EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013PC0608

Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

/* COM/2013/0608 final - 2013/0296 (NLE) */

52013PC0608

Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem /* COM/2013/0608 final - 2013/0296 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Begrundelse og formål

I henhold til artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF[1] af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i direktivet, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momssvig eller –unddragelse.

Ved brev registreret i Kommissionen den 24. oktober 2012 anmodede Luxembourg om tilladelse til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF, og som giver Luxembourg mulighed for at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR.

Ved brev af 9. november 2012 underrettede Kommissionen i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF de øvrige medlemsstater om Luxembourgs anmodning. Ved brev af 12. november 2012 underrettede Kommissionen Luxembourg om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

Generel baggrund

Kapitel 1 i afsnit XII i direktiv 2006/112/EF gør det muligt for medlemsstaterne at anvende særordninger for små virksomheder, herunder mulighed for at indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger et bestemt beløb. Afgiftsfritagelsen indebærer, at en afgiftspligtig person ikke skal opkræve moms på leveringer og følgelig heller ikke kan fradrage moms på indkøb.

Ifølge artikel 285, første afsnit, i direktiv 2006/112/EF kan de medlemsstater, som ikke har benyttet den i artikel 14 i direktiv 67/228/EØF omhandlede mulighed, indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med 5 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta. I henhold til artikel 285, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF kan disse medlemsstater indføre en gradvis nedsættelse af afgiften for afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning overstiger det loft, de har fastsat med henblik på anvendelsen af afgiftsfritagelse.

Ifølge de oplysninger, som Luxembourg har fremsendt til Kommissionen, bliver afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 10 000 EUR, momsfritaget. Luxembourg har derudover underrettet Kommissionen om, at landet gør brug af den mulighed, som gives i artikel 285, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF, idet landet giver gradvis nedsættelse af afgiften for afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning er mellem 10 000 og 25 000 EUR.

Luxembourg har til hensigt at anvende tærsklen for årlig omsætning på 25 000 EUR hvad angår momsfritagelsesordningen for små virksomheder og samtidig afskaffe ordningen med gradvis afgiftsnedsættelse. Luxembourg vurderer, at en forhøjelse af loftet for den nuværende momsfritagelsesordning for små virksomheder til 25 000 EUR, som del af et økonomisk genopretningsprogram og under hensyntagen til den værdiforringelse af pengene, som har fundet sted efter momsfritagelsesordningen blev indført i Luxembourg, bør lette administrationsbyrden på momsområdet for virksomheder med lav omsætning og skabe nye muligheder for denne type virksomhed.

Anvendelsen af en øget tærskel vil set fra Luxembourgs synspunkt forenkle momsordningen for små virksomheder ved at mindske byrden markant for dem, der kan omfattes af ordningen, og fritage dem for mange af momsforpligtelserne under den normale momsordning. Derudover vil foranstaltningen resultere i en mindskelse af den administrative byrde for virksomheder som p.t. er en del af den ordning med gradvis afgiftsnedsættelse, der samtidig vil blive afskaffet. Ordningen vil være frivillig for afgiftspligtige personer. Ifølge de luxembourgske myndigheder vil fravigelsen kun i ubetydelig grad påvirke det samlede beløb, der opkræves i afgifter (højest 0,10 %).

Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører

I 2004 foreslog Kommissionen bl.a. at hæve tærsklen for den årlige omsætning, under hvilken medlemsstaterne kan indrømme afgiftspligtige personer momsfritagelse, til 100 000 EUR (KOM(2004) 728 endelig[2]). Forslaget ligger stadig på Rådets bord.

Kommissionen vurderer, at vedtagelsen af forslaget på mellemlang sigt vil være en mere passende vej frem end en strategi, som tager en ting ad gangen, og som er baseret på individuelle undtagelser. Kommissionen opfordrer derfor Rådet til at genoptage forhandlingerne om forslaget.

Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

Ikke relevant.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høring af interesseparter

Ikke relevant.

Ekspertbistand

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Forslaget til Rådets afgørelse tager sigte på at anvende en forenklingsforanstaltning, der fjerner mange af momsforpligtelserne for virksomheder med en årlig omsætning på under 25 000 EUR, og den har derfor en potentiel positiv virkning.

På grund af undtagelsens snævre anvendelsesområde og den begrænsede tidsmæssige anvendelse vil virkningen under alle omstændigheder være begrænset.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Resumé af forslaget

Forslaget sigter på at bemyndige Luxembourg til at anvende en forenklingsforanstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF, og som giver mulighed for at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge den normale momsordning.

Retsgrundlag

Artikel 395 i Rådets direktiv 2006/112/EF.

Nærhedsprincippet

Forslaget henhører under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Afgørelsen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da den vedrører en tilladelse, der indrømmes en medlemsstat på dennes egen anmodning og ikke udgør en forpligtelse.

I betragtning af undtagelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i rimeligt forhold til det tilstræbte mål.

Reguleringsmiddel/reguleringsform

Foreslået reguleringsmiddel: Rådsafgørelse.

Andre midler ville ikke være hensigtsmæssige af følgende årsager:

I henhold til artikel 395 i Rådets direktiv 2006/112/EF er en fravigelse af de fælles momsregler kun mulig, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse til det. En rådsafgørelse det mest egnede reguleringsmiddel, da den kan rettes til individuelle medlemsstater.

4.           BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER

Fravigelsen vil ikke få negativ indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms, idet Luxembourg foretager en kompensationsberegning i henhold til artikel 6 i Rådets forordning (EØF, EURATOM) nr. 1553/89.

5.           YDERLIGE OPLYSNINGER

Forslaget indeholder en udløbsklausul.

2013/0296 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem[3], særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Ved brev registreret i Kommissionen den 24. oktober 2012 anmodede Luxembourg om tilladelse til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF, og som giver Luxembourg mulighed for at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR. Ved hjælp af denne foranstaltning vil disse afgiftspligtige personer kunne være fritaget for alle eller nogle af de forpligtelser, der vedrører moms, som omhandlet i afsnit XI, kapitel 2-6, i direktiv 2006/112/EF.

(2)       I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen de øvrige medlemsstater om Luxembourgs anmodning ved brev af 9. november 2012. Ved brev af 12. november 2012 underrettede Kommissionen Luxembourg om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)       Ifølge artikel 285 i direktiv 2006/112/EF kan de medlemsstater, som ikke har benyttet muligheden i artikel 14 i direktiv 67/228/EØF af 11. april 1967 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystems struktur og de nærmere regler for dets anvendelse[4], indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med 5 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta, ligesom de kan indføre en gradvis nedsættelse af afgiften for afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning overstiger det loft, de har fastsat med henblik på anvendelsen af afgiftsfritagelse.

(4)       Luxembourg har underrettet Kommissionen om, at afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 10 000 EU for øjeblikket er momsfritaget, og at landet gør brug af muligheden for gradvis afgiftsnedsættelse for afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning er mellem 10 000 og 25 000 EUR. Luxembourg har anmodet om bemyndigelse til en fravigelsesforanstaltning, hvor afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR, momsfritages.

(5)       En højere tærskel for den særlige ordning er en forenklingsforanstaltning, da den kan mindske de mindste virksomheders momsforpligtelser markant og gøre det muligt for Luxembourg at afskaffe ordningen med gradvis afgiftsnedsættelse, som belaster virksomhederne. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge den normale momsordning.

(6)       Kommissionens forslag til et direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF af 29. oktober 2004[5] om forenkling af de momsmæssige forpligtelser indeholder bestemmelser, der giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en tærskel for, hvor stor en årlig omsætning der kan gives momsfritagelse for, idet den dog ikke må overstige 100 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta, med mulighed for årlig regulering. Nærværende afgørelse er i overensstemmelse med dette forslag.

(7)       Fravigelsesforanstaltningen vil kun i ubetydelig grad påvirke den afgift, der skal betales ved det endelige forbrug og får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Som en fravigelse af artikel 285 i direktiv 2006/112/EF gives der tilladelse til Luxembourg til at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 25 000 EUR.

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Denne afgørelse finder anvendelse indtil datoen for ikrafttrædelsen af EU-bestemmelser om ændring af de øvre årsomsætningsgrænser, under hvilke afgiftspligtige personer kan momsfritages, eller indtil den 31. december 2016, alt efter hvilken dato der ligger først.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Storhertugdømmet Luxembourg.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

[2]               http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2004:0728:FIN:DA:PDF.

[3]               EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

[4]               EFT 71 af 14.4.1967, s. 1303/67.

[5]               KOM(2004) 728 endelig.

Top