EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0426

Forslag til Rådets afgørelse om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter

/* KOM/2003/0426 endelig udg. - CNS 2003/0158 */

52003PC0426

Forslag til Rådets Afgørelse om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter /* KOM/2003/0426 endelig udg. - CNS 2003/0158 */


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Systemet til beskyttelse af euromønter

Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 [1] om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, særlig artikel 5, fastsætter, at det nationale møntanalysecenter (CNAC) i hver enkelt EU-medlemsstat [2] og Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) skal analysere og klassificere falske mønter. En forudsætning for, at denne struktur kan fungere tilfredsstillende, er, at de myndigheder, der skal udføre de tekniske opgaver med at analysere og klassificere falske mønter, samarbejder.

[1] EFT L 181 af 4.7.2001, s. 6.

[2] Forordning 1339/2001 (L 181, 4.4.2001, s. 11) udvider virkningerne af forordning (EF) nr. 1338/2001 til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta.

Rådet (Økofin) enedes den 28. februar 2000 om den tekniske ordning for håndtering af falske euromønter. Hovedprincipperne for ordningens gennemførelse blev fastsat i ovennævnte forordning.

Medlemsstaterne har oprettet eller udpeget nationale møntanalysecentre (CNAC) med passende udstyr, og Kommissionen har fastsat en ramme for samordning af medlemsstaternes foranstaltninger vedrørende indsamling og teknisk analyse af falske euromønter. Til dette formål har Kommissionen uformelt nedsat en ekspertgruppe for falske mønter, der ledes under forsæde af Kommissionen.

2. Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC)

ETSC blev oprettet midlertidigt som en særskilt og selvstændig administrativ enhed inden for det franske møntvæsen på grundlag af en brevveksling mellem Rådets (Økofin) formand og Frankrigs finansminister af 28. februar og 9. juni 2000. ETSC begyndte sin virksomhed den 1. oktober 2001. Kommissionen har udpeget personalet under ETSC, der foretager de nødvendige analyser i nært samarbejde med det franske CNAC. De franske myndigheder har stillet det relevante personale og udstyr til rådighed for ETSC og sørger for sekretariatsbistand, lokaler, udstyr og vedligeholdelse for ETSC. Mindre kontorudgifter (telefonsamtaler) og ETSC-personalets rejseomkostninger dækkes over Fællesskabets budget.

I Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 og i brevvekslingen af 28. februar og 9. juni 2000 fastsættes det, at ETSC's fremtidige status og blivende hjemsted senere vil blive besluttet af Rådet. På linje med Rådets (Økofin) konklusioner fra februar 2000 blev der udarbejdet en situationsrapport om ETSC's arbejdsresultater. Rapporten blev udarbejdet under EU-møntdirektørernes ansvar og konkluderer, at ETSC i øjeblikket udfører sin virksomhed på et hensigtsmæssigt sted, og at Kommissionen sikrer en hensigtsmæssig administrativ og institutionel ramme for så vidt angår effektivitet og uafhængighed.

Situationsrapporten er godkendt af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, som hilser bedømmelsesrapporten om ETSC velkommen, og foreslår, at centret fortsat bør udføre sin virksomhed i det franske møntvæsens lokaler. Udvalget foreslår også, at Kommissionen fortsat bør samordne medlemsstaternes tekniske arbejde i forbindelse med beskyttelsen af euromønter, og at den bør træffe passende foranstaltninger for at sikre ETSC's fortsatte drift. Underudvalget har til den ende godkendt et udkast til konklusioner til Rådet (Økofin).

Med udgangspunkt i ovenstående planlægges to formelle skridt: en rådsafgørelse, der giver Kommissionen ansvaret for at sikre, at ETSC fungerer, og for at samordne medlemsstaternes tekniske foranstaltninger for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri, og en efterfølgende kommissionsafgørelse, hvor Kommissionen udmønter sit ansvar.

Det foreliggende forslag vedrører det første af de to skridt.

3. Forslag til Rådets afgørelser

Formålet med forslaget til Rådets afgørelse er formelt at give Kommissionen ansvaret for, at den sikrer ETSC's drift og den relevante samordning af de kompetente tekniske myndigheders aktiviteter for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri.

Forslaget er baseret på EF-traktatens artikel 123, stk. 4, og sigter på at implementere artikel 5 i Rådets forordning 1338/2001 om analyse og klassificering af falske euromønter.

Kommissionen er i øjeblikket ved at skabe den ramme, der skal gøre det muligt at samordne medlemsstaternes tekniske indsats for at beskytte euromønter mod falskmøntneri, og som har sikret ETSC's drift, siden centret begyndte sin virksomhed i oktober 2001, ved hjælp af ledelsesbistand og administrativ støtte fra Kommissionen. Medlemsstaterne er tilfredse med den måde, hvorpå ETSC fungerer.

Kommissionen bør derfor fortsætte med at udføre disse aktiviteter, der indtil nu er udført på et midlertidigt grundlag, og dermed sikre, at beskyttelsen af euromønterne varetages på en stabil og uafhængig måde.

Artikel 1 i forslaget til Rådets afgørelse præciserer de opgaver, der tildeles Kommissionen. Ansvaret omfatter ETSC's drift samt samordningen af de kompetente tekniske myndigheders indsats for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri.

Med ETSC's nuværende opgaver og niveauet for møntfalskneri kræves der ikke yderligere budgetmidler til denne foranstaltning.

4. Kommissionens planlagte opfølgning

Med udgangspunkt i ovennævnte rådsafgørelse vil Kommissionen vedtage en kommissionsafgørelse, der indebærer:

(1) at ETSC etableres som del af Kommissionens tjenestegrene i Bruxelles og udstationerer personale til det franske møntvæsen med henblik på at anvende dettes faciliteter

(2) at den formelt fastsætter den nødvendige samordning af medlemsstaternes tekniske indsats for at beskytte euromønterne

(3) at den sørger for regelmæssig rapportering til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg om ovennævnte samordningsaktiviteter.

Før vedtagelsen af Kommissionens afgørelse kræves en formel forpligtelse fra de franske myndigheder, hvori det bekræftes, at den nuværende deling af de relevante udgifter fortsætter.

ETSC skal fortsat arbejde nært sammen med EU's møntdirektører og fortsat hvert år rapportere til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, Den Europæiske Centralbank, Europol og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne.

2003/0158 (CNS)

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 123, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [3],

[3] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [4],

[4] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank [5], og

[5] EFT C af , s. .

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 [6] om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, fastsætter, at det nationale møntanalysecenter (CNAC) i hver enkelt medlemsstat og Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) skal analysere og klassificere falske euromønter. Kommissionen har etableret en ramme for samordningen af ovennævnte tekniske myndigheders relevante foranstaltninger.

[6] EFT L 181 af 4.7.2001, s. 6.

(2) Siden oktober 2001 har ETSC udført sine opgaver på midlertidigt grundlag i det franske møntvæsen, og Kommissionen har sørget for administrativ støtte og ledelse i overensstemmelse med brevveksling mellem formanden for Rådet og Frankrigs finansminister af 28. februar og 9. juni 2000.

(3) For at garantere en kontinuerlig og uafhængig beskyttelse af euromønterne mod falskmøntneri bør Kommissionen have ansvaret for ETSC's arbejde og for samordningen af de kompetente tekniske myndigheders indsats på dette område -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Kommissionen skal sikre Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Centers drift og samordning af de kompetente tekniske myndigheders arbejde for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Rådets vegne

Formand

BILAG

BUDGETKONSEKVENSER

Ingen yderligere budgetkonsekvenser.

1. BUDGETKONSEKVENSER FOR DEL B

Ingen budgetkonsekvenser.

2. VIRKNING PÅ PERSONALERESSOURCER OG ADMINISTRATIVE UDGIFTER

Ingen yderligere virkning. Behovet for menneskelige og administrative ressourcer dækkes af bevillingen til det administrerende generaldirektorat inden for den årlige bevillingsprocedure.

2.1. Virkning på menneskelige ressourcer

Én midlertidig ansat, A-5, og én midlertidig ansat, A-7, fra det nuværende personale. På grundlag af de hidtidige standarder er omkostningerne til de to ansatte 135 000 EUR.

2.2. Administrative udgifter i forbindelse med foranstaltningen

>TABELPOSITION>

Beløbene er de samlede udgifter for tolv måneder.

Top