagterne. 3.1.3. Grænsevagterne eller de i punkt 3.1.2.
nævnte myndigheder sender en kvittering (en undertegnet kopi af listen eller
listerne eller en elektronisk kvittering for modtagelsen) til skibsføreren, som
på anmodning skal fremlægge den, når skibet er i havn. 3.1.4. Skibsføreren giver straks de
kompetente myndigheder meddelelse om eventuelle ændringer i besætningens
sammensætning eller antallet af passagerer. Endvidere giver skibsføreren straks og inden for
fristen i punkt 3.1.2. de kompetente myndigheder meddelelse om blinde
passagerer om bord. Disse forbliver dog under skibsførerens ansvar. Uanset artikel 5 og 8 foretages der ikke systematisk
grænsekontrol af de personer, der forbliver om bord. Grænsevagterne foretager
dog kun en gennemsøgning af skibet og kontrol af personer, der forbliver om
bord, når dette er berettiget på grundlag af en risikovurdering, for så vidt
angår den indre sikkerhed og ulovlig indvandring. 3.1.5. Skibsføreren underretter rettidigt og
i henhold til gældende bestemmelser i den pågældende havn de kompetente
myndigheder om skibets afrejse. ê 562/2006
(tilpasset) 3.2. Specifikke Ö procedurer Õ for Ö kontrol ved Õ bestemte typer
skibsfart Ö Lystsejlads Õ ê 610/2013 Art.
1, nr. 21), og bilag I, nr. 4), litra c) (tilpasset) 3.2.1. Krydstogtsskibets skibsfører meddeler
de kompetente myndigheder krydstogtets rute og program, så snart disse er
fastlagt og senest inden udløbet af fristen i punkt 3.1.2. ê 562/2006 3.2.2. Hvis et krydstogtskibs rute
udelukkende omfatter havne på medlemsstaternes område, foretages der uanset
artikel 5 og 8 ikke nogen ind- og udrejsekontrol, og krydstogtskibet må anløbe
havne, der ikke er grænseovergangssteder. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21) og bilag I, nr. 4), litra c) Der skal dog kun foretages kontrol af besætning og
passagerer på disse skibe, når dette er berettiget på grundlag af en
risikovurdering for så vidt angår den indre sikkerhed og ulovlig indvandring. ê 562/2006 è1 610/2013 Art. 1, nr. 21), og
bilag I, nr. 4), litra c) 3.2.3. Hvis et krydstogtskibs rute omfatter
både havne på medlemsstaternes område og havne i tredjelande, foretages der
uanset artikel 8 følgende ind- og udrejsekontrol: a) Hvis krydstogtskibet kommer fra en havn i
et tredjeland og første gang anløber en havn på en medlemsstats område,
underkastes besætningen og passagererne indrejsekontrol på grundlag af den i è1 punkt
3.1.2. ç nævnte navneliste
over besætning og passagerer.
Passagerer, der går i land, underkastes indrejsekontrol i overensstemmelse med
artikel 8, medmindre en risikovurdering for så vidt angår indre sikkerhed og
ulovlig indvandring viser, at det ikke er nødvendigt at foretage en sådan
kontrol. b) Hvis krydstogtskibet kommer fra en havn i
et tredjeland og på ny anløber en havn på en medlemsstats område, underkastes
besætningen og passagererne indrejsekontrol på grundlag af den i è1 punkt
3.1.2. ç nævnte navneliste
over besætning og passagerer, såfremt listen er ændret, siden krydstogtskibet
sidste gang anløb en havn på en medlemsstats område.
Passagerer, der går i land, underkastes indrejsekontrol i overensstemmelse med
artikel 8, medmindre en risikovurdering for så vidt angår indre sikkerhed og
ulovlig indvandring viser, at det ikke er nødvendigt at foretage en sådan
kontrol. c) Hvis krydstogtskibet kommer fra en havn i
en medlemsstat og anløber en sådan havn, underkastes passagerer, der går i
land, indrejsekontrol i overensstemmelse med artikel 8, hvis en risikovurdering
for så vidt angår indre sikkerhed og ulovlig indvandring gør dette påkrævet. d) Hvis krydstogtskibet afsejler fra en havn
i en medlemsstat til en havn i et tredjeland, underkastes besætning og
passagerer udrejsekontrol på grundlag af navnelisten over besætning og passagerer.
Hvis en risikovurdering for så vidt angår indre sikkerhed og ulovlig
indvandring gør det påkrævet, underkastes passagerer, der går om bord,
udrejsekontrol i overensstemmelse med artikel 8. e) Hvis krydstogtsskibet afsejler fra en
havn i en medlemsstat til en sådan havn, foretages der ingen udrejsekontrol. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 4), litra c) . Der
skal dog kun foretages kontrol af besætning og passagerer på disse skibe, når
dette er berettiget på grundlag af en risikovurdering, for så vidt angår den
indre sikkerhed og ulovlig indvandring. ê 562/2006 Lystfartøjer 3.2.4. Uanset artikel 5 og 8 underkastes
personer om bord på lystfartøjer, der kommer fra eller afsejler til en havn i
en medlemsstat, ikke ind- og udrejsekontrol og kan indrejse via en havn, der
ikke er grænseovergangssted. Hvis vurderingen af risikoen for ulovlig
indvandring berettiger hertil, navnlig hvis et tredjelands kyster ligger i
umiddelbar nærhed af den pågældende medlemsstats område, foretages der kontrol
af disse personer og/eller ransagning af lystfartøjerne. 3.2.5. Uanset artikel 5 må et lystfartøj, der
kommer fra et tredjeland, undtagelsesvis anløbe en havn, som ikke er
grænseovergangssted. I så fald underretter de ombordværende personer
havnemyndighederne med anmodning om tilladelse til at anløbe denne havn.
Havnemyndighederne tager kontakt med myndighederne i den nærmeste havn, der er
udpeget som grænseovergangssted, for at give meddelelse om skibets ankomst.
Oplysning om passagererne gives ved at aflevere en liste over alle personer om
bord til havnemyndighederne. Denne liste skal senest ved skibets ankomst
stilles til rådighed for grænsevagterne. Tilsvarende tager havnemyndighederne, hvis det
lystfartøj, der kommer fra et tredjeland, på grund af force majeure er
nødt til at anløbe en havn, som ikke er grænseovergangssted, kontakt med
havnemyndighederne i den nærmeste havn, der er udpeget som grænseovergangssted,
for at give meddelelse om skibets ankomst. 3.2.6. I forbindelse med kontrollen skal der
afleveres et dokument med alle skibets tekniske data og navnene på de personer,
der befinder sig om bord. En kopi af dette dokument sendes til myndighederne i
ankomst- og afgangshavnene. Så længe skibet opholder sig i en medlemsstats territorialfarvand,
opbevares et eksemplar af denne liste sammen med skibsdokumenterne. Kystfiskeri 3.2.7. Uanset artikel 5 og 8 underkastes
besætningen på kystfiskerfartøjer, som dagligt eller inden for 36 timer lægger
til i registreringshavnen eller enhver anden havn på medlemsstaternes område
uden at anløbe en havn på et tredjelands område, ikke systematisk kontrol. Der
tages dog hensyn til en vurdering af risikoen for ulovlig indvandring, navnlig
hvis et tredjelands kyster ligger i umiddelbar nærhed af den pågældende
medlemsstats område, for at afgøre, hvor hyppigt der skal foretages kontrol.
Afhængig af disse risici foretages der personkontrol og/eller ransagning af
fartøjet. 3.2.8. Besætningen om bord på
kystfiskerfartøjer, som ikke er registreret i en havn på en medlemsstats
område, skal kontrolleres efter bestemmelserne vedrørende sømænd. ê 562/2006 Færgeforbindelser 3.2.9. Personer om bord på færgeforbindelser
med havne i tredjelande skal underkastes ind- og udrejsekontrol. Følgende regler
finder anvendelse: a) Hvis det er muligt, indretter
medlemsstaterne separate baner i overensstemmelse med artikel 10. b) Gående passagerer kontrolleres
individuelt. c) Passagerer i private køretøjer
kontrolleres, mens de sidder i bilen. d) Buspassagerer skal behandles på samme
måde som gående passagerer. De skal forlade bussen for at blive kontrolleret. e) Kontrol af lastbilchauffører og
eventuelle ledsagere foregår i køretøjet. Denne kontrol skal i princippet
foregå separat fra kontrollen af de øvrige passagerer. f) Der skal installeres tilstrækkelig mange
kontrolposter til, at kontrollen kan foregå hurtigt. g) For at afsløre bl.a. ulovlige indvandrere
skal passagerernes transportmidler, eventuelt lasten samt andre transporterede
genstande, underkastes stikprøveundersøgelser. h) Besætningsmedlemmer på færger behandles
på samme måde som besætningsmedlemmer på handelsskibe. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 4), litra c) i) Punkt 3.1.2. (pligt til at indsende en
passager- og besætningsliste) finder ikke anvendelse. Hvis der skal udarbejdes
en liste over de ombordværende i henhold til Rådets direktiv 98/41/EF[7], skal skibsføreren
sende de kompetente myndigheder i ankomsthavnen på medlemsstaternes område en
kopi af denne liste senest tredive minutter efter skibets afgang fra en havn i
et tredjeland. 3.2.10. Hvis en færge, der kommer fra et
tredjeland, som anløber mere end én havn på medlemsstaternes område, tager
passagerer om bord kun for den resterende strækning på dette område, underkastes
disse passagerer udrejsekontrol i afgangshavnen og indrejsekontrol i
anløbshavnen. Kontrollen af personer, der under disse anløb
allerede befinder sig om bord på færgen og ikke er gået om bord på
medlemsstaternes område, gennemføres i ankomsthavnen. Den omvendte procedure
finder anvendelse, når bestemmelseslandet er et tredjeland. Cargoforbindelser mellem medlemsstater 3.2.11. Uanset artikel 8 gennemføres der ingen
grænsekontrol af cargoforbindelser mellem de samme to eller flere havne på
medlemsstaternes område, der ikke anløber havne beliggende uden for
medlemsstaternes område, og som indebærer transport af varer. Der skal dog kun foretages kontrol af besætning og
passagerer på disse skibe, når det er berettiget på grundlag af en
risikovurdering vedrørende den indre sikkerhed og ulovlig indvandring. ê 562/2006
(tilpasset) 4. Indlandsskibsfart 4.1. Ved »indlandsskibsfart med passage af
en ydre grænse« forstås anvendelse til erhvervs- eller lystsejlads af alle
typer både og flydende materiel på floder, kanaler og søer. 4.2. På både, der anvendes til
erhvervssejlads, skal følgende betragtes som besætningsmedlemmer eller lign:
skibsføreren og de ansatte om bord, der er opført på besætningslisten, samt
disse personers familiemedlemmer, hvis de bor på båden. 4.3. De relevante bestemmelser i punkt 3.1
og 3.2 anvendes tilsvarende på kontrollen med indlandsskibsfart. ____________________ BILAG VII Særlige regler for bestemte
personkategorier 1. Statsoverhoveder Uanset artikel 6 og artikel 8-14 må
statsoverhoveder og medlemmer af deres delegation, hvis ankomst og afrejse er
blevet meddelt officielt ad diplomatisk vej til grænsevagterne, ikke
underkastes ind- og udrejsekontrol. 2. Flypiloter og andre besætningsmedlemmer 2.1. Uanset artikel 6 kan indehavere af et
pilotcertifikat eller et flybesætningsbevis, som omhandlet i bilag 9 til
konventionen af 7. december 1944 angående international civil luftfart, under
udøvelsen af deres arbejde og på grundlag af disse dokumenter: a) gå om bord eller fra borde i en lufthavn,
hvor der mellemlandes, eller i en ankomstlufthavn på en medlemsstats område b) rejse ind i den kommune, hvor den
lufthavn, hvor der mellemlandes, eller ankomstlufthavnen er beliggende på en
medlemsstats område c) ved brug af et hvilket som helst
transportmiddel tage til en lufthavn på en medlemsstats område for der at gå om
bord i et fly med afgang fra denne lufthavn. I alle andre tilfælde skal betingelserne i artikel
6, stk. 1, være opfyldt. 2.2. Artikel 7-14 finder anvendelse på
kontrollen af flybesætninger. Flybesætningen kontrolleres så vidt muligt først.
Kontrollen finder sted enten før passagerkontrollen eller på steder, der er
specielt beregnet hertil. Uanset artikel 8 kan besætningsmedlemmer, som
grænsekontrolpersonalet kender som led i sit arbejde, eventuelt blot
underkastes stikprøvekontrol. 3. Ö Søfolk Õ ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 5), litra a) Uanset artikel 5 og 8 kan medlemsstaterne tillade,
at søfolk, der er i besiddelse af et identitetsdokument for søfolk udstedt i
henhold til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 108
(1958) eller nr. 185 (2003), konvention om lettelse af international samfærdsel
ad søvejen (FAL-konventionen) og de relevante bestemmelser i national ret, uden
at henvende sig til et grænseovergangssted indrejser på medlemsstaternes område
i forbindelse med, at de går i land for at opholde sig i den havn, som deres
skib anløber, eller i tilgrænsende kommuner, eller udrejser fra medlemsstaternes
område ved, at de vender tilbage til deres skibe, når de er opført på deres
skibs besætningsliste, og denne i forvejen er blevet kontrolleret af de
kompetente myndigheder. På baggrund af risikovurderingen for så vidt angår
den indre sikkerhed og ulovlig indvandring underkaster grænsevagterne dog
søfolkene kontrol i overensstemmelse med artikel 8, inden de går i land. ê 562/2006
(tilpasset) 4. Indehavere af diplomatpas, officielle pas eller
tjenestepas samt medlemmer af internationale organisationer 4.1. Indehavere af diplomatpas, officielle
pas eller tjenestepas udstedt af tredjelande eller deres regeringer, der er
anerkendt af medlemsstaterne, samt personer, der er i besiddelse af dokumenter
udstedt af de i punkt 4.4 nævnte internationale organisationer, og som rejser i
embeds medfør, kan i kraft af de særlige privilegier eller immuniteter, de
nyder, få forrang for andre rejsende ved ind- og udrejsekontrollen, selv om de
i givet fald stadig er visumpligtige. Uanset artikel 6, stk. 1, litra c), skal
indehavere af disse dokumenter ikke godtgøre, at de er i besiddelse af
tilstrækkelige subsistensmidler. 4.2. Hvis en person, der ankommer til den
ydre grænse, påberåber sig privilegier, immuniteter eller fritagelser, kan
grænsevagten forlange, at vedkommende beviser sin status ved at fremlægge
relevant dokumentation herfor, navnlig attester fra den akkrediterende stat,
diplomatpas eller andet. I tvivlstilfælde kan grænsevagten om nødvendigt søge
oplysninger ved direkte henvendelse til udenrigsministeriet. 4.3. Akkrediterede medlemmer af
diplomatiske og konsulære repræsentationer og deres familie kan rejse ind på
medlemsstaternes område ved fremvisning af det kort, der er omhandlet i artikel
20, stk. 2, og deres grænsepassagedokument. Endvidere må grænsevagterne uanset
artikel 14 ikke nægte indehavere af diplomatpas, officielle pas eller
tjenestepas indrejse på medlemsstaternes område uden først at have konsulteret
de kompetente nationale myndigheder. Dette gælder ligeledes, når den pågældende
er indberettet i SIS. 4.4. De i punkt 4.1 omhandlede dokumenter,
udstedt af internationale organisationer, er bl.a. følgende: –
laissez-passer fra De Forenede Nationer udstedt til
De Forenede Nationers og særorganisationernes personale på grundlag af konventionen
om rettigheder og immuniteter for særorganisationerne, vedtaget af De Forenede
Nationers Generalforsamling i New York den 21. november 1947 –
passerseddel fra Ö Den Europæiske
Union Õ –
passerseddel fra Det Europæiske Atomenergifællesskab
(Euratom) –
legitimationsdokument udstedt af Europarådets
generalsekretær –
dokumenter udstedt i henhold til artikel III, stk.
2, i overenskomsten mellem deltagerne i den nordatlantiske traktat vedrørende
status for deres styrker (militært identitetskort med tjenstlig rejseordre, en
rejseplan eller en personlig eller fælles marchordre) samt dokumenter udstedt
inden for rammerne af partnerskab for fred. 5. Grænsearbejdere 5.1. Retningslinjerne for ind- og
udrejsekontrol med grænsearbejdere er fastsat i de generelle bestemmelser om
grænsekontrol, navnlig artikel 8 og 14. 5.2. Uanset artikel 8 underkastes
grænsearbejdere, som grænsevagterne kender godt, fordi de hyppigt passerer
grænsen ved samme grænseovergang, og som på grundlag af en første kontrol Ö har vist Õ sig ikke at være
indberettet hverken i SIS eller i en national database, kun stikprøvekontrol
for at fastslå, om de er i besiddelse af et gyldigt grænsepassagedokument og
opfylder de nødvendige betingelser for indrejse. Disse personer underkastes med
uregelmæssige mellemrum, uden varsel, en indgående ind- og udrejsekontrol. 5.3. Bestemmelserne i punkt 5.2 kan
udvides til også at omfatte andre kategorier af regelmæssige grænsependlere. 6. Mindreårige 6.1. Grænsevagterne skal være særlig
opmærksomme på mindreårige, uanset om de rejser ledsaget eller uledsaget.
Mindreårige, der passerer en ydre grænse, underkastes samme ind- og
udrejsekontrol som voksne, som foreskrevet i denne forordning. 6.2. I tilfælde af ledsagede mindreårige
kontrollerer grænsevagten, om de personer, der ledsager den mindreårige, har
forældremyndigheden over denne, bl.a. når den mindreårige kun ledsages af én
voksen, og der er en alvorlig grund til at tro, at den mindreårige ulovligt er
blevet fjernet fra den eller de personer, der har forældremyndigheden over den
mindreårige. I sidstnævnte tilfælde foretager grænsevagten yderligere
efterforskning med henblik på at konstatere, om der er uoverensstemmelse eller
modstrid mellem de givne oplysninger. 6.3. Når der er tale om mindreårige, som
rejser uledsaget, skal grænsevagterne gennem en indgående kontrol af
rejsedokumenter og -bilag sikre sig, at de mindreårige ikke forlader området
imod den eller de personers vilje, som har forældremyndigheden over dem. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 5), litra b) 6.4. Medlemsstaterne udpeger nationale
kontaktpunkter med henblik på konsultation i forbindelse med mindreårige og
giver Kommissionen meddelelse herom. Kommissionen stiller en liste over disse
nationale kontaktpunkter til rådighed for medlemsstaterne. 6.5. Er der tvivl vedrørende nogen af de
forhold, der er omhandlet i punkt 6.1., 6.2. og 6.3., anvender
grænsevagterne listen over nationale kontaktpunkter med henblik på konsultation
vedrørende mindreårige. ê 610/2013
Art. 1, nr. 21), og bilag I, nr. 5), litra c) (tilpasset) 7. Redningstjenester, politi, brandvæsen og grænsevagter Ordningerne for redningstjenesters, politiets og
brandvæsenets ind- og udrejse, når de handler i nødstilfælde, samt for
grænsevagter, der passerer grænsen under udførelsen af deres erhvervsmæssige
opgaver, skal fastsættes i national lovgivning. Medlemsstaterne kan indgå
bilaterale aftaler med tredjelande vedrørende disse personkategoriers ind- og
udrejse. Disse ordninger og bilaterale aftaler kan omfatte undtagelser fra
artikel 5, 6 og 8. 8. Ö Offshorearbejdere Õ Uanset artikel 5 og 8 skal Ö offshorearbejdere, Õ som regelmæssigt ad
sø- eller luftvejen vender tilbage til medlemsstaternes område uden at have
opholdt sig på et tredjelands område, ikke systematisk kontrolleres. Der tages dog hensyn til en risikovurdering for så
vidt angår ulovlig indvandring, navnlig hvis et tredjelands kyster ligger i
umiddelbar nærhed af det pågældende offshoreanlæg, for at afgøre, hvor hyppigt
der skal foretages kontrol. ____________________ ê 562/2006 è1 610/2013 Art. 1, nr. 21), og
bilag I, nr. 6), litra a) è2 610/2013 Art. 1, nr. 21), og
bilag I, nr. 6), litra b) BILAG VIII è1 ç è2 ç ____________________ é BILAG IX Ophævet
forordning med oversigt over ændringer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 (EUT L 105 af 13.4.2006, s. 1) || || Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 296/2008 (EUT L 97 af 9.4.2008, s. 60) || || Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 81/2009 (EUT L 35 af 4.2.2009, s. 56) || || Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 (EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1) || Kun artikel 55 || Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 265/2010 (EUT L 85 af 31.3.2010, s. 1) || Kun artikel 2 || Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 1) || Kun artikel 1 || Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1051/2013 (EUT L 295 af 6.11.2013, s. 1) || ____________________ BILAG
X Sammenligningstabel Forordning (EF) nr. 562/2006 || Nærværende forordning Artikel 1 || Artikel 1 Artikel 2, indledende sætning || Artikel 2, indledende sætning Artikel 2, nr. (1) til (8) || Artikel 2, nr. (1) til (8) Artikel 2, nr. (8a) || Artikel 2, nr. 9) Artikel 2, nr. 9) || Artikel 2, nr. 10) Artikel 2, nr. 10) || Artikel 2, nr. 11) Artikel 2, nr. 11) || Artikel 2, nr. 12) Artikel 2, nr. 12) || Artikel 2, nr. 13) Artikel 2, nr. 13) || Artikel 2, nr. 14) Artikel 2, nr. 14) || Artikel 2, nr. 15) Artikel 2, nr. 15) || Artikel 2, nr. 16) Artikel 2, nr. 16) || Artikel 2, nr. 17) Artikel 2, nr. 17) || Artikel 2, nr. 18) Artikel 2, nr. 18) || Artikel 2, nr. 19) Artikel 2, nr. 18a) || Artikel 2, nr. 20) Artikel 2, nr. 19) || Artikel 2, nr. 21) Artikel 3 || Artikel 3 Artikel 3a || Artikel 4 Artikel 4 || Artikel 5 Artikel 5, stk. 1 || Artikel 6, stk. 1 Artikel 5, stk. 1a || Artikel 6, stk. 2 Artikel 5, stk. 2 || Artikel 6, stk. 3 Artikel 5, stk. 3 || Artikel 6, stk. 4 Artikel 5, stk. 4 || Artikel 6, stk. 5 Artikel 6 || Artikel 7 Artikel 7, stk. 1 og 2 || Artikel 8, stk. 1 og 2 Artikel 7, stk. 3, litra a) || Artikel 8, stk. 3, litra a) Artikel 7, stk. 3, litra aa) || Artikel 8, stk. 3, litra b) Artikel 7, stk. 3, litra ab) || Artikel 8, stk. 3), litra c) Artikel 7, stk. 3), litra ac) || Artikel 8, stk. 3, litra d) Artikel 7, stk. 3), litra ad) || Artikel 8, stk. 3), litra e) Artikel 7, stk. 3), litra ae) || Artikel 8, stk. 3), litra f) Artikel 7, stk. 3), litra b) || Artikel 8, stk. 3), litra g) Artikel 7, stk. 3), litra c) || Artikel 8, stk. 3), litra h) Artikel 7, stk. 3), litra d) || Artikel 8, stk. 3), litra i) Artikel 8 || Artikel 9 Artikel 9, stk. 1 || Artikel 10, stk. 1 Artikel 9, stk. 2, første afsnit, litra a) || Artikel 10, stk. 2, første og andet afsnit Artikel 9, stk. 2, første afsnit, litra b) || Artikel 10, stk. 2, tredje afsnit Artikel 9, stk. 2, andet afsnit || Artikel 10, stk. 2, fjerde afsnit Artikel 9, stk. 2, tredje afsnit || Artikel 10, stk. 2, femte afsnit Artikel 9, stk. 3 og 4 || Artikel 10, stk. 3 og 4 Artikel 10, stk. 1-5 || Artikel 11, stk. 1-5 Artikel 10, stk. 6 || — Artikel 11 || Artikel 12 Artikel 12 || Artikel 13 Artikel 13 || Artikel 14 Artikel 14 || Artikel 15 Artikel 15 || Artikel 16 Artikel 16 || Artikel 17 Artikel 17 || Artikel 18 Artikel 18 || Artikel 19 Artikel 19 || Artikel 20 Artikel 19a || — Artikel 19a || Artikel 21 Artikel 20 || Artikel 22 Artikel 21 || Artikel 23 Artikel 22 || Artikel 24 Artikel 23 || Artikel 25 Artikel 23a || Artikel 26 Artikel 24 || Artikel 27 Artikel 25 || Artikel 28 Artikel 26 || Artikel 29 Artikel 26a || Artikel 30 Artikel 27 || Artikel 31 Artikel 28 || Artikel 32 Artikel 29 || Artikel 33 Artikel 30 || Artikel 34 Artikel 31 || Artikel 35 Artikel 32 || Artikel 36 Artikel 33 || Artikel 37 Artikel 33a || Artikel 38 Artikel 34 || Artikel 39 Artikel 35 || Artikel 40 Artikel 36 || Artikel 41 Artikel 37 || Artikel 42 Artikel 37a || Artikel 43 Artikel 38 || — Artikel 39 || Artikel 44 Artikel 40 || Artikel 45 Bilag I-VIII || Bilag I-VIII - || Bilag IX - || Bilag X _____________ [1] Der kræves ikke logo for Island og Norge. [2] Der kræves ikke logo for Island og Norge. [3] Der kræves ikke logo for Island og Norge. [4] Der kræves ikke logo for Island og Norge. [5] Rådets direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om
fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 (EFT L 187
af 10.7.2001, s. 45). [6] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil
luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (EUT L 97
af 9.4.2008, s. 72). [7] Rådets direktiv 98/41/EF af 18. juni 1998 om
registrering af de ombordværende på passagerskibe, som sejler til og fra havne
i Fællesskabets medlemsstater (EFT L 188 af 2.7.1998, s. 35).