Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R1501

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1501 af 14. maj 2024 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side

    PE/60/2024/REV/1

    EUT L, 2024/1501, 29.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1501/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1501/oj

    European flag

    Den Europæiske Unions
    Tidende

    DA

    L-udgaven


    2024/1501

    29.5.2024

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1501

    af 14. maj 2024

    om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

    efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (2) (»associeringsaftalen«) udgør grundlaget for forbindelserne mellem Unionen og Republikken Moldova. I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/492/EU (3) fandt afsnit V i associeringsaftalen, som vedrører handel og handelsrelaterede anliggender, midlertidig anvendelse fra den 1. september 2014 og trådte i kraft den 1. juli 2016 efter at være blevet ratificeret af samtlige medlemsstater.

    (2)

    Associeringsaftalen er et udtryk for ønsket hos parterne i associeringsaftalen (»parterne«) om at styrke og udvide forbindelserne på en ambitiøs og innovativ måde, at lette og opnå gradvis økonomisk integration og at gøre dette i overensstemmelse med de rettigheder og forpligtelser, der følger af parternes medlemskab af Verdenshandelsorganisationen.

    (3)

    Ifølge associeringsaftalens artikel 143 skal der gradvist etableres et frihandelsområde mellem parterne i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994 (GATT 1994). Med henblik herpå indeholder associeringsaftalens artikel 147 bestemmelser om gradvis afskaffelse af told i overensstemmelse med toldafviklingstidsplanerne i bilag XV til associeringsaftalen og giver mulighed for en fremskyndelse og udvidelse af omfanget af afskaffelsen.

    (4)

    Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod Ukraine siden den 24. februar 2022 har haft en markant negativ indvirkning på Republikken Moldovas evne til at samhandle med resten af verden, navnlig fordi Republikken Moldovas eksport er afhængig af transithandelen via ukrainsk område og ukrainsk infrastruktur, og disse for tiden stort set ikke mere kan bruges. Under sådanne kritiske omstændigheder og for at afbøde de negative virkninger af Ruslands angrebskrig mod Ukraine for Republikken Moldovas økonomi er det nødvendigt at fremskynde udviklingen af tættere økonomiske forbindelser mellem Unionen og Republikken Moldova og yde fortsat støtte til Republikken Moldovas økonomi. Det er derfor nødvendigt og hensigtsmæssigt fortsat at stimulere handelsstrømmene og give indrømmelser i form af handelsliberaliserende foranstaltninger for alle varer i overensstemmelse med den fremskyndede afskaffelse af tolden på handel mellem Unionen og Republikken Moldova.

    (5)

    I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Unionen sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af sin optræden udadtil. I henhold til artikel 207, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal den fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.

    (6)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1524 (4) udløber den 24. juli 2024.

    (7)

    De midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, bør bestå af følgende: i) suspension af anvendelsen af indgangsprisordningen på frugt og grøntsager og ii) suspension af alle toldkontingenter og importtold. Gennem disse foranstaltninger vil Unionen udbygge økonomisk integration mellem Republikken Moldova og Unionen og midlertidigt yde passende økonomisk støtte til fordel for Republikken Moldova og de økonomiske aktører, der er berørt af Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

    (8)

    Med henblik på at forebygge svig bør retten til de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, være betinget af, at Republikken Moldova overholder alle de relevante betingelser for at opnå fordele i medfør af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og at Republikken Moldova indgår i et tæt administrativt samarbejde med Unionen som fastsat i associeringsaftalen.

    (9)

    Republikken Moldova bør afstå fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, medmindre dette er klart begrundet i lyset af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. I tilfælde af at Republikken Moldova ikke overholder disse betingelser, bør Kommissionen have beføjelse til midlertidigt at suspendere alle eller dele af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning.

    (10)

    Artikel 2 i associeringsaftalen fastsætter bl.a., at respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler udgør væsentlige elementer i associeringsaftalen. I henhold til samme artikel forpligter parterne sig navnlig til at overholde følgende generelle principper: respekt for retsstatsprincipperne og god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme samt respekten for principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme. Det er hensigtsmæssigt at give mulighed for midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der fastsættes ved denne forordning, hvis Republikken Moldova ikke respekterer enten disse væsentlige elementer eller disse generelle principper.

    (11)

    Med forbehold af en vurdering, der foretages af Kommissionen i forbindelse med regelmæssig overvågning af denne forordnings virkninger og er iværksat enten efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens eget initiativ, er det nødvendigt at give mulighed for at træffe enhver nødvendig foranstaltning vedrørende import af varer, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og som påvirker EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer negativt.

    (12)

    For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, hvis betingelserne for retten til disse præferenceordninger ikke længere er opfyldt, og til at indføre beskyttelsesforanstaltninger i tilfælde, hvor EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer påvirkes negativt af import i medfør af denne forordning. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5). Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger i betragtning af disse foranstaltningers virkninger og art og den deraf følgende logik i forhold til vedtagelsen af de endelige beskyttelsesforanstaltninger.

    (13)

    Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde, som er en integreret del af associeringsaftalen, bør indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning.

    (14)

    I lyset af den økonomiske situation i Republikken Moldova og udløbet af forordning (EU) 2023/1524 den 24. juli 2024 bør nærværende forordning træde i kraft den 25. juli 2024 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Handelsliberaliserende foranstaltninger

    Følgende handelsliberaliserende foranstaltninger indføres:

    a)

    alle de toldkontingenter, der er fastlagt i bilag XV-A til associeringsaftalen, suspenderes, og de varer, der er omfattet af disse kontingenter, kan importeres til Unionen fra Republikken Moldova uden told

    b)

    anvendelsen af indgangsprisordningen suspenderes for de varer, som ordningen finder anvendelse på som nærmere angivet i bilag XV-B til associeringsaftalen. Der opkræves ikke told på import af disse varer.

    Artikel 2

    Betingelser for retten til de handelsliberaliserende foranstaltninger

    De i artikel 1 omhandlede handelsliberaliserende foranstaltninger er underlagt følgende betingelser:

    a)

    at oprindelsesreglerne for varer og de dertil knyttede procedurer som fastsat i associeringsaftalen overholdes af Republikken Moldova

    b)

    at Republikken Moldova afstår fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, herunder diskriminerende interne administrative foranstaltninger, medmindre dette er klart begrundet i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og

    c)

    at Republikken Moldova respekterer de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler, retsstatsprincippet og principperne om god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, og respekterer principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme som omhandlet i associeringsaftalens artikel 2, 9 og 16.

    Artikel 3

    Midlertidig suspension af foranstaltninger

    1.   Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på, at Republikken Moldova ikke overholder betingelserne i artikel 2, kan den ved hjælp af en gennemførelsesretsakt helt eller delvist suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 3.

    2.   Hvis en medlemsstat anmoder Kommissionen om at suspendere en eller flere af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, på grundlag af Republikken Moldovas manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2, litra b), afgiver Kommissionen inden for fire måneder efter at have modtaget en sådan anmodning en begrundet udtalelse om, hvorvidt påstanden om Republikken Moldovas manglende overholdelse er underbygget. Hvis Kommissionen konkluderer, at påstanden er underbygget, indleder Kommissionen den procedure, der er omhandlet i denne artikels stk. 1.

    Artikel 4

    Sikkerhedsforanstaltninger

    1.   Hvis en vare, der er omfattet af artikel 1, med oprindelse i Republikken Moldova, importeres på betingelser, der har en negativ indvirkning på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer, kan Kommissionen indføre enhver nødvendig foranstaltning ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 3.

    En sådan foranstaltning kan indføres, så længe det er nødvendigt for at modvirke de negative virkninger for EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer.

    2.   Kommissionen overvåger regelmæssigt virkningerne af denne forordning under hensyntagen til oplysningerne om eksport, import, priser på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater og EU-produktion af de varer, der er omfattet af de handelsliberaliserende foranstaltninger i henhold til artikel 1, litra a).

    Kommissionen underretter hver anden måned medlemsstaterne om resultaterne af den regelmæssige overvågning fra den 25. juli 2024.

    3.   Kommissionen foretager en vurdering af situationen på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller konkurrerende varer med henblik på at indføre foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 1. Denne vurdering skal iværksættes:

    a)

    efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat, der indeholder tilstrækkelige umiddelbare beviser, som den pågældende medlemsstat med rimelighed har adgang til i henhold til stk. 4, for, at importen har en negativ indvirkning på markedet som omhandlet i stk. 1, eller

    b)

    på Kommissionens eget initiativ, når det er åbenbart for den, at der foreligger tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at importen har en negativ indvirkning på markedet som omhandlet i stk. 1.

    Den vurdering, der er omhandlet i første afsnit, afsluttes senest fire måneder efter iværksættelsen.

    4.   I gennemførelsen af vurderingen i henhold til stk. 3 tager Kommissionen hensyn til alle relevante markedsudviklinger, herunder den pågældende imports indvirkning på situationen på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer. Denne vurdering skal omfatte faktorer som:

    a)

    hastigheden og størrelsen af stigningen i importen fra Republikken Moldova af den pågældende vare i absolutte og relative tal

    b)

    den pågældende imports indvirkning på produktion og priser på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater under hensyntagen til udviklingen i importen fra andre kilder.

    Listen over faktorer omhandlet i første afsnit er ikke udtømmende, og der kan også tages hensyn til andre relevante faktorer.

    5.   Under kritiske omstændigheder, hvor en forsinkelse kunne forvolde skade, som ville være vanskelig at afhjælpe, kan Kommissionen midlertidigt indføre enhver nødvendig foranstaltning ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. En sådan foranstaltning kan kun indføres efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat i henhold til denne artikels stk. 3, litra a), og skal vedtages senest 21 dage efter modtagelse af anmodningen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 5, stk. 4. Varigheden af en midlertidig beskyttelsesforanstaltning må ikke overstige 120 dage.

    6.   Hvis Kommissionen som følge af den vurdering, der er omhandlet i stk. 3, finder, at EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer er blevet påvirket negativt, og agter at indføre en endelig foranstaltning i medfør af stk. 1, offentliggør den en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indførelse af en sådan foranstaltning. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de vigtigste resultater af vurderingen og angive den frist, inden for hvilken interesserede parter kan fremsætte deres synspunkter skriftligt. Denne frist må ikke være længere end 10 dage fra offentliggørelsen af meddelelsen.

    7.   Hvis Kommissionen indfører en foranstaltning i medfør af stk. 1 eller 5, som genindfører et toldkontingent, der er suspenderet ved artikel 1, litra a), skal den mængde, der importeres i løbet af det kalenderår, hvor Kommissionen indfører foranstaltningen, tages i betragtning i forbindelse med forvaltningen af det pågældende toldkontingent.

    Artikel 5

    Udvalgsprocedure

    1.   Kommissionen bistås af det Toldkodeksudvalg, der er nedsat ved artikel 285, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (6) for så vidt angår artikel 3, stk. 1, i nærværende forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

    2.   Kommissionen bistås af det udvalg for beskyttelsesforanstaltninger, der er nedsat ved artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 (7) for så vidt angår artikel 4, stk. 1, i nærværende forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

    3.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

    4.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

    Artikel 6

    Vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger

    Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde skal indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, og skal, hvor det er relevant, omfatte en vurdering af de sociale virkninger af de pågældende foranstaltninger i Republikken Moldova og i Unionen. Oplysninger om import af varer i henhold til artikel 1, litra a), gøres tilgængelige via Kommissionens websted og opdateres månedligt.

    Artikel 7

    Ikrafttræden og anvendelse

    Denne forordning træder i kraft den 25. juli 2024.

    Den finder anvendelse indtil den 24. juli 2025.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 14. maj 2024.

    På Europa-Parlamentets vegne

    Formand

    R. METSOLA

    På Rådets vegne

    Formand

    H. LAHBIB


    (1)  Europa-Parlamentets holdning af 13. marts 2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 13. maj 2024.

    (2)   EUT L 260 af 30.8.2014, s. 4.

    (3)  Rådets afgørelse 2014/492/EU af 16. juni 2014 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side ( EUT L 260 af 30.8.2014, s. 1).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1524 af 20. juli 2023 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (EUT L 185 af 24.7.2023, s. 1).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

    (6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen ( EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).

    (7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (EUT L 83 af 27.3.2015. s. 16).


    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1501/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top