EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024D0776

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/776 af 26. februar 2024 om tilladelse til Polen til at anvende reducerede punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF

ST/6113/2024/INIT

EUT L, 2024/776, 29.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/776/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2023

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/776/oj

European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2024/776

29.2.2024

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/776

af 26. februar 2024

om tilladelse til Polen til at anvende reducerede punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (1), særlig artikel 19,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/1197 (2) blev der givet tilladelse til Polen til at anvende reducerede punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF. Denne tilladelse udløb den 30. juni 2023.

(2)

Ved skrivelse af 30. juni 2023 anmodede Polen om tilladelse til fortsat at anvende reducerede punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF, som ligger under de minimumsafgiftssatser, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 9. De polske myndigheder gav supplerende oplysninger og forklaringer til støtte for anmodningen den 8. september, 5. oktober og 13. oktober 2023. Tilladelsen ønskedes bevilget for en periode på seks måneder fra den 1. juli 2023 til 31. december 2023.

(3)

Ifølge de polske myndigheder har anmodningen om en reduceret afgiftssats til formål at afbøde de negative virkninger, der ville opstå som følge af en forhøjelse af afgiftssatserne grundet en høj vekselkurs mellem euro og zloty, jf. artikel 13 i direktiv 2003/96/EF. Lempelsen svarer til det beløb, der følger af valutaforskellen efter den årlige justering, som foretages i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 13.

(4)

Den tilladelse, der anmodes om, forventes ikke at fordreje konkurrencen eller hindre, at det indre marked fungerer korrekt. I betragtning af den korte varighed og de ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med den geopolitiske situation anses den tilladelse, der anmodes om, hensigtsmæssig og forholdsmæssig. Tilladelsen afvejer de specifikke politiske mål, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, i direktiv 2003/96/EF, navnlig Unionens miljøpolitik, og nødvendigheden af at sikre overkommelige energipriser for virksomheder og husholdninger. Afgiftslempelsen vil delvis opveje de øgede energiomkostninger og er ikke kumulativ med nogen anden form for afgiftslempelse.

(5)

Polen bør derfor gives tilladelse til fortsat at anvende reducerede punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, som ønsket.

(6)

I medfør af artikel 19, stk. 2, i direktiv 2003/96/EF skal enhver tilladelse, der gives i medfør af nævnte bestemmelse, være tidsbegrænset. For ikke at underminere den fremtidige udvikling af de eksisterende retlige rammer bør det dog fastslås, at denne tilladelse, hvis Rådet med henvisning til artikel 113 eller andre relevante bestemmelser i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde indfører et ændret generelt system for beskatning af energiprodukter og elektricitet, som denne tilladelse ikke vil være forenelig med, ophører med at finde anvendelse på den dato, hvor dette ændrede generelle system træder i kraft.

(7)

For at sikre en gnidningsløs håndtering af de negative virkninger for forbrugere af høje priser på energiprodukter på det tidspunkt, hvor virkningen var størst som følge af høj inflation og stigende priser, bør det sikres, at Polen kan anvende afgiftslempelsen som ønsket med virkning fra den 1. juli 2023.

(8)

Denne afgørelse berører ikke anvendelsen af Unionens regler vedrørende statsstøtte —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Polen gives tilladelse til at anvende reducerede punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, under de minimumsafgiftssatser, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv 2003/96/EF.

Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. juli 2023 til den 31. december 2023.

Hvis Rådet under henvisning til artikel 113 eller enhver anden relevant bestemmelse i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde imidlertid indfører et ændret generelt system for beskatning af energiprodukter og elektricitet, som den tilladelse, der gives i denne afgørelses artikel 1, ikke vil være forenelig med, ophører denne afgørelse med at finde anvendelse på den dato, hvor dette ændrede generelle system træder i kraft.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Polen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. februar 2024.

På Rådets vegne

D. CLARINVAL

Formand


(1)   EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/1197 af 19. juni 2023 om tilladelse til Polen til at anvende nedsatte punktafgiftssatser for svær brændselsolie, naturgas, kul og koks, der anvendes som brændsel til opvarmning, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF (EUT L 158 af 21.6.2023, s. 71).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/776/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top