Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024L1265

    Rådets direktiv (EU) 2024/1265 af 29. april 2024 om ændring af direktiv 2011/85/EU om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer

    ST/6920/2024/INIT

    EUT L, 2024/1265, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1265/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1265/oj

    European flag

    Den Europæiske Unions
    Tidende

    DA

    L-udgaven


    2024/1265

    30.4.2024

    RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/1265

    af 29. april 2024

    om ændring af direktiv 2011/85/EU om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 14, tredje afsnit,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

    under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    For at sikre at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) på det budgetpolitiske område, og navnlig med hensyn til at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud, fastsættes der ved Rådets direktiv 2011/85/EU (3) detaljerede regler vedrørende kendetegnene ved medlemsstaternes budgetmæssige rammer.

    (2)

    På grundlag af de erfaringer, der er gjort med Den Økonomiske og Monetære Union siden ikrafttrædelsen af direktiv 2011/85/EU, er det nødvendigt at ændre direktivets krav vedrørende de regler og procedurer, der udgør medlemsstaternes budgetmæssige rammer.

    (3)

    I sin særberetning nr. 22/2019 med titlen »EU's krav til de nationale budgetrammer bør skærpes yderligere, og deres anvendelse bør overvåges bedre« undersøgte Den Europæiske Revisionsret Unionens krav til nationale budgetrammer og anbefalede Kommissionen at gennemgå disse krav under hensyntagen til internationale standarder og bedste praksis. Den Europæiske Revisionsret foreslog specifikke foranstaltninger for at forbedre anvendelsesområdet for og effektiviteten af de nationale budgetrammer, navnlig hvad angår mellemfristede budgetrammer og uafhængige finanspolitiske institutioner.

    (4)

    I sin meddelelse af 5. februar 2020 med titlen »Evaluering af den økonomiske styring. Rapport om anvendelsen af forordning (EU) nr. 1173/2011, (EU) nr. 1174/2011, (EU) nr. 1175/2011, (EU) nr. 1176/2011, (EU) nr. 1177/2011, (EU) nr. 472/2013 og (EU) nr. 473/2013 og om formålstjenligheden af Rådets direktiv 2011/85/EU« pegede Kommissionen på betydelige, men uensartede fremskridt i udviklingen af de nationale budgetmæssige rammer, som følge af at EU-retten kun fastsætter minimumskrav, og at gennemførelsen og overholdelsen af nationale bestemmelser har været meget forskelligartet. I meddelelsen blev det desuden overvejet, i hvilket omfang disse rammer kunne understøtte de økonomiske, miljømæssige og socialpolitiske behov i forbindelse med omstillingen til en klimaneutral, ressourceeffektiv og digital europæisk økonomi og således supplere den centrale rolle, som de lovgivningsmæssige rammer og strukturreformerne spiller.

    (5)

    I sin meddelelse af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« opfordrede Kommissionen til øget brug af grønne budgetteringsværktøjer til at omdirigere det offentliges investeringer, forbrug og beskatning til grønne prioriteter og væk fra skadelige subsidier. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (4) fastsætter et EU-dækkende mål om klimaneutralitet senest i 2050 og kræver, at EU-institutionerne og medlemsstaterne gør fremskridt med hensyn til at øge tilpasningsevnen. Kommissionen forpligtede sig til at arbejde sammen med medlemsstaterne om at screene og fastsætte benchmarks for grøn budgetlægningspraksis. I sin meddelelse af 24. februar 2021 med titlen »Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer« pegede Kommissionen på relevansen af den makroøkonomiske finanspolitik for klimaændringerne og fremhævede behovet for at øge Unionens modstandsdygtighed over for virkningerne af klimaændringer. Det europæiske semester udgør en supplerende ramme til støtte for en sådan indsats, og instrumentet for teknisk støtte oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (5) yder praktisk bistand til gennemførelsen heraf.

    (6)

    I sin meddelelse af 9. november 2022 om retningslinjer for en reform af rammen for økonomisk styring i EU fremhævede Kommissionen behovet for at styrke gældsholdbarheden og reducere den høje offentlige gældskvote og samtidig fremme bæredygtig og inklusiv vækst i alle medlemsstater. Retningslinjernes centrale mål er at styrke det nationale ejerskab, forenkle rammen og sætte større fokus på den mellemlange sigt kombineret med en stærkere og mere sammenhængende håndhævelse.

    (7)

    For i højere grad at overholde bestemmelserne i TEUF og navnlig forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud som omhandlet i artikel 126 i TEUF, bør medlemsstaternes lovgivning indeholde specifikke bestemmelser for at styrke det nationale ejerskab i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 9. november 2022 om retningslinjer for en reform af EU-rammen for økonomisk styring ud over dem, der i øjeblikket kræves i henhold til direktiv 2011/85/EU. På grundlag af dokumentationen fra gennemførelsen af nævnte direktiv bør ændringerne hertil vedrøre gennemsigtighed, statistikker, prognoser og mellemfristet budgetlægning for at afhjælpe de svagheder, der er konstateret under den tidligere gennemførelse heraf.

    (8)

    Dette ændringsdirektiv indgår i en pakke sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 (6) og Rådets forordning (EU) 2024/1264 (7). Disse tre retsakter (i det følgende under ét benævnt »reformen af rammen for økonomisk styring«) reformerer tilsammen Unionens ramme for økonomisk styring og indarbejder indholdet af afsnit III (Finanspolitisk aftale) i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (8) af 2. marts 2012 (»TSSS«) i EU-retten i overensstemmelse med nævnte traktats artikel 16. På grundlag af erfaringerne med medlemsstaternes gennemførelse af TSSS holdes der i reformen af rammen for økonomisk styring fast ved den finanspolitiske aftales mellemfristede sigte som et redskab til at opnå budgetdisciplin og vækstfremme. Reformen af rammen for økonomisk styring omfatter en styrket landespecifik dimension, der skal øge det nationale ejerskab, bl.a. ved at bevare de uafhængige finanspolitiske institutioners rådgivende rolle, som i alt væsentligt bygger på den finanspolitiske aftales fælles principper for nationale finanspolitiske korrektionsmekanismer foreslået af Kommissionen i meddelelsen af 20. juni 2012 i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i TSSS. Analysen af udgifter eksklusive diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden i forbindelse med den samlede vurdering af overholdelsen, jf. den finanspolitiske aftale, er fastsat i forordning (EU) 2024/1263. Ligesom i den finanspolitiske aftale kan der kun under exceptionelle omstændigheder tillades midlertidige afvigelser fra den mellemfristede plan i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1263. På samme måde som i den finanspolitiske aftale bør der, hvis der konstateres væsentlige afvigelser fra den mellemfristede plan, gennemføres foranstaltninger til at korrigere disse afvigelser i løbet af en nærmere fastsat periode. Reformen af rammen for økonomisk styring styrker den finanspolitiske overvågning og håndhævelsesprocedurerne med henblik på at opfylde tilsagnet om at fremme sunde og holdbare offentlige finanser og bæredygtig og inklusiv vækst. Reformen af rammen for økonomisk styring bevarer således den finanspolitiske aftales grundlæggende målsætninger om budgetmæssig disciplin og gældsholdbarhed.

    (9)

    For at kunne udarbejde statistikker af høj kvalitet, som er sammenlignelige medlemsstaterne imellem, er det nødvendigt, at der eksisterer fuldstændige og pålidelige regnskabsmetoder for alle delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service. Tilstedeværelsen og kvaliteten af statistikker baseret på det europæiske national- og regionalregnskabssystem (»ENS«) er afgørende for, at Unionens rammer for den finanspolitiske overvågning kan fungere korrekt. ENS 2010 er baseret på, at der gives oplysninger efter periodiseringsprincippet. Det er derfor ønskeligt at forbedre indsamlingen af periodiserede data og oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde statistikker efter periodiseringsprincippet på en måde, som er omfattende og sammenhængende på tværs af alle delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service.

    (10)

    Tilgængeligheden af højfrekvente data kan afsløre mønstre, der berettiger en tættere overvågning, og forbedre budgetmæssige prognosers kvalitet. Medlemsstaterne og Kommissionen (Eurostat) bør offentliggøre kvartalsvise underskuds- og gældsdata under anvendelse af definitionerne i artikel 2 i protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til TEUF. For at forbedre det nationale ejerskab bør det på grundlag af nationale gennemsigtighedskrav og brugerbehov besluttes, at budgetdata, der er skræddersyet til nationale budgetdefinitioner, offentliggøres hyppigere.

    (11)

    Fordrejede og urealistiske makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser i forbindelse med den årlige og flerårige budgetlovgivning kan være til stor skade for effektiviteten af den finanspolitiske planlægning og derfor gøre det vanskeligt at overholde budgetdisciplinen. For at forbedre de grundlæggende antagelser bør medlemsstaterne sammenligne deres makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser med dem, som Kommissionen senest har ajourført, og, hvis det er relevant, dem, der er udarbejdet af andre uafhængige organer.

    (12)

    Makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser til den årlige og flerårige finanspolitiske planlægning for sektoren offentlig forvaltning og service bør af hensyn til kvaliteten underkastes regelmæssige, objektive og omfattende ex post-evalueringer, der foretages af et uafhængigt organ eller andre organer med driftsmæssig uafhængighed i forhold til medlemsstaternes finanspolitiske myndigheder end det organ, der udarbejder prognosen. Sådanne evalueringer bør omfatte en nærmere undersøgelse af de økonomiske antagelser, sammenligning med prognoser, som er udarbejdet af andre institutioner, og evaluering af tidligere prognosers pålidelighed.

    (13)

    Uafhængige organer med ansvar for overvågning af de offentlige finanser i medlemsstaterne er en effektiv byggesten i de budgetmæssige rammer. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 (9) skal de medlemsstater, der har euroen som valuta, have uafhængige finanspolitiske institutioner, der har til opgave at godkende eller udarbejde makroøkonomiske prognoser, og der fastsættes specifikke sikkerhedsforanstaltninger vedrørende deres uafhængighed og tekniske kapacitet. Uden at det berører kravene i nævnte forordning, bør de uafhængige finanspolitiske institutioner i deres opgave med at udarbejde, vurdere eller godkende makroøkonomiske prognoser i overensstemmelse med dette direktiv tage hensyn til de etablerede nationale procedurer og fremgangsmåder i medlemsstaterne, herunder dem, der vedrører tidspunktet for, hvornår opgaven skal udføres.

    (14)

    For at styrke ansvaret inden for finanspolitikken bør de uafhængige finanspolitiske institutioner have en høj grad af operationel uafhængighed, de nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver og omfattende og rettidig adgang til de nødvendige oplysninger. Medlemsstaterne kan etablere mere end én uafhængig finanspolitisk institution, som hver især kan udføre en eller flere af de opgaver, der er fastlagt i dette ændringsdirektiv, så længe der er en klar ansvarsfordeling og ingen overlapning af kompetencer mellem dem. En for vidtgående institutionel opsplitning af overvågningsopgaver bør undgås. Udformningen af disse overvågningsorganer bør tage hensyn til den eksisterende institutionelle opbygning og den administrative struktur i den berørte medlemsstat.

    (15)

    For at forbedre budgetplanlægningen bør der så vidt muligt tages behørigt hensyn til de makroøkonomiske risici som følge af klimaændringer, herunder disses miljømæssige og fordelingsmæssige virkninger. En forståelse af de potentielle kanaler, hvorigennem klimarelaterede chok påvirker de offentlige finanser, er afgørende for de nationale strategier til begrænsning og styring af finanspolitiske risici som følge af klimaændringer og hermed forbundne katastrofer.

    (16)

    Selv om godkendelsen af den årlige budgetlovgivning er et centralt skridt i budgetproceduren med hensyn til demokratisk ansvarlighed, giver et etårigt perspektiv i forbindelse med budgetplanlægningen et begrænset grundlag for en sund finanspolitik, da de fleste foranstaltninger har konsekvenser, der rækker langt ud over den årlige budgetcyklus. En effektiv mellemfristet finanspolitisk planlægning styrker som sådan finanspolitikkens troværdighed, samtidig med at der tages hensyn til gældsholdbarheden. Den bør baseres på en klar og konsekvent fastsættelse af de nationale budgetmål på mellemlang sigt for sektoren offentlig forvaltning og service, som præsenteres i de nationale mellemfristede planer. For at styrke et flerårigt budgetperspektiv bør planlægningen af den årlige budgetlovgivning være i overensstemmelse med nationale budgetmål på mellemlang sigt.

    (17)

    Budgetmæssige rammer bør omfatte de offentlige finanser som helhed, således at de effektivt kan fremme budgetdisciplinen og holdbarheden af de offentlige finanser. Derfor bør opmærksomheden navnlig rettes mod transaktioner foretaget af de organer og med de midler i sektoren offentlig forvaltning og service, som ikke udgør en del af de almindelige budgetter, men er en del af sektoren offentlig forvaltning og service, herunder dennes delsektorer, og som har umiddelbar eller mellemfristet indvirkning på medlemsstaternes budgetstillinger. Medlemsstaterne bør også offentliggøre værdier svarende til disse organers og midlers kombinerede indvirkning på saldo og gæld i sektoren offentlig forvaltning og service. Der bør offentliggøres detaljerede oplysninger om skatteudgifternes indvirkning på indtægterne.

    (18)

    Grønne budgetteringsværktøjer kan hjælpe til at omdirigere offentlige indtægter og udgifter til grønne prioriteter. I den forbindelse forbedrer en regelmæssig indberetning af relevante oplysninger budgetdrøftelserne. Medlemsstaterne kan offentliggøre oplysninger om, hvordan de relevante elementer i deres budgetter bidrager til at opfylde klimarelaterede og miljømæssige forpligtelser på nationalt og internationalt plan, og om den anvendte metode. Medlemsstaterne bør offentliggøre data og beskrivende oplysninger særskilt for udgifter, skatteudgifter og indtægtsposter. Medlemsstaterne kan offentliggøre oplysninger om den fordelingsmæssige virkning af budgetpolitikken og tage hensyn til beskæftigelsesmæssige, sociale og fordelingsmæssige aspekter i forbindelse med udviklingen af grøn budgettering som omhandlet i forordning (EU) nr. 473/2013 og Kommissionens meddelelse af 28. september 2022 med titlen »Bedre vurdering af den fordelingsmæssige virkning af medlemsstaternes politikker«.

    (19)

    Der bør rettes behørig opmærksomhed mod forekomsten af eventualforpligtelser. Eventualforpligtelser omfatter mulige forpligtelser afhængigt af, om en usikker fremtidig begivenheds indtræffer, eller nuværende forpligtelser, hvor betaling ikke er sandsynlig, eller den sandsynlige betalings beløb ikke kan måles pålideligt. De omfatter f.eks. statsgarantier, misligholdte lån, forpligtelser i forbindelse med driften af offentlige selskaber og så vidt muligt katastrofe- og klimarelaterede eventualforpligtelser.

    (20)

    Naturkatastrofer og ekstreme vejrforhold har påvirket de fleste medlemsstater, og klimaændringerne forventes at forstærke hyppigheden og intensiteten af sådanne begivenheder. Regeringerne investerer i klimatilpasningsforanstaltninger og påtager sig at dække katastrofeomkostninger i forbindelse med nødhjælp samt genopretning og genopbygning og fungerer i nogle tilfælde som forsikringsgiver i sidste instans. I betragtning af de eksisterende og fremtidige udfordringer for de offentlige finansers holdbarhed bør der lægges særlig vægt på statens forpligtelser og risiciene for de offentlige finanser som følge af naturkatastrofer og klimarelaterede chok, så vidt muligt begyndende med indsamling og offentliggørelse af oplysninger om de finanspolitiske omkostninger som følge af tidligere begivenheder.

    (21)

    Indberetningen af makroøkonomiske risici som følge af klimaændringer, klimarelaterede eventualforpligtelser og finanspolitiske omkostninger som følge af katastrofer er blevet bedre, men er sig stadig på et tidligt stadium, hvor metoder og indikatorer til en sådan indberetning fortsat er under udarbejdelse. Gennemførelsen af sådan indberetning vil kræve en betydelig indsats fra de offentlige forvaltningers side. Idet der tages hensyn til disse udfordringer, og så vidt det er muligt, bør indberetningen på disse områder ske og udvikle sig parallelt med sådanne metodologiske fremskridt.

    (22)

    Kommissionen bør fortsat regelmæssigt overvåge gennemførelsen af direktiv 2011/85/EU. Bedste praksis vedrørende gennemførelsen af nævnte direktiv bør identificeres og deles.

    (23)

    Direktiv 2011/85/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (24)

    I lyset af den eksisterende frist i stabilitets- og vækstpagten bør dette direktiv som følge af dets hastende karakter træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

    VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

    Artikel 1

    I direktiv 2011/85/EU foretages følgende ændringer:

    1)

    I artikel 2 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1, andet punktum, affattes således:

    »Definitionen af delsektorerne i sektoren offentlig forvaltning og service, jf. bilag A til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 (*1), finder anvendelse.

    (*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af 21. maj 2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union (EUT L 174 af 26.6.2013, s. 1).« "

    b)

    Stk. 2 ændres således:

    i)

    Litra a) affattes således:

    »a)

    offentlige regnskabssystemer og statistisk indberetning fra sektoren offentlig forvaltning og service«.

    ii)

    Litra c) affattes således:

    »c)

    landespecifikke numeriske finanspolitiske regler, som bidrager til at sikre overensstemmelse mellem medlemsstaternes førte finanspolitik og deres respektive forpligtelser i henhold til TEUF, og som er udtrykt i form af en indikator for budgetresultater såsom det offentlige budgetunderskud, låntagning, gæld eller en vigtig komponent heri«.

    iii)

    Litra e) affattes således:

    »e)

    mellemfristede budgetmæssige rammer som et specifikt sæt nationale budgetprocedurer, der giver udformningen af finanspolitikken en længere horisont end det etårige budgetperspektiv, herunder fastlæggelse af policyprioriteter og nationale budgetmål på mellemlang sigt«.

    iv)

    Følgende litra tilføjes:

    »h)

    uafhængige finanspolitiske institutioner som strukturelt uafhængige organer eller organer med driftsmæssig uafhængighed for så vidt angår medlemsstaternes budgetmyndigheder, der er oprettet ved national lovgivning i henhold til artikel 8a.«

    2)

    Artikel 3 affattes således:

    »Artikel 3

    1.   Hvad angår de nationale offentlige regnskabssystemer, skal medlemsstaterne have etableret offentlige regnskabssystemer, der på omfattende og kohærent vis dækker alle delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service og indeholder de oplysninger, som er nødvendige for at kunne fremskaffe periodiserede data med henblik på at udarbejde data baseret på det europæiske national- og regionalregnskabssystem. Disse offentlige regnskabssystemer i sektoren offentlig forvaltning og service skal underlægges intern kontrol og uafhængig revision.

    2.   Medlemsstaterne sikrer, at de finanspolitiske data for alle delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service som fastsat i forordning (EU) nr. 549/2013 offentliggøres rettidigt og regelmæssigt. Medlemsstaterne offentliggør navnlig for statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde kvartalsvise gældsdata og, medmindre de råder over integrerede, fyldestgørende og nationalt harmoniserede regnskabssystemer efter periodiseringsprincippet, underskudsdata særskilt inden udgangen af det efterfølgende kvartal eller efter Kommissionens (Eurostats) offentliggørelse af de relevante data.

    3.   Kommissionen (Eurostat) offentliggør kvartalsdata for statistikker over offentlige finanser, jf. tabel 25, 27 og 28 i bilag B til forordning (EU) nr. 549/2013, hver tredje måned.«

    3)

    I artikel 4 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1 affattes således:

    »1.   Medlemsstaterne sikrer, at den årlige og flerårige finanspolitiske planlægning baseres på realistiske makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser med anvendelse af de senest ajourførte oplysninger. Budgetplanlægningen baseres på det mest sandsynlige makroøkonomiske scenario eller på et mere forsigtigt scenario. De makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser sammenlignes med de senest ajourførte prognoser fra Kommissionen og, hvis det er hensigtsmæssigt, fra andre uafhængige organer. Der skal redegøres for betydelige forskelle mellem medlemsstatens makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser og Kommissionens prognoser, herunder hvis niveauet for eller væksten i variabler i de eksterne antagelser afviger betydeligt fra de værdier, der er indeholdt i Kommissionens prognoser.«

    b)

    Stk. 4 udgår.

    c)

    Stk. 5 og 6 affattes således:

    »5.   Medlemsstaterne angiver, hvilken institution der er ansvarlig for udarbejdelsen af makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser, og offentliggør de officielle makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser, der er udarbejdet til den finanspolitiske planlægning. Medlemsstaterne og Kommissionen indgår mindst en gang årligt i en teknisk dialog om de antagelser, der ligger til grund for udarbejdelsen af de makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser.

    6.   Makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser til den årlige og flerårige finanspolitiske planlægning underkastes regelmæssig, objektiv og omfattende ex post-evaluering udført af et uafhængigt organ eller andre organer med driftsmæssig uafhængighed i forhold til medlemsstaternes finanspolitiske myndigheder end det organ, der udarbejder prognosen. Resultatet af evalueringen offentliggøres og inddrages behørigt i fremtidige makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser. Hvis evalueringen afdækker en betydelig skævhed, der berører de makroøkonomiske prognoser i mindst fire på hinanden følgende år, træffer den pågældende medlemsstat de nødvendige foranstaltninger og offentliggør dem.«

    d)

    Stk. 7 udgår.

    4)

    Artikel 5 affattes således:

    »Artikel 5

    Hver medlemsstat fastsætter specifikke numeriske finanspolitiske regler for effektivt at fremme overholdelsen af sine forpligtelser i medfør af TEUF på det budgetpolitiske område over en flerårig periode for sektoren offentlig forvaltning og service som helhed. Disse regler skal navnlig fremme:

    a)

    overholdelse af de referenceværdier og bestemmelser vedrørende underskud og gæld, der er fastlagt i artikel 1 i protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og i TEUF

    b)

    vedtagelsen af en finanspolitisk planlægningshorisont på mellemlang sigt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 (*2).

    (*2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 (EUT L, 2024/1263, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1263/oj).« "

    5)

    I artikel 6 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1, litra b), affattes således:

    »b)

    en effektiv og rettidig overvågning af, om reglerne overholdes, baseret på pålidelige og uafhængige analyser udført af uafhængige finanspolitiske institutioner, der er oprettet i henhold til artikel 8a, eller andre organer med driftsmæssig uafhængighed i forhold til medlemsstaternes finanspolitiske myndigheder«.

    b)

    Stk. 2 affattes således:

    »2.   Såfremt de numeriske finanspolitiske regler indeholder undtagelsesklausuler, skal disse fastlægge et begrænset antal specifikke omstændigheder, som er i overensstemmelse med de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i medfør af TEUF og forordning (EU) 2024/1263.«

    6)

    Artikel 7 affattes således:

    »Artikel 7

    Medlemsstaternes årlige budgetlovgivning skal være i overensstemmelse med de gældende landespecifikke numeriske finanspolitiske regler.«

    7)

    Artikel 8 udgår.

    8)

    Titlen på kapitel V affattes således: »UAFHÆNGIGE FINANSPOLITISKE INSTITUTIONER«.

    9)

    I kapitel V indsættes følgende artikel:

    »Artikel 8a

    1.   Medlemsstaterne sikrer, at der ved nationale love, forskrifter eller bindende administrative bestemmelser oprettes uafhængige finanspolitiske institutioner.

    2.   Medlemsstaterne kan oprette mere end én uafhængig finanspolitisk institution.

    3.   Uafhængige finanspolitiske institutioner består af medlemmer, der indstilles og udnævnes på grundlag af deres erfaring og kompetence inden for offentlige finanser, makroøkonomi eller budgetforvaltning og i overensstemmelse med gennemsigtige procedurer.

    4.   Uafhængige finanspolitiske institutioner:

    a)

    må ikke modtage instrukser fra den berørte medlemsstats budgetmyndigheder eller fra noget andet offentligt eller privat organ

    b)

    skal have kapacitet til rettidigt at offentliggøre deres vurderinger og udtalelser

    c)

    skal sikres tilstrækkelige og stabile ressourcer til effektivt at kunne udføre deres opgaver, herunder enhver form for analyse, der falder ind under deres opgaver

    d)

    skal have tilstrækkelig og rettidig adgang til de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver

    e)

    skal være underlagt regelmæssige eksterne evalueringer foretaget af uafhængige evalueringseksperter.

    5.   Uden at det berører de opgaver og funktioner, som i henhold til forordning (EU) nr. 473/2013 er tillagt de medlemsstater, der har euroen som valuta, sikrer alle medlemsstater, at følgende opgaver udføres af en af de uafhængige finanspolitiske institutioner:

    a)

    udarbejdelse, vurdering eller godkendelse af årlige og flerårige makroøkonomiske prognoser

    b)

    overvågning, der overholder de landespecifikke numeriske finanspolitiske regler, medmindre den foretages af andre organer, i overensstemmelse med artikel 6

    c)

    udførelse af opgaver i overensstemmelse med artikel 11, artikel 15, stk. 3, og artikel 23 i forordning (EU) 2024 /1263 og artikel 3, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 (*3)

    d)

    vurdering af, om de nationale budgetmæssige rammer er konsekvente, sammenhængende og effektive

    e)

    på opfordring deltagelse i regelmæssige høringer og drøftelser i det nationale parlament.

    6.   De uafhængige finanspolitiske Institutioner afgiver vurderinger som led i udførelsen af de i denne artikels stk. 5, litra a), b), c) eller d), omhandlede opgaver, uden at det berører de opgaver og funktioner, som er tillagt i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 473/2013. Medlemsstaterne følger disse vurderinger eller forklarer, hvorfor de ikke følger dem. Forklaringen skal være offentligt tilgængelig og fremlægges senest to måneder efter datoen for afgivelsen af sådanne vurderinger.

    (*3)  Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6).« "

    10)

    I artikel 9 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1 affattes således:

    »1.   Medlemsstaterne fastlægger troværdige, effektive nationale mellemfristede budgetmæssige rammer med bestemmelser om vedtagelsen af en finanspolitisk planlægningshorisont på mindst tre år for at sikre, at den nationale finanspolitiske planlægning følger et flerårigt finanspolitisk planlægningsperspektiv.«

    b)

    I stk. 2 foretages følgende ændringer:

    i)

    Indledningen affattes således:

    »2.   De nationale mellemfristede budgetmæssige rammer skal indeholde procedurer for fastlæggelse af:«.

    ii)

    Litra a) affattes således:

    »a)

    omfattende og gennemsigtige nationale budgetmål på mellemlang sigt som omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra e), hvad angår underskud, gæld og andre finanspolitiske indikatorer såsom udgifter i sektoren offentlig forvaltning og service, således at det sikres, at de er i overensstemmelse med alle landespecifikke numeriske finanspolitiske regler, der er fastlagt i dette direktivs kapitel IV, og de relevante bestemmelser i forordning (EU) 2024/1263«.

    iii)

    Litra c) og d) affattes således:

    »c)

    en beskrivelse af planlagte mellemfristede politikker, herunder reformer og investeringer, med indvirkning på de offentlige finanser og bæredygtig og inklusiv vækst, fordelt efter overordnede indtægts- og udgiftsposter, som viser, hvordan tilpasningen hen imod de nationale budgetmål på mellemlang sigt som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra e), gennemføres i forhold til fremskrivninger baseret på uændrede politikker

    d)

    en vurdering af, hvordan de planlagte politikker i lyset af deres mellemfristede og langsigtede direkte indvirkning på de offentlige finanser formentlig vil påvirke disses mellemfristede og langsigtede holdbarhed samt en bæredygtig og inklusiv vækst. Ved vurderingen skal der så vidt muligt tages hensyn til de makroøkonomiske risici som følge af klimaændringer og disses miljømæssige og fordelingsmæssige virkninger.«

    c)

    Stk. 3 udgår.

    11)

    Artikel 10 og 11 affattes således:

    »Artikel 10

    Den årlige budgetlovgivning skal være i overensstemmelse med de nationale budgetmål på mellemlang sigt som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra e). Der skal gives en behørig forklaring på enhver afvigelse.

    Artikel 11

    I tilfælde af en nyudnævnt regering forhindrer dette direktiv ikke en medlemsstat i at opdatere sin mellemfristede budgetplan, så den afspejler dens nye politiske prioriteter. Medlemsstaten anfører i så fald forskellene mellem den tidligere og den nye mellemfristede budgetplan.«

    12)

    Titlen på kapitel VI affattes således: »GENNEMSIGTIGHED VEDRØRENDE OFFENTLIGE FINANSER«.

    13)

    Artikel 12 affattes således:

    »Artikel 12

    Medlemsstaterne sikrer, at enhver foranstaltning, der træffes under overholdelse af kapitel II, III og IV, er sammenhængende på tværs af alle delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service og på omfattende vis dækker alle disse delsektorer. Til dette formål har medlemsstaterne navnlig sammenhængende regnskabsregler og -procedurer for sektoren offentlig forvaltning og service, og medlemsstaterne sikrer integritet med hensyn til den underliggende dataindsamling og databehandlingssystemerne.«

    14)

    Artikel 14 affattes således:

    »Artikel 14

    1.   Medlemsstaterne offentliggør inden for rammerne af de årlige og flerårige budgetprocedurer oplysninger om organer og midler, som ikke udgør en del af de almindelige budgetter, men er en del af sektoren offentlig forvaltning og service, herunder dennes delsektorer. Medlemsstaterne offentliggør også beløb svarende til disse organers og midlers kombinerede indvirkning på saldo og gæld i sektoren offentlig forvaltning og service.

    2.   Medlemsstaterne offentliggør detaljerede oplysninger om deres skatteudgifters indvirkning på indtægterne.

    3.   Medlemsstaterne offentliggør for alle delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service relevante oplysninger om eventualforpligtelser med potentielt betydelig indvirkning på de offentlige budgetter, herunder statsgarantier, nødlidende lån og forpligtelser i forbindelse med driften af offentlige selskaber, herunder omfanget heraf. Medlemsstaterne offentliggør så vidt muligt også oplysninger om katastrofe- og klimarelaterede eventualforpligtelser. De offentliggjorte oplysninger skal så vidt muligt tage hensyn til oplysninger om finanspolitiske omkostninger som følge af katastrofer og klimarelaterede chok. Medlemsstaterne offentliggør oplysninger om indskud fra sektoren offentlig forvaltning og service i private og offentlige virksomheders kapital for så vidt angår økonomisk betydelige beløb.«

    15)

    Artikel 16 affattes således.

    »Artikel 16

    1.   Senest den 31. december 2025 og hvert femte år derefter rapporterer Kommissionen om status for:

    a)

    offentlige regnskaber udarbejdet af sektoren offentlig forvaltning og service i Unionen under hensyntagen til de fremskridt, der er gjort siden dens vurdering i 2013 af egnetheden for medlemsstaterne af de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor

    b)

    den kapacitet og de opgaver, som uafhængige finanspolitiske institutioner i Unionen har, under hensyntagen til de fremskridt, der er gjort siden dette direktivs ikrafttræden, på grundlag af oplysningerne i Kommissionens database vedrørende finanspolitisk styring og høringer af relevante interessenter med henblik på at undersøge minimumsstandarder.

    2.   Kommissionen offentliggør senest den 31. december 2030 og hvert femte år derefter en gennemgang af dette direktivs effektivitet.«

    Artikel 2

    1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2025.

    2.   Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

    3.   Medlemsstaterne tilskyndes til, både i egen og Unionens interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne sammenligningstabeller, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

    4.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

    5.   Kommissionen udarbejder en foreløbig fremskridtsrapport om gennemførelsen af de vigtigste bestemmelser i dette direktiv på basis af relevante oplysninger fra medlemsstaterne, som forelægges Europa-Parlamentet og Rådet senest den 30. juni 2025.

    Artikel 3

    Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 4

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 29. april 2024.

    På Rådets vegne

    D. CLARINVAL

    Formand


    (1)  Udtalelse af 23.4.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

    (2)   EUT C 290 af 18.8.2023, s. 17.

    (3)  Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 41).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«) (EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 af 10. februar 2021 om oprettelse af et instrument for teknisk støtte (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 1).

    (6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 (EUT L, 2024/1263, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1263/oj).

    (7)  Rådets forordning (EU) 2024/1264 af 29. april 2024 om ændring af forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EUT L, 2024/1264, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1264/oj).

    (8)   https://www.consilium.europa.eu/media/20399/st00tscg26_en12.pdf.

    (9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 af 21. maj 2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet (EUT L 140 af 27.5.2013, s. 11).


    ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1265/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top