Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011XG1210(03)

Rådets konklusioner af 2. december 2011 om forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn

EUT C 361 af 10.12.2011, p. 11–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

10.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 361/11


Rådets konklusioner af 2. december 2011 om forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn

2011/C 361/05

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

1.

ERINDRER OM, at der i henhold til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastsættelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter. Unionens indsats, der skal være et supplement til de nationale politikker, skal være rettet mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme hos mennesker samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for den fysiske og mentale sundhed

2.

MINDER OM Rådets konklusioner af 7. december 2010 om innovative tilgange til kroniske sygdomme inden for folkesundheden og sundhedssystemerne (1)

3.

MINDER OM Rådets konklusioner af 2. juni 2004 om astma hos børn (2)

4.

MINDER OM den politiske erklæring fra mødet på højt plan i FN's Generalforsamling om forebyggelse og kontrol af ikkeoverførbare sygdomme, som Generalforsamlingen vedtog den 19. september 2011 (3)

5.

MINDER OM WHO's rammekonvention om tobakskontrol

6.

MINDER OM Rådets henstilling 2009/C 296/02 af 30. november 2009 om røgfri miljøer (4)

7.

UDTRYKKER TILFREDSHED MED bestående net såsom Global Allergy and Asthma European Network (GA2LEN) og Global Alliance against Respiratory Diseases (GARD), der blev oprettet i hhv. 2004 og 2006 med det formål at undersøge og reducere byrden og forbedre mulighederne for tidlig påvisning og korrekt behandling af kroniske luftvejssygdomme i EU

8.

HILSER resultaterne af følgende konferencer VELKOMMEN:

WHO's paneuropæiske konference om miljø og sundhed, der gav tilsagn om at sørge for sikrere miljøer for børn, og femte ministerkonference om miljø og sundhed den 10.-12. marts 2010 i Parma (Italien)

ekspertkonferencen om forebyggelse og kontrol af astma og allergi hos børn i EU fra et folkesundhedssynspunkt: akut behov for at afhjælpe lakunerne, der fandt sted den 21.-22. september 2011 i Warszawa-Ossa (Polen), og som pegede på, at der er et akut behov for at forbedre forebyggelse, tidlig påvisning og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn ved at medtage dette spørgsmål i sundhedspolitikken på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-plan. I den forbindelse bør samarbejdet mellem medlemsstaterne og de relevante interessenter om forbedring af og støtte til nettet af nationale centre udbygges

9.

UNDERSTREGER, at kroniske luftvejssygdomme er de mest forekommende ikkeoverførbare sygdomme hos børn

10.

UNDERSTREGER, at astma og allergisk rhinit er de mest forekommende kroniske luftvejssygdomme hos børn, og at astma er den mest almindelige årsag til skadestuebesøg og hospitalsindlæggelser blandt børn

11.

UNDERSTREGER, at forekomsten af luftvejssygdomme hos børn i Den Europæiske Union er øget i de senere årtier, men at overvågningen på EU-plan af forekomst, sygdomsgrad, sygdomstyper og ændringer i eksponeringen for allergener og irritanter er utilstrækkelig

12.

UNDERSTREGER, at manglende diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn medfører en økonomisk og social byrde, som kan begrænses ved forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling

13.

NOTERER SIG, at der er forskelle i adgangen til forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn mellem EU-medlemsstaterne og inden for disse

14.

UNDERSTREGER, at de største risikofaktorer for udvikling af kroniske luftvejssygdomme er en kombination af genetisk disposition og miljøeksponering for stoffer og partikler, der indåndes, såsom tobaksrøg, dårligt indeklima og udendørs luftforurening

15.

UNDERSTREGER, at forholdene før fødslen og i den tidlige barndom påvirker helbredet som voksen; det er derfor vigtigt at beskytte gravide og børn mod negative påvirkninger af miljøfaktorer, bl.a. eksponering for tobaksrøg

16.

ERKENDER, at løbende sundhedsuddannelse af børn, forældre, lærere og sundhedspersonale spiller en central rolle i forebyggelsen og behandlingen af kroniske luftvejssygdomme hos børn. Den øger bevidstheden og sundhedsgavnlige holdninger hos den enkelte og letter sundhedspersonalets overvågning af kroniske sygdomme

17.

ERKENDER, at et vigtigt element i forebyggelsen og behandlingen af kroniske luftvejssygdomme hos børn er selvforvaltning og børns deltagelse i sundhedsbeslutninger, der vedrører dem, under hensyntagen til deres alder og modenhed, og forældrenes og familiens aktive deltagelse

18.

ERKENDER, at forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme har en positiv indvirkning på børns udvikling og livskvalitet og bidrager til en aktiv og sund barndom og sund aldring. Det er derfor vigtigt at udvikle nye redskaber til forbedring af forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn ved at anvende tilgange, der omfatter et børnevenligt sundhedsvæsen og integrering af sundhed i alle politikker, især på tværs af sundheds-, uddannelses-, miljø-, forsknings-, beskæftigelses- og socialpolitikkerne

19.

OPFORDRER medlemsstaterne til

at tage behørigt hensyn til forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme hos børn i deres nationale og/eller regionale og/eller lokale sundhedsprogrammer

at øge offentlighedens bevidsthed om kroniske luftvejssygdomme hos børn og forbedre børns, familiens og lærernes viden og uddannelse og uddannelsen af sundhedspersonale med hensyn til dets rolle i forebyggelse, tidlig diagnosticering, behandling og overvågning af kroniske luftvejssygdomme hos børn

at fortsætte og i relevant omfang øge rygeforebyggelses- og rygestopprogrammer for gravide og forældre og foranstaltninger til forebyggelse af, at gravide og børn bliver eksponeret for tobaksrøg, især i hjemmet og i lukkede rum

at følge Rådets henstilling om røgfri miljøer (5)

at styrke samarbejdet med de relevante interessenter, især sundhedspersonale- og patientorganisationer på alle niveauer, herunder primær og sekundær forebyggelse og sundhedspleje

at udveksle bedste praksis vedrørende forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme og data om forekomst, incidens og resultater

at øge samarbejdet mellem nationale centre og styrke bestående internationale forskernet inden for kroniske luftvejssygdomme

20.

OPFORDRER medlemsstaterne og Kommissionen til

at øge indsatsen for at reducere invaliditet og for tidlig død på grund af astma ved at fremme bedste praksis på internationalt plan

at støtte nationale centre og bestående internationale forskernet for at finde frem til omkostningseffektive procedurer ved hjælp af en medicinsk teknologivurdering med henblik på at forbedre sundhedssystemernes standarder for kroniske luftvejssygdomme

at udvide arbejdet for en bedre forståelse af årsagerne til den øgede forekomst af kroniske luftvejssygdomme hos børn

at forbedre information og viden om forskellene mellem regioner og i hele Europa med hensyn til kroniske luftvejssygdomme hos børn i tæt samarbejde med de relevante interessenter

at forbedre viden og information til de relevante interessenter om virkningerne af luftforurening og andre miljøfaktorer på kroniske luftvejssygdomme og deres ledsagesygdomme

at videreføre og styrke programmer og politikker til forbedring af luftkvaliteten inde og ude

at fremme en effektiv tobakskontrol på nationalt og internationalt plan og i EU i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning og WHO's rammekonvention om tobakskontrol og retningslinjerne deri og overveje at skærpe den

at forbedre kvaliteten af det inde- og udeklima, som børn lever i, og tilskynde dem til at være fysisk aktive

at overveje at anvende e-sundhedsredskaber og innovative teknologier til forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme

at fremme og støtte forskning i de genetiske faktorer og miljøfaktorer, der fremkalder kroniske luftvejssygdomme, for at bidrage til udformning af evidensbaserede politikker og skabe balance i forskningsfinansieringen på baggrund af deres forekomst og den byrde, de medfører

at fremme en tilgang på tværs af social-, miljø-, forsknings-, uddannelses- og beskæftigelsessektoren for at øge virkningerne af en politik for luftvejssundhed

at få sundhedspersonale- og patientorganisationerne til at arbejde for at give patienterne større indflydelse på forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling af kroniske luftvejssygdomme

21.

OPFORDRER Europa-Kommissionen til

fortsat at medtage kroniske luftvejssygdomme i programmer og aktiviteter vedrørende forskning og sundhed

at støtte medlemsstaternes indsats for

at udforme og gennemføre effektive politikker til forebyggelse af kroniske luftvejssygdomme hos børn ved hjælp af støtte til udvikling, vurdering og udveksling af god praksis

at forbedre networking mellem institutioner med ansvar for gennemførelsen af nationale og/eller regionale og/eller lokale programmer og for udveksling af erfaringer og god praksis

at øge samarbejdet mellem nationale centre og styrke bestående internationale forskernet inden for kroniske luftvejssygdomme.


(1)  EUT C 74 af 8.3.2011, s. 4.

(2)  9507/04 (Presse 163).

(3)  FN A/RES/66/2 (A/66/L.1).

(4)  EUT C 296 af 5.12.2009, s. 4.

(5)  Se fodnote 4.


Top