Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0495

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

    /* KOM/2004/0495 endelig udg. - COD 2004/0167 */

    52004PC0495

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling /* KOM/2004/0495 endelig udg. - COD 2004/0167 */


    Bruxelles, den 14.7.2004

    KOM(2004) 495 endelig

    2004/0167 (COD)

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

    om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    Det er ifølge artikel 158 i EF-traktaten Fællesskabets mål at fremme en harmonisk udvikling, og i henhold til artikel 160 skal Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) bidrage til at udligne regionale skævheder.

    Den seneste udvikling har gjort de regionale forskelle i EU større, og et stigende antal regioner er bagefter i udviklingen. Med et BNP pr. indbygger på mellem 30 % og 75 % af Fællesskabets gennemsnit skal de gøre en stor indsats for at opnå konvergens. For de mere veludviklede regioner er udfordringen til gengæld at bevare og forbedre deres stilling ved at øge konkurrenceevnen og dermed bidrage til en harmonisk udvikling i Fællesskabet.

    Udvidelsen har samtidigt øget EU's samlede antal grænser. Dette stiller krav om større territorialt samarbejde baseret på fælles projekter om lokaludvikling som led i grænseoverskridende samarbejde, foranstaltninger, der bidrager til integreret territorial udvikling som led i tværnational udvikling, og netværksdannelse med henblik på udvikling og udveksling.

    På grund af forskellene i udviklingsniveauet i Fællesskabets regioner er det nødvendigt at afsætte midler til at gøre en indsats på bestemte områder. EFRU's indsats varierer således afhængigt af den modtagende region, men er dog altid koncentreret om EU's prioriterede opgaver, der blev defineret i Lissabon og Göteborg.

    I forbindelse med målet "konvergens" har EFRU en lang række støttemuligheder, som afspejler regionernes mange behov, og som skal give dem mulighed for at mobilisere og opdatere deres ressourcer og sætte gang i en integreret og bæredygtig regional udvikling. Der vil blive lagt større vægt på forskning, innovation og risikominimering, samtidig med, at der fortsat satses på infrastruktur.

    I forbindelse med målet "Regional konkurrenceevne og beskæftigelse" fokuseres på tre emner: innovation og videnøkonomi med henblik på at forbedre regionernes økonomi, miljø og risikominimering for at sikre en bæredygtig udvikling på disse områder og adgang til transport og informations- og kommunikationsteknologi for at gøre regionerne mindre isolerede og dermed mere eftertragtede.

    Det territoriale samarbejde gøres til et særskilt mål og består af grænseoverskridende og tværnationale komponenter, der er udvalgt blandt en række tiltag med relation til Lissabon- og Göteborg-agendaen. Det interregionale aspekt derimod er en del af den fælles programforvaltning under de to foregående mål. For at sikre, at indsatsen bliver en succes, inddrages aktørerne på alle niveauer (bottom-up-princippet). Der vil som led i dette mål fortsat blive ydet støtte til at etablere netværk mellem regioner og lokale myndigheder med henblik på udveksling af erfaringer, analyser og undersøgelser. Reglerne for programmering og forvaltning gøres enklere og klarere.

    Endelig er EFRU særlig opmærksom på territoriale karakteristika, navnlig i medfør af artikel 299, stk. 2, i EF-traktaten. Forordningen giver mulighed for at ændre sammensætningen i løbet af programmernes planlægningsfase for at tage højde for by- og landområdernes særlige situation og områder med naturbetingede handicap. Der er også mulighed for finansiering af yderligere omkostninger, som skyldes beliggenheden af regionerne i den yderste periferi.

    2004/0167 (COD)

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

    om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 162, stk. 1, og artikel 299, stk. 2, andet afsnit,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen[1],

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[2],

    under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[3],

    i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251, og

    fra følgende betragtninger:

    Ifølge traktatens artikel 160 skal Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) bidrage til at udligne de største regionale skævheder i Fællesskabet. EFRU bidrager således til at mindske forskellen mellem de forskellige regioners udviklingsniveau og afstanden til de dårligst stillede regioner eller øer, herunder landdistrikter, der er bagefter i udvikling.

    De fælles bestemmelser for strukturfondene og Samhørighedsfonden er fastsat i forordning (EF) nr. ...[4] om generelle bestemmelser for Det Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden. Der skal fastsættes særlige bestemmelser for, hvilken type aktiviteter der kan finansieres af EFRU under de mål, der er anført i forordningen.

    EFRU skal yde støtte inden for rammerne af en overordnet strategi for samhørighedspolitik, som sikrer, at støtten koncentreres om Fællesskabets prioriterede opgaver, især uden for de mindst udviklede regioner.

    Med få undtagelser, for hvilke der skal fastsættes særlige bestemmelser, afgøres det på nationalt plan, hvilke udgifter der er støtteberettigede, jf. forordning (EF) nr ... Undtagelserne vedrørende EFRU bør derfor fastsættes.

    Det afgørende for, om foranstaltninger, der får støtte fra EFRU, gennemføres effektivt, er, at de pågældende territoriale og samfundsøkonomiske parter, navnlig de regionale og lokale myndigheder, har en sund forvaltning og et godt partnerskab.

    På baggrund af erfaringer og resultater fra Urban-initiativet, jf. artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om generelle bestemmelser om strukturfondene[5], bør bymæssige anliggender opprioriteres ved fuldt ud at integrere dem i de operationelle programmer, der modtager støtte fra EFRU.

    Der bør især sikres, at der er komplementaritet og overensstemmelse mellem støtte fra EFRU og støtte fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne i henhold til forordning (EF) nr. ...[6] og støtte fra Den Europæiske Fiskerifond i henhold til forordning (EF) nr. ... [7] Programmer, der finansieres med støtte fra EFRU bør derfor bidrage til, at økonomien i landområder og fiskeriafhængige områder diversificeres, og at traditionelle aktiviteter omlægges.

    Foranstaltninger til fordel for små og mellemstore virksomheder, der får støtte fra EFRU, skal tage hensyn til og støtte gennemførelsen af det europæiske charter for små og mellemstore virksomheder, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i Santa Maria de Feira.

    Der skal tages særligt hensyn til fjernområderne, blandt andet ved undtagelsesvist at udvide EFRU's anvendelsesområde til at omfatte finansiering af driftsstøtte, der ydes som kompensation for ekstraudgifter inden for visse sektorer. Sådanne undtagelser forudsætter, at artikel 299, stk. 2, i traktaten anvendes som retsgrundlag.

    EFRU skal kunne tage højde for problemet med, at områder med ekstrem lav befolkningstæthed ligger afsides og har dårlige forbindelser til store markeder, jf. protokol nr. 6 til akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse. EFRU skal ligeledes kunne tage højde for de særlige problemer, som visse øer, bjergområder og tyndt befolkede områder har, fordi deres geografiske placering bremser udviklingen.

    EFRU skal sikre synergi med støtten fra Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden. Den skal også sikre, at der er komplementaritet og sammenhæng med Fællesskabets politik på andre områder.

    Der skal fastlægges særlige bestemmelser for programmering, forvaltning, overvågning og kontrol af operationelle programmer under målet om europæisk territorialt samarbejde.

    Der skal ydes støtte til et effektivt grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde med nabolande til Fællesskabet i det omfang, det er nødvendigt for at sikre regioner i medlemsstater, som grænser op til tredjelande, den hjælp til udvikling, de har brug for. Tilsvarende kan det være hensigtsmæssigt undtagelsesvist at godkende støtte fra EFRU til projekter, der gennemføres i tredjelande, hvis det kommer regioner i Fællesskabet til gode.

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1783/1999 af 12. juli 1999 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling[8] bør ophæves -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    KAPITEL IALMINDELIGE BESTEMMELSER

    Artikel 1

    Genstand

    Forordningen fastlægger Den Europæiske Fond for Regionaludviklings (EFRU) opgaver, anvendelsesområdet for dens støtte til "konvergens", "regional konkurrenceevne og beskæftigelse" og "europæisk territorialt samarbejde", som defineret i artikel 3 i forordning (EF) nr. ... om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, og hvilke former for udgifter der er støtteberettigede.

    Den fastsætter særlige bestemmelser for byer og landdistrikter, fiskeriafhængige områder, fjernområderne og områder med naturbetingede handicap.

    Den fastsætter ligeledes særlige bestemmelser for målet "europæisk territorialt samarbejde", navnlig med hensyn til programmering, gennemførelse, forvaltning, overvågning og kontrol.

    Artikel 2

    Formål

    EFRU skal bidrage til finansieringen af støtte til fordel for den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed ved at mindske regionale forskelle og understøtte regionale økonomiers strukturelle udvikling og tilpasning, herunder omlægning af industriområder i nedgang.

    EFRU skal herved gennemføre Fællesskabets prioriterede opgaver og især tilgodese behovet for at øge konkurrenceevnen og innovationen, skabe langsigtede beskæftigelsesmuligheder og fremme en miljømæssig bæredygtig vækst.

    Artikel 3

    Støttens anvendelsesområde

    Støtten fra EFRU koncentreres om et begrænset antal tematisk prioriterede områder. Typen og udvalget af foranstaltninger, som finansieres inden for hvert prioriteret område, skal afspejle de forskellige mål "konvergens", "regional konkurrencedygtighed og beskæftigelse" og "europæisk territorialt samarbejde" i overensstemmelse med artikel 4, 5 og 6 i denne forordning.

    EFRU skal bidrage til finansieringen af:

    a) erhvervsinvesteringer

    b) infrastruktur

    c) andre udviklingsinitiativer, herunder tjenesteydelser til virksomheder, udvikling og forbedring af finansieringsinstrumenter, såsom risikovillig kapital, lån og garantifonde og lokale udviklingsfonde, rentegodtgørelse, lokale tjenesteydelser og erfaringsudveksling mellem regioner, byer og de relevante sociale, økonomiske og miljømæssige aktører

    d) teknisk bistand som omhandlet i artikel 43 og 44 i forordning (EF) nr. ...

    Artikel 4

    Konvergens

    I forbindelse med målet "konvergens" skal støtten fra EFRU koncentreres om at fremme en bæredygtig integreret økonomisk udvikling regionalt og lokalt ved at mobilisere og styrke den eksisterende kapacitet ved hjælp af programmer, der har til formål at modernisere og diversificere de regionale økonomiske strukturer, navnlig inden for følgende områder:

    1) Forskning og teknologisk udvikling (FTU), innovation og iværksætterlyst, herunder større regional forsknings- og udviklingskapacitet, støtte til forskning og udvikling i små og mellemstore virksomheder og til teknologioverførsel, øget kontakt mellem små og mellemstore virksomheder, universiteter og forsknings- og teknologicentre, etablering af virksomhedsnetværk og -klynger, støtte til forretnings- og teknologiydelser til grupper af små og mellemstore virksomheder, øget iværksætterlyst og innovationsstøtte til små og mellemstore virksomheder ved hjælp af nye finansieringsinstrumenter

    2) Informationssamfundet, herunder udarbejdelse af indhold, tjenesteydelser og applikationer af relevans for lokalområdet, bedre adgang til og udvikling af offentlige online-ydelser, bistand og ydelser til små og mellemstore virksomheder, således at de kan indføre og reelt anvende informations- og kommunikationsteknologien optimalt

    3) Miljø, herunder investeringer i affaldshåndtering, vandforsyning, rensning af byspildevand og luft, integreret forureningsforebyggelse og -kontrol, rensning af forurenede lokaliteter og landområder, fremme af biodiversitet og naturbeskyttelse, støtte til små og mellemstore virksomheder med henblik på at fremme bæredygtige produktionsmønstre ved indførelse af omkostningseffektive miljøforvaltningssystemer og anvendelse af forureningsforebyggende teknologier

    4) Risikominimering, herunder udarbejdelse og gennemførelse af planer for at minimere og håndtere naturlige og teknologiske risici

    5) Turisme, herunder markedsføring af natur- og kulturressourcer som potentiale for udvikling af bæredygtig turisme, beskyttelse og styrkelse af kulturarven med henblik på at fremme den økonomiske udvikling og støtte til et øget udbud af turistydelser ved hjælp af nye og mere eksklusive tjenesteydelser

    6) Transportinvesteringer, herunder transeuropæiske net og integrerede strategier for renere bytrafik, som bidrager til at øge muligheden for og kvaliteten af passager- og godstransport, opnå en mere ligelig fordeling på transportformer, fremme intermodale systemer og mindske miljøforureningen

    7) Energi, herunder transeuropæiske net, som bidrager til, at forsyningssikkerheden øges, at det indre marked fuldføres, at der tages miljøhensyn, at energiudnyttelsen forbedres, og at der udvikles vedvarende energi

    8) Investering i uddannelse, der bidrager til, at regionerne bliver mere eftertragtede, og livskvaliteten øges

    9) Sundhed, herunder investeringer med henblik på at udvikle og forbedre sundhedsydelser, der bidrager til regional udvikling og øget livskvalitet i regionerne

    10) Direkte støtte til investeringer i små og mellemstore virksomheder med henblik på at skabe og bevare job.

    Artikel 5

    Regional konkurrenceevne og beskæftigelse

    I forbindelse med målet "regional konkurrenceevne og beskæftigelse" skal støtten fra EFRU som led i regionale strategier for bæredygtig udvikling koncentreres om følgende prioriterede opgaver:

    1) Innovation og videnøkonomi gennem støtte til udformning og gennemførelse af regionale innovationsstrategier, der kan føre til effektive regionale innovationsordninger, navnlig ved at:

    a) øge den regionale kapacitet til forskning, teknologisk udvikling og innovation med direkte tilknytning til regionaløkonomiske udviklingsmål ved at yde støtte til erhvervs- eller teknologispecifikke kompetencecentre, fremme teknologioverførsel, udarbejde teknologiprognoser og foretage internationale sammenligninger af innovationspolitikker, støtte virksomhedssamarbejde og fælles politikker for forskning, teknologisk udvikling og innovation

    b) stimulere små og mellemstore virksomheders innovation ved at fremme samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv, støtte virksomhedsnetværk og klynger af små og mellemstore virksomheder, give små og mellemstore virksomheder lettere adgang til avancerede forretningsydelser og fremme integrationen af renere og ny teknologi i små og mellemstore virksomheder

    c) fremme iværksætterlysten ved at gøre det lettere at udnytte nye ideer økonomisk og støtte universiteters og eksisterende firmaers oprettelse af nye firmaer

    d) udforme nye finansielle instrumenter og startfaciliteter, der kan føre til etablering eller udvidelse af videnintensive virksomheder

    2) Miljø og risikominimering, navnlig ved at:

    a) fremme investeringer til rensning af forurenede lokaliteter og landområder og udbygge infrastruktur til beskyttelse af biodiversitet og styrkelse af Natura 2000, som bidrager til bæredygtig økonomisk udvikling og diversificering af landdistrikter

    b) anspore til bedre energiudnyttelse og produktion af vedvarende energi

    c) fremme renere offentlig transport i byområder

    d) udarbejde planer for og foranstaltninger til at minimere eller håndtere naturlige og teknologiske risici.

    3) Adgang for områder uden for større byer til transport og telekommunikationsydelser af almen økonomisk interesse, navnlig ved at:

    a) styrke sekundære transportnet ved at forbedre forbindelsen til transeuropæiske net, til regionale jernbaneknudepunkter, lufthavne og havne eller til multimodale transportcentre ved at etablere radiale forbindelser til større jernbanelinjer og fremme anvendelsen af regionale og lokale indre vandveje

    b) fremme små og mellemstore virksomheders adgang til og effektive udnyttelse af informations- og kommunikationsteknologi ved at yde støtte til netværksadgang, etablering af offentlige steder med internetadgang, udstyr og udvikling af tjenester og applikationer.

    Artikel 6

    Europæisk territorialt samarbejde

    I forbindelse med målet "Europæisk territorialt samarbejde" skal støtten fra EFRU koncentreres om:

    1) udvikling af grænseoverskridende økonomiske og sociale aktiviteter gennem fælles strategier for bæredygtig territorial udvikling, navnlig ved at:

    a) fremme iværksætterlysten, især udvikling af nye små og mellemstore virksomheder, turisme, kultur og grænseoverskridende handel

    b) anspore til beskyttelse og fælles forvaltning af miljøet

    c) gøre områder mindre isolerede ved at forbedre trafikforbindelser, give adgang til informations- og kommunikationsnetværk og -ydelser og etablere grænseoverskridende ordninger for vandforsyning, affaldshåndtering og energiforsyning samt

    d) udvide samarbejdet, kapaciteten og den fælles udnyttelse af infrastruktur, navnlig på sundheds-, kultur- og uddannelsesområdet.

    EFRU kan derudover bidrage til at fremme integration af grænseoverskridende arbejdsmarkeder, lokale beskæftigelsesinitiativer, ligestilling, uddannelse, social inddragelse og fælles brug af menneskelige ressourcer og faciliteter til forskning og teknologisk udvikling.

    2) Etablering og udvikling af tværnationalt samarbejde, herunder bilateralt samarbejde mellem maritime regioner gennem finansiering af netværk og initiativer til fordel for integreret territorial udvikling inden for følgende prioriterede områder:

    a) vandforvaltning med et klart tværnationalt sigte, herunder beskyttelse og forvaltning af afvandingsområder, kystområder, fiskeressourcer, vandforsyning og vådområder

    b) bedre transportmuligheder, herunder investeringer i dele af det transeuropæiske net i grænseområder, bedre lokale og regionale forbindelser til nationale og tværnationale netværk og centre, større interoperabilitet mellem nationale og regionale systemer og fremme af avancerede kommunikations- og informationsteknologier

    c) risikominimering, herunder øget sikkerhed til søs og beskyttelse mod oversvømmelse, forurening af hav og indre vandveje, forebyggelse af og beskyttelse mod erosion, jordskælv og laviner. Sådanne programmer kan omfatte levering af udstyr og udbygning af infrastruktur, udarbejdelse og gennemførelse af tværnationale interventionsplaner, fælles risikokortlægningssystemer og udvikling af fælles metoder til analyse, forebyggelse, overvågning og begrænsning af naturlige og teknologiske risici

    d) etablering af videnskabs- og teknologinetværk, der beskæftiger sig med emner vedrørende bæredygtig udvikling af tværnationale områder, herunder etablering af netværk mellem universiteter og udveksling af videnskabelig og teknologisk viden mellem forsknings- og udviklingsinstitutioner og anerkendte internationale forsknings- og udviklingscentre, etablering af tværnationale konsortier med henblik på at dele forsknings- og udviklingsressourcer, parvis samarbejde mellem teknologiske institutter og fælles finansieringstekniske instrumenter med henblik på at støtte forskning og teknologisk udvikling i små og mellemstore virksomheder.

    3) Forbedring af de regionalpolitiske resultater gennem øget brug af netværk og erfaringsudveksling mellem regionale og lokale myndigheder med fokus på emner omhandlet i artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 8, herunder netværkssamarbejdsprogrammer, der omfatter hele Fællesskabet, og foranstaltninger, der indebærer undersøgelse, dataindsamling, observation og analyse af udviklingstendenser i Fællesskabet.

    Artikel 7

    Regler om udgifters støtteberettigelse

    Følgende udgifter er ikke berettigede til støtte fra EFRU

    a) moms

    b) renter af gæld

    c) køb af jord for et beløb, der udgør mere end 10 % af de samlede støtteberettigede udgifter til den pågældende foranstaltning

    d) lokaler

    e) afvikling af atomkraftværker.

    KAPITEL IISÆRLIGE BESTEMMELSER FOR OMRÅDER MED SÆRLIGE TERRITORIALE KARAKTERISTIKA

    Artikel 8

    Byområder

    I tilfælde af foranstaltninger, der omfatter byfornyelse, jf. artikel 25, stk. 4, litra a), og artikel 36, stk. 4, litra b), i forordning (EF) nr. ..., yder EFRU støtte til fælles udarbejdelse af integrerede strategier for, hvordan den høje koncentration af økonomiske, miljømæssige og sociale problemer i byområder tackles.

    Dette kan omfatte istandsættelse af fysiske faciliteter, genanvendelse af forladte industrigrunde, bevarelse og udvikling af den historiske og kulturelle arv kombineret med foranstaltninger, der fremmer iværksætterlyst, lokal beskæftigelse og udvikling af lokalsamfundet samt levering af tjenesteydelser til befolkningen, hvor der tages højde for ændrede demografiske strukturer.

    EFRU's finansiering af foranstaltninger i forbindelse med målet "regional konkurrenceevne og beskæftigelse", som er omfattet af forordning (EF) nr. .. om Den Europæiske Socialfond, forhøjes til 10 % af det pågældende prioriterede område uanset artikel 33, stk. 2, i forordning (EF) nr. ....

    Artikel 9

    Landdistrikter og fiskeriafhængige områder

    Medlemsstater og regioner skal sikre, at der er komplementaritet og sammenhæng mellem på den ene side foranstaltninger, der medfinansieres af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, jf. forordning (EF) nr ... , og foranstaltninger, der medfinansieres af Den Europæiske Fiskerifond, jf. forordning (EF) nr ..., og på den anden side programmer, der medfinansieres af EFRU.

    Støtte fra EFRU koncentreres i landdistrikter og fiskeriafhængige områder om områdernes økonomiske diversificering, herunder:

    1) forbedring af transportinfrastrukturen

    2) fremskyndelse af etableringen af telekommunikationsnetværk og udbuddet af tjenesteydelser i landdistrikter

    3) udvikling af nye økonomiske aktiviteter uden for landbrugs- og fiskerisektoren

    4) bedre forbindelser mellem byområder og landdistrikter

    5) øget turisme og større udbud af moderne bekvemmeligheder i landdistrikter.

    Medlemsstater og regioner skal sikre, at der er komplementaritet og sammenhæng mellem foranstaltninger, der medfinansieres af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Fiskerifond på den ene side, og foranstaltninger, der medfinansieres af EFRU på den anden side. Ved foranstaltninger under nr. 1, 3 og 5 skal medlemsstaterne ved udarbejdelsen af operationelle programmer angive klare kriterier for, hvornår der er tale om foranstaltninger, der modtager støtte fra henholdsvis EFRU, jf. denne artikel, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, jf. artikel 49, stk. 1, litra a), b) og i), i forordning (EF) nr. .. for så vidt angår landdistrikterne, og Den Europæiske Fiskerifond, jf. artikel ... i forordning (EF) nr. ..., for så vidt angår fiskeriafhængige områder.

    Artikel 10

    Områder med naturbetingede handicap

    I regionale programmer, der medfinansieres af EFRU og dækker områder med naturbetingede handicap, som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. ..., skal områdernes specifikke problemer have særlig opmærksomhed.

    Med forbehold af artikel 3 og 4 skal EFRU især bidrage til finansieringen af investeringer, der har til formål at gøre områderne mere tilgængelige, fremme og udvikle økonomiske aktiviteter med tilknytning til kulturarven, fremme en bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og udvikle turistsektoren.

    Artikel 11

    Fjernområder

    I overensstemmelse med den yderligere tildeling, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. ..., og uanset artikel 3, stk. 2, i denne forordning, skal EFRU bidrage til at finansiere driftsstøtten i fjernområderne for at udligne de ekstraudgifter, der påløber inden for de områder, der er omfattet af artikel 4, og derudover på følgende yderligere områder med undtagelse af varer henhørende under bilag I til traktaten:

    a) støtte til godstransportydelser og startstøtte til transportydelser

    b) støtte til opbevaringsvanskeligheder, et uforholdsmæssigt omfattende produktionsudstyr og vedligeholdelse heraf samt mangel på menneskelige ressourcer på det lokale arbejdsmarked.

    KAPITEL IIISÆRLIGE BESTEMMELSER FORMÅLET "EUROPÆISK TERRITORIALT SAMARBEJDE"

    AFDELING 1OPERATIONELLE PROGRAMMER

    ARTIKEL 12

    Indhold

    Operationelle programmer under målet "europæisk territorialt samarbejde" indeholder:

    1) en analyse af situationen i samarbejdsområdet med hensyn til stærke og svage sider og den strategi, der vælges som reaktion herpå

    2) en begrundelse for de valgte prioriterede opgaver under hensyn til Fællesskabets strategiske retningslinjer og de deraf følgende prioriterede opgaver for det operationelle program samt de forventede virkninger, jf. den forudgående evaluering omhandlet i artikel 46 i forordning (EF) nr ...

    3) oplysninger om de prioriterede opgaver med deres særlige mål. De pågældende mål skal kvantificeres ved anvendelse af et begrænset antal indikatorer for gennemførelse, resultater og virkning. Indikatorerne skal gøre det muligt at måle, hvor langt man er kommet med gennemførelsen af målene for udførelsen af de prioriterede opgaver, og hvor effektivt dette er sket

    4) en fordeling af støtteområderne efter kategori i overensstemmelse med de detaljerede regler for gennemførelsen af forordning (EF) nr. ...

    5) en samlet finansieringsplan for alle medlemsstater indeholdende to tabeller:

    a) en tabel med en fordeling for hvert år i henhold til artikel 50-53 i forordning (EF) nr. ... af den samlede bevilling fra EFRU. Den samlede årlige støtte fra EFRU skal være forenelig med det relevante finansielle overslag

    b) en tabel, som for hele programmeringsperioden og for hver prioriteret opgave viser den samlede bevilling fra Fællesskabet og de offentlige nationale modstykker samt EFRU's støttesats

    6) gennemførelsesbestemmelser for det operationelle program:

    a) medlemsstatens udpegelse af alle de enheder, der er fastsat i artikel 14

    b) en beskrivelse af overvågnings- og evalueringssystemerne og overvågningsudvalgets sammensætning

    c) en fastlæggelse af fremgangsmåderne for pengestrømmenes tilvejebringelse og cirkulation med henblik på at sikre deres gennemsigtighed

    d) bestemmelser til sikring af, at det operationelle program bekendtgøres for offentligheden

    e) en beskrivelse af de mellem Kommissionen og medlemsstaten aftalte fremgangsmåder for udveksling af elektroniske data med henblik på at imødekomme de betalings-, overvågnings- og evalueringskrav, der er fastsat i forordning (EF) nr. ...

    7) en vejledende liste over store projekter i henhold til artikel 38, som efter planen vil blive fremlagt i programmeringsperioden.

    AFDELING 2STØTTEBERETTIGELSE

    Artikel 13

    Regler om udgifters støtteberettigelse

    Med forbehold af artikel 55 i forordning (EF) nr. ... kan Kommissionen på anmodning af medlemsstaterne foreslå regler for bestemte udgiftskategoriers støtteberettigelse, som erstatter nationale regler. Disse fællesskabsregler for udgifters støtteberettigelse fastlægges i en kommissionsforordning i overensstemmelse med artikel 104, stk. 3, i forordning (EF) nr ...

    AFDELING 3FORVALTNING, OVERVÅGNING OG KONTROL

    ARTIKEL 14

    Udpegelse af myndigheder

    Medlemsstater, som deltager i et operationelt program, udpeger en fælles forvaltningsmyndighed, en fælles godkendelsesmyndighed og en fælles revisionsmyndighed, som befinder sig i forvaltningsmyndighedens medlemsstat. Godkendelsesmyndigheden modtager betalingerne fra Kommissionen og foretager generelt udbetalingerne til den ledende støttemodtager.

    Medlemsstaterne opretter et fælles teknisk sekretariat, som placeres hos forvaltningsmyndigheden. Det bistår forvaltningsmyndigheden og overvågningsudvalget i deres opgaver.

    Revisionsmyndigheden for det operationelle program bistås af en revisionsgruppe til udførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 61 i forordning (EF) nr ... Gruppen nedsættes af de medlemsstater, der deltager i et operationelt program. Den består af en repræsentant for et revisionsorgan udpeget af hver medlemsstat, der er deltager i et operationelt program. Hver revisionsgruppe oprettes senest tre måneder efter, at beslutningen om at godkende det operationelle program er truffet. Den udarbejder sin egen forretningsorden. Den ledes af revisionsmyndigheden for det operationelle program.

    Den endelige rapport, som udarbejdes af revisionsmyndigheden for det operationelle program, jf. artikel 70 i forordning (EF) nr...., skal være godkendt af revisionsgruppen.

    Hver medlemsstat, som deltager i det operationelle program, udpeger repræsentanter til overvågningsudvalget, jf. artikel 64 i forordning (EF) nr ...

    Artikel 15

    Forvaltningsmyndighedens opgaver

    Forvaltningsmyndigheden varetager gennemførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 59 i forordning (EF) nr. ..., dog ikke kontrollen med, at foranstaltningerne og udgifterne er i overensstemmelse med nationale regler og fællesskabsregler. I den forbindelse begrænses dens ansvar til at kontrollere, at udgifter, som de enkelte støttemodtagere hver især har afholdt, er godkendt af den autoriserede revisor.

    Artikel 16

    Kontrolordning

    Med henblik på godkendelsen af udgifter, jf. artikel 21, etablerer hver medlemsstat en revisionsordning, som gør det muligt at kontrollere, at medfinansierede varer og ydelser er leveret, at de udgifter, der er opgivet for foranstaltninger eller dele af foranstaltninger, som er gennemført på dens territorium, er korrekte, og at sådanne udgifter og tilhørende foranstaltninger er i overensstemmelse med Fællesskabets og medlemsstaternes regler. Hvis kontrollen af medfinansierede varers og tjenesteydelsers levering kun kan udføres for den samlede foranstaltning, foretages kontrollen af den ledende støttemodtagers revisor eller af forvaltningsmyndigheden.

    Hver medlemsstat sikrer, at udgifter kan godkendes af en autoriseret revisor inden for to måneder.

    Artikel 17

    Finansforvaltning

    Støtten fra EFRU indbetales på én konto uden nationale underkonti.

    Med forbehold af medlemsstaternes ansvar for at opdage og korrigere fejl og opkræve uretmæssigt udbetalte beløb er det godkendelsesmyndighedens opgave at opkræve ethvert uretmæssigt udbetalt beløb hos den ledende støttemodtager. Støttemodtagerne tilbagebetaler eventuelle beløb, som de har modtaget uretmæssigt, til den ledende støttemodtager i overensstemmelse med deres fælles aftale.

    Hvis det ikke lykkes den ledende støttemodtager at få støttemodtagerne til at tilbagebetale, skal medlemsstaterne på hvis territorium, den pågældende støttemodtager er etableret, betale godkendelsesmyndigheden det beløb, der uretmæssigt blev udbetalt til den pågældende støttemodtager.

    Artikel 18

    Europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde

    Medlemsstater, der deltager i et operationelt program som led i målet "europæisk territorialt samarbejde", kan anvende det retlige samarbejdsinstrument, der er indført ved forordning (EF) nr. ..., med henblik på at lade det regulere forvaltningen af det operationelle program og varetage forvaltningsmyndighedens og det fælles tekniske sekretariats opgaver. Hver medlemsstat har fortsat det finansielle ansvar.

    AFDELING 4FORANSTALTNINGER

    ARTIKEL 19

    Udvælgelse af foranstaltninger

    Foranstaltninger, der udvælges til operationelle programmer, hvis formål er at udvikle grænseoverskridende økonomiske og sociale aktiviteter, jf. artikel 6, stk. 1, og til operationelle programmer, hvis formål er at etablere og udvikle tværnationalt samarbejde, jf. artikel 6, stk. 2, skal omfatte modtagere fra mindst to lande, som skal samarbejde på mindst to af følgende punkter under hver foranstaltning: fælles udvikling, fælles gennemførelse, fælles personale og fælles finansiering.

    Foranstaltninger, der udvælges til operationelle programmer, hvis formål er at etablere og udvikle tværnationalt samarbejde, kan dog gennemføres i én medlemsstat, hvis de er forelagt af enheder, der tilhører mindst to medlemsstater.

    Foranstaltninger, der udvælges til operationelle programmer, som omfatter netværkssamarbejde og erfaringsudveksling, jf. artikel 6, stk. 3, skal omfatte mindst tre modtagere fra mindst tre regioner i mindst to medlemsstater, som skal samarbejde på følgende punkter under hver foranstaltning: fælles udvikling, fælles gennemførelse, fælles personale og fælles finansiering.

    Ud over de opgaver, der er anført i artikel 64 i forordning (EF) nr. ..., er overvågningsudvalget ansvarligt for udvælgelsen af foranstaltninger.

    Artikel 20

    Den ledende partners ansvar

    Der udpeges en ledende støttemodtager for hver foranstaltning. Den ledende støttemodtager er ansvarlig for følgende:

    a) fastlæggelse af samarbejdet med de enkelte støttemodtagere i form af en aftale, der blandt andet omfatter bestemmelser om sund finansiel forvaltning af de midler, der er afsat til foranstaltningen, herunder bestemmelser om opkrævning af uretmæssigt udbetalte beløb

    b) gennemførelse af hele foranstaltningen

    c) sikring af, at de udgifter, der er opgivet af de enkelte støttemodtagere, er anvendt på at gennemføre foranstaltningen og svarer til de aktiviteter, der er aftalt mellem dem

    d) kontrol af, at de udgifter, der er opgivet af de enkelte støttemodtagere, er godkendt af en revisor, jf. artikel 14, stk. 2

    e) overførelse af støtte fra EFRU til de enkelte støttemodtagere.

    Forvaltningsmyndigheden fastlægger gennemførelsesbestemmelserne for hver foranstaltning efter aftale med den ledende modtager.

    Artikel 21

    Godkendelse af udgifter

    Det skal godkendes af autoriserede revisorer, jf. artikel 14, stk. 2, at de udgifter, der er opgivet af de enkelte støttemodtagere, er lovlige og korrekte. Hver enkelt støttemodtagere påtager sig ansvaret for eventuelle fejl i de udgifter, vedkommende har opgivet.

    Artikel 22

    Særlige betingelser vedrørende stedet for foranstaltningernes gennemførelse

    I forbindelse med grænseoverskridende samarbejde kan der i behørigt begrundede tilfælde gives tilladelse til en finansiering på op til 20 % af budgettet for det pågældende operationelle program for foranstaltninger i NUTS III-områder, der støder op til de områder, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) ...

    I forbindelse med tværnationalt samarbejde kan der i behørigt begrundede tilfælde gives tilladelse til en finansiering på op til 20 % af budgettet for det pågældende operationelle program for foranstaltninger, som omfatter partnere uden for området.

    I forbindelse med grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde kan EFRU finansiere udgifter til gennemførelsen af foranstaltninger eller dele af foranstaltninger i lande og disses territorier, som ligger uden for Fællesskabet, med op til 10 % af fondens bidrag til det operationelle program, såfremt det er til fordel for Fællesskabets regioner.

    Medlemsstaterne sikrer sig, at disse udgifter er lovlige og korrekte.

    KAPITEL IVAFSLUTTENDE BESTEMMELSER

    Artikel 23

    Overgangsbestemmelser

    Denne forordning påvirker ikke den fortsatte gennemførelse eller eventuelle ændringer, herunder hel eller delvis annullering, af foranstaltninger, der er godkendt af Rådet eller Kommissionen i henhold til forordning (EF) nr. 1783/99 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, som gjaldt indtil denne forordnings ikrafttræden.

    Ansøgninger, der er indgivet i henhold til forordning (EF) nr. 1783/99, er fortsat gyldige.

    Artikel 24

    Ophævelse

    Forordning (EF) nr. 1783/99 ophæves med virkning fra den ...

    Henvisninger til forordning (EF) nr. 1783/99 betragtes som henvisninger til denne forordning.

    Artikel 25

    Revisionsklausul

    På forslag af Kommissionen tager Europa-Parlamentet og Rådet denne forordning op til revision inden den 31. december 2013.

    Artikel 26

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. januar 2007.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

    På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

    FormandFormand

    [...][...]

    [1] EUT C [...] af [...], s. [...].

    [2] EUT C [...] af [...], s. [...].

    [3] EUT C [...] af [...], s. [...].

    [4] EUT L [...] af [...], s. [...].

    [5] EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

    [6] EUT L [...] af [...], s. [...].

    [7] EUT L [...] af [...], s. [...].

    [8] EFT L 213 af 13.8.1999, s. 1.

    Top