52004SC0319

UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN om Domstolens anmodning om ændring af artikel 16 og 17 i statutten for Domstolen, vedrørende sammensætningen af den store afdeling og antallet af dommere, der skal deltage, for at Domstolens plenum er beslutningsdygtigt, en anmodning fremsat i henhold til EF-traktatens artikel 245, stk. 2, og Euratom-traktatens artikel 160, stk. 2

UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN

om Domstolens anmodning om ændring af artikel 16 og 17 i statutten for Domstolen, vedrørende sammensætningen af den store afdeling og antallet af dommere, der skal deltage, for at Domstolens plenum er beslutningsdygtigt, en anmodning fremsat i henhold til EF-traktatens artikel 245, stk. 2, og Euratom-traktatens artikel 160, stk. 2

Domstolen foreslår

- at ændre statuttens artikel 16, så antallet af dommere i den store afdeling forhøjes fra 11 til 13 dommere

- og at ændre statuttens artikel 17, så antallet af dommere, der skal deltage, for at Domstolens plenum er beslutningsdygtigt, forhøjes fra 11 til 15 dommere [1].

[1] Quorum for den store afdeling forbliver uændret (ni dommere).

I. Ændring af statuttens artikel 16

1. Ordlyden af statuttens artikel 16 er en følge af Nice-traktaten, der netop havde til formål at tilpasse institutionernes sammensætning og funktionsmåde med henblik på udvidelsen [2]. Artikel 16 i statutten er én af de bestemmelser, der blev vedtaget med dette formål, og som derfor ikke krævede nogen fornyet tilpasning under forhandlingerne om de for nyligt vedtagne tiltrædelsestraktater.

[2] Som det fremgår bl.a. af erklæring nr. 20 vedtaget under topmødet i Nice, så arbejdede regeringskonferencen på grundlag af en udvidelse af EU til 27 medlemmer.

2. Den store afdeling, der nu udgør Domstolens dømmende plenarforsamling, blev oprettet for at undgå "at en væsentlig udvidelse af antallet af dommere medfører, at Domstolens plenum overskrider den usynlige grænse, der er mellem en kollegial domstol og en rådslagende forsamling", som det understreges af Domstolen i dens oplæg til regeringskonferencen i 2000 (s. 27-28) [3]. Det bør understreges, at Domstolen derved gav udtryk for en bekymring vedrørende dette punkt, som den første gang formulerede i sin rapport fra 1995 [4]. Det havde nemlig vist sig, at den dømmende plenarforsamling, der på det tidspunkt var udvidet til 15 dommere, ikke længere opfyldte kravene til en effektiv rådslagning.

[3] Domstolens oplæg om reformen af EU's domstolsordning, forelagt for Rådet (justitsministrene) i maj 1999.

[4] Domstolens rapport fra maj 1995, nævnt i fodnote 5 til ovennævnte oplæg fra Domstolen fra maj 1999.

3. Til forskel fra alle andre institutioner findes der for EF-Domstolens plenum, hvis hovedopgave er - på hele Unionens vegne - at afgøre, hvad der er "lov og ret", en kritisk grænse; hvis den overskrides, bliver det i forbindelse med domsbegrundelsen vanskeligt at opretholde den for en retspraksis nødvendige stringens og sammenhæng. DUE-gruppen [5] gav udtryk for en lignende opfattelse, idet den udtalte: "Forudsætningen for at opretholde en retspraksis af god kvalitet er, at antallet af medlemmer af plenarforsamlingen begrænses strengt."

[5] Refleksionsgruppe vedrørende reformen af EU's domstolsordning, nedsat af Kommissionen med henblik på regeringskonferencen i 2000 og under forsæde af Domstolens tidligere præsident Ole DUE. Gruppen omfattede desuden den tidligere præsident for Retten i Første Instans og tidligere dommere og generaladvokater ved Domstolen. Indholdet af DUE-rapporten blev i hovedtræk gengivet i Kommissionens supplerende bidrag til regeringskonferencen af 1. marts 2000.

4. Antallet af dommere i den store afdeling, der er fastsat ved Nice-traktaten, er således bestemt ikke ud fra det samlede antal dommere ved den nuværende Domstol eller Domstolen udvidet til at omfatte 25 eller 27 medlemsstater, men ud fra en almindeligt anerkendt tærskel, som ikke må overskrides, hvis Domstolen skal kunne fungere effektivt. Sammensætningen af den store afdeling er i øvrigt blevet fastsat på en sådan måde, at det sikres, at alle Domstolens dommere regelmæssigt deltager [6], efter en turnusordning, der senere blev fastlagt i artikel 11 b i Domstolens procesreglement.

[6] I henhold til statuttens artikel 16 arbejder den store afdeling under forsæde af Domstolens præsident og skal desuden omfatte formændene for afdelingerne med fem dommere. De andre dommere i den store afdeling udpeges i henhold til reglerne i procesreglementet.

5. Af ovenstående betragtninger fremgår det, at det efter Kommissionens opfattelse vil være ønskeligt at opretholde den ligevægt, som statuttens artikel 16 er udtryk for. Hvis det alligevel besluttes at forøge antallet af dommere i den store afdeling, understreger Kommissionen, at denne forøgelse ikke bør være afhængig af det antal dommere, hvoraf Domstolen består.

II. Ændring af statuttens artikel 17

1. Ved underskrivelsen af Nice-traktaten var det endnu ikke formelt vedtaget [7], hvor mange tiltrædelser der blev tale om, og i hvilken rækkefølge de skulle foregå, og i Nice-traktaten bliver antallet af dommere, der skal deltage, for at Domstolens plenum er beslutningsdygtigt, derfor baseret på antallet af dommere i den store afdeling.

[7] Beslutningen om, at 10 ud af de 12 ansøgerlande skulle tiltræde, blev truffet på topmødet i København i 2002.

2. Kommissionen finder, at forslaget om at forhøje antallet af dommere, der skal deltage, for at Domstolens plenum er beslutningsdygtigt, fra 11 til 15 dommere, er hensigtsmæssigt. Det skal i den forbindelse bemærkes, at ovennævnte quorum ved den første udvidelse af Fællesskabet til 9 medlemsstater blev fastsat til 7 dommere, og at det er forblevet uændret i forbindelse med de følgende udvidelser, der bragte antallet af dommere ved Domstolen op på 11 og derefter 13 dommere.

3. Af ovennævnte grunde vil Kommissionen dog gerne understrege, at nævnte quorum under ingen omstændigheder bør tjene som påskud for en fremtidig udvidelse af den store afdeling, idet dette ville anfægte hele det arbejde, som Domstolen, Kommissionen og medlemsstaterne har udført vedrørende dette punkt, og de overvejelser, de har gjort sig desangående, siden Domstolens rapport fra 1995, og det ville gøre det umuligt at opretholde den klarhed og sammenhæng i Domstolens retspraksis, der er en afgørende forudsætning for et lovens og rettens fællesskab udvidet til 25 eller 27 medlemsstater.