Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0438

    Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater

    /* KOM/2003/0438 endelig udg. */

    52003PC0438

    Forslag til Rådets Afgørelse om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater /* KOM/2003/0438 endelig udg. */


    Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    1. Aftalen om økonomisk partnerskab og politisk samordning og samarbejde [1] mellem Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den ene side og De Forenede Mexicanske Stater (i det følgende benævnt Mexico) på den anden side trådte i kraft den 1. oktober 2000. I denne aftales artikel 29, stk. 5, udpegedes videnskabeligt og teknologisk samarbejde som et område af særlig interesse og med et særligt potentiale.

    [1] EFT L 276 af 28.10.2000, s. 44.

    2. Kommissionen understregede nytten af at forhandle videnskabelige og teknologiske samarbejdsaftaler med udvalgte vækstøkonomier i sin meddelelse om "Fremme af FTU-samarbejdet med verdens nye vækstøkonomier" af 19. juli 1996 (KOM(1996) 344 endelig). Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning om Kommissionens ovennævnte meddelelse "Kommissionen til i overensstemmelse med forholdene i de enkelte lande at føre forhandlinger om bilaterale aftaler, som etablerer en juridisk ramme, der fremmer FTU-samarbejdet med vækstøkonomierne".

    Styrkelsen af det videnskabelige og teknologiske samarbejde med disse lande bekræftes i Kommissionens meddelelse "Det europæiske forskningsrums internationale dimension" (KOM(2001) 346 endelig).

    3. Den 22. januar 2002 fremlagde Mexicos ambassadør ved EU Mexicos officielle anmodning om at indlede forhandlinger med Det Europæiske Fællesskab med henblik på at indgå en særlig aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde.

    4. Den 12. juli 2002 bemyndigede Rådet Kommissionen til at føre forhandlinger om en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Mexico. Forhandlingerne førte til den vedlagte aftale, som blev paraferet i Bruxelles den 2. april 2003.

    5. Aftalen blev forhandlet på baggrund af et udbygget og stadig mere intenst samarbejde mellem Mexico og Den Europæiske Union og en erkendelse af den betydning, videnskab og teknologi har for den økonomiske og sociale udvikling, samt ud fra et fælles ønske om at udvide og styrke samarbejdsaktiviteterne på områder af fælles interesse inden for så vidt forskellige forskningsområder som:

    - forskning i miljø og klima, herunder jordobservation

    - biomedicinsk og sundhedsmæssig forskning

    - landbrug, skovbrug og fiskeri

    - industri- og fremstillingsteknologier

    - forskning i elektronik, materialer og metrologi

    - ikke-nuklear energi

    - transport

    - informationssamfundets teknologier

    - forskning i økonomisk og social udvikling

    - bioteknologi

    - aeronautik, rumforskning og anvendt forskning samt

    - videnskabs- og teknologipolitik.

    6. Aftalens grundprincipper er gensidig gavn, gensidig adgang til hinandens programmer og til aktiviteter, som er relevante for aftalens formål, lige vilkår, effektiv beskyttelse af intellektuel ejendom og rimelig deling af intellektuelle ejendomsrettigheder. Den indgås i første omgang for et tidsrum på fem år og kan stiltiende videreføres efter en omfattende resultatorienteret vurdering, som finder sted det næstsidste år i hver af de efterfølgende femårsperioder.

    7. Aftalen indeholder bestemmelser om:

    - etablering af netværk og langsigtede institutionelle alliancer mellem forskningscentre og forsknings- og teknologiinstitutter samt fælles gennemførelse af projekter af fælles interesse

    - gennemførelse af FTU-projekter mellem forskningscentre og erhvervslivet i Mexico og Europa, herunder teknologiske virksomheder

    - mexicanske forskningsforetagenders deltagelse i FTU-projekter under det eksisterende rammeprogram og modsvarende deltagelse af forskningsforetagender fra Fællesskabet i mexicanske projekter inden for tilsvarende FTU-sektorer. Deltagelsen foregår efter de regler og procedurer, som er fastsat i de enkelte parters FTU-programmer

    - udveksling og besøg af forskere, politiske beslutningstagere inden for forskning og tekniske eksperter, herunder forskeruddannelse via forskning

    - fælles tilrettelæggelse af videnskabelige seminarer, konferencer, symposier og workshops og ekspertdeltagelse i disse aktiviteter

    - udveksling og fælles brug af udstyr og materialer, herunder fælles brug og/eller lån af laboratoriefaciliteter og -udstyr

    - udveksling af oplysninger om procedurer, love, bestemmelser og programmer, som er relevante for samarbejde i henhold til denne aftale, herunder udveksling af erfaringer og undersøgelser af bedste praksis i forbindelse med videnskabs- og teknologipolitikker

    - andre samarbejdsformer, som styrelsesudvalget måtte anbefale, og som anses for at være i overensstemmelse med begge parters målsætninger og procedurer

    - samarbejdsaktiviteterne er betinget af, at der er midler til rådighed, og er underlagt Mexicos og Fællesskabets gældende love og bestemmelser, politik og programmer. Midler overføres i princippet ikke.

    8. Formidling og udnyttelse af oplysninger samt forvaltning, tildeling og udøvelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er resultatet af fælles forskning på grundlag af aftalen, omfattes af bestemmelserne i aftalens bilag med titlen "Intellektuel ejendom", som udgør en integrerende del af aftalen.

    9. Princippet om ikke-diskrimination, der fastsættes i aftalens artikel 3, vil beskytte foretagender fra EU, der deltager i mexicanske programmer og aktiviteter, mod diskriminerende behandling, også for så vidt angår formidling og udnyttelse af resultater, herunder intellektuel ejendomsret. Styrelsesudvalget skal bl.a. påse, at aftalen fungerer effektivt, og dermed også overvåge, at deltagerne ikke udsættes for forskelsbehandling.

    10. Desuden vil et styrket samarbejde med Mexico inden for videnskab og teknologi direkte bidrage til at styrke forbindelserne mellem de to parter, bl.a. ved at bibringe de europæiske aktører betydelige fordele og forbedre Fællesskabets position i Mexico, og dermed også i Latinamerika som helhed. Dette er i overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner angående meddelelsen fra Kommissionen om et nyt partnerskab mellem Den Europæiske Union og Latinamerika på tærsklen til det 21. århundrede (KOM(1999) 105 af 9. marts 1999), Rio-erklæringen, som stats- og regeringscheferne fremsatte i juni 1999, samt indholdet af den eksisterende EF Mexico-aftale om økonomisk partnerskab og politisk samordning og samarbejde.

    Det konkluderes, at denne forhandlede aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde vil være et egnet instrument til i betydelig grad at udbygge og supplere det nuværende samarbejde inden for det sjette rammeprograms specifikke aktiviteter på området internationalt samarbejde med udviklingslandene.

    11. På baggrund heraf foreslår Kommissionen, at Rådet:

    - træffer afgørelse om, at aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater undertegnes på Fællesskabets vegne, og

    - bemyndiger Rådets formand til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne aftalen på Fællesskabets vegne.

    Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 170, stk. 2, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen [2], og

    [2] EUT C [...] af [...], s. [...].

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Kommissionen har på Fællesskabets vegne forhandlet en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med De Forenede Mexicanske Stater.

    (2) Med forbehold af en mulig indgåelse deraf på et senere tidspunkt bør den aftale, der blev paraferet den 2. april 2003, undertegnes -

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Eneste artikel

    Under forudsætning af, at der på et senere tidspunkt indgås en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater, bemyndiges Rådets formand herved til at udpege den person, som skal have fuldmagt til at underskrive den på Fællesskabets vegne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den

    På Rådets vegne

    Formand

    AFTALE

    OM VIDENSKABELIGT OG TEKNOLOGISK SAMARBEJDE

    MELLEM DE FORENEDE MEXICANSKE STATER

    OG DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

    DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, herefter benævnt "Fællesskabet", på den ene side, og

    DE FORENEDE MEXICANSKE STATER, herefter benævnt "Mexico", på den anden side,

    under et i det følgende benævnt "parterne",

    SOM HENVISER TIL aftalen om økonomisk partnerskab og politisk samordning og samarbejde mellem De Forenede Mexicanske Stater og Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater af 8. december 1997,

    SOM HENVISER TIL betydningen af videnskab og teknologi for deres økonomiske og sociale udvikling,

    SOM HENVISER TIL det igangværende videnskabelige og teknologiske samarbejde mellem Fællesskabet og Mexico,

    SOM HENVISER TIL, at Fællesskabet og Mexico for tiden udfører FTU-arbejde, herunder projekter, som svarer til definitionen i artikel 2, litra e), på områder af fælles interesse, og at det derfor kan være til gavn for begge parter at deltage i hinandens forsknings- og udviklingsaktiviteter,

    SOM ØNSKER at etablere et solidt grundlag for samarbejdet om videnskabelig og teknologisk forskning, der vil udvide og styrke samarbejdsaktiviteter på områder af fælles interesse og tilskynde til anvendelse af resultaterne af dette samarbejde til social og økonomisk gavn for begge parter,

    SOM HENVISER TIL, at denne aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde er en del af det generelle samarbejde mellem Mexico og Fællesskabet -

    ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

    Artikel 1 - Formål

    Parterne opmuntrer, udvikler og fremmer samarbejde mellem Fællesskabet og Mexico om forskning og udvikling på videnskabelige og teknologiske områder af fælles interesse.

    Artikel 2 - Definitioner

    I denne aftale forstås ved:

    a) "samarbejdsaktivitet": en aktivitet, som parterne iværksætter eller støtter i medfør af denne aftale, herunder fælles forskning og uddannelse af menneskelige ressourcer,

    b) "oplysninger": videnskabelige eller tekniske data, forsknings- og udviklingsresultater eller -metoder, der er opstået ved fælles forskning, og alle øvrige data, som deltagerne, herunder i fornødent omfang parterne selv, anser for nødvendige i samarbejdsaktiviteterne,

    c) "intellektuel ejendom": intellektuel ejendom som defineret i artikel 2 i konventionen om oprettelse af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret, underskrevet i Stockholm den 14. juli 1967,

    d) "fælles forskning": forskning, teknologisk udvikling og/eller demonstrations projekter, der gennemføres med eller uden finansieringsstøtte fra den ene eller begge parter, og som udføres i et samarbejde mellem deltagere fra både Fællesskabet og Mexico,

    e) "demonstrationsprojekter": projekter, som sigter mod at dokumentere levedygtigheden af nye teknologier, der indebærer potentielle økonomiske fordele, men hvor der må foretages en undersøgelse af deres markeds modenhed, inden de bringes i handelen. Parterne skal regelmæssigt holde hinanden underrettet om aktiviteter, der anses for fælles forskningsaktiviteter inden for samordning og gennemførelse af samarbejdsaktiviteterne (artikel 6),

    f) "deltager" eller "forskningsforetagende": en fysisk eller juridisk person, et forskningsinstitut, en virksomhed eller anden juridisk enhed, som er hjemmehørende i Fællesskabet eller Mexico, og som deltager i samarbejdsaktiviteter, herunder parterne selv.

    Artikel 3 - Principper

    Samarbejdsaktiviteterne udføres efter følgende principper:

    a) gensidigt udbytte baseret på en hensigtsmæssig fordeling af fordele,

    b) gensidige muligheder for at deltage i de aktiviteter inden for forskning og teknologisk udvikling, som parterne hver især gennemfører,

    c) behørig udveksling af viden, der kan få indflydelse på samarbejdsaktiviteter,

    d) effektiv beskyttelse og retfærdig fordeling af intellektuel ejendomsret inden for rammerne af gældende love og retsregler i overensstemmelse med bilaget om intellektuel ejendom, der udgør en integrerende del af denne aftale.

    Artikel 4 - Samarbejdsområder

    a) Samarbejde på grundlag af denne aftale kan gælde alle aktiviteter inden for forskning, teknologiske udvikling og demonstration og videnskabelig og teknologisk uddannelse på højt niveau, i det følgende benævnt "FTU", som er indeholdt i Det Europæiske Fællesskabs FTU-rammeprogram, herunder grundforskning. De ovennævnte aktiviteter skal være rettet mod fremme af videnskabelige fremskridt, industriens konkurrenceevne samt økonomisk og social udvikling navnlig på følgende områder:

    - forskning i miljø og klima, herunder jordobservation

    - biomedicinsk og sundhedsmæssig forskning

    - landbrug, skovbrug og fiskeri

    - industri- og fremstillingsteknologier

    - forskning i elektronik, materialer og metrologi

    - ikke-nuklear energi

    - transport

    - informationssamfundets teknologier

    - forskning i økonomisk og social udvikling

    - bioteknologi

    - aeronautik, rumforskning og anvendt forskning og

    - videnskabs- og teknologipolitik.

    b) Denne liste kan udbygges med flere områder, når det efter nærmere undersøgelse anbefales af Det Blandede Udvalg, der nævnes i artikel 6, i overensstemmelse med hvert parts gældende procedurer, sammen med alle tilsvarende FTU-aktiviteter, der iværksættes i Mexico på disse områder.

    Denne aftale berører ikke Mexicos deltagelse i sin egenskab af udviklingsland i de forskningsaktiviteter, Fællesskabet udfører i udviklingens tjeneste.

    Artikel 5 - Samarbejdsformer

    a) Parterne fremmer højere læreanstalters samt FTU-centres og -foretagenders deltagelse i samarbejdsaktiviteter på grundlag af denne aftale i overensstemmelse med deres egen politik og efter deres egne bestemmelser, så der åbnes muligheder for at deltage i hinandens videnskabelige og teknologiske forsknings- og udviklingsaktiviteter.

    b) Samarbejdet kan finde sted under følgende former:

    - etablering af netværk og langsigtede institutionelle alliancer mellem forskningscentre og forsknings- og teknologiinstitutter samt fælles gennemførelse af projekter af fælles interesse

    - gennemførelse af FTU-projekter mellem forskningscentre og erhvervslivet i Mexico og Europa, herunder teknologiske foretagender

    - mexicanske forskningsforetagenders deltagelse i FTU-projekter under det eksisterende rammeprogram og modsvarende deltagelse af forskningsforetagender fra Fællesskabet i mexicanske projekter inden for tilsvarende FTU-områder. Deltagelsen foregår efter de regler og procedurer, som er fastsat i de enkelte parters FTU-programmer

    - udveksling og besøg af forskere, politiske beslutningstagere inden for forskning og tekniske eksperter, herunder forskeruddannelse via forskning

    - fælles tilrettelæggelse af videnskabelige seminarer, konferencer, workshops og symposier og ekspertdeltagelse i disse aktiviteter

    - udveksling og fælles brug af udstyr og materialer, herunder fælles brug og/eller lån af laboratoriefaciliteter og -udstyr

    - udveksling af oplysninger om procedurer, love, bestemmelser og programmer, som er relevante for samarbejde i henhold til denne aftale, herunder udveksling af erfaringer og undersøgelser af bedste praksis i forbindelse med videnskabs- og teknologipolitikker

    - andre aktiviteter, som anbefales af styrelsesudvalget i artikel 6, litra b), og anses for at være i overensstemmelse med begge parters politik og procedurer.

    Fælles FTU-projekter iværksættes, når deltagerne har udarbejdet en teknologiforvaltningsplan efter forskrifterne i denne aftales bilag.

    Artikel 6 - Samordning og fremme af samarbejdsaktiviteterne

    a) I forbindelse med denne aftale udpeger parterne følgende myndigheder til styrelsesorganer, som skal samordne og fremme samarbejdsaktiviteterne: på vegne af De Forenede Mexicanske Stater el Consejo Nacional de Ciencia y Tecnología [det nationale videnskabs- og teknologiråd] og på Fællesskabets vegne Europa-Kommissionens repræsentanter.

    b) De medunderskrivende styrelsesorganer opretter et styrelsesudvalg for bilateralt FTU-samarbejde, i det følgende benævnt "styrelsesudvalget", som skal varetage denne aftale; dette udvalg skal bestå af samme antal officielle repræsentanter for hver part; det fastsætter selv sin forretningsorden.

    c) Styrelsesudvalget har bl.a. til opgave:

    1. at fremme og overvåge de forskellige samarbejdsaktiviteter, som omtales i aftalens artikel 4, aktiviteter, der iværksættes i forbindelse med FTU-samarbejde i udviklingens tjeneste samt andre aktiviteter, der kunne opstå fremover

    2. blandt de sektorer, som ifølge artikel 5, litra b), første led, kan indgå i et FTU-samarbejde, at udpege de prioriterede sektorer eller delsektorer, hvor samarbejde er af fælles interesse

    3. i henhold til artikel 5, litra b), andet led, i samarbejde med de to parters videnskabelige miljøer at fremme udpegelsen af projekter, som kunne være af fælles interesse, supplere hinanden og/eller prioriteter

    4. at fremsætte henstillinger i henhold til artikel 5, litra b), femte led

    5. at rådgive parterne om, hvordan de kan udbygge og forbedre samarbejdet og formidlingen heraf efter aftalens principper,

    6. at overvåge og granske, om denne aftale fungerer effektivt og gennemføres korrekt

    7. at aflægge rapport hvert år til parterne om samarbejdets effektivitet og tilstand og om dets omfang. Denne rapport forelægges Det Blandede Udvalg, der er oprettet i henhold til associeringsaftalen af 8. december 1997.

    d) Styrelsesudvalget træder normalt sammen en gang om året efter en i fællesskab aftalt plan, som regel før mødet i Det Blandede Udvalg, der er oprettet i henhold til associeringsaftalen, og skal aflægge rapport til Det Blandede Udvalg. Møderne afholdes skiftevis i Fællesskabet og i Mexico. Der kan afholdes ekstraordinære møder på anmodning af den ene eller den anden part.

    e) Parterne afholder hver især deres udgifter til deltagelse i styrelsesudvalgets møder. Udgifter, som hverken er rejse- eller opholdsudgifter, men er direkte forbundet med styrelsesudvalgets møder, afholdes af værtsparten.

    Artikel 7 -Finansiering

    a) Samarbejdsaktiviteterne er betinget af, at der er tilstrækkelige midler til rådighed, og er underlagt hver parts love og bestemmelser, politikker og programmer. Deltagernes udgifter i forbindelse med samarbejdsaktiviteter i henhold til denne aftale kræver i princippet ikke overførsel af midler fra den ene part til den anden.

    b) Hvis den ene parts særlige samarbejdsordninger indebærer finansiel støtte til deltagere fra den anden part, skal sådanne tilskud, finansieringsbeløb eller andre bidrag være fritaget for told og skat efter de gældende love og bestemmelser på den enkelte parts territorium.

    Artikel 8 - Adgang for personale og udstyr

    Hver part tager alle nødvendige skridt og tilvejebringer de nødvendige faciliteter således, at personer, der officielt deltager i samarbejdsaktiviteter i henhold til denne aftale, uhindret kan få adgang til, opholde sig på og forlade dens område. De træffer ligeledes de nødvendige foranstaltninger med henblik på at oprette de nødvendige faciliteter i modtagerlandets gældende bestemmelser vedrørende national indvandring, skat, told, sundhed og sikkerhed til materiel, oplysninger og udstyr, der benyttes til aktiviteter omfattet af denne aftale.

    Artikel 9 - Formidling og udnyttelse af oplysninger

    Forskningsforetagender hjemmehørende i Mexico, som deltager i Fællesskabets FTU-projekter, er med hensyn til ejendomsret, formidling og udnyttelse af viden og med hensyn til intellektuel ejendom, der fremkommer som følge af en sådan deltagelse, underlagt de regler for formidling af forskningsresultater, der hidrører fra Fælles skabets særprogrammer for FTU, såvel som bestemmelserne i bilaget til denne aftale. Forskningsforetagender fra Fællesskabet, som deltager i mexicanske FTU-projekter, har, når det gælder ejendomsret, formidling og udnyttelse af oplysninger og intellektuel ejendom, som skyldes deres deltagelse, de samme rettigheder og forpligtelser som mexicanske forskningsforetagender og er underkastet bestemmelserne i denne aftales bilag.

    Artikel 10 - Territorial anvendelse

    Denne aftale gælder dels for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastlagt i denne traktat, og dels for Mexicos område.

    Artikel 11 - Ikrafttrædelse, opsigelse og bilæggelse af uoverensstemmelser

    a) Denne aftale træder i kraft på datoen for den sidste af de skriftlige meddelelser, hvormed parterne meddeler hinanden, at de har afsluttet de interne procedurer, som aftalens ikrafttrædelse kræver.

    b) Denne aftale indgås i første omgang for et tidsrum på fem år og kan stiltiende videreføres efter en omfattende resultatorienteret vurdering, som finder sted det næstsidste år i hver af de efterfølgende femårsperioder.

    c) Aftalen kan ændres efter parternes afgørelse. Ændringerne træder i kraft på samme vilkår som defineret i litra a).

    d) Aftalen kan på et hvilket som helst tidspunkt opsiges af en af parterne med seks måneders skriftligt varsel til den anden part ad diplomatisk vej. Aftalens udløb eller opsigelse berører ikke gyldigheden eller varigheden af ordninger, som træffes i henhold til den, eller særlige rettigheder eller forpligtelser, som følger af dens bilag.

    e) Alle spørgsmål eller uoverensstemmelser i forbindelse med aftalens fortolkning eller gennemførelse afgøres ved fælles overenskomst mellem parterne.

    Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne aftale.

    Udfærdiget i Bruxelles den .............. i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk og tysk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. Den engelske sprogudgave har forrang i tilfælde af uoverensstemmelser i fortolkningen af disse tekster.

    På De Forenede Mexicanske Stater På Det Europæiske Fællesskab

    Jaime Parada Avila,

    Generaldirektør

    Consejo Nacional de Ciencia y Tecnología

    BILAG

    INTELLEKTUEL EJENDOMSRET

    Dette bilag udgør en integrerende del af "aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater, i det følgende benævnt "aftalen".

    Rettigheder til intellektuel ejendom, der frembringes eller stilles til rådighed i medfør af aftalen, tilkendes efter bestemmelserne i dette bilag.

    I. Anvendelsesområde

    Dette bilag finder anvendelse på fælles forskning, der gennemføres i medfør af nærværende aftale, medmindre parterne beslutter andet.

    II. Ejendomsret samt tildeling og udøvelse af rettigheder

    1. Dette bilag omhandler fordelingen af rettigheder og interesser mellem parterne og deres deltagere. Hver part og dennes deltagere sikrer, at den anden part og dens deltagere kan opnå de intellektuelle ejendomsrettigheder, som tilkendes i overensstemmelse med dette bilag. Dette bilag ændrer og berører i øvrigt ikke fordelingen af rettigheder, interesser og royalties mellem en part og dens statsborgere eller deltagere, idet dette spørgsmål afgøres i henhold til den pågældende parts gældende love og praksis.

    2. Parterne følger nedenstående principper, som også bør fremgå af bestemmelserne i de kontrakter, der indgås:

    a) Effektiv beskyttelse af intellektuel ejendom. Parterne sikrer, at de og/eller deres deltagere inden for et rimeligt tidsrum underretter hinanden om intellektuel ejendom, der opstår som følge af denne aftale eller dens gennemførelsesordninger, og søger inden for et rimeligt tidsrum at få denne intellektuelle ejendom beskyttet.

    b) Effektiv udnyttelse af resultaterne, idet der tages hensyn til parternes og deres deltageres bidrag samt bestemmelserne i aftalens artikel 9.

    c) Ikke-diskriminerende behandling af deltagere fra den anden part, set i forhold til den behandling, ens egne deltagere får, medmindre andet fremgår af aftalens artikel 9.

    d) Beskyttelse af fortrolige forretningsoplysninger.

    3. Parterne eller deltagerne udarbejder i fællesskab en teknologiforvaltnings plan for ejendomsret og anvendelse, herunder offentliggørelse, af viden og intellektuel ejendom, der frembringes som led i den fælles forskning. Under hensyntagen til styrelsesudvalgets udtalelse godkendes teknologiforvalt ningsplanen af den bevilgende myndighed hos den part, der deltager i finansieringen af teknologien, før forskningsinstitutterne indgår de tilsvarende konkrete kontrakter om forsknings- og udviklingssamarbejde. Teknologiforvaltningsplanerne udarbejdes i overensstemmelse med de regler og bestemmelser, der gælder hos hver part, og under hensyntagen til målsætningerne for den fælles forskning, parternes og deltagernes finansielle eller andre bidrag, fordele og ulemper ved at tildele rettigheder for bestemte territorier eller anvendelsesområder, overførsel af data, varer og tjenesteydelser, der er underlagt eksportkontrol, krav i henhold til gældende love og andre faktorer, som parterne finder relevante. Rettigheder og forpligtelser, for så vidt angår intellektuel ejendom i forbindelse med forskning udført af gæsteforskere, omfattes også af teknologiforvaltnings planen.For så vidt angår intellektuel ejendom, omhandler teknologiforvaltnings planen normalt bl.a.: ophavsrettigheder, beskyttelse, ret til anvendelse til forsknings- og udviklingsformål, udnyttelse og formidling, herunder også ordninger for fælles offentliggørelse, gæsteforskeres rettigheder og pligter samt procedurer for bilæggelse af tvister. Teknologiforvaltningsplanen kan også omhandle generel og specifik viden, videregivelse af rettigheder og forskningsresultater.

    4. Rettigheder til viden eller intellektuel ejendom, der frembringes som led i den fælles forskning, og som ikke er omhandlet af teknologiforvaltningsplanen, tildeles med parternes godkendelse efter de principper, der er opstillet i planen. I tilfælde af uenighed ejes sådan viden eller intellektuel ejendom i fællesskab af alle deltagere, der er involveret i den fælles forskning, som den pågældende viden eller intellektuelle ejendom er et resultat af. Hver deltager, der er omfattet af denne bestemmelse, tildeles retten til at udnytte sådan information eller intellektuel ejendom til egne kommercielle formål uden geografiske begrænsninger.

    5. Hver part sikrer, at den anden part og dens deltagere får de rettigheder til intellektuel ejendom, som tildeles dem i overensstemmelse med disse principper.

    6. Samtidig med at konkurrencevilkårene bevares på de områder, der er omfattet af aftalen, bestræber hver part sig på at sikre, at rettigheder, som erhverves i henhold til aftalen og ordninger i henhold til denne, udøves således, at navnlig følgende fremmes:

    i) formidling og anvendelse af viden, som er opstået, frigivet eller på anden måde gjort tilgængelig i medfør af aftalen, og

    ii) vedtagelse og gennemførelse af internationale standarder.

    7. Aftalens udløb eller opsigelse berører ikke rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med dette bilag.

    III. Ophavsretligt beskyttede værker og videnskabelig litteratur

    Ophavsret, der tilhører parterne eller deres deltagere, forvaltes i overensstemmelse med Bernerkonventionen (Paris-akten af 1971). Med ophavsretten beskyttes udtryksformer, men ikke idéer, procedurer, driftsmetoder eller matematiske begreber som sådanne. Begrænsninger af eller undtagelser fra enerettigheder må kun fastsættes i visse særlige tilfælde, som ikke strider mod en normal udnyttelse af resultaterne og ikke i urimelig grad bringer rettighedsindehaverens legitime interesser i fare.

    Parterne eller deltagerne i den fælles forskning offentliggør i fællesskab deres forskningsresultater, jf. dog afsnit II, medmindre andet er aftalt i teknologiforvaltningsplanen. Ud over denne generelle regel skal følgende procedurer overholdes:

    1. I tilfælde, hvor en af parterne eller dennes offentlige institutioner udgiver videnskabelige og tekniske tidsskrifter, artikler, rapporter, bøger, herunder videoer og programmel på grundlag af fælles forskning i henhold til aftalen, tilfalder der den anden part en verdensomspændende, ikke-eksklusiv, uigenkaldelig og royaltyfri ret til at oversætte, reproducere, tilpasse, transmittere og offentligt distribuere sådanne værker.

    2. Parterne sikrer, at litterære værker af videnskabelig karakter, som er blevet til på grundlag af fælles forskning i henhold til denne aftale, og som er offentliggjort af uafhængige forlag, får videst mulig udbredelse.

    3. Alle eksemplarer af et ophavsretligt beskyttet værk, der omfattes af denne bestemmelse og distribueres offentligt, skal være forsynet med forfatternavn(e), medmindre en forfatter udtrykkeligt anmoder om ikke at blive nævnt ved navn. Desuden skal de klart og tydeligt omtale parternes fælles medvirken.

    IV. Opfindelser, opdagelser og andre tekniske og videnskabelige resultater

    Opfindelser, opdagelser og andre tekniske og videnskabelige resultater, der frembringes som led i samarbejdet mellem selve parterne, ejes af parterne, medmindre disse aftaler andet.

    V. Ikke-frigivet viden

    A. Ikke-frigivet viden i dokumentform

    1. Parterne, eller hvor det er relevant dens organer eller deltagere, fastlægger så tidligt som muligt og helst i teknologiforvaltningsplanen, hvilken viden de fortsat ikke ønsker frigivet i forbindelse med aftalen, idet de bl.a. tager hensyn til følgende kriterier:

    a) den pågældende videns hemmelige karakter i den forstand, at den ikke som helhed eller i sin nøjagtige form eller sammenstilling af enkeltdele er alment kendt blandt eller umiddelbart tilgængelig med lovlige midler for sagkyndige på området,

    b) den pågældende videns faktiske eller potentielle forretningsmæssige værdi i kraft af dens hemmeligholdelse,

    c) tidligere beskyttelse af den pågældende viden i den forstand, at den person, som lovligt besidder denne viden, har taget efter omstændighederne rimelige skridt for at hemmeligholde den.

    Parterne og deres deltagere kan i visse tilfælde aftale, at dele af eller hele den viden, der udveksles eller frembringes som led i den fælles forskning i medfør af nærværende aftale, ikke må frigives, medmindre andet fremgår.

    2. Hver af parterne sørger for, at de og deres deltagere tydeligt angiver, hvad der er ikke-frigivet viden, f.eks. ved en passende mærkning eller brugsindskrænkende påtegning. Dette gælder også for enhver hel eller delvis gengivelse af den pågældende viden.

    Når en part modtager ikke-frigivet viden i medfør af aftalen, skal den respektere denne videns beskyttede karakter. Dette krav bortfalder automatisk, når ejeren gør den pågældende viden alment tilgængelig.

    3. Ikke-frigivet viden, som meddeles i medfør af denne aftale, kan af den modtagende part videregives til personer i tilknytning til eller ansat af den modtagende part samt til andre berørte ministerier og styrelser hos den modtagende part, når disse har fået tilladelse hertil med specielt henblik på den igangværende fælles forskning, under den forudsætning, at sådan ikke-frigivet viden kun videregives på grundlag af en aftale om fortrolighed, og at den som anført ovenfor let kan identificeres som sådan.

    4. Med forudgående skriftligt samtykke fra den part, der stiller ikke-frigivet viden til rådighed, kan den modtagende part give sådan viden større udbredelse end tilladt efter punkt 3. Parterne samarbejder om at fastlægge procedurer for anmodning om og opnåelse af forudgående skriftligt samtykke til en sådan større udbredelse, og hver part giver sit samtykke i den udstrækning, det er muligt efter denne parts nationale praksis, love og bestemmelser.

    B. Ikke-frigivet viden, som ikke forelægges i dokumentform

    Ikke-frigivet viden eller anden fortrolig viden, der ikke forelægges i dokumentform, men som stilles til rådighed på seminarer eller møder, der afholdes i henhold til denne aftale, eller som er tilvejebragt gennem udstationering af personale, brug af faciliteter eller gennem deltagelse i fælles projekter, behandles af parterne og deres deltagere efter principperne for ikke-frigivet viden i dokumentform, dog forudsat at modtageren af sådan ikke-frigivet eller fortrolig eller beskyttet viden, er blevet gjort opmærksom på denne videns fortrolige karakter på det tidspunkt, hvor den pågældende viden blev meddelt.

    C. Forvaltning af ikke-frigivet viden

    Parterne bestræber sig på at sikre, at ikke-frigivet viden, som de får stillet til rådighed i henhold til aftalen, forvaltes på den måde, som er fastlagt heri. Hvis en af parterne bliver opmærksom på, at den vil blive eller med rimelighed kan forventes at blive ude af stand til at opfylde fortrolighedsbestemmelserne i afsnit A og B, giver den omgående den anden part meddelelse herom. Parterne rådfører sig derefter med hinanden om, hvilke skridt der bør tages.

    På De Forenede Mexicanske Stater På Det Europæiske Fællesskab

    Jaime Parada Avila,

    Generaldirektør

    Consejo Nacional de Ciencia y Tecnología

    FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAGET

    Politikområde: FTU

    Aktivitet: Internationalt V&T-samarbejde

    Titel: Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Mexicanske Stater

    1. BUDGETPOST (nummer og betegnelse)

    1.1. Budgetpost

    Udgifterne i forbindelse med aktiviteter til opfølgning og gennemførelse af aftalen vil blive afholdt over specifikke budgetposter under programmerne inden for Fællesskabets FTU-rammeprogram (kapitel B6-6013: andre FTU-relaterede driftsudgifter).

    2. SAMLEDE TAL

    2.1. Metode til beregning af de samlede årlige omkostninger ved foranstaltningen (skøn)

    a. Forberedende aktiviteter, tilsyn med samarbejdet: møder i Styrelsesudvalget for Videnskabeligt og Teknisk Samarbejde, udveksling af oplysninger, besøg af tjenestemænd og eksperter i Mexico 40.000 EUR

    b. Videnskabelige og tekniske workshops/møder: 60.000 EUR

    ALT: 100 000 EUR/år

    3. Budgetspecifikationer

    >TABELPOSITION>

    4. RETSGRUNDLAG

    Med retsgrundlag. [flerårigt program - fælles beslutningstagning (med et prioriteret finansielt referencegrundlag)].

    4.1. Titler og reference

    - Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 170, sammenholdt med artikel 300 stk. 2, første afsnit, første punktum.

    - Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1513/2002/EF om det sjette rammeprogram for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, udvikling og demonstration (2002-2006).

    5. BESKRIVELSE OG BEGRUNDELSE

    5.1. Behov for EU-foranstaltninger

    Støtte over Fællesskabets budget er påkrævet, da det planlagte samarbejde kommer til at indgå i rammeprogrammernes gennemførelse, det gælder også budgetafsnittet: Mexico deltager i en række særprogrammer og administrative udgifter på den europæiske side (tjenesterejser, som foretages af Fællesskabets embedsmænd, afholdelse af seminarer i Fællesskabet og Mexico).

    5.1.1. Mål

    Det vigtigste formål er at fremme FTU-samarbejdet mellem EF og Mexico på de områder, der omfattes af rammeprogrammerne.

    - Aftalen sigter mod at sætte Fællesskabet og Mexico i stand til at få gensidigt udbytte af de videnskabelige og tekniske fremskridt, der gøres i deres respektive forskningsprogrammer. Det skal ske ved deltagelse fra det mexicanske forskningsmiljø og erhvervsliv i Fællesskabets forskningsprojekter og ved uafhængig og ikke-subsidieret deltagelse fra organer, der er hjemmehørende i Fællesskabet, i mexicanske forskningsprojekter.

    - I EF og Mexico vil aftalen blive til gavn for videnskabelige miljøer, erhvervssektoren og offentligheden i kraft af de direkte og indirekte virkninger af samarbejdet.

    5.1.2. Varighed

    Denne aftale indgås i første omgang for et tidsrum på fem år og kan stiltiende videreføres efter en omfattende resultatorienteret vurdering, som finder sted det næstsidste år i hver af de efterfølgende femårsperioder.

    5.2. Indsatsområder og nærmere bestemmelser for støtten

    5.2.1. Udgifternes art

    100 % tilskud (Kommissionens tjenestemænds og eksperters tjenesterejser til Mexico organisering af workshops, seminarer og møder i EU og i Mexico).

    6. FINANSIELLE VIRKNINGER

    6.1. Administrative og tekniske driftsudgifter omfattet af del B (for hele programperioden)

    6.1.1. Udgifter til forvaltning af afgørelsen (skøn)

    Vejledende fordeling, beløb (udtrykt i mio. EUR)

    >TABELPOSITION>

    7. RESULTATOPFØLGNING OG EVALUERING

    7.1. Resultatopfølgningssystem

    Aktiviteterne i medfør af samarbejdsaftalen overvåges regelmæssigt af Kommissionens relevante tjenestegrene. Denne overvågning finder sted gennem indsamling af oplysninger på grundlag af data fra rammeprogrammernes særprogrammer.

    7.2 Samlet vurdering af foranstaltningen

    Kommissionens tjenestegrene foretager ved udgangen af hvert år en evaluering af alle de samarbejdsaktiviteter, der er gennemført i henhold til aftalen.

    8. PLANLAGTE FORHOLDSREGLER MOD SVIG

    Der planlægges talrige administrative og finansielle kontrolforanstaltninger på alle stadier i forbindelse med samarbejdsaktiviteterne i henhold til denne aftale. Det gælder nærmere betegnet:

    - kontrol med udgiftsopgørelserne på forskellige stadier inden betalingen (finansiel, videnskabelig og teknisk kontrol)

    - intern revision foretaget af finanskontrollen

    - kontrol (og herunder inspektion på stedet) foretaget af Kommissionens finanskontrol og EU's Revisionsret.

    Top