This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012PC0650
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL amending Regulation (EC) No 539/2001 listing the third countries whose nationals must be in possession of visas when crossing the external borders of Member States and those whose nationals are exempt from that requirement
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav
/* COM/2012/0650 final - 2012/0309 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav /* COM/2012/0650 final - 2012/0309 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. Generel baggrund og formål Rådet har i overensstemmelse med artikel 62,
stk. 2, litra b), nr. i), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab vedtaget Rådets forordning (EF) nr. 539/2001[1] om fastlæggelse af listen over
de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage
af de ydre grænser (den såkaldte "negativliste", Bilag I), og listen
over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (den såkaldte
"positivliste", Bilag II). Fastlæggelsen af disse lister er en af de
ledsageforanstaltninger, der ifølge EF-traktatens artikel 61 er direkte
knyttet til den frie bevægelighed for personer i et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed. Det relevante retsgrundlag er artikel 77, stk. 2,
litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten). For at afgøre, om statsborgere fra et givet
tredjeland er underlagt visumpligt eller er fritaget for dette krav, foretages
der en individuel vurdering under anvendelse af forskellige kriterier, blandt
andet vedrørende ulovlig indvandring, offentlig orden og sikkerhed, samt
Den Europæiske Unions forbindelser med det pågældende tredjeland, samtidig med
at der også tages hensyn til den regionale samhørighed og til
gensidighedsprincippet. I betragtning af kriteriet om offentlig orden og
ulovlig indvandring bør sikkerheden ved de rejsedokumenter, de pågældende
tredjelande udsteder, også have særlig opmærksomhed. Da kriterierne i forordning (EF) nr. 539/2001
kan udvikle sig i tidens løb i forhold til tredjelande, bør negativlistens og
positivlistens sammensætning revideres med regelmæssige mellemrum. I Stockholmprogrammet,
der blev vedtaget i december 2009, anmodede Det Europæiske Råd udtrykkeligt
Kommissionen om regelmæssigt at gennemgå listen over
tredjelande, hvis statsborgere ikke er underlagt visumpligt, i overensstemmelse
med relevante kriterier vedrørende f.eks. ulovlig indvandring, offentlig orden
og sikkerhed under hensyntagen til Unionens interne og udenrigspolitiske mål. Derfor er forordning (EF) nr. 539/2001 blevet
ændret otte gange[2]
siden vedtagelsen, senest i 2010 i forbindelse med Taiwans overførelse til
positivlisten og også resultatet af dialogen om visumliberalisering, hvor
Albanien og Bosnien blev overført til positivlisten. Europa-Parlamentet og Rådet forhandler om en
række ændringer af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 539/2001, som
Kommissionen har foreslået[3]:
indførelse af en visumbeskyttelsesklausul, som sikrer en hurtig, midlertidig
suspension af visumfritagelsen for et tredjeland på positivlisten i en
nødsituation, styrkelse af retssikkerheden ved at indføre regler for visse
situationer, der endnu ikke er dækket af forordningen og en tilpasning af bestemmelserne
i lyset af de nylige ændringer som følge af Lissabontraktaten og afledt ret,
f.eks. visumkodeksen (Rådets forordning (EF) nr. 810/2009)[4]. Listerne i forordning (EF) nr. 539/2001 skal
regelmæssigt revurderes generelt i overensstemmelse med ovennævnte kriterier,
som er defineret i forordningen. Denne revision af de lister, der er vedlagt
som bilag til forordningen, har således til formål at sikre, at: ·
sammensætningen af listerne over tredjelande
opfylder kriterierne i forordningens betragtning 5, navnlig vedrørende ulovlig
indvandring og offentlig orden samt vedrørende overførsel af lande fra ét bilag
til et andet, hvor det er relevant ·
forordningen i overensstemmelse med artikel 77,
stk. 2, litra a), i i EUF-traktaten udtømmende fastlægger, hvorvidt en
statsborger fra et tredjeland skal være underlagt eller fritaget for visumpligt. 2. Forslagets punkter 2.1 Overførsel af tredjelande fra
negativlisten (Bilag I) til positivlisten (Bilag II) På linje med fremgangsmåden for de tidligere
ændringer til forordning (EF) nr. 539/2001 har Kommissionen med henblik på den
regelmæssige revision af listerne spurgt medlemsstaterne, om bilagene til
forordningen efter deres mening stadig er i overensstemmelse med de kriterier,
der er fastlagt i forordningen. Der indkom ingen forslag fra medlemsstaterne om
at overføre tredjelande fra positivlisten til negativlisten. Kommissionen
modtog derimod forslag til en række tredjelandes overførsel fra negativlisten
til positivlisten. Nogle tredjelande henvendte sig direkte til Kommissionen med
en anmodning om at blive overført til positivlisten. Oplysningerne fra
medlemsstaterne (Kommissionen modtog 20 svar) er blevet analyseret sammen med
oplysninger fra andre kilder, herunder fra de EU-delegationer, der er
ansvarlige for de omhandlede tredjelande, og statistikker udarbejdet af
Eurostat vedrørende indvandringsstrømme, asyl og håndhævelsesforanstaltninger
mod ulovlig migration[5].
Analysen fik Kommissionen til at konkludere, at de lande og britiske
statsborgere, der er opført i nedenstående afsnit, bør overføres til
positivlisten. 2.1.1 Caribiske østater Kommissionen har
analyseret de foreliggende oplysninger, herunder statistikker, for de
tredjelande, som medlemsstaterne har foreslået. Der skal navnlig lægges vægt på
følgende: landets økonomiske og sociale udvikling, risikoen for ulovlig
indvandring til Den Europæiske Union, forbindelserne udadtil og kriteriet om
regional samhørighed. Kommissionen kom
til den konklusion, at det ikke længere kunne begrundes at pålægge statsborgere
fra Dominica, Grenada, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne eller
Trinidad og Tobago visumpligt. Et betydeligt antal medlemsstater foreslog, at
disse lande blev overført fra negativlisten til positivlisten. Disse fem lande
repræsenterer ingen risiko for Den Europæiske Unions medlemsstater, hvad angår
ulovlig indvandring og offentlig orden og sikkerhed, jf. kriterierne i
forordningens betragtning 5. Endvidere er disse tredjelande veletablerede
demokratier. De har en god levestandard og en stabil økonomi i vækst i
regionen. De har bevist, at de er i stand at takle den nuværende globale
finansielle krise og forbedre deres allerede gode forbindelser til både Unionen
og de internationale finansielle institutioner. Ved revisionen af forordning
(EF) nr. 539/2001[6]
i 2006 blev fire lande beliggende i samme region allerede overført til
positivlisten, og ophævelsen af visumpligten for statsborgere fra disse fire
lande har ikke haft negative følger med hensyn til ulovlig migration eller
sikkerhed. Det foreslås derfor, at Dominica, Grenada, Saint Lucia, Saint
Vincent og Grenadinerne og Trinidad og Tobago overføres fra negativlisten til
positivlisten. Det er også værd
at bemærke, at fire medlemsstater har en repræsentation i Trinidad og Tobago
(Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Spanien). Kun en medlemsstat (Frankrig)
har et konsulat i Saint Lucia, som er et populært turistmål. Da ingen
medlemsstater har repræsentationer i Grenada, Dominica og Saint Vincent og
Grenadinerne, skal statsborgere fra disse stater søge om Schengenvisum i
udlandet, hvilket medfører betydelige omkostninger. Både Grenada og Saint Lucia
har kun en repræsentation i Schengenmedlemsstaterne og et højkommissariatet i
Det Forenede Kongerige. I Trinidad og
Tobago er alle EU-borgere på nuværende tidspunkt fritaget for visumpligt, dog
på forskellige betingelser og for forskellige opholdsperioder (kun en måned for
statsborgere fra Slovakiet, Slovenien, Den Tjekkiske Republik, Polen,
Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Litauen, Letland og Estland). I de andre fire Caribiske
østater er statsborgere fra alle EU-medlemsstater fritaget for visumpligt for
ophold af indtil 180 dages varighed. I betragtning af
kriteriet om offentlig orden og ulovlig indvandring bør sikkerheden ved de
rejsedokumenter, de pågældende tredjelande udsteder, også have særlig
opmærksomhed. Da forordningen sidst blev ændret, meddelte Kommissionen, at
fremtidige overførsler til positivlisten kunne afhænge af opfyldelse af særlige
betingelser vedrørende sikkerheden ved rejsedokumenter. Som følge heraf blev
udstedelse af biometriske pas opstillet som en betingelse for at overføre
landene i Vestbalkan fra negativlisten til positivlisten i betragtning af
svaghederne ved de tidligere passystemer i denne region og de deraf følgende
problemer. I betragtning af det høje sikkerhedsniveau for
CARICOM-rejsedokumenter for de lande, der er berørt af denne ændring, samt den
regionale samhørighed med andre lande, der er blevet overført til positivlisten
ved en nylig ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 (forordning (EF) nr.
1932/2006) i samme region, bør udstedelse af biometriske pas ikke være en
betingelse for at overføre Dominica, Grenada, Saint Lucia, Saint Vincent og
Grenadinerne eller Trinidad og Tobago. Disse tredjelande har meget sikre
CARICOM maskinlæsbare pas, og de har til hensigt at erstatte deres pas med
biometriske pas i den nærmeste fremtid. For at sikre
overensstemmelse med tidligere visumfritagelser for lande i den samme caribiske
region, som ikke har haft negative følger, og for i fremtiden at sikre fuld
gensidighed for visumfri kortvarige ophold på tre måneder inden for en periode
på seks måneder i forhold til disse lande (hvilket ikke helt er tilfældet på
nuværende tidspunkt, f.eks. i Trinidad og Tobago), bør visumfritagelsen for
statsborgere fra disse lande ikke finde anvendelse, før en aftale om
visumfritagelse mellem Den Europæiske Union og de berørte lande er indgået og
trådt i kraft. 2.1.2 Østater i Stillehavet Efter at have gennemgået kriterierne
vedrørende ulovlig indvandring, offentlig orden og sikkerhed og Unionens
forbindelser udadtil mener Kommissionen, at Kiribati, Marshalløerne,
Mikronesien, Nauru, Palau, Samoa, Salomonøerne, Østtimor, Tonga, Tuvalu og
Vanuatu bør overføres til positivlisten i forordning (EF) nr. 539/2001. De seneste statistikker viser, at ingen af
disse lande giver anledning til ulovlig migration til EU. De pas, der udstedes af disse lande, er
maskinlæsbare[7]
og indeholder et tilstrækkeligt antal sikkerhedstræk. Som forklaret ovenfor for
de Caribiske østater bør udstedelse af biometriske pas i østaterne i
Stillehavet ikke være en betingelse for at fritage deres statsborgere for
visumpligt. Kun to medlemsstater er repræsenteret i disse
lande: Portugal i Østtimor og Frankrig i Vanuatu. Medlemsstaternes begrænsede
repræsentation i regionen kan medføre betydelige omkostninger for personer, der
ansøger om Schengenvisum. Fiji hører til denne region, men i lyset af
den nuværende politiske situation i landet og de manglende fremskridt med at
overholde afgørende bestemmelser i Cotonou-aftalen, anses det ikke for passende
at foreslå en overførsel til positivlisten. Papua Ny Guinea er også beliggende i regionen,
men landet er meget anderledes med hensyn til størrelsen af befolkning og
område. Endvidere oplever landet i øjeblikket en vanskelig politisk situation,
der forhindrer det i at blive omfattet af visumfritagelse på nuværende
tidspunkt. De fleste af
østaterne i Stillehavet har ophævet visumpligten for statsborgere fra de fleste
medlemsstater. For at sikre fuld gensidighed i fremtiden i forhold til disse
stater i Stillehavet, hvad angår kortvarige ophold på tre måneder inden for en
periode på seks måneder, og sikre overensstemmelse med tidligere
visumfritagelser, bør visumfritagelsen for statsborgere fra disse lande
imidlertid ikke finde anvendelse, før en aftale om visumfritagelse mellem Den Europæiske
Union og de berørte lande er indgået og trådt i kraft. 2.1.3 Specifikke kategorier af britiske
statsborgere Revisionen i 2006 af forordning (EF) nr.
539/2001[8]
forsøgte at afklare situationen for britiske statsborgere, der ikke er
statsborgere i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i henhold
til EU-retten. Nogle af dem (British Nationals (Overseas) blev opført i et nyt
afsnit i Bilag II, mens resten (British Overseas Territories Citizens, som ikke
har opholdsret i Det Forenede Kongerige, British Overseas Citizens og British Subjects,
som ikke har opholdsret i Det Forenede Kongerige, og British Protected Persons)
blev opført i et nyt afsnit i Bilag I. Denne differentiering blev skønnet
nødvendig på det tidspunkt, da man bl.a. mente, at der var en risiko for
ulovlig indvandring. Statistikkerne for de seneste tre år for
afvisning ved grænserne og pågribelse af ulovlige migranter viser imidlertid,
at britiske statsborgere med visumpligt ikke udgør en risiko med hensyn til
ulovlig migration til Schengenområdet, da tallene er meget lave. Nogle af den
har opholdsret i Det Forenede Kongerige. Endvidere bor de fleste af dem på øer
i den caribiske region (Bermuda, Turks- og Caicosøerne, Montserrat osv.), som i
høj grad ligner de lande i samme region, der gradvist er ved at blive overført
til Bilag II (se 2.1.1 ovenfor). Regional samhørighed vil derfor kræve, at
disse personer behandles på samme måde. Antallet af personer i de fire grupper
af britiske statsborgere, der i øjeblikket er opført i Bilag I, anslås til
under 300 000. Sikkerheden for britiske statsborgeres
rejsedokumenter er garanteret, da disse dokumenter er udfærdiget i Det Forenede
Kongerige i henhold til strenge tekniske specifikationer. De er maskinlæsbare
og indeholder en række sikkerhedstræk. 2.2. Ajourføring af negativlisten (Bilag I):
opførelse af Sydsudan Den 9. juli 2011 erklærede Sydsudan sig
formelt for uafhængig af Sudan, der er opført på negativlisten. Den 14. juli 2011
blev landet medlem af De Forenede Nationer. Bilag I skal derfor ændres til at
omfatte en henvisning til Sydsudan. 3. De vigtigste af de hørte
organisationer/eksperter Medlemsstaterne er blevet hørt. 4. Konsekvensanalyse Ikke nødvendig. 5. Retsgrundlag Forordning (EF) nr. 539/2001 var oprindelig
baseret på artikel 62, stk. 2, litra b), nr. (i), i traktaten om oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab. I lyset af traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde (EUF-traktaten) udgør dette forslag en udvikling af den fælles
politik for visa i henhold til artikel 77, stk. 2, litra a), i EUF-traktaten. 6. Proportionalitets- og nærhedsprincippet Forordning (EF) nr. 539/2001 fastlægger listen
over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved
passage af de ydre grænser (negativlisten), og listen over de tredjelande, hvis
statsborgere er fritaget for dette krav (positivlisten). En afgørelse om at ændre listerne og overføre
lande fra negativlisten til positivlisten eller omvendt falder inden for
Unionens enekompetence, jf. artikel 77, stk. 2, litra a), i EUF-traktaten. 7. Reguleringsmiddel/reguleringsform Forordning (EF) nr. 539/2001 skal ændres ved
en forordning. 8. Virkninger for budgettet Den foreslåede ændring har ingen virkninger
for Den Europæiske Unions budget. 2012/0309 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om
fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i
besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de
tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2,
litra a), under henvisning til forslag fra Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, efter den almindelige lovgivningsprocedure og ud fra følgende betragtninger: (1) Sammensætningen af listerne
over tredjelande i bilag I og II til Rådets forordning (EF)
nr. 539/2001 af 15. marts 2001[9]
bør være i overensstemmelse med kriterierne i forordningens betragtning 5.
Nogle tredjelande, hvis situation har ændret sig med hensyn til disse
kriterier, bør overføres fra det ene bilag til det andet. (2) Der er ikke grund til at
opretholde visumpligten for statsborgere fra Dominica, Grenada, Kiribati,
Marshalløerne, Mikronesien, Nauru, Palau, Saint Lucia, Saint Vincent og
Grenadinerne, Samoa, Salomonøerne, Østtimor, Tonga, Trinidad og Tobago, Tuvalu
og Vanuatu. Disse lande udgør ingen risiko for Den Europæiske Union, hvad angår
ulovlig indvandring og offentlig orden og sikkerhed, jf. kriterierne i
betragtning 5 i forordning (EF) nr. 539/2001. Statsborgere fra disse lande bør
fritages for visumpligt for ophold af højst tre måneders varighed, og disse
lande bør overføres til bilag II. (3) Visumfritagelse for
statsborgere fra Dominica, Grenada, Kiribati, Marshalløerne, Mikronesien, Nauru,
Palau, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, Samoa, Salomonøerne,
Østtimor, Tonga, Trinidad og Tobago, Tuvalu og Vanuatu bør først træde i kraft,
når der er indgået bilaterale aftaler om visumfritagelse mellem Unionen og de
omhandlede lande for at sikre fuld gensidighed. (4) Statistiske oplysninger
viser, at de grupper af britiske statsborgere, der på nuværende tidspunkt er
opført i punkt 3 i bilag I, ikke udgør en risiko, hvad angår ulovlig migration
til Schengenområdet, og at de fleste bor på øer i den caribiske region, som har
stærke forbindelser til og ligheder med nabolandene, som er fritaget for visumpligt.
Disse grupper af britiske statsborgere bør derfor fritages for visumpligt for
ophold af højst tre måneders varighed, og de bør derfor i stedet opføres i bilag
II. (5) Udviklingen i international
ret, der medfører ændringer i status eller benævnelse for visse stater eller
enheder, bør afspejles i bilagene til forordning (EF) nr. 539/2001. Sydsudan
bør indsættes i bilag I til forordningen, da landet erklærede sig uafhængigt
den 9. juli 2011 og blev medlem af De Forenede Nationer den 14. juli 2011. (6) For så vidt angår Island og
Norge udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne,
jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island
og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[10],
henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i
Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse
gennemførelsesbestemmelser til nævnte aftale[11]. (7) For så vidt angår Schweiz
udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf.
aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det
Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[12],
henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B og C, i
Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse
2008/146/EF[13]. (8) For så vidt angår
Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i
Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske
Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om
Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om dette lands
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne,
henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B og C,
i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets
afgørelse 2008/261/EF[14]. (9) Denne forordning udgør en
udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke
deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse
bestemmelser i Schengenreglerne[15].
Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning,
som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige. (10) Denne forordning udgør en udvikling
af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets
afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at
deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne[16]. Irland deltager derfor ikke i
vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder
anvendelse i Irland. (11) For så vidt angår Cypern udgør
denne forordning en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde
har tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2003. (12) Denne forordning udgør en
retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning
dertil, jf. artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2005 — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 I
forordning (EF) nr. 539/2001 foretages følgende ændringer: 1.
I bilag I foretages følgende ændringer: a) I punkt 1 udgår Dominica, Grenada,
Kiribati, Marshalløerne, Micronesien, Nauru, Palau, Saint Lucia, Saint Vincent
og Grenadinerne, Samoa, Salomonøerne, Østtimor, Tonga, Trinidad og Tobago, Tuvalu
og Vanuatu, og Sydsudan indsættes. b) Punkt 3 udgår. 2.
I bilag II foretages følgende ændringer: a) I punkt 1 indsættes følgende: "Dominica*", "Grenada*", "Kiribati*" "Marshalløerne *", "Micronesien*", "Nauru*", "Palau*" "Saint Lucia*", "Saint Vincent og Grenadinerne*", "Samoa*", "Salomonøerne*", "Østtimor*", "Tonga*", "Trinidad og Tobago*" "Tuvalu*", og "Vanuatu*". _________________ *
"Visumfritagelsen træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af en
visumfritagelsesaftale med Den Europæiske Union". b) Punkt 3 affattes således: "3. Britiske statsborgere, der ikke er
statsborgere i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i henhold
til EU-retten: British Nationals (Overseas). British Overseas Territories Citizens
(BOTC) British Overseas Citizens (BOC) British Protected Persons (BPP) British subjects (BS)". Artikel 2 Denne forordning træder
i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende. Denne forordning er
bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i
overensstemmelse med traktaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den På Rådets vegne På
Europa-Parlamentets vegne Formand Formand [1] EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1. [2] Rådets forordning (EF) nr.
2414/2001 af 7.12.2001, EFT L 327 af 12.12.2001, s. 1, Rådets forordning (EF)
nr. 453/2003 af 6.3.2003, EUT L 69 af 13.3.2003, s. 10, Rådets forordning
(EF) nr. 851/2005 af 2.6.2005, EUT L 141 af 4.6.2005, s. 3, Rådets forordning
(EF) nr. 1791/2006 af 20.11.2006, EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1, Rådets forordning
(EF) nr. 1932/2006 af 21.12.2006, EUT L 405 af 30.12.2006, s. 23, Rådets
forordning (EF) nr. 1244/2009 af 30.11.2009, EUT L 336 af 18.12.2009,
s. 1, Rådets forordning (EU) nr. 1091/2010 af 24.11.2010, EUT L 329 af
14.12.2010 og Rådets forordning (EU) nr. 1211/2010 af 15.12.2010, EUT L
339 af 22.12.2010, s. 9. [3] KOM(2011) 290 endelig. [4] EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1. [5] I overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 862/2007 af 11.7.2007 (EUT L
199 af 31.12.2007, s. 23). [6] Forordning (EF) nr. 1932/2006
af 21.12.2006, EUT L 405 af 30.12.2006, s. 23. [7] Kiribati er ved at opgradere sine pas til maskinlæsbare
pas med støtte fra det australske ministerium for indvandring. [8] Fororddning (EF) nr. 1932/2006 af 21.12.2006, EUT L 405
af 30.12.2006, s. 23. [9] EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1. [10] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36. [11] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31. [12] EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52. [13] EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1. [14] EUT L 83 af 26.3.2008, s. 3. [15] EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43. [16] EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.