Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011PC0575

    Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

    /* KOM/2011/0575 endelig - 2011/0247 (NLE) */

    52011PC0575




    BEGRUNDELSE

    Med det formål at forbedre bæredygtighedsprofilen og mindske likviditetsbehovet i forbindelse med det økonomiske program for Irland og i overensstemmelse med erklæringen af 21.7.2011 fra stats- og regeringscheferne i euroområdet og EU-institutionerne bør Rådets gennemførelsesafgørelse om finansiel støtte fra Unionen til Irland ændres. Ændringerne omfatter især:

    i) nedsættelse af rentemarginalen til nul for at bringe den i overensstemmelse med betalingsbalancemekanismen og

    ii) forlængelse af den maksimale gennemsnitlige løbetid for mekanismen som helhed fra 7½ år til 12½ år gennem en forlængelse af løbetiden for de enkelte rater, således at udbetalinger under EFSM-programmet kan finde sted med en maksimal løbetid på 30 år.

    Mindskelsen af rentemarginalen vil gælde for alle udbetalte rater (dvs. både de hidtidige og de fremtidige), og forlængelsen af den gennemsnitlige løbetid vil blive tilvejebragt ved i fremtiden at udbetale rater med en længere løbetid. Det er ikke muligt at forlænge løbetiden for allerede udbetalte beløb på grund EU-långivningens back-to-back-karakter. Kommissionen vil sikre, at den løbetid, der fastsættes i forbindelse med fremtidige udbetalinger, giver plads til en korrekt forvaltning af EU's budgetmargin.

    På nuværende tidspunkt er der i forbindelse med EFSM-lån til Irland fastsat en rentemarginal på 292,5 basispoint, og der tillades en gennemsnitlig løbetid for mekanismen som helhed på maksimalt 7½ år med løbetider for de individuelle rater, der går fra 2 til 15 år. På sådanne vilkår har Irland hidtil fået udbetalt tre rater med løbetider frem til 2015 (kupon på 2,5 %), 2018 (kupon på 3,25 %) og 2021 (kupon på 3,5 %). Den gennemsnitlige løbetid for de hidtidige EFSM-udbetalinger til Irland ligger på 6,88 år.

    Det skal bemærkes, at den besparelse, som ændringerne forventes at føre med sig, vil forbedre programmets bæredygtighed og likviditetsudsigter. Dertil kommer indirekte konfidensvirkninger som følge af, at gennemførelsen af programmet bliver mere troværdig. Dette resulterer i en forbedring af lånevilkårene for staten, som vil få en afsmittende virkning for den private sektor. Disse indirekte virkninger er fordelagtige for såvel kreditor- som debitorlande.

    På denne baggrund finder Kommissionen, at ændringerne bestående i en nedsættelse af rentemarginalen og en forlængelse af den gennemsnitlige løbetid for EFSM-lån til Irland kan bidrage til at sikre, at programmets målsætninger opfyldes.

    2011/0247 (NLE)

    Forslag til

    RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

    om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme[1], særlig artikel 3, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

    ud fra følgende betragtninger:

    1. Efter anmodning fra Irland tildelte Rådet finansiel bistand til Irland (gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU[2]) til støtte for et stærkt økonomisk reformprogram, som skulle genoprette tilliden, genskabe en holdbar økonomisk vækst og sikre finansiel stabilitet i Irland, euroområdet og Unionen.

    2. En forlængelse af løbetiden og en mindskelse af rentemarginalen vil bidrage til at sikre, at programmets målsætninger opfyldes, jf. erklæringen af 21. juli 2011 fra stats- og regeringscheferne i euroområdet og EU-institutionerne.

    3. For at sikre, at målsætningerne med hensyn til likviditet og bæredygtighed opfyldes, bør denne afgørelse også finde anvendelse på de trancher, der allerede er blevet udbetalt.

    4. På baggrund heraf bør gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU ændres —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I artikel 1 i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU foretages følgende ændringer:

    1) Stk. 1 affattes således:

    "1. Unionen yder Irland et lån på højst 22,5 mia. EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 12½ år. Løbetiden for lånefacilitetens enkelte trancher kan være op til 30 år."

    2) Stk. 5 affattes således:

    "5. Irland betaler Unionens finansieringsomkostninger ved hver tranche."

    Artikel 2

    Artikel 1, stk. 1, første punktum, og artikel 1, stk. 2, finder også anvendelse på de trancher af lånet, der er blevet udbetalt før denne afgørelses ikrafttræden.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til Irland.

    Artikel 4

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende .

    Udfærdiget i Bruxelles, den

    På Rådets vegne

    Formand

    [1] EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

    [2] EUT L 30 af 4.2.2011, s. 34.

    Top