Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D2721

    Rådets afgørelse (FUSP) 2023/2721 af 4. december 2023 om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/1999 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

    ST/13172/2023/INIT

    EUT L, 2023/2721, 5.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2721/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2721/oj

    European flag

    Tidende
    Den Europæiske Unions

    DA

    Serie L


    2023/2721

    5.12.2023

    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/2721

    af 4. december 2023

    om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/1999 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rådet vedtog den 7. december 2020 afgørelse (FUSP) 2020/1999 (1).

    (2)

    På grundlag af en gennemgang af afgørelse (FUSP) 2020/1999 vurderer Rådet, at anvendelsen heraf bør forlænges indtil den 8. december 2026. Rådet finder det endvidere hensigtsmæssigt at indføre en revisionsklausul i forbindelse med den eksisterende undtagelsesordning.

    (3)

    På grundlag af en fornyet gennemgang af bilaget til afgørelse (FUSP) 2020/1999 bør anvendelsen af foranstaltningerne i nævnte afgørelses artikel 2 og 3 for så vidt angår de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er opført på listen i nævnte bilag, forlænges indtil den 8. december 2024. Oplysningerne om ni fysiske personer og tre enheder i nævnte bilag bør ajourføres.

    (4)

    Afgørelse (FUSP) 2020/1999 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I afgørelse (FUSP) 2020/1999 foretages følgende ændringer:

    1)

    Artikel 10 affattes således:

    »Artikel 10

    1.   Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 8. december 2026 og tages løbende op til fornyet overvejelse. Foranstaltningerne i artikel 2 og 3 finder anvendelse på de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er opført på listen i bilaget, indtil den 8. december 2024.

    2.   Den undtagelse, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, gennemgås regelmæssigt og mindst hver 12. måned eller efter indtrængende anmodning fra en medlemsstat, den højtstående repræsentant eller Kommissionen, hvis omstændighederne har ændret sig grundlæggende.«

    2)

    Bilaget ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2023.

    På Rådets vegne

    O. PUENTE SANTIAGO

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2020/1999 af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 13).


    BILAG

    I bilaget til afgørelse (FUSP) 2020/1999 foretages følgende ændringer:

    1)

    Oplysningerne i afsnit A (»Fysiske personer«) om følgende ni fysiske personer affattes således:

     

    Navn (Translitteration til latinsk skrivemåde)

    Navn

    Identificerende oplysninger

    Begrundelse for opførelse på listen

    Dato for opførelse på listen

    »2.

    Alexander (Alexandr) Ivanovich BASTRYKIN

    Алексaндр Ивaнович БАСТРЫКИН

    Stilling(er): formand for Den Russiske Føderations undersøgelseskomité

    Fødselsdato: 27.8.1953

    Fødested: Pskov, Russiske SFSR (nu Den Russiske Føderation)

    Nationalitet: russisk

    Køn: mand

    Alexander Bastrykin har været formand for Den Russiske Føderations undersøgelseskomité (»komitéen«) siden januar 2011 (og fungerende formand fra oktober til december 2010). I dette hverv fører han tilsyn med alle komitéens aktiviteter. Officielt ledes komitéen af den russiske præsident. I sin egenskab af formand for komitéen er Alexander Bastrykin ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland, herunder vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser.

    Alexander Bastrykin er ansvarlig for komitéens udbredte og systematiske undertrykkelseskampagner mod den russiske opposition, som har oppositionens medlemmer som mål og efterforsker disse. Den 29. december 2020 iværksatte komitéen en efterforskning af oppositionslederen, Aleksej Navalnyj og sigtede ham for omfattende svig. Aleksej Navalnyj m.fl. offentliggjorde artikler om Alexander Bastrykins ejerskab af det tjekkiske ejendomsselskab LAW Bohemia i årene efter 2000.

    I 2022 havde undersøgelseskomitéen, som Alexander Bastrykin stadig er formand for, anklaget 92 ukrainske soldater for forbrydelser mod menneskeheden under Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

    2.3.2021

    6.

    WANG Junzheng

    王君正

    (kinesisk skrivemåde)

    Stilling(er): medlem af den 20. centralkomité for det kinesiske kommunistparti (CCP) (december 2022-december 2026); medlem af Folkerepublikken Kinas 14. Nationale Folkekongres (NPC, februar 2023-februar 2027); partisekretær i det kinesiske kommunistparti (CCP) i Den Autonome Region Tibet (TAR); tidligere partisekretær for Xinjiang Production and Construction Corps (XPCC) og vicesekretær for partikomitéen i Kinas autonome region Xinjiang Uyghur; politisk kommissær i XPCC og administrerende direktør i China Xinjian Group

    Fødselsdato: maj 1963

    Fødested: Linyi, Shandong (Kina)

    Nationalitet: kinesisk

    Køn: mand

    Partisekretær i det kinesiske kommunistparti (CCP) i Den Autonome Region Tibet (TAR) siden oktober 2021. Medlem af det kinesiske kommunistpartis (CCP's) 20. centralkomité (december 2022-december 2026). Medlem af Folkerepublikken Kinas 14. Nationale Folkekongres (NPC, februar 2023-februar 2027).

    Tidligere partisekretær for Xinjiang Production and Construction Corps (XPCC) og vicesekretær for partikomitéen i Kinas autonome region Xinjiang Uyghur (XUAR) fra april 2020 til oktober 2021 samt politisk kommissær i XPCC fra maj 2020 til oktober 2021. Tidligere sekretær for komitéen for politiske og retlige anliggender i XUAR fra februar 2019 til september 2020. Wang Junzheng beklædte også andre ledende poster i XPCC.

    XPCC er en statsejet økonomisk og paramilitær organisation i XUAR, som udøver administrative beføjelser og kontrollerer økonomiske aktiviteter i Xinjiang.

    Som partisekretær og politisk kommissær i XPCC var Wang Junzheng involveret i at føre tilsyn med alle politikker, der blev gennemført af XPCC. I denne stilling var han ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Kina, navnlig omfattende vilkårlige tilbageholdelser og nedværdigende behandling af uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal, og i systematiske krænkelser af deres religions- eller trosfrihed, bl.a. i forbindelse med XPCC's gennemførelse af et omfattende overvågnings-, tilbageholdelses- og indoktrineringsprogram rettet mod uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal.

    Han var også ansvarlig for XPCC's systematiske brug af uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal som tvungen arbejdskraft, navnlig på bomuldsmarker.

    Som vicesekretær for partikomitéen i XUAR var Wang Junzheng involveret i at føre tilsyn med alle de sikkerhedspolitikker, der blev gennemført i Xinjiang, herunder førnævnte program rettet mod uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal. Som sekretær for komitéen for politiske og retlige anliggender i XUAR fra februar 2019 til september 2020 var Wang Junzheng ansvarlig for at opretholde intern sikkerhed og retshåndhævelse i XUAR. I denne egenskab havde han en central politisk position som ansvarlig for at føre tilsyn med og gennemføre førnævnte program.

    22.3.2021

    7.

    WANG Mingshan

    王明山 (kinesisk skrivemåde)

    Stilling(er): medlem af Folkerepublikken Kinas 14. Nationale Folkekongres (NPC, februar 2023-februar 2027); medlem af det stående udvalg i partikomitéen i den autonome region Xinjiang Uyghur (XUAR); sekretær for komitéen for politiske og retlige anliggender i XUAR

    Fødselsdato: januar 1964

    Fødested: Wuwei, Gansu (Kina)

    Nationalitet: kinesisk

    Køn: mand

    Medlem af det stående udvalg i partikomitéen i den autonome region Xinjiang Uyghur (XUAR) og sekretær for komitéen for politiske og retlige anliggender i XUAR siden september 2020. Medlem af Folkerepublikken Kinas 14. Nationale Folkekongres (NPC, februar 2023-februar 2027).

    Tidligere direktør og vicepartisekretær for Xinjiang Public Security Bureau (XPSB) mellem 2017 og januar 2021.

    Som sekretær for komitéen for politiske og retlige anliggender i XUAR siden september 2020 er Wang Mingshan ansvarlig for at opretholde intern sikkerhed og retshåndhævelse i XUAR. I denne egenskab har han en central politisk position som ansvarlig for at føre tilsyn med et omfattende overvågnings-, tilbageholdelses- og indoktrineringsprogram rettet mod uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal.

    Som tidligere direktør og vicepartisekretær for XPSB (2017-januar 2021) havde han en central position i Xinjiangs sikkerhedsapparat og var direkte ansvarlig for at gennemføre førnævnte program. XPSB har navnlig iværksat »den integrerede fælles operative platform« (IJOP), som er et stort dataprogram, der anvendes til at spore millioner af uygurer i regionen Xinjiang og udpege personer, der anses for at udgøre en »potentiel trussel«, og som derfor sendes i detentionslejre.

    I sin nuværende stilling og som følge af sine tidligere opgaver er Wang Mingshan ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Kina, navnlig omfattende vilkårlige tilbageholdelser og nedværdigende behandling af uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal, og i systematiske krænkelser af deres religions- eller trosfrihed.

    22.3.2021

    10.

    RI Yong Gil

    alias RI Yong Gi, RI Yo'ng-kil, YI Yo'ng-kil

    리영길

    (koreansk skrivemåde)

    Stilling(er): chef for generalstaben i Koreas Folkehær (KPA)

    Rang: vicemarskal

    Fødselsdato: 1955

    Nationalitet: Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea)

    Køn: mand

    Ri Yong Gil er chef for generalstaben i Koreas Folkehær (KPA). Han var minister for nationalt forsvar i Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea) fra juni eller juli 2021 til december 2022. Han var minister for social sikring fra januar 2021 til juni eller juli 2021. Han var også chef for generalstaben i Koreas Folkehær mellem 2018 og januar 2021. Han blev forfremmet til vicemarskal for Kinas Folkehær den 14. april 2022.

    Som chef for generalstaben i Koreas Folkehær og som tidligere minister for nationalt forsvar er Ri Yong Gil ansvarlig for de omfattende alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået af Koreas Folkehær, herunder af medlemmer af den militære sikkerhedskommando og andre enheder i Koreas Folkehær.

    Ministeriet for social sikring i Nordkorea (tidligere kendt som ministeriet for folkesikkerhed eller ministeriet for offentlig sikkerhed) og den militære sikkerhedskommando er ledende institutioner med ansvar for at gennemføre Nordkoreas undertrykkende sikkerhedspolitikker, herunder afhøring og straf af personer, der »på ulovlig vis« flygter fra Nordkorea. Navnlig er ministeriet for social sikring gennem sit fængselskontor ansvarligt for driften af fangelejre og arbejdslejre for kortvarig tilbageholdelse, hvor fanger/tilbageholdte udsættes for bevidst udsultning og anden umenneskelig og nedværdigende behandling.

    Som tidligere chef for ministeriet for social sikring er Ri Yong Gil ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Nordkorea, navnlig tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab, tvangsforsvindinger af personer og vilkårlige anholdelser eller tilbageholdelser samt omfattende tvangsarbejde og seksuel vold mod kvinder.

    22.3.2021

    18.

    Valery (Valeriy) Nikolaevich ZAKHAROV

    Валерий Николаевич ЗАХАРОВ

    (russisk skrivemåde)

    Stilling(er): sikkerhedsrådgiver for præsidenten for Den Centralafrikanske Republik (CAR)

    Wagner Group-ID: M-5658

    Fødselsdato: 12.1.1970

    Fødested: Leningrad, Russiske SFSR (nu Den Russiske Føderation)

    Nationalitet: russisk

    Køn: mand

    Valery Zakharov, tidligere medlem af Ruslands Føderale Sikkerhedsbureau (FSB), er tidligere sikkerhedsrådgiver for præsidenten for Den Centralafrikanske Republik (CAR). Han er en central figur Wagner Groups kommandostruktur og har tætte forbindelser til de russiske myndigheder.

    I kraft af sin tidligere indflydelsesrige position i CAR og sin ledende rolle i Wagner Group er Valery Zakharov ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået af Wagner Group i CAR, herunder udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab.

    Dette omfatter mordet på tre russiske journalister i 2018, hvis sikkerhed Valery Zakharov var ansvarlig for.

    13.12.2021

    19.

    Maxim SHUGALEY

    alias

    Maksim SHUGALEI

    Максим ШУГАЛЕЙ (russisk skrivemåde)

    Stilling(er): præsident for Foundation for the Defence of National Values (FDNV)

    Fødselsdato: 24.2.1966

    Fødested: Leningrad, det tidligere USSR (nu Skt. Petersborg, Den Russiske Føderation)

    Nationalitet: russisk

    Køn: mand

    Pasnummer eller ID-nummer:

    710508436 (russisk pas)

    Maxim Shugaley er leder af Foundation for the Defence of National Values (FDNV), en enhed, der har tilknytning til Wagner Group. FDNV fungerer som Wagner Groups PR-gren, og Maxim Shugaleys rolle i FDNV omfatter styring af pro-Wagner Group propaganda og desinformationskampagner, herunder for at forbedre Wagner Groups omdømme og støtte dens udbredelse, samt skjult indblanding på Wagner Groups vegne i de forskellige lande, hvor han er aktiv.

    Wagner Group er opført på listen på grund af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab, i flere lande, herunder Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik.

    Maxim Shugaley har tilknytning til Wagner Group og er ansvarlig for at støtte og fremme Wagner Groups handlinger gennem pro-Wagner Group propaganda og desinformation.

    25.2.2023

    21.

    Konstantin Alexandrovich PIKALOV

    Константин Александрович ПИКАЛОВ

    (russisk skrivemåde)

    Stilling(er): en af de øverstbefalende i PMC Wagner Group i Afrika

    Fødselsdato: 23.7.1968

    Nationalitet: russisk

    Køn: mand

    Konstantin Pikalov, kodenavn »Mazaï« (Mazay), er en af lederne af Wagner Group og er ansvarlig for Wagner Groups operationelle aktiviteter i Afrika, navnlig i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Han er anklaget for at være anstifter af mordet på tre russiske journalister i juli 2018. Siden april 2023 har han også været leder for en ny paramilitær gruppe (Convoy), som blev oprettet i november 2022 med henblik på at gå ind i Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

    Wagner Group er opført på listen på grund af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab, i flere lande, herunder CAR.

    I sin ledende stilling i Wagner Group er Konstantin Pikalov ansvarlig for de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået af Wagner Group i CAR.

    25.2.2023

    24.

    Alexander Alexandrovich IVANOV

    alias Aleksandr Alexandrovich IVANOV, Alexandre Alexandrovich IVANOV

    Александр Александрович ИВАНОВ

    (russisk skrivemåde)

    Stilling(er): repræsentant for Wagner Group-instruktører i Den Centralafrikanske Republik

    Fødselsdato: 14.6.1960

    Nationalitet: russisk

    Køn: mand

    Adresse: Bangui, Den Centralafrikanske Republik

    Alexander Ivanov er talsmand for Wagner Group i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Han er også leder af den russiske »Officers Union for International Security«, også kaldet »Officers Community for international security« (COSI), en frontenhed under Wagner, som sender russiske militærinstruktører til CAR. Disse instruktører er Wagner Group-lejesoldater.

    Wagner Group er opført på listen på grund af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab, i flere lande, herunder CAR.

    I sin stilling som officiel repræsentant for russiske militærinstruktører er Alexander Ivanov involveret i de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som Wagner Group har begået i CAR.

    25.2.2023

    35.

    Toe UI

    alias Toe YI

     

    Stilling(er): viceminister for indre anliggender

    Rang: generalmajor

    Nationalitet: Myanmar/Burma

    Køn: mand

    Generalmajor Toe Ui blev udnævnt til viceminister for indre anliggender den 3. februar 2023. Han er tidligere næstkommanderende for Office of the Chief of Military Security Affairs (OCMSA). OCMSA er ansvarligt for forvaltningen af tilbageholdelses- og afhøringscentre i Myanmar/Burma og har også til opgave at indsamle efterretninger.

    OCMSA's personale under Ui anvender tvungen nøgenhed, voldtægt, elektrochok, brænding af kønsorganer og overdreven vold under vilkårlig tilbageholdelse og afhøring af mænd, kvinder og medlemmer af LGBTIQ-samfundet.

    I sin egenskab af næstkommanderende for OCMSA er generalmajor Toe Ui ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Myanmar/Burma, herunder vilkårlige tilbageholdelser og tortur, samt for systematisk og udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

    7.3.2023«.

    2)

    Oplysningerne i afsnit B (»Juridiske personer, enheder og organer«) om følgende tre enheder affattes således:

     

    Navn (Translitteration til det latinske alfabet)

    Navn

    Identificerende oplysninger

    Begrundelse for opførelse på listen

    Dato for opførelse på listen

    »8.

    Foundation for the Defence of National Values (FDNV)

    Fund for the Defence of National Values (FDNV)

    Foundation/organization for the Protection of National Values (FPNV)/(FZNC)

    Foundation for National Values Protection

     

    Registreringssted: Moskva (64 Zemlyanoy Val str., bygning 2, kontor 201, Moskva, Den Russiske Føderation)

    Websted: https://en.fznc.ru/

    Foundation for the Defence of National Values (FDNV) har tilknytning til Wagner Group. FDNV fungerer som Wagner Groups PR-gren. Den styrer pro-Wagner Group propaganda og desinformationskampagner, herunder for at forbedre Wagner Groups omdømme og støtte dens udbredelse, og beskæftiger sig med skjult indblanding på Wagner Groups vegne i de forskellige lande, hvor den er aktiv.

    Wagner Group er opført på listen på grund af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab, i flere lande, herunder Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik.

    FDNV har tilknytning til Wagner Group og er ansvarlig for at støtte og fremme Wagner Groups handlinger gennem pro-Wagner Group propaganda, politisk indblanding og desinformation.

    25.2.2023

    10.

    Meroe Gold Co. Ltd.

    alias Meroe For Agricultural & Animal Production, Al-Solag, Al-Sarraj Mining Company Ltd, Al-Sawlaj Mining Company Ltd, Al-Solaj Mining Company

     

    Registreringssted: Al-jref Gharb Plot 134 Blok 1h, Khartoum, Sudan

    Andre oplysninger: Brydning af andre ikkejernholdige metalmalme

    Tilknytning til:

    Al Sawlaj for Mining Ltd

    الصولج

    Aswar Multi Activities Co., Ltd

    Meroe Gold er en dækenhed for og har nær tilknytning til Wagner Groups aktiviteter i Sudan. Gennem tilknytning til det sudanske militær sikrede Wagner Group, at sudansk guld kunne udnyttes og eksporteres til Rusland.

    Meroe Gold har tilknytning til Wagner Group, der er opført på listen på grund af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab, i flere lande, herunder Sudan. Gennem sine aktiviteter yder Meroe Gold også støtte til sådanne krænkelser i Sudan.

    25.2.2023

    14.

    Syrian Republican Guard (Syriens republikanergarde)

     

    Registreringssted: Syrien

    Tilknyttede personer:

    brigadegeneral Mohamed Qasem (næstkommanderende)

    general Malik Aliaa (øverstkommanderende)

    Mohammad Nayouf, Mohamed Kaddor (kommanderende)

    præsident Bashar Al-Assad

    Syriens republikanergarde er en enhed, der er ansvarlig for sikkerheden for embedsmænd og en del af de syriske sikkerhedsstyrker.

    Seksuel og kønsbaseret vold mod kvinder er udbredt blandt dens medlemmer, navnlig under den igangværende syriske konflikt. Ofrene har berettet om voldelige voldtægter og tortur efter vilkårlige anholdelser og under vilkårlig tilbageholdelse.

    Syriens republikanergarde er en del af det syriske regimes systematiske tilgang til at anvende seksuel og kønsbaseret vold til at undertrykke og intimidere den syriske befolkning, navnlig kvinder og piger.

    Syriens republikanergarde er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vilkårlige anholdelser eller tilbageholdelser samt udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

    7.3.2023«.


    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2721/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top