EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D1345

Rådets afgørelse (EU) 2023/1345 af 26. juni 2023 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i ACS-EU-Ambassadørudvalget med hensyn til ændring af AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen

ST/10680/2023/INIT

EUT L 168 af 3.7.2023, p. 34–35 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1345/oj

3.7.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 168/34


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/1345

af 26. juni 2023

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i ACS-EU-Ambassadørudvalget med hensyn til ændring af AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (1) (»AVS-EU-partnerskabsaftalen«) blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, og trådte i kraft den 1. april 2003. I overensstemmelse med AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 (2) (»afgørelsen om overgangsforanstaltninger«) skal den finde anvendelse indtil den 30. juni 2023.

(2)

I medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, første afsnit, blev der indledt forhandlinger om en ny ACS-EU-partnerskabsaftale (»den nye aftale«) i september 2018. Den nye aftale vil ikke være klar til at blive anvendt fra den 30. juni 2023, datoen, hvor den nuværende retlige ramme udløber. Det er derfor nødvendigt at ændre afgørelsen om overgangsforanstaltninger for yderligere at forlænge anvendelsen af bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen.

(3)

I henhold til AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, andet afsnit, træffer AVP-EU-Ministerrådet eventuelle nødvendige overgangsforanstaltninger, indtil den nye aftale træder i kraft.

(4)

I medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 15, stk. 4, overdrog AVS-EU-Ministerrådet den 23. maj 2019 AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelserne til at træffe overgangsforanstaltninger (3). Derfor tilkommer det ACS-EU-Ambassadørudvalget at ændre overgangsforanstaltningerne i medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4.

(5)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ACS-EU-Ambassadørudvalget, bør fastlægges, da den påtænkte retsakt vil være bindende for Unionen.

(6)

Bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen vil fortsat blive anvendt med henblik på at bevare kontinuiteten i forbindelserne mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og ACS-staterne på den anden side. Formålet med de ændrede overgangsforanstaltninger er derfor ikke at ændre AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 3 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ACS-EU-Ambassadørudvalget i medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, er at ændre AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 med henblik på at forlænge anvendelsen af bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen indtil den 31. oktober 2023 eller indtil den nye aftales ikrafttræden eller den midlertidige anvendelse mellem Unionen og ACS-staterne af den nye aftale, afhængigt af hvilket tidspunkt der kommer først.

2.   Bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen finder anvendelse i overensstemmelse med formålet og målet med AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 26. juni 2023.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. AVS-EU-partnerskabsaftalen blev ændret ved aftale undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005 (EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27) og ved aftale undertegnet i Ouagadougou den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).

(2)  AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 af 17. december 2019 om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen (EUT L 1 af 3.1.2020, s. 3).

(3)  Afgørelse nr. 1/2019 truffet af AVS-EU-Ministerrådet af 23. maj 2019 om overdragelsen af beføjelser til AVS-EU-Ambassadørudvalget vedrørende afgørelsen om at træffe overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 95, stk. 4, i AVS-EU-partnerskabsaftalen (EUT L 146 af 5.6.2019, s. 114).


Top