52003AR0100

Regionsudvalgets udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet Handel og udvikling Hvordan udviklingslandene kan hjælpes til at få udbytte af handel"

(2004/C 23/02)

REGIONSUDVALGET HAR -

under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om "Handel og udvikling - Hvordan udviklingslandene kan hjælpes til at få udbytte af handel" (KOM(2002) 513 endelig),

under henvisning til Kommissionens beslutning af 11. februar 2003 om at høre Regionsudvalget om dette emne i henhold til artikel 265, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og i henhold til brevet fra Loyola de Palacio, næstformand for Kommissionen, til Albert Bore, formand for Regionsudvalget, af samme dato om at høre udvalget om dette emne i henhold til samarbejdsprotokollen fra 2001,

under henvisning til "Protokol om samarbejdsformer mellem Europa-Kommissionen og Regionsudvalget", underskrevet af de respektive formænd den 20. september 2001 (DI CdR 81/2001 rev.),

under henvisning til præsidiets beslutning af 9. oktober 2002 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Forbindelser Udadtil (punkt 7, litra b, i dagsordenen, 2002/DEV/5),

under henvisning til artikel 177 og 178 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000,

under henvisning til Rådets og Kommissionens fælles erklæring om EU's udviklingspolitik af 10. november 2000,

under henvisning til konklusionerne fra det fjerde WTO-ministermøde i Doha i november 2001,

under henvisning til konklusionerne fra de internationale konferencer i henholdsvis Monterrey om finansiering af udvikling i marts 2002 og i Johannesburg om bæredygtig udvikling i september 2002,

under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om "Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik" (KOM(2000) 212 endelig),

under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om "Mod et globalt partnerskab for bæredygtig udvikling" (KOM(2002) 82 endelig),

under henvisning til Europa-Parlamentets betænkning om kapacitetsopbygning i udviklingslandene af 18. marts 2003 [A5-0066/2003 - 2002/2157(INI)],

under henvisning til Regionsudvalgets udtalelse om "Videreførelse af WTO-forhandlingerne" (CdR 181/2002 fin)(1),

under henvisning til sit forslag til udtalelse (CdR 100/2003 rev.), som blev vedtaget af Underudvalget for Forbindelser Udadtil den 23. maj 2003 med Ron Watson, medlem af Sefton Metropolitan District Council (UK/PPE), som ordfører, og

ud fra følgende betragtninger:

1) Integrationen af udviklingslandene, især de mindst udviklede blandt dem, i verdensøkonomien er en forudsætning for deres vækst og for en bæredygtig økonomisk og social udvikling,

2) Fællesskabets politik med hensyn til udviklingssamarbejde skal fremme en bæredygtig økonomisk og social udvikling i udviklingslandene og særlig i de mest ugunstigt stillede blandt disse og en harmonisk og gradvis integration af udviklingslandene i verdensøkonomien,

3) Regional integration og regionalt samarbejde bidrager til integrationen af udviklingslandene i verdensøkonomien og spiller en afgørende rolle for at sikre fred og forebygge konflikter;

på den 51. plenarforsamling den 9. oktober 2003 vedtaget følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Den 1. januar 1995 erstattede Verdenshandelsorganisationen (WTO) Told- og handelsaftalen (GATT) som det centrale forum for multilaterale handelsforbindelser. Beslutningen om at oprette WTO blev truffet i Marrakesh i 1994, som var højdepunktet på næsten 8 års multilaterale handelsforhandlinger inden for GATT's "Uruguay-runde".

1.2. Efter den vigtige optagelse af Kina i WTO i december 2001 er der nu 144 medlemslande, hvilket svarer til over 90 % af de internationale handelsstrømme.

1.3. Siden WTO's mislykkede tredje ministerkonference i Seattle i november 1999, der blev vidt omtalt i medierne, og hvor der var kraftige protester mod "globalisering" og WTO's arbejdsmetoder, har der været en række vigtige konferencer, som har søgt at udstikke en acceptabel fælles ramme for internationale handelsforbindelser, som respekterer principperne om bæredygtig udvikling og tager højde for de 49 mindst udviklede landes særbehov:

- På det fjerde WTO-ministermøde i Doha i november 2001 lanceredes Doha-udviklingsagendaen; en strategi baseret på en positiv betoning af udvikling og vigtigheden af kapacitetsopbygning for at hjælpe lande med at deltage effektivt i handelsforhandlinger. Doha-runden, som erstattede Uruguay-runden (der løb fra 1985 til 1997), afsluttes efter planen den 1. januar 2005;

- På FN's konference om udviklingsfinansiering i Monterrey i marts 2002 understregedes vigtigheden af, at man støtter fjernelsen af handelshindringer på udbudssiden og sørger for sikker finansiering af handelsrelateret støtte og kapacitetsopbygning;

- På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i august-september 2002 enedes man om, at politikkerne for handel, udvikling og miljø bør støtte hinanden gensidigt.

1.4. EU har været en aktiv deltager i disse WTO- og FN-konferencer og i handels- og udviklingsforhandlinger mere generelt:

- EU's kommissær for handel, Pascal Lamy, har kraftigt bakket op om behovet for en omfattende ny forhandlingsrunde (dvs. Doha-udviklingsagendaen) og støttet WTO's indsats for at udvide handelsbestemmelser og deres håndhævelse til at omfatte tjenester via den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS).

- EU er engageret i en igangværende og politisk særdeles omstridt debat om behovet for en reform af den fælles landbrugspolitik og er i færd med at udvikle sin forhandlingsposition inden for WTO vedrørende landbrug (Reinhold Bocklet, minister for forbunds- og Europaanliggender i delstaten Bayern, var ordfører for en udtalelse om dette spørgsmål, der blev vedtaget af plenarforsamlingen den 9. april 2003).

- EU har iværksat et initiativ under navnet "alt undtagen våben" (EBA), som tilskynder industrilandene til at give verdens fattigste lande toldfri adgang for alle landbrugsprodukter (der er i dag i alt 49 af disse mindst udviklede lande).

- Kommissionen offentliggjorde en meddelelse i april 2000 om "Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik"(2), som fokuserede på behovet for at hjælpe udviklingslandene med at opbygge deres kapacitet, så de på en meningsfuld måde kan deltage i handelsforhandlinger, og for at yde støtte til politiske reformer, som kan være med til at fremme handel og interne investeringer (f.eks. fremme af sunde makroøkonomiske politikker og støtte til, at den private sektor kan deltage).

1.5. Mens man på ét EU-indsatsområde har betonet vigtigheden af økonomisk udvikling, handel og konkurrence inden for en klar "liberaliserings"-dagsorden, har man på et andet indsatsområde fokuseret på det mere overordnede koncept om "bæredygtig udvikling", defineret som integrationen af de "tre søjler" - økonomisk udvikling, social udvikling (herunder sundhed, lige muligheder og arbejdstagerrettigheder) og miljøbeskyttelse. I visse formuleringer er en fjerde søjle - kulturel udvikling eller kulturel identitet - tilføjet. Andre nøgleprincipper vedrørende bæredygtig udvikling er "fremtidighed" eller ret og rimelighed generationerne imellem (dvs. at den nuværende generation ikke skal have fordele på bekostning af kommende generationer ved at fokusere på kortsigtede fordele) og "globalitet" (anerkendelse af vigtigheden af at tage højde for foranstaltningers globale konsekvenser, atter på lang sigt).

1.6. EU har anerkendt behovet for, at disse to indsatsområder bliver "sammenhængende" og har en "synergieffekt", frem for alt i Kommissionens meddelelse "Mod et globalt partnerskab for bæredygtig udvikling"(3). Man har direkte forsøgt at sikre en bedre sammenhæng mellem centrale EU-politikker (f.eks. den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik samt handels-, energi-, transport- og industripolitikken) og principperne om bæredygtig udvikling.

2. Regionsudvalgets synspunkter

Regionsudvalget

2.1. indser, at forholdet mellem udvidet handel, økonomisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse er meget kompliceret;

2.2. mener, at øget åbenhed inden for samhandelen mellem nationer i brede træk, både historisk og aktuelt, fører til positive resultater, når det gælder investeringer og økonomisk udvikling;

2.3. er imidlertid af den opfattelse, at forbindelsen med fattigdomsbekæmpelse er mindre indlysende, eftersom den er afhængig af andre indenlandske politiske og institutionelle faktorer: en "positiv cirkel" af handel og økonomisk vækst kan føre til en reduktion af den samlede fattigdom på samfundsøkonomisk niveau, men til større uligheder i velfærd og indtjening i udviklingslandene;

2.4. støtter på det kraftigste den øgede betoning af forbindelserne mellem handel, udvikling, fattigdomsbekæmpelse og kapacitetsopbygning, som Doha-udviklingsagenda repræsenterer;

En positiv model for åbenhed i samhandelen

Regionsudvalget

2.5. mener, at hvis åbenhed i samhandelen skal blive en positiv faktor, er en række nøglebetingelser nødt til at være opfyldt. Disse betingelser bliver generelt behandlet grundigt i Kommissionens meddelelse, men visse bør der lægges større vægt på;

2.6. fastslår, at der overordnet er behov for en passende balance mellem på den ene side indsatsen for handel, investeringer og økonomisk vækst som led i en agenda baseret på liberalisering og globalisering - hvilket utvivlsomt har potentialet til at skabe betydelige forbedringer i velfærden i mindre udviklede samfund - og på den anden side respekten for principperne om bæredygtig udvikling, behovet for gennemsigtige og fair handelsvilkår og en klar anerkendelse fra de rigere industrilandes side af de akutte problemer, som mindre udviklede lande har, når det gælder handelsforhandlinger, på grund af deres overafhængighed af et begrænset antal landbrugs- og industriprodukter, der er særlig følsomme over for markedsudsving, og på grund af manglende kapacitet til at deltage på lige fod i komplekse forhandlinger;

2.7. beklager, at denne balance ikke findes for øjeblikket, eftersom:

- regeringer og virksomheder trods det nylige verdenstopmøde om bæredygtig udvikling, som søgte at integrere de tre søjler af bæredygtig udvikling (økonomisk udvikling, social udvikling og miljøbeskyttelse), lægger større vægt på økonomisk udvikling - inklusive handel - end på de to andre principper;

- Verdenshandelsorganisationen (WTO), som spiller en nøglerolle, når det gælder om at skabe en reguleret ramme for udøvelsen af handelsforbindelser, forfølger en målrettet dagsorden om økonomisk liberalisering, som tager alt for lidt hensyn til social udvikling (sundhed, arbejdsvilkår, ret og rimelighed samt fattigdom), miljøbeskyttelse og hvad nogle betragter som den fjerde søjle af bæredygtig udvikling, nemlig kulturel identitet. Dette målbevidste fokus på ét aspekt af bæredygtig udvikling ville ikke være et problem, hvis WTO opererede inden for en overordnet institutionel og normativ ramme, som kunne sikre en balance mellem de konkurrerende søjler, men denne findes ikke, heller ikke på FN-niveau. Det vil sige, at WTO opererer på et stort set selvstændigt område med mekanismer til at løse tvister og håndhævelsesbeføjelser, som tilsvarende internationale miljøbeskyttelsesorganisationer (f.eks. FN's miljøprogram (UNEP), Kommissionen for Bæredygtig Udvikling) ikke råder over.

- De rigere industrilande har været langsomme til at opfylde løfterne om reduktioner i afgifter og eksportstøtte: Det er blevet anslået, at fattige lande derfor mister næsten 2 milliarder US-dollar hver dag på grund af uretfærdige handelsbestemmelser, ca. 14 gange mere end hvad de modtager i bistand(4);

- Den udviklede verden har hidtil ikke villet indse betydningen af lige vilkår i handelsforhandlinger ved for det første at anerkende, at fattigere lande ikke har de samme forudsætninger som de bedre rustede forhandlere fra industrilandene, og for det andet at yde bistand til udvikling af den kapacitet: omkring 30 WTO-medlemslande har ikke råd til et kontor i Geneve, WTO's hovedsæde, og få udviklingslande har råd til delegationer, der er store nok til at dække de 40 til 50 vigtige handelsmøder, som afholdes i Geneve på en gennemsnitlig uge(5).

Øget markedsadgang

Regionsudvalget

2.8 bifalder, at der er blevet gjort betydelige fremskridt i de senere år for at mindske handelshindringerne i både industri- og udviklingslande, og når det gælder udvidelse af multilaterale discipliner til at omfatte områder såsom intellektuelle ejendomsrettigheder, landbrug samt tekstil- og beklædningsindustri;

2.9. er dog klar over, at udviklingslandene stadig står over for betydelige hindringer for deres eksport til både industri- og udviklingslande, og at yderligere liberalisering af landbrugshandelen er afgørende, hvis der skal gøres fremskridt inden for fattigdomsbekæmpelse: I højindkomstlande er de gennemsnitlige toldsatser på landbrugsprodukter næsten dobbelt så høje som toldsatserne for de forarbejdende erhverv, og importtoldsatserne i udviklingslandene er fortsat næsten dobbelt så høje som i industrilandene;

2.10. er bekymret over, at landbrugsstøtte i form af subsidier - på trods af fremskridtene siden Uruguay-runden - stadig anvendes i stor udstrækning i industrilandene, hvor den i 2000 udgjorde 327 milliarder US-dollar(6);

2.11. støtter EU's generelle præferenceordning til fremme af eksport fra udviklingslande samt andre former for koncessioner såsom "alt undtagen våben"-initiativet (EBA) for de mindst udviklede lande;

2.12. anerkender, at indgåelse af frihandelsaftaler og den medfølgende reduktion (eller fjernelse) af toldafgifter kan føre til et betydeligt problem med tab af statsindtægter i udviklingslande: i mange lande udgør toldafgifter en vigtig finansieringskilde for staten (f.eks. i 1999 32 % i Papua New Guinea og 77 % i Guinea). Der er brug for midlertidig finansiel støtte til at afbøde effekten af sådanne tab;

2.13. erkender EU's vanskeligheder i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik, når man skal finde en balancere mellem konkurrerende målsætninger om på den ene side at reducere de toldmæssige hindringer for landbrugsprodukter, navnlig eksportsubsidierne, og på den anden side at beskytte "EU's landbrugsmodel", der omfatter interne støtteforanstaltninger for at bevare den biologiske mangfoldighed, fremme bæredygtig udvikling af landbruget, sikre dyrevelfærd og beskytte forbrugerne (samt selvfølgelig landbrugernes indtjening);

2.14. er imidlertid bekymret over, at de argumenter, som anvendes til at støtte integriteten i EU's landbrugsmodel og forhindre, at toldsatserne nedsættes mere, end hvad man allerede har vedtaget under "alt undtagen våben"-initiativet - som det så overbevisende fastslås i Reinhold Bocklets udtalelse om "EU's forhandlingsposition på landbrugsområdet med henblik på næste WTO-forhandlingsrunde" - kan komme til at blokere for yderligere fremskridt i forbindelse med liberaliseringen af samhandelen, hvor de velfunderede betænkeligheder, som formuleres i Bocklets udtalelse, bruges af dem, som har en interesse i status quo som en undskyldning for at modsætte sig alle rimelige reformer på dette område.

Styrkelse af den institutionelle kapacitet

Regionsudvalget

2.15. er særdeles tilfreds med meddelelsens betoning af, at den institutionelle kapacitet i udviklingslandene skal styrkes, så de kan få størst mulig fordel af samhandelen;

2.16. erkender, at udviklingslandene har en lang række interne kapacitetsproblemer, som bør mindskes ved en kombination af statslig udviklingsbistand (ODA), investeringer og reformer. Disse problemer omfatter:

- politikker, som modvirker investeringer og iværksætterlyst,

- en underudviklet finanssektor,

- utilstrækkelig fysisk infrastruktur, herunder transportforbindelser, offentlige værker og telekommunikation,

- ringe læsefærdigheder og lavt uddannelsesniveau,

- institutionaliseret korruption,

- sociale uroligheder;

2.17. erkender desuden, at udviklingslandene har en række indbyrdes forbundne problemer på den internationale handelsarena, herunder:

- alt for stor afhængighed af et begrænset antal landbrugs- og industrivarer, hvilket gør dem særligt sårbare over for forringede handelsbetingelser og ustabile verdenspriser,

- et højt konkurrenceniveau mellem et stort antal små producenter og

- høje handelshindringer, især for landbrugsprodukter og arbejdskraftintensive varer;

2.18. ser positivt tilbage på Kommissionens meddelelse af april 2000 om "Fællesskabets udviklingspolitik" (og Rådets og Kommissionens fælles erklæring af 10. november 2000), som til stor nytte udpegede de vigtigste områder, hvor EU skal koncentrere sin bistand til opbygning af handelskapacitet. Disse falder ind under to brede kategorier (ikke direkte udpeget som sådanne i den oprindelige meddelelse):

i. bistand specifikt målrettet mod handelsforhandlinger (herunder bistand til optagelse i WTO og multilaterale handelsforhandlinger og støtte til implementering af eksisterende og fremtidige WTO-aftaler),

ii. mere generel bistand målrettet mod at styrke landets økonomiske, sociale og politiske institutioner og arbejdsmetoder, herunder

- støtte til de politiske reformer og investeringer, der er nødvendige for at forbedre den økonomiske effektivitet og sikre øget deltagelse i verdensøkonomien,

- støtte til teknisk bistand og kapacitetsopbygning med henblik på forbindelserne mellem handel og miljø (f.eks. uddannelse i miljøkonsekvensanalyser),

- fremme af sunde makroøkonomiske sektor- og skattepolitikker, som forbedrer klimaet for interne investeringer,

- støtte til den private sektors deltagelse i økonomien,

- støtte til udvikling af regionale markeder og institutioner i udviklingslandene, navnlig via forhandlinger og gennemførelse af bilaterale og regionale aftaler med EU: Regionale handelsaftaler mellem udviklingslande kan føre til "syd-syd-integration", hvilket kan forbedre effektiviteten, øge konkurrencen, muliggøre stordriftsfordele og gøre udenlandske direkte investeringer mere tiltrækkende;

2.19. er enig med meddelelsen i behovet for at integrere handel med udviklingsstrategier på en måde, som bidrager til målsætningerne om fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling ved at sikre, at handelsspørgsmål er inkluderet i fattigdomsbekæmpelsesstrategipapirer og andre nationale udviklingsstrategier, på linje med den fremgangsmåde, der blev vedtaget i Doha, Monterrey og Johannesburg;

2.20. henleder i den forbindelse opmærksomheden på turismens store potentiale - navnlig økoturisme - for at frembringe en udvikling af høj værdi, som skaber lokal beskæftigelse, bidrager betydeligt til infrastrukturforbedringer og - hvis det sker på en passende måde - respekterer miljøet og den lokale kultur;

2.21. støtter Kommissionens forslag om at målrette EU's bistand mod:

- støtte til optagelse i WTO, navnlig via uddannelsesprogrammer,

- støtte til gennemførelse af WTO-aftaler, især med henblik på at udvikle relevante institutionelle og lovgivningsmæssige rammer,

- støtte til yderligere politiske reformer, herunder en reform af toldadministration (f.eks. forenkling af import- og eksportdokumentation og -procedurer), sikring af, at lovgivnings- og håndhævelsesordninger (f.eks. sundhed, arbejdsnormer, sundheds- og plantesundhedsaftaler) opfylder internationale standarder, og sikring af, at passende lovgivning til beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret gennemføres og håndhæves;

2.22. er enig med betænkningen fra Europa-Parlamentet(7), når den bemærker, at:

"de fattigste landes adgang, også ikke-gensidig adgang, til de udviklede landes markeder, er helt utilstrækkelig til at sikre en reel forøgelse af samhandelen, hvis der ikke samtidig sker en forøgelse af kapaciteten til udvikling af industri og landbrug og til at overholde de gældende bestemmelser om certificering og standardisering i importlandene, især med hensyn til sundhed og plantesundhed og kendskab til netværkene for markedsføringen";

2.23. gør Kommissionen opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en vigtig rolle i forbindelse med kapacitetsopbygning via internationale samarbejdsforbindelser mellem kommuner og regioner; sådanne forbindelser - f.eks. venskabsbyordninger og medvirken i samarbejdsprojekter om international udvikling (som fremover også vil omfatte de type 2-partnerskaber, som blev lanceret på Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002) - sætter lokale og regionale myndigheder i EU i stand til at overføre deres færdigheder og erfaringer med styring af lokal økonomisk udvikling og handelsforbindelser til myndigheder i udviklingslandene;

2.24. erkender, at lokale og regionale myndigheder i EU i så henseende råder over betydelige beføjelser og kompetencer (og følgelig også kunnen og erfaring) med hensyn til politikker og tjenester, der i væsentlig grad influerer på økonomisk aktivitet og handel, herunder:

- strategisk planlægning

- transportinfrastrukturer og tjenesteydelser

- styring af økonomisk udvikling

- fremme og stimulering af interne investeringer, herunder turisme

- udvikling af økonomiske partnerskaber mellem erhvervsvirksomheder og lokale myndigheder (herunder offentlig/private finansieringsinitiativer)

- fremme og regulering af lokale markeder

- almen og faglig uddannelse

- indkøbspolitikker (inklusive muligheden for at medtage "fair trade"-klausuler);

2.25. opfordrer Kommissionen til at skabe et gunstigt miljø, herunder et højere niveau af finansiel bistand, for lokale og regionale myndigheder såvel som for civilsamfundsaktører såsom ngo'er, kirker og fagforeninger samt for selskaber, så de kan tage del i kapacitetsopbygningen i mindre udviklede lande.

Bruxelles, den 9. oktober 2003.

Albert Bore

Formand for

Regionsudvalget

(1) EFT C 192 af 12.8.2002, s. 37.

(2) KOM(2000) 212 endelig.

(3) KOM(2002) 82 endelig.

(4) The Least Developed Countries Report, De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD), 1999.

(5) World Development Report 2000/2001: Attacking Poverty Verdensbanken, 2001.

(6) Verdensbanken, Global Economic Prospects 2002.

(7) A5-0066/2003 - 2002/2157 (INI).