51995PC0729

Forslag til Rådets forordning (EF) om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (96/C 60/08) (Tekst af betydning for EØS) KOM(95) 729 endelig udg. - 96/0002(SYN)

(Forelagt af Kommissionen den 5. januar 1996)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 75,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

i samarbejde med Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

Rådets forordning (EØF) nr. 2454/92 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende, er blevet annulleret af Domstolen i dennes dom af 1. juni 1994 (1) som følge af en fejl i den lovgivningsmæssige procedure, der gælder for vedtagelsen af forordningen;

ifølge traktatens artikel 75, stk. 1, litra b), indebærer vedtagelsen af en fælles transportpolitik bl.a., at det fastsættes, under hvilke betingelser transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende;

formålet med traktatens artikel 59 er at fjerne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, og dette mål skal i henhold til traktatens artikel 61, stk. 1, nås inden for rammerne af den fælles transportpolitik;

i henhold til Domstolens dom (2) omfatter de forpligtelser, der påhviler Rådet i henhold til artikel 75, stk. 1, litra a) og b), også pligten til at indføre fri udveksling af tjenesteydelser på transportområdet, og omfanget af denne forpligtelse er klart defineret i traktaten;

nævnte bestemmelse indebærer fjernelse af enhver restriktion mod den virksomhed, der udfører tjenesteydelsen, på grundlag af nationalitet eller som følge af, at virksomheden er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen skal udføres;

etableringen af det indre marked omfatter fjernelsen af grænsekontrollen, og der vil derfor ske en forøgelse af trafikken inden for Fællesskabet;

det er derfor nødvendigt, at der indføres en ordning, der gælder for cabotagekørsel under hensyntagen til alle former for personbefordring med bus;

de bestemmelser, der i værtslandet skal gælde for cabotagekørsel, bør fastsættes;

der bør indføres bestemmelser, der giver mulighed for at gribe ind på markedet for de pågældende transporter i tilfælde af alvorlige forstyrrelser;

medlemsstaterne bør yde hinanden gensidig bistand med henblik på tilfredsstillende gennemførelse af denne forordning, navnlig for så vidt angår sanktioner, der skal finde anvendelse i tilfælde af overtrædelser;

medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne forordning;

gennemførelsen af denne forordning bør vurderes på grundlag af en rapport, som Kommissionen skal forelægge -

UDSTED FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Enhver transportvirksomhed, der udfører personbefordring for fremmed regning, og som:

- er etableret i en medlemsstat, i det følgende benævnt »etableringsmedlemsstaten«, i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning, og

- som i denne stat i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen herom har tilladelse til at udføre international personbefordring ad landevej

har adgang til på de betingelser, der er fastsat i denne forordning og uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller etableringssted, midlertidigt at udføre intern personbefordring ad landevej for fremmed regning i en anden medlemsstat, i det følgende benævnt »værtsmedlemsstaten«, uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér.

Denne interne personbefordring benævnes i det følgende »cabotagekørsel«.

Artikel 2

I denne forordning forstås ved:

1) »rutekørsel« personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder. Rutekørsel kan benyttes af alle, uanset om der eventuelt skal foretages reservation

2) »international rutekørsel« de i Rådets forordning (EØF) nr. 684/92 (3), artikel 2, stk. 1, punkt 1, nævnte former for kørsel

3) »speciel rutekørsel« befordring af bestemte kategorier af passagerer, hvorved andre passagerer udelukkes, efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder.

Speciel rutekørsel omfatter bl.a.:

a) befordring af arbejdstagere mellem bopæl og arbejde

b) befordring af studerende mellem bopæl og uddannelsesinstitution

c) befordring af militærpersonale og dets familie mellem oprindelsessted og kaserneområde.

Det forhold, at den specielle rutekørsel tilrettelægges efter brugernes varierende behov, ændrer ikke dens karakter af rutekørsel

4) »lejlighedsvis kørsel« befordring, der hverken svarer til definitionen af rutekørsel eller definitionen af speciel rutekørsel. Denne kørsel mister ikke sin karakter af lejlighedsvis kørsel, fordi den foretages med en vis regelmæssighed

5) »køretøjer« motorkøretøjer, som ved deres indretning og udstyr er egnede til at befordre mere end ni personer, føreren indbefattet, og som er bestemt til en sådan brug.

Artikel 3

Fra datoen for denne forordnings ikrafttræden er cabotagekørsel tilladt ved følgende former for kørsel:

1) speciel rutekørsel og lejlighedsvis kørsel

2) rutekørsel, som defineret i artikel 2, stk. 1, forudsat at denne kørsel udføres af en transportvirksomhed, der er hjemmehørende i en anden mellemsstat end værtsmedlemsstaten, i forbindelse med en international rutekørsel i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 684/92

3) anden rutekørsel.

Artikel 4

1. Den cabotagekørsel, der udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, kræver tilladelse fra værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder.

2. Ansøgning om tilladelse kan afslås:

a) hvis værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kan bevise, at den rutekørsel, som ansøgningen om cabotagekørsel drejer sig om, direkte vil kunne true en virksomhed, der udfører rutekørsel, for hvilken der allerede er givet tilladelse, bortset fra det tilfælde, hvor den pågældende rutekørsel kun udføres af en enkelt transportvirksomhed eller gruppe af transportvirksomheder

b) hvis værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kan bevise, at den rutekørsel, som ansøgningen om cabotagekørsel drejer sig om, kun tager sigte på den mest indbringende af de kørselsformer, der findes på de pågældende forbindelser.

Den omstændighed, at en transportvirksomhed tilbyder priser, der er lavere end de priser, som andre vejtransportvirksomheder tilbyder, eller den omstændighed, at andre vejtransportvirksomheder allerede udfører kørsel på den pågældende forbindelse, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgningen afslås.

Stk. 4, litra a), i artikel 7 i forordning (EØF) nr. 684/92 finder under analoge forhold anvendelse på ansøgninger om tilladelse til cabotagekørsel i form af rutekørsel, som omhandlet under artikel 3, stk. 2.

Et afslag på en ansøgning skal begrundes.

Den kompetente myndighed kan kun afslå ansøgninger af grunde, der er forenelige med denne forordning.

3. Medlemsstaterne sikrer, at transportvirksomhederne har mulighed for at forsvare deres interesser, hvis deres ansøgning afslås.

4. Tilladelsen udstedes i transportvirksomhedens navn og kan ikke overdrages. Den virksomhed, der har fået tilladelsen, kan dog med værtsmedlemsstatens kompetente myndigheds samtykke lade befordringen udføre gennem den eneste underleverandør, der er bemyndiget til at udføre den internationale kørsel, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, punkt 1, i forordning (EØF) nr. 684/92. I så fald angives navnet på sidstnævnte virksomhed og dens rolle som underleverandør på tilladelsen. Underleverandøren skal opfylde kravene i artikel 1.

I tilfælde af, at det er en sammenslutning af virksomheder, der driver cabotagekørsel i form af rutekørsel, udstedes tilladelsen i alle de deltagende virksomheders navn. Den udleveres til den ledende virksomhed med kopi til de øvrige virksomheder. Navnene på samtlige virksomheder angives på tilladelsen.

5. Tilladelsen gælder højst for fem år. Under alle omstændigheder kan gyldighedsperioden for denne tilladelse ikke overskride gyldighedsperioden for tilladelsen til international kørsel, som cabotagekørslen sker i forbindelse med.

6. En transportvirksomhed, der udfører cabotagekørsel i form af rutekørsel, skal, undtagen i tilfælde af force majeure og indtil tilladelsesperiodens udløb, træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at befordringen opfylder kravene med hensyn til kontinuitet, regelmæssighed og kapacitet samt de øvrige vilkår, som er fastsat af værtsmedlemsstatens kompetente myndighed, vedrørende rute, stoppesteder, køreplan og tilladelsens varighed. Disse vilkår må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for den rutekørsel, der udføres af de i landet hjemmehørende transportvirksomheder.

7. Tilladelsen eller en kopi heraf skal følge køretøjet.

8. Efter høring af medlemsstaterne fastlægger Kommissionen en model for ansøgning om tilladelse til cabotagekørsel i form af rutekørsel, en model for tilladelsen samt de nærmere bestemmelserne for anvendelsen heraf.

Artikel 5

1. Udførelsen af cabotagekørsel i henhold til artikel 3 er, med forbehold af anvendelsen af fællesskabsforskrifterne, undergivet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser inden for følgende områder:

a) priser og betingelser gældende for transportkontrakter

b) køretøjers vægt og dimensioner: vægt og dimensioner kan eventuelt overskride dem, der er gældende i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, men de kan under ingen omstændigheder overskride de tekniske værdier, der er angivet i typeattesten

c) forskrifter vedrørende transport af visse kategorier af passagerer, navnlig skoleelever, børn og bevægelseshæmmede

d) køre- og hviletid

e) moms på transportydelser. På dette område gælder artikel 21, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (4), for de ydelser, der er omhandlet i artikel 1 i nærværende forordning.

2. Udførelsen af cabotagekørsel i forbindelse med den i artikel 3, stk. 3, nævnte form for kørsel er ved anvendelse af fællesskabslovgivningen underkastet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmmelser, der er gældende med hensyn til de forbindelser, der skal betjenes, regelmæssighed, kontinuitet, hyppighed samt ruterne.

Enhver form for eventuel kompensation for forpligtelsen til offentlig tjeneste skal udbetales til alle berørte transportvirksomheder i Fællesskabet.

3. De tekniske standarder for køretøjers konstruktion og udstyr, som køretøjer, der anvendes til cabotagekørsel, skal opfylde, er dem, der gælder for køretøjer, som er godkendt til kørsel i international transport.

4. De i stk. 1 og 2 omhandlede nationale bestemmelser skal finde anvendelse på ikke-hjemmehørende transportvirksomheder på samme betingelser som dem, medlemsstaten pålægger de i staten hjemmehørende virksomheder, for effektivt at forhindre, at der sker åbenlys eller skjult forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller etableringssted.

5. Hvis det konstateres, at det på baggrund af de indvundne erfaringer er nødvendigt at ændre listen over områderne for værtsmedlemsstatens bestemmelser, som omhandlet i stk. 1, træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen.

Artikel 6

Etableringsmedlemsstaten udsteder en tilladelse, der er i overensstemmelser med den af Kommissionen efter høring af medlemsstaterne fastlagte model, til de transportvirksomheder, der anmoder herom, og som opfylder betingelserne i artikel 1.

Den myndighed eller det organ, der i den pågældende medlemsstat er bemyndiget til at udstede tilladelsen, er også bemyndiget til at tilbagekalde den midlertidigt eller endeligt, bl.a. som led i de i artikel 11, stk. 4, nævnte sanktioner.

Denne tilladelse eller en bekræftet genpart heraf skal følge køretøjet og på forlangende forevises kontrolpersonalet.

Artikel 7

1. Cabotagekørsel i form af lejlighedsvis kørsel finder sted i henhold til et kontroldokument, kørselsbladet, der skal forefindes i køretøjet og forevises på anmodning af kontrolpersonalet.

2. Kørselsbladet, hvis model er fastlagt af Kommissionen efter høring af medlemsstaterne, skal indeholde følgende oplysninger:

a) afgangs- og bestemmelsessted for befordringen

b) datoerne for befordringens begyndelse og afslutning.

3. Kørselsbladene udleveres i form af hæfter, der attesteres af den kompetente myndighed eller det kompetente organ i etableringsmedlemsstaten. Modellen til hæftet med kørselsbladene fastlægges af Kommissionen efter høring af medlemsstaterne.

4. I forbindelse med speciel rutekørsel, træder kontrakten mellem transportvirksomheden og transportarrangøren eller en bekræftet genpart heraf i stedet for kontroldokumentet.

Dog udfyldes kørselsbladet, således at det giver en månedlig oversigt.

5. De anvendte kørselsblade tilbagesendes til den kompetente myndighed eller det kompetente organ i etableringsmedlemsstaten efter de af myndigheden eller organet fastlagte forskrifter.

Artikel 8

1. Ved udgangen af hvert kvartal og inden for en frist på tre måneder, som Kommissionen i det i artikel 9 omhandlede tilfælde vil kunne nedsætte til én måned, tilsender den kompetente myndighed eller det kompetente organ i hver enkelt medlemsstat Kommissionen oplysninger vedrørende den cabotagekørsel i form af speciel rutekørsel og lejlighedsvis kørsel, som er udført i det pågældende kvartal af de hjemmehørende transportvirksomheder.

Denne underretning sker ved hjælp af et skema, der udarbejdes i overensstemmelse med den model, der er fastlagt af Kommissionen efter høring af medlemsstaterne.

2. Værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder tilstiller en gang om året Kommissionen en statistisk oversigt over antallet af tilladelser til cabotagekørsel, der udføres i form af rutekørsel som defineret i artikel 3, stk. 2 og 3.

3. Kommissionen sender hurtigst muligt medlemsstaterne oversigter udarbejdet på grundlag af de oplysninger, den har modtaget i henhold til stk. 1.

Artikel 9

1. I tilfælde af alvorlige forstyrrelser på markedet for national transport inden for et bestemt geografisk område, som skyldes cabotagekørsel, eller som forværres af denne, kan enhver medlemsstat forelægge sagen for Kommissionen med henblik på vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger, idet medlemsstaten meddeler Kommissionen de nødvendige oplysninger, samt hvilke foranstaltninger den påtænker at træffe over for de hjemmehørende transportvirksomheder.

2. I stk. 1 forstås ved

- »alvorlige forstyrrelser på markedet for national transport inden for et bestemt geografisk område«, at der på dette marked opstår problemer, der er specifikke for dette marked, og som medfører et alvorligt og tilsyneladende vedvarende udbudsoverskud i forhold til efterspørgslen, hvilket indebærer en trussel for mange transportvirksomheders økonomiske ligevægt og overlevelsesevne

- »geografisk område« et område, som omfatter en del af eller hele en medlemsstats område, eller som udstrækker sig til at omfatte en del af andre medlemsstaters område eller hele deres område.

3. Kommissionen undersøger situationen og træffer efter høring af det rådgivende udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 10, inden for en frist på en måned efter modtagelsen af medlemsstatens anmodning afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at træffe beskyttelsesforanstaltninger eller ej, og vedtager sådanne, hvis det er tilfældet.

Gyldighedsperioden for de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne artikel, er højst seks måneder, og den kan forlænges én gang med samme tidsbegrænsning.

Kommissionen underretter straks medlemsstaterne og Rådet om enhver afgørelse, der træffes i henhold til dette stykke.

4. Hvis Kommissionen beslutter at træffe beskyttelsesforanstaltninger vedrørende en eller flere medlemsstater, skal de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder træffe foranstaltninger af tilsvarende omfang over for de hjemmehørende transportvirksomheder, og de underretter Kommissionen herom.

Sidstnævnte foranstaltninger anvendes senest fra samme dato som de beskyttelsesforanstaltninger, som Kommissionen træffer beslutning om.

5. Hver medlemsstat kan forelægge den i stk. 3 nævnte kommissionsafgørelse for Rådet inden for en frist på 30 dage fra datoen for meddelelsen af denne.

Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden afgørelse inden for en frist på 30 dage fra den dato, hvor det får sagen forelagt af en medlemsstat, eller hvis det får sagen forelagt af flere medlemsstater, fra den dato, hvor det får den forelagt første gang.

De i stk. 3, andet afsnit, fastsatte gyldighedsbegrænsninger gælder for Rådets afgørelse.

De kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater skal træffe foranstaltninger af tilsvarende omfang over for de hjemmehørende transportvirksomheder, og de underretter Kommissionen herom.

Hvis Rådet ikke træffer afgørelse inden for den frist, der er nævnt i andet afsnit, bliver Kommissionens afgørelse endelig.

6. Hvis Kommissionen finder, at de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger skal videreføres, forelægger den et forslag for Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Artikel 10

Kommissionen bistås af et rådgivende udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne og har en repræsentant for Kommissionen som formand.

Udvalget skal rådgive Kommissionen om

- enhver anmodning fra en medlemsstat i henhold til artikel 9, stk. 1

- foranstaltninger med henblik på at løse alvorlige forstyrrelser på markedet, som omhandlet i artikel 9, og særlig om foranstaltningernes anvendelse i praksis.

Udvalget fastlægger selv sin forretningsorden.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne yder hinanden gensidig bistand med henblik på anvendelsen af denne forordning.

2. Med forbehold af eventuel strafforfølgning kan værtsmedlemsstaten iværksætte sanktioner mod en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed, der på dens område overtræder denne forordning eller nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser på transportområdet i forbindelse med cabotagekørsel.

Den iværksætter disse sanktioner uden at udøve forskelsbehandling og i overensstemmelse med stk. 3.

3. De i stk. 2 omhandlede sanktioner kan bl. a. bestå i en advarsel eller, i tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser, i et midlertidigt forbud mod cabotagekørsel på den værtsmedlemsstats område, hvor overtrædelsen er begået.

Forevises der en forfalsket attestering, tilladelse eller en forfalsket bekræftet genpart, inddrages det forfalskede dokument straks og sendes om nødvendigt hurtigst muligt til den kompetente myndighed i transportvirksomhedens etableringsmedlemsstat.

4. Værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder underretter etableringsmedlemsstatens kompetente myndigheder om de begåede overtrædelser og om, hvilke sanktioner der eventuelt er iværksat over for transportvirksomheden, og kan ved alvorlige eller gentagne overtrædelser lade ovennævnte underretning ledsage af en anmodning om, at der iværksættes sanktioner.

I tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser vurderer etableringsmedlemsstatens kompetente myndigheder, om der skal iværksættes en sanktion mod den pågældende transportvirksomhed; disse myndigheder skal tage hensyn til den sanktion, der eventuelt er iværksat i værtsmedlemsstaten og sikre sig, at de sanktioner, der iværksættes mod den pågældende transportvirksomhed, som helhed står i forhold til den eller de overtrædelser, der har foranlediget sanktionerne.

Den sanktion, som de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten iværksætter efter høring af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder, kan medføre en inddragelse af tilladelsen til at udføre personbefordring ad landevej.

Etableringsmedlemsstatens kompetente myndigheder kan ligeledes i overensstemmelse med national ret indklage den pågældende transportvirksomhed for en kompetent national instans.

De underretter værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder om de afgørelser, der træffes i medfør af dette stykke.

Artikel 12

Medlemsstaterne sikrer, at transportvirksomhederne kan appellere alle administrative sanktioner, der iværksættes over for dem.

Artikel 13

Inden den 31. december 1999 aflægger Kommissionen beretning til Rådet om gennemførelsen af denne forordning, bl. a. om cabotagekørslens indvirkning på markedet for intern transport.

Artikel 14

Medlemsstaterne sætter i tide de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for gennemførelsen af denne forordning, i kraft. De meddeler dem til Kommissionen.

Artikel 15

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 1996.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

(1) Dom af 1. juni 1994, sag C-388/92, Parlamentet mod Rådet.

(2) Dom af 22. maj 1985, sag 13/83, Parlamentet mod Rådet.

(3) EFT nr. L 74 af 20. 3. 1992, s. 1.

(4) EFT nr. L 145 af 13. 6. 1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 91/680/EØF (EFT nr. L 376 af 31. 12. 1991, s. 1).