EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 13.10.2015

COM(2015) 495 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure

1.Indledning

1.1.Formålet med og hovedtrækkene i proceduren

Ved forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 1 blev der indført den første egentlige europæiske civilretlige procedure, den europæiske betalingspåkravsprocedure. Den har været anvendt siden december 2008 i alle medlemsstater undtagen i Danmark. Der er tale om en valgfri procedure, som kan anvendes i grænseoverskridende sager som et alternativ til indenlandske betalingspåkrav. Denne rapport er blevet udarbejdet i medfør af forordningens artikel 32, ifølge hvilken Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en udførlig rapport, der gennemgår, hvordan den europæiske betalingspåkravsprocedure fungerer.

En hurtig og effektiv inddrivelse af udestående fordringer er af afgørende betydning for virksomhederne i Den Europæiske Union. Forsinkede betalinger er en væsentlig grund til insolvens, især for små og mellemstore virksomheder, og fører til tab af mange arbejdspladser. Det har medført, at en række medlemsstater har indført en forenklet betalingspåkravsprocedure. Formålet med en betalingspåkravsprocedure er at opnå en hurtig og omkostningseffektiv retshjælp over for en skyldner, som skal betale et pengebeløb, ud fra den antagelse, at kravet ikke vil blive bestridt af skyldneren. Men de indenlandske procedurer er ofte uanvendelige eller uhensigtsmæssige i grænseoverskridende sager, og der er store forskelle på, hvor effektive de er.

Alt dette var baggrunden for, at den europæiske betalingspåkravsprocedure blev indført. Med den kan kreditorerne inddrive ubestridte civile og handelsmæssige krav efter en ensartet procedure, der er hjemlet i 27 medlemsstater. Der er tale om en skriftlig procedure, som ikke kræver tilstedeværelse i retten eller bistand fra en advokat. Fordringshaveren skal blot indgive sin anmodning. Det er ikke nødvendigt med dokumentation til støtte for anmodningen, og der kræves ikke yderligere tiltag fra fordringshaverens side under proceduren. Det europæiske betalingspåkrav udstedes af retter eller retlige myndigheder. Det kan cirkulere frit i alle medlemsstater, uden at der kræves mellemliggende procedurer til anerkendelse og fuldbyrdelse (eksekvatur) i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Det betyder, at et europæisk betalingspåkrav kan fuldbyrdes i andre medlemsstater ligesom ethvert lokalt betalingspåkrav, som er udstedt dér, dvs. uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet.

Denne strømlinede og effektive procedure er kun beregnet til ubestridte krav. For at garantere retten til et forsvar kan skyldneren sende en indsigelse senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt. Skyldneren skal kun angive, at han bestrider kravet, og skal ikke angive årsagerne hertil eller være repræsenteret af en advokat. I så fald bringes det europæiske betalingspåkrav til ophør. Sagen kan dog fortsætte efter de almindelige civile retsplejeregler, hvorved der vil kunne tages fuldt ud hensyn til skyldnerens argumenter.

I forordningen er der formularer, som skal anvendes i den planlagte forenklede procedure, og de er tilgængelige online på den europæiske e-justiceportal på alle sprog 2 . Formularerne er blevet ajourført ved Kommissionens forordning (EU) nr. 936/2012 af 4. oktober 2012 3 . Oplysninger om, hvilke domstole der har kompetence til at udstede et europæisk betalingspåkrav, findes på Det Europæiske Civilretlige Atlas 4 . Det Europæiske Retlige Netværk udgav i 2010 en praktisk vejledning om forordningen 5 .

1.2.Metodologi og indsamling af oplysninger

Denne rapport er baseret på oplysninger, der er indsamlet fra forskellige kilder.

Der blev foretaget en Eurobarometer-undersøgelse i juni 2010 blandt 26 690 borgere i EU27.

Europa-Kommissionen samfinansierede et projekt om forenkling af gældsinddrivelse i EU, som blev ledet af universitet i Maribor i Slovenien med deltagelse af 14 medlemsstater (Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Tyskland, Spanien, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Sverige). Projektet resulterede i to ekspertrapporter vedrørende forordning (EF) nr. 1896/2006 og 14 nationale rapporter 6 .

For at få yderligere oplysninger om, hvordan proceduren fungerede, foretog Kommissionen i april 2013 en undersøgelse ved at sende spørgeskemaer ud til medlemsstaterne. De statistiske data over procedurens anvendelse blev ajourført og suppleret i juni 2014.

På det 45. møde for kontaktsteder for det europæiske retlige netværk på det civile og handelsretlige område den 29.-30. maj 2013 blev det på grundlag af to arbejdsdokumenter fra Kommissionen drøftet, hvordan de europæiske procedurer, herunder den europæiske betalingspåkravsprocedure, fungerede teknisk set.

Endelig er der under forberedelsen af nærværende rapport blevet taget hensyn til tre præjudicielle afgørelser fra EU-Domstolen angående fortolkningen af forordningen 7 .

2.Samlet vurdering af forordningen

Generelt blev formålet med forordningen om at forenkle, fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure og at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav i EU uden eksekvaturproceduren stort set nået, selv om proceduren i de fleste medlemsstater kun var blevet anvendt i et relativt lille antal sager.

Ud fra de undersøgelser og høringer, der er foretaget, fremgår det, at der ikke har været større retlige eller praktiske problemer med anvendelsen af proceduren eller med det faktum, at eksekvaturproceduren er afskaffet for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der følger af proceduren.

2.1.Statistiske oplysninger

Ifølge tilgængelige oplysninger modtager retterne i medlemsstaterne hvert år mellem 12 000 og 13 000 anmodninger om europæiske betalingspåkrav 8 . Det største antal anmodninger (mere end 4 000 om året) indgives i Østrig og Tyskland, hvor der også bliver udstedt flest europæiske betalingspåkrav. Der modtages mellem 300 og 700 anmodninger om året i Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Ungarn, Nederlandene, Portugal og Finland. I de øvrige medlemsstater har proceduren et mere begrænset omfang. I bilaget er der angivet mere detaljerede oplysninger om den faktiske anvendelse af den europæiske betalingspåkravsprocedure for hver medlemsstat.

2.2.Kendskab til procedurens eksistens og funktion

Af en Eurobarometer-undersøgelse fra 2010 9 fremgik det, at kendskabet til og brugen af de europæiske procedurer, herunder den europæiske betalingspåkravsprocedure, er ret lille blandt borgerne. Kun 6 % af de adspurgte havde hørt om den europæiske betalingspåkravsprocedure. Forklaringen kan være, at proceduren hovedsageligt benyttes af virksomheder og advokater, og at det er forholdsvis få borgere, der er involveret i grænseoverskridende sager.

Når borgere har kendskab til den europæiske betalingspåkravsprocedure, anses den generelt for at være en nyttig procedure til fuldbyrdelse af grænseoverskridende civile pengekrav, som det er sandsynligt ikke vil blive bestridt af skylderen.

Kommissionen har iværksat et projekt, der ved at gøre det lettere at bruge, forstå og kende tilgængelige retlige instrumenter, herunder forordningen, skal støtte små og mellemstore virksomheder, som arbejder på tværs af grænserne, og gøre det lettere for dem at foretage grænseoverskridende gældsinddrivelse 10 .

3.Specifikke emner til vurdering

3.1.Geografisk anvendelsesområde: "Grænseoverskridende sager"

Forordningen finder i øjeblikket udelukkende anvendelse på tvister, hvor mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende. Denne begrænsning af "grænseoverskridende" sager svarer til anvendelsesområdet for andre instrumenter på dette område, f.eks. den europæiske småkravsprocedure 11 . Det kan være, at brugerne af proceduren ikke har kendskab til eller ikke forstår denne begrænsning af anvendelsesområdet. De har måske forventninger om, at flere af deres sager vil være dækket af forordningen. Dette bekræftes af, at der er nogle virksomheder, der kunstigt skaber et grænseoverskridende scenario, som er omhandlet i forordningen, for at kunne drage fordel heraf, for eksempel ved at overdrage kravet til et udenlandsk selskab. Dette er et eksempel på, hvor effektiv denne procedure anses for at være.

3.2.Retternes kompetence

I fem medlemsstater ligger kompetencen til at behandle europæiske betalingspåkrav hos en enkel, specifik ret/myndighed 12 . I de øvrige medlemsstater er det distrikts- og regionalretter (eller notarer i for eksempel Ungarn), der har kompetence til at udstede europæiske betalingspåkrav.

Der kan være visse fordele ved specialisering, idet det sikrer specialviden om proceduren og sprogfærdigheder. På den anden side kan det være, at borgerne, især forbrugerne, foretrækker at kunne indgive krav til deres lokale kompetente domstole, også selv om den europæiske betalingspåkravsprocedure er en skriftlig procedure. Om fordelene ved specialisering opvejer ulemperne kan også afhænge af medlemsstatens geografiske størrelse. Generelt set giver dataene over brugen af proceduren i bilaget ikke noget klart billede af, om et centraliseret system fører til en hyppigere brug af proceduren. Men ud fra det faktum, at proceduren er skriftlig og ikkekontradiktorisk, hvis der ikke er nogen debat om realiteten i kravet, og at proceduren dermed er særligt egnet til elektronisk behandling (se nærmere under punkt 3.5), forekommer det, at den europæiske betalingspåkravsprocedure er bedre egnet til at blive behandlet ved centraliserede retter end andre procedurer, som kræver en høring om substansen og hensyntagen til bevismateriale og derfor kan gøre det nødvendigt, at retten er tættere på de stridende parter.

3.3.Anmodning om et europæisk betalingspåkrav

3.3.1.Hovedkrav og renter

Kravet skal lyde på et specifikt beløb, som er forfaldet til betaling på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives. I kravets størrelse indgår hovedkravet og i givet fald renter, konventionalbod og omkostninger. Hvis der kræves renter af kravet, skal det af anmodningen fremgå, til hvilken rentesats og for hvilket tidsrum renterne kræves. I sag C-215/11 13  fastsatte Domstolen, at en fordringshaver i en anmodning skal kunne kræve renter, der er påløbet indtil datoen for betalingen af hovedkravet. I sådan et tilfælde, står det den nationale ret frit for at vælge, hvordan formular E skal udfyldes, for så vidt som skyldneren oplyses om, hvordan renten er beregnet.

Med Kommissions forordning (EU) nr. 936/2012 af 4. oktober 2012 14 , som ændrede bilagene til forordningen om det europæiske betalingspåkrav, sikres det, at skyldneren i formular E, under "Vigtige oplysninger til skyldner", bliver gjort opmærksom på, at der med hjemmel i national ret vil kunne kræves betaling af renter, indtil datoen for fuldbyrdelsen af kravet, hvilket dermed vil forøge det samlede beløb, der skal betales. Formular E forekommer dog ikke at være tilstrækkeligt udviklet til at give en passende beskrivelse af, hvilke renter der skal inddrives. Det bør derfor overvejes at ændre formularerne yderligere.

3.3.2.Sprog, som anmodningen affattes på

I de fleste medlemsstater skal anmodningerne indgives på det eller de officielle sprog. Nogle af medlemsstaterne accepterer dog også andre sprog: Tjekkiet, Estland, Cypern og Sverige accepterer engelsk; Frankrig accepterer engelsk, tysk, italiensk og spansk.

Kravene om oversættelse har en negativ indvirkning på omkostninger og forsinkelser for proceduren, selv om den europæiske betalingspåkravsprocedure er en procedure, hvor det ikke kræves af parterne, at de skal forelægge og forsvare beviser. Anmodningsformularen kan oversættes automatisk til det officielle sprog i den medlemsstat, hvor retten har sæde. Da der i de fleste tilfælde er tale om at afkrydse felter, er det ikke nødvendigt med en oversættelse. For at nå målet med en egentlig europæisk procedure, bør alle medlemsstater acceptere anmodninger om europæiske betalingspåkrav på mindst et andet sprog end deres officielle sprog.

3.3.3.Elektronisk indsendelse af anmodninger

Mange af medlemsstaterne tillader elektronisk indsendelse af anmodninger 15 eller har planer om at indføre elektronisk behandling på et tidspunkt for alle retter, der har kompetence til at behandle den europæiske betalingspåkravsprocedure 16 .

Kommissionen har foretaget en undersøgelse af muligheden for at indgive elektroniske anmodninger om europæiske betalingspåkrav, og der er nu blevet iværksat et pilotprojekt angående spørgsmålet, som samfinansieres af Europa-Kommissionen. Ni medlemsstater deltager i e-CODEX-pilotprojektet om den europæiske betalingspåkravsprocedure 17 . Deltagerne er aktive enten som afsender eller modtager eller begge dele. En afsender tillader brugere at indsende krav (dvs. formular A) om europæiske betalingspåkrav til en modtager. En modtager accepterer krav og videresender dem elektronisk til den ret, der er anført i den indsendte formular A. Den pågældende ret kan senere sende svar tilbage elektronisk (f.eks. formular B, formular E osv.) via den samme kanal. På nuværende tidspunkt er det ikke alle medlemsstater i pilotprojektet, der har et fungerende system. Nogle af dem er stadig i testfasen og har planer om endelig indførelse i 2015 eller 2016. De "afsendende" medlemsstater tillader normalt kun elektronisk indgivelse af krav for hovedaktører i retssystemet, f.eks. advokater, banker, forsikringsselskaber og socialsikringsinstanser, og ikke nødvendigvis for befolkningen som helhed. Eksempler på sådanne nationale systemer, som er tilgængelige for hovedaktører, findes allerede i Tyskland og Østrig. I nær fremtid vil den europæiske e-justiceportal, der fungerer som afsender, også give befolkningen som helhed mulighed for at indgive krav elektronisk. Indgivelse vil kun være mulig for "modtagende" medlemsstater, som har testet muligheden for integration med den europæiske e-justiceportal og har et fungerende e-CODEX-system.

3.3.4.Gennemgang af anmodningen

Tre medlemsstater 18 har meddelt, at der er en stor del af anmodningerne, som retterne returnerer med henblik på supplering eller korrektioner. Hyppige årsager til returnering er unøjagtige eller ufuldstændige oplysninger om parterne (f.eks. at fordringshaverens adresse eller underskrift mangler), ufuldstændige anmodninger om renter og ubetalte retsafgifter.

De dynamiske formularer på den europæiske e-justiceportal er en hjælp for brugerne til at udfylde anmodningerne korrekt. Via netstedet for Det Europæiske Civilretlige Atlas giver portalen også brugerne mulighed for at finde den kompetente ret. I det andet halvår af 2015 vil det med indførelsen af den europæiske domstolsdatabase blive endnu lettere at finde ud af, hvilken kompetent ret anmodninger skal sendes til. Det er værd at undersøge, hvordan der på den europæiske e-justiceportal kan gives yderligere forklaring på, hvordan formularerne skal udfyldes, og hvordan der i de elektroniske formularer kan gives flere detaljer om de renter, der kræves. Der er ganske vist ikke nogen retlig forpligtelse for medlemsstaterne til at tilbyde hjælp til at udfylde formularerne, sådan som det er fastsat i forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure, men medlemsstaterne kan dog af hensyn til borgerne og til en effektiv administration af retssystemet, hvad angår tid og omkostninger, udvide den hjælp, der tilbydes borgere i den europæiske småkravsprocedure, til også at omfatte den europæiske betalingspåkravsprocedure.

Forordningen fastsætter udtrykkeligt, at gennemgangen af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav kan antage form af en elektronisk procedure. Det er tilfældet i Østrig og Tyskland. Den europæiske betalingspåkravsprocedure, som er en skriftlig procedure uden gennemgang af beviser eller høringer, forekommer at være særdeles egnet til fuldstændig elektronisk behandling. Den kan have den positive virkning, at det bliver hurtigere at gennemføre proceduren (se også punkt 3.4). Eftersom det vil være let at gøre indsigelse mod betalingspåkrav, der er udstedt ved en elektronisk procedure, og proceduren sikrer en effektiv forkyndelse af dokumenter, bliver skyldnerens rettigheder tilgodeset på behørig vis.

3.4.Udstedelse af et europæisk betalingspåkrav

Det fremgår af tilgængelige oplysninger, at domstolenes forpligtelse til at udstede europæiske betalingspåkrav senest 30 dage efter anmodningen normalt kun bliver overholdt i nogle af medlemsstaterne. For de medlemsstater, som har indsendt relevante data, udsteder retterne påkravet til tiden i Malta (1 uge), Belgien og Irland (2 uger), Tyskland (2-3 uger), Bulgarien og Litauen (30 dage). Retterne træffer deres afgørelse inden for 1-2 måneder i Grækenland og Luxembourg, inden for 2 måneder i Frankrig og Finland, op til 4 måneder i Østrig, Tjekkiet, Cypern, Estland, Polen, Nederlandene, Portugal, Sverige, Slovenien, op til 6 måneder i Ungarn, 8 måneder i Spanien og op til 9 måneder i Slovakiet.

Det er ikke rimeligt med de langvarige behandlingstider, eftersom proceduren ikke kræver nogen undersøgelse af beviser eller høring af parterne. Det er absolut nødvendigt at få forkortet behandlingstiden, eftersom en hurtig inddrivelse af ubestridte fordringer har stor indvirkning på virksomhedernes likviditet, navnlig små og mellemstore virksomheders. Desuden kan systematisk manglende overholdelse af de i forordningen fastsatte frister anses for at være en overtrædelse af forordningen. Hvis den elektroniske behandling af proceduren udvikles yderligere, vil dette problem kunne afhjælpes. Kommissionens tjenestegrene vil fortsætte med at holde nøje øje med, om der sker forbedringer på dette område.

3.5.Forkyndelse af europæiske betalingspåkrav og andre dokumenter

Der er ikke rapporteret om større problemer med forkyndelse af dokumenter i forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure. De eneste klager, der er indkommet, vedrører omkostningerne til grænseoverskridende forkyndelse. Ifølge Kommissionens rapport fra december 2013 om anvendelsen af forordning (EF) nr. 1393/2007 19 har de europæiske regler været med til at fremskynde forkyndelsen af dokumenter mellem EU-landene til trods for det stadig stigende antal sager. Forkyndelsestiderne for retslige dokumenter er faldet i Østrig, Belgien, Finland, Tyskland, Grækenland og Portugal. Der er forskellige måder at forkynde på i medlemsstaterne. Hvad angår den europæiske betalingspåkravsprocedure opfordres medlemsstaterne til at anvende billige metoder til forkyndelse, f.eks. postforkyndelse med kvittering for modtagelse.

Selv om elektronisk forkyndelse af dokumenter er en mulighed i henhold til forordningens artikel 13 og 14, er det endnu ikke en realitet på det retlige område inden for EU. Baggrunden herfor kan være af såvel retlig som teknisk art. Ifølge artikel 13 og 14 er forkyndelse ved elektroniske midler underlagt national ret i den stat, hvor forkyndelsen skal foretages. Det vil derfor være en forudsætning for en sådan forkyndelse, at der findes nationale love om elektronisk forkyndelse af dokumenter. Endvidere er det i henhold til forordning (EF) nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter 20 , som gælder for elektronisk forkyndelse, der foretages i medfør af forordningen om det europæiske betalingspåkrav 21 , end ikke teoretisk set muligt at lade et dokument forkynde elektronisk ved en domstol for en part i en anden medlemsstat. Og endelig kan tekniske årsager og manglende kompatibilitet mellem nationale systemer til elektronisk forkyndelse yderligere være til hinder for udviklingen af grænseoverskridende elektronisk forkyndelse.

3.6.Udgifter

Det følger af forordningen, at retsafgifter fastsættes efter national lov. Men i tilfælde af at skyldneren gør indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav, kræver forordningen, at de samlede retsafgifter i forbindelse med europæisk betalingspåkrav og den almindelige retssag, ikke må overstige retsafgifterne i forbindelse med en almindelig retssag. De tilgængelige data over retsafgifter for den europæiske betalingspåkravsprocedure viser, at sådanne afgifter svarer til afgifterne for tvister under tilsvarende nationale procedurer og varierer meget, afhængigt af hvilken medlemsstat kravet indgives i. Også metoderne til beregning af afgifter er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat (faste afgifter eller afgifter beregnet i forhold til værdien af kravet eller en kombination heraf). I praksis har der i nogle tilfælde været klager fra borgere over afgifternes størrelse i nogle af medlemsstaterne.

Men det største problem med retsafgifterne, som er blevet rapporteret til Kommissionen, er, at det for potentielle ansøgere er svært at gennemskue sådanne afgifter. For at afhjælpe dette problem har det europæiske retlige netværk på det civile og handelsretlige område offentliggjort denne oplysning på den europæiske e-justiceportal 22 .

3.7.Indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav

Det ser ud til, at skyldnere kun gør indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav i begrænset omfang, men andelen er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. For eksempel er indgivelsen af indsigelser marginal i Østrig (4 %), hvorimod det i Frankrig og Tyskland er på op mod 16 % og i Grækenland på over 50 %.

Generelt har der ikke været rapporteret om problemer med indgivelse af indsigelser mod de europæiske betalingspåkrav. I henhold til artikel 17, stk. 2, er virkningen af indgivelsen af en indsigelse, at sagen overgår til en almindelig retssag. Eftersom europæiske betalingspåkrav kan vedrøre småkrav i betydningen i forordningen om europæiske småkrav, har Kommissionen foreslået, at det efter indgivelse af indsigelse i en europæisk betalingspåkravsprocedure skal være muligt også at lade sagen overgå til den europæiske småkravsprocedure, for så vidt som proceduren kan anvendes 23 .

3.8.Prøvelse

Den særlige prøvelse, der er omhandlet i artikel 20, har til formål at afhjælpe situationen, hvis skyldneren ikke var bekendt med procedurerne i udstedelsesstaten og ikke var i stand til at varetage sine interesser under sagen. Det kan ske, hvis for eksempel den adresse, som anmodningen blev sendt til, ikke er korrekt. I forordningen er der fastsat betingelser for åbning af retten til prøvelse, men selve proceduren hører under national ret. Oplysninger om de forskellige prøvelsesprocedurer i medlemsstaterne er offentliggjort i Det Europæiske Civilretlige Atlas.

I sag C-324/12 24 fastslog Domstolen, at den manglende overholdelse af fristen for at indgive indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav på grund af skyldnerens repræsentants fejl ikke begrunder en prøvelse af dette betalingspåkrav i medfør af artikel 20, idet en sådan manglende overholdelse ikke henhører under ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i samme artikel.

De nationale prøvelsesprocedurer er meget forskellige fra en medlemsstat til en anden og nogle gange også forskellige fra et europæisk instrument (forordninger om europæiske fuldbyrdelseskrav, europæiske betalingspåkrav, småkrav, underhold) til et andet. Endvidere har gennemførelsen af prøvelsesproceduren under de ovenfor nævnte instrumenter givet anledning til spørgsmål og usikkerhed.

De forende sager C119/13 and C120/13 25 vedrørte en situation, hvor europæiske betalingspåkrav ikke var blevet forkyndt for skyldnerne, fordi de havde flyttet deres domicil. Domstolen fastslog, at forordning (EF) nr. 1896/2006 skal fortolkes således, at procedurerne i forordningens artikel 16-20 ikke finder anvendelse, når det viser sig, at et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt i overensstemmelse med de mindstestandarder, der er fastsat i forordningens artikel 13-15. Når en sådan uregelmæssighed først viser sig efter, at et europæisk betalingspåkrav er blevet erklæret eksigibelt, skal skyldneren have mulighed for at gøre indsigelse mod denne uregelmæssighed, der, såfremt den bliver behørigt godtgjort, skal medføre, at denne eksigibilitetserklæring skal anses for ugyldig.

Resultatet af Domstolens kendelse i sagerne C119/13 og C120/13 er, at et af de grundlæggende elementer i beskyttelsen af retten til et forsvar i den ensartede europæiske betalingspåkravsprocedure, dvs. en udebleven sagsøgts ret til at anmode om genoptagelse af sagen i tilfælde af mangelfuld forkyndelse af påkrav, ikke anses for at falde ind under forordningen, men under national lov.

For at sikre, at skyldneren kan gøre indsigelse mod sådanne uregelmæssigheder efter EU-retten, bør betingelserne for prøvelsen i henhold til artikel 20 klarlægges fremover, ved at der bliver set på nyere bestemmelser i underholdsforordningen og forslaget om småkravsrevision. Det vil også give større sammenhæng mellem instrumenterne for civil retspleje på EU-plan.

3.9.Fuldbyrdelse

Der er ikke rapporteret om specifikke problemer med fuldbyrdelse af europæiske betalingspåkrav. En af de forhindringer, der er blevet rapporteret om, er mangel på gennemskuelighed i debitorers aktiver til fuldbyrdelse i grænseoverskridende sager. Dette har dog en horisontal karakter og vedrører al grænseoverskridende fuldbyrdelse i EU, ikke specifikt fuldbyrdelse af europæiske betalingspåkrav.

3.10.EU-Domstolens retspraksis i procedurer angående urimelige kontraktvilkår og betalingspåkrav

Den Europæiske Unions Domstol blev i forbindelse med direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler anmodet om at efterprøve anvendelsen af nationale betalingspåkravsprocedurer og deres fuldbyrdelse i lyset af principperne om ækvivalens og effektivitet af EU-retten. Der er rejst spørgsmål ved, om Domstolens afgørelser har en indvirkning på brugen af betalingspåkravsprocedurer i forbrugertvister. Selve ideen bag betalingspåkravsprocedurer er nemlig baseret på, at den egentlige begrundelse for et krav – i modsætning til almindelige retssager – i princippet ikke skal efterprøves.

Domstolen fastslog, at da der ikke er blevet foretaget en harmonisering af de nationale mekanismer til inddrivelse af ubestridte krav, henhører måderne for gennemførelsen af de nationale procedurer for betalingspåkrav i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi under disses nationale retsorden, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet) 26 .

Domstolen fastslog specifikt i sag C-618/10 under henvisning til sag C-473/00 27 , at effektivitetsprincippet har forrang for national lovgivning, hvorefter en ret, der skal behandle en sag, selv om den allerede råder over de retlige og faktiske oplysninger, der er nødvendige i denne forbindelse, ex officio må efterprøve, om et vilkår om morarenter, der er indeholdt i en kontrakt, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, såfremt forbrugeren ikke har fremsat indsigelse vedrørende vilkåret.

Ifølge Domstolens retspraksis kan de særlige kendetegn ved de retssager, som inden for rammerne af national ret gennemføres mellem de erhvervsdrivende og forbrugerne, ikke udgøre en faktor, som kan påvirke den retlige beskyttelse, som forbrugerne nyder i medfør af bestemmelserne i direktiv 93/13/EØF 28 . Men Domstolen understregede også i forbindelse med efterprøvelsen af voldgiftskendelser, der har retskraft, at respekten for effektivitetsprincippet ikke må føre til, at det kræves, at en national ret alene skal kompensere for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet 29 .

Andre af Domstolens domme angående effektivitetsprincippet 30 vedrører betalingspåkravsproceduren, efter at der er indgivet indsigelse, når kravet videreføres i almindelige eller andre civilretlige procedurer. I C-618/10, Banco Español, skelner Domstolen klart mellem den specifikke situation før indgivelsen af indsigelse i en betalingspåkravsprocedure og andre situationer. Denne sag vedrørte definitionen af den nationale rets ansvar ifølge bestemmelserne i direktiv 93/13/EØF i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure, før forbrugeren har indgivet indsigelse. Domstolen understreger, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser.

Ifølge forordningens artikel 8 skal retten undersøge, om kravet forekommer begrundet på grundlag af de oplysninger, den har adgang til. Retterne har mulighed for, hvis de prima facie er i tvivl, hvorvidt kravet eller en del heraf (dvs. renter) er begrundet, at foreslå - som fastsat i forordningens artikel 10 - fordringshaveren kun at få en del af kravet 31 . Desuden vil der ske en fuldstændig bedømmelse af realiteten i kravet efter indgivelsen af indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav, når kravet bliver behandlet i almindelige retlige procedurer. Det kan derfor konkluderes, at det karakteristiske ved den europæiske betalingspåkravsprocedure på behørig vis sikrer, at EU-Domstolens retspraksis bliver efterlevet.

4.Konklusioner

Den europæiske betalingspåkravsprocedure blev indført for at forenkle og fremskynde inddrivelsen af udestående gæld og nedbringe sagsomkostningerne, og at give kreditorerne, især små og mellemstore virksomheder et hurtigt og effektivt juridisk værktøj, altså et politikmål, der er ligeså gyldigt i dag, som det var, da forordningen blev vedtaget.

Ud fra ovenstående vurdering af, hvordan proceduren fungerer, ser det ud til, at forordningen generelt fungerer på en god og tilfredsstillende måde. Anvendelsen af forordningen har overordnet set forbedret, forenklet og fremskyndet behandlingen af ubestridte pengekrav i grænseoverskridende tvister. I lyset heraf anses det derfor ikke for hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at ændre de grundlæggende parametre i den europæiske procedure.

Den europæiske procedure er imidlertid ikke tilstrækkeligt kendt hos virksomheder, borgere, fagfolk og retter. Det er nødvendigt at udbrede kendskabet hertil både på europæisk plan og på medlemsstatsplan. Der bør ske en effektiv og aktiv kampagne for forordningen, hvor den brede offentlighed og fagfolk får oplysninger om den europæiske betalingspåkravsprocedure.

Desuden vil forordningen kunne komme til at fungere bedre ved hjælp af ikkelovgivningsmæssige og andre foranstaltninger. Kommissionen vil benytte samarbejdsmekanismen i det europæiske retlige netværk på det civile og handelsretlige område proaktivt for at forbedre gennemførelsen og fremme udnyttelsen af dette nyttige instrument. Proceduren vil kunne bringes til at fungere endnu bedre ved at sikre elektronisk behandling, og ved at medlemsstaterne er mere opmærksomme på, at en centralisering af behandlingen af sager under denne procedure vil være hensigtsmæssig.

Bilag

Statistiske data over anvendelsen af den europæiske betalingspåkravsprocedure

Disse data dækker perioden 2012-2013. Med mindre andet er anført i tabellen, er dataene for år 2012.

Ingen oplysninger

* Vær opmærksom på, at Kroatien først kom med i EU den 1. juli 2013.

** Der er ingen særskilte data for europæiske betalingspåkrav. De er statistisk set blevet behandlet sammen med nationale betalingspåkrav.

*** Inklusive anmodninger fra tidligere år.

(1)

EUT L 399 af 30.12 2006, s. 1.

(2)

  https://e-justice.europa.eu/content_european_payment_order_forms-156-da.do

(3)

EUT L 283 af 16.10.2012, s. 1.

(4)

  http://ec.europa.eu/justice_home/judicialatlascivil/html/epo_information_da.htm

(5)

  http://ec.europa.eu/justice/civil/document/index_da.htm

(6)

Se http://www.acj.si/da/pres-simpf .

(7)

Sag C-215/11, C-324/12 og de forenede sager Cases C-119/13 og C-120/13.

(8)

Se bilaget (Statistiske data over brugen af den europæiske betalingspåkravsprocedure) for detaljer og datakilder.

(9)

  http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_351_da.pdf

(10)

  http://ec.europa.eu/growth/smes/support/cross-border-enforcement/index_da.htm

(11)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1).

(12)

Handelsretten i Zagreb, Amtsgericht i Berlin-Wedding, distriktsretten i Oporto, distriktsretten i Helsingfors, fogedmyndigheden i Sverige.

(13)

 Iwona Szyrocka, Domstolens dom af 13. december 2012.

(14)

EUT L 283 af 16.10 2012, s. 1.

(15)

Tjekkiet, Tyskland, Estland, Frankrig, Litauen, Østrig, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, UK, Cypern.

(16)

Irland, Italien, Malta, Portugal.

(17)

Østrig, Estland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Frankrig, Polen og Nederlandene.

(18)

Tyskland, Nederlandene og Sverige.

(19)

Rapport om anvendelse af forordning (EF) nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager, COM(2013) 858 final.

(20)

EUT L 324 af 10.12 2007, s. 79.

(21)

Se artikel 27.

(22)

  https://e-justice.europa.eu/content_court_fees_epo-305-da.do

(23)

Forslag til forordning om ændring af forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure og forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure, COM(2013) 794 final.

(24)

 Novontech-Zala, kendelse truffet af Domstolen den 21. marts 2013.

(25)

 Eco cosmetics (C119/13) og Raiffeisenbank St. Georgen (C120/13), Domstolens dom af 4. september 2014.

(26)

 Banco Español, (C-618/10), Domstolens dom af 14. juni 2012.

(27)

 Cofidis, C-473/00, præmis 35.

(28)

 Banco Español, præmis 46.

(29)

 Asturcom Telecomunicaciones, Domstolens dom af 6. oktober 2009, præmis 47.

(30)

Se C168/05 Mostaza Claro; C40/08 Asturcom Telecomunicaciones; C243/08 Pannon GSM, C137/08 VB Pénzügyi Lízing, C453/10 Pereničová og Perenič.

(31)

Det skal bemærkes, at nationale betalingspåkravsprocedurer giver mulighed for sådanne prima facie prøvelser. Det er ikke ualmindeligt, at retten i Frankrig efter den franske betalingspåkravsprocedure for eksempel ex officio reducerer urimeligt store rentekrav. Også den tyske Mahnverfahren, som i udstrakt grad er automatiseret, er indrettet således, at den kan afsløre anomalier i kravet, som så kan behandles ex officio, enten ved at foreslå et delvist påkrav for fordringshaveren (hvilket ex officio dermed reducerer det krævede beløb) eller ved at afvise påkravet.