51998AC1445

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets forordning (EF) om stoffer, der nedbryder ozonlaget« (1999/C 40/11)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. oktober 1998 under henvisning til EF-traktatens artikel 130 S at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Sergio Colombo til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 29. oktober 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 359. plenarforsamling af 2. og 3. december 1998, mødet den 2. december 1998, med 99 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Med forbehold af nedenstående bemærkninger bifalder ØSU Kommissionens forslag, der indeholder nogle meget omfattende ændringer:

a) Yderligere foranstaltninger til begrænsning af hydrochlorfluorcarboner (HCFC):

- sænkning af markedsføringsloftet i EU for HCFC fra 2,6 % til 2 %;

- skærpet kontrol med slutanvendelser af HCFC (forordningens artikel 5);

- fastfrysning af produktionen og en plan for afvikling af HCFC.

b) Afvikling af fremstilling og forbrug af methylbromid frem til 1 januar 2001, med undtagelser for »kritiske anvendelser«.

c) Generelt forbud mod markedsføring og anvendelse af CFC'er og andre fuldt halogenerede stoffer.

d) Kontrol med handelen (iværksættelse af ordningen med eksporttilladelser, der blev indføjet i Montreal-protokollen i september 1997).

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU har med stor opmærksomhed fulgt udviklingen i EU's lovgivning om ozonlagsnedbrydende stoffer (ONS), og har noteret sig og støttet de fremskridt, der er sket, samt glædet sig over de resultater, der er nået takket være de teknologiske fremskridt. Den teknologiske udvikling har holdt trit med både den voksende bevidsthed om den generelle trussel mod Jordens fremtid og de internationale aftaler om ONS inden for rammerne af Montreal-protokollen ().

2.2. ØSU har altid understreget, at bestræbelserne på at beskytte ozonlaget bør ske på verdensplan (kun ved at inddrage så mange lande som muligt kan man opnå mærkbare resultater). EU bør styrke sin forhandlingsposition inden for rammerne af Montreal-protokollen og samtidig være en banebryder og bevise sin troværdighed ved, inden for den af Kommissionen foreslåede tidsramme, at indføre EU-regler, der viser, at det er muligt at afvikle de ozonlagsnedbrydende stoffer og at anvende alternative løsninger.

2.3. Allerede i sin udtalelse om det femte handlingsprogram () (i afsnittet om miljøpolitik på internationalt plan) understregede ØSU, hvilke forpligtelser og hvilket ansvar EU har som følge af sin status som højindustrialiseret og højteknologisk område, sine finansielle ressourcer og den voksende offentlige bevidsthed om nødvendigheden af at beskytte miljøet. ØSU's udtalelse om tiltrædelsen af ændringen af Montreal-protokollen som vedtaget i København i 1992 (), hvor medtagelsen af methylbromid godkendes, og EF's ledende rolle vurderes positivt, gælder i princippet også det her foreliggende forordningsforslag. Det samme gælder ØSU's omfattende udtalelse af 21. december 1993 om den ajourførte forordning om ozonlagsnedbrydende stoffer i medfør af Københavnsændringen (), som udtrykkeligt henviser til det 5. miljøhandlingsprogram.

2.3.1. I sidstnævnte udtalelse udtrykte ØSU tilfredshed med den europæiske industris succes med at forbedre de alternative løsninger, og opfordrede industrien til at fortsætte i samme retning, der er den eneste vej til at beskytte Jorden og samtidig sikre konkurrenceevnen på lang sigt.

2.3.2. Ovennævnte bemærkninger gælder også dette forslag.

2.4. ØSU noterer derfor med tilfredshed, at de teknologiske fremskridt, der er sket i visse industrisektorer takket være forskning og investering i at finde alternative stoffer, ligefrem tillader EU at afkorte de udfasningstider, der er fastsat i protokollen. Dette viser, at i internationale forhandlingssituationer, som f.eks. på Kyoto-konferencen, fremstår EU's holdninger som banebrydende, hvilket understøttes af feasibility undersøgelser og konkrete eksempler.

2.5. Problemet er imidlertid, at en ensidig beslutning om at fremskynde udfasningen af de ozonlagsnedbrydende stoffer bør afstemmes efter handelspartnernes holdning (de direkte konkurrenter på produktionssiden som f.eks. USA og Japan og de udviklingslande, der importerer fra EU, eller hvor EU har foretaget investeringer i form af virksomhedsudflytninger) samt efter EU's evne til at overtale flere lande til at følge EU's eksempel. Man bør nemlig ikke se bort fra, at EU's forslag på det niende partsmøde i Montreal i 1997 om at reducere produktionen af HCFC ikke vandt tilslutning (jf. punkt 16 i begrundelsen). Hvis EU derfor ønsker at fortsætte ad denne vej, bør det intensivere forhandlingerne om at nå konkrete resultater.

2.5.1. Man bør heller ikke være blind for, at en række lande er sene til at ratificere ændringerne til Montreal-protokollen. Lande som f.eks. Kina og Indien, hvis udvikling er yderst vigtig for verdensøkonomien, har ikke underskrevet Københavnerændringen om HCFC'erne. Det forhold, at landene opererer med forskellige afviklingsfrister for disse stoffer, vil begrænse virkningen af de mest avancerede foranstaltninger, medmindre de kan anvendes generelt, f.eks. ved at udnytte de finansielle ordninger, der er indarbejdet i Montreal-protokollen med henblik på at hjælpe u-landene med omstillingen.

2.6. Man bør undgå, at USA og Japan overtager markederne efter de europæiske virksomheder, der skærer deres produktion af HCFC ned, og sikre, at de pågældende europæiske virksomheder ikke henlægger produktionen til u-landene (de såkaldte artikel 5-lande), hvilket ville indebære et fald i beskæftigelsen i EU.

2.7. Ligeledes bør man sikre, at forbuddet mod anvendelse af methylbromid ikke bliver en fordel for de lande, hvis klima er mere befordrende for at anvende alternative metoder, da man dermed skader landbruget i middelhavslandene, der i forvejen skal konkurrere med de u-lande omkring Middelhavet, som fortsætter med at anvende methylbromid frem til år 2015. Det er vigtigt at give dispensationer for kritiske anvendelser, hvis forvaltning er overladt til medlemsstaterne, men det er også vigtigt, at udviklingssamarbejdet udformes således, at det fremmer en tilsvarende praksis i de lande, der modtager støtten.

2.7.1. ØSU noterer sig, at Kommissionen har fået foretaget en undersøgelse af omkostningerne og følgerne af udfasningen af methylbromid (med eksempler på succesfuld anvendelse af alternativer), og at den i april 1997 på Tenerife afholdt et seminar om »Alternativer til methylbromid for sydeuropæiske lande«. Kommissionen bør fortsætte med denne slags initiativer, der gør det muligt at udbrede erfaringerne fra pilotforsøgene.

2.8. ØSU bemærker endvidere, at problemet med at kontrollere de forbudte stoffer fortsat er delvist uløst, hvilket især skyldes den illegale handel (CFC). EU's troværdighed risikerer at lide et alvorligt knæk, hvis EU ikke kan sørge for, at de gældende regler overholdes pga. ulovlig handel med CFC. Forbuddet mod CFC håndhæves meget uensartet, hvilket har særdeles negative konsekvenser for miljøet. ØSU henviser til sine bemærkninger i den tidligere omtalte udtalelse fra 1993, hvor det i punkt 1.11 understreges, at der er behov for streng kontrol for at undgå, at brugerne omgår forordningens restriktioner ().

2.9. ØSU er opmærksom på kritik fra industrien og landbruget, der er bange for at miste markedsandele til konkurrerende lande. Blandt producenterne findes der ganske givet nogle virksomheder, som allerede producerer både HCFC og erstatningsstoffer, og som vil kunne overholde de fremrykkede tidsfrister, men nogle brugere (ofte SMV) har foretaget investeringer i anlæg og udstyr, som det ikke er let at omstille, men som skal afskrives. ØSU mener, at Kommissionens forslag i visse sektorer vil føre til strukturforandringer, men at disse kan hidføres ved at udnytte de tekniske fremskridt, uden at det fører til varig markedsforstyrrelse. Således vil det være muligt at opfylde Kommissionens målsætninger inden for den påtænkte tidsramme. Særlige alvorlige tilfælde bør efter Kommissionens opfattelse tilgodeses med undtagelsesordninger, således at beskæftigelsessituationen i den europæiske industri og arbejdsmarkedet i landbruget ikke rammes.

2.10. ØSU opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at overveje, om der ikke kan skelnes mellem de forskellige typer HCFC med hensyn til miljøvirkning og således fremskynde fjernelsen af de stoffer, der er mest skadelige med hensyn til ozonlagsnedbrydende potentiale (ODP). Det er naturligvis ikke altid muligt at erstatte HCFC'er, der har et højt ODP, med HCFC'er med et lavt ODP, da den specifikke anvendelse spiller en rolle. Under alle omstændigheder virker det ud fra et miljømæssigt synspunkt ikke fornuftigt at skære alle HCFC'er over én kam.

2.11. ØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at foretage en grundig undersøgelse af sikkerhedsproblemerne omkring de alternative stoffer (HC's brandfare og ammoniaks toksicitet). Når der skal vælges alternative stoffer og træffes beslutning om afvikling af eksisterende stoffer, bør der tages hensyn til følgende parametre: ODP (ozonlagsnedbrydende potentiale), GWP (globalt opvarmningspotentiale), VOC (dannelse af flygtige organiske forbindelse), toksicitet, brandfare, fremstillingspris, installation og bortskaffelse.

2.12. ØSU fremhæver desuden, at man på videnskabeligt plan er i færd med at bevise, at der er forbindelse mellem drivhuseffekten og hullet i ozonlaget, og opfordrer til, at der foretages en bedre koordinering af den indsats, der skal iværksættes i henhold til Kyoto-aftalerne (tilføjelse af HFC til gruppen af de seks drivhusgasser), og indsatsen inden for rammerne af Montreal-protokollen.

2.13. ØSU bemærker endelig, at problemerne med genvinding af de brugte kontrollerede stoffer og udslip af kontrollerede stoffer er en væsentlig del af forklaringen på, at der er kun er opnået begrænsede miljøfordele. Det er nødvendigt at fremme etableringen af passende bortskaffelsesanlæg og at sørge for en passende uddannelse af det ansvarlige personale, for at sikre overgangen til stoffer, der er mindre skadelige for ozonlaget. På denne front kan man opnå yderligere miljøfordele samt skabe nye beskæftigelsesmuligheder.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Artikel 2 (Definitioner)

3.1.1. Det ville være hensigtsmæssigt at tilføje et led om det globale opvarmningspotentiale (GWP) jævnfør IPCC's (Det Internationale Panel om Klimaændring) definition, således at man kan vurdere erstatningsstoffernes overordnede miljøbelastning.

3.2. Artikel 3, stk. 2 (Methylbromid)

3.2.1. ØSU noterer sig, at kriterierne for at give tilladelse til dispensation for kritisk anvendelse er fastlagt i bilag V, og at tilladelserne indberettes til Kommissionen. ØSU ser gerne, at Kommissionen med jævne mellemrum udsender en opgørelse over indberettede dispensationer, således at man kan vurdere situationen og overveje, hvilke foranstaltninger der bør træffes for at fremme afviklingen af stofferne og anvendelsen af alternative metoder, bl.a. med hjælp fra strukturfondene.

3.2.2. Perioden på 60 dage i forbindelse med dispensation i nødstilfælde er muligvis lidt kort. Der bør derfor indføjes en vis fleksibilitet.

3.3. Artikel 3, stk. 3 (HCFC)

3.3.1. ØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, om det er muligt at differentiere afviklingen af HCFC-produktionen ud fra de enkelte stoffers ODP, således at man kan reducere den samlede udledning af drivhusgasser og forhindre emissioner fra alternative stoffer med stort globalt opvarmningspotentiale (GWP).

3.3.2. I forbindelse med den planlagte revision inden udgangen af 2002 opfordrer ØSU Kommissionen til at være yderst opmærksom på sikkerhedsaspekterne omkring de allerede tilgængelige alternative stoffer og teknologier samt deres overordnede miljøbelastning.

3.4. Artikel 4 (Kontrol med markedsføring og anvendelse af kontrollerede stoffer)

3.4.1. Denne bestemmelse vil sandsynligvis begrænse den illegale handel med især CFC. Da det imidlertid er vanskeligt at gennemføre en bred kontrol af brugen af stoffer, opfordrer ØSU til i højere grad at anvende de frivillige ordninger med f.eks. miljømærke og miljøstyring og miljørevision (), hvorved brugerne og forbrugerne drages aktivt ind i afviklingsprocessen.

3.5. Artikel 5 (Kontrol med anvendelsen af hydrochlorfluorcarboner)

3.5.1. ØSU efterlyser en grundigere undersøgelse af, om der findes miljøvenlige alternative stoffer, der kan anvendes til fremstilling af skum. Det ville bidrage til at fremskynde afviklingen af anvendelsen af HCFC'er med højt ozonlagsnedbrydende potentiale til dette formål.

3.5.2. Med hensyn til dispensationerne opfordrer ØSU Kommissionen til at overveje, om de sikkerhedsmæssige aspekter ikke taler for at give midlertidig tilladelse til at anvende HCFC i stedet for haloner som brandslukningsmiddel i brandslukningssystemer, hvor der er begrænset plads.

3.6. Kapitel III (Handel)

3.6.1. ØSU hilser det velkommen, at der gøres en indsats for at bringe kontrollen med import og eksport af kontrollerede stoffer i overensstemmelse med de krav, man enedes om i 1997 i Montreal. Dette krydscheck af oplysninger vil sandsynligvis bidrage til at mindske den illegale handel. Det internationale samarbejde mellem kontrolmyndighederne bør styrkes.

3.7. Kapitel IV (Emissionskontrol)

3.7.1. ØSU anser det for yderst vigtigt, at der udarbejdes nogle fælles metoder til genvinding og miljøvenlig bortskaffelse af alle de kontrollerede stoffer, og at der opstilles minimumskrav til den faglige uddannelse af det personale, der sørger for vedligeholdelsen af det pågældende udstyr. På denne front er det nemlig muligt at effektivisere foranstaltningerne til afvikling af de ozonlagsnedbrydende stoffer, og det er derfor vigtigt at forbedre medlemsstaternes indbyrdes udveksling af erfaringer med den bedste tilgængelige teknologi. Ordningen med miljøstyring og miljørevision () kunne også i denne forbindelse spille en positiv rolle.

3.8. Artikel 20 (Sanktioner)

3.8.1. ØSU hilser den nye ordlyd af artikel 20 velkommen, men foreslår, at Kommissionen regelmæssigt offentliggør en oversigt over de dispensationer, der indberettes af medlemsstaterne. En større gennemsigtighed kunne bidrage til at bekæmpe den illegale handel.

Bruxelles, den 2. december 1998.

Beatrice RANGONI MACHIAVELLI

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() Vedtaget i 1987 og senere ændret i London i 1990 og i København i 1992 og i Montreal i 1997 (sidstnævnte ændring skal efter planen træde i kraft den 1. januar 1999).

() EFT C 287 af 4.11.1992.

() EFT C 201 af 26.7.1993.

() EFT C 52 af 19.2.1997.

() Forordning (EØF) nr. 880/92 og (EØF) nr. 1836/93.

() Forordning (EØF) nr. 1836/93.