Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52002PC0757

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Beslutning om edb-registrering af punktafgiftspligtige varers bevægelser og kontrollen hermed (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

/* KOM/2002/0757 endelig udg. - COD 2001/0185 */

52002PC0757

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Beslutning om edb-registrering af punktafgiftspligtige varers bevægelser og kontrollen hermed (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) /* KOM/2002/0757 endelig udg. - COD 2001/0185 */


Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING om edb-registrering af punktafgiftspligtige varers bevægelser og kontrollen hermed (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

BEGRUNDELSE

A. Principperne

1. Den 19. november 2001 forelagde Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om edb-registrering af punktafgiftpligtige varers bevægelser og kontrollen hermed (KOM(2001) 466 endelig).

2. Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse om forslaget den 29. maj 2002. Forslagene i udtalelsen svarer til Europa-Parlamentets ændringsforslag og er således blevet taget i betragtning i det ændrede forslag.

3. Den 24. september 2002 vedtog Europa-Parlamentet beslutningsforslaget ved førstebehandling med 10 ændringsforslag.

4. De hidtidige drøftelser i Rådet har vist, at det er nødvendigt at tage hensyn til visse andre ændringer, som består i redaktionelle forbedringer og nyttige klargørelser. De pågældende ændringer er derfor ligeledes blevet indført i det foreliggende ændrede forslag.

5. Den 4. juni 2002 opfordrede Rådet i konklusionerne fra Økofin-Rådets møde fiskalgruppen til at forsætte arbejdet med dette beslutningsforslag for at nå frem til en løsning inden den 1. april 2003. Det Europæiske Råd i Sevilla udtrykte tilfredshed med disse konklusioner, og de er blevet taget i betragtning af Kommissionen og dens medlovgivere.

B. Europa-Parlamentets ændringsforslag

Europa-Parlamentets ændringsforslag er blevet integreret som følger:

I. Ændringsforslag, som er accepteret i den foreliggende form

a. Ændringsforslag 1, 2, 3 og 4 forklarer de betragtninger, der ligger til grund for beslutningen, idet der henvises til følgende principper:

Ændringsforslag 1 understreger nødvendigheden af at sikre, at det foreliggende projekt er kompatibelt med det eksisterende system for toldforsendelsesprocedurer. Det præciserer, at "(5) Et edb-system til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser på fællesskabsplan bør være kompatibelt med og i det omfang, det er teknisk muligt, integreres i den datamatiserede forsendelsesordning (NCTS) for at styrke bedrageribekæmpelsen og lette administrative formaliteter og handel". Dette ændringsforslag er direkte forbundet med ændringsforslag 7.

Ændringsforslag 2 sigter på at lette opgaven for de små og mellemstore virksomheder og foreslår, at der indføres omkostningsfri tilslutning til systemet for de økonomiske aktører. Forslaget er formuleret således: "(8) Udviklingen og etableringen af et så kompliceret edb-system bør ikke ske på bekostning af de økonomiske aktørers konkurrenceevne, herunder navnlig de mange små og mellemstore virksomheder inden for denne sektor. Medlemsstaterne bør udvikle en standardapplikation for tilslutning til systemet, der bør stilles omkostningsfrit til rådighed". Dette ændringsforslag er direkte forbundet med ændringsforslag 8.

Ændringsforslag 3 understreger og præciserer Kommissionens kompetence og rolle, idet det efter Parlamentets mening også påhviler Kommissionen at spille den afgørende rolle ved koordineringen, tilrettelæggelsen og forvaltningen af de opgaver, der omfatter "ansvaret for de sikkerhedsmæssige aspekter af systemet, dets lovlige anvendelse samt ejendomsretten til og håndteringen af kommercielt fortrolige oplysninger i systemet".

Ændringsforslag 4 understreger, at det er nødvendigt at forbedre det nuværende system i afventning af det fuldstændigt informatiserede system og under hensyntagen til tidsfristen for gennemførelsen af det nye system. Ændringsforslaget er formuleret således: "(11) Edb-systemet til kontrol med punktafgiftspligtige varer bliver ikke operationelt før 2007. På baggrund af de mange tilfælde af bedrageri og det omfattende bureaukrati, der er forbundet med det nuværende papirbaserede system, bør Kommissionen efter at have hørt de berørte industrigrene foreslå og/eller gennemføre de nødvendige kortsigtede foranstaltninger til forbedring af systemets funktion".

De redaktionelle forbehold, der er blevet formuleret for visse aspekter af disse ændringsforslag, vedrører ændringsforslag 7 og 8, som i princippet er acceptable for Kommissionen, men hvor formuleringen må nuanceres.

b. Ændringsforslag 5, 9, og 11 vedrører principielle ændringer, som ikke volder problemer og er i overensstemmelse med Rådets holdning.

Ændringsforslag 5 drejer sig om en terminologisk ændring af den engelske tekst, som består i at erstatte udtrykket ""special reference" med "prime reference" (vedrører ikke den danske tekst). Ændringen er indføjet i den ændrede tekst.

Ændringsforslag 9 vedrører spørgsmålet om datasikkerhed, som er omfattet af systemets funktionelle specifikationer. De standarder, som må defineres, vil først kunne fastsættes i projektets endelige fase (2007/2008). Dette ændringsforslag imødekommer Kommissionens holdning. Det er uomgængelig nødvendigt at sikre systemet med de mest effektive standarder. Den teknologiske udvikling taler imidlertid for at fastlægge disse standarder så sent som muligt.

Ændringen er følgelig acceptabel i den foreliggende form og er blevet integreret med følgende ordlyd: "udviklingen af den højeste sikkerhedsstandard for at hindre uautoriseret adgang til data samt for at garantere systemets integritet"

Ændringsforslag 11 imødekommer Kommissionens holdning. Rådet har indført tilsvarende ændringer. Teksten lyder således: "Kommissionen informerer de lande, der ansøger om tiltrædelse af Den Europæiske Union, om, hvorledes udviklingen og etableringen af edb-systemet forløber, og disse lande opfordres til at deltage i de tests, der foretages."

Kommissionen har ikke haft nogen forbehold med hensyn til formuleringen af disse ændringer.

II. Ændringsforslag, som er accepteret med forbehold af omformulering

Ændringsforslag 6 specificerer, hvordan edb-systemet skal indføres, og indsætter i artikel 2, stk. 1, udtrykket "i samarbejde med Kommissionen". Teksten får således følgende ordlyd: Medlemsstaterne etablerer "i samarbejde med Kommissionen" ...

Denne artikel er blevet tilsvarende ændret af Rådet: "Medlemsstaterne og Kommissionen ..."

Parlamentets ændringsforslag og Rådets ændring har samme formål. Tekstens formulering er blevet ændret på grundlag af Rådets tekst.

Ændringsforslag 7 er direkte forbundet med betragtning 5, der blev indføjet ved ændringsforslag 1. Den tilføjer i et nyt afsnit til artikel 3, som specificerer: "Edb-systemet skal i det omfang, det er teknisk muligt, integreres i den datamatiserede forsendelsesordning (NCTS). Tilsammen skal de danne et enkelt, integreret edb-system til kontrol med bevægelse af punktafgiftspligtige varer og af afgiftspligtige/toldpligtige varer fra tredjelande."

Rådet har udtrykt samme hensigt, men mere nuanceret og kun i form af en erklæring til mødeprotokollen. Tekstens formulering er blevet ændret på grundlag af et kompromis.

Ændringsforslag 8, som er direkte forbundet med ændringsforslag 2, fastsætter, at de enkelte medlemsstater udvikler en standardapplikation, som stilles omkostningsfrit til rådighed for virksomhederne. Denne forpligtelse er ikke i modstrid med de forudsigelige målsætninger for systemet, som defineret under Kommissionens forberedende arbejder. Det er imidlertid nødvendigt at ændre tekstens formulering for at specificere, hvad der forstås ved udtrykket "til rådighed for virksomhederne". Dette vedrører især spørgsmålet om omkostningerne ved udbredelsen af systemet: skal der være gratis adgang til en standardapplikation, der er åben for offentligheden i hver enkelt medlemsstat, eller skal der stilles en standardapplikation til rådighed for de enkelte virksomheder.

Tekstens formulering er blevet ændret for at klargøre dette spørgsmål og undgå at pålægge medlemsstaterne og Kommissionen ukontrollerbare udgifter i forbindelse med udviklingen og adgangen til denne standardapplikation. Teksten til det ændrede forslag har overtaget princippet om omkostningsfrihed, men det begrænses til at sikre gratis "adgang" til applikationen.

III. Forkastet ændringsforslag

Ændringsforslag 10 vedrører reglerne for sikkerhedsstillelse for punktafgifter og indebærer en ændring af medlemsstaternes lovgivning for afgiftspligtige varer. Den foreslåede foranstaltning er omfattet af Rådets direktiv 92/12/EF af 25. februar 1992, som kun kan ændres ved enstemmighed (EF-traktatens artikel 93 i TEF).

Ændringsforslaget er derfor ikke accepteret og er ikke medtaget i den ændrede tekst.

C. Andre ændringer

De hidtidige drøftelser i Rådet har vist, at det er nødvendigt at tage hensyn til visse andre ændringer, som består i redaktionelle forbedringer og nyttige klargørelser. De pågældende ændringer er derfor ligeledes blevet indført i det foreliggende ændrede forslag.

Rådets ændringsforslag vedrører følgende punkter:

1. De principielle ændringer vedrører først og fremmest tidsplanen for etableringen af edb-systemet, datoen for tekstens ikrafttræden og forvaltningsproceduren for projektet.

Rådet foreslår følgende ændringer:

* Tidsplan

Artikel 2: "Medlemsstaterne og Kommissionen indfører edb-systemet inden for en frist på højst 6 år [i stedet for 5 år] fra datoen for denne beslutnings ikrafttrædelse.

Aktiviteterne med henblik på igangsættelse af edb-systemet påbegyndes senest tolv måneder [i stedet for 9 måneder] efter denne beslutnings ikrafttrædelse".

Artikel 12: "Denne beslutning træder i kraft den 1. januar 2003" [i stedet for på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende]

* Forvaltningsprocedure

Rådet ønsker at forenkle arbejdsgangen i det udvalg, der skal varetage forvaltningen af projektet. Punktafgiftsudvalget, der er nedsat ved artikel 24 i direktiv 92/12/EØF, vil få tildelt enekompetence. Udkastet til Rådets tekst er som følger:

Artikel 7: "1. Kommissionen bistås af Punktafgiftsudvalget, der er nedsat ved artikel 24 i direktiv 92/12/EØF.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse under hensyn til samme afgørelses artikel 8. Det tidsrum, der nævnes i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

* Beslutningens juridiske rækkevidde

For at undgå enhver uklarhed med hensyn til tekstens juridiske rækkevidde og dens indvirkninger på skattelovgivningsområdet er der indført en supplerende ændring i artikel 4. Denne ændring har hjemmel i det generelle princip, som Kommissionen har formuleret under arbejdet i Rådet og Parlamentet. Som Kommissionen har understreget, er formålet med dette forslag til beslutning på ingen måde at ændre skattelovgivningen på punktafgiftsområdet, men at give Kommissionen og medlemsstaterne de finansielle og menneskelige midler, der er nødvendige for at udvikle og indføre et edb-system til opfølgning og kontrol med punktafgiftspligtige varer, og fastlægge de procedurer, der må anvendes for at realisere disse mål.

For at styrke dette princip har Rådet foreslået visse redaktionelle ændringer, der er blevet optaget i det ændrede forslag. Artikel 4 præciserer således, at edb-systemet skal etablere den infrastruktur og de værktøjer, der er nødvendige for at sikre, at alle systemets dele kan fungere sammen, samt de instrumenter, der gør det muligt at udnytte informationerne til at bekæmpe bedrageri.

For fuldstændighedens skyld har Kommissionen taget initiativ til også at ændre teksten til artikel 1, stk. 2, litra b) og c), således at formuleringen svarer til ændringerne til artikel 4, stk. 1, litra b).

2. Rådet har ønsket at inføre visse formelle ændringer i artikel 7 og 11 og betragtning 10 for at respektere de generelle principper for affattelsen af tekster, der vedtages ved fælles beslutningstagning. Det drejer sig hovedsageligt om de regler, der anvendes for de flerårige programmer og den tilhørende budgetkontrol.

De redaktionelle ændringer, der er indført af Rådet, giver ikke anledning til nogen særlige kommentarer.

D. Konklusion

I henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, ændrer Kommissionen sit forslag i overensstemmelse med nedenstående tekst.

2001/0185 (COD)

Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING om edb-registrering af punktafgiftspligtige varers bevægelser og kontrollen hermed

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, især artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

[1] EFT C ... af ..., s. .

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [2],

[2] EFT C ... af ..., s. .

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251 [3], og

[3] Parlamentets udtalelse af ..... (EFT C ....), Rådet fælles holdning af ... (EFT C ...) og Europa-Parlamentets beslutning af ... (EFT C ...). Rådets beslutning af ........

ud fra følgende betragtninger:

(1) Efter Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt kontrol hermed [4] skal varer, der omsættes under en ordning med suspension af punktafgifter mellem de enkelte medlemsstater, være ledsaget af et dokument udarbejdet af afsenderen.

[4] EFT L 76 af 23.3.1992, s. 1, senest ændret ved direktiv 2000/47/EF (EFT L 197 af 29.7.2000, s. 73).

(2) Med Kommissionens forordning (EØF) nr. 2719/92 af 11. september 1992 om det administrative ledsagedokument ved omsætning af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordninger [5] indføres anvendelsen af det administrative dokument, som omhandles i direktiv 92/12/EØF.

[5] EFT L 276 af 19.9.1992, s. 1, senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2225/93 (EFT L 198 af 7.8.1993, s. 5).

(3) På baggrund af konklusionerne og anbefalingerne i rapporten af 24. april 1998 fra en højtstående gruppe om tobaks- og alkoholafgiftsbedrageri bør parpirdokumentationen erstattes med et edb-system til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser, der giver medlemsstaterne mulighed for løbende at følge disse varebevægelser og udføre den påkrævede kontrol, herunder under omsætningen, jf. artikel 15 i direktiv 92/12/EØF.

(4) Indførelsen af et edb-system skal endvidere gøre det muligt at forenkle omsætningen inden for Fællesskabet af varer under ordningen med suspension af punktafgifter.

(5) Et edb-system til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser på fællesskabsplan bør være kompatibelt med og i det omfang, det er teknisk muligt, integreres i den datamatiserede forsendelsesordning (NCTS) for at styrke bedrageribekæmpelsen og lette administrative formaliteter og handel.

(6) Med henblik på gennemførelsen af denne beslutning bør Kommissionen varetage koordinationen mellem medlemsstaterne for at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende.

(7) På grund af edb-systemets kompleksitet og omfang vil det kræve meget betydelige menneskelige ressourcer og finansielle investeringer både fra Kommissionens og fra medlemsstaternes side. Det er derfor vigtigt at fastsætte, at Kommissionen og medlemsstaterne stiller de ressourcer til rådighed, der er nødvendige for at udvikle og etablere systemet.

(8) Udviklingen og etableringen af et så kompliceret edb-system bør ikke ske på bekostning af de økonomiske aktørers konkurrenceevne, herunder navnlig de mange små og mellemstore virksomheder inden for denne sektor. Medlemsstaterne bør udvikle en standardapplikation for tilslutning til systemet, der bør stilles omkostningsfrit til rådighed.

(9) Det er endvidere nødvendigt at præcisere, hvilke komponenter i edb-systemet der er fællesskabsmæssige, og hvilke der er nationale, samt hvilke opgaver der skal udføres af Kommissionen og hvilke af medlemsstaterne i forbindelse med udviklingen og etableringen af systemet. Disse opgaver omfatter ansvar for de sikkerhedsmæssige aspekter af systemet, dets lovlige anvendelse samt ejendomsretten til og håndteringen af kommercielt fortrolige oplysninger i systemet. Kommissionen bør bistået af det relevante udvalg spille den afgørende rolle ved koordineringen, tilrettelæggelsen og driften af systemet.

(10) Der skal indføres evalueringsmekanismer i forbindelse med gennemførelsen af edb-systemet til kontrollen med punktafgiftspligtige varers bevægelser.

(11) Edb-systemet til kontrol med punktafgiftspligtige varer bliver ikke operationelt før 2007. På baggrund af de mange tilfælde af bedrageri og det omfattende bureaukrati, der er forbundet med det nuværende papirbaserede system, vil Kommissionen efter at have hørt de berørte industrigrene undersøge, hvilke foranstaltninger der må indføres for at forbedre systemet.

(12) Finansieringen af systemet fordeles mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, og Fællesskabets finansielle bidrag opføres som en særskilt konto på Den Europæiske Unions almindelige budget.

(13) I denne beslutning fastsættes der for hele systemets udviklings- og opstartsfase en finansieringsramme, der udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden, jf. punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren [6].

[6] EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

(14) De nødvendige bestemmelser til gennemførelsen af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [7] -

[7] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Der indføres et edb-system til kontrol af bevægelserne af punktafgiftspligtige varer som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/12/EØF, i det følgende benævnt "edb-systemet".

2. Edb-systemet skal:

a) muliggøre elektronisk fremsendelse af det administrative ledsagedokument, der omhandles i forordning nr. 2719/92/EØF, og forbedre kontrollen

b) indføre redskaber, der gør det muligt at bidrage til bedrageribekæmpelsen, idet medlemsstaterne får mulighed for at udføre en øjeblikkelig kontrol af de punktafgiftspligtige varers bevægelser og om nødvendigt foretage en nødvendig supplerende kontrol

c) indføre redskaber, der gør det muligt at forenkle omsætningen inden for Fællesskabet af varer under ordningen med suspension af punktafgifter, navnlig ved at give mulighed for en lettere og hurtigere frigivelse af varerne.

Artikel 2

Medlemsstaterne og Kommissionen indfører edb-systemet inden for en frist på højst 6 år fra datoen for denne beslutnings ikrafttrædelse.

Aktiviteterne med henblik på igangsættelse af edb-systemet påbegyndes senest 12 måneder efter denne beslutnings ikrafttrædelse.

Kommissionen og medlemsstaterne stiller de nødvendige menneskelige, budgetmæssige og tekniske ressourcer til rådighed med henblik på at igangsætte edb-systemet og gøre det operationelt.

Artikel 3

Edb-systemet omfatter fællesskabskomponenter og nationale komponenter.

Kommissionen sikrer, at man i arbejdet med fællesskabskomponenterne i edb-systemet for punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS) bestræber sig på så vidt muligt at basere sig på det nye datamatiserede forsendelsessystem (NCTS) og på at sikre, at EMCS-systemet er kompatibelt med og - hvis det er teknisk muligt - integreres i NCTS. De to systemer skal tilsammen danne et enkelt, integreret edb-system, som gør det muligt samtidig at kontrollere bevægelserne for punktafgiftspligtige varer og for afgiftspligtige/toldpligtige varer fra eller til tredjelande.

De komponenter, der fastsættes på fællesskabsplan, omfatter fælles specifikationer, tekniske produkter, netværkstjenesterne CCN/CSI (Common Communication Network/Common Systems Interface) og koordineringsydelser, der er fælles for alle medlemsstaterne, dog ikke afvigelser eller individualiseringer heraf med det formål at opfylde nationale behov.

De komponenter, der fastsættes på det nationale plan, omfatter de nationale specifikationer, de nationale databaser, der indgår i systemet, nettets forbindelser mellem fællesskabskomponenterne og de nationale komponenter samt den software og hardware, som de enkelte medlemsstater finder det hensigtsmæssigt at anvende med henblik på en maksimal udnyttelse af systemet overalt i den nationale administration samt den standardapplikation, de enkelte medlemsstater skal udvikle og stille omkostningsfrit til rådighed for virksomheder på deres område.

Artikel 4

1. Kommissionen koordinerer i overensstemmelse med proceduren i artikel 7, stk. 2, etableringen og anvendelsen af de komponenter i edb-systemet, der fastsættes på fællesskabsplan og de komponenter, der fastsættes på det nationale plan, bl.a. for så vidt angår:

a) infrastrukturen og de værktøjer, der er nødvendige for at sikre, at alle systemets dele kan tilsluttes hinanden og fungere sammen

a a) udviklingen af den højeste sikkerhedsstandard for at hindre uautoriseret adgang til data samt for at garantere systemets integritet

b) de instrumenter, der gør det muligt at udnytte informationerne til at bekæmpe bedrageri.

2. Med henblik på gennemførelsen af stk. 1 indgår Kommissionen de nødvendige kontrakter og udarbejder i samarbejde med medlemsstaterne, forsamlet i det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1, en overordnet plan og de forvaltningsplaner, der er nødvendige for etablering og drift af systemet.

Den overordnede plan og forvaltningsplanerne beskriver, hvilke opgaver Kommissionen og de enkelte medlemsstater har ansvaret for at udføre, dels i opstartsfasen dels løbende. I forvaltningsplanerne angives fristerne for fuldførelse af de opgaver, der er nødvendige for at udføre hvert projekt, der er identificeret i den overordnede plan.

Artikel 5

1. Medlemsstaterne sørger for at udføre de opgaver, der er pålagt dem både i opstartsfasen, og efter at systemet er taget i brug, inden for de frister, der er fastlagt i forvaltningsplanerne som omhandlet i artikel 4, stk. 2.

De aflægger rapport til Kommissionen om resultaterne af disse opgaver og datoen for arbejdets fuldførelse. Kommissionen informerer herefter det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1.

2. Medlemsstaterne undlader at træffe foranstaltninger i forbindelse med etableringen og anvendelsen af edb-systemet, som kan få følger for systemets enkelte deles mulighed for at kobles eller fungere sammen eller for dets samlede drift.

Enhver foranstaltning, som en medlemsstat ønsker at træffe, og som risikerer at få følger for edb-systemets enkelte deles mulighed for at kobles eller fungere sammen eller for dettes samlede drift, kan kun gennemføres med forudgående godkendelse fra Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 7, stk. 2.

3. Medlemsstaterne underretter regelmæssigt Kommissionen om foranstaltninger, de har truffet med henblik på at udnytte edb-systemet fuldt ud overalt i den nationale administration. Kommissionen informerer herefter det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1.

Artikel 6

De foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne beslutning i forbindelse med etableringen og anvendelsen af edb-systemet, og de spørgsmål, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, andet afsnit, vedtages i overensstemmelse med forvaltningsproceduren i artikel 7, stk. 2. Disse gennemførelsesforanstaltninger berører ikke fællesskabsreglerne for opkrævning af og kontrol med indirekte skatter, det administrative samarbejde eller den gensidige bistand hvad angår indirekte beskatning.

Artikel 7

1. Kommissionen bistås af Punktafgiftsudvalget, der er nedsat ved artikel 24 i direktiv 92/12/EØF.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse under hensyn til samme afgørelses artikel 8.

Det tidsrum, der nævnes i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager sin forretningsorden.

Artikel 8

1. Kommissionen træffer eventuelle andre foranstaltninger, der er nødvendige for at kontrollere, at de tiltag, der finansieres over fællesskabsbudgettet, er korrekt udført under overholdelse af denne beslutning.

Den kontrollerer regelmæssigt i samarbejde med medlemsstaterne, forsamlet i det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1, hvorledes udviklingen og etableringen af edb-systemet forløber med henblik på at bedømme, om målsætningerne herom overholdes, og fastlægge retningslinjer for effektivisering af de foranstaltninger, der skal sikre, at systemet bliver etableret.

2. Kommissionen forelægger det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1, en midtvejsrapport om kontrolforanstaltningerne tredive måneder efter datoen for denne beslutnings ikrafttrædelse. Der kan i denne rapport redegøres for, hvordan edb-systemet fungerer, og for kriterierne for senere evalueringer heraf.

3. Ved udløbet af de seks år, der omhandles i artikel 2, stk. 1, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af edb-systemet. Heri redegøres der bl.a. for, hvordan edb-systemet fungerer, og for kriterierne for senere evalueringer heraf.

Artikel 9

Kommissionen informerer de lande, der ansøger om tiltrædelse af Den Europæiske Union, om, hvorledes udviklingen og etableringen af edb-systemet forløber, og disse lande opfordres til deltage i de tests, der foretages.

Artikel 10

1. Udgifterne til opbygningen af edb-systemet deles mellem Fællesskabet og medlemsstaterne i overensstemmelse med stk. 2 og 3.

2. Fællesskabet afholder udgifterne til udvikling, køb, installering og vedligeholdelse af edb-systemets fællesskabselementer samt de løbende driftsudgifter til de fællesskabselementer, der er installeret i Kommissionens (eller en udpeget underleverandørs) lokaler.

3. Medlemsstaterne afholder udgifterne til oprettelse og drift af edb-systemets ikke-fællesskabselementer samt de løbende driftsudgifter til de fællesskabselementer, der er installeret i deres (eller en udpeget underleverandørs) lokaler.

Artikel 11

1. Finansieringsrammen for gennemførelsen af edb-systemet er for den periode, der omhandles i artikel 2, stk. 1, fastlagt til 35 mio. EUR på fællesskabsbudgettet.

De årlige bevillinger, herunder bevillingerne til systemets drift efter ovennævnte opstartsperiode, godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

2. Medlemsstaterne vurderer de budgetmæssige og menneskelige ressourcer, der er nødvendige for opfyldelsen af de forpligtelser, der omhandles i artikel 5, og stiller dem til rådighed. Kommissionen og medlemsstaterne stiller de nødvendige menneskelige, budgetmæssige og tekniske ressourcer til rådighed med henblik på at igangsætte edb-systemet og gøre det operationelt.

Artikel 12

Denne beslutning træder i kraft den 1. januar 2003.

Artikel 13

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

FINANSIERINGSOVERSIGT

1. FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE

Edb-registrering af punktafgiftspligtige varer - Etablering af et edb-system i EU til kontrol med punktafgiftspligtige varers bevægelser (system til edb-registrering af kontrollen med punktafgiftspligtige varers bevægelser).

2. BUDGETPOST [8]

[8] Vedrører kun etableringen af systemet. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige, hvilken budgetpost forvaltningen af systemet skal finansieres over.

B5-306.

3. RETSGRUNDLAG

Artikel 95 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

4. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

4.1 Foranstaltningens generelle mål

Bedrageribekæmpelse ved at følge den primære anbefaling fra den højtstående gruppe om tobaks- og alkoholafgiftsbedrageri, som blev godkendt af generaldirektørerne for told og indirekte beskatning den 24. april 1998 og vedtaget af Økofin den 19. maj 1998.

Det drejer sig om at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten gennem en forenkling og styrkelse af sikkerheden for varebevægelser inden for Fællesskabet for punktafgiftspligtige varer under suspensionsordningen i henhold til direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed.

Med henblik herpå bør man erstatte det administrative ledsagedokument (et dokument der for indeværende ledsager punktafgiftspligtige varer, der cirkulerer mellem medlemsstaterne under suspensionsordningen) med en edb-meddelelse, der sætter virksomhederne i forbindelse med hinanden gennem de relevante nationale administrationer.

Et sådant system ville gøre det muligt for medlemsstaterne straks at blive informeret om igangværende bevægelser og udarbejde kontrolforanstaltninger enten før, under eller efter den pågældende operation, alt efter hvad man skønner mest hensigtsmæssigt.

Desuden udviser de dele af erhvervslivet, der er blevet hørt omkring ordningen, stor interesse for den. Størstedelen af dem ser den som en forenkling af de papirmæssige formaliteter, idet papirdelen elimineres og sikkerheden omkring samhandlen øges, samtidig med at der bliver mulighed for hurtigere frigivelse af garantierne, eftersom afsenderen med det samme modtager en ankomstmeddelelse for varen, hvilket svarer til den nuværende kopi 3 af det administrative ledsagedokument. Garantien kan således hæves, og afsenderen er fritaget for yderligere ansvar.

En feasibilitets-undersøgelse blev i 1999 gennemført af virksomheden Alcatel TITN Answare, som konkluderede, at systemet teknisk set er gennemførligt. Undersøgelsen fremkom med alle nødvendige præcisioner hvad angår udvikling og implementering af systemet, og den blev officielt godkendt af Kommissionens tjenestegrene den 17. marts 2000.

4.2 Foranstaltningens varighed og nærmere bestemmelser for dens forlængelse.

Flerårig foranstaltning 2003 - 2008 dvs. 6 hele år at regne fra arbejdets påbegyndelse.

5. KLASSIFIKATION AF UDGIFTERNE/INDTÆGTERNE

5.1 OBLIGATORISKE UDGIFTER/IKKE-OBLIGATORISKE UDGIFTER

IKKE-OBLIGATORISKE UDGIFTER.

5.2 OPDELTE BEVILLINGER/IKKE-OPDELTE BEVILLINGER

OPDELTE BEVILLINGER.

5.3 Indtægtstype

Ingen.

6. UDGIFTERNES ART

- lovgivnings- og proceduremæssige aktiviteter

Fællesskabet finansierer de dele af systemet, der forbinder de nationale administrationer indbyrdes. Medlemsstaterne finansierer den del af systemet, der forbinder deres respektive administrationer med virksomhederne.

De operationelle udgifter, der påhviler Fællesskabet, omfatter hovedsageligt:

- lovgivnings- og proceduremæssige aktiviteter

- forvaltningsopgaver (organisation, indkaldelse af tilbud, udvælgelse af konsulenter, kontraktopfølgning, budgetmæssige og administrative aspekter)

- kontrol med de udviklede og installerede produkter

- koordinering (bl.a. med medlemsstaterne og erhvervsorganisationer og også koordinering af de forskellige udviklings- og etableringskontrakter. Udgifterne til denne post omfatter også de dertil knyttede møder og missioner)

- udstyr, der indgår i definitionen af fællesskabselementerne i ordningen i artikel 3, stk. 1, i udkastet til beslutning

- systemets funktionelle og tekniske specifikationer (definitioner af alle systemets karakteristika hvad angår funktionelle og tekniske moduler)

- præcis definition af interface-konfigurationerne

- udvikling af et fælles centralt system

- udvikling og overvågning af og støtte til det fælles system

- etablering af en fælles informationspolitik

- etablering af en fælles uddannelsespolitik

- afprøvninger af det fælles system

- nødplaner (systemets sikkerheds-back up).

Skal EF-støtten helt eller delvis tilbagebetales, hvis foranstaltningen giver det tilsigtede resultat? Nej

Medfører foranstaltningen en ændring af indtægtsniveauet? I bekræftende fald oplyses det, hvori ændringen består, og hvilken form for indtægter der er tale om. Nej.

7. FINANSIELLE VIRKNINGER

7.1 Metode for omkostningsberegning (forhold mellem enhedsomkostninger og samlede omkostninger)

Udgifter til møder og missioner i forbindelse med koordineringsopgaverne udregnes med udgangspunkt i rejse- og opholdsudgifter.

Alle andre udgifter i forbindelse med foranstaltninger, der er beskrevet i nedenstående skema, udregnes på grundlag af overslag med udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort i forbindelse med lignende projekter.

Skemaerne nedenfor under punkt 7.2 og 7.3 vedrører systemets udviklings- og opstartsfase, jf. artikel 2, litra 1), i beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget omfatter imidlertid også udgifterne til systemets egentlige driftsfase, dvs. efter opstartsfasen, og disse udgifter anslås foreløbigt til 4 mio. EUR.

7.2 Omkostningernes fordeling på de enkelte elementer i udviklings- og opstartsfasen (5 år)

Mio. EUR (løbende priser)

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

7.3 Vejledende oversigt over forpligtelses- og betalingsbevillinger i udviklings- og opstartsfasen

Fællesskabet i mio. EUR (løbende priser)

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

8. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Betaling af rejseudgifter for medlemsstaternes og andre staters (navnlig ansøgerlandenes) tjenestemænd og andre repræsentanter for eksterne organer samt udgifter til afholdelse af informations- og høringsseminarer på fællesskabsniveau foretages direkte af Kommissionens tjenestegrene. Alle kontrakter af denne art vil indeholde antisvigforanstaltninger.

Kommissionen kontrollerer under hensyntagen til de kontraktmæssige forpligtelser, økonomiske principper samt principperne for god finansiel såvel som generel forvaltning alle tilskud og undersøger, om tjenesteydelser og undersøgelser er leveret, før der foretages udbetalinger. Alle kontrakter, der indgås mellem Kommissionen og beløbsmodtagerne, indeholder antisvigbestemmelser (kontroller, affattelse af rapporter etc.).

9.1 Specifikke og kvantificerbare mål - målgruppe

- Specifikke mål

Med henblik på at opfylde den generelle målsætning om bedrageribekæmpelse og forenkling af systemet til kontrol med varebevægelser inden for Fællesskabet under ordningen om suspension af punktafgifter følger nedenfor en gennemgang af de specifikke mål, der forfølges i forbindelse med edb-registreringen af kontrollen med punktafgiftspligtige varers bevægelser.

Dels har systemet til formål via medlemsstaternes administrationer at skabe et edb-baseret forbindelsesled mellem virksomhederne. Dette system giver mulighed for i forvejen automatisk at kontrollere oplysninger om godkendte oplagshavere og modtagere, før de punktafgiftspligtige varer afsendes under ordningen for suspension af punktafgifter. Godkendelsen af varebevægelser samt kontrol med tab og mangler i forsendelserne foregår ligeledes over systemet. De enkelte medlemslandes SEED [9]-database (der indeholder oplysninger om registrering af godkendte oplagshavere, registrerede virksomheder og oplagspladser) lagres i det edb-systemet, og den nuværende fremgangsmåde med fremsendelse af disketter mellem medlemsstaterne vil ikke længere være nødvendig.

[9] Systemet for udveksling af punktafgiftsoplysninger.

Desuden vil der blive gennemført et kontrolsystem, der giver medlemsstaternes administrationer mulighed for at udveksle oplysninger om varebevægelser. Systemet kan anvendes:

- til lagring af alle former for oplysninger vedrørende varebevægelser med henblik på kontrol af disse

- som varslingssystem

- til realtidskontroller, herunder under transporten

- til gennemførelse af automatiske risikoanalyser, baseret på fællesskabsmæssige og internationale risikoindikatorer

- til informationsudveksling mellem medlemsstaterne.

- Målgruppe:

Tjenestemænd i relevante nationale administrationer i medlemsstaterne og ansøgerlandene, punktafgiftsberørte erhvervsgrene, forbrugerne.

9.2 Begrundelse for foranstaltningen

- Behov for en fællesskabsmæssig budgetallokation, navnlig under hensyntagen til nærhedsprincippet

Et bidrag fra fællesskabsbudgettet er nødvendigt, da det ikke vil være muligt for medlemsstaterne alene at etablere et sådant edb-system, der fuldstændigt homogent og harmoniseret skal fungere samtidig i alle medlemsstater. For at denne afgørende betingelse kan opfyldes, må Fællesskabet påtage sig at finansiere de udgifter, der vedrører oprettelsen af edb-forbindelser mellem medlemsstaterne indbyrdes.

Systemet kan også få gavn af anvendelsen af CCN/CSI (Common Communication Network), der har til formål mellem medlemsstaternes told- og skattemyndigheder samt mellem medlemsstaterne og Kommissionen at etablere en fælles platform, som giver mulighed for hurtig og billig udveksling af omfattende informationsmængder med den størst mulige sikkerhedsgaranti. Projektet giver mulighed for at reducere omkostningerne og fristerne i forbindelse med opstart af nye systemer, såsom edb-systemet for kontrol med punktafgiftspligtige varers bevægelser. Det skal bemærkes, at CCN/CSI-systemet er finansieret af programmerne Told 2002 og FISCALIS.

- Midler

* beskrivelse af eventuelle lignende foranstaltninger på EF-plan eller nationalt plan

Der gennemføres for øjeblikket en lignende foranstaltning for NCTS [10] (Ekstern fællesskabsforsendelse). Foranstaltningen, der har til formål at edb-registrere overførslen af toldforsendelsesdokumenter mellem Fællesskabets toldsteder, står finansielt for etableringen af forbindelser mellem medlemsstaterne, medens medlemsstaterne selv står for finansieringen af de nationale programmer. Det skal i øvrigt bemærkes, at visse basale værktøjer er fælles for NCTS og edb-systemet til kontrol med punktafgiftspligtige varers bevægelser, idet det gennem en tilpasning, vil være muligt at "genbruge" f.eks. listen over toldsteder, termtesaurussen og kodelisten, således at der kan foretages betydelige besparelser.

[10] New Common Transit System.

* forventede afledte virkninger og multiplikatorvirkninger

Et edb-baseret system på punktafgiftsområdet giver mulighed for at dæmme op for en meget stor del af det bedrageri, der foregår inden for rammerne af det nuværende system, der er baseret på det administrative ledsagedokument i papirform, idet systemet giver mulighed for at eliminere de former for bedrageri, der tager udgangspunkt i falske stempler eller omdirigering af en forsendelse til en anden modtager end den, der er angivet i dokumentet, og som ofte befinder sig i samme medlemsland, som afsenderen.

Desuden forenkler systemet i betydelig grad de formaliteter, der i øjeblikket påhviler erhvervslivet, idet de sikres en hurtig og sikker frigivelse af deres garanti på grundlag af den elektroniske tilbagemelding om varens ankomst til bestemmelsesstedet.

- Vigtigste usikkerhedsmomenter, som vil kunne påvirke de konkrete resultater af foranstaltningen.

Det drejer sig her i første række om de menneskelige og finansielle ressourcer, som medlemsstaterne skal stille til rådighed med henblik på at yde deres bidrag til udviklingen og implementeringen af systemet. Forslaget til Rådets beslutning, som denne finansieringsoversigt er et ledsagedokument til, har imidlertid netop til formål at opnå medlemsstaternes formelle garanti for, at de vil yde deres del af bidraget.

Et andet usikkerhedsmoment vedrører det rent tekniske plan, idet systemet for at kunne give de forventede fordele skal være disponibelt uafbrudt døgnet og året rundt med en meget kort restitutionstid, hvis det går ned, hvis ikke det skal virke hindrende for handlen. Medlemsstaterne bør derfor gøre deres til at dette disponibilitetskrav kan efterleves. Feasibilitets-undersøgelsen fra 1999 fremkom med visse løsninger, der skal gennemføres på nationalt plan.

9.3 Overvågning og evaluering

- Opfølgningsindikatorer

* omfanget af de iværksatte aktiviteter

a) Antallet af kontrakter, der indgås med edb-virksomheder, med henblik på udvikling og implementering af systemet

b) Antallet af møder med medlemsstaterne og ansøgerlandene

c) Antallet af informations- og høringsseminarer bl.a. med europæiske sammenslutninger af berørte erhvervsgrupper

d) Antallet af brochurer, håndbøger og andet materiale, der skal udarbejdes med henblik på at gennemføre informations- og uddannelsesdimensionen i projektet

e) Antallet af oversatte dokumenter

* de fastsatte udviklings- og implementeringsmålsætninger

a) Gruppe-I-aktiviteter: nødvendige forudsætninger

- Udarbejdelse af referencelister

- Ajourføring og indarbejdelse af listen over opførte virksomheder

- Udarbejdelse af forvaltnings- og garantikonsultationsbetingelser

- Udarbejdelse af forvaltnings- og punktafgiftssatsbetingelser

b) Gruppe-II-aktiviteter: det elektroniske ledsagesystem

- systemfunktionsspecifikation: beskrivelse af systemets funktioner hvad angår funktionelle moduler og interfacemoduler

- specifikation af det tekniske system: beskrivelse af systemets funktioner hvad angår tekniske moduler og deres interfacer

- udarbejdelse af acceptable systemmodeller, dvs. beskrivelse af databasekonfigurationerne, de daglige opgaver og de forventede resultater

- udvikling af valideringsværktøjer, dvs. softwareværktøjer, der giver mulighed for validering af alle interfacer, der er resulterer af de tekniske specifikationer

- teknisk godkendelse af systemet, dvs. validering af den funktionelle anvendelse i medlemsstaterne v.h.a. valideringsværktøjer

- funktionel godkendelse af systemet, dvs. validering af resultaterne af den tekniske systemgodkendelse gennem allerede anvendte valideringsmoduler og godkendelsesmodellerne

- vedtagelse af en ny lovtekst med nærmere præcision af enkelthederne i edb-systemet og de meddelelser, der skal udveksles

c) Gruppe-III-aktiviteter: Efterfølgende funktioner

- udarbejdelse af funktionen "kontrol undervejs i forløbet"

- udarbejdelse af en applikation, der giver mulighed for en automatisk evaluering af risiciene

- udarbejdelse af funktionen "varslingsforvaltning"

- udarbejdelse af funktionen "automatisk påmindelse"

- udarbejdelse af funktionen "statistikker"

- udarbejdelse af funktionen "varebevægelseskontrol og gensidig bistand"

- udarbejdelse af funktionen "meddelelser i anvendeligt format",

- bestemmelser og tidsplan for evalueringen.

Edb-registreringsprocessen vil være genstand for konstant opfølgning, både i punktafgiftsudvalget, hvad de juridiske aspekter angår, i edb-underudvalget, hvad de tekniske aspekter angår og i Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde, hvad de budgetmæssige aspekter angår.

Desuden vil der blive udfærdiget en rapport om opfølgningen på udviklingen og implementeringen af projektet, når gruppe I-aktiviteterne, som beskrevet i bilaget til forslaget til beslutning, der er vedlagt dette finansieringsforslag og i det forudgående afsnit, er afsluttet, dvs. 2 1/2 år efter udviklingsarbejdet er påbegyndt. Så vidt det er muligt skal denne midtvejsrapport indeholde elementer, der giver mulighed for at fastlægge betingelserne for hvordan systemet skal fungere og for evalueringskriterierne.

Endelig skal der fremlægges en endelig evalueringsrapport for Europa-Parlamentet og Rådet, når udviklings- og implementeringsfaserne er afsluttet i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i forslaget til beslutning, der er vedlagt dette finansieringsforslag. Den endelige rapport skal indeholde en evalueringsmetode for, hvordan systemet fungerer.

10. UDGIFTER TIL ADMINISTRATION (BUDGETTETS DEL A, SEKTION III I DET ALMINDELIGE BUDGET)

10.1 Menneskelige ressourcer

Frigørelsen af de fornødne administrative ressourcer finder sted i forbindelse med Kommissionens årlige ressourceallokering, og omfanget afhænger bl.a. af i hvilket omfang budgetmyndigheden har bevilget supplerende stillinger og midler.

10.2 Indvirkning på antallet af ansatte

a) I arbejdets indledende fase: 2003

>TABELPOSITION>

b) I arbejdets operationelle fase2004 - 2008

>TABELPOSITION>

Beskrivelse af de påkrævede stillinger i den operationelle fase

Benævnelse // Profil

Projektleder // Kategori A: har ansvaret for at lede holdarbejdet og koordinere organisering, planlægning, de kontrakt- og budgetmæssige aspekter, den tekniske kontrol med programmerne og støttetjenesterne.

Godt kendskab til Kommissionens interne procedurer, navnlig hvad angår udbud, og budget samt specialist i edb-teknologi

Assisterende projektleder // Kategori A, skal kunne træde i projektlederens sted. Samme profil som ovenfor

Punktafgiftsekspert // Kategori A med ansvar for koordinering af alle spørgsmål vedrørende punktafgifter hvad angår gennemførelse og udvikling, navnlig alle juridiske aspekter ved udvikling og implementering. Punktafgiftsekspert

Teknisk ekspert // Kategori B. Deltager i analysen af de forskellige funktioner og bistår de nationale administrationer med gennemførelsen af projektet

Teknisk ekspert // Kategori B. Deltager i arbejdet med definition af interfacer og bistår de nationale administrationer med gennemførelsen af projektet

Teknisk ekspert // Kategori B. Deltager i udviklingen af fælles tekniske produkter

Teknisk ekspert // Kategori B, med ansvar for koordinering med de nationale administrationer

Teknisk ekspert // Kategori B, med ansvar for koordinering med de nationale administrationer

Sekretær // kategori C, med ansvar for tilrettelæggelse af møder med de nationale administrationer og udarbejdelsen af de nødvendige dokumenter

10.3 Den samlede finansielle virkning af de supplerende menneskelige ressourcer

a) i den indledende fase, dvs. 2003

(EUR)

>TABELPOSITION>

Beløbene angiver de samlede udgifter til supplerende stillinger i 2003.

b) i den operationelle fase, dvs. perioden 2004 - 2008

(EUR)

>TABELPOSITION>

Beløbene angiver de samlede udgifter til supplerende stillinger for perioden 2004- 2008.

10.4 Stigning i andre driftsudgifter som resultat af foranstaltningen, bl.a. udgifter i forbindelse med udvalgs- og ekspertgruppemøder

(EUR)

>TABELPOSITION>

Beløbene dækker de samlede udgifter i forbindelse med foranstaltningen for perioden 2003 - 2008.

Top