19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/131

Ordfører:

Brenda KING

1.1.

Cotonouaftalens udløb i 2020 giver anledning til at gennemgå AVS-EU-partnerskabet og afgøre, hvilken form det bør have, og hvilke problemer der bør løses. Selv om Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil ønsker at forny forholdet — idet AVS-landene betragtes som vigtige partnere — har EØSU understreget, at det vil undersøge alle muligheder, herunder alternativer til en traktat og til en kollektivbaseret tilgang.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bemærker, at beslutningen om fortsat at betragte AVS-landene som en samlet gruppe bør træffes af AVS-landene.

1.3.

EØSU anbefaler EU at tilstræbe sig på at opnå et moderne, lige og effektivt partnerskab med AVS-landene, der rækker ud over donor-modtager-relationerne og er baseret på en sammenhængende og integreret EU-udenrigspolitik og bygger på princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken.

1.4.

En sådan ramme bør sikre inddragelsen af civilsamfundsorganisationer, herunder den private sektor, hvis særlige opgave bør være at overvåge og vurdere virkningen af denne aftales gennemførelse på parternes bæredygtige udvikling. Civilsamfundet bør have den tekniske og finansielle støtte, der er nødvendig for at varetage denne opgave.

1.5.

CPA udgør i sin nuværende form — hvor investering og økonomisk udvikling blandes med en politisk, værdibaseret tilgang — allerede et supplement til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. I forbindelse med Cotonouaftalens udløb bør der imidlertid tages hensyn til anbefalingerne i denne udtalelse, og der bør være mulighed for overvågning og evaluering af aftalen. Udvalget er rede til at spille en vigtig rolle i den henseende.

1.6.

EØSU anbefaler, at alle former for udviklingsstøtte, som EU giver til tredjelande, bør henhøre under den samme retlige ramme og være underlagt den samme demokratiske kontrol fra Europa-Parlamentets side samtidig med, at de positive aspekter af EUF fastholdes.

1.7.

AVS-EU-partnerskabet udgør allerede en omfattende ramme for håndteringen af globale problemer såsom klimaændringer, hvilket viste sig at være effektivt under COP21-forhandlingerne. De fælles bestræbelser må øges for at opbygge modstandsdygtighed i AVS- og EU-landene og for at sætte ind over for de potentielle negative virkninger: naturkatastrofer, økonomisk sammenbrud og klimamigration.

1.8.

EØSU støtter inddragelsen af civilsamfundsorganisationer lige fra start og etablering til overvågning og efterfølgende gennemgang af AVS-EU-politikområderne. Gennem en holistisk proces med struktureret dialog og regelmæssigt samråd med civilsamfundsorganisationer vil partnerskabet leve op til hensigten i CPA om fuldt ud at inddrage ikkestatslige aktører som angivet i artikel 6 i CPA.

1.9.

Ved at bygge videre på resultaterne af AVS-EU-samarbejdet kan begge parter på lige fod effektivt udvikle fælles strategier i det kommende Syd-Syd-samarbejde og tresidede rammer for udviklingssamarbejdet. Gensidig udveksling mellem disse parter kan være en effektiv katalysator til at tackle den nye ramme for international udvikling og de globale udfordringer, bl.a. vedrørende mellemindkomstlandenes rolle.

1.10.

Fremtidige partnerskaber skal være »partnerskaber mellem ligeværdige partnere« som understreget i den nye ramme, der anerkender universaliteten af udfordringerne i EU og AVS-landene: indkomstforskelle, ungdomsarbejdsløshed, klimaændringer mm. I samarbejde og som ligestillede kan EU og AVS-partnerne bestræbe sig på at løse udviklingsproblemer i både EU og AVS-staterne.

2.1.

Den Europæiske Union (EU) og 79 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) har en omfattende og juridisk bindende international samarbejdsaftale, som samler mere end halvdelen af verdens nationalstater. Aftalen, der benævnes Cotonoupartnerskabsaftalen (CPA eller Cotonou), blev undertegnet i Benin i 2000 og sigter mod at styrke det mangeårige samarbejde inden for politik, handel og udvikling mellem EU og AVS-landene. Aftalen har ført til oprettelsen af en række institutioner, der letter AVS-EU-samarbejdet blandt regeringer, offentligt ansatte, parlamentsmedlemmer, lokale myndigheder og civilsamfundet, herunder den private sektor. Aftalen bygger på et historisk forhold mellem EU og Unionens tidligere kolonier, som siden har udviklet sig gennem en række postkoloniale aftaler: fra associeringsaftalerne Yaoundé I og II-konventionerne mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og de tidligere franske kolonier i Afrika (1963-1975) til de efterfølgende AVS-EU-Lomé-konventioner (1975-2000) og den seneste partnerskabsaftale undertegnet i Cotonou (2000).

2.2.

CPA udløber i 2020, og derfor har Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik den 6. oktober 2015 udstedt et fælles høringsdokument. Som anført i høringsdokumentet er formålet »at se på, i hvilket omfang den er anvendelig fremover og udgør en platform for pleje af fælles interesser« i betragtning af den institutionelle, politiske og socioøkonomiske udvikling i både EU og AVS i en verden, der har ændret sig betydeligt i løbet af de seneste 15 år.

2.3.

Inddragelse af civilsamfundet — særlige bemærkninger om den politiske dialog

2.3.1.

EØSU glæder sig over, at artikel 6 i CPA støtter inddragelsen af ikkestatslige aktører ved at erkende, at de er centrale aktører i partnerskabet. Udvalget er imidlertid skuffet over, at samarbejdet i høj grad stadig er regeringsorienteret trods anerkendelsen af, at den politiske dialog er vigtig for at fremme civilsamfundets deltagelse i udviklingsprocessen.

2.3.2.

EØSU understreger de ikkestatslige aktørers rolle i udviklingsprocessen og i overvågningen af ØPA'erne. Det er indlysende, at en mere åben og demokratisk ramme for perioden efter Cotonou giver bedre chancer for at opnå meningsfulde resultater.

2.3.3.

EØSU bemærker med skuffelse, at en række AVS-stater indfører restriktiv lovgivning for at begrænse det arbejde, der udføres af de ikkestatslige aktører, hvilket i visse tilfælde har haft negative konsekvenser for civilsamfundsorganisationernes aktive deltagelse. I »2014 CSO Sustainability Index« (1) fremhæves det, at i mange lande syd for Sahara står civilsamfundsorganisationer — især dem der beskæftiger sig med menneskerettigheder — over for stigende restriktioner og trusler om restriktioner på deres arbejde.

2.3.4.

EØSU anbefaler, at uanset hvilke rammebestemmelser, der vedtages for perioden efter 2020, bør de styrke legitimiteten af civilsamfundsorganisationer især og ikkestatslige aktører generelt som reelle aktører i de politiske processer. Endvidere er EØSU klar over, at konsekvenserne af at udelukke ikkestatslige aktører er alvorlige. Det opfordrer derfor til større tekniske og finansielle forpligtelser til at fremme og styrke den civilsamfundsorganisationernes aktive deltagelse.

3.1.

Undertegnelsen af Romtraktaten i 1957 skabte forbindelse mellem de oversøiske lande og territorier (OLT) og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) i en formel og privilegeret samarbejdsramme, som har struktureret Europas forbindelser med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Gruppen af AVS-stater, som blev oprettet af sine medlemmer ved Georgetownaftalen i 1975, bestod oprindeligt af 46 AVS-stater: 36 afrikanske stater, 7 vestindiske stater og 3 stillehavsstater. I dag består gruppen af AVS-stater af 79 lande — 48 i Afrika syd for Sahara, 16 i Vestindien og 15 i Stillehavet (Cuba er medlem, selv om det ikke har undertegnet CPA, og Sydafrika er kontraherende part i CPA, men undtaget fra visse bestemmelser). Siden 2000 har AVS-EU-samarbejdet været reguleret af CPA.

3.2.

CPA's centrale mål, nemlig at »mindske og med tiden udrydde fattigdom i samspil med målet om at fremme bæredygtig udvikling og gradvis integration af AVS-staterne i verdensøkonomien«, præsenteres i tre komplementære søjler:

4.1.

Som erkendt i det fælles høringsdokument har verden ændret væsentligt fra tidspunktet, hvor aftalen trådte i kraft i 2000. På EU-plan er Unionen i perioden 2000-2013 blevet udvidet med 13 nye medlemsstater til et samlet antal på 28 medlemsstater. De nye medlemsstater har ingen kolonihistorisk tilknytning til AVS-staterne og ingen eller andre handelsmæssige, økonomiske og politiske forbindelser med disse ud over de bånd, der er knyttet siden tiltrædelsen i EU. På globalt plan er verden blevet tættere befolket, mere forbundet og i højere grad indbyrdes afhængig samt mere kompleks og flygtig, og der er opstået nye udfordringer som f.eks. klimaændringer, globaliseringens virkninger, øget terrorisme, konflikter og massemigration.

4.2.

Siden 2000 er der opstået nye økonomiske stormagter i Afrika, Asien og Latinamerika og andre partnerskabsgrupperinger, f.eks. Den Afrikanske Union og G77, hvor mange AVS-lande har som mål at opnå mellemindkomststatus mellem 2020 og 2030 og derved nedbringe deres afhængighed af udenlandsk støtte.

4.3.

EU's partnerskab med de tre regioner, som udgør gruppen af AVS-stater, er blevet styrket uden for Cotonouaftalen, men er i synergi med denne. Dette afspejles i Det Strategiske Partnerskab mellem Afrika og EU, den fælles partnerskabsstrategi for Caribien og EU samt i EU's forbindelser med Stillehavsøerne. Der samarbejdes også i højere grad med regionale og subregionale organisationer, især med ØPA'erne, og på området med fred og sikkerhed.

4.4.

Selv om der er visse succeshistorier forbundet med den globale udvikling, er der stadig væsentlige mangler, som spænder fra flere hundrede millioner mennesker, der stadig lever i ekstrem fattigdom, ulighed mellem kønnene og til en stigning i de globale emissioner af kuldioxid med mere end 50 % siden 1990. På internationalt plan blev der i september 2015 vedtaget en ny global ramme om målene for bæredygtig udvikling og finansieringen, som samtidig tager fat på de indbyrdes forbundne udfordringer i forbindelse med fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling. Den understøttes af et nyt »globalt partnerskab«, som mobiliserer alle midler til gennemførelse og alle aktører og gælder generelt for alle lande.

4.5.

EØSU anbefaler derfor en effektiv ramme for internationale forbindelser ud over et donor-modtager-forhold, der er egnet til formålet, med henblik på at gennemføre målene for bæredygtig udvikling og give bedre resultater for borgerne i både AVS-landene og Europa gennem politisk, økonomisk og udviklingsmæssigt samarbejde.

5.1.1.

EØSU mener, at en genskabelse af balancen i partnerskabet, i overensstemmelse med 2030-dagsordenen og dennes 17 mål for bæredygtig udvikling, vil udgøre de mest hensigtsmæssige rammer til at »styrke gennemførelsesmidlerne og puste nyt liv i de globale partnerskaber« (mål nr. 17). Målene for bæredygtig udvikling indeholder en fælles ramme, herunder 169 mål, der sigter mod at udrydde fattigdom og sult, sikre adgang til bæredygtig energi til en overkommelig pris for alle, bygge modstandsdygtig infrastruktur, bekæmpe klimaændringerne og deres konsekvenser og fremme retsstaten og lige adgang til domstolene for alle.

5.1.2.

I overensstemmelse med princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken giver rammen for målene for bæredygtig udvikling en supplerende og holistisk vejledning til fremtidige forbindelser mellem EU og AVS-landene hvad angår opfyldelsen af fælles målsætninger, som vil have global rækkevidde. Et samarbejde om at nå målene for bæredygtig udvikling har — i lyset af den kendsgerning, at EU's interne politikker har eksterne konsekvenser, som kan have en negativ indvirkning på partnerlande — en positiv afsmittende virkning på sikringen af sammenhæng i udviklingspolitikken, idet det afpasser prioriteter og samtidig følger de regionale udviklingsdagsordener.

5.1.3.

Det kræver store finansielle ressourcer at nå målene for bæredygtig udvikling, og infrastrukturinvesteringer tegner sig i henhold til Verdensbanken og andre multilaterale udviklingsbanker for ca. 80 % af disse ressourcer. Selv om EUF fortsat er en vigtig finansieringskilde for de mindst udviklede lande, er den lille i sammenligning med mange landes samlede budgetter og forventes at blive reduceret. Mobilisering af indenlandske ressourcer i mange AVS-lande kan imidlertid blive en vigtig kilde til udviklingsfinansiering. I Verdensbankens rapport fra 2013 om udviklingsfinansiering for tiden efter 2015 skønnes det, at mellem 50 og 80 % af infrastrukturfinansieringen i henhold til målene for bæredygtig udvikling forventes at stamme fra landenes egne indenlandske ressourcer.

5.1.4.

EØSU mener derfor, at udviklingsbistanden bør anvendes til at opbygge kapacitet til at mobilisere og anvende de nationale ressourcer. F.eks. har hver dollar, der anvendes til oversøisk udviklingsbistand til etablering af skatteadministrativ kapacitet ifølge OECD potentiale til at skabe tusinder af dollars i ekstra skatteindtægter, afhængigt af situationen i landet. Det vurderes, at skatterne kun udgør 10-15 % af BNP i de fleste afrikanske lande (3). På samme måde kan der ydes støtte til ressourcerige lande, så de kan opbygge deres kapacitet til at forhandle rimelige kontrakter med mineselskaber og andre udvindingsselskaber med det sigte at forbedre indtægterne og dermed være i stand til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til målene om bæredygtig udvikling. Endvidere bør AVS-landene støttes i deres bestræbelser på industrialisering og behandling af deres egne råvarer og råstoffer til lokale, regionale og internationale markeder.

5.1.5.

EØSU anbefaler også et fremtidigt samarbejde med henblik på at afhjælpe den alvorlige mangel på kvalificeret arbejdskraft i voksende sektorer i AVS-landene, især i betragtning af, at Afrikas befolkning ifølge FN's prognoser vil stige til 2,5 mia. — en fjerdedel af verdens befolkning (4). Disse sektorer omfatter udvindingsindustrien, energi, vand og infrastruktur samt landbrug, sundhed og telekommunikation. Denne mangel på kvalifikationer er en af årsagerne til, at AVS-landene eksporterer råvarer, som behandles andetsteds i verden til skade for AVS-staternes virksomheder og arbejdspladser. Disse lande også har behov for deres egen forskning og innovative løsninger til at håndtere deres udviklingsmæssige udfordringer, herunder klimaændringer. Andelen af forskere i forhold til den øvrige del af befolkningen er imidlertid meget lav i de afrikanske lande. Burkina Faso har f.eks. 45 forsknings- og udviklingsspecialister pr. én million mennesker, og Nigeria har 38 — sammenlignet med et gennemsnit på henholdsvis 481 i Latinamerika og 1 714 i Østasien (5). Cirkulær migration bør også inkluderes for at tackle manglen på kvalifikationer. Erasmus+ giver allerede mulighed for cirkulær migration af unge i EU, og lignende bestemmelser bør indføres for unge i AVS-landene. Dette kræver en omlægning af debatten om migration, så den fokuserer mere på mobilitet, især blandt unge, i forbindelse med uddannelse, praktikophold, udvekslinger mm.

5.1.6.

EU og dens medlemsstater bør i overensstemmelse med princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken og ovennævnte anbefaling om at skabe skatteadministrativ kapacitet ved hjælp af udviklingsstøtte på effektiv vis tackle problemet med ulovlige finansstrømme. Skatteforvaltningen er af største betydning og har potentiale til at fremme bæredygtig udvikling i AVS-landene. Særligt i Afrika er der forsvundet større beløb med ulovlige finansstrømme end de beløb, kontinentet modtager som oversøisk udviklingsbistand og direkte udenlandske investeringer tilsammen.

5.1.7.

Det fremtidige partnerskab bør også anerkende den væsentlige betydning af pengeoverførsler fra beskæftigelse af migranter og diasporaer, som er blevet en grundlæggende kilde til direkte udenlandske investeringer i AVS-landene og overstiger den oversøiske udviklingsbistand. Ikke desto mindre er det vigtigt, at EU-medlemsstaterne opfylder deres forpligtelse til at yde 0,7 % af BNI som led i at opretholde princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken.

5.2.1.

ØPA'erne skal fremme den regionale integration og indebærer oprettelsen af regionale økonomiske fællesskaber i AVS-landene. Forhandlingerne blev indledt i 2002, men var præget af et tidspres på grund af WTO's undtagelsesbestemmelse — opretholdelse af fortrinsbehandling for udviklingslande i gruppen af AVS-stater i forhold til andre udviklingslande, som ikke var AVS-stater — som skulle udløbe ved udgangen af 2007.

5.2.2.

ØPA-forhandlingerne er problematiske af forskellige årsager, bl.a. varierende forhandlingskapacitet og modenhed af AVS-landenes regionale økonomiske fællesskaber, forskellige visioner om udvikling og regional integration og forskellige visioner om handel baseret på gensidighed. Siden forhandlingerne blev indledt i 2002, er der tilført både omfattende og foreløbige ØPA'er og en række forskellige handelsordninger, der gælder for AVS-landene, herunder den generelle toldpræferenceordning (GSP/GSP+) og »alt undtagen våben«-ordningen.

5.2.3.

Da ØPA'erne har til formål at bidrage til bl.a. bæredygtig økonomisk vækst, fattigdomsudryddelse, højnelse af levestandarden og regional integration, vil en effektiv gennemførelse og overvågning af ØPA'er være af afgørende betydning for at nå disse mål.

5.2.4.

EØSU anbefaler derfor på det kraftigste, at der indføres en ramme (dvs. blandede rådgivende udvalg) for at sikre, at civilsamfundsorganisationer i både EU og AVS-regionerne har en rolle at spille i forbindelse med overvågningen af ØPA'ernes strukturer, at deres anbefalinger som følge af overvågning kan realiseres, at procedurerne er i overensstemmelse med bæredygtig udvikling, og at dette fortsat vil gøre sig gældende efter 2020. I de tilfælde hvor forhandlingerne om ØPA'er, som f.eks. med SADC, allerede er afsluttet, og det derfor er usandsynligt, at de kan genåbnes, støtter EØSU, at der forhandles om en protokol til ØPA'en, der skal sikre ovenstående.

5.2.5.

EU-delegationer er centrale aktører og bør samarbejde med lokale ikkestatslige aktører og EU samt AVS-landenes regionale institutioner om at gøre en gennemsigtig, koordineret og effektiv fælles indsats. EU-delegationernes køreplaner for civilsamfundsorganisationer og de tilsvarende AVS-staters regionale strategi for civilsamfundsorganisationer bør desuden koordineres samlet med henblik på at fremme en omfattende tilgang til inddragelse af civilsamfundsorganisationer.

5.2.6.

EØSU anbefaler endvidere, at disse blandede rådgivende udvalg omfatter en bred vifte af deltagere fra civilsamfundet med lige stor inddragelse af den akademiske verden, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter (bl.a. landbrugere, kvinder og ungdomsorganisationer), og at disse blandede rådgivende udvalg tildeles tilstrækkelige ressourcer i form af et tilgængeligt budget for at lette deres evne til at handle effektivt og uafhængigt. EØSU fremhæver desuden betydningen af finansiering til civilsamfundsorganisationernes deltagelse i partnerskaber fra begge parters side med henblik på fuldt ud at repræsentere det »partnerskab mellem ligeværdige partnere«, som EU og AVS-landene tilstræber.

5.3.1.

EUF anses for at være en forudsigelig og pålidelig kilde til udviklingsfinansiering, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at bevare AVS-landenes interesse i Cotonouaftalen. En kontroversiel form af EUF-finansieringen er budgetstøtte eller direkte støtte til nationale budgetter, enten med foruddefineret fastsættelse af prioriteter (sektorbudgetstøtte) eller uden (generel budgetstøtte). I perioden 2002-2010 stillede Kommissionen i alt 6,2 mia. EUR til rådighed for generel budgetstøtte — mere end 90 % til Afrika. Trods dette og uanset hvilken form dette fremtidige partnerskab får, må forbindelserne med landene i Vestindien og Stillehavet hverken udvandes, og graduering af mellemindkomstlandene må generelt heller ikke udgøre nogen hindring for en bæredygtig udvikling. Fremtidige partnerskaber skal fremme og prioritere inklusion.

5.3.2.

I gennemsnit anvendes en femtedel af EUF's midler til sektor- og budgetstøtte. Trods det, at budgetstøtte generelt betragtes som et effektivt middel til at kanalisere bistand, svækker den ansvarligheden og styringen, da den mangler effektiv overvågning og tilstrækkelige betingelser. Den er heller ikke særlig synlig, når den indgår i et lands samlede budget, så de fleste borgere og nationale interessenter er ikke bekendt med EUF-bidragenes størrelse.

5.3.3.

Med henblik på at forbedre ansvarligheden og gennemsigtigheden anbefaler EØSU på det kraftigste at lade alle former for udviklingsstøtte, som EU yder til tredjelande, henhøre under samme retlige ramme og lade dem være genstand for samme demokratiske kontrol fra Europa-Parlamentets side, samtidig med at de samme positive aspekter af partnerskabet bevares.

5.3.4.

Feedback fra EØSU's regionale møder har vist, at civilsamfundsaktørerne anser EUF-udbudsprocedurerne vedrørende finansiering for at være for lange, bureaukratiske og uigennemskuelige. Endvidere hævdes der, at ansøgningsprocedurerne er for besværlige for mange ikkestatslige aktører, idet de relevante oplysninger formidles dårligt i visse lande.

5.3.5.

EØSU har jævnligt slået til lyd for at fremme civilsamfundsorganisationernes kapacitetsopbygning og deres adgang til de ressourcer, der kræves for at være effektive partnere med hensyn til at fremme ejerskabet af samt overvåge udviklingsstrategier, regeringsførelse og menneskerettigheder i deres respektive lande og regioner, som det fremgår af artikel 6 i CPA. Disse principper bør overholdes både i EU og i AVS-landene.