Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0331

    Forslag til Rådets afgørelse om den holdning, Fællesskabet skal indtage vedrørende forslaget om ændring af TIR konventionen fra 1975

    /* KOM/2004/0331 endelig udg. - ACC 2004/0116 */

    52004PC0331

    Forslag til Rådets afgørelse om den holdning, Fællesskabet skal indtage vedrørende forslaget om ændring af TIR konventionen fra 1975 /* KOM/2004/0331 endelig udg. - ACC 2004/0116 */


    Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, Fællesskabet skal indtage vedrørende forslaget om ændring af TIR-konventionen fra 1975

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    1. I henhold til TIR konventionen fra 1975 kan transport af gods, der befinder sig under en told- og afgiftssuspensionsordning, transporteres over internationale grænser med et minimum af indgreb fra toldmyndighedernes side. TIR-systemet er baseret på brugen af det internationalt anerkendte toldforsendelsesdokument, TIR-carnetet, som også udgør en finansiel sikkerhed i forbindelse med de suspenderede skatter og afgifter. Dette sikkerhedssystem forvaltes af en international organisation, der er bemyndiget hertil af TIR-konventionens administrationsudvalg. Det drejer sig for øjeblikket om IRU (den internationale vejtransportunion).

    2. Den 20. oktober 1995 vedtog administrationsudvalget en henstilling om indførelse af et kontrolsystem i forbindelse med TIR-carneter med henblik på at gennemføre erklæring nr. 49 (vedtaget den 3. marts 1995 af FN/ECE-arbejdsgruppen om toldspørgsmål vedrørende transport - WP.30) om de foranstaltninger, der på kort sigt er nødvendige for at garantere sikkerheden og effektiviteten i TIR-systemet. I henhold til denne henstilling skal toldmyndighederne hurtigst muligt, helst dagligt, overføre oplysninger om afslutning af alle TIR-carneter, der fremlægges på deres bestemmelsestoldsteder, til kompetente nationale garanterende sammenslutninger. IRU har derfor udviklet et elektronisk kontrolsystem, der er beregnet på kontrol med afslutning af TIR-transporter. Systemet, der er kendt under navnet SafeTIR, giver potentielt mulighed for en bedre kontrol med TIR-systemet og anerkendes af toldmyndighederne som et nyttigt værktøj i bedrageribekæmpelsen.

    3. Gennem nogen tid har det været IRU's hensigt at styrke profilen (og brugen) af SafeTIR og at indarbejde referencer til systemet i selve TIR-konventionen. I starten af 2003 fremlagde den lettiske regering et forslag for WP.30 om ændringer i TIR-konventionen til afløsning af henstillingen og indføjelse af en reference til SafeTIR i TIR-konventionen.

    4. Spørgsmålet er blevet drøftet på efterfølgende møder i WP.30, og Kommissionen, der har taget medlemsstaternes TIR-eksperters bemærkninger ad notam, har foreslået, at der foretages visse ændringer i det lettiske forslag.

    5. Som resultat af disse drøftelser er det oprindelige lettiske forslag blevet ændret og indeholder nu et forslag om ændring af konventionen, så der indføjes en ny artikel 42b og et nyt bilag 10. Den nye artikel 42b har udelukkende til formål at introducere det nye bilag 10, som i det store og hele svarer til henstillingen af 20. oktober 1995. Af rent tekniske grunde skal der også foretages ændringer i artikel 60, stk. 1.

    6. Der er enighed mellem medlemsstaterne om at støtte det ændrede forslag, og også Kommissionens tjenestegrene støtter det. WP.30 godkendte på sin møderække i juni 2003 det ændrede forslag (som senere indgik i FN/ECE-dokumentet TRANS/WP.30/AC.2/2004/6), og forslaget skal nu officielt vedtages af administrationsudvalget, som er det øverste organ under TIR-konventionen.

    7. På baggrund af den massive opbakning omkring forslaget er det sandsynligt, at det vil blive vedtaget uden yderligere ændringer. Det kan imidlertid muligvis komme på tale, at administrationsudvalget foreslår visse mindre redaktionsmæssige ændringer, men det forventes, at forslaget stort set forbliver uændret.

    8. På baggrund af ovenstående anbefaler Kommissionen, at Rådet vedtager den vedføjede afgørelse.

    2004/0116 (ACC)

    Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, Fællesskabet skal indtage vedrørende forslaget om ændring af TIR-konventionen fra 1975

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133 sammenholdt med artikel 300, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konvention) af 14. november 1975 blev vedtaget ved forordning (EØF) nr. 2112/78 af 25. juli 1978 [1], og trådte i kraft i Fællesskabet den 20. juni 1983 [2].

    [1] EFT L 252 af 14.9.1978.

    [2] EFT L 31 af 2.2.1983, s. 13.

    (2) Rådet bemyndigede den 29. juni 2000 Kommissionen til på vegne af Det Europæiske Fællesskab at forhandle om ændringer til TIR-konventionen [3].

    [3] Se rådsdokument 9496/00, der blev vedtaget af Rådet den 29. juni 2000.

    (3) De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (FN/ECE) arbejdsgruppe om toldspørgsmål vedrørende transport - WP.30 - godkendte på sin møderække i juni 2003 et forslag, der oprindeligt var blevet fremlagt af den lettiske regering og senere ændret, om gennemførelse af ændringer i TIR-konventionen, så konventionen kommer til at indeholde en reference til et elektronisk kontrolsystem for TIR-carneter.

    (4) Administrationsudvalget, der er det øverste organ under TIR-konventionen, er blevet anmodet om officielt at vedtage den foreslåede ændring på sin møderække i februar 2004.

    (5) Fællesskabets holdning til det fremlagte forslag bør fastlægges -

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Fællesskabets holdning i administrationsudvalget skal baseres på vedlagte udkast til ændring.

    Udfærdiget i Bruxelles, den [....]

    På Rådets vegne

    Formand

    BILAG

    Udkast til

    FORESLÅEDE ÆNDRINGER TIL TIR-KONVENTIONEN

    "Artikel 42b

    De kontraherende parters kompetente myndigheder skal forsyne autoriserede organisationer med de oplysninger, de anmoder om, så de kan løse de opgaver, de betros i medfør af bilag 9, første del, artikel 1, litra f), nr. (iii).

    I bilag 10 er angivet , hvilke oplysninger der skal fremlægges i specielle tilfælde."

    "Artikel 60

    Særlig fremgangsmåde ved ændring af bilag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10

    1. Ethvert ændringsforslag til bilag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10, der er behandlet i overensstemmelse med artikel 59, stk. 1 og 2, træder i kraft på en dato, som fastsættes af administrationsudvalget samtidig med, at dette vedtager ændringsforslaget, medmindre en femtedel af de stater, der er kontraherende parter eller fem stater, der er kontraherende parter, alt efter hvilket antal er mindst, på en tidligere dato, der fastsættes samtidigt af administrationsudvalget, underretter De Forenede Nationers generalsekretær om deres indsigelse mod ændringen. De i dette stykke anførte datoer bestemmes af administrationsudvalget med to tredjedeles flertal af de medlemmer, som er til stede og afgiver deres stemme."

    "Bilag 10

    OPLYSNINGER, DER SKAL FREMLÆGGES AF DE KONTRAHERENDE PARTER FOR AUTORISEREDE ORGANISATIONER OG EN INTERNATIONAL ORGANISATION I MEDFØR AF ARTIKEL 42b

    I henhold til artikel 6, stk. 1 og bilag 9, del I, stk. 1, litra f), (iii) i konventionen er autoriserede organisationer forpligtede til at garantere, at de løbende kontrollerer, at personer med adgang til TIR-proceduren opfylder mindstebetingelser og -krav som anført i bilag 9, anden del, til konventionen.

    En international organisation skal på sine medlemsorganisationers vegne og med henblik på opfyldelse af sit ansvar som international autoriseret organisation i medfør af artikel 6, stk. 2a, etablere et kontrolsystem for TIR-carneter indeholdende data om afslutning af TIR-operationer på bestemmelsestoldstederne, som udleveres af toldmyndighederne, og som organisationer og toldmyndigheder har adgang til. For at organisationerne skal kunne udføre deres opgave effektivt skal de kontraherende parter fremsende oplysninger til kontrolsystemet i overensstemmelse med nedenstående retningslinjer:

    (1) Toldmyndighederne skal, om muligt via centrale eller regionale kontorer, ved hjælp af det hurtigst til rådighed stående kommunikationsmiddel (fax, elektronisk post osv.) og helst dagligt som minimum fremsende nedenstående oplysninger i standardformat i forbindelse med alle TIR-carneter, der fremvises på bestemmelsestoldsteder, som beskrevet i artikel 1, stk. 1, i konventionen, til en international organisation eller nationale garanterende organisationer:

    (a) TIR-carnetets referencenummer

    (b) Dato og indskrivningsnummer i toldregistret

    (c) Navn eller nummer på bestemmelsestoldstedet

    (d) Dato og referencenummer som angivet i certifikatet for afslutning af TIR-forsendelsen (rubrik 24-28 i eksemplar 2) på bestemmelsestoldstedet (hvis forskellig fra (b))

    (e) Delvis eller fuldstændig afslutning

    (f) Afslutning af TIR-forsendelsen med eller uden forbehold på bestemmelsestoldstedet (jf. artikel 8 og 11 i konventionen)

    (g) Andre oplysninger eller dokumenter (frivilligt)

    (h) Sidenummer.

    (2) Den vedlagte standardoverensstemmelsesformular kan fremsendes til toldmyndighederne af nationale organisationer eller af en international organisation

    - hvis der er uoverensstemmelse mellem de fremsendte oplysninger og dem, der figurerer på talonen i TIR-carnetet, eller

    - hvis der ikke er fremsendt nogen oplysninger, og det anvendte TIR-carnet er blevet returneret til den nationale organisation.

    Toldmyndighederne skal svare på overensstemmelsesanmodningen om muligt ved at returnere den udfyldte standardoverensstemmelsesformular hurtigst muligt.

    (3) Toldmyndighederne og de nationale garanterende organisationer skal indgå en aftale i overensstemmelse med den nationale lovgivning vedrørende ovennævnte dataudveksling.

    (4) En national organisation skal give toldmyndighederne adgang til databasen over afsluttede TIR-carneter og til databasen over ugyldige TIR-carneter."

    Bilag

    >TABELPOSITION>

    * Bemærk, at disse data vedrører det bestemmelsestoldsted , hvor TIR-forsendelsen afsluttedes.

    Top