52000DC0081

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN om anvendelsen af klausulen om eksportforbud i artikel 7, stk. 1, i direktivet om investorgarantiordninger (97/9/EF)

INDHOLDSFORTEGNELSE

Rapport fra Kommissionen om anvendelsen af klausulen om eksportforbud i artikel 7, stk. 1, i direktivet om investorgarantiordninger (97/9/EF)

1. Indledning

2. Generelle principper for grænseoverskridende gyldighed af dækningen inden for EU

3. Eksportforbudsklausulen

3.1. Rettesnor for argumentationen om, hvorvidt eksportforbudsklausulen bør forlænges eller ej

3.2. Begrundelser for at opretholde eksportforbudsklausulen

3.3. Begrundelser for ikke at forlænge eksportforbudsklausulen

4. Konklusioner

BILAG

1. Analyse af hovedelementerne i garantiordningerne i EU-landene

1.1. De gældende ordningers antal og størrelse; medlemskab

1.2. Dækningens størrelse og omfang

1.3. Intervention fra ordningen: udløsende begivenheder og procedurer

1.4. Finansiering og bidrag

1.5. "Topping-up"-klausulen

2. LOV, ORDNINGENS ADRESSE, DELTAGERE, RETLIG STATUS

3. DÆKNING OG BIDRAG

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN

om anvendelsen af klausulen om eksportforbud i artikel 7, stk. 1, i direktivet om investorgarantiordninger (97/9/EF)

1. Indledning

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger (investorgarantidirektivet) er en af grundpillerne i EU-regelsættet for det indre marked inden for finansielle tjenesteydelser. Det udspringer af artikel 12 i direktiv 93/22/EF af 10. maj 1993 om investeringsservice (investeringsservicedirektivet). Med det formål at udstede et europæisk enhedspas til investeringsselskaber, der har hovedsæde og har fået meddelt tilladelse i en af medlemsstaterne, fastsætter investeringsservicedirektivet tilsynsregler, som investeringsselskaber til enhver tid skal overholde, herunder organisatoriske bestemmelser, der har til formål at forhindre, at investeringsselskaber bruger værdipapirer og penge, der tilhører investorer. Investeringsservicedirektivet yder dog ingen beskyttelse af investorer i tilfælde af bedrageri, misligholdelse af regler eller andre forhold, som medfører, at investeringsselskabet er ude af stand til at tilbagebetale penge og tilbagelevere finansielle instrumenter til investorerne. Denne endelige beskyttelse ydes derfor på et harmoniseret minimumsniveau ved investorgarantidirektivet.

Investorgarantidirektivet trådte i kraft den 26. marts 1997, og fristen for gennemførelse i medlemsstaterne var den 26. september 1998( [1]). For primært at beskytte små investorer og fastholde tilliden til det finansielle system stiller det krav til medlemsstaterne om at indføre og anerkende "investorgarantiordninger", som skal yde dækning for en investors krav, når et investeringsselskab er ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. Tilslutning til en garantiordning er en betingelse for at få meddelt tilladelse efter investeringsservicedirektivet; kan garantien ikke ydes, skal tilladelsen inddrages( [2]).

[1] Artikel 15 i investorgarantidirektivet.

[2] Artikel 5, stk. 4, i investorgarantidirektivet.

Det skal påpeges, at investorgarantidirektivet gælder for alle investeringsselskaber, herunder kreditinstitutter, der har tilladelse til at yde investeringsservice. Desuden er investorgarantidirektivet kopieret efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (indskudsgarantidirektivet). Her var formålet at yde en minimumsbeskyttelse til indskydere i tilfælde af lukning af et insolvent kreditinstitut. Men mens indskudsgarantidirektivet kun yder beskyttelse for indskud som led i normale bankforretninger, kan pengekrav som led i investeringsforretninger, der udføres via et kreditinstitut, dækkes efter bestemmelserne i investorgarantidirektivet( [3]).

[3] Artikel 2, stk. 3, i investorgarantidirektivet.

Denne rapport supplerer rapporten om indskudsgarantidirektivet om samme emne, der blev vedtaget af Kommissionen den 22.12.99.

2. Generelle principper for grænseoverskridende gyldighed af dækningen inden for EU

Et grundlæggende princip i investorgarantidirektivet er, at hvis et investeringsselskab deltager i en ordning, dækker ordningen også investorer i filialer, der er etableret i andre medlemsstater( [4]). Denne bestemmelse bringer det generelle princip om "gensidig anerkendelse" i anvendelse på investorgarantiordninger. Med andre ord udvides de hjemlandsbestemmelser, der gælder for et investeringsselskabs hovedsæde, til også at gælde for dets filialer i EU; antagelsen er, at de to tilsammen inden for det indre marked udgør én enhed, der er underlagt én tilladelse og en centraliseret overvågning af deres aktiviteter.

[4] Artikel 2, stk. 1, fastsætter, at "hver medlemsstat påser, at der på dens område indføres en eller flere investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt". Artikel 7 fastslår det princip, at "investorgarantiordninger, der indføres og officielt anerkendes i en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 1, tillige omfatter investorer i filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre medlemsstater".

Direktivet fastsætter dog selv to væsentlige undtagelser fra dette princip. For det første fastsætter det, at ordninger, der yder en bedre eller bredere dækning, i det mindste i en overgangsperiode - og for at forhindre mulige markedsforstyrrelser - skal reducere deres dækning i filialer, der er etableret i andre medlemsstater, hvor investorgarantiordningen er mindre generøs. Denne klausul, der benævnes "eksportforbuddet" eller "eksportforbudsklausulen", findes også for indskudsgarantiordninger( [5]).

[5] Artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i indskudsgarantidirektivet.

Den anden undtagelse, der benævnes "topping-up"-klausulen, er, at et investeringsselskab, der deltager i en ordning, der yder en lavere eller snævrere beskyttelse, har ret til at tilslutte sig en ordning i værtslandet for at forbedre sin dækning i filialer, der er etableret i andre medlemsstater, hvor investorgarantiordningerne er mere generøse. En tilsvarende klausul findes for indskudsgarantiordninger( [6]).

[6] Artikel 4, stk. 2, i indskudsgarantidirektivet.

Begge klausuler tager sigte på at forhindre ulige konkurrencevilkår baseret på den dækning, der tilbydes investorerne. Den relevante forskel er, at eksportforbudsklausulen reducerer dækningsniveauet for nogle investorer, som ellers ville modtage en højere dækning, mens "topping-up"-klausulen trækker i retning af at forbedre dækningen (selv om dog beslutningen om reelt at forbedre dækningen fortsat ligger hos investeringsselskabet selv, som jo kan beslutte ikke at tilslutte sig ordningen i værtslandet).

Eksportforbudsklausulen er en relevant undtagelse fra princippet om det indre marked for investeringsservice derved, at det forskelsbehandler investorer i ét og samme investeringsselskab i tilfælde af insolvens. Derudover skønnes det, at der kun vil kunne forventes markedsforstyrrelser i et kort tidsrum. Dette er grunden til, at "eksportforbudsklausulen" i direktivet kun er planlagt til at være en overgangsforanstaltning, som skal udløbe ved udgangen af 1999, medmindre Europa-Parlamentet og Rådet træffer anden beslutning på et forslag fra Kommissionen om at forlænge gyldigheden af den.

3. Eksportforbudsklausulen

Ifølge direktivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, skal Kommissionen udarbejde en rapport om eksportforbudsklausulen og vurdere behovet for at forlænge gyldigheden af den ud over 1999. Artiklen er affattet således:

"Indtil den 31. december 1999 må hverken størrelsen eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den fastsatte dækning overstige den maksimale størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende garantiordning i værtslandet på dettes område. Inden denne dato udarbejder Kommissionen en rapport på grundlag af den indhøstede erfaring med anvendelsen af dette afsnit og af artikel 4, stk. 1, i ovennævnte direktiv 94/19/EF [7] og vurderer behovet for at opretholde disse bestemmelser. Kommissionen forelægger i givet fald Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til direktiv om forlængelse af deres gyldighed."

[7] Andet og tredje afsnit i artikel 4 i indskudsgarantidirektivet er affattet således:

Det er meget vigtigt at udarbejde rapporten inden for den fastsatte frist, fordi dette bidrager til at præcisere det regelgrundlag, som investeringsselskaber skal operere under fra 31.12.1999.

Dette afsnit fokuserer på eksportforbudsklausulen og fremlægger synspunkter for og imod dens forlængelse i lyset af den seneste udvikling. Afsnit 3.1 opregner især de kriterier, der bør være en rettesnor for argumentationen om dette spørgsmål; i afsnit 3.2 og 3.3 fremlægges og vurderes de vigtigste argumenter for og imod en forlængelse af klausulens gyldighed.

3.1. Rettesnor for argumentationen om, hvorvidt eksportforbudsklausulen bør forlænges eller ej

Indledningsvis skal det pointeres, at formuleringen af eksportforbudsklausulen i investorgarantidirektivet er resultatet af et kompromis indgået mellem Kommissionen og visse medlemsstater om indskudsgarantidirektivet under forhandlingerne om dette direktiv( [8]).

[8] Dette forklares meget klart i Kommissionens rapport om indskudsgarantidirektivet. Navnlig i afsnit 2.1 understreges det, at i indskudsgarantidirektivet var klausulen resultatet af et kompromis mellem Kommissionen, som var tilbageholdende med at acceptere et eksportforbud, visse delegationer, som derimod lagde stor vægt på denne klausul, og Juridisk Tjeneste, som fandt, at den kun kunne accepteres, hvis den var midlertidig.

På det tidspunkt var nogle delegationer særlig bekymret for, at der kunne forekomme "markedsforstyrrelser" som følge af, at filialer af kreditinstitutter, der er etableret i en værtsmedlemsstat, tilbød en højere dækning end den, der blev tilbudt af hjemlandets kreditinstitutter. Med andre ord frygtedes det, at forskelle i niveauet i indskudsgarantidækningen ville kunne trække indskud fra indenlandske kreditinstitutter til udenlandske kreditinstitutter. Der var ingen tegn på, at dette ville være tilfældet, ligesom der ikke var nogen indikationer af, hvordan de nye regler om indskudsgaranti ville influere på indskydernes valg, når de skulle vælge kreditinstitut. De samme bevæggrunde førte nogle år senere til, at man accepterede en eksportforbudsklausul i investorgarantidirektivet.

Et fælles element ved de to direktiver er, at eksportforbudsklausulen er af midlertidig karakter, dvs. at den bortfalder, medmindre Europa-Parlamentet og Rådet træffer anden beslutning på et forslag fra Kommissionen om at forlænge dens gyldighed. Dette aspekt blev understreget i Domstolens dom af 13. maj 1997 ved indskudsgarantidirektivet( [9]): i forbindelse med sin afvisning af annullationssøgsmålet, der var blevet indbragt af den tyske regering, fastslog Domstolen bl.a., at "under hensyn til de komplicerede sagsforhold og de forskelle, som bestod medlemsstaternes lovgivning imellem, var Parlamentet og Rådet bemyndiget til gradvist at gennemføre den nødvendige harmonisering".

[9] Vedrørende dette punkt, se Kommissionens rapport om indskudsgarantidirektivet.

Et andet element fremgår ved at sammenligne artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i investorgarantidirektivet med artikel 4, stk. 1, tredje afsnit, i indskudsgarantidirektivet, som begge vedrører de kriterier, Kommissionen skal bruge som rettesnor ved udarbejdelsen af sin rapport om eksportforbudsklausulen. Begge rapporter skal udarbejdes "på grundlag af den indhøstede erfaring med anvendelsen" af klausulen.

Der kan være grund til at foretage en afvejning mellem princippet om, at eksportforbudsklausulen bør være midlertidig, og det forhold, at enhver beslutning bør træffes på grundlag af den indhøstede erfaring. Generelt gælder det, at jo længere klausulen gælder, jo længere erfaring indhøster man. Kommissionen bør derfor søge at finde en balance mellem det relevante i at sikre virkeliggørelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser på den ene side og det nødvendige i at undgå markedsforstyrrelser, som kan opstå på grund af utilstrækkelig harmonisering af basisreglerne, på den anden.

Men hvis man igen sammenligner de to direktiver, kan man se, at i investorgarantidirektivet skal et yderligere kriterium overholdes: mens indskudsgarantidirektivet fastslår, at rapporten skal udarbejdes "på grundlag af den indhøstede erfaring med anvendelsen" af klausulen, hedder det i investorgarantidirektivet, at Kommissionen også skal udarbejde sin rapport på grundlag af den indhøstede erfaring med anvendelsen ... af artikel 4, stk. 1, i direktiv 94/19/EF( [10]).

[10] Artikel 4, stk. 1, i indskudsgarantidirektivet omhandler netop eksportforbudsklausulen inden for indskudsgarantiområdet.

Forbindelsen til indskudsgarantidirektivet er særlig relevant i denne sammenhæng. Selv om de fleste medlemsstater nu har gennemført investorgarantidirektivet (14 ud af 15), findes der kun meget ringe erfaring med, hvordan direktivets bestemmelser fungerer i praksis. I de fleste lande blev gennemførelsesforanstaltningerne godkendt ved udgangen af 1998 eller i begyndelsen af 1999, og i nogle af dem blev der lagt sidste hånd på regelgrundlaget via administrative bestemmelser og lovbestemmelser i de sidste måneder af 1999. Derimod har kreditinstitutterne haft længere tid til at analysere, hvordan klausulen fungerer. Direktiv 94/19/EF blev godkendt den 30. maj 1994 og gennemført af medlemsstaterne i løbet af 1995.

Dette betyder, at erfaringen med eksportforbudsklausulen i indskudsgarantidirektivet og beslutningen i banksektoren må anses for et nøgleelement i Kommissionens beslutning vedrørende investorgarantidirektivet.

3.2. Begrundelser for at opretholde eksportforbudsklausulen

Visse medlemsstaters hovedargument for at begrunde en opretholdelse af klausulen er, at der endnu ikke er indhøstet tilstrækkelig erfaring med, hvordan eksportforbudsklausulen reelt fungerer. Med andre ord har hverken kreditinstitutter eller investeringsselskaber med filialer i en anden medlemsstat af grunde, der direkte vedrører deres finansielle situation, været ude af stand til at opfylde deres forpligtelser i den betragtede periode( [11]).

[11] Se også Kommissionens rapport om indskudsgarantidirektivet, afsnit 3.2.

Følger man denne argumentation, kan muligheden for markedsforstyrrelser som følge af forskellige dækningsniveauer ikke helt udelukkes i dag, ligesom det heller ikke helt kunne udelukkes, da direktivet blev vedtaget i 1997, hvilket er grunden efter denne argumentation til, at klausulen bør opretholdes i fremtiden.

Især ville nogle medlemsstater gerne, inden de ophæver forbuddet, indhøste mere erfaring med graden af konvergens på det europæiske finansielle marked og med manglende opfyldelse af investorgarantiordningerne på tværs af grænserne; bekymringen er, at praksis med at udbetale erstatning kan være mere kompliceret end at vedtage gennemførelsesforanstaltningerne og vil kunne medføre forskelle fra én medlemsstat til en anden.

3.3. Begrundelser for ikke at forlænge eksportforbudsklausulen

Princippet om et fælles finansielt marked. Eksportforbudsklausulen udgør en undtagelse fra princippet om et fælles finansielt marked og skaber hindringer for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. Desuden medfører den forskelsbehandling af investorer i samme investeringsselskab i tilfælde af insolvens og er uforenelig med det forhold, at et investeringsselskab og dets filialer både fra et retligt og et finansielt synspunkt bør betragtes som én enhed. Det var på denne baggrund, at Rådet og Parlamentet kun indførte eksportforbudsklausulen som et midlertidigt arrangement. Hovedbegrundelsen for undtagelsen var den komplekse og usikre situation, der gjorde sig gældende, inden direktivet blev vedtaget.

Udviklingen i den finansielle sektor. Den finansielle sektor har undergået store forandringer, siden direktivet blev vedtaget, både som resultat af harmoniseringen af investorgarantiordningerne og som resultat af den finansielle integration.

For det første er der med hensyn til harmoniseringen af garantiordningerne sket meget i løbet af overgangsperioden, som udløber den 31. december 1999. Der er indført en lovpligtig minimumsdækning (20 000 EUR) i alle medlemsstaterne, og det kræves, at alle filialer - uanset hvor de er etableret - skal være dækket. Det er værd at bemærke, at inden investorgarantidirektivet blev vedtaget, havde de fleste medlemsstater ikke engang en erstatningsordning for investorgarantien. Til sammenligning viser den gældende lovgivning i dag, at investordækningen har tendens til at konvergere i de fleste medlemsstater. Således vil alle medlemsstaterne undtagen fire pr. 1. januar 2000 have en obligatorisk dækning på mellem 20 000 EUR og 28 000 EUR pr. investor. De eneste undtagelser er Danmark (for kontanter 40 000 EUR; for finansielle instrumenter 20 000 EUR), Belgien (for kontanter 20 000 EUR; for værdipapirer 20 000 EUR), Frankrig (70 000 EUR for kontanter og 70 000 EUR for finansielle instrumenter) og UK (73 000 EUR) (se bilaget).

Opsummerende kan det siges, at de store forskelle, der fandtes, da direktivet blev vedtaget, og som begrundede en midlertidig undtagelse fra princippet om det indre marked, ikke længere gør sig gældende. Den vigtigste begrundelse for at have en undtagelse er således forsvundet.

Den anden tendens på det finansielle marked, som har væsentlig betydning for vurderingen af eksportforbudsklausulen, er processen med finansiel integration. Denne tendens har også kunnet noteres på bankmarkedet( [12]). På værdipapirområdet har fremgangen i informationsteknologien og udbredelsen af elektroniske net været den vigtigste drivkraft bag forandringerne; den har revolutioneret den måde, værdipapirmarkederne og de finansielle formidlere opererer på. Globaliseringen af økonomien har ført til en internationalisering af de finansielle porteføljer og investeringsbeslutningerne. Teknologien arbejder i retning af at fjerne eller omgå landegrænserne.

[12] Se Kommissionens rapport om indskudsgarantidirektivet, afsnit 3.3.

Inden for banksektoren har konkurrencen tvunget bankerne til at kaste sig ud i fusioner og virksomhedsovertagelser for at konsolidere deres stilling og for at kunne konkurrere internationalt. De investeringsselskaber, der tilhører bankkoncerner, er også inddraget i denne proces.

Indførelsen af euroen har affødt strukturforandringer, fjernet kursrisici og lagt fundamentet til øget finansiel integration og konkurrence. Arbejdet med at virkeliggøre et ægte indre marked for finansielle tjenesteydelser fortsætter via gennemførelsen af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, som peger på konkrete og presserende foranstaltninger, som skal sikre fuldt udbytte af den fælles mønt og et optimalt fungerende europæisk finansielt marked( [13]). Konkluderende kan det siges, at de faktorer, der trækker i retning af integration, har været stærke i de seneste par år, og denne tendens vil klart fortsætte.

[13] "Finansielle tjenesteydelser - Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan." Kommissionens meddelelse af 11.5.1999, KOM(1999) 232.

I forbindelse med finansiel integration er eksportforbudsklausulen et restelement, der opsplitter det indre marked i nationale markeder. Den bør fjernes for at fremme en sund integration af de europæiske finansielle markeder.

Skønnede potentielle forstyrrelser. Med hensyn til de mulige markedsforstyrrelser, som udløbet af eksportforbudsklausulen kunne medføre, kan man trække på erfaringerne fra banksektoren. Inden for denne sektor "råder ingen af medlemsstaterne over objektive og faktuelle oplysninger, som kan understøtte konkret stillingtagen til, hvorvidt sådanne risici er sandsynlige eller væsentlige. Medlemsstaterne er heller ikke i stand til at præcisere eller sætte tal på mulige markedsforstyrrelser for indenlandske kreditinstitutter, ifald klausulen om udførselsforbud skulle udløbe"( [14]).

[14] Se Kommissionens rapport om indskudsgarantidirektivet, afsnit 3.3.

4. Konklusioner

Investorgarantiordningerne i medlemsstaterne er nu harmoniseret efter direktivets principper og målsætninger. På denne baggrund synes det for vidtgående at forlænge eksportforbudsklausulen for at undgå markedsforstyrrelser, som ingen er i stand til at vurdere omfanget eller karakteren af, og som synes lidet sandsynlige.

En forlængelse af eksportforbudsklausulen ville betyde, at beskyttelsen over for en så fjern risiko ville blive betragtet som vigtigere end virkeliggørelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser.

Kommissionen er klar over, at ikke alle medlemsstater har gennemført investorgarantiordningen tids nok til at have indhøstet praktisk erfaring med, hvordan dens bestemmelser fungerer (se afsnit 3). I denne sammenhæng bør man have den nære forbindelse mellem investorgarantidirektivet og indskudsgarantidirektivet for øje.

For det første, fordi investorgarantidirektivet reelt indfører indskudsgarantidirektivets regler og principper på værdipapirområdet. Ikke blot supplerer de to direktiver hinanden inden for visse aspekter (direktiv 97/9/EF om investorgarantiordninger gælder også for banker, for så vidt angår investeringsservice); de er også identiske med hensyn til artiklerne om grænseoverskridende udførelse af tjenesteydelser. Derfor vil enhver erfaring med problemer eller spørgsmål på banksiden kunne bruges til at give nyttige oplysninger til investeringsselskaberne.

For det andet har tilsynsmyndigheden på EU-plan en interesse i at få et overordnet billede af, hvordan de to direktiver fungerer. I denne forbindelse er det vigtigt at erindre, at mens indskudsgarantidirektivet blev vedtaget i 1994, blev investorgarantidirektivet først vedtaget i 1997, men Kommissionens frist for udarbejdelse af rapporterne om eksportforbudsklausulen er den samme (31.12.1999).

Desuden er Kommissionen af den opfattelse, at overensstemmelsen med indskuds garantidirektivet bør fastholdes. På dette område vil eksportforbudsklausulen på grundlag af Kommissionens rapport i henhold til artikel 4, stk. 1, i indskudsgarantidirektivet udløbe for indskudsgarantiordninger. Efter 1999 vil det være vanskeligt at begrunde, at eksportforbudsklausulen bibeholdes i investorgarantidirektivet og ikke i indskudsgarantidirektivet. Hvad forbrugerbeskyttelsen angår, ville der - hvis man betænker, at nogle ordninger både dækker indskyder- og investorkrav - opstå en forskelsbehandling mellem indskydere og investorer i én og samme udenlandske filial af et kreditinstitut.

Efter klausulens udløb (31. december 1999) vil Kommissionen dog nøje overvåge udviklingen og navnlig være opmærksom på alvorlige markedsforstyrrelser med udgangspunkt i de oplysninger, som medlemsstaternes nationale myndigheder måtte finde det hensigtsmæssigt at tilvejebringe. Kommissionen kan derefter overveje muligheden for at foreslå hensigtsmæssige lovforanstaltninger.

BILAG

GENNEMFØRELSEN AF DIREKTIV 97/9/EF

OM INVESTORGARANTIORDNINGER

I EØS-LANDENE

1. Analyse af hovedelementerne i garantiordningerne i EU-landene

Hidtil har 14 ud af 15 medlemsstater formelt gennemført direktivet. Den medlemsstat, der ikke har gennemført det, er Luxembourg, som har informeret Kommissionen om, at et lovforslag blev fremsat i Luxembourgs parlament i marts 1999 og stadig er til behandling. Lovforslaget vedtages muligvis inden udgangen af 1999. I rapporten nedenfor henvises der kun til de 14 medlemsstater, der har oplyst at have gennemført direktivet.

1.1. De gældende ordningers antal og størrelse; medlemskab

Direktivet beder medlemsstaterne om at sikre, at der på deres område "indføres en eller flere investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt", og anfører, at intet investeringsselskab må udføre investeringsvirksomhed, medmindre det deltager i en sådan ordning. Definitionen af "investeringsselskab" er baseret på artikel 2, stk. 1, i investorgarantidirektivet og omfatter kreditinstitutter, forudsat at disse har tilladelse til at yde investeringsservice.

Når der er tale om kreditinstitutter, finder direktivet, at nogle krav også kan være underlagt indskudsgarantidirektivet, og fastsætter, at 1) hver enkelt medlemsstat skal henføre sådanne tvetydige krav under det ene eller det andet direktiv, og at 2) der ikke kan udbetales erstatningsbeløb mere end én gang for det samme krav.

Disse bestemmelser er gennemført i 14 medlemsstater. De fleste medlemsstater har kun indført én ordning til at yde erstatning inden for investeringsservice. I nogle medlemsstater er der taget højde for muligheden for at oprette supplerende private ordninger inden for rammerne af regelsættet, men denne mulighed er ikke hidtil blevet udnyttet. Tyskland, Spanien, Irland, Nederlandene og Østrig har indført mere end én ordning, men deltagelsen i de forskellige ordninger afhænger af, hvilken type investeringsservice der ydes, og hvilken type institut der er tale om. F.eks. gælder den ene ordning for investeringsselskaber og den eller de andre for en bestemt kategori af banker. I Belgien, Danmark, Frankrig og Sverige findes kun én ordning, som yder garanti for både investorer og indskydere (dvs. som dækker krav opstået i henhold til både investorgarantidirektivet og indskudsgarantidirektivet). Således ser det ud til, at på dette meget tidligere stadium er investeringsselskaberne og bankerne reelt ikke frit stillet med hensyn til, hvilken ordning de kan tilslutte sig.

Hvad kreditinstitutter angår, er to løsninger blevet foretrukket: den ene består i at oprette en omfattende garantiordning, der både dækker bankens indskydere og investorer. Den anden løsning er, at investorgarantiordningen kun dækker kontantkrav, der opstår som resultat af udførelse af investeringsservice, mens indskud dækkes af en separat indskudsgarantiordning. Der er behov for yderligere forskning for at sikre, at den første løsning rent faktisk etableres, og at hverken indskudsgarantidirektivet eller investorgarantidirektivet overtrædes (f.eks. i beregningen af maksimumsdækningen pr. indskyder/investor).

1.2. Dækningens størrelse og omfang

Direktivet fastsætter, at ordningerne skal yde en minimumsdækning på 20 000 EUR pr. investorkrav og, under dette beløb, på mindst 90% af kravets størrelse. Nogle investorer kan være udelukket fra dækning på grund af deres art (professionelle eller institutionelle investorer) eller på grund af deres relation med det kriseramte investeringsselskab.

Disse bestemmelser er gennemført i 14 medlemsstater. Navnlig er der i alle ordningerne fastsat et loft over det beløb, som kan udbetales pr. investor i tilfælde af erstatningskrav. Med nogle få undtagelser er dette beløb minimumsbeløbet i investorgarantidirektivet (20 000 EUR). Fra og med 1.1.2000 (hvor "overgangsperioden" udløber) er dækningen følgende:

- I de fleste medlemsstater er maksimumsdækningen pr. investor 20 000 EUR. Tyskland, Irland og Finland har også et loft på 90% af kravet for krav under 20 000 EUR. Portugal (25 000 EUR) og Sverige (28 000 EUR) ligger ikke langt fra dette beløb.

- Danmark har en maksimumsdækning for kontanter på 40 000 EUR og en maksimumsdækning for værdipapirer på 20 000 EUR; Belgien har en maksimumsdækning på 20 000 EUR for kontanter og en maksimumsdækning på 20.000 EUR for værdipapirer; disse beløb inkluderer dog også erstatningen til indskydere (i tilfælde af en banks konkurs).

- For to medlemsstaters vedkommende er dækningen betydeligt højere end minimumsdækningen i investorgarantidirektivet: i UK opereres der med en dækning på 73 000 EUR med visse procentgrænser under dette beløb; i Frankrig gælder der en dobbelt dækning på 70 000 EUR for kontanter og på 70 000 EUR for finansielle instrumenter (men beløbet for kontanter inkluderer dog også erstatning til indskydere i tilfælde af en banks konkurs).

Med hensyn til dækningens omfang er situationen mindre homogen. I Tyskland, Spanien, Nederlandene, Østrig og UK er alle de kategorier af investorer, der er opført i bilag 1 til investorgarantidirektivet, udelukket fra dækning. Dette er ikke tilfældet i de øvrige medlemsstater. Alligevel er investeringsselskaber og institutter, der deltager i ordningerne, i alle medlemsstater udelukket fra dækning. I nogle medlemsstater er bestemte typer af derivater ikke dækket. I Østrig og Portugal er derivater baseret på varer f.eks. ikke dækket.

1.3. Intervention fra ordningen: udløsende begivenheder og procedurer

Med det formål at beskytte investorer konkret fastsætter direktivet detailregulering for erstatningsproceduren gennem regler for kundeoplysning og frister for betaling. Alle medlemsstaterne har formelt gennemført disse regler. Men i betragtning af, at der hidtil ikke er fremsat nogen erstatningskrav i nogen af medlemsstaterne efter direktivets bestemmelser, findes der endnu ingen erfaring med, hvordan direktivet rent faktisk virker.

1.4. Finansiering og bidrag

Et aspekt af særlig interesse er solvensen i ordningen selv. Direktivet indeholder ingen regler om finansieringsmåden for investorgarantiordningerne, men fastsætter følgende principper: 1) udgifterne til ordningen skal bæres af investeringsselskaberne selv, 2) finansieringsevnen i ordningerne skal stå i forhold til forpligtelserne, og 3) stabiliteten i det finansielle system må ikke bringes i fare.

Der findes i princippet to slags ordninger: ordninger, som jævnligt opkræver penge og bidrag fra deltagerne, og ordninger, som kun beder om tilsagn fra deltagerne om at betale en bestemt sum i tilfælde af erstatningskrav. I førstnævnte tilfælde knyttes der ofte for at gøre det nemmere for ordningen at opfylde sine forpligtelser inden for de stramme frister, der er fastsat i reglerne, en forbindelse mellem de opkrævede bidrag og værdien af de finansielle instrumenter og kontantbeholdningen (eller antallet af kunder) i de institutter, der deltager i ordningen. Følgende supplerende ordninger er også indført i nogle medlemsstater: supplerende bidrag, som opkræves, når aktiverne i ordningen ikke er store nok til at dække kravene, og lånefaciliteter med banker og andre ordninger. Der er ved at blive indhentet supplerende oplysninger, så man kan være sikker på, at der ikke forekommer overtrædelse af disse principper, f.eks. hvis lånefaciliteterne ydes af centralbanken eller et politisk organ. I de ordninger, som ikke opkræver bidrag fra medlemmerne, kan der forekomme forsinkelser i udbetalingen af erstatningskrav, hvis midlerne i ordningen ikke umiddelbart er disponible. Denne mulighed fortjener derfor en nærmere undersøgelse.

1.5. "Topping-up"-klausulen

Alle de 14 medlemsstater har en "topping-up"-klausul i deres lovgivning, som fastsætter regler, som gør det muligt for filialer af investeringsselskaber, der er etableret i en anden medlemsstat, at deltage i ordningerne. For alle gælder, at de endnu ikke har nogen erfaring med, hvordan klausulen fungerer. Som følge af at dækningen er fastsat til et beløb, der ligger tæt på eller er lig med minimumsdækningen i direktivet, skønnes det, at der ikke vil blive indhøstet nogen erfaring med brugen af den, selv ikke i fremtiden.

I UK har 14 filialer af europæiske institutter ansøgt om at deltage i ordningen, men halvdelen af anmodningerne kommer fra et af de lande, som først for nylig har gennemført direktivet (Frankrig). Disse institutter kunne derfor tænkes at ville genoverveje deres stilling, nu hvor deres hjemland har gennemført direktivet ( [15]). For Frankrigs vedkommende er der ikke hidtil modtaget nogen ansøgninger om deltagelse, hvilket måske skyldes, at investorgarantidirektivet først blev gennemført i slutningen af september 1999.

[15] Frankrig har endda indført et endnu højere dækningsniveau end UK.

2. LOV, ORDNINGENS ADRESSE, DELTAGERE, RETLIG STATUS

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

3. DÆKNING OG BIDRAG

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>