Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 42000X0712

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 26. juni 2000 om Kommissionens meddelelse om principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder

EFT C 196 af 12.7.2000, p. 1–2 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

42000X0712

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 26. juni 2000 om Kommissionens meddelelse om principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder

EF-Tidende nr. C 196 af 12/07/2000 s. 0001 - 0002


Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet

den 26. juni 2000

om Kommissionens meddelelse om principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder

(2000/C 196/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION OG REPRÆSENTANTERNE FOR MEDLEMSSTATERNES REGERINGER, FORSAMLET I RÅDET -

1) SOM HENVISER TIL Rådets konklusioner af 22. april 1999 og 28. juni 1999 om resultaterne af den offentlige høring om grønbogen om konvergens;

2) SOM HENVISER TIL resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, den 25. januar 1999 om public service-radio- og -tv-virksomhed;

3) SOM MINDER OM betydningen af e-Europa-initiativet og konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000;

4) SOM ER OPMÆRKSOM PÅ, at Kommissionen i meddelelsen om principper og retningslinjer for Fællesskabets audiovisuelle politik i den digitale tidsalder opstiller en række reguleringsprincipper, der er af afgørende betydning for fastlæggelsen af Fællesskabets strategi for den digitale tidsalder;

5) SOM NOTERER SIG, at Europa står på tærsklen til en ny æra for radio- og tv-virksomhed og kommunikation, og at overgangen fra analogt til digitalt tv er et centralt skridt i denne proces, som det også blev understreget på konferencen om jordbaseret digitalt tv i Lissabon den 17.-18. februar 2000;

6) SOM TAGER HENSYN TIL andre større revisioner af EF-politikken, bl.a. revurderingen af kommunikationslovgivningen i 1999, meddelelsen om udvikling af markedet for digitalt tv i Den Europæiske Union og Kommissionens forslag om Media Plus-programmet;

7) SOM TAGER HENSYN TIL de specifikke forhold, der gør sig gældende for den audiovisuelle sektor, og som noterer sig, at det centrale element i reguleringsprincipperne er, at infrastrukturer og indhold skal behandles adskilt;

8) SOM ER KLAR OVER, at et andet centralt budskab vedrørende reguleringsprincipperne er, at reguleringen skal sigte på at være teknologisk neutral;

9) SOM ER OVERBEVIST OM, at det tosidede radio- og tv-system fortsat har betydning i Europa i det nye digitale og audiovisuelle landskab, og som understreger nødvendigheden af, at public service-radio- og -tv-virksomheder udnytter de nye informationsteknologier -

10) UNDERSTREGER, at regulering af indholdet, som foretages for at nå mål af almen interesse, såsom ytringsfrihed, pluralisme, kulturel mangfoldighed og forbrugerbeskyttelse, bør bygge på nøgleprincipper som proportionalitet, anerkendelse af public service-virksomhedens rolle og, i givet fald, selvregulering som et nyttigt supplement til statslig regulering og tilsynsmyndighedernes uafhængighed, og at der kan tages hensyn til disse mål ved medlemsstaternes fordeling af frekvenser til de forskellige radio- og tv-operatører;

11) UNDERSTREGER, at overgangen fra analogt til digitalt tv er en nøglefaktor i sikringen af adgangen til informationssamfundet og i bekæmpelsen af social og kulturel udstødelse og vil kræve en samordnet indsats fra de offentlige myndigheder, operatørerne, indholds- og tjenesteleverandørerne og forbrugerorganisationerne samt klare signaler om det regelsæt og de overvejelser, der vil ligge til grund for medlemsstaternes afgørelser om tidsplanen for overgangen;

12) UNDERSTREGER, at der i offentlighedens interesse bør sikres adgang til infrastruktur og visse typer indhold ved hjælp af passende midler, idet der tages hensyn til udviklingen på markedet, og at åben adgang og interoperabilitet bør fremmes hvad angår infrastruktur og overgangen fra analogt til digitalt tv;

13) UNDERSTREGER, at det er medlemsstaternes ansvar at definere nationale regler for indhold og nøglespørgsmål som f.eks. tidsplanen for afbrydelse af analog jordbaseret transmission, men at et europæisk samarbejde også er vigtigt, især i forbindelse med spektrumplanlægning, herunder frekvenskoordinering, og informationsudveksling;

14) UNDERSTREGER endnu en gang, at europæiske programmer er af central betydning, og at støtteforanstaltninger derfor skal opretholdes og fremmes, idet man samtidig må holde sig for øje, at det er nødvendigt at fremme komplementariteten og synergien mellem de nationale foranstaltninger og fællesskabsforanstaltningerne samt at beskytte den kulturelle mangfoldighed;

15) ERKENDER, at det er vigtigt at udnytte nye og kommende teknologier til skabelse og spredning af europæisk audiovisuelt indhold;

16) NOTERER SIG OG UDTRYKKER TILFREDSHED MED, at der i meddelelsen i vid udstrækning er taget hensyn til principperne om kulturel og sproglig mangfoldighed, og understreger, at man hele tiden må være opmærksom på målet om at fremme disse i Europa i et komplekst teknologisk miljø i hastig udvikling;

17) OPFORDRER Kommissionen TIL på grundlag af denne meddelelse

a) at foretage yderligere undersøgelser af virkningen af digitalt tv på informationssamfundet, beskæftigelsen og den økonomiske vækst i Europa

b) at finde frem til og fremme midler til at styrke den europæiske indholdsindustris konkurrenceevne i den digitale tidsalder, samtidig med at man bl.a. fremmer synergien mellem de relevante fællesskabsinstrumenter

c) at fremme initiativer til bekæmpelse af social og kulturel udstødelse i denne sammenhæng

d) at fremme initiativer med henblik på et europæisk samarbejde og erfaringsudveksling om overgangen fra analogt til digitalt tv

e) omhyggeligt at overvåge adgangen til indhold, herunder udarbejdelsen af "Electronic Programme Guides"

f) at foretage en nærmere analyse og fremlægge oplysninger om, hvordan den kulturelle og sproglige mangfoldighed kan fremmes i det nye digitale miljø i Fællesskabet.

Top