EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014DC0671

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om udgifter under EGFL Alarmsystemet nr. 9-10/2014

/* COM/2014/0671 final */

52014DC0671

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om udgifter under EGFL Alarmsystemet nr. 9-10/2014 /* COM/2014/0671 final */


INDHOLDSFORTEGNELSE

1........... Indledning.................................................................................................................... 3

2........... Formålsbestemte indtægter til EGFL........................................................................... 3

3........... Bemærkninger vedrørende den foreløbige gennemførelse af EGFL-budgettet for 2014    4

4........... Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL.......................................................... 6

5........... Konklusioner................................................................................................................. 6

bilag 1: || Foreløbigt forbrug af EGFL-bevillinger pr. 31.8.2014

 

1. Indledning

Bilag 1 viser budgettets faktiske udnyttelsesgrad i perioden fra den 16. oktober 2013 til den 31. august 2014 for så vidt angår Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) sammenholdt med udgiftsprofilen med baggrund i den indikator, som er fastlagt på grundlag af bestemmelserne i artikel 28 i forordning (EU) nr. 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik[1].

2. Formålsbestemte indtægter til EGFL

På grundlag af bestemmelserne i artikel 43 i forordning (EU) nr. 1306/2013 betragtes indtægter fra finansielle korrektioner i forbindelse med regnskabsafslutning og efterprøvende regnskabsafslutning, fra uregelmæssigheder og fra mælkeafgiften, som formålsbestemte indtægter, der skal anvendes til finansiering af EGFL-udgifter. Efter disse bestemmelser kan formålsbestemte indtægter anvendes til at finansiere EGFL's udgifter. Hvis dele af disse indtægter ikke anvendes i regnskabsåret, vil de automatisk blive fremført til det følgende regnskabsår[2].

EGFL's budget for 2014 omfattede både Kommissionens seneste skøn over de bevillinger, der vil være behov for til at finansiere de forventede udgifter til markedsforanstaltninger og direkte støtte, og skønnene over de formålsbestemte indtægter, der forventes opkrævet i løbet af det pågældende regnskabsår, samt fremførslen af saldoen af formålsbestemte indtægter, der er til rådighed fra det foregående regnskabsår. Kommissionen tog i sit forslag til EGFL-budgetbevillingerne for 2014 hensyn til de forventede samlede formålsbestemte indtægter og anmodede for budgetforslaget for 2014 om et bevillingsniveau, der er beregnet ved at trække de anslåede formålsbestemte indtægter fra det anslåede behov.  Budgetmyndigheden vedtog EGFL-budgettet under hensyntagen til de forventede formålsbestemte indtægter.

Ved udarbejdelsen af budgettet for 2014 anslog Kommissionen de disponible formålsbestemte indtægter til 1 464 mio. EUR. Det drejer sig om:

– De formålsbestemte indtægter, der forventedes genereret i løbet af regnskabsåret 2014, blev anslået til 849 mio. EUR. Der forventedes henholdsvis 638 mio. EUR fra korrektioner i forbindelse med efterprøvende regnskabsafslutning og 165 mio. EUR fra uregelmæssigheder. Indtægterne fra mælkeafgiften blev anslået til 46 mio. EUR.

– De formålsbestemte indtægter, der forventedes fremført fra regnskabsåret 2013 til 2014, blev anslået til 615 mio. EUR.

Kommissionen afsatte i budgettet for 2014 disse oprindeligt anslåede indtægter på 1 464 mio. EUR til to ordninger. Det drejer sig om:

– 464 mio. EUR blev afsat til driftsfondene for producentorganisationer i sektoren for frugt og grøntsager.

– 1 000 mio. EUR blev afsat til enkeltbetalingsordningen.

Til disse to ordninger vedtog budgetmyndigheden i sidste ende bevillinger på henholdsvis 285 mio. EUR og 30 083 mio. EUR i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Summen af de vedtagne bevillinger og ovennævnte formålsbestemte indtægter svarer til et samlet skøn over disponible bevillinger på 749 mio. EUR til driftsfondene for producentorganisationer i sektoren for frugt og grøntsager og 31 083 mio. EUR til enkeltbetalingsordningen.

Af bilag 1, som viser den foreløbige gennemførelse af 2014-budgettet frem til den 31. august 2014, fremgår de budgetbevillinger på artikelniveau til sektoren for frugt og grøntsager og sektoren for afkoblet direkte støtte, som nu er vedtaget til disse to ordninger, på henholdsvis 676,7 mio. EUR og 38 252 mio. EUR uden hensyntagen til ovennævnte formålsbestemte indtægter. Sammen med indtægterne til disse sektorer beløber de vedtagne bevillinger på budgettet for 2014 sig til i alt 1 140,7 mio. EUR for frugt og grøntsager og 39 252 mio. EUR for afkoblet direkte støtte.

3. Bemærkninger vedrørende den foreløbige gennemførelse af EGFL-budgettet for 2014

I bilag 1 vises budgettets foreløbige udnyttelsesgrad i perioden fra den 16. oktober 2013 til den 31. august 2014. Udnyttelsesgraden sammenholdes med udgiftsprofilen baseret på den indikator, som er fastlagt i henhold til bestemmelserne i artikel 28 i forordning (EU) nr. 1306/2013. Nedenfor angives korte bemærkninger til visse budgetartikler, der udviser de største forskelle mellem den faktiske og den forventede gennemførelse af budgettet for 2014.

3.1. Markedsforanstaltninger

Forbruget af bevillinger til interventioner på landbrugsmarkederne var 67 mio. EUR højere end de afsatte budgetbevillinger som fastsat ved indikatorniveauet pr. 31. august 2014. Denne forskel er nettovirkningen af gennemførelsesmønstrene i primært sektoren for frugt- og grøntsager, vinsektoren og mælkesektoren. 

3.1.1. Frugt og grøntsager (+ 202,2 mio. EUR i forhold til de vedtagne bevillinger)

Hvad angår de vedtagne bevillinger, skyldes dette forbrugsniveau primært udgifterne til producentorganisationernes driftsfonde, der finansieres gennem både de vedtagne budgetbevillinger og de formålsbestemte indtægter til denne ordning på budgettet for 2014 (NB: se nærmere enkeltheder i punkt 2 ovenfor). Dette forbrugsniveau skyldes anvendelsen af indikatoren for perioden indtil den 31. august 2014 på de vedtagne budgetbevillinger, der ikke omfatter de formålsbestemte indtægter til denne sektor.

En fodnote * i den foreløbige gennemførelsestabel i bilag 1 viser, hvad situationen ville have været, hvis indikatoren pr. 31. august 2014 var blevet anvendt på de samlede bevillinger, der forventes at være til rådighed for at kunne finansiere denne sektor. Som anført under punkt 2 ovenfor vil de samlede midler, der forventes at være til rådighed for denne sektor, bestå af de vedtagne budgetbevillinger på 676,7 mio. EUR og de formålsbestemte indtægter til denne sektor, der anslås til 464 mio. EUR. Hvis indikatoren således var blevet anvendt på de samlede midler på 1 140,7 mio. EUR, der forventes at være til rådighed for denne sektor, ville der være et underforbrug på - 127,6 mio. EUR, hvilket udgør nettovirkningen af fremskyndede betalinger til producentorganisationernes driftsfonde og et langsommere tempo i betalingerne til skolefrugtordningen og støtten til foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger sammenlignet med indikatorniveauet pr. 31. august 2014. På nuværende tidspunkt mener Kommissionen, at der kan forventes et vist underforbrug for skolefrugtordningen og foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger ved udgangen af regnskabsåret, og vil fortsætte med at overvåge forbruget af bevillingerne til producentorganisationernes ordninger.

3.1.2. Produkter fra vinsektoren (- 109,6 mio. EUR)

Dette underforbrug skyldes det langsommere tempo i medlemsstaternes betalinger i forhold til udgiftsprofilen af den fastlagte indikator for de nationale vinprogrammer. Situationen anses på nuværende tidspunkt for at være midlertidig, eftersom medlemsstaternes planlagte udgifter til denne artikel ser ud til at stige i de kommende måneder.

3.1.3. Mælk og mejeriprodukter (- 6,8 mio. EUR)

              Dette underforbrug skyldes det langsommere tempo i medlemsstaternes betalinger i forhold til udgiftsprofilen af den fastlagte indikator for skolemælksordningen. Situationen anses på nuværende tidspunkt for at være midlertidig, eftersom medlemsstaternes planlagte udgifter til denne artikel viser en fuldstændig gennemførelse af denne ordning frem til udgangen af regnskabsåret.

3.2. Direkte støtte

Forbruget af bevillinger til direkte støtte var 659,4 mio. EUR højere end det niveau, der var fastsat af indikatoren pr. 31. august 2014.

3.2.1. Afkoblet direkte støtte (+ 719,1 mio. EUR i forhold til de vedtagne bevillinger)

Hvad angår vedtagne bevillinger, skyldes dette forbrugsniveau primært udgifterne til enkeltbetalingsordningen, der finansieres gennem både de vedtagne budgetbevillinger og de formålsbestemte indtægter til denne ordning på budgettet for 2014 (NB: se nærmere enkeltheder i punkt 2 ovenfor). Dette forbrugsniveau skyldes anvendelsen af indikatoren for perioden indtil den 31. august 2014 på de vedtagne budgetbevillinger, der ikke omfatter de formålsbestemte indtægter til denne sektor. 

En fodnote * i den foreløbige gennemførelsestabel i bilag 1 viser, hvad situationen ville have været, hvis indikatoren pr. 31. august 2014 var blevet anvendt på de samlede bevillinger, der forventes at være til rådighed for at kunne finansiere afkoblet direkte støtte. Som anført i punkt 2 ovenfor vil de samlede midler, der forventes at være til rådighed for afkoblet direkte støtte, bestå af de vedtagne budgetbevillinger på 38 252 mio. EUR og de formålsbestemte indtægter til afkoblet direkte støtte, der anslås til at udgøre 1 000 mio. EUR. Hvis indikatoren således var blevet anvendt på de samlede midler på 39 252 mio. EUR, der forventes at være til rådighed for afkoblet direkte støtte, ville det konstaterede overforbrug blive reduceret til et underforbrug på - 279,9 mio. EUR.

Medlemsstaterne har på nuværende tidspunkt allerede betalt 99,2 % af den anslåede afkoblede direkte støtte i 2014. Kommissionen forventer på nuværende tidspunkt, at de disponible vedtagne bevillinger og formålsbestemte indtægter på budgetposten bør være tilstrækkelige til at dække finansieringsbehovet for denne artikel, og at et vist underforbrug kan forventes ved udgangen af regnskabsåret.

3.2.2. Anden direkte støtte (- 59,3 mio. EUR)

Dette underforbrug af vedtagne budgetbevillinger til anden direkte støtte i forhold til udgiftsprofilen af den fastlagte indikator pr. 31. august 2014 er virkningen af et langsommere tempo i betalingerne til visse ordninger inden for denne sektor, navnlig koblet direkte støtte i henhold til artikel 68. På nuværende tidspunkt mener Kommissionen, at der kan forventes et vist underforbrug ved udgangen af regnskabsåret, og vil fortsætte med at overvåge forbruget af bevillingerne under denne artikel.

3.3. Revision af landbrugsudgifter (+ 5,5 mio. EUR)

Ud over direkte betalinger til overvågning og forebyggende foranstaltninger, der beløber sig til 6,8 mio. EUR, omfattede budgettet for 2014 skøn på 53,4 mio. EUR for betalinger til bilæggelse af tvister. På grundlag af de seneste oplysninger vil de udligningsrenter for bilæggelse af tvistigheder, som medlemsstaterne skal betale, blive højere end forudset på budgettet for 2014. Kommissionen forventer derudover også at refundere et beløb på ca. 20 mio. EUR til medlemsstaterne som følge af positive beslutninger om regnskabsafslutning til deres fordel. På nuværende tidspunkt forventer Kommissionen et overforbrug af budgetbevillingerne for 2014 til revisionen af kapitlet for landbrugsudgifter. 

4. Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL

Tabellen i bilag 1 viser, at formålsbestemte indtægter på 1 669,1 mio. EUR var blevet opkrævet pr. 31. august 2014. Det drejer sig om:

– Indtægterne fra korrektioner fra regnskabsafslutningen og den efterprøvende regnskabsafslutning beløb sig til 769,6 mio. EUR, og der forventes stadig at indgå yderligere beløb inden regnskabsårets udgang.

– Indtægterne fra uregelmæssigheder beløb sig til ca. 141,3 mio. EUR, og der forventes også at indgå yderligere beløb ved regnskabsårets udgang.

– Hovedparten af indtægterne fra mælkeafgiften er på nuværende tidspunkt opkrævet og beløber sig til ca. 48 mio. EUR.

Endelig beløb de formålsbestemte indtægter, der blev fremført fra 2013 til 2014, sig til 710,2 mio. EUR. Dette beløb er væsentligt højere end det oprindeligt anslåede beløb på 615 mio. EUR og er udnyttet fuldt ud til at foretage betalinger som planlagt i 2014-budgettet.

De formålsbestemte indtægter, der er til rådighed til finansiering af EGFL-udgifter, beløber sig pr. 31. august 2014 derfor til 1 669,1 mio. EUR, og der forventes at indgå yderligere nyligt opkrævede formålsbestemte indtægter ved regnskabsårets udgang.

5. Konklusioner

Det foreløbige forbrug af EGFL-budgetbevillinger i 2014 for perioden frem til den 31. august 2014 viser, at de månedlige udbetalinger til medlemsstaterne oversteg den indikatorbaserede udgiftsprofil for budgetgennemførelsen med ca. 728,2 mio. EUR.

Der rådes allerede over formålsbestemte indtægter på 1 669,1 mio. EUR, og det forventes, at der vil indgå yderligere beløb i 2014. Kommissionen mener på nuværende tidspunkt, at de formålsbestemte indtægter, der vil være til rådighed ved årets afslutning, vil være nok til at dække finansieringen af producentsammenslutningers driftsfonde, af enkeltbetalingsordningen og af de beløb, der forventes udbetalt under revisionen af kapitlet for landbrugsudgifter.

Alt efter den endelige gennemførelse af bevillingerne på budgettet for 2014 forventes det derudover, at Kommissionen vil fremføre de uudnyttede bevillinger til regnskabsåret 2015 for godtgørelse til landbrugere, som da vil blive underlagt finansiel disciplin. Denne fremførsel kan højst udgøre 2 % af de 2014 oprindelige bevillinger til EGFL til foranstaltninger under delt forvaltning, og beløbet for finansiel disciplin tages i betragtning for regnskabsåret 2014[3].

På nuværende tidspunkt vurderer Kommissionen, at mængden af bevillinger på 874,7 mio. EUR, der ikke er indgået forpligtelser for, svarende til det maksimale niveau på 2 %[4], vil foreligge i slutningen af regnskabsåret 2014, til denne fremførsel. EGFL's resterende anslåede overskud vil blive indarbejdet i ændringsskrivelse nr. 1 til budgetforslaget for 2015. 

[1]                  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549.

[2]                  I artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget fastsættes det, at interne formålsbestemte indtægter kun kan fremføres for ét år. Det er således i den forsvarlige budgetforvaltnings interesse, at disse formålsbestemte indtægter generelt anvendes før de vedtagne bevillinger for den pågældende budgetpost.

[3] Artikel 169 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, EURATOM) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget.

[4] Det beløb på 902,9 mio. EUR i forbindelse med finansiel disciplin, der er taget hensyn til i budgettet for 2014, er højere end loftet på 2 % for de oprindelige EGFL-bevillinger for 2014 til foranstaltninger under delt forvaltning, således at sidstnævnte udgør referencegrundlaget for fremførslen.

Top