51998IR0157

Regionsudvalgets udtalelse om "De lokale og regionale myndigheders rolle i udviklingen af turismen og resultatet af EU's indsats på området"

(1999/C 293/08)

REGIONSUDVALGET har -

under henvisning til præsidiets beslutning af 13. maj 1998 om i henhold til artikel 198 C, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab at afgive en udtalelse om "De lokale og regionale myndigheders rolle i udviklingen af turismen og resultatet af EU's indsats på området",

under henvisning til Underudvalg 5's forslag til udtalelse (CdR 157/98 rev. 1), som blev vedtaget den 26. januar 1999 med Thrasyvoulos Lazaridis som ordfører -

på den 29. plenarforsamling den 2.-3. juni 1999 (mødet den 3. juni) vedtaget følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Ved første øjekast ser det måske ud til, at EU's indsats på turistområdet kun delvis er forbundet med de lokale og regionale myndigheders rolle i udviklingen af turismen, som er, hvad der interesserer os her. Det er turismen, vi må se nærmere på, analysere og endelig - ikke kun i ord, men i handling - reelt fremme på EU-plan.

1.2. EU's interesse for turisme blev for første gang officielt markeret i 1986 med nedsættelsen af Det Rådgivende Udvalg for Turisme, som består af repræsentanter for de kompetente myndigheder i EU's medlemslande samt repræsentanter for turistsektorens europæiske organisationer. Det har til opgave at rådgive Kommissionen, og især GD XXIII, som har en afdeling for turisme. Som følge af turismens enorme betydning for økonomien i de fleste medlemslande og for den europæiske økonomi generelt, ansås det for nødvendigt at oprette dette organ, selv om turismen slet ikke var medtaget i Fællesskabets kompetenceområder i henhold til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. For nylig har Kommissionen med rette kædet turisme sammen med kultur og miljø i forbindelse med en politik til fremme af de lokale beskæftigelsespagter (jf. bilag 1: Kommissionens seminar "Kultur, miljø, turisme og beskæftigelse", Viarezio den 2.-3. oktober 1997).

Et kort blik på talmaterialet giver syn for sagen med hensyn til turismen i Europa: Europa (dvs. inklusiv Fællesskabet) havde i 1997 besøg af 360,816 mio. udenlandske gæster og er blandt samtlige kontinenter og geografiske regioner i bredere forstand stadig det foretrukne rejsemål med 58,8 % af turistmængden og 49,2 % af turistindtægterne i verden. Af disse tal tegnede Fællesskabet sig for 247,951 mio. besøgende, 68,7 % af de rejsende på det europæiske kontinent og nåede op på167,156 mia. dollar i turistindtægter, svarende til 76,7 % af indtægterne i Europa. På listen over de 20 mest populære rejsemål i verden i 1997 (opgjort i turisttal) står opført 11 medlemslande, og der står 12 medlemslande, når det gælder turistindtægter. Der er ligeledes opført 12 medlemslande på listen over de 20 lande, der har de største turistudgifter i verden. Europa er nemlig i stor stil både en kilde til og et mål for turistaktiviteter. Det er således klart, at Europa både med hensyn til udbud og efterspørgsel har en kæmpestor turistindustri, som desuden har en vigtig økonomisk og social funktion, der burde have været af høj prioritet, i første omgang for EØF og derefter også for EU. Ud over turismens direkte effekt på jobskabelsen, som analyseres i detaljer nedenfor, skal man ikke overse dens bidrag til den sociale konvergens såvel i som uden for EU's medlemsstater. Turisternes frie bevægelighed medfører ikke kun udveksling af erfaringer, kulturelle data og traditioner, den bringer også menneskene nærmere hinanden.

2. De regionale og lokale myndigheders rolle i udviklingen af turismen i EU

2.1. Turisme og det produkt, turisterhvervet udbyder, hænger direkte sammen med det naturlige og det menneskeskabte miljø og er desuden umiddelbart forbundet med de geografiske forhold dér, hvor det udbydes. Det er således et produkt, som direkte vedrører den konkrete lokalitet og dens omgivelser. Miljøet udgør i øvrigt i sig selv en vigtig kapital for byer og regioner, som bør udnyttes inden for rammerne af en bæredygtig udvikling af turismen. Som følge heraf har de regionale og lokale myndigheder fået en central rolle i udviklingen af turisme.

2.2. "Turistprodukt" betyder en ubrudt række af tjenesteydelser og infrastrukturer i den offentlige sektor (centrale og lokale myndigheder), der starter med en eller anden form for transport af turisten til et bestemt område, og som kommer til udtryk i vejnettets kvalitet, de private og offentlige transportmidler, vandforsyning og kloakering, miljøet (det naturlige eller bymæssige miljø), egentlige turistfaciliteter, livskvaliteten i turistområderne, arkæologiske steders og mindesmærkers tilgængelighed og vedligeholdelse, kulturelle og rekreative tilbud, turistinformationens udformning, og en passende pr-indsats for de forskellige turistområder i ind- og udland. Ikke alene kan "turistproduktet" blive beriget af regionernes kulturprogrammer, den kulturelle udvikling kan også bidrage til lokal og regional økonomisk dynamik ved a) at skabe arbejdspladser i kulturindustrien og varetagelsen af den kulturelle arv, b) at styrke en regions tiltrækningskraft over for potentielle investorer og c) at bidrage til social integration af marginaliserede grupper (se Kommissionens publikation "Kulturen som regional ressource"), d) at tilskynde til forbindelser med regioner, der har identiske eller tilsvarende træk gennem etablering af kulturelle net, e) at bidrage til beskyttelse og genopretning af den regionale kulturarv.

2.3. Der er tale om et bredt spektrum af forebyggende og regulerende opgaver - aktiviteter og tjenester - som de regionale og lokale myndigheder i stort omfang allerede har påtaget sig, i øvrigt tilskyndet af EU's generelle bestemmelser om decentralisering, tendenser i samme retning og en række generelle finansielle programmer. Disse opgaver og aktiviteter skal indgå i integrerede strategier for udvikling af turismen - sammen med kultur, uddannelse, beskæftigelse, miljø, infrastruktur og fysisk planlægning - for at hjælpe den private sektor og trække flere investeringer til regioner og byer ved at skabe betingelser for et harmonisk samarbejde og en samordnet indsats i den private og den offentlige sektor. De lokale og regionale myndigheder er i kraft af deres kendskab til det lokale miljø vigtige koordinatorer af turistfremmende foranstaltninger.

EU og medlemsstaterne bør bistå de regionale og lokale myndigheder i at professionalisere deres approach og lancere levedygtige projekter, som konkret er tilpasset til vore dages og fremtidens behov, og som således skaber varige arbejdspladser.

2.4. Der findes regioner, som systematisk er repræsenteret på de store turistmesser i udlandet, og som udfærdiger et væld af turismerelaterede fagskrifter (i trykt eller elektronisk form). Regioner, som inden for rammerne af den finansielle støtte fra EU, har truffet de rigtige valg med hensyn til gennemførelse af turistinfrastrukturprojekter for at fremme deres turistprodukt og gøre det mere attraktivt.

2.5. Desuden findes der regionale og lokale selvstyrende myndigheder, der ikke blot skaffer sig midler fra staten, men især også fra den private sektor, som de i henhold til en klar og på forhånd fastlagt samarbejdsaftale ligeledes gør til deres partner i pr-indsatsen for det turistprodukt, der udbydes. Det drejer sig i den forbindelse om de lokale og regionale myndigheders bestræbelse på at få et samarbejde i gang med de af erhvervslivets aktører, det være sig forretningsfolk, restauratører, bagere, ja sågar taxiselskaber, som lever af turisme, og få udarbejdet specifikke programmer for den videre udvikling af turismen, som inkorporerer nye værdifulde elementer i det lokale turistprodukt og retter op på eksisterende svagheder.

2.6. Nogle lokale og regionale myndigheder har udarbejdet planer for udviklingen af turismen i deres område. Planerne gør status over situationen, mobiliserer de lokale aktører og udstikker retningslinjer på turistområdet.Det kan endvidere konstateres, at de lokale og regionale myndigheder har gjort en stor indsats i forbindelse med infrastrukturer af lokal betydning (vedligeholdte kyster, kulturcentre, offentlige pladser, skiltning, kontrolforanstaltninger osv.). De har også direkte eller indirekte optrådt som iværksættere i turistsektoren og opnået betydelige økonomiske resultater.

2.7. De trækker i den forbindelse på følgende strategier:

2.7.1. Midler, som regionerne får fra nationale eller EU-fonde (og som de frit kan disponere over).

2.7.2. Særlige beskatningsregler.

2.7.3. Nationale støttemekanismer af institutionel karakter.

2.7.4. Nationale bestemmelser, som overdrager beføjelser og giver incitamenter til den politiske indsats på turistområdet.

3. De lokale og regionale myndigheders mål og intentioner

3.1. De lokale og regionale myndigheder har som katalysatorer for udviklingen på turistområdet de fornødne færdigheder og yder et positivt bidrag på følgende vis:

3.1.1. De letter forbindelsen mellem de private aktører i turistsektoren og muliggør dermed en optimal koordinering af disses aktiviteter.

3.1.2. De fremmer via deres indsats kommunikationen mellem arbejdsmarkedets parter, således at der kan garanteres resultater i form af fælles og koordinerede aktiviteter. Da der er tale om en lokal indsats, kan de yde garanti for, at det udbudte turistprodukt får så specifik en karakter som muligt. De kæder nemlig de nødvendige miljømæssige, kulturelle og andre indgreb sammen med den specielle form for turisme, der udvikler sig i den pågældende region (sommer-, vinter-, sportsturisme osv.). Med en sådan bottom-up politik kan de gennem lokale beskæftigelsespagter med vægt på udvikling af kultur og turisme, såvel kvantitativt som kvalitativt opnå bedre resultater for turismen (se i den forbindelse det store antal regionale pilotaftaler vedrørende initiativer i turistsektoren, som Kommissionen har godkendt, i bilag 2). Lokalområdets og regionens ressourcer udnyttes bedre, når de lokale og regionale myndigheder samarbejder med den private turismesektor.

3.1.3. Deres løbende kontakt med de lokale og regionale problemer giver dem direkte oplysninger om resultaterne af de gennemførte foranstaltninger. Dette betyder, at de kan føre en mere direkte og effektiv kontrol og udarbejde fleksible handlingsprogrammer. For lidt decentralisering og eksisterende svagheder forsinker dog ofte det tilstræbte resultat eller forringer det. Jo mere de institutionelt er afhængige af de centrale myndigheder, jo mere viger de tilbage for at påtage sig deres rolle i bevidsthed om, at de ikke har tilstrækkelig magt at sætte bag. Mangelen på en passende decentralisering på det regionale og lokale niveau hæmmer eller forvrider disse aktiviteter.

Også private virksomheder bør se nærmere på egen adfærd og holdninger og i højere grad udnytte de lokale omgivelser fornuftigt med alle de potentielle offentlige ressourcer, der findes på stedet. Ved at udvide og forbedre viften af turistprodukter kan de styrke beskæftigelsespolitikken, økonomien og udbuddet af ekstra ydelser. De vil således gennem turistaktiviteterne kunne styrke regionerne og lokalsamfundene som helhed.

3.1.4. Jo flere beføjelser på turistområdet og indflydelse på "turismens produktive processer", de lokale og regionale myndigheder får, jo mere udvikles turismen. Myndighederne bør ikke kun inddrages i kontrolforanstaltninger, men også løbende deltage i udvikling, innovation og fremme af konkurrenceevnen på turistområdet. Det større engagement bør også indebære, at alle aktører med ansvar for turisme i de regionale og lokale forvaltninger erhverver sig de fornødne faglige kundskaber og turisme-knowhow.

3.1.5. Mangelen på en god, strategisk kommunikation mellem regionerne gør det i mange tilfælde umuligt at udnytte mulighederne for gensidigt samarbejde til gavn for turismen i de pågældende regioner. Turiststrukturen skal bygge på to ting: beføjelser til de enkelte regioner og direkte samarbejde med andre regioner til gavn for begge parter.

3.1.6. Mange af de processer, der er forbundet med turisme, er svært håndterlige, involverer mange forskellige fagområder og repræsenterer noget helt nyt. Det bevirker, at mange sociale og økonomiske aktører har svært ved at forstå og fortolke dem, og det er derfor ikke muligt at skabe et godt klima for konkurrencen. Regionerne i EU må derfor bestræbe sig på at rede trådene ud, så denne sektor, der er svag og sårbar, men også fuld af fremtidsmuligheder, kan få en fast struktur.

3.1.7. De lokale, regionale og nationale myndigheder skal under den fysiske planlægning og forvaltning af deres område tage højde for, at det ikke kun er deres egne borgeres, men også alle besøgendes og turisters behov, der skal imødekommes, samtidig med at områdets bæredygtighed og harmoni bevares.

3.2. Den manglende tværregionale kommunikation på nationalt og europæisk plan skaber grobund for en ufuldkommen konkurrence, hvilket fører til forvridninger og spild af kræfter og midler på at nå det opstillede mål.

3.3. Det forhold, at det er nemt at opstille subjektive mål, skaber i visse tilfælde forvridninger i udviklingen af turismen, ikke kun nationalt og regionalt, men også lokalt. En harmonisk udvikling af turismen, der går hånd i hånd med den lokale og regionale udvikling, skal ikke alene forhindre ændringer og forvridninger af lokalområdets eller regionens særtræk, men aktivt styrke disse, da såvel lokalbefolkningen som turisterne lægger stadig mere vægt på de særlige karakteristika, hvorved de forskellige egne skiller sig ud fra hinanden.

3.4. De lokale og regionale myndigheders nuværende indsigt i turistrelaterede spørgsmål, men også de nationale og internationale institutioners manglende evne til at give dem den fornødne tekniske bistand virker hæmmende på udviklingen af og støtten til turisme. De lokale og regionale myndigheder må tilskyndes til at opstille egne målsætninger inden for de nationale og europæiske strategier på turistområdet, så disse kan blive integreret og få større gennemslagskraft.

3.5. De lokale og regionale myndigheder giver ikke desto mindre betydelige beløb til udvikling af turismen. Med den nye teknologi er det blevet lettere at udbrede kendskabet til sit lokalområde blandt eventuelle kunder uden for nationalstaten og EU. De lokale og regionale myndigheder bør ligeledes stræbe efter at fjerne de ulemper, som ofte er resultatet af en alt for intensiv udvikling af turismen i et område. En sådan udvikling skaber kun flere problemer i regionerne - f.eks. kan den øge kriminaliteten med deraf følgende usikkerhed hos de fastboende og udviske den lokale egenart og det lokale potentiales særlige karakter. De lokale og regionale myndigheder bør forhindre de negative konsekvenser, som ofte følger med udviklingen på turistområdet, uden at forsømme den løbende forbedring af de tjenesteydelser, som skal sikre, at dagliglivet i byerne og regionerne kan forenes med turisternes besøg og ophold.

Problemet forværres ofte på de traditionelle europæiske badesteder, som er i tilbagegang, og tilsvarende destinationer, hvor de manglende investeringer og den manglende tilpasning til ændringerne i feriestrukturen har ført til en nedslidning af infrastrukturen på stedet, stigende arbejdsløshed, lav gennemsnitsindkomst og øget kriminalitet og fattige byområder. De lokale og regionale myndigheder må derfor sætte ind på med hjælp fra nationale og EU-myndigheder at iværksætte genopretningsplaner, som har til formål at sikre mere stabile arbejdspladser på markeder, hvor turismen vokser, samt uden for turistsektoren.

3.6. De regionale og lokale myndigheder bør føre en overordnet turistpolitik med samordning af de forskellige kompetenceområder, så der opnås en multiplikatoreffekt ved at sammenkæde ellers opsplittede turistforanstaltninger.

4. Fællesskabets nuværende indsats: positive aspekter og mangler

4.1. Det må erkendes, at turismens udviklingsstade ikke kun er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat, men også inden for de enkelte medlemsstater. Hverken de lokale eller de nationale myndigheder er tilstrækkelig klar over, at turisme - som et komplementært industriprodukt - kræver en mere aktiv tilgang, hvis de centrale konvergenskriterier skal opfyldes. Medlemsstaternes interesse for turisme er dog ud fra et socialt og økonomisk synspunkt ikke lige stor, og det er også tydeligt, at de fører en forskellig politik med hensyn til opnåelse af flere eller færre indgreb fra EU's side. Det er ofte det efterspørgende erhverv i de enkelte lande, der skiller sig ud, idet efterspørgsels- og udbudssiden har temmelig modsatrettede interesser.

4.2. Nogle medlemsstater ønsker måske slet ingen formelle EU-interventioner eller andre former for interventioner i turistmarkedets funktionsmåde, da det efter deres vurdering fungerer optimalt med fuldstændigt frie spilleregler. De vil muligvis ikke have, at der kanaliseres endnu flere EU-midler til medlemsstaternes turistsektor end dem, der allerede overføres fra strukturfondene. Fra disse medlemsstaters side er der forbehold, der går i retning af en begrænsning af EU's intervention (hvilket allerede er tendensen i dag), eller de har finansielle betænkeligheder. De frygter med andre ord, at det vil blive nødvendigt med nye ressourcer. Derimod går andre medlemsstater ind for, at EU skal vise turismen mere interesse og øge sin indsats (fordi de mener, at der er visse skævheder i den måde, turistmarkedet fungerer på, og henviser eksempelvis til rejsearrangørernes almægtighed).

4.3. Det er således endnu ikke lykkedes for EU - i forbindelse med revisionen af traktaterne - at få udformet en egentlig fællesskabspolitik for turisme - en mangel, der hurtigst muligt bør udbedres. Derfor bør Den Europæiske Union inden for rammerne af sin kompetence have mulighed for at yde en passende støtte til såvel medlemsstaternes som de lokale og regionale myndigheders politik for turisme. Der findes allerede fællesskabspolitikker på områder, der berører turisme, såsom forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og transportsektoren. Man må derfor kræve, at der tages tilstrækkeligt hensyn til det europæiske turisterhvervs legitime interesser, således at erhvervets konkurrenceevne på det internationale turistmarked sikres.

Især bør det bemærkes, at det turistmæssige aspekt ikke prioriteres højt i beslutninger om interventioner og initiativer til udvikling af lokalområder. Turistpolitikken opfattes, som beskrevet ovenfor, som et specielt aspekt af mere generelle foranstaltninger og politikker.

4.4. Turismen skal således ofte absorbere omkostningerne og afpasses efter vilkår, der er fremmede for dens behov, men også for dens reelle muligheder, hvis der gennemføres EF-lovgivning, der er dikteret af andre EF-politikker. Manglen på en klar og selvstændig politik for turistsektoren skaber også skævheder i den sociale dialog. Et karakteristisk eksempel er følgende: Netværket af europæiske fagforbund for turismens forskellige brancher deltager ikke på ligeværdig måde i den sociale dialog, men repræsenteres af industriens fagforbund (en branche med helt andre behov og vilkår), for hvilket den har ... en særlig rådgivende funktion.

Den manglende politik for turistsektoren hindrer ligeledes en fælles definition af specifikke mål og aktionsmidler for denne politik, f.eks. målet om social retfærdighed, som skal være et svar på borgernes legitime forventninger på området ret til ferie og fritid for alle.

4.5. Et forstærket samarbejde mellem medlemsstaterne og regionerne kunne være nødvendigt på turistpolitikkens område, især når man betænker, at den europæiske turismes andel af den internationale turisme procentuelt mindskes år for år, takket være de høje ferieomkostninger og konkurrencen fra de fjerntliggende (eksotiske) bestemmelsessteder. Som ansvarlige for EU's turistpolitik skal medlemsstaterne og regionerne udarbejde og gennemføre en målrettet og konsekvent strategi for at bevare sin position på verdensmarkedet. Et hurtigt blik på tallene viser, at EF's andel af indrejserne til kontinentet i løbet af et årti (1988-1997) er faldet fra 74 % til 68,7 % og af indtægterne fra 82,9 % til 76,7 %.

I betragtning af turismens økonomiske og sociale betydning de kommende år og i betragtning af, at World Turism Organisation har bebudet, at den internationale turisme vil tredobles i løbet af de næste 20 år, haster det med at:

- styrke den europæiske turismes konkurrenceevne ved at prioritere udviklingen af turismen i prioriterede fysiske udviklingsområder

- forbedre foranstaltningerne for kontrol med udvikling og forvaltning af de mest besøgte turistattraktioner.

4.6. EU har hidtil lagt vægt på bestemte områder, som f.eks. ensartede statistikker, forbedret formidling af viden på turistområdet, beskyttelse af turisten som forbruger, fremhævelsen af kulturarven (som tilvejebringes ved sammenkædningen mellem turistproduktet og de kulturelle værdier), turistudviklingen på grundlag af principperne for bæredygtig udvikling m.v. For øjeblikket gøres der en indsats for, at man specificerer og fremhæver turismens dynamik som et arbejdsintensivt område, der kan skabe arbejdspladser i et Europa, der plages af arbejdsløshed, navnlig blandt unge og kvinder. Med dette for øje er der blevet nedsat et udvalg af fremtrædende personer fra turistområdet, der har forelagt relevante konklusioner med henblik på en fællesskabsindsats. Følgelig skal Europa-Kommissionen via sin lille forvaltningsgruppe udarbejde forsknings- og oplysningsprogrammer, som f.eks. turistudviklingen i byerne og deres historiske centre, indførelsen af euroen i turistsektoren osv. (Udvalgets hovedkonklusioner er, at turismens bidrag til vækst og beskæftigelse kræver større politisk anerkendelse på alle niveauer, hvilket bør føre til en aktiv indsats med henblik på at styrke turistindustriens potentiale, så der skabes mere bæredygtig vækst. En bedre integrering af turismens ønsker og prioriteringer i udviklingen og gennemførelsen af fællesskabsprogrammer og -politikker er en enestående mulighed for Fællesskabet til at medvirke til at forbedre den europæiske industris konkurrenceevne. Aktioner gennemført af EU i turismesektoren bør koordineres bedre og bør tage afsæt i en bedre koordinering af Kommissionens direktoraters interventioner, herunder navnlig budgetinterventionerne. Også udviklingen af en effektiv høring og et effektivt samarbejde mellem de relevante parter på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan er en vigtig forudsætning for at optimere turismens bidrag til væksten.)

4.7. I dag findes der, i højere grad end tidligere, en øget bevidsthed om, at det er vigtigt at anvende de ikke-vedvarende ressourcer på en ansvarlig måde, og at det er nødvendigt at sikre, at de overdrages til de kommende generationer. Ifølge resultaterne af en undersøgelse foretaget af Eurobarometer i 1996 anser 98 % af Europas befolkning miljøbeskyttelse og bekæmpelse af forurening for at være en mærkesag for EU, og de fleste (82 %) mener, at problemet er presserende og kræver øjeblikkelig indgriben. Denne sensitivitet over for miljøet afspejles også i folks indstilling, når der er tale om at planlægge ferierne. I stadig højere grad er det kvaliteten (og her indgår også miljøforhold) og den personlige sikkerhed, som afgør turisternes valg af rejsemål. Alle turistindustriens brancher og de offentlige myndigheder på de vigtigste bestemmelsessteder skal være opmærksomme på de problemer, som er forbundet med turistaktiviteternes følger for ressourcerne. Det er nødvendigt at gennemføre en systematisk miljømæssig evaluering af store projekter. Set fra en positiv synsvinkel, bør man stille sig det spørgsmål, hvad turismen kan bidrage med til bevarelse af de menneskeskabte, naturlige og kulturelle ressourcers rigdomme.

4.8. Denne direkte forbindelse mellem turisme, kulturarv og miljø er almindelig anerkendt. Da turistindustrien er afhængig af disse ressourcer og anser dem for at være afgørende faktorer for at kunne skabe og markedsføre rekreative aktiviteter, repræsenterer den et ideelt eksperimentelt område til overvågning af, at princippet om bæredygtig udvikling virkeliggøres. Hovedsigtet med Fællesskabets indsats på dette område er at fremme en "god cirkel", der kan medvirke til at styre turistøkonomiens forhold til miljøet i retning af en langsigtet bæredygtig udvikling.

4.9. Trods den rosværdige indsats, som turistindustrien og forskellige offentlige og private organisationer og personer har gjort med henblik på planlægning og forvaltning af turismen, er der dog et spillerum for koordinerede aktioner, som kan sætte de involverede parter i stand til mere systematisk at undersøge de foranstaltninger, som gennemføres i de forskellige medlemsstater og regioner med henblik på at indkredse og formidle den bedste praksis. Der skal også drages omsorg for, at der gives turisterne og turistvirksomhederne oplysninger om miljøets og kulturområdernes tilstand på de steder, der er turisternes rejsemål, også for at tilskynde dem til at bidrage til en miljøvenlig anvendelse af de følsomme ressourcer.

Desuden bør man fremme sammenkædningen af det turistmæssige udbud og den håndværksmæssige og kunstnerisk-kulturelle produktion på lokalt niveau, som man bør betragte som værdifulde midler til at støtte den lokale og regionale udvikling.

4.10. En forbedret kvalitet af det naturlige og menneskeskabte miljø har central betydning for turistrejsemålenes og turistvirksomhedernes succes og er en væsentlig forudsætning for, at man kan opnå en bæredygtig udvikling af turismen. Med fri bevægelighed for personer på enhedsmarkedet bør medlemsstaterne i overensstemmelse med principper om sikkerhed og retfærdighed garantere sikkerheden for alle borgere (altså også turister) og styrke samarbejdet om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, mishandling af mennesker, forbrydelser mod børn, racisme, fremmedhad, narkotikahandel, terrorisme m.v.

4.11. Gennemførelsen af de relevante fællesskabspolitikker og -aktioner i 1995-96 omfattede også konstante bestræbelser på at integrere princippet om bæredygtig udvikling i aktioner og praksis med henblik på turistudvikling. Det skal understreges, at turismen er et af de fem grundlæggende områder, som Kommissionen udpegede med henblik på integration af princippet om bæredygtighed i andre politikker. Efter en evaluering af denne politik blev Fællesskabets aktiviteter splittet op dels i harmonisering af de eksisterende foranstaltninger og dels i lancering af selektive nye lovgivningsmæssige og finansielle midler, der specielt vedrører udvikling af turisme.

4.12. Det er velkendt, at turismen i stor udstrækning drager nytte af finansiering fra EU's strukturfonde, Fællesskabets initiativer og de andre EF-særprogrammer. Den får f.eks. midler til boligfaciliteter, særlige turistinfrastrukturer og speciel fremme fra den 2. EF-støtteramme, fra initiativer som INTERREG II, LEADER II, LIFE osv. Turismen har også fordel af strukturfondenes midler via de store, generelle infrastrukturprojekter (de store veje, havnene, moderniseringen af jernbanenettet osv.). En fuldstændig analyse af de fremskridt, der er gjort i retning af at opnå økonomisk og social samhørighed, og af den måde, hvorpå de forskellige midler, som gives på fællesskabsplan, bidrager hertil, er anført i den første rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, som blev vedtaget af Kommissionen i 1996. Som led heri blev der forelagt handlingsmodeller vedrørende turisme, som finansieres af Fællesskabet. Medens det med sikkerhed kan hævdes, at de skitserede fællesskabsforanstaltninger til fremme af turismen bidrog markant til den økonomiske og sociale samhørighed, er det vanskeligt at få mere præcise holdepunkter for opfølgningen af disse foranstaltninger. Der er i hvert fald betydelige vanskeligheder, når der er tale om at foretage en nøje evaluering af strukturpolitikkernes følger, navnlig i forbindelse med en kort tidsperiode. En evaluering af foranstaltningerne set fra turismens synsvinkel er endnu mere problematisk i den forstand, at turismen omfatter et bredt spektrum af økonomiske aktiviteter, der indgår i forskellig udstrækning.

4.13. Turismen forekommer mere og mere som en sektor, der skaber kvalificerede og varige arbejdspladser og desuden som en fysisk planlægningsfaktor: turismen er en industri, hvor arbejdskraften ikke kan flyttes, og den består af SMV, som er jobskabende, og som er etableret over et stort område. Udvikling af turismen i tilbagestående regioner kan ved udnyttelse af disses særpræg og aktiver føre til, at de indhenter det økonomiske og sociale efterslæb og at der opstår en bedre geografisk balance.

Disse muligheder taler for at anerkende turismen på europæisk niveau, således at der kan blive givet midler til at tage disse udfordringer op.

5. Forslag

5.1. Medlemmerne af Regionsudvalget, som befinder sig tæt på turismens konkrete problemer og administrerer dem på decentraliseret plan, bør beskæftige sig med disse problemer efter eget skøn og bane vej for de andre EU-organer.

5.2. Efter Regionsudvalgets mening vil det være en ganske væsentlig hjælp for de lokale og regionale myndigheders arbejde i retning af en bæredygtig udvikling, hvis:

5.2.1. Den Europæiske Union ved formuleringen af EU-politikker på områder, der berører turismeområdet, som f.eks. forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og transportsektoren, også sørger for, at turismesektorens behov tilgodeses - specielt skal det frie markeds funktionsmåde lettes, det skal forhindres, at der opstår monopol- eller oligopoldannelser, ligesom de nationale politikker skal tilpasses princippet om fri bevægelighed for personer og kapital; og de lokale og regionale myndigheder skal i højere grad tilskyndes til at tage aktivt del i udarbejdelsen og forvaltningen af de politikker, der berører turistsektoren. Derfor er det nødvendigt at indføre en høringsprocedure vedrørende de ønskede mål og koordineringen af fremtidige initiativer, der vedrører sektoren. Det skal ske i tilknytning til de finansielle reformer, som gennemføres i EU (Agenda 2000 og rammeprogrammet for kulturen 2000).

5.2.2. EU fremmer decentraliseringspolitikken, der sikrer, at de lokale og regionale myndigheder kan udøve deres beføjelser på lige vilkår på det økonomiske plan med henblik på udvikling og mere specielt turistudvikling. Der tænkes her især på projekter til bevarelse af knowhow inden for gamle håndværk for derigennem at promovere de lokale særtræk og traditioner.

EU bør sikre effektiv udnyttelse af ressourcerne og undgå at støtte isolerede aktioner, som ikke rummer nogen indlysende merværdi for EU, idet man bør koncentrere bestræbelserne om fremme af samarbejdsaktioner mellem lokale og regionale myndigheder, især hvis disse har en tværnational dimension eller hvis de kan medføre en mærkbar indvirkning på turistsektoren som helhed.

5.2.3. EU viderefører selvstændige støtteprogrammer og overlader det til de lokale og regionale myndigheder at anvende midlerne bæredygtigt, så de bedre kan varetage de funktioner, som de enten allerede har eller engang i fremtiden kan få.

5.2.4. Medlemsstaterne opfordres til i forbindelse med opstilling af udviklingsplaner og -programmer at anvende en del af strukturfondsmidlerne på turisme for dermed at styrke det direkte samarbejde mellem EU og de lokale og regionale myndigheder og det interregionale, transnationale og grænseoverskridende samarbejde omkring udvikling af turismen.

5.2.4.a Inden for rammerne af den tilladte statsstøtte bør man fremme en særlig integration mellem de europæiske finansieringsprogrammer og det nationale finansieringssystem til udvikling af iværksætterkulturen og beskæftigelsen på turistområdet.

5.2.5. Der gives støtte til bedre uddannelse og gensidig anerkendelse af eksamensbeviser på turistområdet. Uddannelsen skal være i top, så den kan bidrage til kvalitetsturisme.

5.2.6. Der lægges mere vægt på beskæftigelseseffekten ved tildeling af støttemidler, og fuldtidsbeskæftigelse prioriteres højest.

5.2.7. Det interregionale samarbejde skal i højere grad sigte mod at åbne op for turistpotentialet uden for EU. Særlig nyttigt vil det være at oprette internationale net for udveksling af knowhow og fælles fremme af turistpakker, traditionelle produkter og erfaringer navnlig via de lokale og regionale myndigheder, bl.a. gennem tilskyndelse til indførelse af regionale køreplaner, opbakning til de aktioner, som gennemføres af De Europæiske Kommuners og Regioners Råd og Kommuners og Regioners Europæiske Kongres samt fremme af regioners og kommuners sektoriale og geografiske net. Særlig nyttigt ville det være at indføre et fælles system for statistiske oplysninger og kvalitetskontrol.

5.2.8. Det, der er påkrævet i den aktuelle europæiske virkelighed, er medlemsstaternes økonomiske og sociale konvergens, sikring af vilkår for udvikling af de nationale, regionale og lokale økonomier og sikring af arbejdspladser. Turismen er helt afgjort en udviklingsbranche med økonomisk, social, kulturel og miljømæssig karakter, som bidrager til oprettelsen af arbejdspladser. Derfor skal EU fremme partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor og overlade det til de lokale og regionale myndigheder at spille en ledende rolle i tilsvarende samarbejdsrelationer med henblik på at opfylde målsætningen om en integreret forvaltning på turistområdet, bl.a. gennem udbredelse af eksempler på god praksis på området.

Bruxelles, den 3. juni 1999.

Manfred DAMMEYER

Formand for

Regionsudvalget

BILAG 1

til Regionsudvalgets udtalelse

Oversigt over regionale pilot-beskæftigelsespagter

I de regioner, der er understreget i oversigten, gennemføres der turisme- og kulturaktioner

(Kilde:

GD XVI)

Liste des promoteurs techniques hommes des pactes territoriaux pour l'emploi

>TABELPOSITION>

BILAG II

til Regionsudvalgets udtalelse

Source 1,2,3,4: X. Greffe, "L'emploi culturel en Europe", Rapport pour la DG V, janvier 1997, Bruxelles.

>TABELPOSITION>

NB:

Le chiffre de la rubrique "ensemble" ne correspond pas nécessairement à la somme des différentes catégories car les origines statistiques peuvent être différentes pour un même pays.

>TABELPOSITION>

NB:

Le chiffre de la rubrique "ensemble" ne correspond pas nécessairement à la somme des différentes catégories car les origines statistiques peuvent être différentes pour un même pays.

>TABELPOSITION>

NB:

Le chiffre de la rubrique "ensemble" ne correspond pas nécessairement à la somme des différentes catégories car les origines statistiques peuvent être différentes pour un même pays.

>TABELPOSITION>

NB:

Le chiffre de la rubrique "ensemble" ne correspond pas nécessairement à la somme des différentes catégories car les origines statistiques peuvent être différentes pour un même pays.