14.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 76/66

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anser de mål, som EU har opstillet for det nye udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet, for at være ambitiøse og vidtskuende, men mener, at retningslinjerne for gennemførelsen ikke er tilstrækkeligt klare. De vedrører især miljøbeskyttelse og beskyttelse af regionens biodiversitet: udvalget er enigt i, at det er nødvendigt i synergi med andre organisationer at tage kampen op mod følgerne af klimaændringerne, som betinger alle nationale og multilaterale udviklingspolitikker uden undtagelse og ikke kun har økonomiske, men også sociale konsekvenser. Problematikken omkring klimaændringernes indvirkning bør i øvrigt være en fast bestanddel af regionens miljøpolitik med det mål at påvirke adfærden og gennemføre sammenhængende indgreb.

1.2

EØSU mener dog, at der for at nå disse mål kræves integrerede foranstaltninger og aktiviteter med henblik på bæredygtig udvikling i de berørte lande for at opnå størst mulig effekt af støtten og udnytte synergien mellem alle interventioner, idet alle lokale aktører bør inddrages aktivt ud fra en programmatisk tilgang på mellemlangt sigt.

1.3

EØSU anser det for vigtigt, at meddelelsen anerkender, at fuld udøvelse af demokratiets rettigheder og stabilitet er afgørende for et lands økonomiske udvikling. Desværre nævnes situationen i Fiji, som stadig har et diktatorisk styre, der undertrykker borgernes grundlæggende rettigheder, kun i forbifarten, skønt den fortjener en mere beslutsom og konsekvent stillingtagen fra europæisk side.

1.4

Man burde i det nye udviklingspartnerskab benytte lejligheden til at opstille principper og betingelser, som bør udgøre EU's rettesnor over for alle lande, som modtager EU-bistand, og den første betingelse bør være fuld overholdelse af Cotonou-aftalen. Der bør endvidere være garanti for reel praktisering af demokrati i alle landene gennem fuld udøvelse af de grundlæggende rettigheder og arbejdstagernes rettigheder samt deltagelse i det demokratiske liv.

1.5

Særlig opmærksomhed bør rettes mod den dramatiske og foruroligende situation for kvinderne i alle landene i regionen, som ikke har de mest fundamentale rettigheder. Kvinders rettigheder og beskyttelse bør spille en fremtrædende rolle på alle områder, som vedrører forbindelserne mellem EU og Stillehavsområdet. Den omfattende kønsrelaterede vold og det lave niveau for kvinders deltagelse i beslutningstagningen og ringe andel af høje stillinger bekymrer EØSU og dets partnere og bør spille en vigtigere rolle i Kommissionens tekst og fremtidige aktiviteter.

1.6

For EØSU er det afgørende at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet som helhed udvikles i denne region ligesom i andre regioner, der har en interesse i aftaler indgået med EU. Derfor er det afgørende, at der indføres og iværksættes egnede instrumenter, som i praksis gør det muligt at nå dette mål. I bevidstheden om de vanskeligheder, der ligger i den geografiske beliggenhed, som også lægger begrænsninger på strukturerede bilaterale forbindelser, vil det efter EØSU's mening være særdeles nyttigt at oprette et netværk og et blandet udvalg på territorialt, nationalt og om muligt regionalt plan. Sådanne kanaler for deltagelse skulle kunne fremme den aktive inddragelse af alle arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i alle faser vedrørende fastlæggelsen, gennemførelsen og overvågningen af aftalerne. Dette bør være et helt centralt princip. Der er brug for et initiativ, som kan sætte skub i oprettelsen af et egentligt økonomisk og socialt råd i regionen blandt andet for at styrke dialogen med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet og forbedre alle lokale aktørers kapacitetsopbygning, og hertil bør der afsættes specifikke midler.

1.7

EØSU anser det for meget vigtigt at foretage en koordinering af EU's forskellige aktioner i de respektive direktorater i Kommissionen, som arbejder med programmerne, og i EU-Udenrigstjenesten samt at inddrage WTO på området. Koordinering har afgørende betydning pga. de offentlige forvaltningers beskedne størrelse i de berørte lande. En sådan fremgangsmåde kan give lejlighed til en beslutsom indsats fra EU-Udenrigstjenestens side i håbet om, at EU kan styrke sin udenrigspolitiske indsats med afsæt i en større koordinering mellem EU-landene.

1.8

Kommissionens meddelelse vægter klimaaspektet højt. EØSU konstaterer imidlertid, at økonomisk udvikling har stor betydning for evnen til at håndtere klimaproblematikken. For at sikre en inklusiv, bæredygtig og integreret vækst til gavn for regionens udvikling anser EØSU det for afgørende, at der garanteres sammenhæng mellem udviklingspolitikker og miljøbeskyttelsesforanstaltninger såvel som inden for andre politikområder såsom handel, fiskeri, landbrug, fødevaresikkerhed, forskning og støtte til menneskerettigheder og demokrati. Kriterierne for bistandsydelse bør baseres på veldefinerede og forud fastlagte indikatorer blandt andet med henblik på den efterfølgende overvågning af programmerne og via koordinering mellem de forskellige donorer.

1.9

EØSU er enigt i tanken om at differentiere interventionerne og således skelne mellem AVS-lande og oversøiske lande under hensyntagen til de forskellige forhold, der gør sig gældende i de enkelte lande mht. administrativ opbygning og udvikling, med det mål at optimere mulighederne for regional integration. De oversøiske territoriers situation skal også tages med i betragtning, idet de er længere fremme i udviklingen end de andre lande og allerede nyder godt af Den Europæiske Udviklingsfond og af bilateral støtte. Disse tiltag bør koordineres med programmerne for de andre lande i regionen. Disse territorier vil kunne udgøre en vigtig referenceramme for udbredelsen af de rettigheder, værdier og god praksis, der kendetegner de europæiske politikker, som fokuserer på inklusiv vækst.

1.10

Hvad handelsaftalerne angår, vil det på trods af de nuværende vanskeligheder være nyttigt at gå i retning af en aftale for hele området til afløsning for de bilaterale aftaler, idet man dog skal huske på, at der i handelssammenhæng – bortset fra fiskerisektoren – er tale om små økonomiske enheder.

1.11

EØSU anser det endvidere for hensigtsmæssigt, at EU nøje følger de forhandlinger om havretsspørgsmål i tilknytning til KONTINENTALSOKLEN, der foregår i FN's Kontinentalsokkelkommission, især når de vedrører den region, som denne udtalelse drejer sig om.

2.1

Som bekendt har EU indgået forskellige partnerskaber i Stillehavsområdet; dette nye partnerskab omfatter 15 uafhængige østater (1), 4 oversøiske lande og territorier (OLT) (2), Stillehavsøernes Forum (PIF), Australien og New Zealand – nøglemedlemmer i forummet og ligesindede partnere. Efter strategien fra 2006 er målet at konsolidere EU's rolle i regionen, dels fordi EU er den næststørste donor i regionen efter Australien, dels for at bidrage til den økonomiske og sociale udvikling i hele regionen i erkendelse af, at det er nødvendigt også at sikre fuld overholdelse af rettigheder og konsolidering af demokratiske institutioner.

2.2

Med udgangspunkt i Cotonou-aftalen (EU-AVS) vil EU med denne meddelelse koncentrere sin indsats i Stillehavet som region betragtet omkring nogle grundlæggende mål i henhold til dagsordenen for forandring (3):

EU, der af lokale partnere og aktører anerkendes som førende i kampen mod klimaændringerne og deres virkninger, agter at konsolidere sin tilstedeværelse i regionen på ansvarlig vis.

2.3

De fleste østater og territorier i Stillehavet er små set i forhold til befolkningens størrelse, men arealmæssigt udstrakte og forskelligartede, hvilket rejser ikke så få problemer på grund af regionens særlige geografiske placering. Denne omstændighed gør regionen til en skrøbelig og sart enhed forenet af ikke mindst det fælles marine økosystem, som har en enestående værdi, der fortjener opmærksomhed og beskyttelse.

2.4

Det er ikke et nemt mål at opfylde ikke kun af de grunde, der nævnes i meddelelsen, men også på grund af de begrænsninger, som den økonomiske krise sætter for Unionens udenrigspolitik og som også vil kunne påvirke den fremtidige Cotonou-aftale efter 2020. Disse landes placering gør dem imidlertid til et geostrategisk område, der også har betydning for EU i betragtning af deres naboskab med lande som Kina og Japan. Det vil i dette øjemed være meget nyttigt i højere grad at inddrage OLT'erne og få dem til at bidrage mere til udbredelsen af EU's politikker og gennemførelsen af programmerne og EU's retskultur, hvilket utvivlsomt vil være til gensidig gavn.

3.1

Opmærksomhed over for klimaændringernes virkninger og alvorlige konsekvenser i hele regionen både for økosystemets stabilitet og endda dets overlevelse og mht. risiciene for en stadig mere skævt fordelt bæredygtig vækst i de berørte lande set ud fra et rent økonomisk og budgetmæssigt synspunkt, men også politisk og socialt, hvilket kan øge risiciene og hæmme opfyldelsen af De Forenede Nationers millenniummål;

3.2

Opmærksomhed over for behovet for integrerede tiltag fra de forskellige internationale aktører i den bilaterale og multilaterale bistand, som i dag er så opsplittet, at den ikke kan blive fuldt ud effektiv. Forbedring af de finansielle instrumenter og af selve bistandens effekt;

3.3

Nødvendigheden af en koordinering med de internationale organisationer; Kommissionens meddelelse nævner især De Forenede Nationer i forbindelse med virkningerne af klimaændringerne;

3.4

Opmærksomhed over for det regionale samarbejde og behovet for at styrke (om ikke opbygge) sektorielle programmer og udviklingsplaner støttet af regionale organisationer for at fremme en integreret tilgang til bistanden og forvaltningen af den såvel som til selve strategierne for regionens udvikling;

3.5

Vægt på dialogen med de lokale institutionelle aktører om udformning af bistandsprogrammerne og deling af ansvaret for deres gennemførelse;

3.6

Opmærksomhed over for den nødvendige styrkelse af interventionernes effektivitet og fremhævelse af behovet for sammen med modtagerlandene at indføre fælles mekanismer for overvågning, forvaltning og gennemførelse af dem. På dette område efterlyses større specifik information;

3.7

Analyse af de multilaterale og bilaterale donorers metoder for bistandsydelse og tilsagn om at tilpasse disse metoder for at imødegå de hindringer, som de små administrationer i østaterne og territorierne i Stillehavet står over for; hensyntagen til vanskeligheder, som modtagerlandene har med at indbygge bistanden i nationale udviklingsplaner, hvilket kræver målrettede interventioner for at forbedre de nationale myndigheders kapacitetsopbygning;

3.8

Udtryk for bekymring over krænkelserne af de grundlæggende rettigheder i Fiji – en situation, som Kommissionen agter at følge – men uden specifikt at komme ind på eventuelle yderligere betingelser for ydelse af bistand.

4.1

Kommissionens meddelelse giver først og fremmest ikke nogen klare anvisninger på, hvordan EU agter at udforme og styrke interventionerne, når der ses bort fra de kortsigtede mål, som er vigtige, men ufuldstændige, hvis man vil påvirke områdets fremtidige bæredygtighed. Der er tale om en specifik, vidtstrakt region, der omfatter et stort antal små og meget små lande målt i indbyggertal, men store i geografisk udstrækning; lande, der har forskellige tilgange, forskellige holdninger til nødvendigheden af interventioner med henblik på en bæredygtig udvikling på langt sigt, og en forskelligartet opfattelse af, hvilke regler der skal anvendes på nationalt plan og i territorialfarvandene og de internationale farvande, hvor landene grænser op til hinanden.

4.2

EØSU mener, at der er behov for en integreret, langsigtet tilgang med ansvarsdeling mellem alle aktører, som opererer i området – det være sig internationale institutionelle aktører, andre lande eller lokale aktører. Kommissionens forslag til partnerskab bør tage højde for forhandlingerne om revisionen af EU's nye budget, de nye prioriteter, som vil blive nedfældet i millenniummålene efter 2015, og optakten til forhandlinger om den nye Cotonou-aftale.

4.3

I de opstillede mål ville det være nyttigt at fokusere mere på den integrerede udvikling af Stillehavsområdet, udviklingspolitikkerne og interventionspolitikkerne; f.eks. nævnes landbrug og fødevaresikkerhed kun i forbindelse med konsekvenserne af klimaændringerne i regionen. Landbruget udgør grundlaget for levedygtige landdistrikter. Skønt landbruget hovedsageligt producerer til eget forbrug – kun sukkerrørs- og palmeolieproduktionen tegner sig for en eksport af en vis betydning – er der et problem med forvaltningen af naturressourcerne og bæredygtig udnyttelse af landbrugsjorden. Det skal bemærkes, at nogle af de berørte lande mistede deres præferencestatus som følge af EU's reform af sukkerpolitikken i 2006, hvilket fik negative følger for beskæftigelsen.

4.4

Kommissionen fokuserer hovedsageligt på risiciene ved klimaforandringerne, som udgør en trussel mod nogle landes og økosystemets overlevelse (stigende havniveau, skovenes uddøen, forsaltning af grundvandet, stigende havtemperatur osv.). Derfor foreslår Kommissionen, at bistandsmidlerne først og fremmest tildeles denne sektor. Ikke desto mindre burde man satse på integrerede, sammenhængende programmer for bæredygtig udvikling og vækst med forpligtelser, som fastlægges af modtagerlandene. Her ville det også være nyttigt at inddrage den private sektor, især SMV'erne.

4.5

EØSU mener, at en strategisk, integreret tilgang til bistanden er nyttig, og meddelelsen er en god begyndelse. Man bør tilskynde til en fælles indsats mellem Kommissionens forskellige direktorater, især GD for Udvikling og Samarbejde, GD for Maritime anliggender og fiskeri, GD for Handel, GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse og GD for Forskning samt EU-Udenrigstjenesten; der er sket fremskridt, men deres arbejde bør koordineres (4) bedre for at skabe større sammenhæng i EU's politik.

4.6

Især fiskerisektoren, som er af afgørende betydning for alle landene i Stillehavet, men også for EU i betragtning af EU-landenes store import (især tun), burde tilgodeses mere i interventionerne, da det i dag er nødvendigt at bevare produktionens og økosystemets bæredygtighed og forhindre rovdrift, som ville kunne true det fremtidige fiskeri. EØSU ser positivt på den indsats, som EU har iværksat i kampen mod det ulovlige fiskeri via anvendelsen af EU's IUU-forordning, som har til formål at forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri). På grundlag af denne forordning har Kommissionen underrettet to lande i regionen (Vanuatu og Fiji) om muligheden for at blive identificeret som tredjelande, der ikke samarbejder om bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

4.6.1

Af disse grunde bør Unionen opretholde AVS-præferenceordningerne som det for nyligt er sket for nogle lande i regionen (5), omend Unionen bør tage højde for risikoen for forvridning af konkurrencen med de andre aktører i sektoren.

4.6.2

EØSU erkender, at der er objektive vanskeligheder i denne sektor, og ser positivt på de tre partnerskabsrammeaftaler, der er indgået med Kiribati, Salomonøerne og Mikronesiens Forenede Stater, men håber, at man vil kunne nå frem til en samlet aftale med alle de berørte lande om de regler, der skal gælde i territorialfarvandene og de internationale farvande i denne region.

4.7

I forbindelse med koordineringen af de forskellige former for handelsstøtte, som med rette fremhæves i meddelelsen, kommer Kommissionen slet ikke ind på WTO's aktiviteter i regionen, skønt 6 lande blandt øerne i Stillehavet er medlemmer af denne organisation og nyder godt af programmer og specifikke fordele.

4.8

Handel (WTO): Fiji, Papua Ny Guinea, Salomonøerne, Tonga, Samoa og Vanuatu er medlemmer af WTO, som via de forskellige tiltrædelsesaftaler søger at sikre et stabilt og integreret handelssystem på regionalt plan for at udnytte mulighederne og bruge ressourcerne og stordriftsfordelene mere effektivt.

4.8.1

WTO oprettede i 2004 et repræsentationskontor for Stillehavsøerne (Pacific Islands Forum Representative Office) i Geneve for at bane vejen for større integration af de administrative systemer og fremme kapacitetsopbygningen inden for handel og den multilaterale dagsorden, som er af vital betydning for disse små økonomier.

4.8.2

Det forekommer overordentligt nyttigt, at Den Europæiske Union – bl.a. på grundlag af den fornyede Cotonou-aftale – etablerer tætte og strukturerede forbindelser med repræsentationskontoret i Geneve og med WTO. En koordineret tilgang har afgørende betydning, ikke mindst fordi de offentlige forvaltninger i mange af disse lande har et begrænset omfang. På den måde bliver det muligt at koordinere initiativerne til støtte for disse økonomier med de allerede iværksatte programmer for teknisk bistand, som ikke koordineres på multilateralt plan. Hertil kommer, at der har været en lang periode med svag og ustabil økonomisk vækst med enorme forskelle mellem landene – Papua Ny Guinea og Salomonøerne har nydt godt af en højere vækstrate takket være råvarepriserne, mens Fiji og Samoa, som er svagere økonomier, har måttet kæmpe med konsekvenserne af naturkatastrofer (6).

4.8.3

Endvidere bør der fokuseres specifikt på SMV'ernes udvikling og på oprettelse af regionale støttetjenester for SMV'er, som bør foreslås og oprettes på multilateralt plan med anvendelse af de allerede eksisterende ressourcer og programmer under WTO, IMF og Verdensbanken, også for så vidt angår udviklingen af landdistrikterne.

4.9

Kommissionens meddelelse omtaler med rette de sociale risici ved en svag økonomisk udvikling af disse øer, udvandringen af uddannet arbejdskraft, som ikke finder beskæftigelsesmuligheder på stedet, samt de sociale konsekvenser af klimaændringerne. Ifølge data fra Verdensbanken befinder Salomonøerne, Vanuatu, Samoa, Kiribati, Østtimor og Tuvalu sig i gruppen af mindst udviklede lande (Least Developed Countries – LDC) og fattigdommen er udbredt. I Papua Ny Guinea, som er det største land i Stillehavet, lever over 40 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Disse data har betydning for opfyldelsen af millenniummålene og kræver koordinerede tiltag på internationalt plan. Meddelelsen nævner dog ikke den indsats, der gøres af FN's forskellige agenturer til støtte for den økonomiske og sociale udvikling.

4.9.1

De forskellige programmer under De Forenede Nationers agenturer er uundværlige og bør bakkes op af Kommissionen, eftersom de hjælper med til at skabe den nødvendige knowhow og kapacitetsopbygning, som gør det muligt at absorbere og styrke bistanden fra de forskellige donorer, herunder EU. Desuden går de i retning af at give de nationale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet større del i ansvaret, og de fremmer oprettelsen af deltagelsesbaserede demokratiske institutioner.

5.1

Øerne i Stillehavet betragtes af de internationale finansielle institutioner som værende nogle af de mest ugunstigt stillede i verden: isolerede, tyndt befolkede, med en kraftig tendens til udvandring, lave almene og faglige uddannelsesniveauer, enorm mangel på specifikke kompetencer inden for handel og internationale økonomiske aktiviteter.

5.1.1

Især de unges vilkår er vanskelige på grund af forskellige faktorer såsom geografisk isolation, grænserne for økonomisk udvikling (små økonomier, som er utilstrækkeligt integrerede indbyrdes, og begrænsede indenlandske markeder), demografisk udvikling med en hastigt voksende ung arbejdskraft (7). Australien har iværksat et støtteprogram for sæsonarbejdere fra de dårligst stillede lande i Stillehavet. Denne form for støtte bør fremmes og også rettes mod andre lande i regionen.

5.1.2

Kvindernes situation er dramatisk og foruroligende på grund af den omfattende udnyttelse og fornedrende behandling, de udsættes for, og fordi der er gjort meget få fremskridt i udforskningen af effektive løsninger. Kvinderne er stadig udsat for en kraftig diskrimination dels gennem en næsten ikke-eksisterende deltagelse i det normale arbejdsmarked og det politiske liv, dels i form af udbredte krænkelser af grundlæggende rettigheder gennem vedvarende og omfattende voldshandlinger i alle landene. Det er ikke kun et kulturelt spørgsmål, men det drejer sig også om at give dem muligheder for beskæftigelse, integration og deltagelse. Der bør i EU's handlingsplan henvises udtrykkeligt til ligestilling mellem kønnene og kvindernes frigørelse under gennemførelsen (2010-2015), hvilket blandt andet kræver anvendelse af præcise indikatorer for kvindernes deltagelse i den nationale administration.

5.2

Respekten for menneskerettighederne og demokratiet er uomgængelige betingelser for EU's politik for bistand og samarbejde. Heriblandt regnes fagforeningsrettighederne, som er anerkendt internationalt i de otte grundlæggende ILO-konventioner.

5.3

Også Cotonou-aftalen anerkender den grundlæggende betydning af respekten for menneskerettigheder og de demokratiske institutioner for skabelsen af en stabil og fremgangsrig økonomi. Desværre gør meddelelsen – som dog drejer sig om en regional strategi – ikke tilstrækkeligt rede for de alvorlige krænkelser, der foregår især i Fiji, som bekendt den andenstørste ø i regionen efter geografisk udbredelse og befolkningens størrelse.

5.4

Situationen i Fiji er slet og ret uacceptabel: regeringen, som siden statskuppet i 2006 ledes af en militærjunta, indledte i 2011 en aggressiv kampagne for at opløse fagbevægelsen og fratage arbejdstagerne i Fiji deres grundlæggende rettigheder, hvorved den overtrådte ILO-konvention nr. 87 og 98, som regeringen havde ratificeret. Ophævelsen af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden, tilfælde af tortur og mishandling, vold mod kvinder og mindreårige samt ophævelsen af arbejdstagernes mest grundlæggende rettigheder gør Fiji til et emblematisk tilfælde, som EU ikke længere kan tolerere. Skønt artikel 96 i Cotonou-aftalen er blevet anvendt, anser EØSU det for nødvendigt med en mere håndfast intervention over for Fiji, blandt andet med henblik på valget i 2014 og arbejdet med at udforme den nye forfatning.

5.5

Situationen i Fiji blev på ny drøftet på mødet i november 2012 i ILO's Styrelsesråd, som vedtog en specifik resolution, blandt andet i lyset af Fiji-regeringens nylige beslutning om at udvise ILO's delegation, som var på en mission bemyndiget af ILO's styrelsesråd (8). EU kan ikke undlade at tage spørgsmålet op på en konsekvent måde sammen med de medlemsstater, som også har fordømt situationen i ILO-regi.

5.6

Civilsamfundets muligheder for at handle er i dette tilfælde vanskelige, næsten ikke-eksisterende. Tværtimod bliver civilsamfundets mest elementære rettigheder åbenlyst krænket i strid med ethvert demokratisk princip, og EØSU kan ikke acceptere nogen tøven over for sådanne krænkelser. EØSU bør tilkendegive sin holdning over for de andre EU-institutioner og handle derefter (9).

5.7

Det er nødvendigt at intervenere med større fasthed såvel direkte som på bilateralt plan ved at fastlægge de nødvendige betingelser for ydelse af EU-bistand og bekræfte, at når det gælder rettigheder har EU's medlemsstater en fælles holdning, som er i overensstemmelse med Unionens grundlæggende principper, og som ikke er til forhandling.

6.1

For EØSU er civilsamfundets inddragelse grundlaget for udviklingen af de forskellige former for partnerskab med det sigte at nå målene om økonomisk og social samhørighed. Denne rolle er endnu vigtigere i forbindelse med rettigheder og demokrati, hvis overholdelse er en forudsætning for at nyde godt af EU's politik for bistand og samarbejde.

6.2

Det organiserede civilsamfunds deltagelse udgør et prioriteret mål også i denne region, trods mindst to objektive begrænsninger: for det første de særlige geografiske forhold, øernes sårbarhed og spredte befolkning, som reelt gør det meget vanskeligt at udøve denne rettighed; den anden begrænsning vedrører udøvelsen af demokrati og det organiserede civilsamfunds aktive deltagelse i institutionernes arbejde.

6.3

EØSU anmoder dog om, at man gør alt for at inddrage repræsentanterne for lokalsamfundene i fastlæggelsen, gennemførelsen og overvågningen af EU's projekter, især dem, der vedrører miljøbeskyttelse, social og civil dialog, udvikling og forsvar for rettigheder og demokrati.

6.4

EØSU anmoder om, at der hurtigst muligt oprettes et partnerskab mellem EU og Stillehavet med deltagelse af det organiserede civilsamfund for sammen at kunne tage mere effektivt fat på at løse regionens problemer (10). Der bør også nedsættes et udvalg til overvågning af programmerne som grundlæggende element i deltagelsen.

7.1

Den indsats, som EU anbefaler, med fokus på risiciene i forbindelse med klimaændringerne i Stillehavsområdet, kan kun støttes delvist, for så vidt som der savnes en integreret tilgang til den bæredygtige udvikling af regionen.

7.2

Det er nødvendigt at fremme og tilstræbe en bedre koordineret tilgang mellem EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens forskellige generaldirektorater med det mål at udforme sammenhængende og strategiske programmer, som leder de disponible midler i retning af beskyttelsen af miljøet og af fiskeriet, men også i retning af integrerede programmer for bæredygtig udvikling og udvikling af landdistrikterne.

7.3

EØSU er enigt i nødvendigheden af at styrke dialogen med de lokale myndigheder, men der bør være garanti for en mere systematisk inddragelse af civilsamfundet i form af et permanent panel til evaluering af bistanden og analyse af dens effekt.

7.4

EØSU anser det for nødvendigt at videreføre møderne mellem samtlige donorer og modtagerlande for at sikre den koordinering af programmerne, som Kommissionen lægger vægt på. Anvendelsen af bistanden og evalueringen af dens effekt er stadig af afgørende betydning. I denne forbindelse er det vigtigt, at der ud over en tidlig informations- og uddannelsesindsats også foretages en opfølgning via et blandet udvalg med deltagelse af først og fremmest arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

7.5

Som sagt bør der strammes op på vurderingerne af de grundlæggende menneskerettigheder, den uacceptable situation for kvinderne i regionen, de begrænsede beskæftigelsesmuligheder for de unge, civilsamfundets rolle i alle landene og især den særlige situation i Fiji.