Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0053

    Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 21 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

    /* KOM/2004/0053 endelig udg. */

    52004PC0053

    Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 21 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter /* KOM/2004/0053 endelig udg. */


    Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 21 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    1. I marts 2001 vedtog Rådet beslutning 2001/244/EF [1] om ændring af artikel 1 i beslutning 1999/80/EF [2] med henblik på at forlænge foranstaltningens gyldighed til den 31. december 2003. Beslutning 1999/80/EF bemyndiger Italien til indtil denne dato at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 2 og 10, stk. 2, i Rådets sjette direktiv (77/388/EF) af 17. maj 1977 (om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [3]) med henblik på at afgiftsfritage levering af visse former for affaldsmaterialer, med undtagelse af ikke-jernholdigt skrot, hvis den afgiftspligtige person enten ikke har et fast forretningssted eller har en forretning med en omsætning på mindre end 2 mia. ITL. Afgiftspligtige personer med et fast forretningssted og en omsætning på over 150 mio. ITL kan dog få tilladelse til ikke at anvende de særlige ordninger. Beslutning 1999/80/EF gav ligeledes Italien tilladelse til at anvende udsættelsesordninger for levering af ikke-jernholdigt skrot.

    [1] EFT L 88 af 28.3.2001, s. 17.

    [2] EFT L 27 af 2.2.1995, s. 24.

    [3] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2003/92/EF (EUT L 260 af 11.10.2003, s. 8).

    2. I de seneste år er Kommissionens tjenestegrene gentagne gange blevet kontaktet både af erhvervsdrivende i denne sektor og af de italienske myndigheder på grund af vedvarende svig. De er begge overbevist om, at en løsning, der sikrer ensartet behandling af alle erhvervsdrivende i sektoren og fjerner risikoen for manglende betaling af den moms, der opkræves af de erhvervsdrivende, er den eneste måde, hvorpå man på længere sigt effektivt kan forhindre svig og den deraf følgende konkurrenceforvridning, der rammer de hæderlige erhvervsdrivende.

    3. I et brev, som Kommissionens Generalsekretariat modtog den 31. oktober 2003, anmodede den italienske regering om bemyndigelse til - i medfør af artikel 27 i det sjette direktiv - at anvende særlige foranstaltninger for visse leveringer af varer med tilknytning til affaldsmaterialer.

    4. I overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, i det sjette direktiv blev de øvrige medlemsstater informeret om Italiens anmodning i et brev af 28. november 2003.

    5. Den italienske regering ønsker at anvende "reverse charge"-proceduren i forbindelse med følgende leveringer af varer:

    - levering og dertil knyttede aktiviteter af jernholdigt affald og skrot, samt glas, papir og pap, klude, ben og læder, gummi og plastik, herunder levering af disse materialer efter en vis form for forarbejdning, såsom rengøring, polering, sortering, tilskæring eller støbning i blokke

    - levering og dertil knyttede aktiviteter af jernholdigt og ikke-jernholdigt halvforarbejdede varer, såsom råjern, raffineret kobber og kobberlegeringer, rånikkel og råaluminium.

    6. Den italienske regering forklarer i sin anmodning, at foranstaltningen har til formål at forhindre svig begået af sektorens mindre erhvervsdrivende, som, på trods af at de opkræver moms, ofte ikke betaler afgiften til myndighederne og dermed kan tilbyde lavere priser, som udkonkurrerer de erhvervsdrivende, der overholder reglerne. Antallet og størrelsen af de erhvervsdrivende, der ikke overholder reglerne, gør det vanskeligt for skattemyndighederne at kontrollere dem effektivt.

    7. Den foreslåede foranstaltning vil gøre det muligt for Italien at udpege modtageren af varerne (og de dertil knyttede tjenester) som afgiftspligtig person. I henhold til artikel 17, stk. 2, litra a), i direktiv 77/388/EØF kan modtageren af affaldsleverancer fradrage den afgift, der skal betales for sådanne leverancer. Anvendelsesområdet for "reverse charge"-proceduren afhænger af, hvilken form for varer der leveres.

    8. Den pågældende foranstaltning skal først og fremmest betragtes som et tiltag, der skal forhindre visse former for svig i affaldsgenanvendelsessektoren, såsom manglende betaling af faktureret moms fra erhvervsdrivende, der foretager indsamling, sortering og simpel forarbejdning af affaldsmateriale, som derefter ikke kan spores. Foranstaltningen forenkler endvidere arbejdet for skattemyndighederne, som meget ofte har store problemer med at opkræve moms fra de erhvervsdrivende i denne sektor.

    9. Foranstaltningen står i rimeligt forhold til de tilstræbte mål, idet den ikke skal anvendes på alle afgiftspligtige aktiviteter i sektoren, men kun på specifikke aktiviteter, der giver betydelige problemer i form af svig.

    10. Foranstaltningen har ingen negative virkninger for Fællesskabets egne indtægter, og den påvirker heller ikke størrelsen af den skyldige afgift ved det endelige forbrug.

    11. Kommissionen påtog sig i sin meddelelse af 7. juni 2000 til Rådet og Europa-Parlamentet om en strategi til forbedring af momssystemet i det indre marked [4] at rationalisere det store antal undtagelser, der findes i øjeblikket. I visse tilfælde kan en sådan rationalisering medføre, at visse specielt effektive undtagelser udvides til at omfatte alle medlemsstater.

    [4] KOM(2000) 348 endelig.

    12. Kommissionens seneste kontakter til visse nationale myndigheder og repræsentanter for sektoren tyder på, at det kan blive nødvendigt at indføre særlige regler, der specifikt er tilpasset sektoren for at sikre en mere retfærdig beskatning af Fællesskabets erhvervsdrivende inden for denne sektor. Kommissionen har til hensigt at udarbejde et forslag om en særlig ordning for affaldsgenanvendelsessektoren.

    13. Kommissionen er enig i, at denne fravigelse i betydelig grad imødegår misbrug af momssystemet, indtil der findes en mere permanent løsning. Den mener derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at indrømme denne fravigelse, indtil en særlig ordning for moms på affaldsgenanvendelsessektoren træder i kraft, dog højst indtil den 31. december 2005.

    Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 21 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [5], særlig artikel 27,

    [5] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2003/92/EF (EUT L 260 af 11.10.2003, s. 8).

    under henvisning til forslag fra Kommissionen [6], og

    [6] EUT C [...] af [...], s. [...].

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) I medfør af artikel 27, stk. 1, i det sjette momsdirektiv kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i dette direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse.

    (2) I et brev, som Kommissionens generalsekretariat modtog den 31. oktober 2003, anmodede Italiens regering om tilladelse til at anvende særlige afgiftsforanstaltninger på affaldssektoren.

    (3) De øvrige medlemsstater blev informeret om Italiens anmodning den 28. november 2003.

    (4) Hensigten med den pågældende fravigelse er at give Italien mulighed for at udpege modtageren af specifikke former for leverancer i affaldssektoren som afgiftspligtig person. I henhold til artikel 17, stk. 2, litra a), i direktiv 77/388/EØF kan modtageren af affaldsleveringer fradrage momsen på herpå. Herved skulle skattemyndighederne få færre problemer med at opkræve moms i denne sektor, uden at størrelsen af den skyldige afgift påvirkes.

    (5) Den pågældende foranstaltning skal først og fremmest betragtes som et tiltag, der skal forhindre visse former for svig i affaldsgenanvendelsessektoren, såsom manglende betaling af faktureret moms fra erhvervsdrivende, der foretager indsamling, sortering og simpel forarbejdning af affaldsmateriale, som derefter ikke kan spores. Foranstaltningen vil også forenkle skattemyndighedernes arbejde.

    (6) Foranstaltningen står i rimeligt forhold til de tilstræbte mål, idet den ikke skal anvendes på alle afgiftspligtige aktiviteter i sektoren, men kun på specifikke aktiviteter, der giver betydelige problemer i form af svig.

    (7) Den 7. juni 2000 offentliggjorde Kommissionen en strategi med henblik på at forbedre momssystemet på kort sigt, hvori den påtog sig at rationalisere det store antal undtagelser, der findes i øjeblikket. I visse tilfælde kan en sådan rationalisering medføre, at visse specielt effektive undtagelser udvides til at omfatte alle medlemsstater.

    (8) Kommissionens seneste kontakter til visse nationale myndigheder og repræsentanter for sektoren tyder på, at det kan blive nødvendigt at indføre særlige regler, der specifikt er tilpasset sektoren, for at sikre en mere retfærdig beskatning af Fællesskabets erhvervsdrivende inden for denne sektor. Kommissionen har til hensigt at udarbejde et forslag om en særlig ordning for affaldsgenanvendelsessektoren.

    (9) Fravigelsen bør derfor udløbe på datoen for ikrafttrædelsen af en særlig momsordning for affaldsgenanvendelsessektoren, dog senest den 31. december 2005.

    (10) Fravigelsen har ingen negative virkninger for Fællesskabets egne indtægter fra moms, og den påvirker heller ikke størrelsen af den skyldige afgift ved det endelige forbrug -

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Ved fravigelse af artikel 21, stk. 1, litra a), i direktiv 77/388/EØF, som beskrevet i artikel 28, litra g), bemyndiges Italien hermed til at udpege modtageren af varer og tjenesteydelser, som omtalt i artikel 2 i denne beslutning, som momspligtig person.

    Artikel 2

    Modtageren af leveringer af varer og tjenesteydelser kan udpeges som afgiftspligtig person i følgende tilfælde:

    - levering og dertil knyttede aktiviteter af jernholdigt affald og skrot, samt glas, papir og pap, klude, ben og læder, gummi og plastik, herunder levering af disse materialer efter bestemte former for forarbejdning, såsom rengøring, polering, sortering, tilskæring eller støbning i blokke

    - levering og dertil knyttede aktiviteter af jernholdigt og ikke-jernholdigt halvforarbejdede varer, såsom råjern, raffineret kobber og kobberlegeringer, rånikkel og råaluminium.

    Artikel 3

    Denne beslutning udløber på datoen for ikrafttrædelsen af en særlig momsordning for affaldsgenanvendelsessektoren ved ændring af direktiv 77/388/EØF, dog senest den 31. december 2005.

    Artikel 4

    Denne beslutning er rettet til Italien.

    Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

    På Rådets vegne

    Formand

    Top