51995XC0927(01)

Meddelelse om anvendelse af EF's konkurrenceregler på grænseoverskridende pengeoverførsler (95/C 251/03)

INDLEDNING

1. I denne meddelelse fastlægges den linje, som Kommissionen vil følge, når den skal vurdere, om de grænseoverskridende pengeoverførselssystemer er forenelige med EF-traktatens artikel 85 og 86.

2. Ved anvendelsen af konkurrencereglerne må der tages højde for Kommissionens generelle politik vedrørende grænseoverskridende pengeoverførsler. Et af Kommissionens væsentligste politiske mål er at sikre, at gennemsigtigheden, effektiviteten og stabiliteten af de grænseoverskridende betalingssystemer på mellemlang sigt er på højde med de bedste nationale systemer. Virksomheder og privatpersoner vil først kunne drage fuld fordel af det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union, når det er muligt at overføre penge hurtigt og pålideligt fra et givet sted i Unionen til et andet.

3. Indtil for nylig blev de fleste grænseoverskridende pengeoverførsler gennemført via det traditionelle net af korrespondentbanker. Dette indebar typisk, at overførsler blev gennemført og afregnet individuelt. I tilfælde af overførsler af små beløb udgjorde omkostningerne derfor en stor del af det overførte beløb. Flere banker i EU har samarbejdet om at udvikle nye systemer, der kan klare grænseoverskridende pengeoverførsler. Disse systemer, der typisk bruger indenlandske clearingsystemer til i modtagerlandet at distribuere de indgående grænseoverskridende pengeoverførsler, omfatter:

- systemer baseret på forbedrede korrespondentbankforbindelser mellem institutter i forskellige medlemsstater

- systemer baseret på grupperinger af særlige kategorier af institutter

- systemer baseret på direkte sammenkobling af automatiserede clearingcentre (ACH).

4. Nogle store banker bruger deres eget net af filialer og datterselskaber som korrespondentbanker. En anden mulighed er, at en bank forsøger at blive direkte deltager i et ACH eller andre clearingsystemer i en anden medlemsstat.

5. Kommissionen ser med glæde på bestræbelserne for at forbedre kvaliteten af de tjenester, der tilbydes kunderne. Imidlertid viste Kommissionens analyser i 1993 og 1994 en utilstrækkelig generel forbedring af gennemsigtigheden og effektiviteten af de grænseoverskridende kreditoverførsler. Derfor vedtog Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om grænseoverskridende pengeoverførsler (1). Forslaget blev ledsaget af et udkast til denne meddelelse.

6. Formålet med denne meddelelse er at bistå markedsdeltagerne ved at redegøre for Kommissionens tilgang i sager, der involverer konkurrencemæssige aspekter. Kommissionens generelle tilgang vil være at se positivt på aftaler mellem banker med henblik på at tilvejebringe bedre grænseoverskridende pengeoverførselssystemer, herunder aftaler der gør det muligt for dem at opfylde kravene i direktivforslaget. Sådanne aftaler skal imidlertid være i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 85 og 86. Effektiv konkurrence mellem banker og mellem systemer er af allerstørste vigtighed, hvis det skal lykkes at gøre tjenesterne mere effektive og nedbringe prisen over for forbrugerne. Formålet med denne meddelelse er at gøre rede for, hvilke samarbejdsformer der vil føre til uønskede aftaler og derved trække en skillelinje mellem de områder, hvor samarbejde er nødvendigt, og hvor konkurrence er mulig.

7. Denne meddelelse ajourfører og erstatter konkurrenceprincipperne i bilag C til Kommissionens arbejdsdokument af 27. marts 1992 (2). I lyset af senere erfaringer på området eller mærkbare ændringer i de betingelser, der var gældende, da meddelelsen blev udarbejdet, vil Kommissionen eventuelt tilpasse meddelelsen.

1. Anvendelsesområde og definitioner

8. I denne meddelelse forstås ved:

a) »automatisk clearingcenter (ACH)«: et elektronisk clearingsystem, hvor kredit- og finansieringsinstitutter udveksler data og/eller dokumenter i forbindelse med grænseoverskridende pengeoverførsler, væsentligst via magnetiske medier eller telenet, der styres af databehandlingscentre

b) »pengeoverførsel«: en betaling eller en række betalinger, der påbegyndes med ordregiverens betalingsordre med det formål at stille midler til beneficiantens rådighed. Både betalingsordren og midlerne overføres fra ordregiverens bank til beneficiantens bank, eventuelt via flere andre banker i rollen som mellemliggende banker og/eller et eller flere pengeoverførselssystemer

c) »grænseoverskridende pengeoverførsel«: en pengeoverførsel på foranledning af en ordregiver via en bank eller filial i en medlemsstat til beneficiantens bank eller en af dennes filialer i en anden medlemsstat

d) »grænseoverskridende pengeoverførselssystem«: et system ved hjælp af hvilket betalingsordrer og de dertil knyttede midler sendes med henblik på at effektuere grænseoverskridende pengeoverførsler

e) »grænseoverskridende betalingsinstrument«: et betalingsmiddel (herunder en pengeoverførsel, et betalingskort eller en check), der kan anvendes til at foretage en grænseoverskridende betaling. En grænseoverskridende betaling kan foretages på salgsstedet (face to face payment) eller som fjernbetaling, afhængig af om ordregiveren og beneficianten fysisk er sammen, når betalingen iværksættes

f) »multilateralt interbankgebyr«: et kollektivt fastsat interbanktransaktionsgebyr.

9. Denne meddelelse omhandler kun grænseoverskridende pengeoverførselssystemer. I denne meddelelse betragtes et pengeoverførselssystem i én enkelt medlemsstat som et grænseoverkridende pengeoverførselssystem, hvis der derved udføres grænseoverskridende pengeoverførsler.

10. Artikel 85 og 86 finder kun anvendelse, hvis samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes. Da der ved hjælp af grænseoverskridende pengeoverførselssystemer netop udføres grænseoverskridende pengeoverførsler, vil disse systemer kunne få en sådan virkning (3).

11. Denne meddelelse henvender sig til kreditinstitutter og andre institutter, der deltager i grænseoverskridende pengeoverførselssystemer og udfører sådanne overførsler. I denne meddelelse kaldes disse institutter for »banker«.

2. Markedet

1) Det relevante marked

12. For at vurdere en aftales virkning på konkurrencen efter artikel 85, og for at vurdere om der er tale om en dominerende stilling efter artikel 86, er det nødvendigt at definere det relevante marked.

13. Det relevante produktmarked omfatter alle produkter, der af forbrugeren opfattes som substituerbare på grund af produktets karakter, pris og påtænkte brug. Der skal også tages højde for markedets udbuds- og efterspørgselsstruktur. Det relevante geografiske marked er et område, hvor konkurrencebetingelserne for det omhandlede produkt er tilstrækkelig ensartede, og som kan afgrænses fra tilstødende områder, bl.a. fordi konkurrencebetingelserne er mærkbart anderledes i de andre områder. Kommissionen kan kun i konkrete sager præcist definere et marked. Den kan imidlertid angive, hvorledes den vil gå frem for at definere markedet for grænseoverskridende pengeoverførselssystemer.

14. I forbindelse med en given grænseoverskridende pengeoverførsel vælger ordregiverens bank normalt ikke beneficiantens bank. Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er konkurrence mellem bankerne til gavn for kunderne. Der kan være forskellige grader af konkurrence på forskellige niveauer. For at definere det relevante marked i en konkret sammenhæng, vil det være nødvendigt at vurdere den konkurrencemæssige situation på de forskellige niveauer. Intra-systemkonkurrence opstår, når de banker, der deltager i et givet system, konkurrerer om at tilbyde kunderne de bedste kombinationer af priser og betingelser for effektuering og modtagelse af grænseoverskridende pengeoverførsler. Inter-systemkonkurrence vil finde sted, når de banker, der deltager i forskellige grænseoverskridende pengeoverførselssystemer konkurrerer om kunderne. Intra-instrumentkonkurrence opstår, når bankerne tilbyder forskellige substituerbare grænseoverskridende pengeoverførselssystemer, f.eks. hastende og ikke-hastende overførsler eller overførsler, der eventuelt er ledsaget af suplerende informationer. Der er tale om inter-instrumentkonkurrence, når grænseoverskridende betalingsinstrumenter, ud over grænseoverskridende pengeoverførsler, er substituerbare med grænseoverskridende pengeoverførsler.

15. For det første skal der være en høj grad af substitution med andre grænseoverskridende fjernbetalingsinstrumenter. Produktmarkedet kan omfatte andre betalingsinstrumenter end grænseoverskridende pengeoverførsler; betalingsinstrumenter, der kan anvendes til grænseoverskridende fjernbetalinger, afviger imidlertid fra betalingsinstrumenter, der kun kan anvendes til betalinger på salgsstedet (face-to-face payments) eller nationale betalinger.

16. For det andet kan der inden for kategorien grænseoverskridende fjernbetalinger (eller inden for kategorien grænseoverskridende pengeoverførsler) meget vel være smallere markeder. Systemer, der anvendes til små (detailhandel) betalinger, kan meget vel ikke være substituerbare med systemer til store betalinger (engroshandel). Det samme gælder for betalinger til detailhandlere og andre leverandører af varer og tjenesteydelser i modsætning til betalinger til privatpersoner, eller hastebetalinger i modsætning til ikke-hastende betalinger.

17. For det tredje kan et givet betalingsinstrument (eller endda et særligt segment af et givet instrument) alene udgøre et relevant marked. F.eks. fastsatte Kommissionen i beslutningen om Helsinki-aftalen, at det direkte relevante marked var udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking sektor (4). I konkrete sager kan det være nødvendigt at betragte grænseoverskridende pengeoverførsler (eller særlige segmenter heraf, som f.eks. detailhandelens grænseoverskridende pengeoverførsler) som det relevante marked.

18. Ud over et relevant marked, hvor bankerne konkurrerer om kunderne, vil der også være et relevant marked, hvor forskellige grænseoverskridende pengeoverførselssystemer, automatiske clearingcentre og banker konkurrerer om at tilbyde andre banker forskellige kanaler til behandling af grænseoverskridende pengeoverførsler. For eksempel kan flere banker i en given medlemsstat konkurrere om at være korrespondentbank for banker i andre medlemsstater. Korrespondentbanken vil tage sig af indgående grænseoverskridende pengeoverførsler til beneficiantens bank. Bankernes konkurrence på dette marked kan også karakteriseres som inter-systemkonkurrence.

19. Det geografiske marked er stadig i høj grad nationalt, da konkurrencebetingelser for grænseoverskridende betalinger varierer fra den ene medlemsstat til den anden.

2) Konkurrence på de relevante markeder

20. Bankernes konkurrence om kunderne vil kun være effektiv, hvis der over for kunderne hersker gennemsigtighed hvad angår priser og betingelser. Konkurrencen vil være mere intens, hvis kunderne uden store ekstraomkostninger kan få tjenesten udført andetsteds, f.eks. hvis bankerne tilbyder at foretage overførsler for personer, der ikke har konto i de pågældende banker.

21. Bankerne vil til stadighed opleve en vis inter-systemkonkurrence mellem forskellige grænseoverskridende pengeoverførselssystemer, der gør det muligt at foretage pengeoverførsler fra ordregiverens bank til det land, hvor beneficiantens bank er beliggende. Samtidig kan der meget vel i mange medlemsstater være en begrænset eller ingen konkurrence på dette område for de nationale clearingsystemer, der anvendes til at distribuere indgående grænseoverskridende pengeoverførsler i de pågældende medlemsstater.

22. En begrænsning af intra-systemkonkurrencen i et givet system vil få mindre alvorlige følger, hvis det opvejes af større konkurrence fra andre systemer (inter-systemkonkurrence) eller andre instrumenter eller begge dele. Omvendt vil det i tilfælde, hvor en sådan større konkurrence er svag eller ikke-eksisterende, være særlig vigtigt at sikre, at den potentielle intra-systemkonkurrence ikke begrænses. Hvis der eksisterer lignende (intra-system) begrænsninger i konkurrerende systemer, vil en større generel konkurrence ikke i samme grad kunne opveje en svækket intra-systemkonkurrence.

3. Ikke-prismæssig konkurrence

1) Medlemskab af et system

23. Ved spørgsmålet om medlemskab af grænseoverskridende pengeoverførselssystemer skal der tages hensyn til andre EF-retlige aspekter end konkurrencereglerne. Når systemerne således er oprettet ved lov eller styres af offentlige myndigheder, gælder de regler om fri etableringsret, fri udveksling af tjenesteydelser og fri bevægelighed for kapital og betalinger, der er fastsat i EF-traktaten og det andet bankdirektiv (5). Aspekterne i forbindelse med denne offentlige regulering behandles ikke i det foreliggende dokument.

24. Private aftaler mellem bankerne om oprettelse af nye grænseoverskridende pengeoverførselssystemer eller sammenkobling af de eksisterende skal være i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 85 og 86.

25. Et betalingssystem, der betragtes som en »væsentlig facilitet«, skal være åbent for nye medlemskaber (der skal skelnes fra ejerskab), forudsat at kandidaterne opfylder medlemskriterierne (jf. afsnit 26 nedenfor). En væsentlig facilitet er en facilitet eller infrastruktur, uden hvilken konkurrenterne ikke kan levere tjenester til deres kunder (6). Et grænseoverskridende pengeoverførselssystem vil være en væsentlig facilitet, når bankerne er nødt til at deltage i det for at kunne konkurrere på det relevante marked. Med andre ord vil manglende adgang til systemet være en væsentlig hindring for en ny konkurrents adgang til markedet. Det vil være tilfældet, hvis en ny konkurrent ikke vil kunne få adgang til et andet system eller oprette sit eget system for at kunne konkurrere på det relevante marked.

26. Et grænseoverskridende pengeoverførselssystem, der betragtes som en væsentlig facilitet, kan anvende kriterier for medlemskab, forudsat at disse er objektivt begrundet. Medlemskab kan tage form af direkte eller indirekte deltagelse (7), således at kriterierne for medlemskab som henholdsvis direkte eller indirekte medlem er forskellige i forhold til ansvarsområderne. Kriterierne for medlemskab bør være fastlagt skriftligt, være tilgængelige og ikke-diskriminerende. De kan f.eks. indeholde krav til medlemmerne om deres finansielle status, tekniske eller ledelsesmæssige kapacitet og kreditværdighed. Der kan ligeledes kræves betaling af et adgangsgebyr. Et eventuelt adgangsgebyr må imidlertid ikke være så stort, at det udgør en hindring for at få adgang. Under alle omstændigheder må størrelsen af et adgangsgebyr ikke overstige en rimelig del af de faktisk foretagne investeringer i systemet. Kriterierne for medlemskab må ikke indeholde betingelser, der kræver accept af uvedkommende tjenester.

27. Krav om et minimum af transaktioner kan være en hindring for mindre banker. Et grænseoverskridende pengeoverførselssystem, der udgør en væsentlig facilitet, skal i alle de tilfælde, hvor det er muligt, tillade medlemskab for banker, der kun har få transaktioner. En mulighed ville være at give disse banker adgang til indirekte deltagelse. I tilfælde, hvor der ikke findes indirekte deltagelse, skal der foreligge objektivt begrundede kriterier for at kræve et minimum af transaktioner.

28. Afslag på medlemskab eller definitiv udelukkelse fra et grænseoverskridende pengeoverførselssystem, der er en væsentlig facilitet, skal ledsages af en skriftlig begrundelse for afslaget eller udelukkelsen, og der bør anvendes en uafhængig undersøgelsesprocedure.

29. Et system, der ikke er en væsentlig facilitet, skal ikke nødvendigvis være åbent for nye medlemmer og ikke nødvendigvis have objektive kriterier for medlemskab. Systemerne vil, uanset om de er en væsentlig facilitet eller ej, kunne fritages efter artikel 85, stk. 3, hvis de for at sikre et tilstrækkeligt antal transaktioner forhindrer deres medlemmer i at deltage i andre systemer.

2) Et betalingssystems drift

30. Aftaler mellem banker må ikke føre til nogen form for eksklusive ordninger. Kunderne skal frit kunne skifte fra et institut til et andet eller etablere forbindelser med flere institutter samtidig.

31. Banker, der deltager i et system, kan aftale standarder for systemets drift for de transaktioner, der skal behandles i systemet, samt for sikkerheds- og risikostyring.

32. Aftaler om driftsstandarder, herunder nedenstående, vil normalt falde uden for anvendelsesområdet for artikel 85, stk. 1:

- standardiserede meddelelsesformater og routing-identifikation (men aftaler om hardware bør undgås, medmindre det er nødvendigt for systemets drift)

- det antal oplysninger, der er nødvendige, for at en overførsel kan foretages via systemet

- afregningsordninger, f.eks. nærmere bestemmelser om, hvorledes afregningen skal finde sted, om vedtagelse af de samlede afregningsbeløb og om vedtagelse af det tidspunkt, hvor afregningen kan betragtes som endelig.

33. Følgende aftaler om standarder kan falde ind under artikel 85, stk. 1. Hvis det er tilfældet, vil de normalt kunne fritages efter artikel 85, stk. 3, hvis de ikke er diskriminerende og begrænser sig til de områder, der er nødvendige for at forbedre systemets drift.

1) Aftaler om transaktionsstandarder, herunder:

- regler om ekspeditionstider, f.eks. en bestemmelse om, at en kreditoverførsel valideres hos beneficiantens bank inden en bestemt frist, hvis en betalingsordre modtages inden et bestemt tidspunkt (men sådanne ordninger må især ikke medføre en samordnet valideringspraksis over for kunderne)

- maksimums- og minimumsbeløb, der kan behandles i et system

2) Aftaler om sikkerheds- og risikostyring, herunder:

- kriterier for afregningsstatus og forvaltning af afregningskonti

- ordninger vedrørende likviditetsstandarder (f.eks. et krav om tilstrækkelig garanti til dækning af engagementerne)

- forud fastsat fordeling af tab, der skyldes deltagernes betalingsstandsning.

34. Aftaler skal begrænses til interbankrelationer og må ikke føre til samordnet praksis overfor kunderne.

4. Priskonkurrence

1) Startomkostningerne ved grænseoverskridende pengeoverførselssystemer og driftsomkostninger for de centrale organer

35. Omkostningerne ved etablering af et grænseoverskridende pengeoverførselssystem og drift af et centralt organ (f.eks. et ACH) kan fordeles mellem de deltagende banker gennem f.eks. en ACH-tarif (der kan variere alt efter antallet af transaktioner eller andre forud fastsatte betingelser), der pålægges de deltagende banker. Hvis etableringsomkostningerne nødvendigvis har måttet afholdes af de deltagende banker i deres egenskab af beneficiantbanker, kan det være rimeligt, at disse omkostninger dækkes gennem et kollektivt aftalt interbankgebyr (se nedenfor).

2) Prisfastsættelse i grænseoverskridende pengeoverførselssystemer

36. En transaktion i et betalingssystem vil typisk involvere mindst fire parter: ordregiveren (den kunde, der foretager betalingen), ordregiverens bank, beneficianten (den kunde, ofte en handlende, der skal modtage betalingen) og beneficiantens bank. Disse fire gensidige relationer udgør den ramme inden for hvilken, der skal foregå prisfastsættelse: ordregiver - ordregivers bank, beneficiant - beneficiantens bank, ordregiverens bank - beneficiantens bank og ordregiver - beneficiant. Prisaftalerne på disse fire forskellige niveauer hænger sammen.

37. I forbindelse med en hvilken som helst grænseoverskridende pengeoverførsel kan ordregiverens bank og beneficiantens bank meget vel have direkte kontraktmæssige relationer. I det tilfælde vil overførslen blive behandlet af en række banker. Hvert bankpar i kæden vil være bundet af en bilateral aftale, og/eller inden for et system, af en multilateral aftale. Prisfastsættelse bankerne imellem kan være en del af relationerne mellem hvert bankpar.

a) Prisfastsættelse mellem banker og kunder

38. Der findes forskellige prisfastsættelsesmetoder og kombinationer heraf. Disse omfatter f.eks. opgivne priser, som f.eks. transaktionsrelaterede gebyrer og årlige gebyrer, og mindre gennemsigtige priser, som f.eks. praksis vedrørende valørdato, lavere rente på indeståender og/eller højere rente på lån og overtræk) end normalt og mindre fordelagtige valutakurser.

39. Her, som på andre områder af bankkonkurrence, må de deltagende banker ikke indgå aftaler om prisfastsættelse over for kunderne. I lovgivningen sættes der nu og da grænser for bankernes prisfastsættelse over for kunderne, med forbehold af De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis vedrørende den kombinerede anvendelse af traktatens artikel 5, stk. 2 og 85.

b) Multilaterale interbankgebyrer

40. Kommissionen mener ikke, at en bilateral aftale om interbankgebyrer normalt vil falde ind under artikel 85, stk. 1. Derimod vil en multilateral aftale om interbankgebyrer være konkurrencebegrænsende, og den falder derfor ind under artikel 85, stk. 1, idet den på afgørende vis begrænser bankernes frihed til individuelt at fastsætte deres prispolitik. Begrænsningen kan ligeledes have konkurrenceforvridende virkninger for bankernes adfærd over for kunderne. Der vil ligeledes være tale om konkurrencebegrænsning efter artikel 85, stk. 1, når der foreligger en aftale eller samordnet praksis bankerne imellem om at vælte interbankgebyret over på priserne over for kunderne.

41. En tilstrækkelig stor inter-systemkonkurrence kunne dæmpe interbankgebyrets indflydelse på prisfastsættelsen over for kunderne. I en sådan situation er den konkurrencebegrænsende virkning af et multilateralt interbankgebyr inden for et system ikke nødvendigvis mærkbar (og falder derfor uden for anvendelsesområdet for artikel 85, stk. 1), forudsat at der ikke i de konkurrerende systemer gælder lignende multilaterale interbankgebyrer.

42. I tilfælde af begrænset eller manglende inter-systemkonkurrence, vil et multilateralt interbankgebyr normalt i høj grad være konkurrencebegrænsende og således falde ind under forbuddet i artikel 85, stk. 1.

43. Aftaler om multilaterale interbankgebyrer, der falder ind under artikel 85, stk. 1, kan kun fritages efter artikel 85, stk. 3, hvis det godtgøres, at aftalerne faktisk er nødvendige for at visse i sig selv positive former for samarbejde kan lykkes. Det er ikke Kommissionens opgave at pålægge bankerne særlige aftaler. Men når bankerne indgår aftaler om multilaterale interbankgebyrer, vil Kommissionen (på grundlag af kriterierne for fritagelse i artikel 85, stk. 3) undersøge, hvilke økonomiske fordele der søges opnået ved aftalerne, om forbrugerne (både kunder og ikke kunder) vil opnå en rimelig andel af fordelene derved, og om de pågældende aftaler faktisk er nødvendige for at opnå disse fordele.

c) Behandling af grænseoverskridende pengeoverførsler

44. Følgende er et eksempel på en grænseoverskridende pengeoverførsel, der behandles af en række banker: ordregiverens bank overdrager overførslen til en mellemliggende bank i samme medlemsstat. Denne mellemliggende bank etablerer den grænseoverskridende forbindelse ved at overdrage overførslen til en anden mellemliggende bank (en korrespondentbank) i modtagerlandet. Korrespondentbanken vil foretage overførslen til beneficiantens bank. Dette vil typisk ske gennem det nationale clearingsystem, således at korrespondentbanken bliver en slags indgang til det nationale system. Et ACH kan optræde som første mellemliggende bank eller som korrespondentbank eller begge dele.

45. I det givne eksempel vil de første mellemliggende banker og korrespondentbankerne normalt bilateralt kunne blive enige med henholdsvis de ordregivende banker og de første mellemliggende banker om en pris for behandling af grænseoverskridende pengeoverførsler. Sådanne bilaterale prisaftaler falder uden for anvendelsesområdet for artikel 85, stk. 1. Omvendt ville en aftale mellem en gruppe banker om et multilateralt interbankgebyr for hvert af disse led i kæden falde inden for anvendelsesområdet for artikel 85, stk. 1. Den konkurrencebegrænsende virkning af det multilaterale interbankgebyr vil måske ikke være mærkbar (og falder så uden for anvendelsesområdet for artikel 85, stk. 1), forudsat at der eksisterer konkurrerende systemer, for hvilke der ikke også gælder lignende multilaterale interbankgebyrer.

46. Det sidste bankpar i kæden er korrespondentbanken og beneficiantens bank. De kan bruge en national korrespondentbank, men de vil begge typisk være medlemmer af det nationale clearingcenter (ACH), der sørger for at distribuere de overførsler, der kommer ind i modtagermedlemsstaten. Her må det forventes, at inter-systemkonkurrencen er begrænset eller ikke-eksisterende på grund af behovet for et system, der kan betjene alle beneficiantbanker i modtagerlandet. (Der vil selvfølgelig ikke være inter-systemkonkurrence, hvis bankerne aftaler kun at anvende et system til at behandle indgående overførsler). Et multilateralt interbankgebyr for et sådant systems behandling af grænseoverskridende pengeoverførsler vil ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt være betænkeligt i forhold til artikel 85, stk. 1.

d) Dobbeltgebyrer

47. Dobbeltgebyrer forekommer, når afsenderen af en grænseoverskridende overførsel ønsker at betale alle omkostninger ved overførslen (en såkaldt »OUR«-overførsel (8), men hvor enten en mellemliggende bank eller beneficiantens bank foretager et fradrag i det overførte beløb, eller beneficiantens bank opkræver et gebyr hos beneficianten, der overstiger gebyret for en indenlandsk overførsel.

48. Efter Kommissionens opfattelse er kundernes mulighed for at foretage OUR-overførsler en økonomisk fordel efter artikel 85, stk. 3. Under visse omstændigheder kan aftaler om multilaterale interbankgebyrer være nødvendige for at undgå denne praksis med dobbeltgebyrer for grænseoverskridende overførsler og derved give bankerne mulighed for at tilbyde OUR-overførsler (jf. afsnit 53 ff). Hvis dette er tilfældet, vil gebyret kunne fritages efter artikel 85, stk. 3.

49. Kommissionen mener ikke, at et multilateralt interbankgebyr for grænseoverskridende pengeoverførsler normalt vil være nødvendigt, for at bankerne kan tilbyde grænseoverskridende »SHARE«- eller »BEN«-pengeoverførsler. I forbindelse med en »SHARE«-overførsel, kan ordregiverens bank kræve et gebyr af kunden, der dækker bankens egne omkostninger, den mellemliggende bank kan fra overførslen fratrække sine egne omkostninger (eller pålægge ordregiverens bank disse omkostninger), og beneficiantens bank kan kræve et gebyr af sine kunder til dækning af bankens egne omkostninger. I forbindelse med en »BEN«-overførsel, kan ordregiverens bank og den mellemliggende bank fra det overførte beløb trække et beløb, der dækker deres egne omkostninger, og beneficiantens bank kan kræve et gebyr af sine egne kunder, der dækker bankens egne omkostninger.

50. Bankerne bør frit kunne bestemme, om de vil tilbyde grænseoverskridende »OUR«-, »BEN«- og »SHARE«-pengeoverførsler (9).

e) Omkostninger ved grænseoverskridende overførsler

51. Gennemførelse af en grænseoverskridende overførsel kan kræve ekstra arbejde i forhold til en indenlandsk overførsel:

1) Det kan være nødvendigt at foretage ændringer i systemet eller at etablere et nyt system af hensyn til behandlingen af de grænseoverskridende overførsler.

2) Hvad selve overførslen angår, kan følgende yderligere overvejelser komme på tale:

i) skal en grænseoverskridende overførsel anmeldes til betalingsbalancemyndighederne som en indgående betaling

ii) skal betalingen eventuelt omregnes til beneficiantens valuta

iii) skal det kræves i lovgivningen, at beneficianten får flere oplysninger (f.eks. udførlige oplysninger om betalingsordren), end det normalt er tilfældet for indenlandske betalinger

iv) skal beneficiantens oplysninger, kontonummer og bankregistreringsnummer efterprøves, idet disse oplysninger ofte er ufuldstændige eller ukorrekte

v) skal betalingsordren omformateres, hvis den skal behandles af clearingsystemet i modtagerlandet

vi) er det nødvendigt med yderligere clearing- og afregningstransaktioner

52. Hvis en ordregivende bank eller en korrespondentbank eller ACH kan udføre dette ekstraarbejde, kan overførslen behandles i modtagerlandets indenlandske clearingsystem på samme måde som en indenlandsk overførsel. Det betyder, at der for beneficiantens bank ikke ville være nogen forskel på at modtage en udenlandsk overførsel og en rent indenlandsk overførsel. I så fald burde problemet med dobbeltgebyrer ikke opstå, og multilaterale interbankgebyrer i forbindelse med overførslens grænseoverskridende aspekt ville formodentlig heller ikke komme på tale.

f) Ingen dobbeltgebyrer, når de grænseoverskridende overførsler indebærer særlige omkostninger

53. Kommissionen erkender dog, at der fortsat kan være omstændigheder, hvor beneficiantens bank nødvendigvis vil blive påført yderligere omkostninger for modtagelse af en grænseoverskridende overførsel i forhold til en indenlandsk overførsel. Dette vil især være tilfældet i de medlemsstater, der kræver, at beneficiantens bank anmelder en indgående betaling til betalingsbalancemyndighederne, eller som kræver, at beneficianterne modtager flere oplysninger fra deres bank, end der normalt gives i forbindelse med indenlandske betalinger. Det vil også være tilfældet, når beneficianternes banker har måttet bære omkostningerne ved etablering af nye systemer (og også her varierer situationen fra den ene medlemsstat til den anden). Under sådanne omstændigheder kan det være berettiget, at bankerne i modtagerlandet aftaler et multilateralt interbankgebyr til dækning af disse yderligere omkostninger for at undgå dobbeltgebyrer. Et sådant interbankgebyr kan aftales mellem deltagerne i et ACH eller generelt mellem alle eller de fleste banker i et bestemt land.

54. En aftale mellem deltagerne i et ACH vil dække beneficiantbankernes nødvendige ekstraomkostninger gennem et interbankgebyr, der aftales mellem ACH og de deltagende beneficiantbanker. Et sådant multilateralt interbankgebyr vil blive baseret på beneficiantbankernes faktiske ekstraomkostninger og kan inkluderes i det samlede (bilaterale) gebyr, som ACH opkræver hos afsenderbankerne (eller afsender-ACH). ACH vil godtgøre beneficiantbankerne deres nødvendige ekstraomkostninger ved at tilbagebetale interbankgebyret til dem.

55. En aftale mellem alle eller de fleste banker i et bestemt land vil også dække beneficiantbankernes nødvendige ekstraomkostninger gennem et interbankgebyr, der aftales mellem alle de deltagende beneficiantbanker. I forbindelse med en bestemt overførsel vil en af disse banker optræde som korrespondentbank for afsenderbanken. Multilateralt aftalte interbankgebyrer vil også her blive baseret på beneficiantbankernes faktiske ekstraomkostninger og kan inkluderes i det samlede (bilaterale) gebyr, som korrespondentbankerne opkræver hos afsenderbankerne (eller afsender-ACH). Korrespondentbanken vil godtgøre beneficiantbankerne deres nødvendige ekstraomkostninger ved at tilbagebetale interbankgebyret til dem.

g) Betingelser for et multilateralt interbankgebyr

56. Når et multilateralt interbankgebyr falder ind under artikel 85, stk. 1, men kan fritages, fordi det betragtes som nødvendigt for at undgå dobbeltgebyr, skal det opfylde følgende betingelser:

1) gebyrets størrelse bør fastsættes på grundlag af (og regelmæssigt justeres) på niveau med de gennemsnitlige faktiske ekstraomkostninger i de deltagende banker i rollen som beneficiantbanker.

2) gebyret bør fastsættes som et normalgebyr, således at medlemmerne af et system får mulighed for at indgå bilaterale aftaler om gebyrer over eller under referencebeløbet.

(1) Meddelelse af 18. november 1994, KOM(94) 436: »Pengeoverførsler i EU: gennemsigtighed, effektivitet og stabilitet«.

(2) SEK(92) 621: »De grænseoverskridende betalinger lettes: barriererne brydes«.

(3) Sag 172/80 Züchner mod Bayerische Vereinsbank (1981), Sml. s. 2021, præmis 18.

(4) Kommissionens beslutning af 25. marts 1992, Eurocheque: Helsinki-aftalen, EFT nr. L 95 af 9. 4. 1992, betragtning 8 og 76, stadfæstet af Retten i Første Instans, sag T-39/92 og T-40/92, Groupement des cartes bancaires »CB« og Europay International mod Kommissionen (1994), Sml. II, s. 49, præmis 104.

(5) Rådets andet direktiv 89/646/EØF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1.

(6) Om begrebet »væsentlig facilitet«, se sag 6 og 7/73 Institutio Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents Corporation mod Kommissionen (1974), Sml. 223; Kommissionens beslutning af 4. november 1988, London European-Sabena, EFT nr. L 317 af 24. 11. 1988, s. 47; Kommissionens beslutning af 11. juni 1992, B& L Line mod Sealink, CMLR 1992, s. 255; Kommissionens beslutning af 21. december 1993, Rødby havn, EFT nr. L 55 af 26. 2. 1994; IGR Stereo Television, 11. Beretning om Konkurrencepolitikken, punkt 94; Disma, 23. Beretning om Konkurrencepolitikken, punkt 223 og 224.

(7) Indirekte deltagelse er en form for medlemskab, der giver institutterne nogle af de funktioner og noget af det ansvar, der er forbundet med direkte medlemskab, men som ikke er så vidtgående, at de overdrages et afregningsansvar, der er forbeholdt de direkte deltagere.

(8) Overførsler kan beskrives som »OUR«, »SHARE« eller »BEN« afhængigt af, hvorledes kunderne ønsker, at gebyrerne fordeles: - OUR: alle gebyrer påhviler afsender (»our charges«) - SHARE: afsender og beneficiant deler (share) omkostningerne - BEN: alle gebyrer afholdes af beneficianten.

(9) I direktivforslaget gøres `OUR`-overførsler til det normale, hvis ordregiveren ikke har specificeret andet.