Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014TA1210(13)

Beretning om årsregnskabet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed for regnskabsåret 2013 med myndighedens svar

EUT C 442 af 10.12.2014, p. 112–122 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

10.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 442/112


BERETNING

om årsregnskabet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed for regnskabsåret 2013 med myndighedens svar

(2014/C 442/13)

INDLEDNING

1.

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (herefter »myndigheden« eller »EBA«), der ligger i London, blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (1). Myndighedens opgave er at bidrage til fastlæggelsen af fælles standarder og praksis af høj kvalitet for regulering og tilsynsførelse, at bidrage til den konsekvente anvendelse af juridisk bindende EU-retsakter, at fremme og lette delegeringen af opgaver og ansvarsområder blandt kompetente myndigheder, at overvåge og vurdere markedsudviklingen på sit kompetenceområde og at fremme beskyttelse af indskydere og investorer (2).

OPLYSNINGER TIL UNDERBYGNING AF REVISIONSERKLÆRINGEN

2.

Retten har valgt en revisionsmetode, der omfatter analytiske revisionshandlinger, direkte test af transaktioner og en vurdering af centrale kontroller i myndighedens overvågnings- og kontrolsystemer. Dette suppleres med bevis opnået fra arbejde udført af andre revisorer (hvis relevant) og en analyse af ledelsens udtalelser.

REVISIONSERKLÆRING

3.

I overensstemmelse med artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Retten:

a)

revideret myndighedens årsregnskab, som omfatter årsopgørelsen (3) og beretningen om budgetgennemførelsen (4) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2013, og

b)

efterprøvet lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet.

Ledelsens ansvar

4.

Ledelsen er ansvarlig for at udarbejde et årsregnskab for myndigheden, som giver et retvisende billede, og for, at de transaktioner, som ligger til grund for regnskabet, er lovlige og formelt rigtige (5):

a)

Ledelsens ansvar med hensyn til myndighedens årsregnskab omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af et internt kontrolsystem, som sikrer, at der udarbejdes en årsopgørelse, som giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl, udvælgelse og anvendelse af passende regnskabspraksis på grundlag af de regnskabsregler, der er fastlagt af Kommissionens regnskabsfører (6), og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er rimelige efter omstændighederne. Direktøren godkender myndighedens årsregnskab, når myndighedens regnskabsfører har udarbejdet det på grundlag af alle tilgængelige oplysninger og skrevet en note, som vedlægges regnskabet, og hvori han bl.a. erklærer, at han har rimelig sikkerhed for, at regnskabet i alt væsentligt giver et retvisende billede af myndighedens finansielle stilling.

b)

Ledelsens ansvar med hensyn til de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed og overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af et effektivt og produktivt internt kontrolsystem, hvori indgår tilstrækkelig overvågning og passende foranstaltninger, som kan forhindre uregelmæssigheder og besvigelser samt, hvis det er nødvendigt, sikre, at der iværksættes retlige procedurer med henblik på at inddrive uberettiget udbetalte eller anvendte midler.

Revisors ansvar

5.

Det er Rettens ansvar på grundlag af sin revision at afgive en erklæring til Europa-Parlamentet og Rådet (7) om årsregnskabets rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Retten udfører sin revision i overensstemmelse med IFAC's Internationale Standarder om Revision og etiske regler og INTOSAI's internationale standarder for overordnede revisionsorganer (International Standards of Supreme Audit Institutions). Ifølge disse standarder skal Retten planlægge og udføre revisionen med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed for, om myndighedens årsregnskab er uden væsentlig fejlinformation, og om de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

6.

Revisionen omfatter udførelse af handlinger med henblik på at opnå revisionsbevis vedrørende beløbene og oplysningerne i regnskabet og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. De valgte handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder vurderingen af risiciene for væsentlig fejlinformation i regnskabet og for, at de underliggende transaktioner i væsentligt omfang ikke opfylder kravene i Den Europæiske Unions retlige ramme, uanset om det skyldes besvigelser eller fejl. Ved vurderingen af disse risici tager revisor både hensyn til den interne kontrol, som skal sikre, at der udarbejdes et retvisende årsregnskab, og til de overvågnings- og kontrolsystemer, der er indført for at sikre de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, og udformer revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne. Revisionen omfatter også en vurdering af, om den anvendte regnskabspraksis er passende, og om de regnskabsmæssige skøn er rimelige, samt en vurdering af den samlede præsentation af regnskabet.

7.

Retten mener, at det tilvejebragte revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for denne revisionserklæring.

Erklæring om regnskabernes rigtighed

8.

Det er Rettens opfattelse, at myndighedens årsregnskab i alt væsentligt giver et retvisende billede af dens finansielle stilling pr. 31. december 2013 samt af resultaterne af dens transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med bestemmelserne i dens finansforordning og de regnskabsregler, der er fastlagt af Kommissionens regnskabsfører.

Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet

9.

Det er Rettens opfattelse, at de transaktioner, der ligger til grund for myndighedens årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2013, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

10.

Bemærkningerne i det følgende drager ikke Rettens erklæringer i tvivl.

BEMÆRKNINGER OM BUDGETFORVALTNINGEN

11.

I 2013 blev der samlet set indgået forpligtelser for 90 % af bevillingerne mod 89 % i 2012, med en spredning på 87 % i afsnit I (personaleudgifter), 98 % i afsnit II (administrationsudgifter) og 92 % i afsnit III (aktionsudgifter). Forpligtelsesgraden under afsnit I blev påvirket negativt af Domstolens afgørelse vedrørende indekseregulering af personalets lønninger for perioden 1. juli 2011 til 30. juni 2013 (1,8 millioner euro).

12.

Selv om omfanget af fremførsler generelt faldt væsentlig, nemlig til 3 8 76  564 euro (17 %) mod 6 5 47  808 euro (36 %) året før, var omfanget af fremførsler af forpligtede bevillinger stadig relativt højt for afsnit II med 1 9 74  511 euro (35 %) og afsnit III med 1 6 51  203 euro (36 %). Disse fremførsler skyldes navnlig planlagt indkøb af IT-infrastruktur og IT-tjenester, som der blev indgået kontrakt om som planlagt i december 2013, og hvor de dermed forbundne tjenester vil blive ydet i 2014.

OPFØLGNING PÅ TIDLIGERE ÅRS REVISIONSBEMÆRKNINGER

13.

En oversigt over de korrigerende foranstaltninger, der er truffet som reaktion på Rettens bemærkninger tidligere år, vises i bilag I.

Vedtaget af Afdeling IV, der ledes af Milan Martin CVIKL, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 1. juli 2014.

På Revisionsrettens vegne

Vítor Manuel da SILVA CALDEIRA

Formand


(1)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.

(2)  En oversigt over myndighedens beføjelser og aktiviteter vises i bilag II til orientering.

(3)  Denne omfatter balancen og resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over bevægelser i nettoaktiver samt en oversigt over væsentlige regnskabspraksis og andre forklarende bemærkninger.

(4)  Denne omfatter regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen og bilaget til regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen.

(5)  Artikel 39 og 50 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 (EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42).

(6)  De regnskabsregler, der er fastlagt af Kommissionens regnskabsfører, er baseret på de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor (International Public Sector Accounting Standards, IPSAS), som er udgivet af International Federation of Accountants, og, når det er relevant, på International Accounting Standards (IAS)/International Financial Reporting Standards (IFRS) udgivet af International Accounting Standards Board.

(7)  Artikel 107 i forordning (EU) nr. 1271/2013.


BIILAG I

Opfølgning på tidligere års revisionsbemærkninger

År

Rettens bemærkninger

Korrigerende foranstaltning

(Afsluttet/I gang/Ikke igangsat/Ikke relevant)

2011

Den lave budgetudnyttelse vidner om vanskeligheder i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af budgettet.

Afsluttet

2011

Myndighedens budget for regnskabsåret 2011 var på 12,7 millioner euro. I overensstemmelse med forordningen om oprettelse af myndigheden (1) blev 60 % af dens 2011-budget finansieret med bidrag fra medlemsstaterne og EFTA-landene og 40 % med midler fra EU-budgettet Ved udgangen af 2011 havde myndigheden et positivt budgetresultat på 3,6 millioner euro. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, og artikel 16, stk. 1, i myndighedens finansielle bestemmelser blev det fulde beløb opført i regnskabet som gæld til Europa-Kommissionen.

Afsluttet

2011

Myndigheden bør forbedre sine ansættelsesprocedurers gennemsigtighed. Det var ikke før gennemgangen af ansøgningerne blevet fastsat, hvordan udvælgelseskriterierne skulle vægtes, og hvilket pointantal der ville give adgang til samtale eller til optagelse på listen over egnede kandidater.

Afsluttet

2012

For at dække øgede udgifter til skolepenge giver myndigheden de ansatte, der har børn i grundskolen og overbygningen, et uddannelsesbidrag ud over det uddannelsestillæg, der er fastsat i personalevedtægten (2). De samlede bidrag til uddannelse beløb sig i 2012 til ca. 76  000 euro. De er ikke omfattet af personalevedtægten og er derfor uretmæssige.

I gang (3)

2012

I overensstemmelse med myndighedens it-strategi, der blev udformet af myndighedens forgænger (4), blev EBA's centrale it-applikationssystemer outsourcet til en ekstern it-leverandør (5) frem til december 2013. Det medfører risici på grund af myndighedens begrænsede kontrol og overvågning af sine it-systemer.

Afsluttet

2012

Samlet set var der indgået forpligtelser for 89 % af bevillingerne, hvilket varierede mellem 84 % i afsnit I (personaleudgifter), 86 % i afsnit II (administrationsudgifter) og 100 % i afsnit III (driftsudgifter) (6). En stor del af de forpligtede bevillinger under afsnit II (45 %) blev fremført, navnlig af årsager, som myndigheden ikke var herre over, f.eks. at det ikke var lykkedes at finde nye lokaler, og på grund af forsinkelser i gennemførelsen af nogle it-projekter, som det var vanskeligt at få de nødvendige oplysninger om fra den organisation, der var myndighedens forgænger. En stor del af de forpligtede bevillinger under afsnit III (85 %) blev fremført, hvilket navnlig skyldtes to komplekse og langvarige procedurer for indgåelse af aftaler om it, der dog blev gennemført i overensstemmelse med planen, forsinkelser i lanceringen og implementeringen af tre andre it-projekter og leverandørernes sene fakturering af visse it-tjenesteydelser.

Ikke relevant

2012

Retten identificerede følgende svagheder i de reviderede ansættelsesprocedurer, der påvirker gennemsigtigheden og den lige behandling af ansøgerne: Der blev givet et samlet pointtal i stedet for point for hvert udvælgelseskriterium, og der var ikke bevis for, at spørgsmålene til samtaler og prøver var blevet fastlagt, før ansøgningerne blev gennemgået.

Afsluttet


(1)  Artikel 62, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010.

(2)  Artikel 3 i bilag VII fastsætter tillægget til det dobbelte af grundtillægget på 252,81 euro = 505,62 euro.

(3)  For 3 af de 9 skoler, der var berørt heraf, var der endnu ikke indgået kontrakter i 2013.

(4)  Det Europæiske Banktilsynsudvalg.

(5)  Banque de France (Frankrigs nationalbank).

(6)  Som følge af en behovsanalyse for den resterende del af året blev budgettet ændret, og bevillingerne blev nedsat med 8,9 % i september 2012.


BILAG II

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (London)

Beføjelser og aktiviteter

Unionens kompetenceområde i henhold til traktaten

(Artikel 26 og 114, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)

Artikel 26:

»1.

Unionen vedtager foranstaltninger med henblik på oprettelse af det indre marked eller sikring af dets funktion i henhold til de relevante bestemmelser i traktaterne.

2.

Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne.

3.

Rådet fastlægger på forslag af Kommissionen de retningslinjer og betingelser, der er nødvendige for at sikre afbalancerede fremskridt i alle berørte sektorer.«

Artikel 114:

»1.

Medmindre andet er bestemt i traktaterne, finder følgende bestemmelser anvendelse med henblik på virkeliggørelsen af de i artikel 26 fastsatte mål. Europa-Parlamentet og Rådet, der træffer afgørelse efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg, vedtager de foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion.«

Myndighedens beføjelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010)

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1022/2013 om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010)

Mål

a)

at forbedre den måde, det indre marked fungerer på, bl.a. gennem et fornuftigt, effektivt og konsekvent niveau for regulering og tilsyn

b)

at sikre de finansielle markeders integritet, gennemsigtighed, effektivitet og ordnede funktion

c)

at styrke den internationale tilsynskoordinering

d)

at undgå tilsynsarbitrage og fremme ensartede konkurrencevilkår

e)

at sikre, at der føres tilstrækkeligt tilsyn med kreditrisici og andre risici, og at disse reguleres i tilstrækkeligt omfang, og

f)

at øge forbrugerbeskyttelsen.

Opgaver

a)

at bidrage til fastlæggelsen af fælles standarder og praksis af høj kvalitet for regulering og tilsynsførelse

b)

at udvikle og ajourføre en europæisk tilsynshåndbog om tilsyn med finansielle institutioner for Unionen som helhed

c)

at bidrage til den konsekvente anvendelse af juridisk bindende EU-retsakter

d)

at lette delegeringen af opgaver og ansvarsområder blandt kompetente myndigheder

e)

at arbejde tæt sammen med ESRB (1)

f)

at tilrettelægge og gennemføre peerevalueringsanalyser af kompetente myndigheder

g)

at overvåge og vurdere markedsudviklingen på sit kompetenceområde

h)

at foretage en økonomisk markedsanalyse med henblik på varetagelsen af sine opgaver

i)

at fremme beskyttelse af indskydere og investorer

j)

at fremme tilsynskollegiernes konsekvente og korrekte funktion, overvågningen, vurderingen og målingen af systemiske risici, udviklingen og koordineringen af genopretnings- og afviklingsplaner, hvor alle indskydere og investorer i hele Unionen sikres et højt beskyttelsesniveau, og der udarbejdes metoder til afvikling af nødlidende finansielle institutioner og en vurdering af behovet for passende finansieringsinstrumenter

k)

at udføre andre specifikke opgaver som fastsat i denne forordning eller i andre lovgivningsmæssige retsakter

l)

at offentliggøre og regelmæssigt ajourføre oplysninger på sin hjemmeside i relation til sit aktivitetsområde.

Ledelse

Tilsynsrådet

Sammensat af formanden samt én repræsentant for hver medlemsstat (lederen af NSA (2)), én for Kommissionen, én for ECB (3), én for ESRB, én for EIOPA (4) og én for ESMA (5).

Styrelsesrådet

Sammensat af formanden og yderligere seks medlemmer af tilsynsrådet.

Formanden

Udpeges af tilsynsrådet.

Den administrerende direktør

Udpeges af tilsynsrådet.

Klageudvalget

Et fælles organ for de tre ESA'er.

Ekstern revision

Den Europæiske Revisionsret.

Dechargemyndighed

Europa-Parlamentet.

Myndighedens disponible ressourcer i 2013 (2012)

2013-budgettet

26,0 (20,7) millioner euro)

heraf:

EU-tilskud: 10,4(8,3) millioner euro

Bidrag fra medlemsstaterne: 15,2(12,1) millioner euro

Bidrag fra observatører: 0,4 (0,3) millioner euro.

Ansatte pr. 31. december 2013

93 midlertidigt ansatte (68) — syv breve med tilbud om midlertidig ansættelse afsendt og accepteret inden den 31. december 2013.

14 kontraktansatte (12)

17 udstationerede nationale eksperter (14)

Produkter og tjenesteydelser 2013

Gennemførelse af 56 offentlige konsultationer (navnlig vedrørende udkast til reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder udviklet inden for de lovgivningsmæssige rammer af kapitalkravsdirektiv IV/kapitalkravsforordningen), organisation af 34 offentlige høringer

Forelæggelse for Europa-Kommissionen til endelig godkendelse af 36 udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder og 21 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder (navnlig udviklet inden for de lovgivningsmæssige rammer af i) kapitalkravsdirektiv IV/kapitalkravsforordningen og vedrørende bankernes egenkapital, kreditrisiko, markedsrisiko, likviditet og forrentning samt ii) de lovgivningsmæssige rammer for genopretning og afvikling efter krisen)

Udfærdigelse af to retningslinjer (om kapitalforanstaltninger for FX udlån og om detailudlån med forskellige pengestrømme med henblik på indberetning af oplysninger om likviditet) og fire henstillinger til nationale kompetente myndigheder (om bankers deltagelse i EURIBOR, udvikling af genopretningsplaner, om bevarelse af CT1-kapital ved overgangen til de lovmæssige rammer for kapitalkravsdirektiv IV og kapitalkravsforordningen og om gennemgang af kvaliteten af bankernes aktiver)

Udfærdigelse af seks udtalelser til Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet, et teknisk råd til Europa-Kommissionen, fire breve med bemærkninger til regnskabsanliggender til IASB og to breve med bemærkninger om revisionsanliggender til IAASB

En afsluttet peerevaluering om de nationale kompetente myndigheders implementering af retningslinjerne for stresstest.

Etablering af applikation med »Spørgsmål og Svar« vedrørende det fælles regelsæt på EBA's websted for institutioner, tilsynsførende og andre interessenter.

Udgivelse af en lang række tematiske rapporter inden for forskellige områder af EBA's ekspertise (f.eks. om banksektoren og tværsektoriel risikoanalyse, sammenhængen i bankers risikovægtede aktiver, forbrugertendenser, resultaterne af Basel II-tilsynet, Interessentgruppen for bankers rapport ved mandatperiodens afslutning, rapporter om bankers likviditet, effekten af likviditetsdækningsgraden, data vedrørende højtlønnede i banker i EU, sammenlignelighed i tilsynsregler og -praksis, procyklikalitet i bankernes kapitalkrav, risikovægtede aktivers sammenlignelighed osv.)

Udførelse af risikoanalyser, vurdering og overvågning af centrale risici i banksektoren i EU, herunder analyse af overensstemmelsen af de beregnede risikovægtede aktiver, bæredygtigheden af forretningsmodeller for banker og gennemgang af kvaliteten af bankernes aktiver

Udfærdigelse af halvårlige risikorapporter vedrørende banksektoren og tværsektorielle rapporter, kvartalsrisikotavler, ugentlig rapportering om likviditet og europæiske bankers finansieringsbetingelser og markedsindikatorer for banker, regelmæssige opdateringer af risici og sårbarheder til EU-institutioner og -organer

Omfattende arbejde i forbindelse med genopretning af bankernes balance og gennemgang af kvaliteten af bankernes aktiver (henstillinger om bevarelse af kapitalen og gennemgang af aktivernes kvalitet, tre mellemliggende rapporter om overensstemmelsen af de beregnede risikovægtede aktiver, fire andre rapporter om forskellige andre emner i forbindelse med risikovægtede aktivers sammenlignelighed, fastlæggelse af fælles definitioner af misligholdte lån og henstand, også i forberedelsen af gennemgange af aktivers kvalitet og den fælles tilsynsmekanismes omfattende vurderinger)

Gennemførelse af aktiviteter med henblik åbenhed i hele EU for at tilvejebringe oplysninger om de EU-banker, der var omfattet af rekapitaliseringen i 2012

Forberedelse af 2014-stresstesten for banker i EU (arbejde på udvikling af metodologier, scenarier og centrale udgangshypoteser i forbindelse med stresstesten), input — som rådgiver for Kommissionen — til stresstestene i nogle programlande

Udvikling af og bistand i forbindelse med implementeringen af de fælles rammer for finansiel rapportering (FINREP) og fælles rapportering (COREP) og XBRL Taxonomy for tilsynsindberetninger på niveau to

Aktiv deltagelse i møder og aktiviteter i kollegierne af tilsynsførende, fremme og overvågning af samarbejdet om tilsyn i kollegierne

Arbejde i relation til EURIBOR og benchmark-relaterede emner, der gennemføres sammen med ESMA, herunder offentliggørelse af principperne for fastlæggelsen af benchmark og arbejde på opfølgningen af henstillinger til EURIBOR-EBF og nationale myndigheder.

Årlig vurdering af bankernes implementering af søjle 3-offentliggørelseskrav

Bidrag til Baselkomitéens »Regulatory Consistency Assessment Programme« (RCAP)

Inden for forbrugerbeskyttelse, udsendelse af to advarsler til forbrugerne (om virtuelle valutaer og differencekontrakter), et fælles holdningspapir for de europæiske tilsynsmyndigheder om produkttilsyn og -styring, organisation af forbrugerbeskyttelsesdag 2013 sammen med de øvrige europæiske tilsynsmyndigheder og — som allerede nævnt ovenfor — afgivelse af tre udtalelser om god praksis for de nationale kompetente myndigheder (om realkreditlån og børshandlede midler), en rapport om forbrugertendenser, og lancering af en høring om et udkast til RTS vedrørende realkreditmæglere og en høring vedrørende fælles retningslinjer for klagebehandling

Levering af input og bidrag til gennemgangen af Det Europæiske Finanstilsynssystem inden for rammerne af artikel 81 i EBA-forordningen sammen med de andre europæiske tilsynsmyndigheder (levering af kvantitative og kvalitative data til Kommissionen, rapport om resultater og udfordringer for de europæiske tilsynsmyndgiheder til Rådet, deltagelse i Kommissionens offentlige høring om gennemgangen af ESFS og ECON's offentlige høring, forelæggelse af de europæiske tilsynsmyndigheders udtalelse om gennemgangen af ESRB)

Afholdelse og koordinering af 20 seminarer og uddannelsesaktiviteter for de ansatte i EBA og i de nationale tilsynsmyndigheder (hvoraf otte blev gennemført i fællesskab med de andre europæiske tilsynsmyndigheder)

10 møder i tilsynsrådet (seks fysiske møder, fire telekonferencer), syv møder i styrelsesrådet (fem fysiske møder, to telekonferencer), syv møder med den særlige interessentgruppe for banker (to af disse møder sammen med tilsynsrådet)

Overensstemmelse med stillingsfortegnelsen (organisation af 61 udvælgelsesprocedurer og interview af 153 kandidater i 2013 uden klager til den administrerende direktør eller ombudsmanden)

Yderligere forbedring af administrationen af og gennemsigtigheden i ansættelsesprocedurerne, indførelse af et introkursus for nyansatte

Definition og implementering af en ny procedure for administration af EBA's uddannelsesbidrag (kontrakter med skoler)

Indførelse af en ny udbyder af medicinske ydelser (fælles indkøbsprocedure med EMA) og et nyt vikarbureau på grundlag af en procedure for offentlige indkøb

Med hensyn til Allegro, lancering af arbejdet på udvikling af eRecruitment, skift til IBM-platform, tilpasning af Allegro til den nye vedtægt

Behandling af 421 finansielle forpligtelser og 2  335 betalingsordrer

Implementering af forbedrede budgetovervågningsredskaber og forbedringer i normerne for intern kontrol

Vellykket afslutning af ni offentlige indkøbsprocedurer, alle gennemført fuldt ud i overensstemmelse med EU's regler om offentlige indkøb

Fornyelse af 20 kontrakter, der oprindelig blev undertegnet i 2012 for en periode på 12 måneder

Ændring af omkostningsblade i fire kontrakter i overensstemmelse med udviklingen i detailprisindekset for Det Forenede Kongerige

Anvendelse af Kommissionens nye procedurer for levering af kontormøbler, forsikringstjenester, IT-tjenester, licenser til computersoftware og Microsoft licenser og deltagelse i to interinstitutionelle indkøbsprocedurer sammen med Det Europæiske Lægemiddelagentur med henblik på levering af medicinske ydelser og vikarer (juridisk profil).


(1)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.

(2)  Den nationale tilsynsmyndighed.

(3)  Den Europæiske Centralbank.

(4)  Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger.

(5)  Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed.

Kilde: Myndigheden.


MYNDIGHEDENS SVAR

11.

EBA anlagde en forsigtig tilgang til lønjusteringerne for 2011/2012, som på grund af formen af og tidspunktet for Domstolens afgørelse medførte en gennemførelse af forpligtelserne på lige over 90 %. Myndigheden forventer en væsentligt forbedret budgetgennemførelse i 2014 i betragtning af den løbende forbedring af myndighedens budgetforvaltning og under hensyntagen til den større klarhed vedrørende lønjusteringerne.

12.

EBA erkender, at der, selv om omfanget af fremførsler generelt er faldet væsentligt, fortsat er plads til yderligere forbedring. Eftersom hovedparten af fremførslerne opstår som følge af timingen af forskellige IT-kontrakter, der forlænges hvert år, agter EBA inden for dette kalenderår at undersøge mulighederne for at ændre leverandørkontrakterne med henblik på at tilpasse forlængelsesperioderne, således at omfanget af fremførsler reduceres.


Top