EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010DC0229

Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om udgifter under EGFL Alarmsystemet nr. 1-3/2010

/* KOM/2010/0229 endelig udg. */

52010DC0229

Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om udgifter under EGFL Alarmsystemet nr. 1-3/2010 /* KOM/2010/0229 endelig udg. */


[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 12.5.2010

KOM(2010) 229 endelig

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET

om udgifter under EGFL Alarmsystemet nr. 1-3/2010

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Budgetprocedure for EGFL for 2010 3

2. Formålsbestemte indtægter til EGFL 3

3. Indtægter fra de midlertidige omstruktureringsafgifter (sukker) 4

4. Bemærkninger angående gennemførelsen af EGFL-budgettet for 2010 4

5. Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL 7

6. Forbrug af indtægter fra de midlertidige omstruktureringsafgifter (sukker) 8

7. Gennemførelse af sukkeromstruktureringsfonden 8

8. Konklusioner 8

BILAG 1: BILAG 2: | BUDGETPROCEDURE FOR EGFL FOR 2010 FORELØBIGT FORBRUG AF EGFL-BEVILLINGER PR. 31.1.2010 |

1. BUDGETPROCEDURE FOR EGFL FOR 2010

Budgetproceduren for 2010 for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) med tilhørende bevillingsbeløb i hver af procedurens faser er opsummeret i oversigten i bilag 1.

EGFL-budgettet for 2010 blev vedtaget af budgetmyndigheden den 17. december 2009. Budgettet omfattede forpligtelses- og betalingsbevillinger svarende til:

- 43 417,4 mio. EUR og 43 633,1 mio. EUR til henholdsvis landbrugsmarkedsforanstaltninger og direkte støtte (politikområde 05)

- 371,9 mio. EUR og 253,7 mio. EUR til henholdsvis veterinær- og plantesundhedsforanstaltninger (politikområde 17)

- 30,5 mio. EUR og 31,0 mio. EUR til fiskeri (politikområde 11).

Forpligtelsesbevillingerne på EUGFL's budget beløb sig til 43 819,8 mio. EUR og betalingsbevillingerne til 43 917,8 mio. EUR. Forskellen mellem forpligtelses- og betalingsbevillinger skyldes, at der anvendes differentierede bevillinger for visse foranstaltninger, som gennemføres direkte af Kommissionen. Disse ordninger vedrører hovedsagelig fremme af landbrugsprodukter, politisk strategi og koordineringsforanstaltninger samt fiskeri og veterinær- og plantesundhedsforanstaltninger.

2. FORMÅLSBESTEMTE INDTÆGTER TIL EGFL

I henhold til artikel 34 i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik betegnes indtægter fra finansielle korrektioner i forbindelse med efterprøvende regnskabsafslutninger, fra uregelmæssigheder og fra mælkeafgiften som formålsbestemte indtægter til finansiering af EGFL's udgifter. Efter disse bestemmelser kan formålsbestemte indtægter anvendes til at finansiere EGFL-udgifter afholdt af medlemsstaterne. Hvis nogle af disse indtægter ikke anvendes, vil de automatisk blive fremført til det følgende regnskabsår[1].

Kommissionens ændringsskrivelse for 2010 omfatter både dens seneste skøn over de bevillinger, der vil være behov for til at finansiere de forventede udgifter til markedsforanstaltninger og direkte støtte, og skøn over de formålsbestemte indtægter, der forventes at blive opkrævet i løbet af det pågældende regnskabsår, og fremførsel af saldo af formålsbestemte indtægter, der er til rådighed fra det foregående regnskabsår. Derfor tog Kommissionen i sit forslag til denne ændringsskrivelse vedrørende de bevillinger, der skal afsættes til EGFL, hensyn til de samlede formålsbestemte indtægter, der forventes at være til rådighed i det kommende regnskabsår, ved at anmode om bevillinger, der er beregnet ved at trække de anslåede formålsbestemte indtægter fra de anslåede udgifter for EGFL for samme år. Budgetmyndigheden vedtog derpå det nye EGFL-budget, hvis bevillinger ikke omfatter de forventede formålsbestemte indtægter.

Ved udarbejdelsen af ændringsskrivelsen for 2010 anslog Kommissionen de disponible formålsbestemte indtægter til 922,0 mio. EUR. Det drejer sig om følgende:

- De formålsbestemte indtægter, der forventedes genereret i løbet af regnskabsåret 2010, blev anslået til 789,0 mio. EUR. Der forventedes 600,0 mio. EUR fra korrektioner i forbindelse med efterprøvende regnskabsafslutninger og 91,0 mio. EUR fra uregelmæssigheder. Indtægterne fra mælkeafgiften blev anslået til at udgøre 98,0 mio. EUR.

- De formålsbestemte indtægter, der forventedes at kunne fremføres fra regnskabsår 2009 til 2010, blev anslået til 133,0 mio. EUR.

I sin ændringsskrivelse for 2010 afsatte Kommissionen disse indtægter på 922,0 mio. EUR til to ordninger. Det drejer sig om følgende:

- 222,0 mio. EUR blev afsat til driftsfondene for producentsammenslutninger i sektoren for frugt og grøntsager, og

- 700,0 mio. EUR blev afsat til enkeltbetalingsordningen.

Til disse to ordninger vedtog budgetmyndigheden i sidste ende bevillinger på 547,0 mio. EUR og 28 480,0 mio. EUR i overensstemmelse med Kommissionens ændringsskrivelse. Summen af de vedtagne bevillinger og de ovennævnte formålsbestemte indtægter svarer til et samlet skøn over bevillingsbehov på 769,0 mio. EUR til driftsfondene for producentsammenslutninger i sektoren for frugt og grøntsager og 29 180,0 mio. EUR til enkeltbetalingsordningen.

I bilag 2, som viser den foreløbige gennemførelse af 2010-budgettet til den 31. januar 2010, indgår de vedtagne bevillinger til ovennævnte to ordninger i de oprindelige budgetbevillinger til sektoren for frugt og grøntsager og sektoren for afkoblet direkte støtte, som beløber sig til henholdsvis 720,1 mio. EUR og 33 272,0 mio. EUR uden hensyntagen til ovennævnte formålsbestemte indtægter. Sammen med indtægterne til disse sektorer beløber de vedtagne bevillinger på 2010-budgettet sig til i alt 942,1 mio. EUR med hensyn til frugt og grøntsager og 33 972,0 mio. EUR med hensyn til afkoblet direkte støtte.

3. INDTÆGTER FRA DE MIDLERTIDIGE OMSTRUKTURERINGSAFGIFTER (SUKKER)

De midlertidige omstruktureringsafgifter for sukker betragtes som formålsbestemte indtægter, der skal finansiere sukkeromstruktureringsstøtten og anden støtte fra sukkeromstruktureringsfonden. For hvert produktionsår (2006/07 til 2008/09) vedrører disse afgifter de sukker-, inulinsirup- og isoglucosekvoter, som de erhvervsdrivende i medlemsstaterne har fået tildelt, og medlemsstaterne skal indbetale afgifterne til fonden i to rater (sidste frist er hvert år den 31. marts og den 30. november). Ved opstillingen af budgettet for 2010 blev disse indtægter anslået til 606,8 mio. EUR for det kommende regnskabsår. Et beløb på 717,9 mio. EUR forventedes samtidig at kunne fremføres fra regnskabsår 2009 til 2010.

4. BEMÆRKNINGER ANGÅENDE GENNEMFØRELSEN AF EGFL-BUDGETTET FOR 2010

Oversigten i bilag 2 viser budgettets faktiske udnyttelsesgrad i perioden 16. oktober 2009 til 31. januar 2010 sammenholdt med udgiftsprofilen med baggrund i indikatoren, som er fastlagt på grundlag af bestemmelserne i artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005. Nedenfor følger en række korte kommentarer til visse budgetartikler, der viser eller i årets løb vil vise de største forskelle mellem den faktiske og den forventede gennemførelse af budgettet for 2010:

4.1. Markedsforanstaltninger

Forbruget af bevillinger til interventioner på landbrugsmarkederne var 74,9 mio. EUR lavere end de afsatte budgetbevillinger som fastsat ved indikatorniveauet pr. 31.1.2010. Forskellen er ubetydelig. Den kan navnlig tilskrives fødevareprogrammerne og sektoren for mælk og mejeriprodukter, der på dette tidspunkt udviser et underforbrug. For andre sektorer såsom sukker, frugt og grøntsager, vin og andre vegetabilske produkter/foranstaltninger ses der til gengæld et overforbrug.

4.1.1. Fødevareprogrammer (–35,0 mio. EUR)

Det lavere forbrug af bevillinger i forhold til indikatoren på nuværende tidspunkt skyldes Kommissionens forsinkede godkendelse af fødevaredistributionsplanen for 2010. Sammenlignet med sidste års forbrugsmønster mener Kommissionen, at det nuværende forbrugsmønster er foreløbigt, og at forbrugstempoet vil stige i regnskabsårets løb.

4.1.2. Sukker (+6,2 mio. EUR)

De vigtigste foranstaltninger, der finansieres på dette års budget, er betaling af udestående eksportrestitutionscertifikater for sukker, som er anslået til 12,0 mio. EUR, og udgifterne til de mængder sukker på offentlige lagre, der skal fordeles blandt de socialt dårligst stillede i henhold til fødevaredistributionsplanen for 2010, som anslås til –11,0 mio. EUR. Inkl. betaling af udestående beløb for andre sukkerordninger, der er anslået til 0,5 mio. EUR, beløb det endelige budget for sukkersektoren sig til 1,5 mio. EUR. EGFL-betalingerne til denne sektor vedrører dog navnlig de udestående eksportrestitutionscertifikater til et samlet beløb af 6,7 mio. EUR. Levering af sukker fra offentlige lagre har endnu ikke fundet sted. De allerede gennemførte betalinger i denne sektor svarer derfor til et stort overforbrug i forhold til indikatoren på nuværende tidspunkt. Det bør dog understreges, at de absolutte beløb i det nuværende forbrugsmønster for denne sektor er ubetydelige.

4.1.3. Frugt og grøntsager (+ 14,0 mio. EUR i forhold til de vedtagne bevillinger)

Dette forbrugsniveau skyldes de betalinger, som medlemsstaterne allerede har foretaget til producentsammenslutningernes driftsfonde, der finansieres gennem både de vedtagne budgetbevillinger og de formålsbestemte indtægter til denne ordning på budgettet for 2010 (se nærmere enkeltheder ovenfor i punkt 2). Dette forbrugsniveau skyldes anvendelsen af indikatoren for perioden til 31. januar 2010 på de vedtagne budgetbevillinger, der ikke omfatter de formålsbestemte indtægter til denne sektor.

På nuværende tidspunkt mener Kommissionen, at de samlede bevillinger, der er til rådighed til denne sektor, vil være tilstrækkelige til at dække medlemsstaternes forventede udgifter i 2010.

NB: Af hensyn til læseren har Kommissionen indføjet fodnoten * i den foreløbige gennemførelsestabel i bilag 2. Fodnoten viser, hvad situationen ville have været, hvis indikatoren pr. 31.1.2010 var blevet anvendt på de samlede bevillinger, der forventes at være til rådighed for at kunne finansiere denne sektor. Som anført i punkt 2 vil de samlede finansieringsmidler, der forventes at være til rådighed for denne sektor, bestå af de vedtagne budgetbevillinger på 720,1 mio. EUR og de formålsbestemte indtægter til denne sektor, der anslås at udgøre 222,0 mio. EUR. Hvis indikatoren derfor var blevet anvendt på de samlede finansieringsmidler på 942,1 mio. EUR, der forventes at være til rådighed for denne sektor, så ville der fremkomme et underforbrug på – 36,4 mio. EUR.

4.1.4. Produkter fra vinsektoren (+ 32,4 mio. EUR)

I forhold til de budgetbevillinger, som indikatoren har udpeget pr. 31. januar 2010, skyldes dette forbrug over budgetbevillingerne medlemsstaternes fremskyndede betalinger til især rydningsordningen. Det ses også, at medlemsstaterne har fremskyndet betalingerne til de nationale støtteprogrammer, men i et langsommere tempo.

4.1.5. Andre vegetabilske produkter/foranstaltninger (+26,7 mio. EUR)

I forhold til de budgetbevillinger, som indikatoren har udpeget pr. 31. januar 2010, skyldes dette forbrug over bevillingerne medlemsstaternes fremskyndede betalinger til især POSEI-programmerne.

4.1.6. Mælk og mejeriprodukter (-73,1 mio. EUR)

Situationen på markedet for mejeriprodukter er blevet meget forbedret i forhold til den, der gjorde sig gældende, da ændringsskrivelsen for regnskabsåret 2010 blev udarbejdet. Kommissionen har som følge heraf kunnet indstille betalingen af eksportrestitutioner for mejeriprodukter. Markedspriserne i EU er steget betydeligt, og det har stoppet leveringen af skummetmælkspulver og smør til offentlige lagre, hvor lagermængderne af begge produkter har stabiliseret sig. Det lavere bevillingsforbrug i forhold til indikatoren på nuværende tidspunkt skyldes de lavere udgifter, der for tiden afholdes og i årets løb forventes at blive afholdt i denne sektor som følge af ovennævnte faktorer.

4.2. Direkte støtte

Forbruget af bevillinger til direkte støtte var – 90,4 mio. EUR lavere end det niveau, der fremgik af indikatoren pr. 31.1.2010.

4.2.1. Afkoblet direkte støtte (-61,7 mio. EUR i forhold til de vedtagne bevillinger)

Dette forbrugsniveau skyldes medlemsstaternes betalinger til enkeltbetalingsordningen, der finansieres af både de vedtagne budgetbevillinger og de formålsbestemte indtægter til denne ordning på budgettet for 2010 (se nærmere enkeltheder ovenfor i punkt 2). Mens de fleste medlemsstater har gennemført størstedelen af deres betalinger til denne ordning, har Grækenland endnu ikke foretaget betalinger for at kunne foretage den nødvendige kontrol, før betalingerne gennemføres. Det konstaterede underforbrug er minimalt, fordi det skyldes, at indikatoren for perioden til 31.1.2010 er blevet anvendt på de vedtagne budgetbevillinger, der ikke inkluderer de formålsbestemte indtægter til denne sektor.

NB: Af hensyn til læseren har Kommissionen indføjet fodnoten * i den foreløbige gennemførelsestabel i bilag 2. Fodnoten viser, hvad situationen ville have været, hvis indikatoren pr. 31.1.2010 var blevet anvendt på de samlede bevillinger, der forventes at være til rådighed for at kunne finansiere denne sektor. Som anført i punkt 2 vil de samlede finansieringsmidler, der forventes at være til rådighed for denne sektor, bestå af de vedtagne budgetbevillinger på 33 272,0 mio. EUR og de formålsbestemte indtægter til denne sektor, der anslås at udgøre 700,0 mio. EUR. Hvis indikatoren derfor var blevet anvendt på de samlede finansieringsmidler på 33 972,0 EUR, der forventes at være til rådighed for denne sektor, så ville der fremkomme et underforbrug på – 676,4 mio. EUR svarende til det forhold, at Grækenland endnu ikke har betalt den planlagte støtte til enkeltbetalingsordningen.

4.2.2. Anden direkte støtte (– 29,9 mio. EUR)

Dette underforbrug skyldes især det langsommere tempo i medlemsstaternes betalinger til visse ordninger (præmier for ammekøer og får/geder og for bomuld) i forhold til indikatoren på dette tidspunkt. På nuværende tidspunkt anses dette underforbrug at være midlertidigt.

4.3. Revision af landbrugsudgifter

4.3.1. Afslutning af foregående års regnskaber (+57,6 mio. EUR)

Dette forbrugsmønster fremkommer ved at sammenholde allerede gennemførte korrektioner ved regnskabsafslutning med den tilsvarende indikator pr. 31. januar 2010. Det skal dog bemærkes, at alle de beslutninger i forbindelse med regnskabsafslutningen, der forventes gennemført inden udgangen af indeværende regnskabsår, endnu ikke er truffet. På nuværende tidspunkt anser Kommissionen derfor dette forbrug for at være midlertidigt.

Det bør dog understreges, at mens Kommissionen i sin ændringsskrivelse for 2010 foreslog korrektioner svarende til – 80,0 mio. EUR, fastholdt budgetmyndigheden et beløb på –310,0 mio. EUR. Kommissionen mener på nuværende tidspunkt, at de forventede korrektioner i forbindelse med beslutningerne om regnskabsafslutning ikke vil være tilstrækkelige til at dække dette ekstraordinære beløb, der er pålagt af budgetmyndigheden, og at det vil føre til en mangel på negative budgetbevillinger, som Kommissionen vil skulle dække gennem positive budgetbevillinger for at kunne afslutte disse regnskaber i 2010.

4.4. Fødevare- og fodersikkerhed, dyresundhed, dyrevelfærd og plantesundhed

4.4.1. Programmer for udryddelse af dyresygdomme (+132,5 mio. EUR)

I forhold det budgetbevillingsniveau, som indikatoren har udpeget pr. 31. januar 2010, skyldes dette forbrugsmønster over budgetbevillingerne det fremskyndede tempo i medlemsstaternes betalinger til programmerne for udryddelse af dyresygdomme.

5. FORBRUG AF FORMÅLSBESTEMTE INDTÆGTER TIL EGFL

Oversigten i bilag 2 viser, at formålsbestemte indtægter på 483,8 mio. EUR var blevet opkrævet pr. 31. januar 2010. Det drejer sig om følgende:

- Indtægterne fra korrektioner fra den efterprøvende regnskabsafslutning beløb sig til ca. 188,8 mio. EUR, og der forventes at indgå yderligere beløb ved regnskabsårets udgang.

- Indtægterne fra uregelmæssigheder beløb sig til ca. 55,4 mio. EUR, og der forventes at indgå yderligere beløb ved regnskabsårets udgang.

- På nuværende tidspunkt er hovedparten af indtægterne fra mælkeafgiften blevet opkrævet, og de beløber sig til ca. 98,1 mio. EUR sammenholdt med det oprindelige skøn på 98,0 mio. EUR.

- I modsætning til det oprindeligt anslåede beløb på 133,0 mio. EUR beløb de formålsbestemte indtægter, der blev overført fra 2009 til 2010, sig i sidste ende til 141,5 mio. EUR.

De formålsbestemte indtægter, der kan anvendes til at finansiere EGFL's udgifter, beløb sig derfor pr. 31 januar 2010 til 483,8 mio. EUR. Kommissionen skønner på nuværende tidspunkt, at de formålsbestemte indtægter, der endnu ikke er blevet opkrævet, beløber sig til 305,2 mio. EUR (forventede formålsbestemte indtægter, der skal tilvejebringes i regnskabsåret 2010, på 789,0 mio. EUR, hvoraf 483,8 mio. er blevet opkrævet).

6. FORBRUG AF INDTÆGTER FRA DE MIDLERTIDIGE OMSTRUKTURERINGSAFGIFTER (SUKKER)

I november 2009 indbetalte medlemsstaterne anden rate af de midlertidige omstruktureringsafgifter for produktionsåret 2008/07 på omkring 606,8 mio. EUR. I modsætning til det oprindeligt anslåede beløb på 717,9 mio. EUR beløb de formålsbestemte indtægter, der blev fremført fra 2009 til 2010, sig i sidste ende til 768,3 mio. EUR. De samlede formålsbestemte indtægter, der kan opføres på 2010-budgettet som midlertidige omstruktureringsafgifter, udgør derfor 1 375,1 mio. EUR.

7. GENNEMFØRELSE AF SUKKEROMSTRUKTURERINGSFONDEN

Ved udgangen af januar 2010 havde medlemsstaterne stort set ikke foretaget betalinger (NB: betalinger på kun 0,7 mio. EUR) for støtte til den omstrukturerede sukkerindustri, til diversificeringsstøtte eller støtte til sukkerraffinering.

8. KONKLUSIONER

Den foreløbige gennemførelse af bevillingerne på EGFL-budgettet for 2010 for perioden til den 31. januar 2010 viser, at de månedlige betalinger til medlemsstaterne oversteg de vedtagne budgetbevillinger, som det fremgår af den øjeblikkelige indikator, med ca. 33,8 mio. EUR. Formålsbestemte indtægter på 483,8 mio. EUR er blevet opkrævet, og et beløb på 305,2 mio. EUR forventes at blive opkrævet i 2010.

Kommissionen forventer på nuværende tidspunkt, at både de formålsbestemte indtægter, der nu er til rådighed, og dem, der vil blive til rådighed i årets løb, vil blive anvendt til et dække finansieringen af producentsammenslutningers driftsfonde og til enkeltbetalingsordningen, således som det oprindeligt var forventet, da budgettet blev opstillet.

Med hensyn til budgetmyndighedens forhøjelse af beløbene for korrektionerne i forbindelse med beslutningerne om regnskabsafslutning (med - 230,0 mio. EUR til i alt –310,0 mio. EUR) vil Kommissionen nøje følge udviklingen i budgetgennemførelsen for at se, om underforbruget i andre dele af budgettet vil gøre det muligt at finansiere den del af disse negative udgifter, som ikke dækkes af Kommissionens beslutninger om regnskabsafslutning og andre korrektioner for medlemsstaternes manglende overholdelse af fristerne for betaling af støtte.

[pic]

[pic]

[1] Fremførte formålsbestemte indtægter skal anvendes først, dvs. før de bevillinger, der er vedtaget af budgetmyndigheden, eller før de i løbet af året genererede formålsbestemte indtægter (finansforordningens artikel 10).

Top