Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52006PC0250

Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel

/* KOM/2006/0250 endelig udg. - CNS 2006/0080 */

52006PC0250

Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel /* KOM/2006/0250 endelig udg. - CNS 2006/0080 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 30.5.2006

KOM(2006) 250 endelig

2006/0080 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

De forhandlinger om en konvention om anvendelse af proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel, som fandt sted inden for rammerne af De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) og De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP), blev afsluttet i marts 1998. Konventionen blev åbnet for undertegnelse på en diplomatkonference på ministerniveau i Rotterdam i september 1998. Den blev undertegnet af Fællesskabet den 11. september 1998.

I januar 2002 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets ratifikation af konventionen i henhold til traktatens artikel 133 (vedrørende den fælles handelspolitik) sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og artikel 300, stk. 3, første afsnit. Ifølge forslagets artikel 2, stk. 2, "har Fællesskabet kompetence vedrørende alle spørgsmål, der henhører under konventionen".

Efter at Europa-Parlamentet var blevet hørt i henhold til artikel 300, stk. 3, besluttede Rådet enstemmigt at ændre artikel 133 til artikel 175, stk. 1, og vedtog Rådets afgørelse 2003/106/EF af 19. december 2002 om indgåelse på Fællesskabets vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel[1] og en kompetenceerklæring som fastsat i konventionens artikel 25, stk. 3, og den lyder således:

"Det Europæiske Fællesskab erklærer, at det i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1, har kompetence til at indgå internationale aftaler og opfylde de forpligtelser, de medfører, når de bidrager til bestræbelserne på at nå følgende mål:

- bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten

- beskyttelse af menneskers sundhed

- forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne

- fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer.

Desuden erklærer Det Europæiske Fællesskab, at det allerede har vedtaget retsakter, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 304/2003 af 28. januar 2003 om eksport og import af farlige kemikalier, der forpligter dets medlemsstater på områder, som omfattes af denne konvention, og at det vil fremlægge og om nødvendigt ajourføre en fortegnelse over disse retsakter for konventionens sekretariat.

Det Europæiske Fællesskab er ansvarligt for opfyldelsen af de forpligtelser i medfør af konventionen, der henhører under gældende fællesskabsret.

Udøvelsen af Fællesskabets kompetence er i sagens natur til stadighed under udvikling."

Ratifikationsinstrumentet og kompetenceerklæringen blev deponeret hos De Forenede Nationers generalsekretær den 20. december 2002. Konventionen trådte i kraft den 24. februar 2004.

Den 10. januar 2006 annullerede Domstolen ved sin dom i den sag, som Kommissionen havde anlagt mod Rådet[2], Rådets afgørelse om indgåelse af konventionen med den begrundelse, at retsgrundlaget skulle have omfattet både artikel 133 og artikel 175, stk. 1. Ved en parallel dom[3] annullerede Domstolen med den samme begrundelse også Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 304/2003 om eksport og import af farlige kemikalier, selv om den afgjorde, at forordningen kunne forblive i kraft, indtil der inden for en rimelig frist blev vedtaget en ny forordning baseret på det korrekte retsgrundlag.

Annulleringen af afgørelse 2003/106/EF har ingen indflydelse på EF's ratifikation af konventionen, og EF forbliver part i konventionen i henhold til Wienerkonventionen om traktatretten. Der skal dog vedtages en ny rådsafgørelse med ovennævnte dobbelte retsgrundlag samt en ændret kompetenceerklæring med ændret retsgrundlag, som skal deponeres hos FN's depositar. For at undgå et retligt tomrum foreslås det, at den nye afgørelse vedtages med tilbagevirkende kraft fra den dag, hvor den oprindelige rådsafgørelse blev vedtaget.

Den påkrævede ændring af retsgrundlaget i Rådets afgørelse om gennemførelse af konventionens bestemmelser og øvrige ændringer bliver taget med i et separat forslag, som Kommissionen vil fremsætte.

2006/0080 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133 og artikel 175, stk. 1, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og artikel 300, stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[4],

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet[5], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Rådets afgørelse 2003/106/EF af 19. december 2002 om indgåelse på Fællesskabets vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel[6] blev Rådets formand bemyndiget til at udpege den eller de personer, der er beføjet til på Fællesskabets vegne at deponere godkendelsesinstrumentet hos De Forenede Nationers generalsekretær i overensstemmelse med artikel 25, stk. 1, i denne konvention, i det følgende benævnt "Rotterdam-konventionen"[7]. Godkendelsesinstrumentet og kompetenceerklæringen, der er indeholdt i afgørelsens bilag B, blev deponeret hos depositaren den 20. december 2002. Rotterdam-konventionen trådte i kraft den 24. februar 2004.

(2) EF-Domstolen annullerede ved sin dom af 10. januar 2006 i sag C-94/03 (Kommissionen mod Rådet)[8] afgørelse 2003/106/EF, da den kun var baseret på traktatens artikel 175, stk. 1, sammenholdt med traktatens artikel 300, idet den afgjorde, at både artikel 133 og artikel 175, stk. 1, sammenholdt med de relevante bestemmelser i artikel 300 var det korrekte retsgrundlag.

(3) Domstolens dom har ingen indflydelse på EF's status som part i konventionen. I henhold til artikel 46 i Wienerkonventionen om traktatretten kræves der derfor ikke deponeret et nyt ratifikationsinstrument. Der kræves imidlertid en ny rådsafgørelse om godkendelse af Rotterdam-konventionen og en ændret kompetenceerklæring på grund af, at retsgrundlaget er ændret, jf. Rotterdam-konventionens artikel 25, stk. 3.

(4) Af hensyn til retssikkerheden og for at undgå et retligt tomrum bør denne afgørelse få virkning fra den dato, hvor afgørelse 2003/106/EF blev vedtaget -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel, som blev undertegnet i Rotterdam den 11. september 1998, i det følgende benævnt "Rotterdam-konventionen", godkendes på Det Europæiske Fællesskabs vegne.

Artikel 2

Rådets formand bemyndiges til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at deponere den kompetenceerklæring, som er knyttet til denne afgørelse, i overensstemmelse med Rotterdam-konventionens artikel 25, stk. 3.

Artikel 3

Denne afgørelse får virkning fra den 19. december 2002.

Udfærdiget i

På Rådets vegne

Formand

BILAG

Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab i henhold til Rotterdam-konventionens artikel 25, stk. 3

Det Europæiske Fællesskab erklærer, at det i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1, har kompetence til at indgå internationale aftaler og opfylde de forpligtelser, de medfører, når de bidrager til bestræbelserne på at nå følgende mål:

- bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten

- beskyttelse af menneskers sundhed

- forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne

- fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer.

Det Europæiske Fællesskab erklærer endvidere, at det i henhold til artikel 133 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har enekompetence, når det drejer sig om handelspolitik, herunder bl.a. handel med varer.

Desuden erklærer Det Europæiske Fællesskab, at det allerede har vedtaget retsakter, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 304/2003 om eksport og import af farlige kemikalier, der forpligter dets medlemsstater på områder, som omfattes af denne konvention, og at det vil fremlægge og om nødvendigt ajourføre en fortegnelse over disse retsakter for konventionens sekretariat.

Det Europæiske Fællesskab er ansvarligt for opfyldelsen af de forpligtelser i medfør af konventionen, der henhører under gældende fællesskabsret.

Udøvelsen af Fællesskabets kompetence er i sagens natur til stadighed under udvikling.

[1] EFT L 63 af 6.3.2003, s. 27.

[2] Sag C-94/03.

[3] Sag C-178/03 Kommissionen mod Europa-Parlamentet og Rådet.

[4] EFT C […] af […], s. […].

[5] EFT C […] af […], s. […].

[6] EFT L 63 af 6.3.2003, s. 27.

[7] EFT L 63 af 6.3.2003, s. 29.

[8] [Endnu ikke offentliggjort i Samlingen].

Top